EGV: Ensomme gamles værn - Ældre Sagen

Tale ved EGVs reception i lokalerne Øster Farimagsgade 5 den 2. maj 2007
Ved Viggo Nielsen, tidl. kontorchef i EGV
1910erne – EGV’s guldalder
Det gamle EGV: Stiftet 1910 – da var jeg ikke født. Men da jeg blev antaget i EGV 1965, var der
alligevel så meget tilbage fra EGV’s guldalder i 1910’erne, at jeg tør sige, at jeg har oplevet det
gamle EGV.
I hvert fald noget af det. Så at sige alt, hvad EGV havde i drift i 1965, var igangsat i en fjern fortid
af EGV’s dynamiske stifter, den for længst afdøde pastor Hermann Koch.
Ret beset var det to organisationer, Koch stiftede i 1910, nemlig Studenternes sociale sekretariat og
Ensomme Gamles Værn. Men de virkede tæt sammen og fusioneredes senere under navnet
Ensomme Gamles Værn.
Koch var en dynamisk personlighed, der tidligt blev grebet af, hvad han kaldte Gamlesagen. Født
1878. Opvækst blandt gamle i stiftelsen Vartov. Som hjælpepræst ved Holmens kirke havde han
som opgave at foretage husbesøg, fik indtryk af udbredt fattigdom og ensomhed blandt bydelens
gamle. Fra 1906 kontakt med studenterkreds, der ved juletid samler ind i til fattigfolks jul.
Indsamlede midler overlades Menigheds-plejerne til fordeling. Banker indsamlingerne i vejret ved
at skrive i aviserne. Arrangerer sammenkomster for gamle med overvældende tilslutning, ligeledes
som følge af presseomtale.
Studenternes sociale Sekretariat stiftes 24. februar 1910 med basis i studentergruppen og med
formål indadtil i studenterkredse og udadtil direkte at føre de studerende ud i socialt arbejde.
Hovedopgave at iværksætte den årlige juleindsamling, skal endvidere påtage sig filantropiske
opgaver med anvendelse af studenter. Ledelsen varetages af en selvsupplerende bestyrelse
bestående af akademikere. Kontor etableres på adressen Citygade 19. Der ansættes en kontorchef
for en månedsløn på 10 kr. + adgang til at holde fri i børstiden. I 1911 får sekretariatet et rådgivende
repræsentantskab bestående af syv ældre akademikere.
15. oktober stiftes Ensomme Gamles Værn, Damernes Hjælpekredse, med grundlag i en
udbrydergruppe af damer fra Samvirkende Menig-hedsplejer og med hovedformål at støtte alt
arbejde for ubemidlede ensomme gamle, særlig oprettelse af små alderdomshjem. Der dannes en
bestyrelse bestående af damekredsens medlemmer med Hermann Koch som formand. I tilslutning
hertil dannes en forening af passive medlemmer, der årligt betaler mindst 1 kr. i kontingent. Der
iværksættes en række fester og en basar til fordel for sagen.
Allerede i de første år opbygges, hvad der frem til 1965 skulle blive EGV’s 3 hovedaktiviteter:
Landkolonien, alderdomshjemmene, herunder Store Tuborghjemmet i Hellerup. Hertil kom meget
andet: rådgivning, legatuddeling, pressetjeneste, støttekreds, årligt tilbagevendende fester og
sammenkomster og – ikke at forglemme – indsamlingerne. Gennem det fælles sekretariat
samarbejdede de to organisationer om opgaverne.
Nogle ord om de tre hovedaktiviteter i det helt gamle EGV:
1

1910, sommeren: Med grundlag i en skovindsamling ettableres på lejebasis landkolonien
Krogholmgård i Trørød, hvor 50 gamle kommer på landophold fordelt over to måneder. Studenter
bistår de gamle med transporten og i 1916 bliver der råd til at købe ejendommen.
1910, august: Der træffes beslutning om etablering af vinterstuer på lejebasis i en tidligere
asylbygning i Gothersgade med oplæsning og musikalsk underholdning m. v., hvortil gamle skal
have adgang hver hverdag aften i vinterhalvåret, fordelt i 3 hoid á 2 aftener ugentligt. Til hvert hold
knyttes en damekreds. Der bydes på kaffe med brød mod betaling af 10 øre. Sammenkomsterne
sluttes med kort andagt for dem, der måtte ønske at deltage heri. I 1914 får vinterstuerne større og
bedre lokaler i den tidligere fødselsstiftelse i Amaliegade. Der er nu 1000 deltagere fordelt i 6 hold
på hver sin ugedag. Senere oprettes lokale vinterstuer rundt i byen.
I 1011-15 etableres 3 små alderdomshjem, hvor beboerne mod afgivelse af deres
alderdomsunderstøttelse alle får eneværelser, adgang til have, fuld kost og pleje samt et beløb til
egen disposition. .Adskiller sig derved fra datidens som regel langt større institutioner. hvor
indkvar-tering sker på sovesale. Kun det tredje af de tre hjem overlever Hermann Koch, nemlig
Store Tuborg i Hellerup, hvor Grundtvig havde sin sidste bolig. Der indrettes her værelser til 15
beboere. Bliver tillige rammen om sommerstævner i den smukke have, studentermøder op mod jul
og nytårssammenkomster for damekredsen. I 1919 bliver der råd til at købe ejendommen.
Lad os se på hvad der var blevet af disse tre hovedaktiviteter, da jeg kom til i 1965.
EGV 1965
EGV’s ånd kan ikke beskrives, den skal opleves, fortalte man mig ved min ansættelse som EGV´s
kontorchef i 1965. Så den vil jeg ikke forsøge at beskrive, men jeg skal love for, at den var en
oplevelse.
Den 1. marts satte jeg mig i Hermann Kochs stol i et lillebitte og over-fyldt kontor i
Bernstorffsgade, hvortil foretagendet var flyttet i 1916. Foruden mig bestod arbejdsstyrken af 2½
kontordame. Ude i marken havde EGV 170 frivillige medarbejdere i vinterstuerne, en forstander
ved Store Tuborghjemmet plus det derværende personale og i sommer-månederne en
forstanderinde for landkolonierne, som der nu var to af.
Det var det hele, men vi skulle hurtigt blive mange mange flere. Som følge af nye
tilskudsmuligheder i lovgivningen væltede det ind over organisationen med nye ambitiøse projekter
af den ene eller anden art. Det var disse mange nye opgaver, der foranledigede min ansættelse, ikke
videreførelsen af de bestående aktiviteter, der kørte videre af egen drift som igangsat af Hermenn
Koch. Men det var dem, der fortryllede mig. Det var et levende museum, jeg havde ladet mig
ansætte i. En anakronisme på accellererende glidefart ind i en ukendt fremtid.
Allerede på min anden arbejdsdag besøgte jeg en vinterstue for at snuse til EGV’s ånd. Der var nu i
alt 17 lokale vinterstuer rundt i byen, alle med en ugentlig åbningsdag i vinterhalvåret. – nu ikke
mere om aftenen, under 2. verdenskrig havde man på grund af spærretiden flyttet mødetiden til midt
på dagen, og det bibeholdt man efter krigen.
Kl.12 ankom jeg til til en allerede fyldt sal i Sundby vinterstue i Mark-mannsgade og blev som gæst
fritaget for at erlægge den af Hermann Koch i 1910 indførte kaffetiøre, men betænkte i stedet en
indsamlings-bøsse ved indgangen. Koch havde under første verdenskrig bestemt, at kaffetiøren
trods prisstigninger skulle fastholdes, hans ord var lov og efterlevedes endnu i 1965. Når min kone
2

og jeg går til møder i vort lokale menighedshus, betaler vi præcist 100 gange så meget for kaffe
med brød, 10 kr. pr, person, og synes endda, at det er billigt.
Det lykkedes at skaffe mig plads ved et bord på en balkon, hvor jeg straks fald i snak med mine
bordfæller. Her har man faste pladser, fik jeg at vide – men en gæst kunne der altid blive plads til.
Snart kom der kaffe i kopperne og wienerbrød dertil, serveret af vinterstuedamerne.
Kvinderne var i klart overtal i forsamlingen, mænd var der kun få af. Og der snakkedes – man var i
kontakt med andre.
Alt dette genfinder min kone og jeg i nutiden ved lignende arrange-menter: Gamle mennesker
kommer i god tid, vil godt have faste pladser, kvinderne er i overtal, og der snakkes.
Men som noget særligt for vinterstuerne fik man til sidst at vide, at mødet nu efter en kort pause
ville blive afsluttet med en kort andagt for dem, der måtte ønske det. Sådan var vinterstuemøderne
blevet afsluttet siden Hermann Kochs dage. EGV skulle ifølge sine statutter virke for alle gamle
uden hensyn til religion, stand og livsbeskæftigelse. Derfor skulle der gives lejlighed til at stikke af
før andagten, havde Koch bestemt. Det var formodentlig aldrig sket ved nogen af de 17 vinter-stuer,
at nogen rejste sig og forlod salen, alle ønskede åbenbart altid en kort andagt.
Af de tre små alderdomshjem fra EGV´s første år var i 1965 kun Store Tuborghjemmet tilbage. De
to andre var allerede i Kochs tid sparet væk. Til gengæld var der i Grundtvigs gamle villa Store
Tuborg i 1929 føjet en sydfløj, og i 1954 også en nordfløj, hvorved antallet af beboere var
forøget fra oprindeligt 15 til nu 90. Kort før min tiltrædelse var der indgået aftale med Københavns
kommune om drift af sydfløjen som plejehjem – den første EGV-aktivitet, som skulle baseres på
offentligt tilskud.
Jeg nåede at besøge Grundtvigs villa flere gange, inden den i 1966 faldt for en strandvejsudvidelse
for derefter at blive afløst af en ny forbind-elsesbygning. Trist nok, men ikke nogen katastrofe – ud
over en lofts-dekoration i entreen var der intet tilbage i villaen fra Grundtvigs tid.
Blandt andet deltog jeg i det traditionelle studentermøde op mod jul, da det i 1965 blev afholdt i
Grundtvigs gamle spisestue på Store Tuborg. Antallet af deltagende studenter stod desværre
langtfra mål med, hvad Koch i sin tid var i stand til at tiltrække. I mødet deltog et medlem af EGV’s
repræsentantskab, nemlig en musikprofessor med sin rusårgang af studenter, der åbenbart ønskede
at stå sig godt med deres lærer ved at give EGV en hjælpende hånd. Professoren sørgede for
musikalsk underholdning, og jeg fortalte om EGV og fordelte bøsser, der skulle distribueres til
strøgbutikkerne i julemåneden. Traditionen bortfaldt i 1968, da studenterne fik andet at tænke på.
Også i landkolonien Krogholmgård var nye tider på vej. Den var i den forløbne vinter blevet
forsynet med en ny havestue og skulle i det kommende år ombygges til vinterbrug. I Kochs tid lå
den langt ude på landet omgivet af bølgende marker, nu bestod omgivelserne af tæt lav
boligbebyggelse. Men interessen i ældrebefolkningen for de gratis 14 dages ophold på stedet var
usvækket. Kapaciteten var i 1963 blevet kraftigt forøget ved tilkøb af yderligere en landkoloni,
således at EGV nu hver sommer kunne modtage i alt 624 deltagere på landkolonierne.
Heriblandt en gruppe sydslesvigere – en tradition, Koch havde skabt under et besøg i Flensborg i
1920.
Blandt de festlige begivenheder, som levede videre fra Kochs tid, skal nævnes Grundlovsfesten 5.
juni på Krogholmgård, der tiltrak mange deltagere i den skønne have, og som i 1965 tillige blev
3

enyttet til indvielse af den nye havestue. Studentersangerne sang, Lundtofte-garden spillede, flaget
var hejst, der var stemning til stede.
Nævnes må også Midsommerfesten i Vartovs grønnegård, der siden 1911 havde tiltrukket et stort
antal deltagere, og hvorfra der i 1912 for første gang blev sendt telegram til kongen med hilsen fra
forsamlingen. Kongen var Christian X, der umiddelbart efter sin tronbestigelse samme år havde
påtaget sig protektoratet for EGV. Siden da havde den kongelige livgardes musikkorps leveret
musikken til midsommerfesten med piber og trommer. I 1965 var det mig, der stod parat ved en
telefonboks for at fyre telegrammet af, så snart det var oplæst og godkendt af forsamlingen. Det var
enslydende hvert år og blev heldigvis altid enstemmigt godkendt.
Nok om EGV i 1965.
EGV’s 3 udviklinger
Første udvikling fra 1910: Knaphedssamfundet. Udbredt fattigdom og ensomhed blandt
Københavns gamle. Så kommer EGV og gør de ensomme gamle synlige. ”Vi beder om at få lov til
at tjene de gamle på områder, hvor hjælp særligt tiltrænges.” Frem til 1965 udelukkende grundlag i
frivillig indsats og indsamlinger. Hovedvægt på det kontaktbetonede arbejde.
Anden udvikling fra 1965: Velfærdssamfundet på vej. Samfundsøkono-mien har fået det bedre.
Endnu i 1965 har EGV nogenlunde de samme aktiviteter som i 1910erne, men forvandler sig
derefter gradvis fra en lille frivillig københavnerorganisation til en professionelt arbejdende
landsorganisation. Baseres nu altovervejende med lønnet arbejdskraft og samarbejde med
kommunerne. Hovedvægten på det aktiverende og forebyggende arbejde, hjælp til selvhjælp,
selvbestemmelse, medind-flydelse, mulighedernes mangfoldighed, livsglæde, ligeværdighed. Flere
hundrede medarbejdere i administrationen, flere tusinde lønnede og ikke nær så mange frivillige
ude i marken, omkring 100 byggerier rundt i landet med forskelligartede funktioner, hovedsageligt
som selvejende institutioner med brugere, kommunerepræsentanter og repræsentanter for EGV’s
fællesadministration i bestyrelserne.
Succes langt hen ad vejen, men det har sin pris – EGV får karakter af et administrationsforetagende
baseret på en problematisk blanding af offentlige og private midler – til skade for
befolkningsopbakningen.
Tredje udvikling fra 1985: EGV tilpasser sig den i 1984 vedtagne lovgivning om fonde og skifter
navn til EGV-Fonden. Relationerne til kommunerne og de selvejende institutioner henlægges i
datterselskabet EGV-Tjenesen for senere at blive afviklet. Dermed opnås adskillelse mellem de
offentlige og de private midler. Til genoprettelse af befolk-ningsopbakningen bag det gode formål
stiftes Landsforeningen Ældre Sagen – uden sammenligning EGV’s mest forrygende succes
gennem tiderne.
De tre hovedaktiviteter fra Kochs tid, som jeg nåede at få et indtryk af i 1965, eksisterer ikke
længere. Vinterstuerne omdøbtes til klubber engang i 1970erne – hvad der derefter blev af dem,
aner jeg ikke. Formodentlig nedlagt af en eller anden driftsafdeling eller et datter-selskab – eller de
er gået deres egne veje. Hverken Store Tuborg-hjemmet eller Landkolonien Krogholmgård findes
længere.
Er der da overhovedet noget tilbage af det gamle EGV? Jo da!
4

Først og fremmest ildsjælene, de frivillige – de er der nu som før – for eksempel medlemmerne af
EGV-Fondens repræsentantskab, der kan føre sin historie tilbage til 1911, da studentersekretariatet
fik sit første repræsentantskab. Læg dertil de mange spor, som EGV med tilsluttede organisationer
har afsat gennem årene – være sig ved frivillig indsats eller på anden måde. Nok eksisterer
landkolonien ikke længere, men den afløstes i 1970erne af et omfattende ferieprogram i ind- og
udland under EGV-Ferie og lever siden 1980 videre som Senior Rejser A/S. Nok er Store
Tuborghjemmet forsvundet, men tænk så på, hvad der i stedet er kommet af ældre-bebyggelser
rundt i landet. Og nok er også vinter-stuerne væk – til gengæld er der afdelinger af Ældre Sagen
overalt i landet.
I min bog om Ældre Sagen siger jeg i indledningen: ”Da Ensomme Gamle Værns tid var omme,
lagde den sin sjæl over i Ældre Sagen”. Sådan opfattede jeg det i 1995, da disse ord blev skrevet.
Den fonds¨-dannelse, som var tilbage af det oprindelige Ensomme Gamles Værn, forekom mig
dengang at være blevet til et ubetydeligt vedhæng til Ældre Sagen. I dag er jeg af anden opfattelse.
Det er min fornemmelse, at der er massevis af sjæl tilbage i fonden, der ved at genoptage navnet
EGV-Fonden vedkender sig sine rødder. Nu som i 1910 – men under helt andre samfundsforhold
end dengang – drejer det sig om at tjene de gamle på de områder, hvor hjælp særlig tiltrænges.
Til lykke med det – og med de nye lokaler. Og tak for, at man har villet høre på mig.
Viggo Nielsen. 2. maj 2007
5