CH Spurgeon - Kristenbloggen

(Bilde Charles Haddon Spurgeon)
Charles Haddon Spurgeon.
Efter Fotografi af J. Russell & Sons, 17 Baker St London.

Liv og Virksomhed samt nyeste og sidste Prædikener
C. H. Spurgeons
Liv og Virksomhed
samt
nyeste og sidste Prædikener
Oversat og samlet efter de bedste Kilder.
—————
"Kommer eders Veiledere i Hu, som
have forkyndt eder Guds Ord, og naar
I betragte Udgangen af deres Vandring,
da efterfølger deres Tro!" Hebr. 13, 7.
—————————
Med flere Billeder.
—————————
M . A n d e r s e n s F o r l a g .
Laurvik.

Bogens Pris:
I Omslag Kr. 2,50
I Shirtingsbind med Guldtitel paa
Forsiden og Paa Ryggen " 3,50
Oscar Andersens Bogtrykkeri. Kristiania 1892.

Indhold.
Indhold.
———
Prædikener og Brudstykker.
Side.
En lang Pause afbrudt.
Spurgeons næstsidste Prædiken afholdt
Nytaarsaften 1892 9
De Farer, vi har undgaaet. — En from Fader. —
Hele Forsoningsværket er for syndige Mennesker.
— Barmhjertighed. — Gud har været særdeles
god imod mig i det forløbne Aar.
Et himmelsk Budskab 19
Spurgeons sidste Prædiken.
(Nytaarsdag 1892.) 21
Fodsti. — Fører. — Styrkningsmidler.
Fred! Fuldkommen Fred!
En Tale i et Sygeværelse i Mentone 27
En Hændelse i C. H. Spurgeons Liv 39
Hans egen Ligtale.
Prædiken afholdt i Metropolitan
Tabernaklet Søndag Eftermiddag
d. 19de Oktober 1890 41
I. Hvad er det at tjene vor egen Slægt?
II. Hvilken Del af vor Samtid eller vort Folk er

det vi skal tjene? — De Unge. —
III. "Hvad vil der ske med os, naar vor
Tjenestetid her er tilende?"
Lysbilleder ved Veien 67
Ikke til Ødelæggelse men til Gavn. — Den
kongelige Kureer. — Se paa Jesus. — En høi
Lyd og intet at se. — At spinde paa
Taalmodighedens Haandteen. —
Den vantro Hund. — Spurgeons Lommebøger.
? ? ?
Prædiken efter en lang, ødelæggende
Sygdom 73
Et Minde og en Advarsel.
Prædiken over Jeremias 45, 5: "Og
du, du begjærer dig store Ting?
Begjær dem ikke." 82
Vinstokken.
Tale ved et Bønnemøde 94
Smaa Noter fra vor Reise
til det solrige Syden 103
Salvning med Olje. — Søsyge. — Den
unyttige Uhrkasse.
Det lægende Ord.
Prædiken over Ps. 107. 20: "Han sendte
sit Ord og helbredede dem." 105
I. Guddomskraften i denne Helbredelse.
II. Hemmeligheden ved denne
Helbredelsesmaade.
III. Ordets Sendelse.
IV. Den lægende Natur af Ordet.
Spurgeons Bordbøn 122

Den høit elskede.
En Nadverdprædiken afholdt i Mentone 123
C. H. Spurgeon fortæller.
— "Ørne." 140
C. H. Spurgeons
Liv og Virksomhed.
Kap. Side.
1. C. H. Spurgeons Slægt 143
2. Spurgeons Bedstefader 146
Under Egetræet. — Et eller to Smaatræk.
3. Spurgeons Fader og Moder 160
4. Spurgeons Fødsel og
tidligste Livshistorie 162
Rev. Richard Knills Spaadom.
5. Spurgeons Omvendelse 169
S e , s e , s e ! — Min kjære Onkel.
6. Spurgeons første Prædiken 179
7. Spurgeons Kald til London
og Virksomhed der 184
Den første Søndag i London. — Thomas
Olney. — Dr. Rippon. — Paniken i
«Surrey Gardens Music Hall.»
8. Metropolitan Tabernaklet 196
9. Prædikantkollegiet 206
Den velsignelsesrige Virksomhed, der
udgaar derfra.

10. Minder fra Spurgeons Liv 218
Møder i det frie. — En Middag blandt
Lærde.— Minder fra Fortiden. —
Bekjendtskabskreds.
11. Beretninger og Breve 227
Hjemmet i Westwood. — Spurgeon i
Plymouth. — Det Godes Magt. — En
Hviletid. — I Skotland Aar 1878. —
Sommerudflugter.
12. Nogle enkelte Træk fra Spurgeons
Prædikevirksomhed 243
En Besøgende om hans Prædikemaade. —
Kollekter. — En Fest i Pintsehøitiden.
13. Børnehjemmet i Stockwell 243
Omsorgen for forældreløse Børn. — Fru
Hillyard. — Spurgeons Dagbog. — Et Besøg
i Stockwell. — Juledag i Børnehjemmet. —
Hjemmets indre Organisation.
14. Kolportørerne 263
15. Bogfondet 267
Fru Spurgeon som Velgjørerinde for fattige
Prædikanter. — Grev Shaftesburry. —
Eksempler paa Velsignelse. — En Nytaars
-dag i Westwood. — Mere om dette
Foretagende i Mesterens Tjeneste. —
Opraab til Guds Folk.
16. Tilbageblik paa «The Sword and
the Trowel,» (Sværdet og Murskeen.) 296
17. Spurgeons Jubilæum 297
Halleluja for Korset. — Alle Seierstrofæer
ved Korsets Fod. — Vidnesbyrd af
a) D. L. Moody, b) Spurgeons Fader,

Rev. John Spurgeon; c) James A.
Spurgeon; d) Charles Spurgeon;
e) Archibald G. Brown; f) Mr. Olney. —
Jubilæumsfondet.
Portræt af Fru Spurgeon 319
18. Spurgeon som Forfatter 320
De trykte Prædikener. — Davids Psalmer.
— En Prædikant i Tyrone. — Gjenfødelsen
ved Daaben. — De trykte Prædikeners
Virkning: Eksempler derpaa fra
Massachusetts; Jamaica; en skotsk
Fjeldbygd: "Helligholder du Sabbathen".
— Dr. David Livingstone. — En Engelsk
-mand i Brasilien. — Breve til de Unge.
— Andre Skrifter: John Ploughman;
Sladder. Himmelveien.
Portræt af Spurgeon
som ung Prædikant i 1856 339
19. Spurgeon som Prædikant 340
Pastor Paul Wettergrens Vidnesbyrd. —
Verdensbladet «Times» sender Referent
til hans Møder. — Skuespilleren Sheridan
Knowles. — Sindsro paa Prædikestolen.
— Salt og Honning. — I Krystalpaladset.
— En Malkeko. — Snøften i Lommetørklædet.
— Lige under Spurgeons Taler
-stol. — "Menneskens Søns Komme." —
"Herefter!" — Hvilke glædestraalende,
opløftede Øine! — Ei saa længe skal
du sukke. — Brudgommen kommer! —
Troens store Skjold. Gloende Pile.
20. Spurgeon i sit Hjem 369

Livet et stormfuldt Hav. — Helensburgh
House. — Den gamle Prædikestols Trapper.
— Ud af den lune, hjemlige Rede. —
Fru Spurgeons Ord ved Afskeden. —
Westwood Beulah Hill. — Besøg. —
Lørdag Eftermiddag. — Tre Slags
Slaaen for Brystet. — Bibliotheket. —
Hvorledes Spurgeon lavede sine
Prædikener. — En Pil paa "maafaa." —
Andre Træk. — "Min Naade er dig nok."
21. Skygger og Solglimt,
Spurgeons lange Sygdom og Død 389
Anfald af Gigt. — Allerfarligste Stadium.—
Forbøn. — Opreisning fra Sygeleiet. Breve
og Telegrammer under dette. — Englands
Førsteminister W. E. Gladstone. — Reise til
Sydfrankrige. — Sammenkomst med tre af
Kongens Kapteiner. — Mr. Spurgeon i
Samtale med en Fritænker. — Skal uden
Kjærne. — Vandringer gjennem Mentone.
— "Kom!" "Kom!" — "Ja, Herre, ja!" —
Undervisning ved en Spurv. — Guds eget
Ord. — Tørre Kviste. — Katholsk
Uvidenhed. — En Hindring for
Tilegnelsen af Trøst. — Fælles
Nadverbord. — Satans Raad. — En
kjærkommen Lykønskning. — Hellig
Følsomhed. — Det nye Aar. — Lad
Kjærren rette sig efter Veien. — Hyrden
og Faarene. — Er du beredt? — Prædikant
-virksomhed og Betaling. — Dagbogs
-notitser. — Det sidste Møde: Jesus helbreder
den kananæiske Kvindes Datter. —
Telegrammer. — Hensovet. — Uddrag af

Lommebogen. — Hvile ved Kongernes
Konges Hof. — Prøvelsens Gavnlighed.
22. Spurgeons Begravelse
og Vidnesbyrdene ved hans Baare 450
Maatte vort Endeligt blive som hans. —
Hvile i Hjemmets Jord. — Mindefesterne i
Tabernaklet. Begravelsen. — Sankeys
Vidnesbyrd. — Ombyttet Stridens Vaaben
med Fredens Palmegrene.
23. Roser og Torne,
Brudstykker og Fortællinger af
Spurgeons Liv og Arbeide 456
En Røst fra Søen. — Bønnens Underværk. —
En Ræv i Prædikestolen. — En Drøm om
Himmelen. — Arbeiderens Løn. — Sikker
Prøvesten. — Den kloge Tante og hendes
Lys. — Den bedste Forberedelse til Kristi
Komme. — Feiltagelser. — Et Navnedigt.

En lang pause afbrudt.
[9]
En lang pause afbrudt. *)
Spurgeons næstsidste Prædiken
afholdt Nytaarsaften 1891.
—————
Kjære Venner! Jeg er for nærværende ikke
istand til at tale meget til eder. Det havde været
mig en Glæde, om jeg kunde samlet eder til Bøn
hver Morgen; men jeg har ikke følt mig stærk nok
dertil. Jeg kan dog ikke, tiltrods for min Svaghed,
afholde mig fra at tale nogle Ord til eder paa
denne sidste Dag i Aaret, idet jeg kaster Blikket
tilbage; og imorgen paa Aarets første Dag vil jeg,
om Gud vil, i nogle faa Ord kaste Blikket udad
mod den ukjendte Fremtid.
*) Sigter til, at Spurgeon, grundet Sygdom, i længre Tid havde
været hindret fra at prædike.

Vi er altsaa kommen saa langt paa Livets
Reise, og staar ved Overgangen til et nyt Aar; vi
ser tilbage. Lad hver enkelt iblandt os betragte vor
egen tilbagelagte Vei. Det er ikke nødvendigt for
mig at bruge smukke, velklingende Ord, enhver af
os bør nu selv betragte sin Livsvandring.
[10] Iblandt de Ting vi særlig bør lægge
Mærke til er visselig
de Farer, vi har undgaaet.
Efter at Bunyans Pilgrim sikkert var passeret
Dødens Skyggedal, gryede Morgenen for ham, og
da han nu satte sig ned for at hvile, skuede han
tilbage paa den forferdelige Fare, han var
undsluppen. Det forekom ham engang rædsomt at
passere denne Dal i Nattens Mørke, men naar han
nu saa tilbage paa de Farer, han var undsluppet,
var han glad over, at Mørket havde skjult dem for
hans Blik. Saaledes er det ogsaa gaaet med os.
Lovet være Gud, at vi nu klart ser de mange Farer
og Vanskeligheder, som vi lykkelig har undgaaet.
I det Aar, som nu er forløben, har flere af os
været nær Dødens Svælg, og enkelte blandt os har
maaske befundet sig ganske nær Fortvivlelsens
mørke Afgrund, og dog lever og haaber vi endnu.
Vor Sti har været omringet af Prøver og Fristelser,
og dog er vi bleven bevaret for Fald. Vort Hjerte

har været sønderrevet af indre Tvivl, og dog har
Troen seiret. Ingen af os ved, hvor nær han har
været et stort Fald, eller et feilagtig Trin Paa
Livets Sti. En eneste uforsigtig Handling kunde
have forandret hele vort Livsmaal, men for denne
Handling er vi bleven bevaret. Andre snublede og
faldt, og vi er underkastet lige Vilkaar og har de
samme Lidenskaber og Tilbøieligheder som de,
takket være ham, som holdt os fast! Den [11]
græske Liturgi taler om Frelserens "ukjendte
Lidelser"; maaske var disse de største af alle hans
store Smerter. Vi kan med ligesaa stor Ret tale om
vore "ukjendte" eller skjulte Farer, for disse har
sandsynligvis været de største, af alle de Snarer vi
har undgaaet. Herren saa, hvad vi ikke kunde se,
og holdt os fast ved sin Haand, der hvor vi umulig
kunde hjælpe os selv.
Jeg vil tillige minde om, at det er en særlig
Naade, naar Farerne afvendes fra os.
En from Fader
mødte engang sin Søn paa et aftalt Sted. De
havde begge to reist mange Mil, og da de endelig
naaede frem til Mødestedet, sagde Sønnen glad:
Fader, jeg har al Grund til at være taknemmelig,
thi Forsynet har vaaget over mig paa en særegen
Maade underveis. Min Hest snublede nemlig tre

Gange og kastede mig af, og dog er jeg uskadt.
Faderen svarede: "Det er jo godt og vel min Søn;
men jeg har ogsaa været ledet af en vidunderlig
Forsynets Styrelse paa denne Reise; thi den hele
lange Vei snublede ikke min Hest en eneste
Gang." At undgaa Farer er en ligesaa stor Naade,
som at blive opholdt under Farerne, men vi
glemmer saa ofte dette. Lad os takke Herren for
Helbred, Velstand og Ære; for disse Gaver er
netop i allerstørste Fare og at vi endnu har dem i
Behold, er en vidunderlig Naade. Siden vi sidst
mødtes, har mange lukket sine Øine i Døden!
Sygdom og Død har indskudt sine Pile iblandt os,
og alene ham, som [12] i gamle Dage bevarede
David fra de hvasse Pileskud midt under Slagets
Hede, har ogsaa bevaret os. Ogsaa vort aandelige
Liv er bleven opholdt, og Herren er alene den,
som kan gjøre dette. Alt dette burde bringe
Taknemmelighedstaarer i vore Øine, og for at
anføre Salomos Ord: Vi skal skue ned "fra
Hermons Top, fra Løvers Boliger, fra Parders
Bjerge."
For min egen Del tør jeg ikke udelukke af dette
Tilbageblik, de Synder, jeg har begaaet i det
forløbne Aar, og som jeg oprigtig angrer. Den, der
ikke erkjender med sig selv, at han er en Synder,
han kjender ikke sig selv tilstrækkelig. Den, der

ikke føler sin egen Uværdighed, maa i Sandhed
være forhærdet, eller ogsaa bedrager han sig selv.
Efterladenhedssynder er de, der tynger mig mest.
Jeg ser tilbage paa mit Liv og tænker paa, hvad jeg
kunde have udrettet, og dog har forsømt, og hvor
mange Gange jeg har forsømt at gribe og udnytte
den beleilige Tid, hvormange Syndere jeg har
undladt at revse, og hvormange Begyndere paa
Livets Vei, jeg har forsømt at hjælpe. Jeg kan ikke
andet end sørge over, at hvad jeg har gjort, ikke
har været bedre udført, og jeg saa ofte har undladt
i al Ydmyghed at hengive mig til Herren. Jeg ser
nu med Hensyn til mit aandelige Liv, Feil i
Begyndelsen, Feil i Fortsættelsen, og Feil mod
Enden. Forsømmelser fra Begyndelsen af, Sløvhed
i Handlingen, Hovmod og Egenkjærlighed
besmitter vore bedste Gjerninger. Hvilken endeløs
Liste af Feil og Mangler, det dog vilde blive. O,
[13] Venner, hvis vi omhyggelig undersøger vort
Liv et Aar, skuer nøie ind i Hjertets Tanker,
Bevæggrunde og hemmelige Raad, hvor
beskjæmmet vil vi ikke da blive. Da jeg kjørte
gjennem Mentones Gader, følte jeg mig bøiet
under Vægten af min Synd, men saa randt det mig
Pludselig ihu: "Netop derfor har jeg Lod og Del i
Jesu Gjerning, thi han kom ikke for at kalde
Retfærdige, men Syndere til Omvendelse." Mark.

2, 17.
Hvorfor døde Jesus? Han døde for vore
Synder, — vi havde ikke havt Behov, at han
skulde dø for os, dersom vi ikke havde syndet.
Hvor der ikke er nogen Synd, der er der heller
ingen Delagtighed i Syndofferet. Dersom vi ikke
havde Synd, havde vi ingen Forbindelse med den
Frelser, der kom for at frelse sit Folk fra deres
Synder. For hvem gjorde Jesus Forligelse? Han
gjorde Forligelse for Overtrædere. Dersom jeg
ikke var en Overtræder, havde jeg ikke Forligelse
behov. Hele Forsoningsværket er for syndige
Mennesker, og ligesom jeg er indesluttet under
Synd, saaledes eier jeg ogsaa gjennem Troen den
Forvisning, at jeg er indesluttet under den
guddommelige Naade. I Troen griber jeg ham, der
var vor Midler, og blev gjort til Synd for os, og jeg
ser min Synd, og alle de Troendes Synder aftoet
gjennem ham, der døde i vort Sted. Lad os kun
græde over vor Synd, men samtidig vil jeg fæste
Troens Øie paa Guds Søn, han er bleven ophøiet,
ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, paa det,
[14] at alle de, der er saaret af den gamle Slange,
kan se paa Jesus og leve. Vor Syndeskaal er det
tomme Kar, hvori Herren udøser sin Barmhjertighed.
"Det er en troværdig Tale, og aldeles værd at
annammes, at Kristus Jesus kom til Verden for at

frelse Syndere." Paa hin velsignede Kjendsgjerning
vil jeg hvile mit trætte Hoved. Skjøndt
jeg har prædiket Kristus korsfæstet i mere end firti
Aar, og har ledet mange til min Mesters Fødder,
har jeg i dette Øieblik ikke en eneste Straale af
Haab, uden den, som lyser mig imøde fra Kristi
Liv og Død for den faldne Verden.
Han bar min Synd og Dom og Skam,
Ære til det blodige Lam,
Og jeg er frelst i Jesu Navn,
Ære til det blodige Lam.
Et herligt Lys fra det Høie fylder vor Sjæl, naar
vi overveier det lille Ord Barmhjertighed! Tænk
paa den Barmhjertighed, der er tilstrømmet dig i
det timelige og i det aandelige, Barmhjertighed
ved Dag, Barmhjertighed ved Nat; ved Guds
Barmhjertighed er det onde afvendt fra din Livssti,
og du har faaet Del i megen Velsignelse, —
Barmhjertighed har vederfaret dig, naar du har
været i dit Hjem, og udenfor Hjemmet,
Barmhjertighed under Hvile og Arbeide i By og
paa Land, i Samkvem med andre og i din
Ensomhed. Du skylder Guds Barmhjertighed alt,
hvad du har, dine Evner og Kræfter, din Sjæl og
dit Legeme. Det er Guds Barmhjertighed, at du
kan haabe og tro, tænke og føle, høre og se, bruge
din Forstand og dine [15] Hænder. Hele Jordlivets

Land faar sit Lys fra Guds Barmhjertigheds
Straalehav. I Guds Kjærlighed lever og røres vi.
G u d s B a r m h j e r t i g h e d e r h v e r M o r g e n
n y o v e r o s , og den gamle uforanderlige
Barmhjertighed straaler os imøde fra Evighedens
Høie. Strømme af Barmhjertighed, et Hav af
Barmhjertighed. Alt er idel Naade — idel
Barmhjertighed.
Gud har været særdeles god mod mig i det
forløbne Aar. Kjære Venner! der er vistnok i
eders Indre en Stemme, der vil samtykke i dette og
istemme: "Ja, det er netop hvad jeg vilde sige." —
Ja, jeg tilegner mig ingenlunde denne
Overbevisning for mig selv alene, det er min egen
oprigtige Mening, men jeg tvivler ingenlunde om,
at ogsaa I mener hvad I siger. Vi kan ikke tænke
os til, at Gud kunde være mere barmhjertig mod
os, end han allerede har vist sig at være i de
svundne Dage. Hvis du er fortrolig med
Kjærlighedens Gud, saaledes at du lever, røres og
er i ham, og hans Aand bor i dig, da vil du stemme
i af dit ganske Hjerte, for overflødig at ihukomme
hans store Godhed. Hvor vidunderlig er dog hans
Kjærlighed! Hvor fri! Hvor øm! Hvor trofast!
Hvor uforanderlig! Det er umuligt at kunne give
end det svageste Omrids af Guds Kjærlighed mod
enhver af os i det henrundne Aar. Vi kan kun skue

tilbage i Erindringen og spørge hver for sig:
"Hvormeget skylder du Herren? Det er et
Spørgsmaal, som hver enkelt af os personlig bør
opstille.
[16] Men til Slutning endnu kun dette: Hvilken
Lærdom vil den barmhjertige Gud vi skal uddrage
af alt, hvad der har hændt os i det forløbne Aar?
Hver af os har havt sin særegne Førelse og
Opdragelse, det har ikke været ens for alle. Der
staar vel skrevet, at alle Børnene skal oplæres af
Herren, men alle Disciplene læser dog ikke af det
samme Blad i den samme Time.
Mon vi ikke skulle have lært at vente mere af
Gud og mindre af Menneskene? At gjøre færre
Beslutninger, og at bringe til Udførelse kun de, der
ere kloge og som udspringer af et gudfrygtigt og
redeligt Sindelag? Mon vi ikke skulle have faaet
Øiet opladt for, at denne Verdens Glæder er
ubestandige. Har vi ikke lært mere fuldkomment
at bruge den nærværende Tid og de Kræfter, Gud
har givet os? Er vi ikke bleven mere opmærksom
paa, at vi langtfra er saa kloge, saa gode, saa
stærke eller saa stadige, som det bør os at være.
Har vi lært at blive smaa og ringe i os selv, paa det
at Kristus kan vinde Skikkelse i os, efter Johannes
den Døbers Exempel, der han udraabte hist i
Judæa Ørken: " H a m b ø r a t v o x e , m i g a t

f o r r i n g e s ." Dette er Sandheder, som er værd at
lære. Jeg har dog hverken Tid eller Styrke til at
gjentage mere af disse Lærdomme, som
Erfaringen lærer os, naar vore Hjerter er rede til at
gaa i den guddommelige Skole. Vi bør have lært
meget i disse svundne 365 Dage. Jeg [17] haaber
ogsaa, at dette har været Tilfælde med de fleste af
de, der er samlet her iaften; tillad mig da blot at
hentyde til de Sandheder, jeg selv har annammet.
I det forløbne Aar har jeg havt Anledning til at
se, at der er mere Kjærlighed blandt Guds Folk,
end man i Regelen tror. Jeg taler ikke her af
Egoisme, men fyldt med Taknemmelighed. Jeg
havde ingen Forestilling om, at Kristne inden de
forskjellige Bekjendelser af egen fri Drift, og
indtrængende, vilde anraabe Herren om, at mit Liv
maatte blive forlænget. Jeg føler mig i
Taknemmelighedsgjæld til Guds Folk paa den
ganske Jordens Kreds. Medlemmer af de
forskjellige Samfund kappes med hinanden i at
sende trøstefulde Ord til min Hustru, og i at gaa i
Forbøn hos Gud for mig. Dersom nogen havde
forudsagt for ca. 20 Aar siden, at man i
Westminster Abbedi, i St Paul Cathedral og i alle
Sognekirker vilde bede for en Dissenterprædikant
og det endog en meget udpræget en, saa vilde man
neppe troet, at dette vilde være muligt, men det

har dog virkelig været saa. Der er mere
Kjærlighed i de Kristnes Hjerter, end disse synes
at vide af. I disse kritiske og vantro Tider —disse
farlige Tider — vil de Kristne drives til en større
Enhed. Jeg for min Del tror rigtignok, at alle
aandelig vakte Sjæle allerede er et. Da vor Herre
bad, at hans Menighed maatte blive et, da blev
hans Bøn hørt, og hans sande Troende er allerede
[18] nu et i ham. Deres forskjellige Skikke og
Anskuelser er kun at regne som Furer i en Ager,
Ageren er dog af langt høiere Værdi, end de
ubetydelige Furer efter Plougen. Mellem Vantro
og Tro er der et umaadeligt Svælg; men hvor der
er Tro paa den evige Fader, Tro paa den store
korsfæstede Frelser, Tro paa den Helligaand, der
er der Liv, Kjærlighed og et evigt Samfund.
Jeg har ogsaa lært, at naar Guds Menighed
fører sin Sag med hjertelig Bøn og Begjæring, da
maa og vil den blive hørt. Ingen Sag er haabløs,
som er Gjenstand for manges Bønner. Den
dødeligste Sygdom maa vige og tabe sin Magt,
ligeover for den Kraft, der udstrømmer fra den
forenede Bøn. Saalænge jeg lever er jeg et levende
Vidne om den Kjendsgjerning, at intet er umuligt
ligeover for Troens Bøn, der opsendes af Guds
Menighed. Det er nok værd at være syg og
smertefuld en liden Tid for at faa erfare paa sin

egen Person disse herlige uvurdelige Sandheder.
I denne lille Kreds er der sandsynligvis nogen,
der vil sige: "Dette er ikke nøiagtig de Lærdomme,
som vi har lært dette Aar." Nu, det er muligt min
Ven. Men dersom du har lært mere af Jesus og af
hans Kjærlighed, der overgaar Kundskaben, da er
dette tilstrækkelig. Vær taknemmelig endog for
det mindste, du har lært af Jesus. Døm ikke dig
selv efter andre, som maaske er ældre og har større
Erfaring end du; men glæd dig i Herren. Velsign
og tak ham [19] for Stjernerne, der skinner over
din Livsvei, da vil han skjænke dig Maanens Skin,
— og tak ham saa for dette, da kan du være
forvisset om, at han inden en Tid vil skjænke dig
Solens klare Lys — og tak ham da ogsaa herfor,
indtil du kommer derhen, hvor du ikke behøver
dens Lys; thi Gud Herren skal lyse for dig fra
Evighed til Evighed. Maa dette Aar afsluttes i Jesu
Navn med Velsignelse her ovenfra.
A m e n .
—————

Et himmelsk Budskab.
Et himmelsk Budskab.
—————
Da C. H. Spurgeon, kort efter at have begyndt
sin Prædikevirksomhed, blev indbudt til at
prædike i det svære Krystalpalads i Sydenham
(London) tvivlede han paa, om hans Stemme vilde
fylde det store Rum, hvorfor han besluttede at
undersøge det. En Morgen tidlig gik han til
Paladset, og idet han gik op til Talerstolen og
tænkte paa et Skriftsted, som han vilde fremsige,
kom ham følgende i Tanke: "Det er en troværdig
Tale og aldeles værd at annammes, at Kristus
Jesus kom til Verden for at gjøre Syndere salige."
Efter at have udtalt Ordene, følte han sig
overbevist om, at han, vilde blive hørt, og han
gjentog Ordene i en sagtere Tone. Mere [20] end
25 Aar senere blev Spurgeons Broder og
Medarbeider kaldt til en Haandværkers Dødsleie.
"Er De rede til at dø?" spurgte Prædikanten.
"Ja, jeg er!" svarede han med Fasthed i

Stemmen.
"Kan De sige mig, hvorledes De fik frelst
Deres Sjæl?"
"Ja, det er let fortalt," sagde Haandværkeren,
idet hans Ansigt straalede af Glæde. "Jeg er
Blytækker af Profession. For mange Aar siden
arbeidede jeg under Krystalpaladsets Kuppel, og
jeg tænkte, at jeg var ganske alene. Jeg var uden
Gud og uden Haab.
Paa engang hørte jeg en Stemme komme fra
Himlen, som sagde: "Det er en troværdig Tale og
aldeles værd at annammes, at Kristus Jesus kom til
Verden for at gjøre Syndere salige!" Ved disse
Ord blev jeg overbevist om min Synd; Jesus
Kristus viste sig for mig som min personlige
Frelser. Jeg modtog ham i mit Hjerte som en
saadan i det samme Øieblik, og jeg har hele Tiden
siden tjent ham."
Disse Ord var fra Himlen, skjønt menneskelige
Læber udtalte dem; og Guds Ord skal ikke vende
tomt tilbage til ham, men det skal lykkes i de Ting,
hvortil han sender dem.

[21]
Spurgeons sidste Prædiken.
Spurgeons sidste Prædiken. *)
Afholdt første Nytaarsdag 1892.
—————
"Idet vi nu har passeret over Grændsen til et
nyt Aar, ser vi fremad, og hvad ser vi? Hvis vi
kunde tilveiebringe et Teleskop, der vilde sætte os
istand til at se fra den ene Ende af Aaret til den
anden, mon vi vilde være kloge nok til at bruge
det? Jeg tror det ikke. Vi ved intet om de
Begivenheder, som ligger foran os, hverken hvad
der angaar os selv eller vore Venner, om vor
Stilling skal forandres, om vi skal være syge eller
friske, hvad enten vi skal dø eller leve. Og hvilken
en Naade er det ikke, at dette er skjult for os!
Dersom vi kunde forudse de Glæder, som skal
møde os, vilde disse tabe meget af sin Ynde og
Tiltrækningskraft, medens vi længselsfulde
*) Uagtet denne Prædiken har været indtaget i "Missionæren",
vil vi alligevel her medtage denne, da den er saa nøie
forbunden med den foregaaende.

imødesaa dem. Forudnydelsen vilde frembringe
Kjedsomhed, og Kundskaben afføde Ligegyldighed.
Dersom vi kunde forudse vore Sorger, vilde
vi græmme os over dem længe før de kom, og i
vor Bekymring for Fremtiden tabe Glæden over
vor nuværende sorgfrie Stilling. Det er Guds
Barmhjertighed, som har overdækket Fremtiden
ligesom med et Slør, og vi vil ikke søge at løfte
det. Dog er alt ikke skjult. Enkelte Ting kan vi
skue klart. Jeg siger "vi", men jeg mener de, hvis
Øine er bleven aabnet, [22] for det er ikke alle og
enhver givet a t se i Ordets bedste og sandeste
Betydning.
Forsøg at se ind i Fremtiden med Troens Øie,
den Troende kan se meget, som er skjult for den
Vantro. Jeg vil fortælle dig i faa Ord, hvad jeg ser,
naar jeg skuer ind i det nye Aar.
Jeg ser en
Fodsti
anlagt fra 1ste Jan. 1892 til 1ste Jan. 1893. Jeg
ser en slagen Vei banet ved Guds Forudvidenhed
og Forudbestemmelse. Intet af det, der sker i
Fremtiden er overladt til Tilfældet, nei ikke
saameget som en Spurv falder til Jorden eller et
Haar af vore Hoveder paa Lykke og Fromme; alle
Livets Begivenheder er ordnet og bestemt. Ikke

alene enhver Bøining af Veien er afmærket paa det
guddommelige Landkort, men ogsaa enhver Sten
paa Veien, og enhver Draabe af Natteduggen, der
falder paa Græsset, som vokser ved Veiens Side.
Vi er ikke bestemt til at gjennemreise en uveisom,
øde ørken, Herren har selv bestemt vore Veie i sin
uendelige Visdom og guddommelige Kjærlighed.
Jeg ser dernæst en
Fører,
som er os beskikket til en Ledsager fremad paa
Veien, til ham kan vi trøstig sige: Du skal lede
mig ved dit Raad. — Herren er den, som gaar
foran dig, han vil ikke svigte dig. Vi er ikke
overladt til at vandre gjennem Livet som gjennem
et øde Sted. Jesus siger: "Jeg vil ikke lade eder
faderløse, jeg kommer til eder."
[23] Om vi end mister Fader og Moder og vore
kjære Venner, er der en, der kjender vor Natur, og
som aldrig vil forlade os. En, lig Menneskens Søn,
leder endnu altid de Troendes Livsveie, og enhver
Troende kommer ud af Ørkenen, støttende sig til
den elskede. Vi føle vor Herre Jesu Nærværelse
endog nu i dette Værelse, vi er forsamlede i hans
Navn, og jeg tror vi vil føle den gjennem hele
dette Aar, baade ved Sommer og Vintertid, baade i
Sorg og i Glæde. I disse Egne med en saadan

Udsigt for Øie er vi mangen Gang nær ved at tabe
vor Herre af Syne, fordi Landet er saa ligt "dit
Land O Immanuel!" Her er Landet med Oliven,
Druer og Figen. Ved en saadan blaa Sø var det han
vandrede, og slige Bjerge var det han besteg. Men
baade her og hvorsomhelst vil vi se os om efter
ham og bede ham blive hos os for isandhed at
gjøre dette Aar til et Herrens Aar.
Men foruden Veien og Ledsageren paa Veien
ser jeg tydelig med Troens Øie de
Styrkningsmidler,
der bydes os paa Reisen. Gjennem hele Aaret,
som nu ligger foran os, vil vi finde Hvilesteder,
hvor vi kan gjøre Holdt, indtage Forfriskninger og
derpaa fortsætte Reisen syngende: "Han
vederkvæger min Sjæl." Vi vil finde Styrke og
Vederkvægelse nok, og vi behøver ikke at samle
op noget; thi Styrken vil skjænkes os netop, naar
vi trænger den og ikke før. Herren finder ikke, at
det er viseligt at bebyrde sine Pilegrimme med
overflødigt Gods.
[24] Den altforbarmende Gud vil ikke slippe
den, der forlader sig paa ham. Naar vi kommer til
et Sted, hvor der paalægges os en Byrde, vil der
samtidig skjænkes os Styrke til at bære den. Hvis
det behager Herren at multiplicere vore Sorger fra

en til ti, vil han forøge vor Styrke i samme Grad.
Til enhver Troende siger Herren: " S o m d i n e
D a g e e r s k a l d i n S t y r k e v æ r e ." Du føler,
at du endnu ikke har den Naade, som udfordres til
at kunne dø. Nu ja, du er endnu ikke døende.
Medens du endnu maa tage Del i Livets Sysler og
Pligter, saa se opad til Gud efter den Kraft du
tiltrænger til ret at kunne udføre disse; og naar dit
Timeglas er udrunden, saa din eneste Tanke er at
lande ved Evighedens Kyst, saa se atter opad til
Gud, din Frelser, og bed ham om Naade og Styrke
i Dødens sidste Stund. Vi tør vente en Forøgelse af
den guddommelige Styrke, naar den menneskelige
Styrke mangler os, og saa stor en Del af Mod og
Kraft til hver Dag som vi behøver.
Vore Lamper vil blive forsynet med Olie netop
saa længe, som det er fornødent at de brænder.
Lad ikke vor egen Svaghed friste os til at ville
begrændse Israels Gud. Der er givet os et
Herberge paa Livets trange Bjergpas, og der er
bygget en Bro over de Sorgens Floder, som vi er
nødt til at sætte over paa vor Reise til den
himmelske Stad. De hellige Engle, der er udsendte
for at tjene og bevare os, er lige saa talrige, som de
faldne, der vil friste os. [25] Der vil aldrig ramme
os en Prøvelse uden at vor himmelske Fader vil
forsyne os med Midler til at kunne overvinde den.

Men jeg ser aller klarest den Magt, der styrer
alle Ting, som møder os. Jeg ser det Mønster, efter
hvilket alle Ting blir dannet. "Alle Ting tjener
dem til Gode som elsker Gud, de, der ere kaldte
efter hans Forsæt." Jeg ser en underfuld styrende
Haand, som leder alt saaledes, at vi ikke faar mere
end et passende Maal af Sygdom og Lidelse.
Gjennem den guddommelige Visdom blir den
bitre Skaal ofte sød, og Giften indeholder
Lægedom. Intet skal kunne skade os. Der er en
Forjættelse altfor stærk for den svage Tro, men de,
der fuldstændig bygger paa den, finder, at den er
sand. Det er: "Er Gud for os, hvo kan da være
imod os." Hvilken en Fryd at se Jehovah selv som
vort Banner, Kristus som vor Kaptein! Fremad da
i det nye Aar! thi intet ondt skal ramme dig.
Og endnu et, som er Glandspunktet af det hele.
I dette Aar haaber vi at se Gud forherliget ved og i
os. — Det er det nye Hjerters største Fryd at
forestille sig, at Gud kan faa sin Ære af saadanne
usle Skabninger som vi er. Gud er et Lys; — vi
kan ikke forøge hans Lys, men vi kan blive som
de, der giver Gjenskin af hans Lys, som de, der
ikke har noget Lys i sig selv; men naar Livets Sol
bestraaler dem, modtager de Straalekraften og
sender den derhen, hvor den ellers aldrig vilde
have naaet. Naar Herrens Lys beskinner os, kaster

vi Straalerne [26] tilbage til de mørke Steder og
bringer de, der sidder i Dødens Skygger til at
glæde sig i Jesus vor Herre. — Vi tror, at Herren i
nogen Grad har været forherliget af os i det
forløbne Aar, men vi haaber, at han vil blive langt
mere forherliget i det, som nu begynder. Vi vil
være tilfredse, hvis vi kun kan forherlige Gud
enten gjennem vor Virksomhed eller i det stille.
Maatte vi leve saa, at naar man engang hører vor
Livshistorie, man maa tænke om os ikke, at det
var en "selvhjulpen" Mand eller Kvinde, men et
Redskab for Gud, i hvilken hans Naade er
fuldkommet. Ikke i os ser Menneskene Leret, men
i Pottemagerens Haand. Om en siger de: "Han er
en begavet Prædikant", men om en anden: "Vi
lægger aldrig Mærke til, hvordan han taler, men vi
føler at Gud er stor." Vi ønsker at hele vort Liv
maa blive et Offer, et Alter med en stedse
opstigende Røg af sød Duft for Herren. O, at blive
baaret gjennem hele dette Aar paa Herrens Arme,
ham til Ære og Pris; at kunne stige fra Aar til Aar
og for hvert høiere Trin hæve vor Røst til en
herligere Sang for vor Livs Gud! Følgerne af et
Liv, der har sin Ros i Herren, vil fortsættes
gjennem alle Evigheder. Fra Salme til Salme, fra
Halleluja til Halleluja vil vi stige opad Herrens
Bjerge, indtil vi naar frem til det helligste af alle,

hvor vi med ubedækket Ansigt vil bøie os foran
den guddommelige Majestæt i Saligheden af en
endeløs Tilbedelse. Maa Herren være med os dette
Aar. Amen."

Fred! fuldkomen Fred!
[27]
Fred! fuldkomen Fred!
En Tale i et Sygeværelse i Mentone.
—————
Vi er kommen sammen i dette Sygeværelse og
I ønsker, at jeg skal tale nogle Ord til eder, jeg
foreslaar da, at vi med Eftertanke gjennemgaar
med hinanden den Salme, vi nys har afsunget.
Maa den Helligaand lede os til al Sandhed og vise
os Guds Dybheder!
Fred! fuldkommen Fred! Vi finder for vor
Vaande Bod, I Jesu Kristi Blod!
Fred, ja en fuldkommen Fred. Hvilken en
Himmel fuld af Salighed indesluttes ikke i disse
Ord! Guds Fred, som overgaar al Forstand straaler
ned med en himmelsk Klarhed midt i denne
Verdens Nat. Men vi kan ikke faa Del i den sande

Fred, saalænge Synden tynger paa vor
Samvittighed. Det er lige saa umuligt, som at
Oceanet kan ligge roligt og smilende, medens
Stormen raser, eller at Søfuglen kan hvile paa
Bølgerne, naar Uveiret oprører Himmel og Jord.
— Jo mere Samvittigheden blir [28] berørt og jo
stærkere og klarere Synden træder frem for vor
Bevidsthed, desto sikrere er det, at vi ikke kan
annamme Freden; thi Synden gjør Skilsmisse
mellem os og vor Gud, den ærlige Bekjendelse vil
altid blive, at Synden fortjener Guds Vrede og
maa straffes. Ethvert Menneske med nogenlunde
Kjendskab til sit eget Indre, bøier sig villig under
hin Dom, efter hvilken Synden og Overtrædelsen
skjænkes sin retfærdige Løn. — Saasnart som jeg
er bleven overbevist om min Synd, saa
forekommer det mig, at Gud ikke kan være en
retfærdig Gud, hvis han ikke straffer mig for mine
Synder. Grundet paa denne dybe
Syndserkjendelse, vil den store evangeliske
Sandhed, at " J e s u K r i s t i G u d s S ø n s B l o d
r e n s e r o s f r a a l S y n d " blive som et
himmelsk Budskab, sødere end den deiligste
Musik fra Engle, Harperne herovenfra. Jeg saa
med glad Undren, at Gud i Kristus Jesus er
"retfærdig" og deres Retfærdiggjører som tro. For
mig blev dette herlige Budskab om Retfærdighed i

Blodet, som et Kildevæld i Ørken, og det er mig til
Velsignelse den Dag idag, og vil blive det til min
sidste Stund; thi jeg hviler derudi med min hele
Sjæl. En ærlig Mand, som er i Gjæld, vil altid føle
sig trykket og besværet, indtil Forpligtelsen er
opfyldt, men saasnart som hans Gjæld er betalt,
aander han let og glad. Da jeg kom til Vished om,
at min store Syndeskyld var bleven fuldelig
erstattet af den Herre Jesus Kristus, som gjorde
dette for alle sine Troende, da blev mit Hjerte fyldt
med [29] Fred. Hvor jeg ønsker, at vi allesammen
maa kunne synge af ganske Hjerte:
"Fred! fuldkommen Fred. Vi finder for vor
Vaande Bod, I Jesu Kristi Blod."
I det andet Vers heder det videre:
"Fred! fuldkommen Fred, naar henad
Pligtens tunge Vei vi ile, At gjøre Jesu Villie
bringer Hvile."
Fred er noget, der tilhører den nærværende Tid,
og kan nydes og føles under de mest
forskjelligartede Livsvilkaar. Alle de, der arbeider
med Troskab og Nidkjærhed i sit Kald, enhver
travel Husmoder, enhver Mand, der er stærkt
optaget med sin Forretning burde lære dette Vers:
"Fred! fuldkommen Fred, naar henad
Pligtens tunge Vei vi ile."

At være overlæsset med en Masse Arbeide og
Pligter, er ikke skikket til at skjænke Sjælen Fred,
eller Hjertet Hvile. Du forstaar ikke hvorledes du
skal blive færdig med alt, hvad du har at udføre.
— Dersom alle disse Pligter kom til dig i
regelmæssig Orden, og du kunde fuldbringe dem
efterhvert, da kunde du endda føle dig rolig og
nogenlunde tilfreds, om du end stadig maatte være
beskjæftiget, men naar det kommer strømmende
ind paa dig — ikke en, men tyve Ting, som
allesammen skal udrettes, da vil du let blive
nervøs og urolig. Vi blir først overlæsset og
derpaa trætte. For at kunne finde Fred midt under
al den Forvirring, som det meget Arbeide og de
indbrydende Bekymringer og Pligter vil
foraarsage os, maa vi, saaledes som det saa smukt
udtrykkes i næste Strofe af andet Vers, forsøge at
bøie os og være stille, [30] idet vi gjør Jesu Villie i
Forvisningen om, at dette alene bringer Hvile.
Vi finder Fred, naar vi ved, at hvad vi gjør, er
netop hvad Jesus vil vi skal gjøre. Lykkelig Sjæl,
du som gjør hvad Jesus vil! Jeg gav engang
Børnene i Vaisenhuset hint Spørgsmaal at
overveie: Hvad vilde Jesus gjøre? Ved Siden af
Aandens Ledelse er dette den bedste Veiviser
under alle vore Vanskeligheder.
Det bedste vi kan udrette er at kjende Jesu

Villie og gjøre den, thi det er at hvile i Guds Fred.
Hvad vi forresten ikke magter at udføre, skulde vi
overlade til ham i Forvisningen om, at vore Pligter
ingenlunde ligger udenfor det absolut mulige, og
ingenlunde er ham ligegyldige.
Hindringer og Mørke
skjule vil vor Vei,
under Storm og Tørke
dog vi svigter ei.
Arbeide og bede,
Jesus vil os lede
til vi kommer hjem.
Gud staar os bi ved sin Naade, naar det synes
os umuligt ved vore ringe Kræfter at kunne udrette
noget. Vi skal ikke studere saa meget paa, hvad vi
kan gjøre, eller ikke gjøre, men overgive os til
Herren. Det næste Vers er overmaade dyrebart:
"Fred! fuldkommen Fred, naar Sorgens
Bølger bruse, Ved Jesu Barm vi føle
Naadens Luftning suse."
Sorger kan komme. — Sygdom kan ramme os
selv eller vore nærmeste. Tab, Forlis og Prøver i
det daglige Liv; dertil kan endnu komme en
Følelse af Hjælpeløshed og Nedslagenhed [31] i
vor Aand. Dette sidste er det værste, for saasnart
som vi befinder os i en saadan Tilstand, trænger

Sorgen alvorlig ind i vort Hjerte og faar Magt over
vort Liv. Sorgens Vande skader os ikke, saalænge
som Bølgerne blot kan holdes udenfor vor
Livsbaad, men naar disse trænger ind i Hjertet og
fylder dette til Overmaal, da er vi i virkelig Fare.
"Fred! fuldkommen Fred, naar Sorgens
Bølger bruse."
Dette er formedelst Guds Naade. Det er ikke et
Menneskes Natur at være lykkelig, naar han har et
eller andet Uheld i Udsigt. At være som "sørgende
dog altid glade," er en Parodox (Modsætning) som
alene kan løses af de, der kjender den næste Linie:
"Ved Jesu Barm vi føler Naadens Luftning
suse."
Herlige, underbare Stilling, som bringer en saa
stor Fred og Glæde. Jeg har undertiden lagt
Mærke til, hvorledes de mindste Kyllinger søger
Ly under deres Moders Vinger og stikker ind
deres smaa Hoveder mellem hendes Fjedre, de har
det nu saa varmt og godt, under dette trygge Værn,
at de ikke bryder sig om Kulden udenfor i den
store Verden. Under Moderens Vinger er de
aldeles uberørt af de haarde Frostnætter og de
kjølige Dage. Vi læser den herlige Forjættelse:
" H a n s k a l d æ k k e d i g m e d s i n e
V i n g e f j e d r e , o g d u s k a l f i n d e L y

u n d e r h a n s V i n g e r ; h a n s S a n d h e d e r
S k j o l d o g P a n t s e r . " Ps. 91, 4. Vi gaar til
Jesus og finder Ly og Beskjærmelse hos ham,
ligesom den lille Kylling under sin Moders
Vinger. [32] Er det saaledes med eder? Din Frelse
skulde yde dig Trøst, og det vil den, saa sandt som
du benytter din Stilling og dine Forrettigheder.
Fortæl dine Sorger til Jesus; kast din Sorg paa
ham; bær din Sorg for ham, bær din Sorg med
ham, og da vil du føle en fuldkommen Fred, selv
naar Sorgens Bølger gaar høie. Det næst følgende
Vers passer for os, som nu befinder os husvilde
Mile, borte fra Hjemmet. Det lyder slig:
"Fred! fuldkommen Fred, naar fjernt fra vore
Kjære vi maa bo. Hos Jesus hviler de og vi i
Tryghed, Fred og Ro."
Ja, den kjære Hustru er tilbage i Hjemmet. Vi
ved ikke hvordan det gaar hende med hele Strævet
med Husholdningen, Børnene, Tjenerne og
Arbeidsfolkene. Alt paahviler nu hende. Men vi
overlader hende og de elskede i Hjemmet til den
Gud, der er allevegne tilstede. En omvankende
Søn eller Datter overlader vi helt til Jesus. Det er
bestemt gjennem den almægtige Guds Styrelse, at
disse for Tiden er langt borte, og derfor er det
bedst saaledes. Det, som Gud har anordnet, er ret
og maa blive ret. Den Afstand fra vore Kjære, som

er forordnet af Herren, er gavnligere for os, end
den Nærhed, vi selv maatte bestemme. Hvor deilig
hin Linie:
"I Jesus hviler de og vi, i Tryghed, Fred og
Ro."
De hviler sikre og trygge i Herrens Haand
saavel som vi. Alt er vel med dem, vistnok kan vi
ikke se eller følge dem paa deres Livsvei, men
Jesu Øine skuer ned til dem mildt og kjærligt. [33]
De er i hans Nærhed, saavel som vi, og i hans
Varetægt er de vel forvarede lige som vi er det. Da
jeg var et lidet Barn, opholdt jeg mig saa længe
hos min Bedstefader, at han blev alt for mig, og
jeg kunde vanskelig trives noget andet Sted; men
da jeg endelig maatte drage bort, forekom det mig
som om jeg reiste ud blandt fremmede, og jeg
mindes hvordan Bedstefader søgte at trøste mig
ved disse Ord: "Kjære Barn, om du end drager
bort fra Stambourne, saa vil dog den samme
Maane lyse for dig hvor du saa end drager hen, det
er jo den samme Maane, som skinner allevegne."
Senere betragtede jeg ofte Maanen om Aftenen og
tænkte paa, at denne lyste for Bedstefader, saavel
som for mig. Det er en stor Trøst at tænke paa, at
det samme Forsyn, som leder vore Veie, vaager
ogsaa over vore kjære i Australien, Amerika, eller
hvor de end er. — Savnet af vore kjære bør

saaledes ikke forstyrre vor indre Fred.
Mange Mennesker er ængstelige og bekymrede
— det kommer for en stor Del af, at de savner
deres nærmeste, som maaske er langt borte. — Jeg
talte nylig med en Kvinde, som vistnok forsøger at
kaste sine Sorger paa Frelseren, men tager dem
saa atter tilbage igjen, for at lægge dem paa sine
egne Skuldre. Hun bærer sig saaledes ad hermed,
at samtidig som hun vil kaste sin Byrde paa
Herren, bøier hun sine egne trætte Skuldre ned
under Byrden. Dette bekjendte hun for mig, at hun
havde gjort mange Gange. Jeg spurgte hende da:
"Har du sat dine Penge i [34] Banken?" "Ja",
svarede hun. Saa er det heldigt for os begge, at
ikke jeg er din Bankier", sagde jeg da. "Hvorfor?"
spurgte hun. Jeg svarede: "Hvis du f. Ex. satte ind
Lstrl. 100 hos mig og da kom tilbage inden fem
Minutter og spurgte om dine Penge var sikre eller
ikke, da vilde jeg give dig det Svar, at de ikke
kunde være sikrere. Du vilde da kanske forlange at
se dem — og jeg vilde da tage dem frem med de
Ord: Her er dine Penge, du kan, om du vil, faa
dem tilbage øieblikkelig. Men hvis du indfandt dig
igjen næste Dag og gjorde samme Spørgsmaal og
foretog samme Undersøgelse, vilde jeg føle mig
krænket og muligens svare: Det er bedst du faar
dine Penge igjen og eftertæller dem selv, for det

ser ud til, at du har liden eller ingen Tillid til mig."
Paa hvilken Maade jeg end optog det, vilde din
Opførsel være fornærmelig. Vi nærer ingen Tiltro
til den Herre Jesus, saasnart som vi taber Modet
ved den første lille Modgangsvind, der truer. Vi og
vore kjære er sikre i Herrens Haand. Kan ikke
Forvisningen om denne Sandhed bringe os til at
drikke som af et friskt Kildevæld med himmelsk
Fred og Glæde? Herren gjøre det med os alle.
"Fred! fuldkommen Fred! Vor Fremtid hel
ukjendt, hviler i Jesu kjærlige Haand. Vor
Broder vi kjender, sidder paa Thronen,
ledende alt ved sin Almagts Aand."
Dette opløser alle ængstelige Tvivl om
Fremtiden. "Han er paa Thronen." Hans Haand
hviler paa Roret for at styre Skibet. Han er den,
som leder og regjerer alt; intet kan hænde, uden
hvad han tillader.
[35] Ak kjære Venner! mange iblandt os
behøver saa vel at mindes om saadant et Vers, som
dette. — Vi vil ikke forsøge, om vi end kunne det,
at afsløre Fremtiden. Det er jo muligt at mørke,
sørgelige Begivenheder, vil ramme os og tilsløre
vort Blik inden vi naar frem til de evige Lysets
Høie. Vi ved ikke — ønsker heller ikke, at vide,
— hvad der er bestemt for os, men Herren har

udjævnet al vor Gang, og det er en stor og
trøstefuld Sandhed, at:
"Jesus vi kjender, og han er paa Thronen."
Vi kan med stor Tryghed overlade alt til vort
kronede Hoved. Jeg antager ikke, at nogen af os
vil stride imod ham, eller have noget forordnet
anderledes end han i sit vise Raad beslutter det.
Dersom han stod her i denne Aftenstund og sagde
til hver enkelt iblandt os: "Mit Barn, jeg har i min
Visdom og Kjærlighed ordnet din Fremtid
saaledes" — saa tænker jeg ingen af os vilde have
det forandret. — Vi vilde visselig ikke sige til
ham, som Joseph sagde til Jakob: "ikke saa min
Fader." — Mon vi vel vilde støde bort den
korsfæstede Kjærlighed, der leder os gjennem
Taagedalen med saamegen Visdom, vilde vi ikke
meget mere gribe den korsfæstedes Haand og
anraabe om hans Velsignelse? Lad Kongen være
en Konge og styre alt, som han finder for godt.
Maa vi ikke alene udtale dette, men ogsaa holde
fast derved i Fristelsens og Prøvelsens Stund.
Men endnu staar et tilbage. Døden er den sidste
Fiende, — og end mere: den er den sidste [36]
Fiende, der skal blive ødelagt. Den kan ikke røre
et Guds Barn, det er blot dens Skygge, der falder
paa vor Vei, og hvor lidet dog dette i Grunden er!

Skyggen af et Sværd kan ikke saare nogen.
Skyggen af en Hund kan ikke bide. Skyggen af en
Løve ikke sønderslide, og Dødens Skygge kan
ikke ødelægge noget eneste Guds Barn. Vi er ikke
taabelige Børn, der frygter for Skyggen.
Kristus knuste Dødens Vælde. Han gjorde det
ved sin egen Død og Opstandelse, og derved fik
Døden en ganske anden Skikkelse, end den forhen
havde havt.
Døden lignede forhen en mørk Hule mellem
lodrette Klipper. Mange var de Fodtrin, der førte
ind i denne, men ingen førte ud. Det var en fæl,
grufuld Hule; — men da Jesus passerede gjennem,
forvandlede han den til en aaben Gang til Livet.
Han gik ind ad den mørke Port, men Graven
kunde ikke holde ham, han brød gjennem og kom
ud paa den lyse Side, der hvor Englesangen lød.
Og Døden er nu ved ham bleven Veien til
Himmelen og Udødeligheden.
Jeg har hørt tale om en gammel, kristelig
Søster i Plymouth, som i mange Aar led meget af
en pinlig Frygt for Døden; men inden hun gik over
Floden blev hun troesstærk og frimodig, saaledes
at hun med Glæde kunde tale om sin Hjemgang.
En Dag sagde hun til en Ven: "Imorgen tror jeg at
jeg faar se min Jesus." Det var en Lørdag Aften

hun sagde [37] dette, og ifølge hendes
udtrykkelige Ønske, var der ingen, som
forstyrrede hende næste Morgen, man lod hende
fuldstændig i Ro; men da de i Løbet af
Formiddagen intet hørte til hende, gik de ved
Middagstider ind i hendes Værelse og fandt, at
hun var gaaet hjem. Paa en Strimmel Papir, som
laa ved Sengen, læste de følgende Linier, der var
nedtegnet med Blyant:
"Jeg frygter ei Dødsnattens Skygge,
jeg afdrager Jordlivets Dragt,
thi Jesus er al min Trygge,
han staar ved min Dødsseng Vagt."
Det sidste Vers i den Sang, vi har betragtet
med hinanden, lyder saa:
Det er nok, snart Jordens Sol vil dale, og
Jesus os med evig Fred husvale.
Kjære Venner! Vi, som er Kristne, skal ikke
alene tale om denne Fred og tro, at den existerer,
men vi skal nyde den og samtidig vidne om den i
vort Liv. Jeg tror, at den bedste Maade, hvorpaa vi
kan ære Gud og vinde andre for Kristus, er ved at
vise os rolige, glade og taalmodige, fornemmelig
under Sygdom. Intet virker saa overbevisende paa
de ugudelige Mennesker, som at se Guds Børn
rolige og frimodige i Farens Stund, taalmodige i

Trængsler, sagtmodige under Forfølgelser — idet
de tager alle Ting saaledes som alene Børn kan
gjøre det fra Faderens Haand. Verdens Børn blir
slaaet ved dette Syn, for det er saa vidt forskjellig
fra deres egen Maade at være paa. Naar deres
jordiske Forhaabninger rokkes, deres Kilder
udtørres, deres Helbred er borte, naar deres
jordiske Støtter [38] er tagen fra dem, hvad har de
da tilbage? Men vi derimod — da vi eiede de
jordiske Goder, da tog vi dem fra Gud og saa Gud
i dem, og naar de blir berøvet os, tager vi ogsaa
vort Tab som en Tilskikkelse fra Herren. Du og
jeg min Broder er lig Jakob; Herren sagde til ham:
"Det Land, hvorpaa du hviler, vil jeg give dig;" og
Herren gjentager det samme til os; thi ogsaa vi
hviler paa hans dyrebare Forjættelser, og du kan
gjennem Troen kræve disse for dig og dine. Gaa til
Bibelen, alle de Forjættelser, som der udtales til
Guds Børn, strækker sig ogsaa til dig, du lille
enkelte Pilegrim, — det gjelder kun for dig at
gjøre dem til dine egne. Kom ihu, hvad Herren
sagde til Abraham: "Opløft dine Øine og se
fra det Sted, hvor du er, mod Norden
og mod Sønden, og mod Østen og mod
Vesten; thi alt det Land, som du ser,
det vil jeg give dig og din Afkom
evindelig." Lad os tro, at Herren skjænkede

ogsaa os alle Ting, da han gav os sin Søn.
Vi kan faa Del i den Fred, hvorom vi har
sunget og talt, og det trænges aldrig mere end
netop nu, fordi Verden er saa farefuld. Vi trænger
denne Fred, naar vi er svage og lidende, og
Prøvelser omringer os allevegne, dog er den
ligesaa uundværlig, naar vi er unge og stærke og
Verden lokker os. — O, at Verden dog kunde se,
at vi har en Fred, som ikke kan tages fra os,
hverken med Magt eller List. Jeg synes ikke saa
ganske om Addisons Ord: "Kom her unge [39]
Mand og se, hvordan en Kristen kan dø", det lyder
altfor høitideligt, jeg vil heller vende Sætningen
om og bede de unge se, hvordan en Kristen kan
leve. O, Herre du som er Fredens Fyrste, skjænk
os din Fred og Naade til at blive i den indtil
Enden.
—————
Amen.

En Hendelse i C. H. Spurgeons Liv.
En Hendelse i
C. H. Spurgeons Liv.
—————
Medens jeg endnu var Barn og boede hos min
Bedstefar, kom Mr. Knill, der havde været
Missionær i St. Petersburg og var en kraftig
evangelisk Prædikant, til vor lille By for at
prædike. Han skulde prædike for "The London
Missionary Society" og ankom Lørdagen forud til
Stedet. Han var en stor Sjælevinder, og han havde
snart udspeidet Gutten. Han sagde til mig: "Hvor
sover du? jeg ønsker at vække dig imorgen tidlig."
Jeg viste ham mit lille Værelse. Kl. 6 kaldte han
paa mig, og vi gik ud og satte os paa en af Træer
overskygget Siddeplads, og der paa den mildeste
Maade fortalte han mig om Jesu Kjærlighed og
Velsignelsen i at elske og forlade sig paa ham i
Barndommen. Ved mangen en Fortælling
prædikede han Kristus for mig og knælede ned paa
dette Sted med sine Arme omkring min Hals og

ad til Gud for mig. Han syntes ikke tilfreds,
undtagen jeg var med ham i Mellemrummet
mellem Møderne, og han lyttede til min barnslige
Tale med langmodig Kjærlighed.
[40] Mandag Morgen gjorde han det samme
som paa Søndag Morgen og igjen paa Tirsdag. Tre
Gange talte han til mig og bad med mig. Førend
han forlod os, var Bedstefar kommen hjem fra det
Sted, hvor han havde reist at prædike, og hele
Familien var samlet til Morgenandagt, og da, i
alles Nærværelse, tog Mr. Knill mig paa sit Knæ
og sagde: "Dette Barn vil en Dag prædike
Evangeliet, og han vil prædike for store Skarer;
jeg er vis om, at han skal prædike i Roland Hill
Kapel, hvor jeg nu er Prædikant." Han talte med
Alvor og kaldte alle Tilstedeværende som Vidner
paa, hvad han sagde. Paa Opfordring lovede jeg, at
naar jeg prædikede i Roland Hill Kapellet, skulde
Salmen:
"Gud leder ad mystiske Veie",
synges. Men skulde det blive Virkelighed eller
bare en intetsigende Drøm? Aar efter Aar svandt.
Efter at jeg i nogen Tid havde prædiket i London,
skulde Dr. Alexander Fletcher holde den aarlige
Prædiken for Børn i Surrey Kapellet, men da han
var bleven syg, sendtes i en Hast Bud til mig om at

prædike for Børnene. Ja, jeg vil, svarede jeg,
dersom Børnene vil synge Salmen: "Gud leder ad
mystiske Veie." Jeg gjorde et Løfte for lang Tid
siden, at denne skulde synges. Og saaledes var det,
jeg prædikede i Roland Hill Kapel, og Salmen
blev sungen. Mine Følelser ved denne Anledning
formaar jeg ikke at beskrive.

[41]
Hans egen Ligtale.
Hans egen Ligtale. *)
En Prædiken bestemt at udgives til Søndag
14de Februar 1892; afholdt af
C. H. Spurgeon
i Metropolitan Tabernaklet
Søndag Eftermiddag 19de Oktober 1890.
—————
"Thi da David i sin Livstid havde tjent Guds
*) Denne Prædiken blev afholdt den Søndag Eftermiddag, da
William Olney var hensovet. Længe inden Spurgeon blev
kaldet hjem var det allerede bestemt, at den skulde udgives
ovenanførte Uge. Fru Spurgeon har selv erklæret, at hendes
Mand kunde ikke have leveret nogen mere passende Prædiken
til sin egen Begravelse. Hun har derfor ogsaa givet den
ovenstaaende betydningsfulde Titel i Haab om, at mange maa
blive velsignet gjennem dette Vidnesbyrd af den kjære
hensovede.

Raadslutning, sov han hen og blev samlet til sine
Fædre og saa Forraadnelse." Ap. Gj. 13, 30.
Det er mærkeligt, at David siger i den 16de
Salme: "Du skal ikke overlade min Sjæl til
Dødsriget, du skal ikke lade din Hellige se
Forraadnelse", og alligevel kunde Paulus sige
angaaende dette Punkt, naar han prædiker i
Antiochia, at han "saa Forraadnelsen. " Nøglen til
denne aabenbare Modsætning er kun at søge i den
Kjendsgjerning, at David ikke talte om sig selv,
men om [42] sin Herre. I hin mærkelige Prædiken
paa første Pintsedag anfører Peter Salmistens Ord,
anvender dem paa den opstandne Gjenløser og
hævder bestemt, at i Salmen taler David om ham.
Det er værd at lægge Mærke til, at Peter og
Paulus begge to bruger det samme Bevis for det
berettigede i Davids Fremstilling. Disse to
Apostler stemmede ikke altid overens; men
hvormeget de end afveg i andre Henseender, saa
var de dog enige med Hensyn til Kristi
Opstandelse. Jeg haaber, at hvor uenige end vore
Dages Prædikanter kan være i Opfatningen af
forskjellige Læresætninger, de dog altid maa
mødes, naar Talen føres hen paa vor Herres
Opstandelse. Denne Evangeliets Hovedhjørnesten
maa aldrig flyttes eller blive ringeagtet. Det glade

Budskab, som vi er udsendt til at kundgjøre over
al Verden, er det samme, som Paulus modtog og
forkyndte, "at Kristus d ø d e f or v o r e
Sy nder e fter Skrifterne, o g at h a n b l e v
begraven o g o p stod e f ter Skrifterne."
Øverst blandt de Skriftens Vidnesbyrd, som
fuldkommedes ved Opstandelsen, staar disse Ord,
som David, fyldt med den Helligaand, skrev saa
lang Tid forud for det skede: "Du skal ikke
overlade min Sjæl til Dødsriget, du skal
ikke lade din Hellige se Forraadnelse."
Kristi Opstandelse er vor Troes Hovedhjørnesten.
Hvorfor? Fordi han, som Gud opreiste, ikke saa
Forraadnelsen. Derfor kunde ogsaa Paulus udtale
med Overbevisningens hele Styrke til sine
Tilhørere: "Saa være det eder vitterligt I
Mænd, Brødre, at ved ham kundgjøres
[43] eder Syndernes Forladelse og fra alt,
hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte
ved Mose Lov, retfærdiggjøres
ved ham enhver som tror."
Apostelens Bevis er dette: David kunde ikke
have ment sig selv, naar han sagde: "Du skal
ikke lade din Hellige se Forraadnelse."
Han maa have henvist til Kristus, som alene er
Guds " H e l l i g e . " Om ham var de profetiske Ord
sande, for Gud lod ham ikke "se Forraadnelsen."

Han døde og blev lagt i Graven, men opstod igjen
paa den tredie Dag. I hint varme Klimat var der,
medens Kristus laa i Graven, Tid nok til at hans
Legeme kunde geraadet i Opløsningstilstand. De
Salver, med hvilke de havde salvet det dyrebare
Legeme, vilde ikke have været tilstrækkelige til at
fri det fra Forraadnelse, de kunde vistnok bidrage
til at borttage den ubehagelige Lugt, som
Forraadnelsen medfører, uden dog at kunne hindre
selve Forraadnelsesprocessen. Men Kristus stod
op af Graven uden at Forkrænkeligheden havde
nærmet sig hans Legeme, for hans Legeme var
helligt; det havde ingen Men eller Syndepletter,
saaledes som vore dødelige Legemer. Undfangen
af den Helligaand var det rent, omendskjønt født
af Jomfru Maria; det var forenet med Gud Fader
selv i Døden, og derfor saa det ikke Forraadnelse.
Dette er Apostelens Bevisgrunde, thi: David taler
ikke om sig selv, men om en anden, naar han
siger, at Herren ikke vil lade ham se Forraadnelse,
og dette taler han dreven af den Helligaand om
den samme Kristus, som vi [44] prædiker for eder,
som vor Frelses Begynder og Fuldender. Han
lever og regjerer den Dag idag, Kongernes Konge
og Herrernes Herre, og hvo som tror paa ham, om
han end dør, skal han dog leve og leve i Evighed
med ham sin opstandne og herliggjorte Gjenløser.

Da Paulus talte i Synagogen i Antiochia i
Pisidien, brugte han de Ord vi idag har taget til
Tekst: "Men David der han havde tjent
sin egen Slægt efter Guds Raadslutning,
for han hen og blev samlet til sine
Fædre og saa Forraadnelse." *) Dette skal
være mit Emne ved denne Anledning, idet jeg for
Øieblikket tilsidesetter den ligefremme Bevisgrund,
vil jeg kun se hen til Strømmen i sit Løb og
fæste eders Opmærksomhed ved ovenstaaende
Ord af Pauli Læber angaaende David: Lad os først
spørge: " H v a d e r d e t a t t j e n e v o r e g e n
S l æ g t ? " — For det andet: "Hvilken Del af
Slægten kan vi tjene?" Og til Slutning vil jeg
spørge med en kjærlig Tanke til dem, der er gaaet
bort: "Hvad vil der hænde os, naar vor Tjeneste
her er tilende?" Netop det samme som hændte
David, vi vil "sove hen og samles til vore Fædre,"
ligesom han.
I. For det første:
[45] Hvad er det at tjene vor egen Slægt?
Dette er et Spørgsmaal af almen Interesse. Vi
*) I de engelske Bibeloversættelser staar nøiagtig: served his
own generation by the will of God. Oversat korrekt: "tjent sin
Slægt efter Guds Villie (eller Raadslutning.)" — Hvilken
Oversættelse man maa følge, saafremt man vil faa Mening i det
efterfølgende af Prædikenen.

lever midt i en Generation og udgjør en Del af
denne, derfor skal vi tjene den, saaledes at den
Slægt, af hvilken vore Børn skal udvikles og leve,
maa blive bedre end vi selv. Uagtet vort
B o r g e r s k a b e r i H i m l e n , skal vi alligevel,
medens vi vandre her paa Jorden, og som
Pilegrimme stræber fremad mod et bedre Land,
søge at tjene og gavne vor Slægt, vort Land, vort
Folk.
Jeg vil først gjøre opmærksom paa, at denne
Tjeneste ingenlunde skal bestaa deri, a t v i g j ø r
o s t i l S l a v e r e l l e r T r æ l l e a f d e n , Vi
skulle ingenlunde sænke os ned i vor Tidsalders
Vaner, Skikke og Ideer. Folk taler nntildags om
Tidsaanden (Zeitgeist) et tyst Udtryk. I en Avis
hed det for Nylig: "Spurgeon ved ikke engang, at
der existerer noget saadant, der kaldes die
Zeitgeist." Ja hvad enten han nu kjender meget
eller lidet til Tidsaanden, saa vil han ikke tjene sin
Samtid ved at give efter for nogen af dennes
Bevægelser eller Ideer, saafremt disse strider imod
Guds Ord. Jesu Kristi Evangelium er ikke for en
Slægt eller Tidsalder, men det er for alle Slægter
og Tider; thi det indeslutter den Tro, som
engang for alle er overgivet de Hellige.
Det kan ikke forandres, fordi det er givet af Gud
— derfor er det ogsaa fuldkomment; dersom det

lev forandret, vilde det blive ufuldkomment. Det
kan ikke blive forandret, fordi det er [46] givet os
af Gud, og derfor er det ogsaa sanddru; Sandheden
lader sig ikke forandre. Det kan ikke forandres,
fordi det er given os som Svar paa det
uforanderlige Spørgsmaal, hvordan Syndere skal
frelses for ikke at gaa tilgrunde i Elendigheden;
samtidig skal det ogsaa bidrage til at gjøre os
skikket for Himlen. Den Mand tjener bedst sin
Samtid, som ikke lader sig fange af enhver ny
Lærdoms Vind, men som staar fast paa Guds
Sandhed som paa en sikker og ubevægelig Klippe.
Men at tjene vor Samtid i den Betydning, at vi er
en Slave af den eller dens Redskab og Tjener — ja
— lad hvo, som vil underkaste sig et saadant
Trældomsaag — har du ret betænkt Følgerne af en
saadan Underkastelse ? — Dersom f. Eks. en ung
Mand vil begynde at prædike Tidsalderens
Lærdomme og Tanker, da vil han maaske blive
nødt til inden 10 Aar, ja maaske inden 10
Maaneder, at tage sine Ord tilbage og begynde sit
Arbeide forfra igjen; thi naar han blot lægger an
paa at tjene den nærværende Verden, vil han vinde
megen Modstand og Modsigelse af Tidsalderen.
Men dersom du begynder med Guds Ord og beder
Gud om hans Aands Oplysning, da vil du vidne
det samme selv efter 50 Aars Forløb, hvis Herren

sparer dig saalænge, og ved Enden af din
Løbebane, vil Afslutningen af dit Vidnesbyrd ikke
stride mod Begyndelsen. Dine Erfaringer vil
modnes og forøges, og du vil udvikles i din
Forstaaelse af Sandheden, du vil blive mere klar i
dine Tanker og Udtalelser; men det vil altid blive
den samme gamle Sandhed, [47] du holder dig til.
Det er intet stort i Verdens Øine at bygge paa det
samme gamle Evangelium fra Livets Begyndelse
indtil dets Afslutning. Men at fremsætte Meninger
og rive dem ned igjen, som om det var et
Keglespil, det er en daarlig Beskjæftigelse for en
Kristen. David tjente ikke sin Slægt eller sin Tid
paa den Maade; han var Tidsaandens Herre og
ikke dens Træl. Jeg vil formane enhver Kristen til
at vandre værdig i sit Kald og blive til Velsignelse
for sine Medmennesker, saaledes som David var
det. K r i s t u s har " g j o r t o s t i l K o n g e r o g
P r e s t e r f o r G u d o g s i n F a d e r , " det er
saaledes langtfra passende for os, at vi bøier os for
Tidsaanden eller slikker det Landveisstøv, hvorpaa
Verdensaandens fremragende Tænkere har valgt at
træde. Elskede Venner! betænk dog dette alvorlig
og lær at skille mellem dette at tjene vor Samtid
og gjøre os til Slaver af Tidsaanden. Dette er to
høist forskjellige Ting. Naar jeg endvidere vil søge
at besvare det indholdsrige Spørgsmaal: Hvad er

det at tjene vor egen Slægt eller Samtid? Da vil jeg
sige: Det er ikke at fly eller unddrage sig den.
Hvis nogen vil sige: "Denne Verden er saa ond, at
jeg vil undgaa at komme i Berørelse med den,
endog de kristnes Lære er bleven saa opblandet og
er i en saadan Nedgang, at jeg ikke vil have noget
med den at gjøre;" den, som taler saa, tjener
ingenlunde sin egen Samtid. Dersom han
indelukker sig som en Eremit i sin Celle for
uhindret at lade denne Verden gaa sin Undergang
imøde, da vil han ikke ligne [48] David, for han
tjente sin Slægt — sit Folk — før han sov hen i
Døden. Mænd og Kvinder, som gaar i Kloster, er
lig Soldater, der løber bort for at skjule sig mellem
Oppakningen. Du maa ikke gjøre noget af dette.
Kom frem i Lyset og kjæmp mod det onde og
daarlige, enten saa dette viser sig i Læren eller i
Livet. Vær en frimodig Kristi Discipel — hold
frem dit Vidnesbyrd og skam dig ikke derved.
Dersom du ikke paa denne Maade stiller dig paa
din Post, saa vil det aldrig med Rette kunne siges
om dig, at du tjente din Samtid. Istedet herfor vil
Sandheden være den, at du gik paa Akkord med
din Samtid og tillod denne at gjøre dig til en
Kryster — eller lægge Mundkurv paa dig, som paa
en Hund, for siden trygt at kunne sende dig ud
blandt Mængden; thi du kan hverken bide eller gjø

eller iøvrigt gjøre noget, som viser, at der er nogen
Magt i dig!
Naar det nu spørges igjen, hvad er det at tjene
vor Samtid. Saa svarer jeg, det er at udføre Livets
almindelige Pligter. David var Søn af en
Faarehyrde og fremfor alt varetog han den Pligt
der paalaa ham at vogte Faarene. Der er mangen
ung Mand i vore Dage, som undslaar sig for at gaa
ind i sin Faders Forretning. Du ønsker ikke at være
Tjener, du vil være Herre med det samme. Godt
min Ven, der er mange Trin i en Forretningsgren,
og jeg vil anbefale dig at gjennemgaa alle Grader.
" T r a g t e r i k k e e f t e r d e h ø i e T i n g , men
h o l d e r e d e r t i l d e l a v e . " Inden David
svingede [49] Scepteret, greb han Hyrdestaven.
Den, som ikke vil udføre de almindelige daglige
Pligter i Hjemmet, er heller ikke skikket til at tjene
sin Samtid i det store og hele. Den Pige, der
drømmer om den fremmede Missionsmark,
medens hun ikke kan stoppe sin Broders Strømper,
vil ikke gjøre synderlig Gavn hverken ude eller
hjemme. Gjør med Flid de smaa Ting, de
almindelige Ting, som ligger dig nær paa din
Livsvei, da vil du samtidig begynde at tjene dit
Folk eller Slægten i det hele, saaledes som David
gjorde det.
Men at tjene vor Samtid — vort Folk —

etyder mere end dette. Det er at være rede for et
bestemt Kald i Livet, naar dette maatte udgaa til
os. Midt i det daglige Livs Arbeide og Travlhed
skal vi gjennem en tro Pligtopfyldelse forberede
os for Fremtiden og vente taalmodig paa, hvad
denne vil bringe. — Læg Mærke til, hvordan
David blev en stor Mand. Han søgte aldrig efter
Æren. Han gik ikke frem og tilbage mellem
Hjorden under den idelige Klage: "O, at jeg kunde
komme bort fra dette kjedelige Arbeide og ud til
noget større end at vogte denne Faareflok. Mine
Brødre er gaaet til Leiren, de vil blive Soldater —
Medens jeg gaar her begravet mellem disse
Klipper uden noget større Maal end at se efter
disse Dyr." Nei, David var klogere end saa, han
ventede stille paa Guds Time, og det er altid klogt
at gjøre dette. Dersom du vil tjene Herren, saa
vent, indtil han kalder dig, han ved, hvor han skal
finde dig, naar han trænger dig, du behøver ikke
selv at fremstille [50] dig for den alvidende Gud.
Tilsidst kom den beleilige Tid ogsaa for David.
Paa en bestemt Dag bad Faderen ham at gaa til
Brødrene i Leiren for at bringe dem nogle
Fødemidler: han kom netop derhen sammen med
Kjæmpen Goliath, da denne indbød hele Israels
Hær til Tvekamp. Nu var Davids Time kommen,
og den unge Mand er rede. Dersom denne

Leilighed var gaaet tabt for ham, var han
forbleven en Hyrde hele sit øvrige Liv. Han
fortæller Saul, at han havde dræbt baade en Løve
og en Bjørn, der havde taget et Faar af hans Hjord,
og nu skulde det gaa den uomskaarne Filister
ligedan, fordi han havde haanet den levende Gud.
Efter først at have forsøgt Sauls Rustning tog han
sin Slynge og fem smaa, glatte Stene af Bækken,
og snart kom han tilbage med Kjæmpens Hoved i
sin Haand. Dersom du ønsker at tjene Guds Riges
Sag og din Samtid, elskede Ven, da maa du agte
nøie paa den Anledning, der bydes dig. — Hop
rask i Sadlen, naar Hesten staar udenfor din
Dør, og Gud vil velsigne dig, naar du drager ud
for at søge efter en Anledning til at tjene ham.
Hvad vil det endvidere sige at tjene vor
Samtid? Det er at forsvare den sande Religion,
som David gjorde. David begik svære Synder i
sine modnere Aar, som vi ingenlunde vil
undskylde; men han afveg aldrig fra Samfundet
med Jehovah den levende Gud. Hverken i Ord
eller Handlinger hyldede han nogensinde Avgudsdyrkelsen
eller vendte sig bort fra den sande
Tilbedelse af Jehovah, Israels Gud. Han vidnede
[51] herlig om Herren. Han sagde: "Jeg vil tale om
dine Vidnesbyrd for Konger og ikke blive
tilskamme." Og vi kan være forvisset om, at han

opfyldte det Løfte; naar han var i Selskab med
fremmede Fyrster og Nabokonger, forsømte han
vistnok ikke at vidne for dem om den levende
Gud. Hele hans Livsvandel med Undtagelse af
hans sørgelige Fald var til Guds Ære og til Lov og
Pris for den Herre, paa hvem han troede, og som
havde udfriet ham. Ogsaa vi skal tjene vort Folk
og dem, som vi lever sammen med gjennem en
sand Gudsfrygt. Dersom der var fundet ti
retfærdige Mænd i Sodoma, saa var Byen bleven
sparet, og Verden, som bestaar den Dag idag,
undgaar alene Guds retfærdige Dom for deres
Skyld, der frygte ham og adlyde hans Ord.
Gjennem en "ren og ubesmittet Gudsdyrkelse"
tjener vi bedst vor Samtid. For at udbrede sand
Gudsfrygt skrev David mange Salmer, som blev
sunget omkring i Israel. Det er en vidunderlig
poetisk Samling, til hvilken der ikke findes Mage.
Ikke engang Milton *) med al sin høie Flugt kom
David nær i dennes Gudstilbedelse og dybe
Erfaringer. Det Menneske tjener ikke sin Samtid,
som ikke giver sit Folk nye Sange, som de kan
synge til Herrens Pris. Medens det er umuligt
engang at ligne Israels ophøiede Salmedigter, som
har givet Menigheden de herligste Lovsange, der
nogensinde er bleven skrevet, saa kan dog vi
*) En bekjendt engelsk Digter som skrev: "Det tabte Paradis."

andre, om end i mindre Maalestok, tjene vor [52]
Samtid saaledes, at vi og andre ved Guds Naade
kan faa høste Velsignelse. At tjene vor Samtid
sker ikke gjennem en enkelt Handling, men vi
maa fortsætte dermed hele vort Liv. Læg vel
Mærke til, at David tjente sit Folk — og ikke blot
en Del af dette, men hele Slægten — hele Folket.
Han begyndte at tjene Gud, og han holdt ud i
denne Tjeneste. Hvor mange unge Mennesker har
vi ikke kjendt, der bær sig ad, som om de var
kaldet til at gjøre Underværker! De var ligesaa
stolte af deres Forehavende, som om de allerede
havde udført Handlingen. De trak sig frem ved
enhver Anledning og antog, at Folk burde beundre
dem for det store, de havde til Hensigt at udføre;
men de var saa optaget med selve Forehavendet, at
dette aldrig kom til Udførelse. De antog maaske,
at de vilde møde et eller andet Uheld, hvis de
virkelig søgte at sætte Sagen igjennem, og
Forsættet eller Tanken i sig selv syntes dem saa
skjøn, at de bevarede den under en Glasskjærm, og
der er den endnu. Intet har været udført, intet har
værrt gjort, uagtet de mange gode Beslutninger.
Dette er Daarskab. Atter andre begynder godt, og
de tjener deres Gud alvorlig for en Tid, men denne
Tjeneste ophører snart. Vi ved ikke rigtig, hvordan
det er gaaet til, at de ligesom forsvinder, vi hører

aldrig til dem senere i Livet, — det er de mange,
der " b e g y n d e r i A a n d e n ; m e n e n d t e i
K j ø d e t . " Mange Mennesker, som jeg har
Anledning til at kjende, ligner paafaldende Hefte.
Du har f. Eks. kjøbt dig en Hest, og du tænker med
dig selv, [53] "dette er et Dyr af første Race," og
saaledes er det ogsaa. Det gaar godt for en Tid,
men pludselig blir Hesten halt, og du er nødt til at
anskaffe dig en anden. Netop saaledes forholder
det sig med enkelte Menighedslemmer. Jeg har
bemærket, at de pludselig overfaldes af en
mærkelig Halvhed. Til mange i vore Dage kan vi
udtale, hvad Panlus foreholdt Galaterne: "I løb
godt til en Tid, hvo har standset eder,
saa I ikke lyde Sandheden?" David derimod
tjente Gud til Enden af sit Liv. Maatte vi alle
saaledes ved Herrens Naade tjene Gud og vor
Samtid!
Men endnu mere er indesluttet under denne
Rubrik at tjene Gud og vor Samtid. D e t e r v e d
a t b e r e d e V e i e n f o r d e S l æ g t e r , der
kommer efter os. David tjente sin Samtid til Enden
af sit Liv ved ogsaa at sørge for de kommende
Slægter. Det var ikke forbeholdt ham at bygge
Templet, men han dyngede op Hobe af Sølv og
Guld for at sætte sin Søn Salomo istand til paa en
værdig Maade at bygge et Hus til Guds Ære. Dette

er en virkelig Tjeneste dette, at begynde at tjene
Gud i sin Ungdom og fortsætte dermed i sine
modnere Aar, indtil de Dage kommer, om hvilke
vi maa sige: "Jeg kan nu ikke vente at tjene Gud
meget længere, men jeg vil saa vidt mulig berede
Veien for dem, der kommer efter mig. Flere, der
endnu lever i denne Forsamling, vil kunne mindes,
hvordan Dr. Reppon, der engang var Forstander i
denne Menighed, pleiede at bede for sin
Eftermand. Den gamle [54] saa fremad til den, der
skulde komme efter ham i Arbeidet, naar han blev
nødt til at forlade det. Dette bør ogsaa du og jeg
gjøre. Vi maa se fremad saa langt vi rækker, ikke
med Vantro eller i ængstelig Bekymring, men paa
samme Maade som David, der søgte at oparbeide
en god Jordbund for Efterslægten. Dersom vi ikke
selv kan finde nogen passende Eftermand til at
optage Gjerningen efter os, saa lad os idetmindste
gjøre, hvad vi kan til at forberede og lette Arbeidet
for ham.
II. For det andet vil vi fremsætte det andet
Spørgsmaal mere praktisk maaske end det
foregaaende, nemlig dette:
"Hvilken Del af vor Samtid eller vort Folk er
det vi skal tjene?"
Det er med Sandhed skrevet, at i n g e n a f o s

l e v e r s i g se l v , og dog hverken gavner eller
skader vi dem, som vi lever sammen med. Lad os
dog se til, at vi tjener vor Samtid og blir
Bygningsstene istedetfor Anstødsstene for vore
Omgivelser. Men den, der er klog, søger at tjene
nogen i Særdeleshed, hvorledes skal vi da gjøre
Forsøget? For at kunne besvare dette Spørgsmaal
ret vil vi dele den Slægt, mellem hvilken vi lever, i
tre Dele.
For det første er det dem, d e r n æ r m e r s i g
A f t e n e n s S k y g g e r . Deres Liv er lig Solen,
der snart vil synke ned i Vest. Tjen disse kjære
Venner. Du, som befinder dig midt i din kraftige
Alder, vær dem til Trøst, og søg at trøste [55] og
hjælpe dem, hvor du kan. Prøv at være til Glæde
for denne kjære gamle Mand, der er bleven sparet
for dig endog over de sædvanlige syv Gange ti,
der er Støvets Aar; tak Herren for den Naade, der
har opholdt ham under hans lange Pilgrimsfærd.
Se paa hans graa Haar som paa en deilig Krone,
og gjør de faa Trin, han har tilbage mod Graven,
saa lette som du kan. Han var engang ung og stærk
som du nu er. Trøst ham, vær ham til Opmuntring
og skjænk ham den Ærefrygt, som hans høie Alder
fortjener. Lad ham ikke føle, at du betragter ham
som en gammel Særling, der vakler omkring
unyttig og overflødig paa Livets Skueplads; men

søg at lære noget af hans Erfaringer og ubøielige
Standhaftighed, og bed Gud være med dig, naar du
blir gammel, ligesom han er med hin kjære gamle.
Den anden Del af den Slægt mellem hvilken vi
færdes, er de, der er begyndt deres Livsvandring.
Jeg mener dem, der staar midt i Livets Kraft,
ligesom Solen, naar denne befinder sig i Zenit. De
arbeider haardt, de bærer Dagens Byrde og Hede,
og de er kraftige Mænd, der er rede til at gaa ud i
sin Herres Tjeneste. Søg paa enhver mulig Maade
at opretholde deres Arbeide. Hjælp dem alt, hvad
du kan. Som en af hine, der endnu staar midt i
Arbeidet, udbeder jeg mig Hjælp og Støtte af
Brødre og Søstre inden denne Forsamling og af
andre Samfund, der kan holde mig oppe gjennem
sin Deltagelse og sine Bønner. Slut eder tættere
sammen og udfyld saaledes de tomme Spor, som
[56] Døden idelig frembringer i eders Rækker.
Lad intet forblive ugjort af det, der kan tjene til at
fremme Kristi Værk eller redde de Mennesker
omkring dig, der passerer dig saa hurtig eller
ligegyldig forbi. Mange af os har været sammen i
næsten firti Aar, og naar nu den ene efter den
anden af vore Brødre vandrer bort, lad det da blive
vor fornemste Stræben at søge at udfylde Savnet
af dem eller det tomme Rum, der er bleven
tilbage.

Særlig vil jeg tale om at tjene vor Samtid med
Hensyn til
de Unge,
der ligner Solen, naar denne staar i Øst og neppe
er kommen op over Horizonten. Denne Del af vort
Folk er vistnok overdraget Forældre og Skolen,
særlig Søndagsskolen, men lad os ikke overlade
dem hele Omsorgen. De fleste af os kan visselig
gjøre lidt for at tjene de unge, inden vi vandrer
herfra. Lad os aldrig glemme, at Fremtiden hører
Ungdommen til, og at disse Børn og Ynglinger,
som vi ofte vandrer ligegyldige forbi, gjemmer i
sig haabefulde Spirer for Guds Rige og
Fædrelandet.
For det første har vi lettere for at naa Børnene.
Masserne f. Eks. i London gaar nu intetsteds hen
for at høre Guds Ord; den gamle Skik at gaa i
Kirken eller Kapellet synes mere og mere at tage
af, men de fleste Forældre sender dog endnu deres
Børn til Søndagsskolen, om det end ikke sker af
nogen ædlere Grund end for at [57] blive dem kvit
en liden Stund paa Søndagseftermiddagen, at
Huset dog kan være stille og i Orden en Times
Tid. Hvordan dette nu end er eller ikke, saa vil vi,
saa snart vi aabner en Søndagsskole, finde den
overfyldt med Børn. Dersom du ikke kan gjøre det

ene, saa gjør dog det andet. Dersom du ikke kan
naa Forældrene, omendskjønt du alvorlig stræber
derefter, saa forsøg dog at bane dig Vei til
Børnenes Hjerter, forsøm ingen Anledning til at
lære dem de Ting, som hører til Guds Rige. Dette
er, hvad der ligger dig nærmest, søg at fuldkomme
dit Kald til din Herres Ære.
Dertil kommer, at Børnene er de mest
modtagelige. Hvad kan vi vel udrette med modne
Mænd og Kvinder, der er forhærdede i Syndens
Tjeneste? Guds Naade kan vel ogsaa naa disse;
men Børnene, der endnu ikke kjender deres onde
Veie, blir forfærdede, naar de hører derom. Belær
dem. Søg at danne Leret efter Guds Vilje, medens
dette endnu er blødt. Maa Herren selv hjælpe eder,
kjære Søndagsskolelærere og andre, som arbeider
blandt Børnene, at I maa gjøre eders Gjerning med
Troskab.
De Unges Frelse bør søges med desto større
Iver, fordi deres Liv vil være af længst Varighed
og saaledes bære de største Frugter. Om en Mand
paa sexti eller sytti Aar omvender sig, saa vil han
kun have en forholdsvis kort Tid til at tjene Gud
hernede, thi han vil snart vandre bort. Dersom et
Barn derimod blir omvendt, da vil Guds
Menighed maaske blive beriget med et langt
nyttigt [58] Liv Se derfor vel efter Børnene.

Dersom du vilde henvende dig til en større
Forsamling af kristne Mænd og Kvinder med
følgende Spørgsmaal: "Hvormange af eder blev
omvendte, inden I var 21 Aar?" Da vilde du
forbauses høilig ved at finde ud, at mere end fem
af sex vilde svare, at de i sin unge Alder blev ledet
til at kjende Guds Naade og tro vor Herre Jesus.
Jeg forsøgte dette en Aften, jeg var i Selskab med
nogle Venner, som var kommen sammen fra
forskjellige Steder. Jeg fremsatte da følgende
Spørgsmaal: "Hvormange blandt eder kan henføre
eders Frelse til Far og Mors Bønner og Søndagsskolens
Virkning paa eders Hjerter, den Gang I
var unge?" Næsten hele Selskabet, ca. 25
Personer, svarede, at det var i deres Ungdom, de
var ført til Herren.
Læg ogsaa Mærke til, at de, der blir omvendt
som Børn, i Almindelighed blir de bedste Kristne.
De Personer, jeg netop har omtalt, som bekjendte
for mig, at de blev omvendt som Børn, var
Evangeliets Forkyndere. Jeg ved ikke, om den
samme Regel gjælder for almindelige Kristne,
men blandt dem, der staar som Ledere, har næsten
alle overgivet sig til Kristus, medens de var unge *) .
*) Vore Tanker dvæler i denne Stund ved vor kjære Ven
William Olney, som netop nu til vor store Sorg er gaaet bort
fra os. Han var en ligesaa alvorlig Kristen i sin Ungdom som i
sine ældre Aar. — Jeg kan ikke opvise en eneste Leilighed,

[59] Den tidlige Gudsfrygt er i Regelen en sand og
alvorlig Gudsfrygt, saa søg da at vinde Børnene og
opdrag dem for Herren, at ogsaa de kan tjene deres
Samtid, naar Turen kommer til dem.
Kristus sagde ikke alene: "fød mine Faar;" men
han sagde ogsaa: "fød mine Lam." Jeg tør næsten
sige, at Herren delte Slægten efter samme
Maalestok, som jeg nu har gjort det. Ved sin første
Udtalelse: "fød mine Faar," maa han have ment de
gamle Faar. Da han anden Gang sagde: "røgt mine
Faar," hentydede han sandsynligvis til den
modnere Alder, og naar han siger: "fød mine
Lam," saa mener han de unge. Kristus gav
Lammene en Plads for sig selv. "Fød mine Lam. "
Maatte de Kristne iblandt os mere alvorlig
overveie, hvad der kan gjøres for Børnene inden
Menigheden. Jeg læste netop en Dag om en Gut,
som ønskede at komme i Samfund med Guds
Folk. Hans Fader sagde, at han var altfor ung og
søgte at holde ham tilbage. Han var imidlertid stor
og selvhjulpen nok til, at man kunde sende ham ud
hvor han ikke optraadte med kristeligt Alvor. Heller ikke var
han nogensinde nedstemt eller sløv, han var altid glad og fuld
af Iver. Hans Jubel og Tak til Herren under Smerter og Lidelser
var overraskende. Naar han havde siddet en liden Stund paa
Platformen i Tabernaklet, var alle hans Smerter ligesom borte
med en Gang, og han var ligesaa lykkelig som den, der altid er
frisk. Han kjendte Herren fra Ungdoms- til Alderdomsdage.

en Aften for at drive Faarene hjem. Da han kom
tilbage, spurgte Faderen: "Nu Jack, har du nu
drevet Faarene ind?" "Ja," svarede han, "jeg drev
ind alle Faarene." Han lagde isærdeleshed stor
Vægt paa det sidste Ord. "Og drev du da ikke ind
Lammene?" "Nei," svarede han, "jeg lod
Lammene blive udenfor; thi de er altfor unge til at
[60] komme ind i Folden." "O, min kjære Gut, jeg
mærker nok, at du er klogere end mig i dette
Stykke; thi det er netop de smaa, som mest
trænger at komme ind. — Du kan gaa og besøge
Forstanderen og tegne dig ind i Forsamlingen,
naar du vil."
Jeg beder eder, at I vil tjene eders Samtid og
eders Folk ved med kjærlig Omhu at vogte paa de
unge blandt eder.
Vogt paa de unge, thi de Farer, der omringer
dem i den nærværende Tid er talløse. Aviser
indeholder idelig Beretninger, der viser os, at
Ungdommen stadig kommer ud paa vildfarende
Veie. Tiden er fuld af Snarer og Fristelser. Her
gives en Literatur, som indeholder Gift nok til
at ødelægge en hel Slægt. Her er Historier om
Forbrydelser, der omgives med et falskt Trylleskjær,
saaledes at de kommer til at se ud som
Heltedaad. Disse umoralske og dumme Historier
findes udbredt overalt, kanske en af dine egne

Gutter sidder og læser dem, dig uafvidende,
medens du er her. Overalt er der lagt Snarer for de
unges Fødder. Du bør altid søge at advare dem for
Farer og fri dem fra det onde, der omringer dem
paa alle deres Stier. Satan faar Magt over mangen
ung Sjæl ved at lade Ting, der ellers kan være
uskyldige, forvendes til en uret Brug, og paa alle
Maader og Veie søger han at lægge Snarer for
Ungdommen. O, I Forældre og Lærere, stræb dog
efter at bibringe eders Sønner moralsk Mod. Søg
at overtyde dem om, at de ikke er sat ind i Verden
blot for at more [61] sig; men at de har noget mere
og bedre at gjøre. — Giv dig selv ingen Hvile,
inden du har ført dem til Kristus, thi de unge
Mænd er aldrig sikre, før de er bleven
omvendt.
Og ingen ung Pige er sikker paa Gaderne,
inden hun har faaet et nyt Hjerte og en ny Aand.
Tiderne er farlige, men naar vi taler et Advarselens
Ord, kalder man os surmulende Pietister. Det
bringer altid Smilet paa mine Læber, naar man
kalder mig en surmulende Pietist, thi I ved, der
gives neppe nogen med et livligere Sind eller med
mere Humor og Lune end netop jeg. Men alt mit
Humor, min Munterhed og lyse Blik paa Livet
helliger jeg Herren. Naar Livets Glæde og
Munterhed blir til en Planke, hvorpaa Menneskene

vandrer dristig frem til Synd og Ugudelighed, da
vil Planken let briste. Du maa blive frelst fra
Synden unge Mand, du maa afholde dig fra
Verdens Daarligheder unge Kvinde, saa vil aldrig
nogen af eder blive isandhed ulykkelige. Maa Gud
sende eder paa eders Livssti vise og gudfrygtige
Venner, Forældre og Lærere, som kan tjene
Slægten ved at lede eder paa Fredens Veie.
III. Jeg vil nu til Slutning anvende et Par
Øieblikke til at betragte det sidste Spørgsmaal:
"Hvad vil der ske med os, naar vor Tjeneste
her er tilende?"
" T h i d e r D a v i d h a v d e t j e n t s i n
T i d s a l d e r , s o v h a n h e n o g b l e v s a m l e t
t i l s i n e [62] F æ d r e . " Arbeidsdagen er tilende,
Arbeideren er træt, han sover hen, hvad kan han
vel bedre gjøre, naar det alt er efter "Guds
Raadslutning." David tjente sin Samtid ifølge
Guds Raadstutning, og han sov hen efter det
samme vise Guds Raad. Ledet ved Guds vise
Faderhaand gjorde han sin Gjerning hernede, og
med stille Hengivenhed i Guds Villie beredte han
sig til at vandre herfra. Og i sit Livs sidste Stund
tjente han den kommende Slægt ved at give sin
Søn Salomo gode Raad angaaende Riget, idet han
udtalte: " J e g g a a r a l J o r d e n s V e i , sa a

v æ r d u s t æ r k o g b l i v e n M a n d . " Saavel
over hans Liv som over hans Død kan der skrives:
"efter Guds Villie." O, maatte vi alle leve saa, at vi
endog i vor sidste Stund kunde tjene vor Samtid,
maa det isandhed hede om os, at enten vi
leve, leve vi for Herren, eller vi dø, dø
vi for Herren; og hvad enten vi leve
eller dø ere vi Herrens!" Paa den Maade vil
Guds Villie udrettes med os baade i Liv og Død.
David er et Exempel paa, hvad der ved Enden
af Livet vil vederfares dem, der kjender Kristus.
Han sov ikke hen, før hans Tjeneste var til Ende.
— Du bør aldrig længes efter at vandre herfra,
inden din Gjerning er fuldendt. Naar jeg hører en
Broder sige: "O jeg ønsker, jeg var hjemme hos
Herren! —Naar skal jeg vel komme hjem?" saa
mindes jeg uvilkaarlig om en Tjener, som, naar
han om Mandagen begynder sit Arbeide, vilde
sige: "gid det var Lørdag Aften?" Vi er ikke tjent
med den Slags Arbeidere, og [63] Vorherre er det
heller ikke. Vær villig til at leve endog i 250 Aar,
om Gud vil. Vær villig til at leve, indtil din Styrke
falder af; naar Gud saa vil, kan du endog i Døden
og midt i din Svaghed være et Vidne om Herrens
trofaste og uforanderlige Kjærlighed. Hav dog
ikke en saadan Hast med at komme hjem til
Himlen. Begjær ikke at sove ind, før du er færdig

med dit Arbeide hernede. Da Davids Arbeidsdag
var vel fuldendt, sov han hen. — Vi har adskillige
Beretninger fra Kristendommens første Tider,
hvori det heder saa skjønt, at naar de Troende var
slumret ind i Jesus, bød deres Venner dem ikke
"Farvel," men "god Nat."
Jeg mindes her den herlige Salme:
"Sov du kjære blidt i Jesu Navn,
Hvil dit Hoved i din Frelsers Favn,
Vi dig elsker — Jesus elsker mest —
God Nat! god Nat! god Nat!
Kun god Nat og ei Farvel, min Ven,
En liden Tid vi mødes saa igjen
I Lysets blide Egn —
God Nat.
Indtil vi sees i Evighedens Pragt
Klædt i Jesu Retfærds hvide Dragt,
Indtil vi kjende og er evig kjendt,
God Nat!"
" D a h a n h a v d e t j e n t G u d s R a a d -
s l u t n i n g , s o v h a n h e n . " Mon Sjælen sov
hen? Nei. Det er ikke Sjælen, der her tales om; thi
vi læser jo, at han "saa Forraadnelsen." [64] —
Sjælen ser ikke Forraadnelsen. Det er altsaa om
Davids Legeme, Paulus her taler. Han sov hen og
blev samlet til sine Fædre og saa Forraadnelse."

Hans Legeme slumrede ind i den sidste lange
Dødssøvn og saa Forraadnelse. Han var færdig
med denne Verden. Ingen Sorger naaede ham
mere, ingen jordisk Glæde, ingen Falskhed eller
Bagtalelse, ingen Møie, intet Rygte om Strid. Han
sov. Han havde intet at gjøre mere med det, som
sker under Solen. Saaledes forholder det sig ogsaa
med den Ven, vi begræder idag, hvis Sted er tomt,
og det vil snart blive min og din Lod. Og egentlig
talt er her ikke meget, som det er værd at leve for,
det bedste er, at naar vor Gjerning er fuldendt som
Davids, vil vi gaa hen at sove en liden Stund. Vi
vil da med engang blive befriet fra Tidens
Fordærvelse, Menneskenes Strid, og alt hvad der
forøvrigt foraarsager os Smerte. Døden er lig en
Søvn, saaledes forholder det sig sædvanlig med
Guds Folk. Nogle dø vistnok under store
legemlige Lidelser, men de Troende lukker kun
deres Øine her paa Jorden for at aabne dem i en
bedre Verden. Jeg har ofte følt mere Glæde og
Opmuntring ved en Dødsseng end ved et Bryllupsbord.
Jeg har været tilstede i mange Bryllupper;
jeg har gaaet did, fordi Pligten har kaldt mig; men
jeg har følt, at det er bedre at bo i Sorgens Hus
end i Glædens Bolig. Thi jeg har aldrig mærket,
at jeg har vundet noget ved Bryllupsbordet; men
jeg har vundet meget ved Dødssengen, hvor jeg

har seet Ynglinger og unge [65] Piger, Mænd og
Kvinder fare herfra i Fred " f o r a l t i d a t v æ r e
m e d H e r r e n . " Jeg har kjendt mange inden
denne Forsamling, som har været altfor træge eller
skamfulde til at vidne om Jesus, mens de var
friske; men naar jeg kom for at se dem dø, var der
ikke en Smule Skamfølelse tilbage hos dem. De
talte saa dristig, at jeg sagde til hver enkelt: "Naar
du blir bedre, maa du komme og prædike for mig
en Søndag", og de smilte, idet de sagde, at de
aldrig vilde blive bedre. De vidste dette, og de
glædede sig ved at tænke paa, at de vilde gaa
didhen, hvor de ikke vilde behøve nogen Prædiken
mere, men hvor de skulle skue den Herre Jesus
Ansigt til Ansigt. Hvor lykkelige de var ved blot at
høre dette kjære Navn nævne! Nogle af dem
istemte en Sang. Jeg vidste aldrig, jeg havde hørt
dem synge tilforn — — og nogle talte om Ting,
som de syntes at se og høre, som intet Øie har
seet, intet Øre hørt, men som Gud har aabenbaret
dem, som skal skilles herfra i Aanden. Kanske du
mindes et saadant Dødsleie? Var det din Moder
eller din Fader, som gik saaledes bort, saa fredelig
og deilig? Var det en elsket Broder, eller en Søster
eller en Ven. — Og dersom du kjender Kristus og
kjendes af ham, vil det ogsaa blive din Lod engang
at slumre saaledes ind i ham. Du, som tror paa

Kristus, behøver ikke frygte Døden mere, end du
frygter for at slumre ind til Natten. Du vil anbefale
din Sjæl til Gud, inden du begiver dig til Hvile
hver Aften, og saaledes vil du ogsaa, naar din
sidste store Aften kommer, lægge dig [66] tilrette
og slumre ind i Døden i Jesu Navn som paa en
blød Hovedpude. Døden kaldes med Rette
"Søvnens Broder," hvorfor skulde du da frygte
noget, der kun er at ligne med en blid Søvn. Nei,
du kan gladelig istemme:
"Jeg afklæder mig mit jordiske Ler
I Troen paa Jesus kjær.
Som Barn i Moders Favn vil jeg sove,
Ei frygte for Dødshavets Vove."
Lad os gaa den Vei Herren leder os. Kanske
nogle blandt os maa blive til han kommer. Disse
vil ikke smage Døden; de vil kun ombytte denne
Tids Tjeneste med Herlighedens Tjeneste hisset.
"Se, jeg siger eder en Hemmelighed: v i skulle
vel ikke a lle h e n sove, men vi skal alle
f o randres." Naar Basunen lyder, skal dette
forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed, og de,
som er indslumrede i Kristus, skal opvaagne i
Opstandelsens Herlighed, og tilsammen skulle vi
tjene Herren Nat og Dag i hans Tempel i al
Evighed. Men indtil da tjene vi vor Slægt og vor
Tid efter Guds vise Raadslutning; og om Herren

tøver at komme, vil du sove hen ligesom David.
Maa Gud velsigne alle iblandt eder, som tror paa
Jesus, og frelse de ufrelste iblandt os for vor Herre
Jesu Kristi Skyld.
—————
Amen.

[67]
Lysbilleder ved Veien
Lysbilleder ved Veien
(Af Spurgeon,)
—————
Ikke til Ødelæggelse, men til Gavn.
Vi saa en dyb Grøft, som var gravet omkring
nogle Oliventrær, og vi antog, at dette var en
Forberedelse til at fælde disse ved paa den Maade
at løsne Rødderne. Men det var ikke saaledes.
Grøften var nemlig bestemt til at optage de
Gjødningsstoffe, der skulde gjøre Træerne
frugtbare og kraftige. Saaledes synes mangen en
Sorg og Nød at blive et Menneskes Fordærvelse;
men ved nærmere Undersøgelse vil det vise sig at
være et Naadens Middel i den kjærlige Faders
Haand, sendt ham til stor Velsignelse. Det kan
være vel for prøvede Kristne at mindes dette, naar
Vingaardens Herre graver om dem med sin skarpe
Spade. Han vil kun forøge Frugten og ikke
fordærve.
—————

Den kongelige Kureer.
Da Hendes Majestet Dronningen ønskede at
overvintre i det sydlige Frankrig, sendte hun en
Kureer, en Mand med stor Dømmekraft og
Erfarenhed, til at vælge et passende Sted for sig.
Han reiste gjennem adskillige Byer, gjorde mange
Forespørgsler og foretog mange Undersøgelser, og
tilsidst saa vi annonceret, at det kongelige Hof for
en Tid skulde tage Ophold i H j e r e s . Denne
Omhu for at udvælge en passende Bolig for
Dronningen er aldeles i sin Orden og ikke at [68]
undres over, men hvad skal vi da sige om de
Forrettigheder, som Israel nød, og som udtrykkes i
disse Ord: "Herren, d i n Gud, g i k p aa
Veien f o r a n d i g for at u d finde e t Sted,
h v o r d u k u n de f æ ste d i n T eltpæle." Her
er det den store Konge, der gaar foran som en
Kureer for sine Undersatter! Gud selv blir sit
Folks Veiviser! Hvad han gjorde for Israel i
Ørkenen, det gjør han endnu for sine Troende,
enhver af dem har god Grund til at sige: " H a n
u d v æ l g e r t i l o s v o r A r v . "
—————

Se paa Jesus.
En Ven skriver til mig fra R o d i g h e r a : "Da
jeg fra mine Vinduer her i Hotellet har Mentone i
Sigte, saa tager mine Tanker ofte Flugt over
Bugten, og jeg spørger: Hvordan mon det staar til
med Spurgeon idag? — Vore Tanker hefter sig
ved det, som vi har kjært. I hvilken Retning
vender vi vort Blik? Spørgsmaalet kan synes
ubetydelig, og dog afhænger hele vort Liv deraf.
Dersom vore Øine er vendt mod Herren, vil vi
omgaaes med ham. Dersom vi ser paa Jesus, vil
hans Person, Navn og Gjerning ofte fremtræde for
vor Erindring. O, at vort Hjertes Vinduer maa
være vendt mod Golgatha! M a a v o r e Ø i n e
v æ r e v e n d t o p a d m o d B j e r g e n e ,
h v o r f r a v o r H j æ l p k o m m e r . Maa vi se
opad mod det himmelske Jerusalem, hvorfra vor
Herre snart vil komme.
—————

[69]
En høi Lyd og intet at se.
Det blæste i en Trompet, medens vi kjørte ned
ad den trange Gade, og vi ventede at faa se en
liden Arme, eller idetmindste nogle Tropper
passere forbi. En af vort Følge bemærkede: "Jeg
har hørt den skingrende Lyd, men jeg ser intet."
Ingen Militærer kom tilsyne, Gaden laa der rolig
som sædvanlig. Vi bemærkede intet uden en
Mand, der stod i Samtale med en anden og bar et
Horn under Armen — dette var det eneste.
Vi maa ikke lade det blive saa med vore
Prædikener. Mange Ord er ofte som en tom Lyd,
de udretter intet godt, hvis de ikke indeslutter
sande Lærdomme og Naadeserfaringer. I disse
Tider bygger Menneskene altfor meget paa tomme
Lyd paa de religiøse Omraader; — hvis de
byggede mere paa Guds evige Sandhed, vilde man
vinde dem uden at blæse i Trompeter. Den gode
Vin i Guds Rige trænger intet Skilt, den fordrer
slet ikke saa stort Skilt, som nogle af vore Venner
hænger ud nu.
—————

At spinde paa Taalmodighedens Haandteen.
De gamle Kvinder inden Bondefamilierne i
Frankrig kan ikke foretage meget af det grove,
strenge Husarbeids, og derfor sidder de udenfor
Husene saa godt som hele Dagen og spinder paa
Haandteen. Dette maa jeg gjøre under mit [70]
Ophold, medens man gaar og fortæller mig, at det
er umuligt for mig at blive frisk, dersom jeg ikke
praktiserer den fuldstændigste Dovenskab. Naar
jeg ikke kan arbeide med Plogen paa min
aandelige Arbeidsmark, saa maa jeg lade mig nøie
med at spinde paa Taalmodighedens Haandteen.
Jeg frygter, at mangen en Kvinde vil beskjæmme
mig, for Søstrene besidde en større Grad af
Taalmodighed; men jeg gjør dog mit bedste!
Hvilken en lang Traad af evig Godhed og
Barmhjertighed har jeg dog ikke at spinde, mit
lykkelige Arbeide vil aldrig tage Ende, for
Traaden bliver altid længere og længere. — Evig
vil Fortællingen blive om Guds Kjærlighed, thi
den er aldrig fuldelig fortalt. O min Sjæl, bliv
aldrig træt af et Arbeide, saa simpelt, saa naturligt
og saa fruktbringende.
—————

Den vantro Hund.
En herreløs og forsulten Hund streifede om paa
Gaderne, og en medlidende Sjæl ynkedes over
den. Han kjøbte en Kavring og raabte Hunden til
sig for at give den denne, men da dens Velgjører
nærmede sig, vendte den sig, viste Tænder og
gjøede rasende. Desuagtet blev et Stykke Brød
tilkastet den, men ogsaa dette betragtede den
tvivlende, som havde det været en Sten, der var
kastet til den, indtil den opdagede sin Feiltagelse,
da tog den Stykket med Begjærlighed og saa efter
mere.
Stakkels Hund, den var vantro og kunde ikke
tænke sig, at en Fremmed vilde give den Føde.
[71] Mon ikke ogsaa vi i vor Daarskab har
oprørt os mod vor største Velgjører, vor Sjæls
Elsker og foragtet hans Gaver, som om de vare
onde istedetfor gode. Hvilke vrede Udbrud har
ikke mange af os givet som Svar paa den
guddommelige Kjærlighed! Dog har vi ingen
Undskyldning for vor unaturlige Tvivl, thi vi har
aldrig modtaget en eneste ukjærlig Handling af
vor evig gode Gud og Skaber.
—————

Spurgeons Lommebøger.
I en privat Lommebog, som laa der, hvor den
lettelig kunde findes efter hans Død, havde
Spurgeon skrevet følgende Versstrofer: Det bør
komme til alle Spurgeons Venners Kundskab,
særlig nu, da den Haand, der nedskrev dem, er
visnet i Døden.
"Intet Kors, ingen Krone — intet Tab — intet Held,
De først maa lide, der tilslut vil fare vel.
Den skilles bedst fra Livet uden Vaade,
Der daglig dø med Krist og lever af hans Naade.
Ungdom bygger for Alderdom — graa Haar bygger for Hvile,
Hvo der bygger for Himlen undflyr Satans Pile.
Fattig kan de leve, men rige kan de dø,
Der samler Skatte for Himlens Ø,
O hvilken Fryd de Ord dog giver,
"Jeg ved, at min Gjenløser lever."
Vi kan ikke. Herre, din Villie forstaa,
Men Ordet, Livsordet, det stammer vi paa.
Bered du mig
at følge dig."
[72] I en anden Notitsebog finder vi et kort
Udtog af en Vens Lommebog — den kjære
Spurgeon var meget glad i at nedskrive Tekster
og Anmærkninger over disse af sine Yndlingsforfattere,
og han tilføiede selv Noter og smaa

Bemærkninger ved Teksterne. Han sagde under sit
sidste Ophold i Mentone til sin kjære Hustru: "Det
vil være saa nyttigt for mig at have et helt Antal af
saadanne Tekster rede til at tale over, naar jeg
kommer hjem. Vi undres over, hvor mange han
vel har talt over i det himmelske Hjem??! . . . . . .
Det er mærkeligt, at den første Tekst, som
findes i Bogen er Aab. 2, 10: " V æ r t r o i n d t i l
D ø d e n , s a a v i l j e g g i v e d i g L i v se n s
K r o n e . "
Saa følger Spurgeons Noter til dette Sprog.
I. Frelsens Virkning: "Troskab."
II. Prøvelsens Varighed: "Til Døden."
III. Seirens Løn: "Livets Krone."
IV. De personlige Hentydninger: "Du—dig."
Det er værdt at lægge Mærke til, at de eneste
Tekster, hvor der ikke findes nogen Noter, er
disse: " F o r v e n t e n d e v o r H e r r e s J e s u
K r i s t i B a r m h j e r t i g h e d . " Juda 21, og "hele
hans Væsen er Liflighed." Høis. 5, 16. En
Dag sagde han til mig: "Jeg maa saa ofte slaa op
denne dyrebare Tekst hos Juda." Nu har han
visselig slaaet den op i en høiere og bedre
Betydning. I. W. H.
—————

? ? ?
[73]
? ? ?
—————
Efter en lang, ødelæggende Sygdom kom der
endelig en Tid, da jeg følte mig vidunderlig
styrket. En ubeskrivelig Følelse af Velvære fyldte
mit Hjerte, og jeg var lykkelig. Jeg foretog en
Reise til en mildere Egn, og den ventede Træthed
indfandt sig ikke som en naturlig Følge efter
Reisen; tvertimod følte jeg mig mærkelig bedre,
da jeg kom tilbage. Alt dette satte mig i et
udmærket Humør i Haab om, at Guds Menigheds
Raab og Bønner til Herren om min Helbredelse
endelig var bleven besvaret. Intet synes umuligt
for den, der er bleven helbredet som ved et Under
gjennem Guds almægtige Haand. Med de bedste
Forhaabninger og i inderlig Tak til Herren besteg

jeg min Talerstol til ikke liden Forundring for
mine elskede Tilhørere, der ikke havde ventet at
dette vilde ske saa hurtig. Men hvordan kunde vel
jeg være ledig endog en Uge? Tiden var kommen
for mig; i samme Øieblik jeg følte, at jeg kunde
prædike, vilde jeg ikke unddrage mig. Mit Hjerte
var ligesom helt fyldt med en uendelig [74]
Klokkeklang — en Takkesang for Helbred og
Styrke; alt var Liv og Munterhed, og jeg frygter
for jeg fyldte mangt et Hjerte med falske
Forhaabninger gjennem denne Tillidsfuldhed fra
min Side, der kom noget for tidlig. Thi inden ikke
mange Timer indfandt der sig en mistænkelig
Følelse af Svaghed; dog antoges dette blot som de
naturlige Følger af en nylig overstaaet Sygdom, og
de falske Forhaabningers Rosaskjær formørkedes
ingenlunde. Doktoren kom og udtrykte sin Glæde
over at finde Rekonvallesenten ved saa godt Mod,
men bemærkede, at han vilde komme tilbage
næste Morgen, inden jeg stod op, for nærmere at
undersøge min Tilstand. Han havde fra min Læge
i Norwood modtaget en fuldstændig Beretning om
min Tilstand under mit Ophold, men vilde nu selv
gjerne komme paa det Rene med, om der
indtraadte nogen væsentlig Forandring paa
Hjemreisen. Han kom paa den bestemte Tid og
lyttede med sit Instrument for at undersøge mine

Lunger og Hjertet. Han sagde meget lidet; men jeg
forstod at læse Resultatet i hans Ansigt. Jeg saa, at
han ingenlunde følte sig tilfreds med Hensyn til et
"vist Onde", der ikke var aftaget siden jeg var
hjemme. Jeg selv havde haabet, at det var
formindsket til en ren Ubetydelighed, men det var
ikke saa. Ved en senere Undersøgelse viste det sig,
at min Tilstand i det hele ingenlunde havde
forandret sig, siden jeg var i Norwood; dersom
nogen Forandring var indtraadt, var det heller til
det værre. Mangelen paa Livskræfter var
ingenlunde erstattet. Ingen pludselig Helbredelse
[75] var indtraadt, men Sygdommen skred kun
langsomt fremad ifølge de sædvanlige Love.
Nu, dette var blot hvad jeg kunde vente mig, og
dette blev sagt mig med alle mulige Reservationer,
dog var det en stor Skuffelse — en Skuffelse
grundet paa mine Forhaabninger — og disse sank
da ogsaa for Øieblikket snart ned til Nul, men jeg
takker Herren, at min Tro og Tillid til ham
ingenlunde aftog, jeg vidste, at han kunde og vilde
i sin, den rette Tid, om saa var hans Villie, høre
Bønner og skjænke mig min Helbred tilbage. —
Men Timen var endnu ikke kommen. — Det gode
Fortsæt om atter at optage mit kjære Arbeide, var
nu med en Gang dunstet bort til intet, og jeg
indsaa, jeg maatte finde mig i endnu længe at

etragtes som Patient. Jeg havde nu modtaget et
ufeilbarligt Bevis paa, at Lægens Dom, efter at
have undersøgt mit Legeme, var langt mere
paalidelig end mine egne forhastede Slutninger
efter mine Følelser. "Tingene er ikke altid hvad de
synes at være." En pludselig Opblussen af
Kræfterne, en øieblikkelig Lindring, er ofte Krise i
Sygdommen, der leder til overdrevne Kraftanstrengelser,
og som mangen Gang staar i nøie
Forbindelse med den indvortes Aftagen af
virkelige Kræfter, og dette er udentvivl Tilfælde
med mig. Jeg føler mig tilsyneladende stærk for
Øieblikket, men det er kun en Illusion. Der blev
hvisket, at det var Skade, at Patienten blev vidende
om, hvordan det forholdt sig, mon det ikke vilde
vise sig velgjørende, ifald man kunde opholdt hans
falske Forhaabninger og gode Humør? [76] Det er
ikke engang værd nøiere at diskutere dette
Spørgsmaal, thi enhver bør kunne indse, at det var
høist nødvendig den syge Mand blev vidende om
sin egen alvorlige Tilstand, netop fordi denne var
alvorlig; det var jo paa høi Tid at advare ham mod
Anstrængelser af enhver Art, mod at tale for længe
med Venner, eller foretage sig nogetsomhelst
Arbeide. Meget venligt, men ogsaa overmaade
alvorligt holdt man Faresignalet ud og antydede de
rette Spor. Det var høist betimeligt aldeles at

udviske de falske Forhaabninger; thi de kunde
lede til alvorlige Misgreb med Hensyn til Diæt og
Opførsel i det hele. Dersom Patienten i alt søgte at
leve og handle som et fuldkomment sundt
Menneske, kunde han snart føre over sig en
ulykkebringende Katastrofe. Jeg føler mig
taknemlig over, at jeg nu kjender min Mave saa
godt, at jeg ingenlunde vil overlæsse den, og at jeg
i hele taget ikke vil forværre min Tilstand ved at
hengive mig til ugrundede Forhaabninger. Det er
farligt at flyve altfor høit; thi vort Fald vil blive
saa meget større og Følgerne sørgelige. Alle Breve
fra mine medicinske Venner i England indeholder
med store Bogstaver som Hovedindhold det ene
Ord Forsigtighed, samt det latinske Ordsprog:
"Hvo, der gaar sagte, gaar sikkert." Alt dette
skulde redde den syge Mand fra at hengive sig til
falske Forhaabninger.
Men hvorfor mon, jeg vel har nedskrevet dette?
I hvilken Hensigt vil jeg gjentage Beretningen om
min egen Daarlighed og bitre Skuffelse. Jeg gjør
det alene, fordi jeg ønsker at [77] fremdrage nogle
Lærdomme, der kan anvendes paa min Læser og
være gavnlig for ham. Det er jo ingenlunde
ualmindeligt, at man ser sin aandelige Tilstand i
en overmaade smigrende Belysning og indbilder
sig selv at man har alt paa det tørre. Mon vi ikke

skulde kjende en og anden, som gjør dette med
stor Dristighed? Og mon ikke vi, kanske os selv
uafvidende, befinder os i samme Stilling? Men er
vi da klogere end Medlemmerne af hin Menighed,
som troede sig at være "rige og have Overflod og
intet fattes"; samtidig som Herren dømte, at de
vare "elendige og jammerlige og fattige og blinde
og nøgne?" Dersom vi tror, at det er en Umulighed
vi kan være saa taabelige at bedrage os selv, mon
der ikke netop da er al Grund til at frygte for, at vi
ligger under for Selvbedrag? Den, der selv er
overtydet om, at han aldrig behøver at være
forsigtig, er sandsynligvis den Mand, der mest
behøver at advares. Mon nu min Læser vil lægge
Bogen tilside med en let Hovedrysten, fordi denne
indeholder en tør sørgelig Artikel fra en syg
Mand. Eller mon han vil sige til sig selv: Meget
sandt; jeg er fuldt opmærksom paa Sandheden af
dette og behøver ikke besværes med disse evig
gamle Raad og Advarsler. Da vil jeg bede ham
standse et Øieblik og overveie sin Stilling; for til
ham er mine Advarsler virkelig rettet.
"Den der aldrig tviler om sin Stilling,
Han vil oftest komme lidt tilkort".
Kanske disse Linier netop passer for den, i [78]
hvis Hus de timelige Forhaabninger er bænket
høiest. Dersom det er saa med dig, saa bed, at den

"sagte milde Røft" maa have mere Magt end
Stormen. Det er visselig sandt, at mit nuværende
Emne ingenlunde er af nogen opmuntrende Art;
men en ærlig og sand Overveielse af dette kan dog
lede Sjælen til en mere varig Fred end den, vi nu
kan rose os af at besidde. Søkartet er bleven
undersøgt, man har taget Længde og Bredde, og
Kapteinen er mere rolig med Hensyn til Skibets
Kurs. — Naar man har undersøgt Grundvolden,
saa hviler man paa denne med en desto større
Sikkerhed. — Man hviler ikke alene, men man
ved hvorfor man hviler, og det er dette alene som
bringer den virkelige Ro. Dersom din Sjælefred
kommer i Fare gjennem Selvprøvelse, da er den
ikke meget værd. Den, der er bange for at lade
sine Penge klinge paa Disken, er ingen sikker
Mand at handle med, og det er al Sandsynlighed
for, at han fører falsk Mynt hos sig. Lad os nøie
undersøge os selv og bede Herren selv lede os i
den alvorlige Prøve; thi alene, naar vi kan bestaa
for Gud og vor egen Samvittighed, vil vor Fred
kunne lignes med en rolig, stille Flod, der ikke
kruses af nogen Bølge.
Men dersom det nu skulde vise sig ved vor
Selvprøvelse, at vi havde næret altfor høie Tanker
om os selv? Hvad, om vi skulde finde os selv
fuldstændig bankerot, og saaledes langt andet end

ige paa Naaden. Det vil være vel for os at lære
vor sande Stilling at kjende saaledes at [79] vi
hverken sætter os lavere end vi egentlig er, eller
hvad der maaske er mere almindelig, tror at vor
aandelige Rigdom er større, og derfor stiller os
selv paa en høiere Platform for at forlyste os over
os selv. Den, der tror, at han allerede har naaet
Maalet, vil ikke umage sig med at klatre høiere op.
Forsøg at overbevise ham om, at han i
Virkeligheden befinder sig sørgelig langt nede, og
du vil kanske kunne bevæge ham til yderligere
Anstrængelser. Det første Fremskridt er i Regelen
Utilfredshed med sig selv, og Selverkjendelse er
uvurdelig, naar den først ydmyger og derpaa
ansporer til at naa Maalet.
Men den sørgeligste Stilling blev dog endnu
tilbage. Dersom den, der bekjender sig for at være
en Kristen, efter nærmere Selvprøvelse skulde se,
at han ikke er frelst. Dette er en frygtelig
Mulighed — for mig, for dig — ja kjære Læser
for dig. Maaske du er en Menighedsforstander?
En, der vil lede Mænd og Kvinder omkring dig?
Men du er ikke kommen udover Muligheden af at
kunne ligge under for Selvbedrag? Hvordan staar
det til med dig, min Ven? Jeg haaber, at du ikke er
kommen saa langt ind i en falsk Indbildning, at du
tror du kan eftergives nogensomhelst Fordring

grundet paa den almindelige menneskelige
Skrøbelighed. Du er et Menneske — Salmisten
spørger: " H e r r e , h v a d e r e t M e n n e s k e ? "
Falsk Indbildning er en Gifturt, som Fienden saar
paa Troens Mark for derved at ødelægge de
dyrtkjøbte Sjæle. Det er godt at staa sikre. Vi maa
søge at komme ind paa en sikker Grundvold, [80]
ellers vil vi ganske vist gaa fortabt. Falsk
Forsikring og Fortvivlelse er tvende Garn, som
Satan kaster ud; men han fanger langt flere Sjæle i
det første end i det andet. Det vil være langt bedre
at gaa til Himlen ydmyg og snublende den hele
Vei, end at ride stolt til Helvede paa den kjødelige
Indbildnings høie Hest. "Herre lad mig se mig
selv, som jeg er!" Det er en Bøn, der bør opstige
fra ethvert ærligt Hjerte, som det kun er om
Sandheden at gjøre." Gid ingen undgaa Lyset af
Frygt for at hans egen Ubetydelighed maaske vil
berøve hans Stilling noget af dennes indbildte
Indflydelse. Ethvert Menneske skulde holde sig
selv altfor kostbar og dyrebar til at ville lege med
sin Sjæl. Mørket, man er hildet i, saavelsom
Tanken om den fremragende Stilling, man
indtager, kan være Selvbedrag. Ikke alene blandt
Apostler kan der være en Judas; i de ydmygeste
Rækker af kjæmpende kan der findes Forrædere.
Der var en Mand, der havde faaet kun et Talent og

som nedgrov dette i Jorden. Der er Fare forbunden
med det smaa saavel som med det store. Derfor
bør ingen svøbe sig selv som i et Net af Selvtillid;
der findes ingen Sikkerhed for nogen eneste Sjæl
uden gjennem Guds Naade og en personlig Tillid
til den Herre Jesus. De er sikre, som bygger paa
ham i en levende Tro, som bærer Frugt i
Hellighed, men ingen anden vinder Klenodiet.
Saadanne vinder i rette Tid den uskatterlige Gave
med fuld Forsikring. Deres Tro bestaar ikke i
Stemninger og Følelser, men hviler paa vor Herre
og Frelsers Gjerning, derfor [81] stoler de ene og
alene paa denne og vil ikke vide af noget andet
end denne ufeilbare Grundvold. Dersom vi hviler i
Herren, lever i ham, stoler paa hans Naadeløfter,
er i Samfund med Sønnen, styrket ved Aandens
iboende Kraft, da er det vel med vore Sjæle. Men
dersom det ikke forholder sig saaledes, da vil jeg
sige, jo snarere vi blir overbevist om vor
Feiltagelse, desto bedre; og hvordan kommer vi
vel til Kundskab om denne, dersom det ikke sker
gjennem en alvorlig Undersøgelse af vort eget
Hjerte ledsaget af Salmistens Bøn: "Randsag
mig o Gud, og kjend mit Hjerte! Prøv
mig og kjend mine mangehaande Tanker
og se om jeg er paa Smertens Vei og led
mig paa Evighedens Vei." Ps. 139, 23. 24.

Af Naturen er Hjertet bedrageligt, en forvendt
Ting, og det er vanskeligt at gjøre det fortroligt
med Sandheden, men Bestræbelsen maa gaa i den
Retning; thi omendskjøndt Skriften siger: " H v o
k a n k j e n d e d e t , " er der dog nogen, der er
kommen til denne Kundskab, fordi den Helligaand
har lært dem alle Ting; og der staar skrevet:
"Dersom vort eget Hjerte fordømmer os,
saa er Gud større end vort eget Hjerte."

[82]
Et Minde og en Advarsel.
Et Minde og en Advarsel.
—————
Kjære Brødre! Jeg ønsker at tale med eder i
Eftermiddag over en Tekst, der engang for mig var
overmaade lærerig og nyttig, og som ogsaa ved
Guds Naade for eder kan blive et Ord fra Herren.
Det var i 1852, da jeg havde prædiket en kort Tid i
Waterbeach, at min Fader og andre Venner
raadede mig til at søge Adgang til Regents Park
Universitet eller som det dengang og kaldtes
Stepney Kollegium. Jeg troede selv, at jeg kunde
blive nyttig for Samfundet uden Universitetsdannelse;
men jeg bøiede mig villig for de Ældres
Dom i denne Sag. Jeg opholdt mig i Cambridge
ved den Tid, og det blev ordnet saaledes, at jeg
skulde faa Anledning til at træffe Dr. Augus hos
Mr. Macmillan, en bekjendt Forlægger. Jeg kom

der nøiagtig ved den bestemte Tid og blev vist ind
i et Værelse; Doktoren kom ogsaa omtrent
samtidig og blev af Tjeneren ført ind i et andet
Værelse, uden at denne sagde ham, at jeg ventede.
Efter en liden Stunds Forløb var han [83] nødt til
at gaa, for at naa Trænet til London, medens jeg
ventede taalmodig en eller to Timer, og da endnu
ingen kom, ringede jeg paa Klokken og spurgte
den indtrædende Tjener om Aarsagen, hvorfor jeg
maatte vente saalænge. — Da jeg hørte, hvad der
var hændt, følte jeg mig vistnok overmaade
skuffet, men jeg har senere ofte takket Herren, at
han ledede mig ad en ganske anden Vei end den
mine Venner havde afstukket for mig.
Skjøndt den aftalte Sammenkomst saaledes
aldrig fandt Sted, opgav jeg endnu ikke Tanken
om at komme ind paa Universitetet; men saa
hændte det sig en Midsommeraften, da jeg gik til
et Møde og maatte passere Træbroen, der fører
over Cam-Floden, at jeg ikke følte mig lidet
overrasket ved at høre en Stemme, der syntes at
tale netop til mig. Jeg har aldrig været af dem, der
lægger megen Vægt paa Syner og Røster; dog
kunde jeg dennegang ikke undgaa at høre disse
Ord udtalt netop ligesom til mig:
" O g d u , d u b e g j æ r e r d i g s t o r e T i n g ?
B e g j æ r d e m i k k e . "

Jeg begyndte nu at overveie denne Tekst, der
paa en saa forunderlig Maade var kommen mig
nær. Jeg begyndte nøiere at overtænke min
Stilling, Omgivelser og Bevæggrunde. Jeg tænkte
paa Vennerne i Waterbeach, hvoraf mange var
kommen til Frelseren under min Virksomhed; og
jeg besluttede mig til ikke at forlade dem for at
drage til Universitetet, men at jeg ved Guds Naade
vilde virke iblandt dem, saalænge det blev mig
forundt. Det syntes for mig ved den Tid, som om
Fattigdom [84] og en ringe Stilling vilde blive en
naturlig Følge af den Beslutning, jeg nu stod i
Begreb med at tage; men Fremtiden viste mig, at
dette netop var den Maade, hvorpaa Gud vilde
berede mig til den Plads, jeg herefter skulde
indtage.
"Og d u, d u b e g j æ rer d i g store T i n g?
Begjær d e m i k k e." Disse Ord er skrevne hos
Jeremias 45, 5. Lad mig bringe eder ihu Sammenhængen
i denne Tekst. Baruk var bleven kaldet af
Jeremias til at nedskrive paa en Pergament-Rulle
alt det, som Herren havde befalet ham at forudsige
angaaende Israel, Juda og alle Folkeslag. Naar
Rullen var færdig, skulde han forelæse, hvad han
havde skrevet "for Folkets Øren i Herrens Hus paa
en Fastedag." Efter at Jojakim havde brændt
Rullen "tog Jeremias en anden Rulle og gav den til

Baruk, og han skrev paa den efter Jeremias Mund
alle den Bogs Ord, som Jojakim, Juda Konge,
havde opbrændt i Ilden og der blev til dem endnu
føiet mange lignende Ord." Baruk indtog en meget
ærefuld Stilling og det viste sig, at han trofast
opfyldte sin Pligt. Men Herren saa alligevel, at han
var i Fare gjennem en ærgjerrig og hovmodig
Aand, derfor sendte han Jeremias til ham med
dette Budskab:
" D u , d u b e g j æ r e r d i g s t o r e T i n g ?
B e g j æ r d e m i k k e . "
I disse Ord ligger en Advarsel for alle de
iblandt os, der føler sig fristet til at begjære store
Ting.
Befalingen er overmaade bestemt og
eftertrykkelig: [85] "Begjær dem ikke." I enhver
Stilling gjør man Uret mod sig selv og andre ved
at hovmode sig; men for en Kristi Tjener er det en
stor Synd. Tænk eder til en Discipel af den
sagtmodige, ydmyge Jesus, som begjærer store
Ting for sig selv! Eller den, der bør være et
Mønster for Hjorden, at tragte efter høie Ting? I
vil med engang kunne indse, kjære Brødre, hvor
uoverensstemmende dette er, men dog behøver vi
ikke gaa saa langt tilbage som til Jeremias og
Baruks Dage for at finde dem, der gjør sig skyldig

i en saadan Modsigelse. — Men Olje og Vand
kunde ligesaa godt forenes som Begjærlighed efter
store jordiske Ting med et ydmygt, kristeligt
Sindelag. Den, der søger efter store jordiske Ting,
kan kanske have Held i sine Foretagender, men
enten maa han opgive at tjene Kristus, eller ogsaa
maa han som en Kristi Discipel give Afkald paa
"de store Ting."
Den Mand, hvis høieste Tragten gaar ud paa at
vinde en anselig Stilling i Menigheden er, naar alt
kommer til alt, en karrig Sjæl, og kun et elendig
Vrængebillede af en sand Herrens Tjener i den nye
Pagtes Tjeneste. En saadan Mand fortjener at høre
anvendt paa sig selv Apostelen Peters Ord til
Simon den Troldkarl: "Du har ikke Del eller
Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret
for Gud. Omvend dig derfor fra denne
din Synd og Ondskab og bed Gud, om
maaske dit Hjertes Tanker maatte
forlades dig. Thi jeg ser, at du er fuld af
Bitterheds Galde [86] og bunden i Uretfærdigheds
Baand." Den, som har Lyst til at
blive "den store Mand i sin Kreds", bør helst blive
Bybud — eller en, der klistrer op Plakater paa
Gadehjørnene. Dersom han tragter efter den store
Ære at blive Bærer af en sort Kjole, saa lad ham
udenvidere blive Skorstensfeier. Dersom han tror,

at han vil tage sig godt ud med et hvidt
Halstørklæde, lad ham saa blive Lærredshandler
eller Bedemand! Thi han vil aldrig kunne vinde
Sjæle for Kristus ved at søge personlig
Udmærkelse. At søge sit eget i hvilkensomhelst
Retning end dette, viser sig er fordærveligt. Søg
intet for eder selv, Brødre. Det er let nok at synge:
"Mit alt er hos Herren";
men det er ingen let Sag at lægge alt ned for ham,
ofre ham alt, saaledes at hverken Hustru eller Børn
eller noget stiller sig mellem vor egen Sjæl og
Kristus eller vor Tjeneste for ham; men at vi lader
Kristus tage den første Plads, den midterste Plads
og den sidste Plads, og være alt i vort Liv og vor
hele Gjerning. Dersom det er saa med eder, da vil
eders Liv blive lykkeligt; men i modsat Fald vil
der ligge en Orm ved Livsroden, der vil ødelægge
alt, hvad vi tror at udrette til Gavn. Kardinal
Walsey bød Cromwell at "kaste bort al
Ærgjerrighed og Hovmod; thi det var hine Synder,
der bragte Englene til Fald." Jeg siger det til eder,
I unge Mænd, der agter at tjene Herren: "Fly
Begjærlighed og en hovmodig Tragten efter høie
[87] Ting; thi disse Synder har ledet mange af
Menighedens Engle til Fald!"
Dersom vi begjærer "store Ting", vil vi vise os

falske og troløse i vor Bekjendelse. — Vi er Kristi
Tjenere og ei vore egne. Vi er kjøbt med en
dyrebar Løsepenge og vi synger:
"Jesus, vi vil ligne dig,
Og din Korsgang vandre trolig,
Fattig, uden verdslig Ære,
Du mit Alt skal ene være."
Vi bekjendte, at vi vare døde i os selv, døde
med Kristus og opreiste med ham. Vi tragtede
efter de Ting, som er heroventil, ikke efter de, som
ere her paa Jorden. Jesus var vort alt i alle, selv var
vi intet værd. Dette var vor Bekjendelse engang,
da vi gik ud at arbeide i Herrens Vingaard, saa
mange af os, der ere kaldede dertil, og hvilke
ydmyge Tanker og Forestillinger fyldte ikke da
vore Sjæle! Vi vilde sige med Paulus: "Mig den
allerringeste af alle Hellige, er denne Naade given,
at forkynde Hedningerne Evangeliet om Kristi
urandsagelige Rigdom." Dersom vi altsaa, tiltrods
for dette, lever i os selv, eller begjærer "store
Ting" for os selv, da er vor Bekjendelse en Løgn,
og vor Livsgjerning vil derigjennem have tabt sin
Betydning. Nogle har tænkt: "Hvad er der dog
tilsidst at vinde ved at blive Prædikant?" Dette er
en sørgelig Betragtning af vort hellige Kald og kan
blive en utilgivelig Synd. Jeg har kjendt en Del
Prædikanter, der har levet for at samle Penge, og

atter andre, som har stræbt efter [88] at vinde
verdslig Ære og politisk Berømmelse. Nu er de
intet, kun Vrag af Mænd ligesom Hymenæus og
Alexander, "som have lidt Skibbrud paa Troen."
At begjære store Ting er uklogt. Den høieste
Visdom og Klogskab bestaar i Lydighed mod
Herrens Ord. "Vil nogen komme efter mig, han
fornægte sig selv og tage daglig sit Kors op og
følge mig; thi hvo, der vil frelse sit Liv, skal miste
det; men hvo, der mister sit Liv for min Skyld, han
skal frelse det." For os er den sikreste Vinding
denne, at give op alt for Kristus, det vil enda blive
lidet nok, selv naar vi har hengivet alt. Det
Menneske, som ofrer sig selv for Gud, er netop
den, af hvem Gud ikke vil fordre noget Offer. —
Herren har aldrig været noget Menneskes
Skyldner og vil heller aldrig blive det. Peter synes
at antage, at han og de øvrige Disciple havde bragt
et stort Offer, der fordrede Gjengjæld fra Herrens
Side. Derfor sagde han til Jesus: "Se, vi har
forladt alt for at følge dig, hvilken Løn
skal vi derfor have? " Paulus, der dømte langt
retfærdigere og sandere om Tingenes virkelige
Værd, sagde: " J e g a g t e r a l t f o r T a b m o d
Y p p e r l i g h e d e n a f K u n d s k a b e n o m
K r i s t u s J e s u s , m i n H e r r e , f o r h v i s
S k y l d j e g h a r l i d t T a b p a a A l t o g

a g t e r d e t S k a r n a t v æ r e , f o r a t j e g k a n
v i n d e K r i s t u s o g f i n d e s i h a m . " Den, der
har faaet sit Blik ret opladt for Herren, vil tænke
lidet paa sig selv. Jo mere vi tænker paa Vorherre,
desto mindre paa os selv; og jo mere vi tænker paa
at [89] ære ham, desto mindre vil vi begjære store
Ting.
Det er utvivlsomt, at det, som er stort, besidder
en vis Tiltrækningskraft. Hvor ønsker vi ikke alle
at kunne blive store Mænd! Enhver ung Soldat i
Regimentet ønsker at vinde Hæder paa Ærens
Mark, og enhver ung Stridsmand inden Korsets
Rækker haaber, at han maa blive ophøiet til en af
Hærførerne i den Armé, der kjæmper for Kronen
hisset. Men hvad du end søger at naa, saa behold
Tanken hos dig selv, og sæt det aldeles ud af
Betragtning saaledes, at du ikke ophøier dig
derover. Søg at ligne Paulus, der forglemte hine
Ting, der var bag. Du mindes maaske John
Bunyans Beskrivelse af sit høie Forbillede.
Fortolkeren viste Kristen Billedet af en meget
ærværdig Person, "der havde Øinene opløftede
mod Himlen, med den bedste Bog i Haanden,
Sandhedens Lov skreven paa Læberne og Verden
bag sin Ryg. Han stod som vilde han tale med
Menneskene og en Guldkrone hang over hans
Hoved."

Muligens vilde de store Ting ikke være fuldt
saa tiltrækkende, hvis man kjendte de Byrder og
Sorger, som de fører med sig. "En Krone er ofte
trykkende for det Hoved, der bærer den", er med
Sandhed udtalt om mange Konger og fyrstelige
Personer. En stor Statsmand udtalte, at han kun
mindedes tvende virkelig lykkelige Dage i sit hele
Liv. Det var den Dag, da han betraadte sin
glimrende Løbebane, og hin Dag, da han forlod
den. Toppen af Træet er hverken [90] den sikreste
eller den behageligste Plads. Du vil gjøre vel i at
følge Agurs Eksempel og bede Herren, at han ikke
vil stille dig hverken i Toppen eller ved Roden,
men lade dig synge hans Pris fra en af Grenene i
Træets Midtpunkt. Fuglen i Træets Top er en
Skydeskive for Jægeren med sin Bøsse, og
Smaagutten, der bevæbner sig blot med en Sten.
Man siger dig: "Der er altid Rum i Toppen." Det
er ganske sandt, men det er ei alene vanskeligt at
naa op i Toppen, men end mere vanskelig at
beholde Fodfæste der. Lykkelig den Mand, som
ikke kjender noget til de Prøvelser og Farer, der
omringer en "anseet Prædikant!" Mangen en Mand
er bleven svimmel, medens han har søgt at naa
Ærgjerrighedens høieste Tinde, og hans Fald har
været stort.
En høi Stilling har sine Fordele, men ogsaa

sine Tab. Dersom Gud kalder dig til Høihed, saa
vil han ogsaa gjøre dig skikket dertil, og du skal
bo i det høie i fuldkommen Tryghed. Men hvilken
Nytte er der vel i at søge høie Ting, naar du er
fuldstændig uskikket til at bruge dem? En Mand
med et lidet Hoved samler Penge til at kjøbe en
stor Hat, hvad vil vel det tjene til, den vil falde
ham ned over Næsen. Nogle af dem, der søger det
store i Verden, forekommer mig at ligne
Smaagutter, som trækker paa sin Faders Støvler.
De er ikke store nok i sig selv, og derfor vil de
bære store Støvler og høie Hatte. De synes at
tænke, at om man ikke kan se noget stort i dem,
blir man dog nu nødsaget til at se [91] noget stort
paa dem. Hvordan tror du vel, min unge Broder, at
du vil kunne udfylde en høi Stilling? Hvis vi stiller
os selv paa en høi Plads, som det viser sig, vi ikke
er skikket til at indtage, da vil muligens en eller
anden nærgaaende Person fremkomme med dette
Spørgsmaal: "Hvo stillede vel denne saa høit? Vi
vil da med Skam blive nødt til at indtage en lavere
Plads, medens en ydmygere Broder vil høre hine
Ord: "Ven, sæt dig høiere op." Den Mand, der vil
trænge sig selv frem, vil blive blandt dem, som
alle vil støde tilbage, medens den, der holder sig i
Baggrunden, vil vinde mange Venner, der vil søge
at hjælpe ham længere frem. " T h i h v o s i g

s e l v o p h ø i e r , s k a l f o r n e d r e s, m e n h v o
s i g s e l v f o r n e d r e r , s k a l o p h ø i e s. "
De, der søger efter store Ting, vil tabe de
større. Den, der søger at blive en stor Taler, vil
tabe Magten til at naa sine Tilhøreres Hjerter. Du
kjender kanske nogle store Ordspindere; men
mon de netop er Sjælevindere? O, Brødre, prøv
aldrig paa at ville prædike i høie Talemaader; thi
derved bringes ingen til Kristus! Overgiv dig selv
fuldstændig til Herren, da vil aldrig dit Liv blive
noget Misgreb. Om end du aldrig faar nogen
Tilhører udenfor den lille By eller det Sogn, hvor
Herren har sat dig til at virke, saa vil dog din
Gjerning alligevel vinde Fremgang. Den største
Fremgang afhænger ikke af den store Stilling, du
muligens indtager. Man vil aldrig lægge Mærke til
en Cirkel paa Grund af dens Størrelse; thi det er
kun den runde Form, [92] som er Særkjendet, og
saaledes er det ikke den store Stilling, du har
indtaget, men kun Udførelsen eller Fuldkommenheden
af det Arbeide, du har gjort for Gud i den
Kreds, hvori han har sat dig, der vil gjøre dig
værdig til at høre hans Ord: " V e l , d u g o d e o g
t r o T j e n e r . "
"Begjærer du store Ting? Begjær dem
ikke."

Foruden alt dette er denne Tragten efter store
Ting ø d e l æ g g e n d e f o r a l l e , m e n d a
s æ r l i g f o r P r æ d i k a n t e n s V i r k s o m h e d .
Menneskene vil snart finde ud Forskjellen mellem
den Mand, som lever for Herren og den, som blot
lever for sig selv. Dersom vi lægger Vind paa at
prædike os selv istedetfor Kristus, vil de straks
mærke det. Store Syndere og Verdens Børn
opdager det lige saa vel som de Troende. To
Kvinder talte engang sammen om en bekjendt
Prædikant. En af dem sagde: "Han søger altid at
bibringe Folk den Tanke, at han er en stor Mand;
hans Broder derimod sender os altid bort opfyldte
med Tanken paa, hvad han har sagt om sin Herre
og Mester. Lad os ligne Nummer to af disse."
Tvende Prædikanter talte engang sammen; den
ene sagde da til den anden: "Hvem skal prædike
for dig ved Aarsfesten?" Han svarede: "Jeg skal
prædike selv." Han sagde vistnok ikke dette i
nogen dybere Betydning, men det er dog, hvad en
stor Mængde Prædikanter udtaler. Her er visselig
dem, som aldrig kunne sige med Paulus: " V i
p r æ d i k e i k k e o s s e l v , m e n K r i s t u s [93]
J e s u s , v o r H e r r e . " De prædiker sig selv og
finder, at det er et brilliant Emne. Brødre, lad os
ikke regnes blandt hine, men maatte det kunne
hede om os: "Vi prædiker Kristus og ham

korsfæstet."
Dette er et Emne, hvorpaa du bør anvende al
din Flid. Du vil alligevel aldrig komme tilbunds
deri, før du kommer derhen, hvor du skal kjendes,
ligesom du allerede er erkjendt. Ophøi den
korsfæstede Kristus, og vend Blikket opad mod
ham; der er intet, som saaledes bringer os til at
korsfæste os selv. Paulus skriver til Galaterne:
"Dersom nogen tykkes sig at være noget,
og er dog intet, han bedrager sig selv."
Jesu Disciple søgte ofte høie Ting; men
Mesteren revsede dem altid. Herren var alles
Tjener; han toede Disciplenes Fødder og gav dem
derved et Eksempel. Atter og atter indskjærpede
han dem sit Riges Lovparagraf: " D e r s o m
n o g e n v i l v æ r e d e n f ø r s t e , h a n s k a l
v æ r e d e n s i d s t e o g a l l e s T j e n e r . " Maa
Herren gjøre os villige til at ville indtage den
ringeste Plads i hans velsignede Tjeneste og blive
tro indtil Enden. Amen.

Vinstokken.
[94]
Vinstokken.
Tale ved et Bønnemøde.
—————
Broderens Bøn netop nu bragte mig i Tanker et
Emne, hvorom jeg vil sige nogle Ord. Jeg har
nylig iagttaget med mere Opmærksomhed end
nogensinde forhen, hvordan Vinstokken behandles,
og jeg har følt Sandheden af Frelserens Ord:
"Hver Gren, som bærer Frugt, den renser
han, for at den skal bære mere Frugt."
Alle de Frugttræer, som jeg kjender, behøver mere
eller mindre Kniven til at afskjære de overflødige
Skud fra Stammen; og Frelseren vælger særlig
Vinstokken som et Billede at gaa ud fra, sandsynligvis
fordi denne trænger Havekniven mere end
noget andet Træ. Jeg har nemlig lagt Mærke til, at

Gartneren pleier at beskjære Vinstokken overmaade
stærkt. Der synes ikke at blive noget
tilbage uden den gamle tørre Stamme, der
tilsyneladende er ganske vissen og død. Medens
jeg iagttog dette, kom jeg uvilkaarlig til at tænke
paa mig selv; jeg er jo [95] bleven meget
beskaaret i den sidste Tid. Jeg haabede at eie
mange Grene, der kunde frembringe store Klaser
af søde Frugter for min velsignede Mester, men
istedet herfor er Havekniven bleven anvendt paa
mig, og en Gren er bleven afskaaren her, en anden
der, indtil jeg virkelig maatte undres paa, hvad der
vel vilde blive tilbage, naar Havemanden havde
fuldendt sit Værk.
Medens Vinstokken beskjæres eller straks efter
at denne Proces er fuldbyrdet, foregaar der imidlertid
en mærkelig Forandring i Træernes Ydre.
Du vilde vanskelig kunne tro, at det var de samme
Buske, som dengang, da de var bedækket med
Blade og overlæsset med Frugter. Paa vor Reise til
Mentone maa vi passere forbi nogle af Frankrigs
største Vingaarde, og Vinstokkens Udseende om
Vinteren er ingenlunde tiltrækkende. Naar vi
betragtede denne, forstod vi, hvorfor Frelseren
blev saa træffende lignet med "et Rodskud af tør
Jord", og at man kunde sige om ham: "Han havde
ingen Skikkelse og ingen Herlighed . . . ikke et

Udseende, saa vi kunde have Lyst til ham." Man
fortalte mig i Mentone, at de bedste Vinstokke var
de, der blev mest beskaaret. Gartneren beskar dem
saa stærkt, at efter min Formening kunde han
ligesaa godt med det samme have rykket dem op
af Jorden; de syntes for mine Øine at være aldeles
ødelagte; men man sagde mig, at de vilde ikke
bære halvt saa mange Fold Frugt, hvis de ikke
blev saaledes beskaaret. De fortalte mig endvidere,
at der vistnok er "vild Vin", som kan slynges langs
Gjærder og Mure, [96] og som ikke behøver at
beskjæres, men Druerne, som disse Buske
frembringer, er simple og smaa i Sammenligning
med dem, der avles paa den dyrkede Vinstok.
Landskabet vinder i Skjønhed; men Frugten taber i
Sødme og Velsmag. De bedste Vinstokke blir
stærkest beskaaret. Jeg tror, at dette er en Regel
baade i Naturens og i Naadens Rige. Jeg vil ikke
hermed sige, at det ligefrem er et Bevis paa, at vi
er de bedste Kristne, om vi end lider mest; men
jeg vil dog virkelig fremholde, at naar vi blir
meget prøvet eller beskaaret, saa bør vi forsøge at
blive de bedste Grene paa det sande og levende
Vintræ.
Læg nøie Mærke til Herrens Ord: "Hver Gren,
som bærer Frugt, den renser han, for at den skal
bære mere Frugt." Denne Renselse maa være

personlig. "Hver Gren, som bærer Frugt, den
renser han." Kniven maa anvendes paa alle enkelte
Grene. Den maa bruges paa dig, min Broder, og
paa dig, min Søster, som er i Kristus og som frembringer
Frugt grundet paa din Forening med ham.
Det er ikke nok at være Medlem af et Samfund
eller at høre til en virksom kristelig Familie; hver
enkelt af os maa frembringe Frugter i vort Liv,
saafremt som vi vil udfylde det Maal, for hvilket
vi er bestemt af Herren. Han sagde: "Jeg har
udvalgt eder og sat eder, for at I skulle gaa hen og
bære Frugt og eders Frugt blive ved." Joh. 15, 16.
Læg end videre Mærke til, at det er den Gren,
som bærer Frugt, der blir beskaaren, døde [97]
Grene blir helt afskaarne, medens det blot er de
levende, der beskjæres, paa det at de kan "bære
mere Frugt", V. 2, og "megen Frugt", V. 5 og 8.
Den himmelske Havemand udrydder helt de
ufrugtbare Grene, medens han kun borttager fra de
frugtbringende Grene det, som vil hindre dem fra
at bære fuldkommen Frugt. Al Selvklogskab, der
vokser op som en Snylteplante, og den udvortes
Bekjendelses altfor yppige Blade, samt alle
Vandskud, der vil hindre den fuldkomne
Frembringelse af Frugter, maa afskjæres med
skaanselløs Haand.
" H a n r e n s e r d e n . " Hvor skarp end Kniven

kan forekomme os, saa føres den dog af en vis og
alkjærlig Haand, og han vil ikke bruge Kniven
hverken formeget eller for lidet. Du bør takke den
himmelske Havemand, fordi du er anseet værdig
til at renses, og ikke blir kastet bort med de ufrugtbare
Grene, der blir lagt tilside for at brændes.
" H a n r e n s e r d e n . " Herren forklarer sine
Disciple, hvordan denne Renselse finder Sted,
naar han siger: "I ere rene formedelst det Ord, som
jeg har talt til eder." Mange gudfrygtige
Mennesker anser Trængsler og Lidelser for at
være Herrens Gartnerkniv og udentvivl bruger den
himmelske Gartner ofte disse i den Hensigt, og
naar han vil det skal være saa, da er de meget
virksomme Midler til at fuldføre hans guddommelige
Raad. Jeg er et levende Vidne om, at
Trængsler og Lidelser kan bringe Velsignelse. Jeg
skylder Ilden og Smeltedigelen mere, end jeg kan
beskrive. — Dog er den Lære, vi kan [98] drage
ud af ovenstaaende Tekst, egentlig denne, at det er
Herrens Ord, som renser de Troende. Trængslen
er som Haandgrebet paa Havekniven, eller som
den Stige, som den omsorgsfulde Gartner bruger
for at naa hver Gren paa Vinstokken; men det er
Ordet selv, som bruges til at fuldbyrde den
nødvendige Lutring eller Renselse.
Det store Formaal, som Gartneren har for Øie

ved at beskjære Vinstokken, er kun dette, at den
maa bære mere Frugt. Andre Træer kan være
nyttige til forskjellige andre Øiemed; men
Vinstokken er kun til, for at den kan bære "Frugt."
Før vi blev omvendte, frembragte vi andre
Frugter, men nu bærer vi ved Guds Naade
Helliggjørelsens Frugter til et evigt Liv. I Brevet
til Galaterne beskriver Apostelen Paulus Aandens
Frugter saaledes: "Kjærlighed, Glæde,
Fred, L angmodighed, Mildhed,
Godhed, T r o fasthed, Sagtmodighed,
Afholdenhed." Menneskene dømmes ikke
formedelst deres Bekjendelse eller ved deres ydre
Optræden. Herrens Dom lyder: "Træet kjendes af
dets Frugter." Dersom vi bærer Frugt, saa er det en
Kjendsgjerning, at vi er indpodet i det sande
Vintræ. Vor Herre Jesus sagde nemlig til sine
Disciple: "Ligesom Grenen ikke kan bære
Frugt af sig selv, uden den bliver i
Vintræet, saa heller ikke I, uden I blive
i mig." Den Rensning eller Lutring, der foregaar
med os sker alene for, at vi kan blive mere faste i
Vinstokken, at al den svulmende Livskraft i os ei
alene maa skyde ud i Blomster, men ogsaa [99]
modnes til Frugt. " H v o , d e r b l i v e r i m i g ,
o g j e g i h a m , h a n b æ r e r m e g e n F r u g t ;
t h i u d e n m i g k u n n e I s l e t i n t e t g j ø r e . "

Jo mere Frugt vi bærer, desto mere vil Gud blive
forherliget og desto mere vil det vise sig, at vi er
Kristi Efterfølgere, om hvem det kan siges: "Jeg
er Vintræet, I ere Grenene." Dette er netop,
hvad der er hændt med de Vinstokke, som jeg har
iagttaget; hvis jeg ikke havde seet det saa ofte,
vilde jeg neppe have troet, at saadant kunde
foregaa. De Vinstokke, som blev saa stærkt
beskaaret før jeg blev syg, staar nu med fulde
Blade, og hvad mere er, der er skudt Blomster,
som vil blive til Frugt, og Grenene har vokset
vidunderlig i den Tid, jeg har ligget syg. Det er
næsten som et Under at se de tørre Vinstokke
paany skyde ud og frembringe Haab om
overflødig Frugt i sin Tid. Dette bør opmuntre alle
dem iblandt os, der har været prøvet. Dersom den
himmelske Vingaardsmand har beskaaret os med
sin Havekniv, saa har det kun været for at styrke
os, at vi ikke blot skal gaa op i Blade og Blomster,
eller maaske visne hen, men bære Frugt for vor
kjære Herre og Mester. Dette bør jo være
Tilfældet og vil blive Tilfælde med alle Grene paa
det levende Vintræ. At bære Frugter for vor
Konge Jesus, at blive i ham tæt og fast og at
forherlige ham saa fuldkomment, at intet mere kan
fordres af os! O, jeg frygter, at vi ikke paa langt
nær har naaet dette høie Maal; men lad os søge at

komme det saa nær som muligt. Du vil vist have
lagt Mærke [100] til, naar du læser om de Mænd,
hvis Liv var mest frugtbringende for Guds Rige, at
de ogsaa blev meget prøvet. Du vil mindes,
hvordan det var med Martin Luther. Netop den
Gang, da han syntes at blive mest savnet i Verden,
da han kom tilbage fra Rigsdagen i Worms og
haabede snart igjen at kunne prædike i sit kjære
Wittenberg, blev han omringet af en Skare
Soldater og bortført til Slottet Wartburg, hvor han
blev indespærret for en Tid ude af Stand til at
blande sig blandt Menneskene, som han saa meget
tragtede efter. Han blev ikke ganske holdt som en
Fange, for han havde Tilladelse til at ride og jage,
dog under Bevogtning, og den øvrige Del af sin
Tid benyttede han til Studier. Han længedes efter
at tale for store Folkeforsamlinger, hvor han kunde
drage stærkt tilfeldts mod Pavedømmets
Vildfarelser, og han sagde ofte, at han troede, det
var Djævelen, der havde indespærret ham her
netop paa en Tid, da han ønskede at være midt i
Slagets Hede. Men det var dog intet Værk af
Satan, men af hans tro Ven Kurfyrst Frederik, som
vidste, at ved den Tid vilde hans Liv svæve i stor
Fare, hvis han havde færdes ude i Verden, og i
Wartburgs stille Ensomhed kunde han gjøre mere
for Gud og Sandhedens Sag, end om han havde

efundet sig i Frihed. Det var der, at han kastede
Blækhuset mod Djævelens Hoved — han kastede
det ogsaa mod Djævelens Hoved gjennem sin
Oversættelse af Bibelen og øvrige Skrifter. Det var
en god Tid for Luther — og en god Tid for [101]
den hele Verden. Han sattes her istand til gjennem
stille Bøn og nøiagtig Granskning af den hellige
Skrift at forberede sig til sin senere Opgave.
Luther blev ogsaa prøvet i andre Henseender.
Dette Guds trofaste Vidne — den modigste blandt
de modige, jeg tror nok, at jeg med Grund tør
kalde ham saa — han, der stod frygtløs som en
Løve ligeoverfor Herrens Fiender, blev hele Livet
udigjennem truet af Satans frygtelige Pile, saa der
vel neppe har eksisteret et Menneske, der har
gjennemgaaet større Erfaringer i den Retning end
han. Intet Skib, der pløiede Bølgerne, har
nogensinde kjæmpet mod værre Storme end
Martin Luthers Livsskude, naar denne blev udsat
for Satans Angreb. Han tog da ned sin Violin og
spillede i Haab om at drive den onde Fiende paa
Flugt. Han talte med Catherine von Bora, sin
Hustru — sin Dronning, sin Cate, som han kaldte
hende. Hun søgte at tale ham tilrette, og
undertiden skjældte hun ham Huden fuld. Men det
var til ingen Nytte; den stakkels Martin kom
dybere og dybere ned, indtil han forbandede den

Dag, da han var født, og ønskede sig i Graven. Det
var Satanas, der begjærede at sigte ham som
Hvede; men Herren bad ogsaa for ham, at hans
Tro ikke maatte aflade. Forestil dig dog, hvad han
vilde have været uden disse Prøvelser. Med den
Aand og det Mod, han besad, vilde han lig en
kampfærdig, vild Orm have rodet op alt, hvad der
var kommen ham i Veien, og vilde paa den Maade
handlet mod en hel Del Mennesker saaledes, at det
neppe [102] havde været til Gavn hverken for dem
eller ham selv. Men han blev holdt under Tugten
og saaledes istand til at yde saa vægtige Tjenester
til den store protestantiske Reformation, til
hvilken hans Navn er evig knyttet.
Jeg har talt dette i Haab om at opmuntre nogen
af eder, der har været forsagt, du, som har været
tvivlende, du, som har været bedrøvet i din Aand.
Raab til Herren, at hans Lutringsværk maa gjøre
dig frugtbar til al god Gjerning og hengiven i den
himmelske Faders Vilje. Bed ikke saameget om
Udfrielse fra Trængslen, som at du maa helliges
gjennem denne; og maa Herren velsigne eder alle
og frelse de ufrelste, som maatte være tilstede!
Amen.

[103]
Smaa noter fra vor Reise til det solrige Syden.
Smaa noter fra vor
Reise til det solrige Syden.
—————
Salving med Olje.
En berømt indisk Læge anbefaler mig at salves
fra Hoved til Fod hver eneste Morgen med den
bedste Olje, som findes, og han tilføier, at naar
han ikke kunde faa sove om Natten, fandt han, at
den mest virksomme Medicin, han kunde bruge,
var Anvendelsen af dette Middel.
Med Hensyn til mit indre Menneske, saa er der
intet saa velgjørende, som en Salvelse af den
Hellige. Hvilken Kraft og Hvile dette dog bringer!
—————
Søsyge.
Under Overreisen fra Dover til Calais lagde jeg
særlig Mærke til, at naar Søen gik høi og en vis
uharmonisk, menneskelig Ulyd lod sig høre, saa
maatte de fleste af dem, der hidtil havde holdt sig

oppe og følt sig raske, gjøre sine mindre heldig
stillede Kammerater Selskab og blev snart ligesaa
daarlige som dem.
[104] Jeg tror, at mange Kristne vilde blive
velsignede med en fuld Forvisning om at staa i
Naaden, dersom de levede sammen med andre, der
delte deres Tro; men der, hvor Tvivl og Frygt
idelig gjør sig gjældende, vil den ene efter den
anden blive forsagt og mange føres ud i
Fortvivlelsens Sump. Vore bitre Erfaringer,
Stemninger og Følelser kan derfor gjøre stor
Skade, naar vi ikke beholder dem for os selv.
—————
Den unyttige Uhrkasse.
I de fleste Hoteller findes der gjerne et Uhr i
hvert Soveværelse. I mit lille Kammer var der en
sort Marmorkasse; men Rummet, hvori Uhret
skulde have staaet, var tomt. — Jeg frygter for, at
der findes mange i Guds Menighed, som er
uvirksomme, og saaledes til en stor Skuffelse for
hine, der venter, at de skulle være dem til Hjælp
og Nytte.
C. H. S.

[105]
Det lægende Ord.
Det lægende Ord.
—————
"Han sendte sit Ord og helbredede dem."
Ps. 107, 20.
Folket var sygt og Døden nær, da raabte de til
Herren i sin Nød og "han sendte sit Ord og
helbredede dem." Nu vil det for mange være
overmaade velgjørende og opmuntrende at vide,
hvilke Bønner det dog var, der fremkaldte et saa
herligt Resultat. Læs Salmen tilende og da vil du
for det første finde, at det var Daarens Bønner:
"De, der var blevne Daarer for sin syndige Veis og
sine Misgjerningers Skyld," raabte til Herren. Du
kjender maaske lidet eller intet til Religionen; men
alligevel kan du raabe til Gud. Du kan være i
Besiddelse af megen liden Lærdom og dine

Kundskaber kan være overmaade indskrænkede,
men du kan alligevel raabe til Herren — og han vil
høre og hjælpe dig paa samme Maade som han
hørte Daarerne, der raabte til ham. Pris ske Gud.
Endvidere var det Synderes Bøn — "de
plagedes for sine Misgjerningers Skyld." De [106]
vare Overtrædere, de havde ikke handlet Ret
hverken mod Gud eller Menneskene — de sad i
saa stor en Nød, at deres Sjæl væmmedes ved al
Mad og de kom nær til Dødens Porte. I denne
Tilstand raabte de til Gud. — Og den Gud, der i
sin Barmhjertighed hører Synderes Raab, bøiede
villig sit Øre ned til deres Bønner og hjalp dem i
deres Trængsel. —
Det var døende Menneskers Bønner for "de var
kommen nær til Dødens Porte." Vi vil paa ingen
Maade opmuntre nogen til at opsætte med at søge
Gud, indtil Døden kommer, men til samme Tid vil
vi ingenlunde mistrøste den døende Mand, eller
Kvinde, der først i sin Dødsstund søger Herren. —
Vi er jo allesammen døende Mennesker — der var
engang en, der fortalte mig om et Medmenneske:
"Hans Liv hænger i en Traad." Jeg svarede: "Det
samme er Tilfælde ogsaa med mig." Der blev
svaret: "Men han kan sandsynligvis ikke leve
Dagen til ende." Jeg svarede: "Dette kan jo ogsaa
hænde mig." Men dette tænker vi desværre saa

sjelden paa. Vi finder ofte, at alle andre er
dødelige undtagen vi selv. Vi kommer saa sjelden
ihu, at vi staar som ved Randen af en Afgrund og
at inden fem Minutter kan vi befinde os i en anden
Verden — men nu er det Naadens Tid — nu vil
Herren høre os. — Hvilken en Barmhjertighed —
raaber dog til ham, I døende Mænd og Kvinder.
Men det var ogsaa Bønner opsendt fra Mennesker,
der befandt sig i stor Nød. — Dog kunde de bede.
Pris ske Gud! [107] O, siger en: Jeg kan ikke
bede — Jeg befinder mig i en saa stor Nød, jeg er
forkastet. — Naar jeg forsøger at bede, er det som
om noget stedse vil holde mig tilbage. Jeg føler
mig uværdig til at træde frem for Naadestolen. Jeg
kan ikke vente, at Gud vil høre mig. — Nu min
Ven, disse Mennesker om hvem Salmisten
fortæller os befandt sig i en saadan Tilstand,
raabte til Herren i sin Nød, og han frelste dem af
deres Trængsel. Det gjør intet til Sagen hvor
uskikket adspredt og træt du end kan føle dig, du
bør ligevel raabe til Herren i din Nød. Du, kjære
Moder, naar dit Barn ligger dødssyg forstyrret af
urolige Feberfantasier, vil du da sige: "Jeg bryder
mig ikke om at høre efter mit Barns febersyge
Tale." O nei, du er aldrig mere ivrig efter at lytte
til dets Raab og ile det til Hjælp. Saaledes er det
ogsaa med Herren din Gud. Naar du er saa ond og

daarlig, at du slet ikke kan bede, da er den
himmelske Fader saa god og barmhjertig, at han
hører Hjertets stille Sukke.
Du befinder dig i saadan Nød, siger du, at du
slet ikke ved hvad du skal gjøre. En bør ikke gjøre
andet end raabe til sin Gud. — Men, siger du atter,
jeg kan ikke bede. — Raab, kjære Sjæl! — Jeg
kan ikke føie mine Ord sammen i Bønnen. —
Raab, dyrebare Sjæl! Ak! siger du — "jeg hørte
ofte andre bede under Bønnemøderne — men jeg
— jeg er aldeles blottet for Ord." Raab, o Hjerte!
Selv et Spædbarn kan raabe. Bryd dig ikke om de
smukt sammenføiede Ord, thi Herren ser ikke hen
til saadant, det der behager [108] Herren mest er
en Taare, i hans Øre lyder det stille Suk fra en
Menneskesjel som den skjønneste Musik. Lad kun
Hjertet tale til Herren saa godt som dette formaar;
og kom ihu, at naar vi ikke formaar at bede som
det sig bør, da træder Aanden selv frem for os med
uudsigelige Sukke. Derfor, selv om du kun kan
sukke, saa er dette ogsaa en Bøn, som Herren vil
høre. "Han sendte sit Ord og helbredede dem", og
det var som Svar paa en saadan stille Bøn, der
kom fra Hjertet. Hovedpunktet, hvorom Bønnen
dreier sig, er, at den kalder Gud frem paa
Skuepladsen. Mennesket er sygt — Doktoren
kommer — denne faar vide den Syges Tilstand,

men det blir ikke bedre med ham. — Kokkepigen
kommer og bringer en lækker, vel tillavet Ret,
netop af den Slags, der kan opvække Appetiten;
men det hjælper ikke. "Hans Sjæl væmmes ved al
Mad." — Den jordiske Læge, der vilde helbrede
ham — og dem, der vilde bringe ham Spise, maa
begge gaa med uforrettet Sag. Men nu, medens
han raaber i sin Nød, kommer der en tredie frem
paa Skuepladsen, og det er Herren, som han har
anraabt om at komme, for om muligt at hjælpe
ham. — Kjære Ven! naar du befinder dig i Nød,
saa raab til Herren; saalænge som du kun bygger
paa jordiske Venner og menneskelig Hjælp, da har
du Aarsag til at fortvivle; men naar du falder paa
dine Knæ og begynder at raabe til Gud, da vender
du dig til den Almægtige, hvis Naade varer til evig
Tid, og som vil ende al din Trængsel.
Dette er vort Emne. Herre, vær du os [109] nær
og læg vor Sjælesygdom. "Han sendte sit Ord og
helbredede dem."
I. Jeg vil for det første rette eders Opmærksomhed
ved Guddomskraften i denne Helbredelse.
"Han sendte sit Ord." Se her er mere end
noget Menneske kan gjøre. — Mennesket er sygt,
men naar Gud kommer for at helbrede ham,
bruger han blot dette lille Middel: "sende." —
Hvad sender han? "Sit Ord." Gud virker altid

gjennem sine egne Redskaber. Alt er af Gud fra
Begyndelsen til Enden. Al sand Frelse er af
Herren. Der prædikes vidt og bredt i Verden om
Frelse, men den Frelse, som vi tror paa, sker ikke
formedelst Menneskenes Villie, men kommer
alene fra den Herre, der viser Barmhjertighed.
Af den Grund at Frelsens Værk alene er
Herrens Gjerning, er det m e g e t e n k e l t .
Menneskeværk er altid indviklet. Men jo nærmere
Maskineriet bringes Fuldkommenheden,
desto enklere vil dette altid blive. Guds Ord er
fuldkomment og derfor overordentlig ligetil. "Han
sendte sit Ord og helbredede dem." Du bør tilbede
Gud i hans hele Enkelthed. Det hænger jo ikke
saaledes sammen, at han paabød den mange
Former, eller sendte dem begavede, vidtløftige
Prædikanter, løftede dem op og kastede dem ned
og gjorde tusinde andre Ting med dem. Nei. "Han
sendte dem sit Ord og helbredede dem!" Her er det
hele — overmaade herligt og vel fuldtberedt kuns
ved at sende Ordet. Den guddommelige
Helbredelse gjennem Ordet er endvidere [110]
v i r k s o m . "Han sendte sit Ord og helbredede
dem." Det blev gjort, gjort med en eneste Gang,
noen Heft eller Forhindring. Guds Ord blir aldrig
udsendt forgjæves. Han siger: "Mit Ord skal aldrig
vende tomt tilbage." Menneskelige Ord har jo ofte

udrettet meget, men det har aldrig helbredet nogen
eneste en. — Menneskene har gaaet fra den ene
religiøse Form over i den anden, men det har ikke
læget deres Sjæle. "Han sendte sit Ord og
helbredede dem", det samme Ord, der frembragte
Lys og Mørke; Ordet, hvorved Himlen og Jorden
skabtes, kommer til Syge og Saarede og helbreder
dem. Dette Ord og intet andet kræves.
Omvendelser kan virkes paa forskjellig Maade,
men dersom du kunde udgrunde ethvert enkelt
Tilfælde, da vilde du finde dem fuldstændig
e n s a r t e d e formedelst den fælles Virkning af
Guds Ord. En læser en Traktat, en anden hører en
Prædiken, en tredie har en Tekst af Bibelen bragt
til Erkjendelse. En fjerde kom til at overveie sit
Liv og mindedes da pludselig et Guds Ord, han
havde hørt eller lært i sin Barndom. Men lad nu
end dette være som det vil, det er altsammen
Aandens Dragelse gjennem Ordet, der blev sendt
for at helbrede dem. Der sidder en Broder i sit
Studerkammer, støttende sit Hoved i sine Hænder
alvorlig bekymret og overveiende hvorledes han
skal finde noget nyt og rigtig godt at prædike over
næste Søndag Morgen. Han har foran sig en
Samling Prædikener og lærde Skrifter, og er netop
bleven slaaet af en ny Tanke, der ikke er en Øre
værd; [111] men den skal dog forelægges

Menigheden Søndag Morgen — til deres sjælelige
Gavn — eller som et let Gods, der kun vil tjene til,
menneskelig talt, at ophøie Prædikanten. Havde nu
denne Broder simpelt hen gaaet til Guds Ord, og
søgt Aandens Bistand, da var han udentvivl bleven
ledet til al Sandhed og vilde alene baaret frem for
Menigheden "Ordet", der sendtes til Verden for at
læge syge og saarede Sjæle, og kun da vilde han
sporet Virkning af sin Prædiken.
Det bedste af alt er imidlertid, at den
Helbredelse, der bringes gjennem Ordet, er
f u l d k o m m e n . Frelsen af Naade er altid
fuldkommen. Naar Gud har frelst os fra Syndens
Straf, saa vil han ogsaa frelse os fra Syndens
Magt, og inden meget kort Tid vil han ogsaa fri os
fra al Tilbøielighed til Synd og vil fremstille os
fuldkomne til sin Ære og vor uudsigelige Glæde.
Hans Værk er fuldkomment. Skal du, min Ven,
nogensinde blive helbredet af din Sjæls Sygdom,
da maa Gud selv gjøre det med dig. Stakkels
Synder! tab ikke Modet; thi dersom ingen anden
kan eller vil hjælpe dig — saa baade kan og vil
Herren, din trofaste Gud. Derfor raab til ham,
indtil det ogsaa kan finde sin Anvendelse paa dig:
"Han sendte sit Ord og helbredede dem."
II. For det andet vil vi betragte: Hemmeligheden
ved denne helbredelsesmaade. "Han

sendte sit Ord og helbredede dem." Hvad betegner
vel dette? Jo, tre Ting. H a n l o d O r d e t b l i v e
K j ø d , og dette danner Grundvæsenet i
Helbredelsen. Han sendte sit i n s p i r e r e d e [112]
( i n d b l æ s t e ) O r d og dette udgjør Redskabet
for al Helbredelse. Han sendte sit Almagts Ord
ved den Helligaand, og dette er Kraften i alt
Helbredelsesværk. Og disse tre Ting maa nøie
føies sammen for at gjøre Teksten sand for dig og
mig. Fremfor alt: Her er en sand Lægedom for
syge Sjæle. Han lod "Ordet blive Kjød." I
Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og
Ordet var Gud — og Ordet blev Kjød og boede
iblandt os. Han kom at læge vore Sygdomme, "vi
have fundet Lægedom ved hans Saar." — "Han
bar vore Synder paa sit Legeme paa Træet." —
Der findes ingen Tilflugt, ingen Lægedom for den
syndesyge Sjæl uden hos den blødende, døende,
opreiste og himmelfarne Frelser. "Han sendte sit
Ord og lægede dem." O elskede Venner, I der
prædiker, prædik meget om Kristus! Tal altid om
ham — og ophøi ham ved enhver Leilighed. Bliv
aldrig træt af at prædike om ham, thi der er ingen
Lægedom for den blødende Verdens Vunder uden
i Kristi blødende Saar. Mere om Kristus! Mere
om Kristus! Det var vel gjort af den Forsamling,
der nedskrev i Forstanderens Bibel disse Ord:

"Broder! vi vil se Jesus." Det er hvad Folket
behøver: Jesus — Jesus alene! "Der er ikke Frelse
i nogen anden uden i Jesus Kristus og ham
korsfæstet."
Men Midlet hvorved Kristus, Ordet, der blev
Kjød, bringes til vore Hjerter er d e t i n d s p i r -
e r e d e O r d . Naar Gud vil helbrede syndesyge
Sjæle, sender han sit Ord i deres Hjerter. [113]
Der er ingen Del af Bibelen, som Gud ikke har
velsignet. Du vil forundre dig, naar du hører,
hvilke ulige Dele af Skriften Gud har brugt til at
omvende Sjæle. Dog tror jeg Polarstjernen i
Bibelen er denne Tekst: Saa har Gud elsket
Verden, at han gav sin Søn den
enbaarne paa det, at hver den som tror
paa ham, ikke skal fortabes, men have
et evigt Liv. Joh. 3, 16. Jeg har hørt om
hundreder af Sjæle, der er ført til Kristus gjennem
disse Ord, men jeg kjender ogsaa vidunderlige
Exempler paa, hvordan Gud har brugt historiske
Tekster af Bibelen. — Enhver Lærdom, som
indeholdes i Bibelen, er en Lære til Omvendelse,
naar den kun forkyndes paa den rette Maade, og
hele Kristi Liv blev os til Frelse. Apostlerne
prædikede i Almindelighed Jesu Opstandelse og
Opstandelsen var den Lære, der ledede
mangfoldige til Omvendelse. Der findes ingen

Læresætning i Bibelen, som vi kan undvære,
forkynd dem derfor alle. — Undertiden er det en
Forjættelse. Undertiden et Exempel af det gamle
Testamentes Historie eller en Undergjerning fra
den nye Pagtes Tid. — Altsammen handler dog,
naar alt kommer til alt, om dette ene nødvendige:
"Han sendte sit Ord og helbredede dem." Iagttag
de forskjellige Omvendelseshistorier, og du vil
meget sjelden finde et Menneske omvendt
gjennem din Udlæggelse af Guds Ord.
Omvendelsen sker næsten altid direkte gjennem
Ordet. Slyngen kan ikke dræbe nogen; det er kuns
Stenen, naar denne udslynges. Se til [114] naar du
vil bruge Slyngen, at du først og fornemmelig er i
Besiddelse af Stenen, ellers er Slyngen blot et
unyttigt Legetøi, som aldrig vil hjælpe dig til at
ramme Goliaths Hoved. O, lad os faa meget mere
bibelsk Prædiken, for det staar fast: "Han sendte
sit Ord og helbredede dem."
Men end er der en tredie Kjendsgjerning. Gud
har et Ord, skjult og umærkeligt for menneskelige
Øren, et Almagtens Ord, og naar Prædikanten
forkynder Kristi Evangelinm, da staar Herren selv
hos ham og synes at sige: "Bring Hjerterne til at
smelte!" Og Hjerterne smelter — det sker ifølge
Herrens Ord. Og det lyder endvidere: "Kommer til
mig", og Tilhørerne staar op og kommer. " T r o r "

og de tro; for Gud taler ved sin Almagts Kraft
gjennem Prædikanten, og det sker da, at
Mennesket virkelig blir kaldet, ja endog de samme
Mennesker, som i al sin Almindelighed gjennem
menneskelige Fortolkninger kunde være kaldet til
Verdens Ende, uden dog at vilde komme. Hvad vi
trænger, er den almægtige Aand til at virke
sammen med det ufeilbare Ord for at bringe
Menneskene hen til " O r d e t d e r b l e v K j ø d " ,
som deres eneste Haab og Tilflugt. Vore
Forsamlinger har Behov at bede meget om den
Helligaand. Dersom en glemmer at bede om
Aanden, da vil denne forlade os. Dersom vore
Prædikanter er uden Aand, vil de ogsaa være uden
Kraft. Uden at vi overgiver os selv, og hvad vi har
at forkynde til ham — at han maa bruge og
anvende det til hvem han [115] vil og hvor han
finder for godt til Lærdom, Overbevisning og
Trøst kan vi ikke vente nogen Velsignelse. Det
staar evig fast, at "Herren sendte sit Ord og
helbredede dem." Naar Herren siger: De er
helbredede, saa er det uafviselig sandt. Dersom
han siger: "Staa op, tag din Seng og gaa", da vil
det ske ifølge hans Ord. Hvis han siger til det døve
Øre eller det blinde Øie, at det skulde aabnes, vil
det times den enkelte saa, for hvor hans Ord er,
der er Liv og Kraft. Hans Ord er Kongeord, der

virker paa en vidunderlig Maade.
III. For det tredie vil jeg nu udtale mig lidt om
O r d e t s S e n d e l s e , for det er værd at lægge
Mærke, at det a l e n e er Ordet som læger. — Jeg
agter nu direkte at pege paa det inspirerede Guds
Ord.
Der kommer Sjæle ind i et Forsamlingshus,
trætte, hungrige, bedrøvede. Gud sender sit Ord og
sin Aand først og fornemmelig for at lede sine
Tjenere til a t u d v æ l g e d e n r e t t e S a n d h e d .
Hvor forunderlig dog Gud leder sine Tjenere! Man
vilde neppe tro mig, hvis jeg blot fortalte en
Hundrededel af de enkelte Tilfælder, der har
foregaaet i dette Hus. Ganske uvidende om hvo
der vilde komme hid, har jeg i mit ensomme
Kammer overveiet den Tekst jeg vilde tale over
her, og saa har det truffet sig saa ved Guds Aands
Bistand, at det har været den samme Tekst som en
og anden har tænkt paa og talt om paa Veien hid.
Det har hændt sig, at det har været den Tekst, der
har besværet en eller anden af Tilhørernes [116]
Hjerte eller paa en Maade med sin Kraft grebet ind
i hans Liv. Den har passet for min Tilhører som
Handsken for Haanden, — og medens han hører
mig prædike, siger han til sig selv, hvor
forunderlig, at jeg just kom hid idag! Jeg har jo
aldrig før været i Tabernaklet, og denne Mand

opruller nu mit Liv foran mig ligesom et Kort og
viser mig alt hvad jeg har gjort. Hvordan kan dog
dette være? Jo, min Ven, det er Gud, som sender
sit Ord. Alle de, som Gud har velsignet med en
frelst Sjæl, vil vistnok have lagt Mærke til,
hvordan Gud har ført i hans Livsvei netop den
Sandhed, som han behøvede; og hvad mere er, han
har klaret dem for hans Sjæl, saa han har sagt til
sig selv: "Dette Guds Ord er just for saadan en
som jeg." "Han sendte sit Ord at helbrede dem."
Naar Gud sender sit Ord, l æ g g e r h a n
B e s l a g p a a M e n n e s k e n e s O p m æ r k s o m -
h e d . Mennesker kommer hid tankeløse — uden
at tænke paa Sjælens Frelse. Vistnok har en og
anden talt noget til dem om Omvendelse, men det
er gaaet dem koldt forbi; men idag er der noget i
Teksten, i Prædikenen eller Salmerne, der griber
dig saa stærkt, at du nødes ligesom til at høre
opmærksomt efter. Jeg vil anvende et ganske
almindeligt Exempel. Har du nogensinde været
tilstede, naar en af dine afdødes Slægtninges
Testamente er bleven oplæst? Og har du ikke da
følt dig interesseløs, medens alle disse Paragrafer
og Bestemmelser angaaende den afdødes
forskjellige Eiendele blir fremsagt i en tør kjødelig
Læsetone. [117] — Men saa kommer Retsbetjenten
pludselig til følgende Paragraf: "Jeg

efterlader min Fætter John Smith 500 Lstr.", er nu
dit Navn tilfældigvis John Smith, da er din
Interesse vakt, og du blir med engang lysvaagen.
Saaledes er det ogsaa, naar Ordet udlægges for os
eller vi læser Skriften, vi kan da pludselig træffe
paa noget, der passer for os — vi begynder
pludselig at lytte og saafremt vi er Aanden lydig,
vil han klare Sandheden for vore Hjerter og
Samvittigheder. — Thi naar Gud sender sit Ord, er
det ikke nok at det træffer vore Øren, det maa
ogsaa gaa til Hjertet. Menneskene vil ofte sige til
sig selv i Tvivl og Angst: "Her er ingen Indgang."
Men Ordet siger: "Jeg vil bane mig Indgang; hvis
ikke du selv vil aabne Døren for mig, da vil jeg
bryde den op, for ind maa og vil jeg komme." Er
der ikke de iblandt os, som dengang vi omvendtes
til Herren, førtes ligesom opad høie Bjerge og ned
i de dybe Dale ved et Guds Ord, der traf vore
slumrende Samvittigheder. — Vi var nødt til at
lytte dertil enten vi vilde eller ikke. Ordet kom
med en saadan Kraft, at det skar os i vore Hjerter.
— Det vilde, det maatte finde Indgang. "Han
sendte sit Ord." Og naar Gud sender sit Ord, vil
det naa Tilhørernes Hjerter!
Det blev saa vidunderligt for os, at vi neppe
selv vidste hvad vi følte. Vi følte Sandheden af
Ordet. Det fordømte os, men det var sandt. Det

erøvede os al jordisk Trøst, men vi fandt, at det
var sandt. Snart efter vaktes der i vore [118]
Hjerter e n L æ n g s e l efter det søde Evangelium.
Vi troede det — men ak, havde vi kun selv Del
deri! Husker du ikke, da du gik ligesom rundt
Herrens Bord og begjærede ikkun en Smule
derfra. Jeg mener ikke Nadverbordet. Jeg mener
her Naadens Bord — naar du pleiede staa udenfor
Forsamlingen og raabe: "Ak, fik jeg kun komme
ind. Havde jeg kun en Plads, om end den ringeste
blandt dit Husfolk! O, havde jeg blot Del i deres
Haab og deres Frelse!"
Alt dette er et Vidnesbyrd om, at Herren har
vakt T r o e n tillive i vore Hjerter. Vi troede jo, at
han sendte os sit Ord. Isbjerget i vort Hjerte
begyndte at smelte for den evige Kjærligheds
Golfstrøm; Sandheden var den, at denne Kjærlighed
havde faaet Overmagt over Hjertet og bragt
dette til at gløde. Og mindes du hvordan Ordet lidt
efter lidt tog d e n h e l e f u l d e B e s i d d e l s e af
dit Hjerte, satte sig paa Tronen derinde og gjorde
alle Ting nye? Mindes du dengang, da
Forjættelserne blev dine og du læste dem med
glædestraalende Øine og sagde: "Gud taler alt
dette til mig. — Gud ske Pris — Han har udslettet
mine Synder lig en Sky, han har annammet mig
som en af sine. J e g e r a n t a g e n i d e n

E l s k e d e . H a l l e l u j a , H a l l e l u j a !"? "Han
sendte sit Ord og helbredede dem." Du pleiede
ogsaa forhen at læse Bibelen, ikke sandt. Du hørte
ligeledes de samme Sandheder prædikes; men de
vedkom ikke dig; men da han sendte dig sit Ord,
helbredede han dig. Der kan ingen hverken i
Himlen eller paa Jorden [119] formaa at bøie Guds
store Bue, med hvilken han udsender Frelsens
Pile. Men naar han kommer med Buen og fører
den med sin Magts Arm, da flyver Pilene ud og
træffer hvor de naar, og hans evige Hensigter
fuldkommes ham til Lov og Pris.
IV. Nu, det sidste Punkt er dette: D e n
l æ g e n d e N a t u r a f O r d e t . "Han sendte sit
Ord og lægede dem." Der er en vis Ordning i Guds
Raadslutning til Menneskenes Frelse og denne vil
aldrig slaa feil. Hvis nogen ligger fortvivlet paa
Dødsleiet? — Og hvis noget rigtig frygtelig møder
dig i Livet og vil trykke din Sjæl til Døden. Gaa til
Guds Ord, den store Sandhed er, at Gud er
aabenbaret i Kjød og kom forat bo blandt
Menneskenes Børn, og derfor behøver du ikke
fortvivle. Det er forfærdeligt at støde paa Mænd
og Kvinder, der er indesluttet som i et Jernbur af
Fortvivlelse, men Gud være lovet, hans
Barmhjertighed kan bringe dem ud af dette Bur.
Til Gud udi mit Kjød jeg ser

forblir jeg uden Trøst,
befængt med Syndens Straf og Veer
Med Sorg udi mit Brøst.
Men bliver Gud Imanuel min,
da Sorgen vendes om
Jeg gaar til Himlen faste Trin,
og frygter ingen Dom.
Ordet blev Kjød, at han kunde frelse vort arme
Kjød fra Fordærvelse, og nu er der ikke mere Rum
i vore Hjerter for Fortvivlelse. Det hænder meget
ofte, at naar Fortvivlelsen er borte, [120] reiser der
sig som et Bjerg af Vantro. "Jeg tvivler ikke om, at
Gud kunde frelse mig," siger en, "men jeg kan
ikke tro det som jeg gjerne vil." Men kjære Ven!
du vil aldrig tro uden gjennem Guds Ord, for det
alene er det sikre Middel til at borttage Vantroen.
Læs og randsag Guds Ord. Og tænk ret meget paa
Ordet, som blev Kjød. Hold ham frem for dit
Sinds Øie; og naar du ser ham saaret, døende,
blødende paa Forbandelsens Træ, da vil du snart
finde, at dit Hjerte hviler i Troen paa, at han
gjorde dette for dig — og du vil gaa til ham og
finde Hvile for din Sjæl. Dersom du blot tror
Sandheden og hviler i den, da vil du blive frelst.
Hvo du end er, dersom du forlader dig paa Guds
Ord saaledes som det er dig skjænket i den hellige
Bibelbog — og stoler du kuns paa Guds Ord, der

lev Kjød og ofrede sig for dig paa Korset, da skal
du blive læget af alle dine Tvivl.
"O," siger en anden, "men m i t H j e r t e e r
s a a t u n g t . Det er saa mørkt for mig, det er
længe siden, jeg følte noget ligt aandelig Glæde.
Jeg befinder mig altid i Skyggernes Dale, alle
mine Erfaringer er af en alvorlig Art." Nu, min
Ven, der er Helbredelse i Guds Ord ogsaa for
dette. Det er forjættet os, at Aanden skal livne op
igjen. Hjertet kan komme til at springe af Fryd
gjennem denne dyrebare Bibelbogs Ord. Den
indeholder et Lægemiddel mod alle Hjertets
Sorger. Jag du efter denne. Naar jeg holder denne
Bog i min Haand, føler jeg mig tilmode som den
Mand, der holder i sin Haand en stor [121] Bundt
Nøgler, med hvilken han kan aabne Døren til
ethvert Rum, som han ønsker at træde ind i. Du
har faaet alt hvad du behøver gjemt i en
Komodeskuffe, og du kan ikke trække den ud. Her
er Nøglen; og hvis der ikke findes nogen anden
Laas i hele Verden ligesom den, saa gives der en
særskilt Nøgle, der er dannet netop for dig; thi
denne Bibel indeholder en vidunderlig Samling af
Nøgler til at aabne lukkede Skuffer eller tillaasede
Døre. Nogle siger med Rette, at det er en endeløs
Bog. Det er en uudtømmelig Kilde af Trøst, en Sø
uden Bund eller Bredder. Det er en Grube fuld af

dyrebare Skatte til at berige fattige Sjæle. Kom
blot og prøv dette Middel, og du vil blive lægt for
al din Skrøbelighed. "Men ak! jeg føler en saa
stærk T i l b ø i e l i g h e d t i l Sy n d og er saa let
udsat for at f a l d e i F r i s t e l s e ", siger en anden.
Nu min Ven, denne Bog er fyldt med Lægemidler
for Sjæle, der har Tilbøielighed til at falde i Synd.
Der er en Del Medicin, der føles overmaade bitter,
og naar Gud giver dig blot en liden Pille, blir du
straks helbredet for din Lyst til at synde. Et Blik
paa Korset er det bedste Middel mod at falde i
Fristelse. Du vil afsky Synden, naar du ser hvad
Kristus led for dig. Du vil fly den, naar du ser,
hvor høit Kristus elskede dig. En Dosis af Kristi
Kjærlighed, nogle faa Draaber tagen i
Omvendelsens Taarevand vil borttage din Hang til
Synden og være det bedste Middel til at bevare dig
imod al Fristelse. Kristi almægtige Kjærlighed og
Had til Synden bragte ham [122] til at lide og dø
for os, maa Kristi Lidelse helt faa fylde vore
Hjerter!
Nu, for at samle alt ligesom i en Sum, saa vil
jeg sige: Pris Kristus over alle Ting og lad os
ære hver eneste Linie af Guds Ord — befinder vi
os i nogen Slags af aandelig Skrøbelighed,
Trængsel og Uro, saa lad os gaa til Ordet og
randsage det. Lad os gaa til Kristus og forlade os

paa ham og sige til Faderen: "O Gud send dit
Ord, at helbrede mig!"
Har jeg nu talt til nogen stakkels Synder, der
endnu ikke har følt, at han trænger Kristus og hans
Naade, O, maa Ordet helbrede dig for den
Ligegyldighed. Og hvis du føler den Trang til
Frelse, men kan ikke faa gribe den, maa Ordet, der
blev Kjød, faa læge din aandelige Sygdom, og
maa du staa op og fortsætte din Livsvandring frisk
og karsk i Aanden, ham til Lov og Ære. Amen.
Spurgeons Bordbøn.
—————
Spurgeons Bordbøn.
Man fortæller om Spurgeon, at da han engang
var paa en Reise i Italien, indbød man ham ofte til
"fin Middag" og ved en saadan Anledning, da man
opfordrede ham til at holde Bøn, bad han saaledes:
"Vi takker Dig kjære Fader, at du ikke giver os
slig Mad hver Dag; thi da vilde vi blive syge.
Amen."
—————

[123]
Den høit elskede.
Den høit elskede.
En Nadverprædiken afholdt i Mentone.
—————
"Hele hans Væsen er Liflighed." Høis. 5, 16.
Den Sjæl, der er fortrolig med Herren, tilbeder
ham i Naturens store Forgaard og beundrer hans
Gjerninger med Tanken henvendt paa hvor stor
han maa være, som gjorde alt dette. Men naar
Sjælen drages nærmere til Gud gjennem
Betragtningen af hans Ord, da blir den end mere
henreven og Beundringen forhøies. I Aabenbaringen
ser vi den samme store og almægtige
Herre som i Skabningen, men Synet er klarere, og
den deraf følgende Kjærlighed er mere inderlig.
Verden med alle de skabte Ting er Herrens

Forgaard; men der er ogsaa et Allerhelligste og
lyksalige de, der betræder dette og har Samfund
med Herren selv. Vi kommer til Kristus, og
gjennem ham kommer vi ogsaa til Gud; for Jesus
siger: "Den, som har seet mig, har ogsaa seet [124]
Faderen.", Naar vi kjender Jesus, staar vi foran
Naadestolen, hvor hele Jehovas Herlighed skinner
os i møde. Jeg vil saa gjerne tænke mig til, at hine,
der ere som Præster for Gud og staar i de helliges
Kor, udraaber med vor Tekstes Ord: "Hele hans
Væsen er Liflighed." Hans Gjerninger er
underlige, hans Ord fulde af Kraft og hans Væsen
liflig. Kan vi naa ind i det Allerhelligste? De er
mange, som ikke kommer ind. Ak! de er langt
borte fra ham og er blinde for hans Herlighed. Han
blev foragtet og spottet af Menneskene — og han
er dette endnu. Der er mange, som ikke ser Gud i
hans Gjerninger, men drømmer, at disse Undre har
udviklet sig af sig selv istedetfor at være frembragt
af den store oprindelige Aarsag til alle Ting. Med
Hensyn til hans Ord, da forekommer dette dem
som en forfængelig eller taabelig Tale, eller i
bedste Tilfælde som et smukt Billedsprog i Lighed
med det, som Spencer eller Shakespeare fører. De
ser ikke Herren i hans majestætiske Gang gjennem
de hellige Skrifter, de har intet Øie for hans
Herlighed i Naturen. Maa han, der aabnede de

Blindes Øie, forbarme sig ogsaa over dem!
Enkelte andre befinder sig dog i en lykkeligere
Tilstand, for de spørger dog efter Kristus. De er lig
den, der i det niende Vers af samme Kapitel
spurgte: "Hvad er din Elskede fremfor en anden
Elsket, du deiligste blandt Kvinderne, hvad er din,
Elskede fremfor en anden Elsket, at du saaledes
besværger os." De ønsker dog at vide, hvo denne
Jesu er, men de har endnu [125] ikke seet ham og
kan endnu ikke forene sin Røst med Bruden, der
raaber: "Hele hans Væsen er Liflighed." Naar vi
kommer i Samfund med Kristus, da ved vi, hvad
han er; thi vi har seet ham — de Vers, der gaar
foran ovenstaaende Tekst, er en Beskrivelse af vor
himmelske Brudgom, og Billederne er hentet fra
det rige østerlandske Sprog. — Bruden taler her et
rigt Hjertesprog. Har nu ogsaa vi seet Herren?
Staar vi i en nær Forening med ham. Dersom dette
er Tilfælde, da vil vi ved Herrens Naade kunne
forstaa denne Tekst. For ret at kunne forstaa den
Fryd, der indeholdes i Tekstens Ord, maa vi staa i
et fortroligt Forhold til Herren. Men han tilsteder
os denne store Ære, siden han i sit Ord byder os til
sine Bordfæller. Han siger: "Jeg kalder eder ikke
Tjenere, men Venner." Han kalder os til at æde
Brød med sig, ja endog faa Del i ham selv ved at
æde hans Legem og drikke hans Blod. O, at vi

maa kunne forstaa de ydre Tegn paa vor inderlige
Forening med ham. Maaske, naar du sidder i dit
Hjem, vil du overveie Brudens Beskrivelse af din
Herre. Det er et vidunderligt Maleri, du der tager
for dig; det er smykket med de mest vidunderlige
Farver. " M i n E l s k e d e e r h v i d o g r ø d ,
u d m æ r k e t f r e m f o r T i t u s i n d e . " Men hun
gaar videre og kan ikke i sine Tanker sammenligne
ham med noget mindre værdifuldt end " d e t
f i n e s t e G u l d . " Hendes Billeder skifter, de blir
høie og dristige som Fuglenes Flugt, hun skuer.
Duen ved Vandspeilet, Blomsterbed og myhraduftende
Liljer. Og [126] alle Skatte er skjulte i
hendes Ven. " H a n s H æ n d e r e r G u l d r i n g e ,
f y l d t e m e d C h r y soliter, h a n s L i v e t
E l f e n b e n s - K u n s t v æ r k , b e s a t m e d S a -
f i r e r . " Hun gjør sig Umage med at beskrive hans
Skjønhed, gjennem det ene Billede yndigere end
det andet, og samler tilsidst det hele som i en Sum
i disse Ord: " H e l e h a n s V æ s e n e r
L i f l i g h e d . " Ved den Helligaands Bistand vil
jeg søge at løfte Forhænget saaledes, at vi i hellig
Forening kan beskue vor Elskede.
I. Vi vil gjøre dette for det første med
Ærefrygt. I vor Tekst er tvende Egenskaber
udtrykte, nemlig Beundring og Kjærlighed.
Det er Beundring, der taler ud gjennem disse

Ord: "Hele hans Væsen er Liflighed." Beundringen
har naaet sit Høidepunkt, idet Bruden vil tolke,
at hendes Elskede er mere end nogen anden elsket.
Vi ser undertiden, at en er god og elskværdig i et
Punkt, en anden i et andet, men i ham den ene
gode mødes alle store og ædle Egenskaber — han
er idel Fuldkommenhed. Han er det høieste Udtryk
af Skjønhed og Herlighed.
Vor Beundring for ham er altsaa ublandet.
Bruden vovede at sige, endog i Overvær af
Jerusalems Døtre, der var yderst fordringsfulde:
" H e l e h a n s V æ s e n e r L i f l i g h e d . " Dette
frembringer følgende Spørgsmaal: " H v a d e r
d i n E l s k e d e f r e m f o r e n a n d e n e l s k e t ? "
Men hun lod sig ikke skræmme ved deres Kritik
eller Mangel paa Deltagelse. — For hende var han
"den lifligste", og hun kunde aldrig bringes [127]
til at bekjende noget andet. Vor Ærefrygt for
Kristus er saa stor, at vi vil bekjende for Jordens
Konger, at de er aldeles intet i Sammenligning
med ham — og vi vil sige til de Vise, at i ham
alene er Visdom, og fortælle de store og mægtige,
at han alene er Herskeren, Kongernes Konge og
Herrernes Herre. Vor Beundring for Herren er
forøvrig uudsigelig. Vi kan aldrig fortælle alt,
hvad vi ved om Herren, for al vor Kundskab er
ringe. Alt hvad vi ved er, at hans Kjærlighed

overgaar Kundskaben, hans Godhed og
Barmhjertighed overstiger vor Forstand og hans
Herlighed er uudsigelig. Vi kan vel omfatte ham
med vor Kjærlighed, men ikke naa ham med vor
Forstand, dertil er han altfor høi og herlig. "Hans
Væsen er Liflighed." Der er ingen lig dig, du Guds
Søn! Men vi føler ei alene Beundring, men ogsaa
Kjærlighed. Hans Skjønhed drager vore Hjerter til
sig i ydmyg Kjærlighed. Han tiltrækker os ikke
ved et koldt Smil, men gjennem en levende
Kjærlighed, der indtager vore Hjerter. Hans
Kjærlighed overvinder os ei alene ved sin
Herlighed, men tager os ogsaa tilfange med sin
Kraft. Vi elsker ham; vi kan ikke andet, for "hele
hans Væsen er Liflighed." Han har i sig selv en
uudslukkelig Flamme af Kjærlighed, som sætter
vore Sjæle i Brand. Han er al Kjærligheden, og al
den Kjærlighed, der findes i den hele vide Verden,
er mindre end hans. Læg sammen alle Mænds og
Kvinders, Forældres og Børns, Brødres og Søstres
Kjærlighed, og det er blot en Draabe i [128]
Sammenligning med hans store Dyb af
Kjærlighed, uudgrundelig og ubegribelig. Denne
hans Kjærlighed besidder en vidunderlig Kraft til
at tænde Kjærligheden i ukjærlige Hjerter og at
nære denne ved sin Almagts Flamme. Det er en
Strøm, der river alt med sig, naar den kommer ind

i Sjælen, det er en Golfstrøm for hvilken
Isbjergene maa smelte. Naar vore Hjerter er fyldt
med Jesu Kjærlighed — da indtager hans
Liflighed Sjælen, og Synden drives ud. Maatte vi
alle føle dette i denne Stund.
Vi kjender ham paa Tornekronen paa Saarene
og Aasynet mere lidende end noget andet
Menneskes. Han led alt dette for os. O,
Menneskens Søn! O, Guds Søn! Med Bruden føler
vi i vor inderste Sjæl, at "hele dit Væsen er
Liflighed."
II. Jeg vil nu for det andet drage Forhænget
tilside, for i dybt Alvor at overbevise dig om
Sandheden af vor Tekst: "Hele dit Væsen er
Liflighed." Vi siger dette med Bestemthed.
Bruden sætter et bestemt "Ja" foran sit begeistrede
Udraab; thi hun er overbevist om Sandheden
heraf. Det er ingen Opdigtelse, ingen Drøm, intet
Værk af Indbildningskraften, intet Udslag af
Partisind. Selv den høieste Kjærlighed til Kristus
driver os dog aldrig til at sige mere end absolut
Sandheden; naar vi er fyldt med Kjærlighed til
ham, saa er vi mere alvorlige end nogensinde i
vort tidligere Liv og aldrig er vi ærligere eller
mere sanddru, end naar vi er indtagen [129] af en
klar Forestilling af hans Storhed og Fuldkommenhed.

Lad os fremlægge Beviser for vor Paastand:
"Hele hans Væsen er Liflighed;" i s i n P e r s o n .
Han er Gud, Guddommens store Herlighed maa
jeg forbigaa i Taushed. Men om end Gud, saa er
Jesus ogsaa Menneske mere bogstavelig end
nogen af de, der er tilstede idag, for vi er
nationale, engelske, franske og tydske o. s. v. Men
Kristus er alene Menneske-Slægtens Hoved,
ligesaavist som han er Gud, saaledes er han ogsaa
sin Moder lig efter Kjødet. Hvilken en mageløs
Forming i en Person, Under over alle Under! I
hans uforlignelige Person ser vi, hvordan Gud
kommer ned til Menneskens Børn og Mennesket
stiger op til Gud som et med ham. Der er ingen,
som han hverken i Himlen eller paa Jorden, i sin
Person staar han altid alene, baade i Guds og i
Menneskenes Øine "altid liflig i sit hele Væsen."
Med Hensyn til h a n s K a r a k t e r , da vilde ikke
Tiden strække til ret at udvikle dette Emne; men jo
mere vi lærer at kjende Herrens Egenskaber og jo
mere vi kommer til at ligne ham, desto mere vil
hans Storhed og Liflighed aabenbare sig for os. I
enhver Henseende er han herlig, i alle enkelte
Fremstillinger er han fuldkommen og som Helhed
betragtet er han et fuldkomment Mønster. Tag kun
en eneste af hans Gjerninger for dig og betragt
dens Art, dens Aand, dens Grund og alt ellers, som

kan opdages ved en nøiagtig Undersøgelse, og det
er altsammen "lifligt." Iagttag hans Liv i sin [130]
Helhed og i dettes Forhold til Venner og Fiender
til de, som var ham nær i Tidsalderen, og du vil
finde, at det var fuldkomment, og mere end dette.
Der er en vis kold Fuldkommenhed, hvorved der
ikke kan opdages nogen Feil, dog Kjærligheden
savnes, men hos Kristus, vor Elskelige, finder vi
hele Karakteren gjennemglødet af Kjærlighed. For
et sandt Kristenhjerte er Kristi Liv ligesaafuldt en
Gjenstand for Kjærlighed som for Ærefrygt. "Hele
hans Væsen er Liflighed." Vi maa elske det som vi
ser hos ham, Beundring er langt fra det rette Ord.
Naar de kolde Kritikere priser ham, forekommer
deres Lovtaler os næsten som en Fornærmelse;
hvad ved vel disse iskolde Hjerter om vor
Elskede? Ligesom et Ord imod ham saarer os lige
ind i Sjælen, saaledes er ogsaa enhver Forsyndelse
imod hans Kjærlighed og enhver Forsømmelse af
hans Lovprisning en Pine for os. Naar vi hører en
Prædiken uden Kristus, saa trættes vi ved den.
Naar vi læser en gudelig Bog, der ikke indeholder
en Stavelse om ham, saa kaster vi den fra os med
Ringeagt. Han alene, han er os Alt i Alle og kun i
hans guddommelige Kjærlighed føler vi os
hjemme.
Vi vender os fra Kristi Karakter til hans Offer,

hvor vidunderlig er Herren med sit blodbestænkede
Legeme og gjennemstungne Hænder,
" e n M a n d , f u l d a f P i n e ! " Naar vi betragter
hans Legeme nedtaget af Korset, blegt til Døden
og indhyllet i Gravens Klædebon, da møder os en
vidunderlig Skjønhed. Intet er [131] mere stort og
herligt for os end naar vi læser om vor Elskede,
hvid og rød, da hans Offer var fuldkommet, og
han havde været lydig indtil Døden for os. I ham
vort Offer, der engang blev ofret har vi Syndsforladelse,
Livet, Himlen, alt. Saa stor er Kristus i
sit Offer, at han forsonede os og gjør os elskelige
for Gud vor Fader, saaledes at vi blir antaget i
ham, den Elskelige, og dødsskyldige Mennesker
blir i ham velbehagelige for Herren. Er ikke dette
Offer meget værd? Her finder vor skyldbetyngede
Samvittighed Fred, her ser vi os selv gjort
fuldkomne i hans Fuldkommenhed. Vi kan ikke
stille os under Korset paa Calvariebjerget
(Golgatha), og se Frelseren dø og høre ham raabe:
" D e t e r f u l d b r a g t " , uden at føle, at "hele
hans Væsen er Liflighed." Tilgiv mig, at jeg taler
saa koldt om dette høie Emne.
Kom ihu hvad han var, da han opstod af
Graven paa den tredie Dag. O, at have skuet den
Opstandnes fuldendte Skjønhed! Og hvad
vil han blive i sin Herlighed, naar han for anden

Gang kommer igjen, og alle hans hellige Engle
med ham, naar han skal sidde paa sin Herligheds
Throne og Himmlen og Jorden fly for hans Aasyn.
For sit Folk vil han ogsaa da blive "liflig i hele sit
Væsen." Englene vil tilbede ham, de fuldkomne
Hellige vil falde paa sit Ansigt for ham — og vi
— vil føle, at tilsidst vil alle Ting blive nye. Vi
skal se ham og blive lige med ham, og vi vil blive
evig glade og lykkelige. Vor Herres
Skikkelse er skjøn. Du kan ikke tænke dig
noget hos ham, der ikke er [132] værdig vor
Tilbedelse. Bruden taler om hans Hoved, hans
Blik, hans Øine, hans Kinder, hans Læber, hans
Hænder, hans Ben, hans Aasyn, og efter at have
opregnet alt dette samler hun det som i en Sum
gjennem hin Bekjendelse: " H e l e h a n s V æ s e n
e r L i f l i g h e d . "
D e r e r i n t e t u s k j ø n t h o s h a m . Enkelte
Mennesker vilde være smukke, var det ikke paa
Grund af en eller anden Skavank, men vor Elskede
er end skjønnere formedelst sine Saar og Vunder,
det lidende Udtryk i hans Aasyn forøger netop
dettes Ynde. For os er han skjøn netop gjennem
sin Lidelse, hans Pine er vor Juvel, hans af
Smerter fortrukne Aasyn gyder Trøst i de Helliges
Lidelseskalk. Endog hans Fødder, der er lig det
skinnende Kobber, som om de var glødede i en

Ovn, er liflige for hans Hellige, der ved hans Kraft
blir skikket til at gaa gjennem Prøvelsens Ild. Hele
Kristi Person, alt hvad der har sin Del i ham, er
"lifligt for os."
Der er i n g e n Ma n g e l v e d h a m . Nogle
Mennesker kunne kaldes skjønne, hvis deres Øine
vare mørkere eller deres Ansigtsfarve friskere,
men noget er det altid, som mangler. En Tand kan
være borte, eller Mangel af Øienbryn giver
Ansigtet et karakterløst Præg, men Jesus Kristus er
hel formfuldendt. Al Fuldkommenhed finder sit
Udtryk i ham.
I h a m e r i n g e n O v e r d r i v e l s e . Mangt et
Ansigt har en Form, der er fremhævet paa den
Andens Bekostning, og saaledes er det lige ens
med Karakteren. Ikke saa hos vor Herre. Vi [133]
finder aldrig, at hans Godhed er mindre end hans
Hellighed eller at hans Hellighed fordunkler hans
Visdom, eller at Visdommen formindsker Modet
eller Modet sætter Sagtmodigheden og Ydmygheden
ud af Betragtning. Herren besidder alle
disse Egenskaber i en passende Maalestok.
Ligesom vellugtende Balsam, saaledes er vor
Herres hele Persons Væsen og Offer en sød Lugt
for Faderens Aasyn.
Heller ikke e r d e r n o g e t h o s Herren,

der ikke er i f uld Overensstemmelse
med d et ø v r i ge. Ved enhver af os er der
noget, der ikke stemmer. Vi kan ikke beskrive
hinanden uden at bruge et "men". Dersom vi
kunde skue ned i vort eget Indre og se os selv,
saaledes som Gud ser os, da vilde vi se tusinde
Feil, som nu gaar i Svang, men som vi aldrig da
vilde tillade. Men hos den Elskede finder vi intet
Stykværk og derfor passer paa ham alene Brudens
Beskrivelse. Vi er overbevist om, at Herren er
liflig, siden han skjænker saa mange liflige
E g e n s k a b e r t i l s i t F o l k . Mange Hellige er
store i sit Liv; vi læser om mange ædle Mænd og
Kvinder og ønsker da at ligne dem; dog, al
Storhed og al Fuldkommenhed kommer fra Jesus
og er kun som en svag Afglans af hans egen
Storhed og Skjønhed.
Men hvad er vel vidunderligere og større end
dette, at vor Jesus gjør Syndere liflige. I sin
naturlige Tilstand er Menneskene mishagelige for
Herren vor Gud, de elsker ikke Gud, og han har
intet Velbehag til dem. Han trættes ved [134] dem,
og det angrer ham, at han satte Menneskene paa
Jorden. Herren er vred paa de onde hver Dag. Men
naar Jesus kommer og gyder sit Liv i deres
Hjerter, da har Herren Velbehag i dem for sin
Søns Skyld. Endog i Himlen ser Jehovah intet i

Lighed med Sønnen. Faderen fra Evighed elskede
sin enbaarne Søn og atter og atter siger han: "Dette
er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg har
Velbehag."
Dersom Tiden tillod os nærmere at udvikle
dette Emne, saa vilde jeg forklare, at H e r r e n e r
l i f l i g i a l l e s i n e E m b e d e r . Han er fuldkommen
som Præst, Konge og Profet. Han er
elskelig som Hyrde for sin Flok — en tro
Brudgom for sin Menighed, en kjærlig Ven og
Broder. Han er stor og berømmelig i alle de
Stillinger han indtager for vor Skyld.
Vor Herres Liflighed kommer tilsyne
under hele hans Vandring. I Krybben, i Templet, i
Ørkenen og ved Søen, i Gethsemane og paa
Korset, i Graven og paa Paaskemorgen ved hans
første og andet Komme. Han er ikke lig Planten,
der bærer Blomster kun ved en Aarstid eller
ligesom Træet, der mister Løvet om Høsten, eller
som Maanen der aftager og tiltager. Altid og
overalt er han den samme, liflig i hele sit Væsen.
Han er liflig hvordan vi end beskuer ham, enten vi
ser ham i Fortiden, den Gang han vandrede
hernede i Tjenerdragten, eller nu, da han sidder
der oppe som vor Forbeder, som Midler og
Forløber, eller i Fremtiden naar han kommer igjen
for at regjere og herliggjøres [135] i de, som tro.

Beskue ham fra Himlen, beskue ham fra Helvedes
Porte, betragt ham, da han gik foran os, betragt
ham ved Faderens Høire. Overalt skuer vi hans
fuldkomne Billede. Hvad end jeg kan være, han er
dog altid den samme. Hvor liflig han var for mit
Øre, den Gang jeg var nær ved at synke paa
Fortvivlelsens og Mismodets Hav. Da jeg fik se
ham lide for min Synd paa Træet, brød de første
Haabets Straaler ind i min formørkede Sjæl. Hvor
liflig at beskue ham under Sygdom og Prøvelser i
de vaagne Nætter. "Jeg vil eftertænke om ham i
Nattevagterne." Hvor liflig har han været for vor
Sjæl, naar Verden har bedraget os, Venner forladt
os og de verdslige Rigdomme og Goder er bleven
os bedrøvet. At se "vor Konge i sin Herlighed" er
os nok. Hvor velsignet i vor Dødsstund at høre
hans Røst: "Jeg er Opstandelsen og Livet". Saligt
er det Øie, der skuer Jesus; naar vi tænker paa at
se ham som han er og blive ham lige, da aabner
Himlen sig for os. Vi vil snart skue det salige Syn,
i hvilket han er Solen og Midtpunktet. Ved
Tanken herom tager Sjælen Vinger, og Tanken
løfter sig, medens Troen med Ørnens Blik skuer
den tilkommende Herlighed. Naar vi tænker paa
hin salige Stund, da vi for altid skal være hos
Herren, da svulmer vort Hjerte af Fryd. — Hine
Timer er langt nærmere end vi forestiller os.

III. Jeg vil afslutte denne Betragtning, idet jeg
beder eder ihukomme Herren med p r a k t i s k e
[136] R e s u l t a t e r . Hvad skal vi vel gjøre for
denne "udmerkede fremfor Titusinde?"
Først vil vi fortælle andre om ham. Jerusalems
Døtre spurgte Bruden: "Hvad er din Elskede
fremfor en anden elsket?" Hun svarede: "Hele
hans Vesen er Liflighed." Det er en stor Fryd at
kunne prise Herren. Vi, som er Prædikanter, nyder
herlige Stunder, naar vi ophøier Herrens Navn.
Dersom vi intet andet havde at gjøre end at
prædike Kristus, ingen Synd havde at kjæmpe
mod, ingen Tvivl at jage bort, da vilde vi være
som i Himlen. Jeg for min Del ønsker helst at slaa
paa denne ene Streng Jesus og atter Jesus. Paulus
gjorde vel, da han bekjendte for Korinthierne intet
at vide uden Jesus og ham korsfæstet.
I, der ikke er Prædikanter, kan ikke gjøre bedre
end at tale meget om Jesus, naar Leilighed
tilbydes. Gjør ham til Emnet for eders Samtaler. I
taler saa ofte om Prædikanter, tal kun om eders
Mester. Vore uomvendte Naboer er meget tilbøielige
til at ville tale om Hyklere og skrøbelige
Bekjendere, til dem vil jeg sige: Bryd eder aldrig
om Kristi skrøbelige Efterfølgere, tal om Mesteren
selv; hans Bekjendere er ikke værd eders Omtale,
men han selv afgiver et stort Emne til Samtale og

Betragtning, for " h e l e h a n s V e s e n e r
L i f l i g h e d . " Vor Herres Folk er forøvrigt langt
mere verd end Verden tror; jeg for min Del glæder
mig over alle de hederlige Brødre og Søstre, jeg
har truffet paa, men selv om alle de onde Rygter
Verden udspreder [137] om os, skulde være sande,
saa kan de ikke et eneste Øieblik fordunkle for os
Herrens Liflighed.
Det næste praktiske Resultat af at beskue
Herrens Liflighed, er, at vi tilegner os ham, som
vor egen, griber ham med Troens Haand og gjør
Slutningsstrofen af Verset til vort: "Dette er min
Elskede og dette er min Ven, I Jerusalems Døtre.
Mit Hjerte klynger sig til ham, min Sjæl fortrøster
sig til hans Kjærlighed. Det Hjerte, der skatter
Jesus høiest er mest ivrig efter at tilegne sig ham.
Den der skuer Jesus, som "liflig i hele sit Væsen,"
vil ikke hvile, før han er sikker paa, at Jesus er
hans. Jeg tror her at burde tilføie, at den sande
Vurdering af Kristus, er det bedste Bevis paa, at
Kristus virkelig er vor Eiendom. Undertiden
hænder det, at en Sjæl lovpriser Jesus i høie Toner
og samtidig længes med en indre Bæven efter
ham; det er min Overbevisning, at den sande
Lovprisning af Herren forudsætter, at han dog for
en Del er bleven Sjelens Eiendom. Jesus vinder
aldrig det Hjerte, som han vil nægte sin

Kjærlighed. Dersom du elsker ham, saa elsker han
dig, vær sikker herpaa. Ingen Sjæl vil nogensinde
udraabe: "Hele hans Væsen er Liflighed," uden
snart efter at kunde tilføie: "Dette er min Elskede,
og dette er min Ven."
Ingen af eder bør hvile, før I ved med Vished,
at Jesus er eders. Vær ikke tilfreds med Haabet
alene, men søg at vinde Troens fulde Forvisning, I
bør ikke lade eder nøie med [138] noget andet,
Maa det blive eders Sang Livet ud igjennem: "Min
Elskede er min, og jeg er hans."
Da vil den ikke fortørres eller hensygne i
Skyggen — Solen skinner — vandre i dens Lys.
Bort med den vanvittige Ide, at vi ikke kan vide
enten vi ere skyldige eller vi har faaet Forladelse,
enten vi er i Kristus eller udenfor ham! Vi maa
vide det, og naar vi bekjender Herren og lovpriser
hans Navn, da vil det gives os tilkjende enten
Jesus er vor eller ikke. Dersom han er det saa lad
os glædes i Besiddelsen, og er han ikke vor, saa
lad os med en Gang gribe ham i Troen, for i det
samme Øieblik, vi tror paa ham, da er han vor.
Kristendommens Besiddelse ligger i Overbevisningen
om at eie den, det blotte Haab er et løst
Baand.
Endnu kun dette: Det er en skjøn Frugt af vor

Glæde i Herren, at v o r F o r e n i n g m e d h a m
b l i r e t F o r e n i n g s b a a n d m e l l e m a n d r e .
Bruden udraaber: "Dette er min Elskede, dette er
min Ven I Døtre af Jerusalem," og de svarer:
"Hvor er din Elskede gaaet hen du deiligste blandt
Kvinderne, hvor har din Elskede vendt sig hen,
forat vi kunde opsøge ham med dig." Af dette vil I
kunne skjelne det Foreningsbaand, der opstaar
gjennem ham din Elskede. Faa af os, der befinder
sig i dette Værelse, vilde have kjendt hinanden,
ifald vi ikke havde været et i Kristus. Vi vilde
vandret hver vore egne Veie og savnet megen
Opmuntring. Men Vor Herre er bleven vort
Midtpunkt, vi mødes i ham [139] og føler, at i ham
har vi alle Ting fælles. Vi søger i Forening med
hinanden vor Elskede og finder ham jammen ved
hans Bord, og naar vi finder ham, da har vi ogsaa
fundet hinanden, og Kristi Kjærlighed glindser paa
vort Bryst som en smuk Juvel. Vi har et
forskjelligt Syn paa visse Dele af den guddommelige
Sandhed, og jeg ved, at dette ikke er uret af
os at have forskjellig Opfatning i de Punkter, hvor
den Helligaand har overladt os Sandheden uden
skarpt at forklare denne. Vi er bunden til at bruge
hans Vidnesbyrd i Udlæggelsen af det hellige Ord.
Men vi enes alle i hint klare Vidnesbyrd: "Hele
hans Væsen er Liflighed." Dette er et Forenings-

aand. De, der elsker et og samme Menneske, vil
altid føle sig draget nær til hinanden — dette
gjælder baade i verdslig og aandelig Forstand. De
forskjellige Bekjendelser staar i Strid med
hinanden, men Bekjenderne er et. Her tales meget
om Guds Børns Enhed som noget, der eftertragtes
alvorlig, og vi er enig heri; men det vil være
gavnlig altid at huske paa den Sandhed, at mellem
Guds Børn bestaar der allerede en virkelig
Forening. Vor Herre bad for hine, som Faderen
havde givet ham, at de maatte blive et, og Faderen
hørte denne Bøn, thi Herrens eget Folk er et.
Den Samling af Venner, der befinder sig i dette
Værelse, afgiver et Eksempel paa den inderlige
Forening i Kristus. — Nogle af os i denne
Forsamling trives bedre blandt Medlemmer af de
forskjellige Bekjendelser, end i det Samfund, hvor
vore Navne er indtegnet. [140] Vi er et Legeme,
Vor Herre bad ikke for os som Episkopale,
Baptister, Protestanter, Methodister, Presbyterianere,
men at vi maatte blive et i ham; det er denne
Forming vi nyder i denne Stund og derfor æder vi
af et Brød og drikker af den samme Kalk og ere
døbte i en Aand til hans Legeme, som er for hver
enkelt og for os alle tilsammen liflig i hele sit
Væsen.
—————

C. H. Spurgeon fortæller
C. H. Spurgeon fortæller: Som jeg var paa
Reise i det sydlige Frankrige, saa jeg en Dag et
Par skjønne Fugle over vore Hoveder. Kudsken
ytrede paa fransk "Ørne". Ja, og det var en Mand
under dem med sit Gevær, som ønskede at stifte
nærmere Bekjendtskab med dem; men de kom
ikke ned for at være ham til Velbehag. Han rettede
sin Rifle mod dem og trykker af, men hans Skud
rækker ikke halvveis op. De kongelige Fugle holdt
sig ovenfor Skudvidde. Den høiere Atmosfære er
et passende Rige for Ørnene. Oppe der er Ørnenes
Legeplads, hvor de leger med den nøgne Lynild.
Hist oppe over Røg og Skyer, der dvæler de.
Holder eder der, I Ørne! Om I kommer indenfor
menneskelig Rækkevidde, har de intet godt i Sigte
med eder! Kristne! holder eder høit oppe! Oppe i
den høiere Atmosfære — hviler i Jesus Kristus, og
kom ikke ned for at søge eder en Hvileplads i
Filosofiens Træ.

C. H. Spurgeons Liv og Virksomhed.
C. H. Spurgeons
Liv og Virksomhed.
———

[143]
1. C. H. Spurgeons Slægt.
1ste Kapitel.
C. H. Spurgeons Slægt.
—————
Enhver Livsskildring af Spurgeon vilde blive
ufuldkommen, hvis den ikke ogsaa indeholdt en
liden Beretning om hans ædle Forfædre. Den
Fromhed, Redelighed og Samvittighedsfuldhed, vi
iagttager hos disse gamle og som gik i Arv til
Efterkommere, vil bedre sætte os istand til at
forstaa Spurgeons ubøielige kristelige Livsprinciper
og mageløse aandelige Fremskridt.
Hvad angaar Familien Spurgeon, da tilhører
denne oprindelig Fastlandet og kan følges saa
langt tilbage som trehundrede Aar.
Hertug Ferdinand af Alvas religiøse Forfølgels-

er drev mangfoldige Familier ud fra
Nederlandene, og disse søgte og fandt sit Hjem og
sit Livsvirke i England; blandt disse hører
Spurgeons Forfædre, der nedsatte sig i N o r f o l k
og E s s e x . Disse hollandske Kristne bragte med
sig fra sit Fædreland Flid, Orden, Vinskibelighed
og Nøiagtighed [144] og ligesom de franske
Hugenotter i et tidligere Tidsrum, bidrog de storlig
til at lægge Grunden til de forskjellige industrielle
Foretagender, som saa meget har bidraget til
Englands Velstand og Anseelse. Spurgeons
Forfædre udmærkede sig ved deres stille bramfrie
Virken, Ærlighed og praktiske Dygtighed, men
fremforalt ved Gudsfrygt og Fromhed. Det var
ikke vanskelig for en skarp Iagttager at opdage i
Spurgeons Fysiognomi en vis Lighed med disse
gamle hollandske Forfædre, ligesom han ogsaa i
andre Henseender vidste sig som en værdig
Efterfølger af disse brave, som, idet de blev fordreven
fra deres Fædreland, gjennem grusomme
Forfølgelser førte med sig til sit nye Fædreland
den Tro, der var dem kjærere end Livet selv.
En af den E s s e x s k e Gren af Familien Job
Spurgeon sad under Laas og Lukke i Chelingsford
Fængsel samtidig med at John Bunyan laa døende
i Bedfors Fangehul og det netop af samme Aarsag,
nemlig Troskab mod sin indre Overbevisning. I

femten lange Uger i en streng Vinter laa han paa
en Straamadras i et koldt og fugtigt Rum. Hans
Descendent (Efterkommer) C. H. Spurgeon blev
vistnok tildelt en bedre Skjæbne i ydre Henseende;
medens han dog ikke fattedes den samme Aand og
det samme kristelige Heltemod, og han har ogsaa
baaret sin Del af Lidelser for Sandhedens Skyld
baade i de heftige Ildprøver, hvorigjennem han
maatte gaa i de første Aar af sin Virksomhed i
London [145] som i sin fortsatte Iver for "den Tro,
der er overleveret de Hellige."
Det er fortalt, at ved Begyndelsen af sit
Livsvirke i London, kom C. H. Spurgeon
tilfældigvis en Dag ind i en Boglade i Padernoster
Row, som eiedes af en vis John Spurgeon, en
Efterkommer af den Norfolske Stamme. Ved at
sammenligne forskjellige Optegnelser af deres
respektive Forfædre, viste det sig, at den samme
Fromhed, Oprigtighed og Nidkjærhed for Sandheden
udmærkede begge Grene af Familien.
Spurgeons Oldefader var en ægte engelsk
Puritaner og hans Hustru en tro Afstøbning af ham
i Sind, Anskuelser og Liv. Hun interesserede sig
levende for sine Børns aandelige Vel, og begge
Forældre styrede sit Hus tro ifølge Guds Ord og
Villie. De levede under Georg III første
Regjeringsaar, og efter dem kan vi følge en

uafbrudt Linie af trofaste Ordets Tjenere ned
igjennem fire Generationer.

[146]
2. Spurgeons Bedstefader.
2det kapitel.
Spurgeons Bedstefader.
—————
James Spurgeon var en Søn af det fromme
Ægtepar, som vi omtalte i det forrige Kapitel og
var født i Halstead i Grevskabet Essex 29de
September 1776. Allerede fra Gut af var han
alvorlig paavirket gjennem Guds Ord, og som
Yngling blev han Medlem af den frie Forsamling i
Halstead. Han gik paa Skole i C o g g e s h a l l ,
hvor han undervistes i Pastoral Theologie af Rev.
S. Fielding. I 26 Aars Alderen fulgte han et indre
Kald, der bød ham at virke som Guds Ords
Forkynder. Han besøgte Hoxton Universitet 1802,
og efter to Aars Forløb modtog han en Kaldelse til
Clare Suffolk, hvor hans Bestræbelse ved Guds

Naade at virke til at vække Liv i Menigheden
kronedes med Held. Stambourne i Grevskabet
Essex blev hans næste og stadige Virkekreds.
[147] I den frie Menighed i Stambourne raadede
en ualmindelig Freds- og Enighedstilstand,
saaledes at i næsten hundrede og femti Aar var der
kun ansat tre Prædikanter. Efter den bekjendte Mr.
Beddows Død i 1810 blev James Spurgeon kaldet
til at indtage dennes Plads, og han arbeidede og
virkede med Velsignelse i Stambourne i fire og
femti Aar. Da han var over otti Aar gammel,
udtalte han oftere: "Jeg har ikke havt en eneste
ulykkelig Time i Menigheden lige siden jeg kom
hid." Han modtog ofte Kald fra andre Samfund,
men den Kjærlighed og Enhedsaand, der bandt
ham til Stambourne, bragte ham til at afslaa dem
alle. Da nogle af hans Venner raadede ham til at
trække sig tilbage fra Virksomheden, da han var
bleven i en Alder af henved otti Aar, svarede han
frimodig: "Nei, Gud har velsignet mig hidtil og jeg
ser, at mod Aftenstid da skal der blive Lys," idet
han hentydede til en Prædiken over denne Text af
Sønnesønnen C. H. Spurgeon, der altid havde
været hans Yndlingsbarn. Straks efter indtraf der
en velsignet Vækkelse i Landsbyen og Nabolaget,
og mange unge Mænd blev Medlemmer af
Menigheden i Stambourne. Der afholdtes hyppige

Bønnemøder, og Gud velsignede Virksomheden
saaledes, at den gamle Prædikant ofte maatte
udraabe: "Jeg vil aldrig opgive Arbeidet, saa
længe som Herren drager Folket hid og Sjæle blir
frelst."
Det kunde maaske her være af Interesse i
Aanden at aflægge et Besøk i Stambourne.
[148] Stambourne er en liden spredt Landsby
ikke langt fra Halstead i Essex. Den ligger ensomt
næsten aldeles udelukket fra Verden, og
omendskjøndt en Jernbane nu passerer tæt forbi,
har den endnu et saa gammeldags tilbagetrukket
Præg, at det forbauser Indbyggerne af de store
Steder, naar disse tilfældigvis kommer derud. Den
Dag i Dag er der intet Postkontor, og det vil
vistnok vare meget længe inden den nyere Tids
mægtige Bølgegang vil naa til Stambourne.
Præsteboligen er især en underlig Bygning — den
skal være over to hundrede Aar gammel — det
Indre er overmaade antikt, men med et solid Præg,
der helt igjennem minder om en svunden Tid.
Husets ydre Vægge er mod Sydsiden beklædt med
Vindrueløv — der ogsaa bærer Frugt i sin Tid og
minder om Frelserens skjønne Lignelse om sig
selv og sine Disciple som Vintræet og Grenene.
Det er især interessant at dvæle ved den gamle
Bygning, fordi den i Menneskealdere har været

eboet af fromme Familier, og det Midtpunkt,
hvorom det rolige Landsbyliv ligesom har været
samlet; der er meget ved denne ærværdige
Bygning der vækker Ærefrygt og Interesse.
I mere end to Aarhundrede har "de Retfærdiges
Tabernakel" været paa dette Sted.
Dersom Stenene kunde raabe ud af disse Mure og
Bjælkene i det gamle Loft kunde svare, hvad vilde
vi da faa at høre? — Lykkeligvis i dette Tilfælde
ingen Anklage, Forbandelse eller bebreidende
Røst. Hvilke Kampe og Seire har [149] ikke disse
Mure været Vidne til? — Hvilke Prøvelser for de
Gudfrygtige? Hvilke Forhaabninger — hvilke
Sorger og Glæder og hvilket inderligt Samfund
med Herren? Hvert eneste Værelse har været
indviet ved Bøn, og Loftet har gjenlydt af Sang
uden Ende til Herrens Pris. Næsten hver eneste
Søndag i mange Aar var den store Dagligstue
Samlingsstedet for Kristne Venner, som
opmuntrede hverandre med gudelige Samtaler og
talte hverandre til med Salmer og Sange og
aandelig Viser, idet de sang yndelig for Herren i
deres Hjerter. I denne enlige Bolig har fromme
Prædikanter i Rekkefølge henlevet deres Dage i
Fred, og disse Værelser er helliget ved de Helliges
Bortgang, "hine der ere døde i Troen." Vi tør
vistnok sige, at den Altseendes Øie med særegen

Kjærlighed har dvælet ved de elskede Børn, der
her har udaandet deres sidste Suk. I dette elskelige
Troens Hjem har Engle leiret sig trindt omkring
de, der frygte ham, for derefter at ledsage
"Frelsens Arvinger" til det evige Hjem.
I dette Hus boede ogsaa Rev. James Spurgeon,
et Barn i Troen indtil Gud tog ham hjem, — og
derfor kunde han ogsaa idelig gjentage, hvad han
engang med Overbevisningens hele Varme sagde
til en Ven: "O, hvor underfuld er dog Guds
Kjærlighed, jeg mener Guds Kjærlighed i Kristus
Jesus vor Herre." Nogle interessante og belærende
Smaatræk af James Spurgeons Liv er optegnet af
hans Sønnesøn i "The sword and the trowel " —
og andre [150] findes i dennes Prædikener. Her
hidsættes en med Overskriften:
Under Egetræet.
Medens James Spurgeon endnu var en
Yngling, stærkt bøiet under Vægten af sin Synd,
valfartede han ofte til en Skov i Honeywood Park,
hvor han under et bestemt Egetræ græd og
sukkede for sin Gud, og her kom han ogsaa til
Fred gjennem Troen paa den Herre Jesus, idet han
indtraadte i Livssamfund med sin Herre. Det var
en enlig Plet; men for ham var det et Bethel, Guds
Hus og Himmelens Porte. Han søgte senere ofte

derhen i stille Betragtning, Bøn og Lovprisning.
"Nogen Tid efter at han var bleven et Guds
Barn", fortalte hans Sønnesøn, skulde han en Dag
gaa fra Coggeshall til Halstead og hans Vei førte
ham netop forbi den indviede Plet. Den
foregaaende Nat havde han netop drømt, at Satan
viste sig for ham og truede med at knuse ham,
dersom han vovede at gaa denne Vei og bede
under Egetræet, saaledes som han pleiede at gjøre.
Den Onde vovede at minde ham om, at der var en
anden Vei forbi en Forpagtergaard, og dersom han
valgte denne, vilde alt gaa godt. Da nu Bedstefader
vaagnede, følte han sig alvorlig rystet af
dette og tænkte som saa. Enten det nu er en Drøm
eller en Fristelse fra Satan, saa er jeg dog fast
bestemt paa ikke at lytte til den; men vise
Djævelen, [151] at jeg ikke vil adlyde ham i noget,
men kjæmpe mod ham til det yderste. Ligesom
Luther havde han et temmelig stærkt Indtryk af
den onde Fiendes Personlighed og var vant til at
gjøre kort Proces med hans lumske Angreb. En
Dag, da han stod paa Talerstolen, kom han
pludselig til at tænke paa, at Sandhuset, hvor man
pleiede at opbevare Sanden, der brugtes til at
bestrø Gulvet med i Forsamlingslokalet, burde
paneles. Hans næste Tanke var den, hvad har vel
Satan at gjøre med at bringe mig til at tænke paa

Sandhuset paa en Søndag og det endog midt paa
Talerstolen. Det skal paa ingen Maade paneles.
Jeg vil vise ham, at han ikke skal faa sin Villie
med mig i dette."
Men for at vende tilbage til Historien om det
gamle Egetræ. Min Bedstefader, dengang en ung
Mand, gik frimodig og med lette Trin, indtil han
kom til det Sted, hvor de to Veie skilles, da
overkom der ham en frygtelig Angst, og hans
Hjerte slog voldsomt. Sæt, at han virkelig traf
Erkefienden, og at denne skulde blive ham for
stærk, hvad da? Bedre at tage Veien om
Forpagtergaarden. Nei, det vilde være det samme
som at give op for Satan, og det vilde han ikke
gjøre for titusinde Verdener. Han fattede Mod og
gik skjælvende videre. Terænnet var ujevnt, og
med en vis fast Bestemthed blandet med bange
Anelser betraadte han den trange Sti gjennem
Skoven. Egetræet var allerede i Sigte, hurtig ilede
han fremad og følte sig derunder [152] lettere;
snart stod han paa sin gamle Yndlingsplads
støttende sig mod Træstammen, og der var ingen
Djævel. Efter at have draget Veiret dybt, raabte
han: "O, du feige Djævel, du truede med at knuse
mig og nu vover du ikke at vise dit Ansigt."
Derefter fulgte en inderlig Bøn og en Lovsang til
Herrens Pris. Den unge Mand vilde netop gaa

videre, da hans Øie faldt paa noget skinnende, der
laa paa Jorden. Det var en Ring, en meget stor
Ring og den var af ægte Guld; hvordan den var
kommet hid var vanskelig at gjætte. Efterforskninger
blev gjort, men der meldte sig aldrig nogen
Eiermand, og min Bedstefader lod den omarbeide
og gav Bedstemoder den i Fæstegave til Minde om
dette Sted, der var ham saa kjært.
Aar efter Aar fortsatte han med at besøge den
gamle Eg, og isærdeleshed forsømte han aldrig
dette paa Aarsdagene efter sin Omvendelse.
Træets Krone var bleven videre, og Bedstefader
var Overhovedet for en talrig Familie, men
Bønnen og Lovsangen til Herren lød endnu hvert
Foraar i Træets Skygge, og vi tvivler ikke om, at
Guds Engle lyttede med Glæde.
Hvad der bidrog til at forøge det alvorsfulde
ved denne enlige Skov, var vistnok ogsaa dette, at
hans Fader netop en Dag, da han skulde passere
igjennem den, blev rammet af Guds Haand og
faldt død om. Dette gjorde vistnok sit til, at de
aarlige Valfarter til Træet blev hyppigere og
alvorsfuldere. De vilde visselig have været fortsat
til min Bedstefaders sidste [153] Leveaar, hvis
ikke Tidens Fordringer med ubarmhjertig Haand
havde ryddet bort Skoven og Træet og dermed alle
Spor efter det forgangne. Hans sidste Bønner paa

den kjære Plet blev afbrudt paa en næsten komisk
Maade. Efter at Skoven saa godt som var feldet,
gik han en Dag saa nær som mulig til det kjære
Sted, hvor den gamle Eg havde staaet; her var nu
tilsaaet med Hvede, men han knælede alligevel
ned mellem Axene og begyndte at velsigne
Herrens Navn, da i det samme en raa Stemme paa
den anden Side Gjærdet raabte: "Herre, der er et
vanvittigt Menneske, som fremsiger sine Bønner
midt i Hvedeagren." Dette Udraab bragte
Bedstefader til hurtig at reise sig og trække sig
tilbage — den Guds Mand betragtede et Øieblik
det kjære Sted og gik derpaa langsomt sin Vei,
men i Aanden opreiste han et Alter, sit Bethel,
medens han takkede Gud for Frelsen. Han gik til
Hvile efter at have stridt den gode Strid, men
Bønnerne i Honeywood Park har bragt hans Børn
og Børnebørn Velsignelse lige ned til tredie Led.
Ei alene for dem, men ogsaa ligeoverfor den hele
Verden kan han vidne: "Staar Djævelen mod, og
han vil fly fra eder" ligesom han ogsaa formaner:
"Lover Herren og glemmer ikke nogen af alle hans
Velgjerninger."
Et eller to andre Smaatræk
af denne mærkelige Mands Liv skal her blive
gjengivet. Det første belyser hans Redelighed
[154] og Samvittighedsfuldhed i Sager, hvori

mange bekjendende Kristne just ikke altid tager
det saa nøie. Da han var en middelaldrende Mand,
besluttede han at gjøre sin Ret gjældende som
Stemmeberettiget ved den almindelige Valgforsamling
i Grevskabet, men hans Rettigheder blev
adskillig betvivlet af Modstanderne. Aarsagen
godtgjordes at være denne, at Retten til alt Gods,
der laa til Præstegaarden, fandtes at være ugyldigt.
Men da han havde havt ubestridelig Ret dertil i
mere end 22 Aar, raadede man ham til at gjøre sit
Testamente og efterlade sine Børn Eiendommen,
som om den retsgyldig tilhørte ham. Dette
fristende Forslag afslog han med en Gang, og
kaldte derimod sammen et Menighedsmøde i den
Hensigt at overdrage hele Eiendommen overensstemmende
med Givernes Villie. Da han havde en
stor Familie og virkelig var fattig, er dette at
betragte som en i Sandhed uegennyttig Handlemaade.
En liden Begivenhed af sit Livshistorie har den
gamle Mand selv meddelt, og den bekræfter ei
alene hans barnlige Tro paa det guddommelige
Forsyn, men ogsaa Herrens mærkelige Forsorg for
sine Børn.
Den store Familie og de smaa Indkomster
gjorde det meget vanskelig for ham at komme ud
af det, men da han med særlig Forkjærlighed hang

ved det lille Bed i Vingaarden, Mesteren havde
givet ham at dyrke og paa ingen Maade vilde bytte
dette med noget i timelig Henseende mere
indbringende, søgte han at hjælpe sig saa [155]
godt han kunde og forøge sine Indkomster ved
Dyrkningen af et lidet Stykke Jord, samt holde en
Ko, der kunde forsyne Familien med Melk. En
Dag sturtede Koen i Fjøset. "James," sagde Fru
Spurgeon til sin Mand, "hvordan skal nu din kjære
Gud kunne forsyne os med Melk til vore smaa
Børn? Hvad skal vi gjøre?" "Mor," svarede han,
"Gud vil forsyne os, om han vil, saa kan han give
os femti Kjør." Det hændte netop den selvsamme
Dag, at nogle Herrer sad sammen i et Komitemøde
i London beskjæftiget med at uddele Penge til
fattige Prædikanter, der havde søgt om Hjælp.
Gamle Spurgeon havde aldrig bedet om noget, han
stræbte ved Vindskibelighed og Dyrkning af sit
lille Stykke Jord at tilfredstille sine smaa Livsfornødenheder
uden at behøve at ty til andre. Da
Summen var uddelt, fandtes der at blive et
Overskud paa 5 Pund. Hvad skulde de gjøre
hermed?
"Der er en Pastor Spurgeon nede i Stambourne,
en fattig Mand, som trænger Hjælp," bemærkede
en. — "Ja," stemte en anden i; "men vi vil ikke
sende ham kun disse 5 £, jeg vil føie til en

lignende Sum; for jeg kjender ham, han er en
værdig Mand."
"Nei," svarede en anden, "det er altfor lidet, jeg
foreslaar, at vi allesammen lægger til vor Skjærv,
saa det kan blive saa meget som 20 £." (360
Kroner.) Den næste Morgen modtog Spurgeon et
Brev, for hvilket han maatte erlægge ni Pence i
Porto. Den gamle Frue beklagede meget [156]
denne store Udgift for et Brev; men da det blev
aabnet, vidste det sig at indeholde den nette Sum
af 360 Kr. Hendes Mand sagde smilende: "Nu min
kjære, kan du nu tro Gud, om han end tager fra dig
en gammel Ko." — Sønnesønnen har føiet til
denne Optegnelse følgende lille Bemærkning:
Jeg tænker paa min kjære gamle Bedstefader
og paa det, som han pleiede at sige mig. Dersom
han var her i Aften — Gud være lovet, at han ikke
er her, han er i Himlen, og der er et meget bedre
Sted for ham — men dersom han kunde komme
ned til os fra Hjemmet histoppe, da vilde han sige:
"Ak, min Gut, jeg har befundet Gud at være
trofast."
Gamle James Spurgeon var almindelig yndet af
Befolkningen i Essex, hvor han var vidt kjendt og
hyppig anmodet om at prædike paa forskjellige
Steder og ved adskillige Leiligheder. Hans eget

Forsamlingslokale der var meget stort, var særlig
om Søndagseftermiddagene fyldt til Trængsel.
Landbofolk i mange Miles Omkreds søgte did
under Møderne. En lang Række af Stalde var
opført lige ved Forsamlingslokalet til deres
Afbenyttelse, der ønskede at sætte ind sine Heste.
Da den ærværdige gamle Mand var omtrent 80
Aar, befandt hans Sønnesøn sig engang paa en
Prædikereise i Essex. Bedstefaderen fik høre om
dette og sendte ham et Brev med Anmodning om
at komme og besøge ham. Han ankom tidlig en
Morgen, og den Gamle havde da [157] allerede
været oppe og ude en lang Stund for at se efter sin
Gut! Det var en mindeværdig Begivenhed;
Bedstefaderen var især i godt Humør, naar han i
de stille Aftentimer meddelte Sønnesønnen
enkelte mærkelige Træk af sit lange Liv, og
dvælede ved de mange Venner, han havde kjendt
og elsket, og hvoraf de fleste var dragne forud for
ham til Hjemlandet hist. Sønnesønnen opbevarede
disse Minder i sin Hukommelse for senere at
nedtegne dem.
I Aaret 1856, 27 Mai, prædikede C. H.
Spurgeon i Stambourne i Anledning af Bedstefaderens
fremtiaarige Jubilæum. Den gamle Mand
havde senere sin Glæde af at befordre i Trykken
saavel denne Prædiken, som nogle Traktater af sin

erømte Sønnesøn.
Den bekjendte Prædikant i Stambourne var
ligesom sin ældste Sønnesøn, udrustet med overordentlige
Gaver. Han havde en klar, høi Stemme
og var overmaade praktisk og alvorlig i sin Maade
at prædike paa, til samme Tid som han altid lagde
Hovedvegten paa Evangeliets evige Sandheder. I
sin hele Person var han et sandt Billede paa
Nethed og Properhed, hans sorte Kjole, stive
Halsbind, Kalvekryds (krusede Skjorte), Knæbenklæder,
Spændesko og Silkestrømper, tjente til at
fremstille ham som en Mand, der mere tilhørte en
forgangen Tidsalder end vor Tid.
Han synes at have lignet John Wesley i Væsen
og Figur samt i Dragt og Optræden. Ogsaa med
Hensyn til sine Prædikener og Lære var han anseet
som en udmærket Prædikant af [158] den gamle
Skole. I mere end et halvt Hundrede Aar vandrede
han om blandt Folket og for Verden med et
uplettet Rygte. Hemmeligheden derved bestod i, at
h a n v a n d r e d e y d my g t f o r s i n G u d . Hans
venlige Væsen, uskrømtede Fromhed og udmærkede
Karakter sikrede ham hans Naboers Venskab
og Velvillie og skjøndt en fuldstændig frikirkelig,
saa stod han dog i broderlig Venskabsforbindelse
med flere af Statskirkens Geistlige, og gik ofte i
Sognekirken, særlig ved de Leiligheder, hvor

Missionens Sag anbefaledes. Han var velsignet
med en Hustru, som delte "hans dyrebare Tro".
Hun var en tro Medhjælperske for sin Mand i alle
hans gode Bestræbelser for Guds Riges Fremme.
Den gamle Mand holdt fast ved den puritanske
Lære, og forklarede nøiagtig Guds Raad til vor
Frelse. Han var de unge meget hengiven, Børnene
samledes omkring ham med en Kjærlighed, der
ikke aftog med de modnere Aar, de følte, at de i
ham eiede en tro Raadgiver og en elskende Fader.
Under sin sidste Sygdom følte han sig lettet og
trøstet ved de Evangeliets Sandheder, som han saa
længe havde fremholdt for andre. Det var hans
inderligste Ønske, at det maatte forundes ham at
vidne om sin Frelser paa sit Dødsleie, og Gud
forundte ham dette.
Han erklærede, at Evangeliet var hans eneste
Haab. — Og "Herren var den Klippe, som han
forlod sig paa." Hans Bortgang fra denne Jord var
mærket med Glæde og Fred — en herlig [159]
Overgang til det evige Rige, hvor vi altid skulde
være hos vor Herre og Frelser Jesus Kristus.
I de sidste to Aar af sit Liv blev han assisteret i
Prædikegjerningen af forskjellige Prædikanter,
dog prædikede han altid selv saa ofte som
Helbreden tillod ham det. Altid lige til det sidste

etjente han ved Herrens Naademaaltid. Han endte
sin Arbeidsdag og gik ind til den evige Hvile 12te
Februar 1864, i sit otte og ottiende Aar. Han
efterlod otte Børn, hvoraf 7 Medlemmer af
frikirkelige Samfund. Den ældste var dengang
Diakon i Stambourne og den yngste Rev. John
Spurgeon Prædikant ved den frie Menighed i
Cranbrook, den fornemste By i Grevskabet Kent.
—————

[160]
3. C. H. Spurgeons Fader og Moder.
3die Kapitel.
C. H. Spurgeons Fader
og Moder.
—————
Rev. John Spurgeon er høiere af Vækst end sin
Søn Charles Haddon, han har et smukt Ydre og et
varmt Hjerte og er desuden overmaade genial.
Skjøndt næsten otti Aar gammel er han endnu en
meget begavet Taler. I 16 Aar arbeidede han som
Forretningsmand i Colchester, saa det var først
som en middelaldrende Mand, at han fulgte sit
indre Kald og blev Prædikant ved Frimenigheden i
Tollesberry. Af sytten Børn er Charles Haddon
den ældste, en Broder og syv Søstre er endnu ilive.
Den store Prædikants Moder, der indgik til Hvilen

for to Aar siden, var den yngste Søster af Charles
Parker Jarvis Esq. af Colchester. Alle, der kjendte
hende, agtede hende for hendes inderlige Fromhed
og kristelige Ydmyghed. Den Alvor og kristelige
Strænghed, blandet med Kjærlighed, hvormed hun
under Bøn til Gud opdrog sin talrige Børneflok, er
ei bleven uden Frugt.
[161] Da hun en Dag talte alvorligt med sin
Søn C h a r l e s , hvem hun elskede varmest af alle
sine Børn, sagde hun paa sin gammeldagse
Maade: "O, Charlie, jeg har ofte bedet om at du
maatte blive frelst, men aldrig at du skulde blive
Baptist." Til dette svarede Charles: "Herren har
besvaret dine Bønner med sin sædvanlige Rundhaandethed
og givet dig mere end du bad om."
Den store Prædikants Fader og Moder maatte
visselig forsage meget og paalægge sig mange
Fornegtelser for at kunne give sine Børn en god
Opdragelse; men hvor overflødig er de ikke
bleven lønnet og hvilken en Erstatning maa de
ikke have fundet i de tusinder af Medlemmer af
Metropolitan Tabernaklet, de hundreder af
Prædikanter, som er bleven uddannet ved
Missionsskolen, den Skare af forældreløse Børn,
som har fundet et Hjem i Stochwell Børnehjem
foruden de forskjellige andre veldædige Øiemed,
for hvem deres ældste Søn har staaet i Spidsen, og

som tillige saa velvillig er bleven støttet af deres
yngre Søn.
—————

[163]
4. C. H. Spurgeons Fødsel og tidligste Livshistorie.
4de Kapitel.
C. H. Spurgeons Fødsel og
tidligste Livshistorie.
—————
De engelske Landsbyer har fostret mange af
Landets Stormænd. Der er noget vist
eiendommeligt ved det enkle Landsbyliv, som,
hvor meget det end er underkjendt og ringeagtet,
dog indeholder en Tiltrækningskraft for begavede
Naturer. Man antager i Almindelighed, at de større
Byer besidder flere Fordele med Hensyn til de
Unges Opdragelse og Udvikling, men Landlivet
eier en egen Evne til at kunne indvirke i Stilhed
paa det unge begavede Sind. S p u r g e o n v a r e t
L a n d s b y b a r n . K e l v e d o n i E s s e x , en

liden Plads med omtrent 2000 Indbyggere, var
hans Fødested, han fødtes 19de Juni 1834.
Charles Haddon var fra liden Gut af et fromt
Barn, hans Forældre holdt ham tidlig til Lydighed
og opdrog ham i Gudsfrygt. Saa [163] snart som
han var gammel nok til at forlade Hjemmet, kom
han til sin Bedstefaders Hus i S t a m b o u r n e . En
gammel ugift Tante tog det begavede Barn under
sin særegne Beskyttelse, og bevogtet af Bedstefaderens
særdeles Kjærlighed voksede Gutten op
og blev snart mere interesserer i den Gamles
Bogskab end i de Unges Lege. Han kunde
undertiden sidde i timevis og med barnlig Skræk
betragte de grimme Billeder af Martyrerne i Foxes
Martyrhistorie eller i Pilegrimmens Vandring,
eller ogsaa studerede han med den mest udelte
Interesse de forskjellige Hændelser, som fortælles
om i Robinson Crusoe. Barnets Alvor og Interesse
vakte alles Opmærksomhed. Han forbausede de
ældre kristne Brødre og Søstre, der kom til hans
Bedstefader om Søndagseftermiddagen ved at
foreslaa Samtaleemner og af og til komme med
træffende Anmærkninger vedrørende disse, og
selv i denne tidlige Alder opdagede man hos ham
haandgribelige Tegn paa den Bestemthed i hans
Karakter og Kjækhed i sit Væsen, for hvilke han
er bleven saa mærkelig og almen bekjendt.

En Gang før han var fuldt sex Aar gammel saa
han en Doktor i Theologi staa paa en af
Landsbyens Gader i Samtale med nogle Mænd af
tvivlsom Karakter; straks gik han lige hen til den
store Mand og forbausede ham ved Spørgsmaalet:
"Hvad gjør du her Elias." 1 Kong. 19, 9.
Ved 7 Aars Alderen, da hans Fader var bleven
forflyttet til Colchester, reiste han hjem for at
kunne nyde Fordelene ved en forbedret og [164]
mere planmæssig anlagt Opdragelse. Hans Forstand
var overordentlig udviklet for hans Alder og
hans moralske Bevidsthed, særlig hans Kjærlighed
til Sandhed end mere. I 1844, da han var 10 Aar
gammel, tilbragte han Sommerferien hos Bedstefaderen,
da en Begivenhed indtraf, der udøvede en
stor Indflydelse paa Spurgeon allerede dengang og
end mere i hans modnere Aar; vi vil gjengive den
med Spurgeons egne Ord under Titel af
Rev. Richard Knills i Spaadom.
"Saalænge jeg var Gut," skriver C. H.
Spurgeon, "tilbragte jeg næsten stadig min Ferietid
hos min Bedstefader, hvor jeg havde henlevet
mine tidligste Barnedage og hvor det var
Sædvane, at jeg læste høit af Bibelen ved Familieandagterne".
Engang da han læste i Aabenbaringens
Bog og kom til det Sted, hvor "Afgrundens

Brønd" omtales, stansede han og spurgte:
"Bedstefader: Hvad kan dette betyde?" "Barn,
Barn, gaa bare videre." Dette Svar var jo ikke
tilfredsstillende, og Barnet besluttede at faa en
Forklaring; derfor gjentog han det samme Kapitel
Morgen efter Morgen og stansede altid ved det
samme Vers for at fremsætte sit Spørgsmaal. Slige
Spørgsmaal forstyrrede meget ofte Familieandagten,
og hvis ikke den lille videbegjærlige Gut
havde været alles Yndling, vilde han snart være
bleven afsat fra sin Bestilling. Spurgeon fortæller:
"Ved en af disse Leiligheder havde vi [165] Mr.
Knill — dengang fra Chester, nu af "Ny
Jerusalem" — hos os i det gamle kjære Hjem, han
skulde nemlig den følgende Søndag prædike i
Stambourne for det Londonske Missionsselskab.
Denne Mand saa aldrig ind i et ungdommeligt
Ansigt uden tillige at søge at opdage en eller
anden Aandsgave. Han var heltigjennem
Kjærlighed, Godhed, Alvor og Varme, og
begjærede at vinde Menneskesjæle ligesom
Gnieren begjærer at eie det Guld, hans Hjerte
sukker efter. Han hørte den lille Charles Haddon
læse og roste ham.
En liden vel fortjent bifaldende Bemærkning er
den sikreste Maade at vinde et ungt Hjerte paa. En
Aftale blev gjort med Gutten nemlig, at han tidlig

Lørdag Morgen skulde vise Mr. Knill om i Haven,
og tage en Spadsertur med ham i den vakre Omegn.
Gutten var snart ude af Sengen og i Haven til
den bestemte Tid, hvor hans nye Ven vandt hans
hele Hjerte ved smaa interessante Beretninger og
en livlig Samtale, hvorigjennem han gav Gutten
Anledning til at komme med Spørgsmaal og
Anmærkninger. Samtalen omhandlede Jesus og
Kjærligheden til ham, men det var mere end en
behagelig Samtalestund, det blev ogsaa et Bønnemøde;
thi under et stort skyggefuldt Træ knælede
de begge ned, den ældre med sin Arm om den
yngres Hals, idet han raabte alvorlig til Herren om
den haabefulde Ynglings Omvendelse. Missionsprædikenen
afholdtes næste Dag i det gamle puritanske
Forsamlingshus, og denne Herrens Tjener
drog som Udsending for Missionsselskabet ud til
sit næste [166] Sted; men han reiste ikke, før han
havde udtalt en overmaade mærkelig Spaadom.
Efter atter og atter at have bedet alvorlig med
sin lille Yndling, syntes det som han havde en
Byrde paa Sindet, og at han ikke kunde forlade os,
uden han havde lettet sig for denne. Idet han
kaldte Familien sammen, tog han mig paa sine
Knæ, og jeg husker endnu hans Ord: "Jeg ved ikke
hvoraf det kommer; men jeg føler en alvorlig
Vished om, at dette Barn vil komme til at prædike

Evangeliet for Tusinder, og at Gud vil velsigne
ham for mange Sjæle. Jeg er saa sikker paa, at
denne Gut engang vil komme til at prædike, at jeg
vil bede ham love mig at lade afsynge den Salme,
der begynder saaledes: "Gud virker paa en
underfuld Maade, at Sjæle frelses af Naade".
Løftet blev selvfølgelig afgivet, og fulgtes af et
andet, nemlig at jeg skulde lære denne Salme
udenad og tænke over, hvad han havde sagt.
Løftet blev opfyldt; da jeg havde den Glæde at
prædike Livets Ord første Gang i Surrey Kapel,
blev Salmen afsungen. Maatte nu Mr. Knills
Spaadom hjælpe til at føre mig fremad paa den
Bane, jeg skulde betræde. — Jeg betvivler ingenlunde
dette. Jeg troede nemlig hans Spaadom, og
skuede forventningsfull fremad mod den Tid, da
jeg skulde prædike Ordet. Dog følte jeg
overmaade levende, at ingen uomvendt tør vove at
optræde som Prædikant. Dette gjorde mig mere
ivrig i at søge Frelsen, og da jeg ved Herrens
uudsigelige Naade blev istand til at kaste mig i
Frelserens Arme, varede det ikke længe, [167]
inden min Mund oplodes til at tale om
Forløsningen i Kristus. Hvoraf kunde det vel
komme, at denne kloge og besindige Prædikant
talte saaledes om og til en, i hvis Fremtid Gud
alene kunde skue ind? Hvoraf kom det dog, at han

fik Lov til at leve og glæde sig med sin yngre
Broder i Sandheden af hvad han havde udtalt?
Svaret ligger klart i Dagen, og lad os mærke os en
særegen Lærdom, nemlig denne: maatte Gud i
Lighed med Richard Knill gjøre os alle snare til
øieblikkelig at kaste ud Sædekornet, naar Herren
kalder os dertil. Mr. Knill kunde i Lighed med
mange andre have overladt gamle Spurgeons lille
Sønnesøn til sig selv med den Undskyldning, at
han havde større Pligter at varetage, end at bede
med Børn; men hvem vover at paastaa, at han ikke
udrettede ligesaa meget gjennem denne simple
fordringsløse Handling, som ved lange Prædikener
henvendt til en Skare af Tilhørere? For mig blev
hans ydmyge Sind og Omsorg for de smaa af stor
og evig Velsignelse; jeg vil fuldt ud bekjende, at
den Tid han viede mig, var vel anvendt."
Inden vi forlader dette Kapitel vil vi ikke
undlade at bemærke, at der var flere Karaktertræk,
der lige fra Barndommen af udmærkede den store
Prædikant. Det ene var hans Kjærlighed til Guds
Tabernakels Sted. Det var stedse en Glæde for
ham, at findes der. Et andet Præg i hans Karakter
var hans Kjærlighed til Sandheden; aldrig
fordreiede eller nægtede han, eller søgte han at
skjule Sandheden, og aldrig fik man nogensinde
Anledning til at [168] betvivle hans Ord. Et andet

Særmærke hos ham var hans Kjærlighed til
Bønnen. Hans Fader fortæller, at man ofte fandt
Charles i Høstakken eller i Gaarden bedende eller
læsende høit, og undertiden talte og prædikede han
for sine Brødre og Søstre.
Ikke mindre mærkelig var han paa Grund af
Dybden i sine Følelser og sin stærke, bestemte
Villie. Sidstnævnte Udslag af hans Karakter gav
ofte Anledning til alvorlige Bekymringer for hans
Forældre, og de bad inderlig, at hans Lidenskaber
og Villiekraft maatte blive ledet og styret af
Herren. C. H. Spurgeons Opdragelse laa inden den
Kreds, i hvilken hans Forældre havde bevæget sig.
Han besøgte først Mr. Walkers Skole i Colchester
og frekventerede senere i samme By den Skole,
der lededes af Mr. Henry Lewis.
Han var ligeledes 12 Maaneder ved en
Landbrugsskole i Maidstone, og blev senere
Hjælpelærer ved en Skole i Swindel. Der fortsatte
han sine Studier med mærkelig Flid. Her voksede
ogsaa hans Tro, og hans brændende Iver for
Herrens Sag øgedes. Han maatte ligeledes i sit Liv
praktisere Selvfornægtelse, for hans Midler var
smaa, og hans Pung let; men han levede blot for at
erhverve sig Kundskaber for derved at kunne tjene
sin Gud og Frelser. I næste Kapitel stal vi udførlig
meddele Spurgeons Omvendelseshistorie.

[169]
5. C. H. Spurgeons Omvendelse.
5te Kapitel.
C. H. Spurgeons
Omvendelse.
—————
Dette vigtige Afsnit i den store Prædikants Liv
gjengiver vi med hans egne Ord. Idet han taler om
Evangeliet som en Guds Kraft til Salighed, siger
han: "Jeg vil fortælle eder, hvorledes jeg selv blev
bragt til Sandhedens Kundskab. Maaske det kan
bringe nogen anden til Jesus. Det behagede Gud i
min Barndom at overbevise mig om Synd. Min
Tilværelse var elendig uden Haab, uden Trøst ved
den Tanke, at Gud visselig ikke vilde frelse mig.
Tilsidst blev det uudholdeligt; jeg kunde neppe
udrette nogen Ting. Mit Hjerte var sønderknust.

Sex Maaneder bad jeg og kjæmpede af hele mit
Hjerte i Bøn og fandt aldrig Bønhørelse. Jeg
besluttede da, at jeg vilde besøge hver eneste
religiøs Forsamling som fandtes i den By, hvor jeg
boede for at finde Salig gjørelsens Dei. Jeg følte,
jeg var [170] villig til at gjøre hvadsomhelst og
blive hvadsomhelst, hvis Gud blot vilde tilgive
mig. Jeg begyndte, besluttet paa at gaa rundt til
alle Byens Kirker og Kapeller, og jeg gik til dem
alle; og skjønt jeg agter meget høit disse Mænd
som prædiker i dem nu, og som prædikede i dem
da, er jeg tvungen til at bekjende, at jeg aldrig
hørte nogen af dem prædike et fuldt Evangelium.
Jeg mener med dette — de prædikede Sandhed,
store Sandheder, mange gode Sandheder, som
passede for mange i deres Forsamlinger, —
aandeligsindede Mennesker; men hvad jeg
ønskede at faa at vide var: Hvorledes kan jeg faa
mine Synder forladte? Men dette fortalte de mig
aldrig en eneste Gang. Jeg længtes efter at faa høre
hvorledes en arm Synder i sin Syndenød kunde faa
Fred med Gud, og da jeg gik hørte jeg en
Prædiken over: "Farer ikke vild. Gud lader
sig ikke spotte," som gjorde min Byrde
tungere, men de sagde intet om, hvorledes jeg
kunde undfly. Jeg gik en anden Dag, Teksten
handlede om, "de Retfærdiges Herlighed";

men intet for mig Stakkel. Jeg var noget lignende
som en Hund under Bordet, der ei havde Lov at
æde Børnenes Føde. Jeg gik Gang efter Gang, og
jeg kan med Oprigtighed sige, at jeg ikke
nogensinde gik uden Bøn til Gud, og jeg er vis
paa, at der fandtes ikke en opmærksommere
Tilhører i hele Forsamlingen end mig selv; thi jeg
sukkede og længedes efter at forstaa, hvorledes jeg
kunde blive frelst. Tilsidst en snefuld Dag — det
sneede saa meget, at jeg ei kunde gaa til det [171]
Sted, jeg havde bestemt mig, og jeg blev nødt til at
stanse paa Veien, og det var en velsignet Stans for
mig — fandt jeg en noget trang Gade, vendte
nedover den, og der var et lidet Kapel. Jeg vilde
gaa et Sted; men jeg kjendte ikke dette Sted, det
var et primitivt Methodistkapel. Jeg havde hørt
megen Tale om disse Folk, og om hvorledes de
sang saa høit, at Folk fik ondt i Hovedet; men det
gjorde intet til Sagen. Jeg ønskede at vide,
hvorledes jeg skulde blive frelst, og om de sang
saa mit Hoved værkede, det brød jeg mig ikke om.
Jeg gik ind og satte mig ned, Mødet begyndte;
men ingen Prædikant kom. Tilsidst kom en Mand
af et meget magert Udseende op i Prædikestolen
aabnede Bibelen og læste disse Ord: " S e r t i l
m i g o g v o r d e r f r e l s t e a l l e J o r d e n s
E n d e r " (ny Oversættelse.) Han fæstede sine

Øine lige paa mig, og som om han vidste alt det,
der var i mit Hjerte, siger han: "Unge Mand, du er
i Nød." Ja, det var vist, jeg var. Han siger: "Du vil
aldrig komme ud af den med mindre du ser til
Kristus," og løftende sin Haand i Veiret raabte
han, saasom jeg tænker kun en primitiv Methodist
kunde: "Se, se se! Det er blot at se," sagde han.
Jeg saa i det samme Frelsens Vei. O, hvor jeg
sprang af Glæde i hint Øieblik; jeg ved ikke, hvad
mere han sagde; jeg lagde ikke Mærke dertil, jeg
var saa fuld af denne ene Tanke. Ligesom da
Kobberslangen blev ophøiet, saa de blot op til den
og blev helbredede. Jeg havde ventet paa at faa
gjøre femti Ting; men da jeg hørte dette [172]
Ord: "Se!" hvilket fortryllende Ord det syntes mig.
O, jeg saa, indtil jeg næsten kunde have seet ud
mine Øine; og i Himlen vil jeg vedblive at se i
uudsigelig Glæde. Nu føler jeg mig selv forbunden
til aldrig at prædike uden tillige at prædike til
Syndere. Jeg finder, at den Prædikant, der kan
prædike uden direkte at henvende sig til Syndere,
han forstaar ikke at prædike paa den rette Maade."
Mange Aar efter sin Omvendelse den 11te
Oktober 1864 prædikede Spurgeon engang i det
lille primitive Methodist Kapel i Colchester, og til
Texst tog han hine mindeværdige Ord: " S e r t i l
m i g o g v o r d e r f r e l s t e . " "Det var," sagde

han, "denne Tekst, som jeg hørte prædike over i
dette Kapel, den Gang Herren omvendte mig." Og
idet han pegede paa et Sæde til Venstre under
Galleriet sagde han: Jeg sad paa hin Bænk den
Gang jeg blev omvendt."
Denne Tale paa det samme Sted, hvor Herren
havde gjort sin Gjerning med ham, gjorde et dybt,
uudsletteligt Indtryk paa Forsamlingen. Mange
Hjerter fyldtes med Glæde og droges nær i
Kjærlighed til den unge Prædikant.
Spurgeons aandelige Stemninger og Rørelser i
hin tidlige Tid er forøvrigt bleven opbevaret i et
Brev til en af hans Onkler. Han skriver til denne:
Min kjære Onkel!
Stumme Mænd gjør ingen Fortræd. Din
Taushed og min Negligense bringer mig til at
[173] mindes den Tid da Brevportoen var høi, og
Breve af den Grund en Sjeldenhed. Du har
udentvivl hørt mig omtale som en topmaalt
Autinomist (Autinomy — Modsigelse mellem to
Love.) Jeg haaber du kjender mig godt nok til ikke
at tro dette. Det er mit Livs Maal at gjendrive dette
Rygte. Jeg sukker daglig under et Legeme, der
ligger under for Synd og Elendighed. O, hvilken
Tid, naar jeg skal fries fra dette Dødslegeme og
være uden Synd! Jeg er bleven mere og mere

overbevist om, at ethvert Forsøg paa at ville blive
frelst ved en blandet Omvendelse gjennem Tro og
gode Gjerninger er forgjæves. Det er mit Begjær i
alle Ting at vandre fremad i min Mesters Spor,
men hvis jeg nogensinde stolede paa min egen
Lydighed eller Retfærdighed, vilde jeg handle
værre end en Daare og ti Gange daarligere end en
gal Mand. Stakkels afhængige Skabninger!
Bønnen maa være vor idelige Beskjæftigelse,
Foden af Naadestolen det Sted, hvor vi stadig
dvæler, og Klippen vort eneste sikre Tilflugtssted.
Jeg glæder mig i Troen paa Kristus og i
Forvisningen om min eneste Frelse i ham. Hvilke
Kampe jeg end har at udkjæmpe, hvilke Farer,
hvilke Fiender der end møder mig paa min
Livsvei. Fienderne i mit eget Bryst er saa stærke,
at de vilde have dræbt mig og skikket mig til
Helvede længe før, hvis Herren havde forladt mig;
men velsignet være hans Navn, hans gjenløsende
og frelsende Kjærlighed har grebet mig, og hvo er
da istand til at rive mig ud af Faderens Haand? Paa
[174] mine Knæ har jeg ofte raabt om Hjælp og
priset være hans Navn, han har hidtil hørt mit
Raab. O, hvis jeg ikke vidste, at alle de, der hører
til Herrens Folk befinder sig i Nød, da vilde jeg
give op alt som tabt! Jeg glæder mig over, at
Forjættelserne der er os opbevarede gjælder ogsaa

mig ligesaavel som alle Guds Hellige og O, hvor
min Sjæl begjærer at gribe dem. Lad end den hele
Verden, ja selv de der kalder sig Kristne, tale ondt
om mig, jeg ved dog, at Herren ikke vil forkaste
mig. Jeg bygger kun paa Herrens Naade og vil
med Guds Hjælp ikke i noget afvige fra mine
kristelige Livsprinciper eller bøie af for den
moderne Religions ydre Former.
O, kunde jeg blot komme til at ligne Fortidens
Helgener, — frimodige, frygtløse Mænd, der
stedse levede i en salig Forening med Gud —
kunde jeg blot vende mig mere fra Verden for blot
at rette mine Tanker og mit Sind ved aandelige
Ting. Men naar jeg vil tjene Gud, finder jeg mit
gamle bedrageriske Hjerte fuldt af Helvedes Gift,
der strømmer op til mine Læber og besmitter alt,
hvad jeg taler og foretager mig. Hvad skulde jeg
gjøre ifald jeg i Lighed med dig blev kaldet til at
deltage i Ting, der alvorlig lagde Beslag paa mit
Sind og Tanke. Jeg frygter for, at jeg hverken
vilde blive dygtig til mit Arbeide eller brændende i
Aanden. Men, siger du, naar du læser dette Brev.
"Han taler altfor meget om sig selv" — Tro mig,
jeg kan ikke undgaa det; thi mit eget "Jeg" er
altfor meget min Herre. Jeg er stolt af min egen
[175] Uvidenhed, og lig en Skrubtudse opblæst af
min egen giftige Hovmod — hovmodig af hvad

jeg slet ikke besidder og opblæst og kry, naar jeg
heller burde sørge.
Jeg haaber du er mere frigjort fra din egen
naturlige Fordærvelse, og at du i dit Lønkammer
samt under Familie-Bønnen ved Foden af
Naadestolen maa nyde større Velsignelse og føle
dig mere kvæget og styrket i Aanden end jeg for
Tiden gjør. Dog under hvilke Tryk vi end lider
hernede, saa lader os glæde og fryde os over, at
H i m l e n o g G u d s F o l k v e n t e r o s . Huset
med de mange Værelser staar rede, — Kronen er
beredt, Harpen med de evige Akorder ligger
færdig, og der er ikke mere nogen Ufredspil der
saarer os. Ak maatte vi hernede være villige til at
kjæmpe for Sandhedens Sag og for vor Konge,
Jesus — og ved Aandens Hjælp modstaa enhver
Synd — og ikke hvile førinden Aandens Sværd
har kuet og ødelagt alle vort Hjertes Fiender.
Maa vi forlade os paa Herren for han vil hjælpe
os! Vi maa seire, vi kan ikke, tabe — Tabe —
umulig. For intet er istand til at rive os ud af
Faderens Haand.
Maa Herren velsigne os paa overordentlige
Maader.
Din hengivne Brodersøn,
C. H. Spurgeon."

I dette mærkelige Brev, er det ikke vanskelig at
opdage den fremtidige udmærkede Prædikant
samt, Aandens Stemme; og omendskjønt det
vistnok [176] indeholder Erfaringer, der ligger
langt over de almindelige Kristnes og er
usædvanlig for en, der var saa ung af Aar, saa maa
vi lægge Mærke til, at han i ingen Henseende var
nogen almindelig Personlighed, og at der var i
ham allerede i hin tidlige Livsperiode de Emner
der dannede ham til Fremtidens Mand og en
bestemt Antydning til det vel udviklede og
tænksomme Sandhedens Vidne for Herren, som
han senere viste sig at være.
Medens Spurgeon opholdt sig i Newmarket led
han store Anfægtelser. Han blev angreben af
Vantroens Djævel i en af dennes mest voldsomme
Skikkelser. Fra at tvivle om enkelte Ting kom han
til at stille Spørgsmaal om alle Ting, endog om sin
egen Tilværelse. Striden var ikke lang; men
overmaade haard og tillige afgjørende. Engang da
han talte om en Fritænker, sagde han: "Ogsaa jeg
har været ligesom ham. Del var i en ond Time jeg
slap Troens Anker. Jeg afskar Troens Ankertoug
og fortøiede ikke længer mit Livsskib ved
Aabenbaringens Kyst. Jeg tillod tvertimod Skibet
at drage i Drift for Vinden og kom saaledes ud paa
Vantroens Hav. Jeg sagde til Fornuften: Vær du

min Kaptein. Jeg sagde til min egen Kløgt: Vær du
mit Ror og styrede saaledes videre paa min vilde
Færd. Gud være lovet, nu er alt vel overstaaet, og
jeg vil kun fortælle den alvorlige Historie. Det var
en urolig Seilads over den frie Tankes stormfulde
Hav. Satan skjød ofte forbi sit Mærke; den
grumme Helvedlist, der laa i hans forfærdelige
[177] Bespottelser var ligesom en altfor tung Vægt
af Krudt, der tilsidst bragte Kanonen til at springe,
og han tabte sin Sag, medens den Sjæl, han søgte
at fordærve undfløi for at synge Lovsange til Guds
forløsende Naades Pris." Medens Spurgeon boede
i Newmarket kom han alvorlig til at overveie
Daaben og dennes Betydning.
Hans Fader og alle hans Forfædre havde
praktiseret Barnedaaben. At synes at være klogere
angaaende dette Spørgsmaal end Forældrene og
Forfædrene kunde let ansees for Paastaaelighed,
men en nøie Granskning af Ordet under Bøn til
Herren ledede ham til den faste Forvisning, at
Daaben ifølge den hellige Skrift er Neddyppelse i
Vandet, idet Bekjendelsen sker personlig. Efter
adskillig Brevveksling med Faderen, der følte sig
tilfredsstillet ved, at Sønnen ikke angreb selve
Daabshandlingen, eller vilde disputere over de
enkelte Punkter; men at hans Bevæggrund var høi
og hellig. Det sidste Brev han skrev angaaende

denne Sag er dateret 1ste Mai 1850. Deri lyder
det: "Dersom jeg kjendte mit eget Hjerte, da tror
jeg nok, jeg vilde finde, at den fornemste Følelse
er, at Frelsen ikke er af Menneskene — at ingen
Gjerning, hvor hellig denne er, vil i ringeste
Maade medvirke til at frelse min Sjæl; at hele
Værket er af Guds Kjærlighed og Naade, og at
hvis man nogensinde blir frelst, vil det alene ske
ved Guds Kraft."
Den 3die Mai fandt Daaben Sted. Vi citerer
Spurgeons egne Udtalelser vedrørende denne Sag:
[178] I Januar 1850, medens jeg hørte
Evangeliet prædike i Colchester, blev jeg istand til
at gribe Jesus Kristus som min Frelser. Da jeg ved
Guds Forsyns Styrelse blev kaldet til Hjælpelærer
ved en liden Skole i Newmarket besluttede jeg at
indtegne mig i den kristelige Forsamling i denne
lille By; men eftersom jeg havde læst og opfattet
Skriften skulde de Troende i Kristus begraves med
ham ved Daaben til Døden for at kunne opstaa
med ham i et nyt Levnet. For nærmere at faa
Forklaring over denne Sag opsøgte jeg Mr. W. W.
Cantlov, som engang havde været Missionær i
Jamaica men dengang var Forstander for en liden
Baptistmenighed. Mine Forældre vilde ikke hindre
mig i at følge min Overbevisning, Mr. Cantlov
ordnede alt vedrørende Daaben og mine Foresatte

gav mig en Fridag i den Anledning.
—————

[179]
6. C. H. Spurgeons første Prædiken.
6te Kapitel.
C. H. Spurgeons første
Prædiken.
—————
En Prædikant holder ofte sin første Prædiken
under uventede og ugunstige Omstændigheder.
Saaledes gik det ogsaa med den unge Spurgeon.
Han holdt sin første Prædiken i Marts 1851, da
han knap var 17 Aar gammel, det gik løierligt til
med den. En Del Mennesker i Cambridge havde
sluttet sig sammen — med den saakaldte "Biskop"
Vinter som Leder — i et Selskab, hvis
Medlemmer efter Tur gik ud og prædikede for
Befolkningen i de omkringliggende Landsbyer. En
Dag sagde "Biskopen" til Spurgeon, at næste

Søndag skulde en ung Mand, som ikke var vant til
at prædike og som var ængstelig sendes ud til det
og det Sted, "om I ikke vilde følge med og hjælpe
den unge Mand med Bønnen og Salmesangen og i
det hele se til at holde hans Mod oppe." Men da
Spurgeon den [180] bestemte Dag er kommen et
godt Stykke paa Vei med den unge Mand, viser
det sig, at han har faaet netop den samme Besked,
og at han var bleven bedet om at følge med for at
sætte Mod i Spurgeon, hvem han havde faaet
opgivet som Prædikanten. Paa Veien sagde
Spurgeon til sin Ledsager: "Jeg haaber at Herren
vil velsigne dig iaften."
"Mig," svarede den unge Mand; "O, kjære, jeg
har aldrig i mit hele Liv prædiket og tænker heller
ikke nogensinde at komme dertil, jeg blev
opfordret til at følge dig og jeg vil inderlig haabe,
ut Gud vil velsigne din første Prædiken."
"Ak," svarede den unge Spurgeon, "jeg har
aldrig forhen prædiket og tror heller ikke, jeg vil
kunne gjøre det."
De gik sammen indtil de naaede Stedet. "Hele
mit Legeme skjælver," siger Spurgeon, "i Tanken
om hvad der vil hænde." Men, fortæller han
videre, da jeg fandt nogle samlet og ingen at tale
til dem om Jesus, tog jeg Mod til mig uagtet mine

17 Aar, og prædikede over Teksten: "Eder altsaa
som tror tilkommer denne Ære." (1 Pet. 2, 7.)
Forsamlingen bestod forresten kun af et Par
Dagleiere og Fruentimmer, der var forsamlet i en
straatækt Hyttes fattige Stue. Det gik, Prækenen
nærmede sig sin Slutning, og Spurgeon tog
allerede Salmebogen, da pludselig en gammel
Kjærring udbrød: "Gud velsigne jer, kjære Barn,
hvor gammel er I?" ”zDe maa vente til Mødet er
forbi med at komme med den Slags Spørgsmaal,"
[181] svarede den unge Prædikant, men bagefter
maatte han naturligvis ud med Sproget — den
gamle Kone tænkte, at han ikke engang havde
fyldt det 16de Aar endnu. Naa, lige meget hvor
gammel han var, han blev dog ikke faa til Trøst og
Opbyggelse. Og han knytter selv til Fortællingen
om sin Debut nogle Ord, som er i høi Grad
betegnende for hans Synsmaade: "Mange unge
Mennesker nutildags," siger han, "vil udrette store
Bedrifter og udretter derfor slet ingenting. Den,
som er villig til at læse med Smaabørn, uddele
Smaaskrifter, kort sagt begynde med Begyndelsen,
har mere Udsigt til at komme til at gjøre mere
Nytte end en Ungdom, som er fuld af Afektation,
som gaar og sover i et hvidt Halstørklæde og som
studerer til Prest og udarbeider visse ophøiede
Manuskripter, hvilke han engang haaber at faa

oplæst fra Prækestolen. Den, der kan tale om jevne
Frelsens Sandheder i en Bondes Kjøkken og faa
Gjetergutten eller Buddeien til at høre paa sig er et
større Stykke af en Prest end den pyntede
Mandsling, der snakker i et væk om "Dannelse" og
mener dermed — at han har lært at bruge Ord,
som ingen forstaar.
Ud paa Høsten samme Aar blev Spurgeon
Prædikant for en liden Menighed i en nærliggende
Landsby. "Han var voldsomt bleg," sagde
Diakonen efter hans Tiltrædelsesprædiken, "og jeg
tænkte, han kan da aldrig i Verden prædike en
saadan Gutunge." Men Gutungen skaffede det før
halvtomme Kapel overfyldt af Tilhørere; den
megen Usædelighed og Drukkenskab i Omegnen
tog af, og skjønt Spurgeon [182] gav Folk ren
Besked, blev han afholdt paa Grund af sin
Reelhed, sit Alvor og sin Pligtopfyldelse. En Dag,
han skulde præke i en anden Landsby (han gik tidt
til andre Byer) kom der et forfærdelig Tordenveir
med Skylregn, saa Veiene blev helt ufremkommelige;
men han trak Støvler og Strømper af og
vandrede frem til sit Bestemmelsessted; og da
Folket havde ladet sig skræmme af Veiret, løb han
barbenet om fra Hus til Hus og trommede dem
sammen. Man ser nok han skaante ikke sig selv.
Men unægtelig skaante han heller ikke andre.

En ældre Prest, hos hvem han bad om
Tilladelse til at maatte benytte Kirken, overfusede
ham med grove Bemærkninger om hans grønskoldethed.
Da Spurgeon saa var kommen op paa
Talerstolen og læste op Teksten: " G r a a H a a r
e r Ærens Krone ..." stansede han (den gamle
Prest stod nedenunder) og indskjød: "Det er ikke
altid Tilfældet. Mangen Mand med graa Haar kan
ikke holde sin Tunge i Tømme, og mangen Mand
med graa Haar har ikke lært blot de simpleste
Regler for Høflighed; men," — og nu læste han
videre op af Teksten: " n a a r d e e r v u n d n e
p a a R e t f æ r d i g h e d e n s V e i e — ja da er graa
Haar en Ærens Krone, . . . og de røde da forresten
ogsaa."
Efter Prækenen kom den gamle Prest opover
Trappen til Prækestolen, slog Spurgeon gemytlig
paa Skulderen og sagde: "De er den mest
impertinente Hund, der nogensinde har bjeffet fra
[183] en Prædikestol!" Men fra det Øieblik var de
gode Venner.
* * *
Aarsagen til, at Spurgeon ikke fik Universitetsdannelse
er meddelt i hans Prædiken: "Et Minde
og en Advarsel." S. 82 og skal derfor ei gjentages
her, kun skal vi citere hvad Spurgeon i den

Anledning skriver til sin Moder: "Jeg føler mig
mere og mere glad over at jeg aldrig har besøgt
noget Universitet. Jeg har alt hvad mit Hjerte
begjærer, — ja endog mere. — Forsamlingen er
saa stor og saa brændende i Aanden, som
nogensinde. Gud har sendt sit Sollys paa min Sti,
saa megen Naade, at jeg slet ikke vil sørge om jeg
end skulle have forspildt mine jordiske Udsigter.
Jeg er mig bevidst, at jeg kun har holdt mig tilbage
fra den megen Lærdom af Kjærlighed til Herren
og til hans Sag; og at jeg heller vil være fattig i
hans Tjeneste end rig i min egen."
—————

[184]
7. Spurgeons Kald til London og Virksomhed der.
7de Kapitel.
Spurgeons Kald til London
og Virksomhed der.
—————
Efter at Spurgeon havde sluttet sig til
Baptisterne kom han at tilhøre den Forsamling i
Cambridge, der havde som Forstander den berømte
Robert Hall. Spurgeon var her Hjælpelærer
ved en Skole, men benyttede sin Fritid til at
prædike i Forsamlingerne. Folk forundrede sig
over at høre en Gut paa 18 Aar i rund Jakke og en
liden flad Lue, udlægge Ordet med saadan
Fyndighed, Klarhed og brændende Iver. Hans
Maade at tale paa var kjærnefuld og aandrig til
samme Tid som den var fattelig og folkelig, og

han blev snart kjendt i vide Kredse. Hans Ry
naaede snart til London. Menigheden i New
Parkstreet Southwark manglede en Prædikant.
Diakonerne og de Ældste i Forsamlingen havde
hørt Tale om den unge mærkelige Broder fra
Cambridge, [185] der straks blev indbuden til at
prædike i New Park Street, og hans første
Prædiken blev afholdt der i December 1853, da
han var lidt over 19 Aar gammel. Hans Ydre var
endnu gutteagtigt i Modsætning til det alvorlige og
anslaaende Indhold af hans Prædiken. "Du er en
næsevis ung Laps, men du taler godt," sagde en
gammel Prædikant til ham. — Imidlertid likte man
hans Prædiken saa udmærket godt, at man kaldte
ham til Prædikant paa en Tid af 6 Maaneder for
det første. Med Spurgeon paa Talerstolen øgedes
hurtig Forsamlingen fra 200 til 1200 Medlemmer,
som Kapellet var bygget til at kunne rumme, og
inden ikke mange Maaneders Forløb kunde ikke
Kapellet i New Park Street optage den store Skare,
der gik derhen hver Søndag. Spurgeon blev, længe
før de 6 Maaneder var gaaet, enstemmig kaldet
som Forstander for denne Forsamling. Han udtaler
selv derom i et Brev dateret 28de April 1854: "Jeg
føler det som en stor Ære at staa som Prædikant
for en Forsamling, der kan nævne store ædle
Mænd, som mine Forgjængere, og jeg forlanger af

eder, at I ihukommer mig i eders Bønner, at jeg
maa kunne løse den alvorlige Opgave, som ligger
foran mig. Kommer ihu min Ungdom og
Uerfarenhed og beder, at dette ikke maa hindre
mig i min Virksomhed. Jeg haaber ogsaa
Erindringen herom vil bringe eder til at tilgive de
Feiltagelser eller ubetenksomme Ord, jeg kan
komme til at ytre.
[186]
* * *
Den første Søndag i London.
Den Søndageftermiddag, da Spurgeon første
Gang prædikede ved New Park Street, var kun den
halve Forsamling nærværende, og mange, der for
første Gang saa hans ungdommelige Ansigt blev
just ikke meget opmuntrede. "Hvilken en
Gutunge," var den fremherskende Tanke hos
Forsamlingen. Hans første Tekst var tagen af
Jakobs Epistel og lød saaledes: Hver god Gave
og hver fuldkommen Gave kommer
ovenfra o. s. v. Kunde man nu vente, at en Gut
skulde kunne forvandle denne Dal af tørre Ben til
en Herrens Lysthave?
Om Aftenen var Tilhørernes Antal betydelig
forøget; men endnu var der mange, der nærede

sine Betænkeligheder. Og da han oplæste og
begyndte at forklare et Stykke af Aabenbaringen,
begyndte de fleste at tænke: "Hvor uforstandigt af
en saadan Gut, at ville vove sig ind paa dette
Emne." Men da Spurgeon paa sin enkle
evangeliske Maade begyndte at afvikle Emnet, da
lagde Misnøien sig, og alle lyttede til med
Eftertanke, ihvorvel det nok er muligt, at nogle
blandt dem ikke saa let kunde forsone sig med
Prædikantens kjække og frimodige Maade at
optræde paa, naar man saa hen til hans
ungdommelige Ydre.
Efter Mødets Slutning var Forsamlingen altfor
bevæget og interesseret af hvad de havde hørt, til
at de straks kunde gaa hjem, hvorfor de samlede
sig i smaa Grupper i Salen i fortrolig Samtale om,
hvad de havde hørt — og i Tak [187] til Herren,
fordi han havde sendt dem en saa begavet Ordets
Tjener.
En anden Begivenhed fra denne mindeværdige
Dag fortjener vistnok ogsaa at nævnes: Thomas
Olney og hans Hustru Unity, hvis Navne saa
inderlig er knyttet til Spurgeons Børnehjem i
Stockvell, boede ved denne Tid i Croydon. — I
Begyndelsen vilde Hustruen slet ikke gaa hen og
høre Spurgeon prædike og det af Grunde, som hun
ansaa for meget vigtige: "Hvem var vel denne

Prædikant? Ah, ingen anden end en ung Mand fra
Waterbeach, en liden By i Grevskabet Cambridge,
og isandhed det sidste Sted i Verden, hvorfra man
kunde vente nogen fremragende Prædikant. Hun
spurgte som fordum: "Kan der komme noget godt
fra Nasareth?" Da nu Olney kom hjem efter
Formiddagsmødet lyste hans Ansigt af Glæde, og
Ilden i hans Øine tydede hen paa, at hans Hjerte
var fyldt med en overstrømmende Lykke. Tilsidst
sagde han til sin Hustru: En udmærket ung Mand
har prædiket hos os idag; du maa følge med til
Kapellet i Aften. Den gamle Dame gik til New
Park Street, som hendes Mand ønskede, og det
Indtryk hun modtog, blev baade dybt og
langvarigt. "Han er fortræffelig," sagde hun til sig
selv paa Hjemveien til Croydon, "han er
fortræffelig." Til dette kunne vi tilføie Spurgeons
egne Erindringer fra hin Tid, som han har
offentliggjort i Tidsskriftet The Sword and
Trowel Januar 1879. Overskriften var denne: For
[188] tyve Aar siden. Nedenstaaende er et Uddrag
deraf, som direkte handler om Kaldelsen til
London i Slutningen af 1853.
"For 20 Aar siden vandrede jeg en Søndagsmorgen
min sædvanlige Vei fra Cambridge til
Waterbeach i den Hensigt at prædike i det lille
Baptistkapel dersteds. Det var en lang, tung Vei,

men som jeg dog taalmodig vandrede hver
Søndag, 2 Gange, naar jeg ikke tilfældigvis traf en
vis liden Ponny, forspændt en Vogn, hvis Eier
velvillig skydsede mig. Denne Vintermorgen
maatte jeg dog gaa hele Veien, forberedende mig
paa min Prædiken. Da jeg var kommen og havde
taget Plads paa Platformen, overleverede man mig
et Brev med Londons Poststempel. Det var en
uventet Skrivelse, der ogsaa blev aabnet med
spændt Opmærksomhed. Den indeholdt en
Indbydelse til mig om at prædike i New Park
Street Kapel Southwark i den Forsamling, der
fordum lededes af Dr. Rippon — den Dr. Rippon,
hvis Sangbog laa foran mig paa Talerstolen — den
store Dr. Rippon, af hvis sjeldne Sangsamling jeg
netop nu holdt paa med at udvælge Salmerne til
Mødet. Dr. Rippon stod for mig som en stor
Personlighed, hvis blotte Navn indgjød mig
Respekt. Jeg rakte straks Brevet til den af
Diakonerne, der opgav Salmerne, og ytrede, at det
sandsynligvis maatte grunde sig paa en
Feiltagelse, og at Brevet sikkert maatte være
bestemt for en anden Spurgeon, der prædikede
etsteds i Norfolk. Men Diakonen rystede paa
Hovedet med den Forsikring, at han [189] frygtede
for, at det ingenlunde var nogen Feiltagelse, men
at han altid havde ventet, at deres Prædikant før

eller senere skulde løbe sin Vei for at forene sig
med en eller anden stor Forsamling, men han var
vistnok forundret over, at Forsamlingerne i
London allerede havde hørt Tale om den unge
Spurgeon "og", tilføiede han, "en Ansættelse i
London er virkelig et stort Fremskridt for en, der
hidtil har levet og virket paa dette ubetydelige
Sted." Han rystede paa Hovedet i det dybeste
Alvor, men Tiden gik, vi maatte vælge Salmerne
og glemte Brevet for Resten af Dagen. Men den
følgende Dag afsendtes Svarskrivelse til Diakonen
ved New Park Street Kapel, at han vistnok tog feil
den Gang han sendte Brevet til Waterbeach; thi
den i Brevet nævnte Prædikant var kun lidt over
19 Aar og aldeles uskikket til at modtage
Ansettelse som Prædikant i London. Imidlertid
ankom der snart en Skrivelse med den Forsikring,
at det første Brev var afsendt med fuld Kjendskab
til den unge Prædikants Alder — og at det netop
var ham, som man behøvede. Deres første
udtrykte Ønske gjentoges, og en Dag bestemtes,
paa hvilken den unge Prædikant kunde komme til
London, ligesom en passende Bolig anvistes ham.
Denne Indbydelse modtoges, og Resultatet deraf
blev, at Prædikanten fra det sumpige Waterbeach
bosatte sig som Prædikant i London.
Unge Spurgeon tog nu med Liv og Sjæl fat paa

Arbeidet, og hans Navn var i alles Munde og blev
nevnt i alle Aviser. Hans Prædikener vakte en saa
almen Opmærksomhed og blev saa [190] stærkt
besøgt, at efter et Par Aars Forløb blev det
nødvendigt at udvide Kapellet. Under
Reparationen af Kapellet prædikede Spurgeon i
Exeter Hall, der var fyldt med en stor
Menneskemasse hver Søndag. Det udvidede Kapel
viste sig imidlertid fremdeles for lidet til at optage
de Skarer, som hver Søndag flokkede sig om
Spurgeon for at høre ham tale, og i Oktober 1856
lagde man Planen til at bygge et stort Tabernakel
til den talentfulde og folkekjære unge Prædikant;
imidlertid leiede man for ham det rummeligste og
mest passende Lokale i London nemlig, The Royal
Surrey Gardens Music Hall. Lokalet blev fyldt
hver Søndag til alle Møder. Spurgeon var nu
Dagens Emne. Han blev beundret i en
overordentlig Grad og samtidig stærkt angreben
og kritiseret, han blev ubarmhjertig haanet; han
har selv fortalt om, hvordan man stadig gjorde Nar
af ham, de latterligste Historier blev gjengivet, og
de største Usandheder udspredt. En af disse var, at
han havde ladet sig glide nedad Rækværket paa
Prædikestolen for at vise Forsamlingen, hvor let
det var at fare til Helvede. Skriget blev almindelig:
"Hvem er denne Spurgeon?" og det blev forudsagt

om ham, at Flammen snart vilde slukke ud. "The
Saturday Review" og "the Daily Telegraph"
ledede Fortroppen, som slyngede disse lave
Angreb ud mod den alvorlige unge Prædikant.
Men jo mere man kritiserede ham, desto mere gik
Folk og hørte ham.
Fra Provindserne strømmede stadig ind til ham
Anmodninger om at tale, og paa en Reise [191] fra
By til By, som han i 1855 foretog i Skotland,
maatte f. Eks. i Glasgow engang 20 000
Mennesker gaa uden at kunne faa Plads. Meget
bidrog det til hans Berømmelse, at Bladene stedse
ivrede imod ham, at Boghandlervinduerne var
fulde af Karrikaturbilleder af ham; men al den
Slags f r e m h j æ l p e r jo nu engang altid de
dygtige Mænds Ry og skaffer dem et større
Publikum end de ellers vilde have faaet.
Mr. Hare udtalte sig saaledes om den unge
Prædikant: "Hans Stemme er klar og velklingende;
hans Sprog tydelig, hans Foredrag let og flydende,
hans Plan simpel og jevn, de Emner, han vælger,
tiltalende og passende, den Aand, der gjennemtrænger
ham er sand og ægte kristelig, hans
Bemærkninger altid anslaaende, aldrig lette eller
upassende. De fleste yngre Prædikanter lider
gjerne af en vis Mangel paa Orden i deres
Tankestof, men naar man undertiden sporede

denne vilde Flugt hos Spurgeon, saa rettede han
straks Feiltagelsen.
Spurgeon fortæller selv følgende fra sin første
Virksomhed:
"I Aaret 1854, da jeg kuns havde boet i London
ca. tolv Maaneder, udbrød der Kolera i det
Distrikt, hvor jeg virkede. Familie efter Familie
kaldte mig til de syge og døende og nesten hver
Dag stod jeg ved de frisk opkastede Grave. Jeg
ofrede mig med ungdommelig Iver for min
Gjerning at bringe de syge til Jesus — jeg besøgte
Folk af alle Samfundsklasser og
Religionsbekjendelser. Jeg selv blev træt og syg
paa [192] Sjæl og Legeme. Mine Venner døde den
ene efter den anden, og jeg følte eller indbildte
mig at ogsaa jeg sygnede hen for at dø med de
øvrige. Jeg følte, at min Byrde var tungere end jeg
kunde bære den, og jeg var nær ved at segne under
den.
En Dag gik jeg overmaade nedslaaet hjem fra
en Begravelse, da min Nysgjerrighed ledede mig
til at læse et Papir, som tilfældigvis laa henslængt i
Vinduet i en Skomagerbutik, hvor jeg gik ind paa
Veien. Det var intet Avertissement, ialfald ikke i
timelig Henseende; thi det indeholdt hine
betydningsfulle Ord: " T h i d u H e r r e , e r m i n

T i l f l u g t . D e n h ø i e s t e h a r d u g j o r t t i l
d i n B o l i g ; i n t e t O n d t s k a l v e d e r f a r e s
d i g , o g i n g e n P l a g e s k a l k o m m e n æ r
t i l d i t T e l t . " Ps. 91, 9. 10.
Virkningen paa mit Hjerte sporedes øieblikkelig.
— Troen afløste Mismodet. Jeg følte mig
styrket, trøstet og fyldt med Udødelighedens
skjønne Haab. Med Fred i Aanden fortsatte jeg
uafbrudt mine Besøg til de syge og døende. — Jeg
frygtede ingen Fare. Den Gud, der havde ledet hin
Haandværker til at lægge dette Stykke Papir i sit
Vindu, vilde ogsaa lede mine Fjed og bevare mig,
og ved Tanken om Herrens Almagt og Kjærlighed
brød mit Hjerte ud i Lov og Tak."
Den unge Prædikant tiltrak sig ved sin Virksomhed
ei alene Massernes, men ogsaa Klassernes
Opmærksomhed. Der fortælles med fuld
Paalidelighed, at endog flere af Kongehusets
Medlemmer [193] leilighedsvis var nærværende
for at høre hans Prædikener og blandt Spurgeons
Tilhørere var Justitschef Lord Camphel, Grev
Russel, Greven af Schaftesburry, Hertugen af
Westminster, Greven af Elgin, Grev Grey, Baron
Bramwell, Dr. Livingstone, Hertuginden af
Sutherland, Miss Florenes Nigthingdale og endog
Lady Rothschild. I 1856 ægtede Spurgeon Miss
Sussanna Thompson, en Datter af Mr. R. Tompson

Talcon-square London. Fru Spurgeon har været
for sin Mand en Hjælperske i enhver Henseende i
enhver Betydning af dette Ord, uagtet hendes
svage Helbred vistnok har hindret hende i at tage
nogen virksom Andel i sin Mands Gjerning. En
sørgelig Begivenhed fandt Sted i Surrey Garden
det første Aar Spurgeon var gift. Det var den 19de
Oktober, en stor Skare havde indfundet sig for at
høre Spurgeon. Nogle Personer midt i Lokalet
blev pludselig opskræmt og raabte Brand. I et Nu
var Alting i Forvirring og under den Panik, der
opstod, blev syv Mennesker trampet ihjæl og mere
end 30 saarede. Frygten viste sig imidlertid at
være ugrundet og efter megen Vanskelighed blev
Ordenen gjenoprettet. Den sørgelige Begivenhed
angreb i høi Grad den unge Prædikant og hans
Hustru og havde en varig sørgelig Indflydelse paa
begges Helbred. Spurgeon, som aldrig havde
kjendt til en Dags Sygelighed, blev fra den Tid
ofte svag, og hans Hustru følte sig aldrig rigtig
rask mere.
I December 1856 sluttede Spurgeon med at
prædike i Surrey Garden's Musikhal paa Grund af,
at Direktørerne vilde aabne Stedet for [194]
Forlystelser den øvrige Del af Søndagen. Derefter
fulgte hans længste Virksomhed i Exeter Hall fra
18de December 1859 til den 1ste Marts 1861.

Straks efter at Spurgeon havde forladt
Musikhallen, blev den saa godt som ødelagt ved
Ild, og mange Troende saa i denne Ulykke en
Guds Dom over Sabbatsbryderne.
Paa Fastedagen i Anledning Oprøret i Indien
1857 prædikede Spurgeon i Krystalpaladset for en
Tilhørerskare paa 20,000. Det var en veldig Tale,
og da den senere udgaves i Trykken solgtes den i
mere end 100,000 Eksemplarer. Her følger en
Beskrivelse af ham fra denne mindeværdige Dag.
Spurgeon er af middels Høide, ser kjæk ud, har et
rundt skjægløst Ansigt, ikke høi Pande, mørkt
Haar delt i Midten af Hovedet. Hans Optræden
som Taler er mere tiltrækkende end egentlig
bydende. Han forraader sin Ungdom og ser hel
gutteagtig ud. Hans Væsen er lidt keitet; hans
Holdning og Manerer ligefremme. Hans
Ansigtsudtryk er, undtagen naar det oplives med et
Smil, maaske noget tungsindigt. Hans Stemme
synes at være det eneste Middel han eier, til
saaledes at kunne indtage sine Tilhøreres Hjerter
med denne vidunderlige Kraft; thi denne Stemme
er ei alene melodisk, men ogsaa kraftig, og han er
fuldkommen Herre over den. Tolv Tusinde
Tilhørere hørte fuldkommen hvert Ord han talte
paa aaben Mark, og denne samme kraftige Røst
førte de varme belivede Ord til en Skare af 20,000

samlet i Krystalpaladset.
Ved forskjellige Anledninger under sin
Virksomhed [195] i London modtog Spurgeon
flere ærefulde og fristende Tilbud om at komme
over til de forenede amerikanske Stater og afholde
en Række Foredrag. Den første Gang var 1857, da
Dr. Armitage, en ledende Prædikant fra New
York, blev sendt over til London i den Hensigt at
formaa Spurgeon til at drage over Havet.
Spurgeon havde den Fasthed og Frimodighed at
sige "Nei", omendskjøndt han netop ønskede sig
den betydelige Pengesum, der blev tilbudt ham.
Atter blev der gjort ham et Tilbud, idet man
lovede ham en stor Sum til at fuldende Bygningen
af Tabernaklet. — Spurgeon afslog det paa ny. —
Tidlig i Aaret 1869 blev atter Tilbudet fornyet,
men med samme Resultat. I Foraaret 1873 fik han
atter en Anmodning — Indbyderne offentliggjør i
et amerikansk Blad følgende Grunde til at den
store Taler afslog alle disse indtrængende
Anmodninger.
En amerikansk kristelig Forening anmoder Mr.
Spurgeon om at levere 25 Foredrag i de forenede
Stater for et Honorar af 200 £ (Kr. 3,600) for hvert
Foredrag og videre Anordninger kan gjøres for
hundrede andre Foredrag eller Prædikener.
Spurgeon svarede hertil: "Omendskjøndt

ovennævnte Tilbud er langt større end hvad vor
egen elskelige Forsamling formaar at yde, saa
foretrækker jeg dog langt hellere at meddele
Evangeliet ifølge Herrens Ord og Kald, end at
benytte Herrens kostbare Tid til at tjene Penge for
min egen Pung."
—————

[197]
8. Metropolitan Tabernaklet.
8de Kapitel.
Metropolitan Tabernaklet.
—————
Den Historie, der vedrører denne mærkelige
Bygning er fuld af interessante Momenter.
Dersom vi blot havde Tid til at meddele dem alle,
vilde mangt et tiltalende Virkelighedsbillede blive
afsløret.
Det første store Møde angaaende de forberedende
Skridt til at opføre et Forsamlingshus blev
foretaget i Oktober 1856. Forslaget optoges med
stor Hjertelighed af Spurgeons Venner — og det
fandt almen Deltagelse i mange Dele af Landet,
hvor han eller hans Prædikener var bekjendt.
Selvfølgelig var der Vanskeligheder, saaledes som
det altid viser sig at være Tilfælde, naar noget stort

eller godt skal blive udrettet. — Det var saaledes i
Zerubabels Dage, da det andet Tempel i Jerusalem
skulde opføres. Nogle af disse, der lagde
Hindringer i Veien lo over et saa vanvittig
Forslag, at ville opføre et forsamlingshus med
[198] Siddepladse til 5000 Mennesker. Men
Værket blev alligevel bragt til Udførelse. I Januar
1858 udgjorde det samlede Beløb man havde at
begynde med, ca. 6,100 £, og inden Aaret efter var
det steget til 9,639 £. 5000 £ blev lagt tilside til
Indkjøb af Grund. "Vi drev paa med
Indsamlinger," fortæller Spurgeon. Han selv
samlede meget personlig. Hans Plan var den at
dele det Indsamlede, saaledes at halve Beløbet
skulde gaa til almindelige Øiemed og Halvdelen
lægges tilside til Tabernaklet. Undertiden gjorde
han en Afvigelse fra denne Regel og gav hele
Indsamlingen til en eller anden trængende
Prædikant.
Spurgeon havde altid været vel anseet i
Skotland, og hans skotske Venner kom ham
beredvillig imøde for at hjælpe til med
Tabernaklets Fond. Grundstenen blev lagt af Sir
Morton Peto 16de August 1859. Grunden var da
betalt. I Januar 1860 var der 16,868 Lstr. i Kassen.
Mangen mærkelig Indgriben af Forsynet sporedes
i Forbindelse med dette storartede Foretagende.

Først med Hensyn til Grunden, der tilhørte
Fiskehandlernes Kompagni. Det var høist
tvivlsomt, om de kunde sælge dette Grundstykke,
og ifald de kunde, vilde de maaske ikke.
Lykkeligvis fik Mr. James Spicer ordnet det hele
paa en grei Maade. Herren ledede samtidig en
anseet og rig Herre i Bristol, der aldrig havde hørt
Spurgeon, til at give 5,000 Lstr. til Bygningen.
TABERNAKLETS YDRE (HOVEDINDGANGEN.)
"Evigheden vil engang aabenbare," siger
Spurgeon, "al den Offervillighed og Selvfornektelse,
som kristne Brødre og Søstre har vist [199]
ligeoverfor denne Sag, der er saa vanskelig og
kjempestor, at den aldrig kunde iværksættes uden

ved guddommelig Hjælp. En af de største Goder,
der vederfores os, var den, at vor kjære Broder
William Higgs var vor Bygningsmester og den
hele Tid behandlede os med Liberalitet og
Redelighed."
Gaver kom ind mere eller mindre rigeligt, men
ved Begyndelsen af 1861 behøvede man endnu
4,000 Lstr., for at Huset kunde aabnes frit uden
Gjæld.
At overgive alt til Herren i Bønnen har
forøvrigt altid Tabernaklets Prædikant og
Forsamlingen der været vant til, og de er aldrig
blevne tilskamme.
Der findes nedskrevet i Forsamlingens
Protokol følgende:
"Denne Forsamling trænger mere end 4,000
Lstr. for at kunne aabne Tabernaklet frit for alle
trykkende Gjældsfordringer. I Ydmyghed anraaber
vi Gud om Hjælp, og tror, at for Jesu Skyld vil vor
Bøn blive hørt og den fornødne Hjælp snart
tilsendes os." Dette Papir blev underskrevet af
Spurgeon og de fornemste Forsamlingsmedlemmer.
Bønnen blev bønhørt inden kort Tid,
Spurgeon og mange Venner bekræftede dette
skriftlig i følgende Dokument: "Vi undertegnede
Medlemmer af Forsamlingen holdt nylig vore

Møder i New Park Street Kapel, men er nu
forsamlet i Metropolitan Tabernaklet Newington,
og ønsker med overstrømmende Hjerter at
bekjende og vidne om Herrens Trofasthed og
Godhed. [200] Vi bad i Troen og Herren opfyldte
rigelig vor Begjæring; thi ei alene blev den før
ønskede Sum givet os, men endog snarere end vi
havde forventet det. Isandhed Herren er god, og
værdig vor Lov og Pris. Vi føler os beskjæmmede
over, at vi nogensinde tvivlede om hans Magt og
Godhed, og vi beder om, at vi som Forsamlingslemmer
og enkle Mennesker altid maa blive istand
til at fortrøste os til ham, saaledes at i R o l i g h e d
m a a v o r S t y r k e v æ r e . Fader, Søn og Helligaand
tilkommer Æren og Prisen, og vi sætter som
vort Motto, at G u d e r s a n d d r u o g t r o f a s t . "
Det er en sand og en tilfredsstillende Kjendsgjerning,
at blandt de Tusinder, der ydede sin
Skjærv til Tabernakel-Fondet, var der mange som
tilhørte andre Samfund og ikke saa faa anseede
Medlemmer af den engelske Statskirke.
Tabernaklet er en statelig Bygning, ingenlunde
blottet for ydre Skjønhed, skjøndt det nyttige altid
har været Hovedsagen. Af Hensyn til de, som
lever i andre Dele af Verden, og saaledes aldrig vil
komme til at besøge vort Tabernakel, vil vi søge at
give en Beskrivelse over dets Størrelse, Indretning

o. s. v.
Bygningen er et Hundrede og seks og firti Fod
i Længde, en og otti Fod i Bredde og to og seksti i
Høiden. Der er fem Tusinde og fem Hundrede
Siddepladse og Plads til andre fem Hundrede uden
Tryk eller Trængsel. Nedenunder er en Læsesal
med Plads til næsten Tusinde, et Skoleværelse for
ca. tusinde Børn med adskillige [202]
Klasseverelser o. s. v. I en Tilbygning er der
Værelser til Arbeidsmøder, Bibelklasser samt
Kontor og tre private Rum til Prædikanten,
Diakoner og Ældste, men med alt dette er dog
Bekvemmeligheden altfor liden til Virksomheden,
og Værelser i Kollegiet er stadig tagen i Brug.
Den første Forsamling, som afholdtes i
Tabernaklet, var et Bønnemøde Kl. 7 om
Morgenen Mandag 18de Marts 1861. Mere end
Tusind Mennesker var tilstede. Spurgeon ledede
Mødet, og alvorlig og inderlig opsteg Bønnen til
Naadestolen om at Gud vilde komme og fylde
Huset med sin Herlighed, og Brødrene skiltes med
den faste Forvisning, at Gud isandhed vilde være
hos dem.
Den første Prædiken i Tabernaklet afholdtes af
Spurgeon Mandag Eftermiddag 25de Marts 1861
over Teksten: Ap. Gj. 5, 42. "Og de hørte

ikke op med at lære hver Dag i Templet
og i Husene og at forkynde Evangeliet
om Jesus Kristus."
TABERNAKLETS INDRE.
Han erklærede, at han var fuldstændig uskikket
til at prædike, "og", sagde han, "jeg tror neppe jeg
vil forsøge at fremkomme med nogen ordnet
Prædiken, men heller give en offentlig Erklæring
over de Sandheder, som vi i Fremtiden agter at
prædike. Jeg vil give eder Bullion, heller end
Kjød, — Blokken lige ud af Fjeldet og ikke
Statuen fra Billedhuggerens Haand. Det synes,
som det eneste Emne, man prædikede over i den
apostoliske Tidsalder, var Jesus Kristus.

Menneskets Tilbøielighed er, naar han overlades
[203] til sig selv, at gaa længer og længer fra Gud,
og Guds Forsamling er ingenlunde nogen
Undtagelse fra denne almindelige Regel. I det
første Tidsrum efter Apostlernes Dage blev Jesus
Kristus prædiket; men efterhaanden begyndte
Menighederne at afvige fra Hovedsagen og
prædikede Seremonier, Former, Skikke og
Theologi istedetfor gjennem Ordet at frembære
deres Mesters ydmyge Skikkelse. Det er ligedan i
vor nyere Tid, vi er faldne ud i den samme
Vildfarelse — i det mindste til en vis Grad, og
istedetfor at prædike Kristus, prædiker vi Læren
om ham — Slutninger, der kan drages ud af hans
Liv, eller Begreber man kan danne sig efter hans
Ord. Vi er ikke tilfredse ligesom Engelen ved at
staa lige i Sollyset, hvor Fantasi forstyrrer vor
Hvile og forleder os til at flyve fra Solstraale til
Solstraale, videre og videre bort fra denne herlige
Livets Kilde. I Pauli Dage var det ikke vanskeligt
med et eneste Ord at give en Sum af al Theologi;
thi det var Jesus Kristus.
Jeg vil foreslaa (og maatte Herren give os
Naade til at iværksætte dette Forslag, hvorfra
ingen Kristen bør afvige). Jeg vil foreslaa, at
Emnet for al Prædiken i dette Hus saalænge som
denne Platform skal staa, og saalænge som dette

Hus vil blive besøgt af oprigtig Bekymrede, maa
være Jesus Kristus — alene ham. Naar nogen
spørger mig hvad min Troesbekjendelse er, saa
svarer jeg: "Det er Jesus Kristus." Det Læresystem,
som jeg vil binde mig til, indeholdes ikke
[204] i nogen menneskelig Afhandling; thi det er
Jesus Kristus, som er Hovedsummm af Evangeliet,
som i sig selv indeslutter al Theologi og al
Retfærdighed — Gudemennesket i en Person,
Livet, Veien og Sandheden."
Tirsdag Aften den 26de Marts holdtes det
første almindelige Møde i Forening med
Aabningen af Tabernaklet; Talerne var næsten
udelukkende henvendt til Yderne af Byggefondet,
hvoraf mere end 3000 var tilstede. Imidlertid var
en hel Del Herrer beskjæftiget fra den lavere
Platform med at modtage og uddele de forskjellige
Gaver fra rige og fattige, høie og lave lige ned fra
et Par Pence til mange Pund, og alt var Liv og
Glæde.
Almindelige Møder afholdtes derpaa i kort
Rækkefølge, særlig mærkeligt var et Møde hvor
Spurgeons gamle Fader præsiderede som Leder.
Onsdag den 10de April samledes der i
Tabernaklet en stor Skare Troende af forskjellige
Bekjendelser for i Forening at deltage i Herrens

Naademaaltid. Dr. Steane udtalte ved den
Anledning, "at et saa stort Antal af Troende har
vel neppe nydt Nadveren sammen, siden den
første Menigheds Tid."
Mere end 30 Aar er nu forløbne siden hine
storartede Indvielsesfester, og dog er Forsamlingen
i ingen Henseende aftaget. Den er tvertimod
stadig bleven forøget, i mange Aar har der været
mere end 5000 Medlemmer, saa at saafremt de alle
med en Gang deltog i Herrens Naademaaltid,
[205] vilde alle Siddepladse i Tabernaklet være
optagne.
Bygningens hele Kostende er fuld færdig
31,332 £ 4 s. 10 d. (ca. 564 tusinde Kroner), som
altsammen blev ydet gjennem private Gaver.
* * *
I Tabernaklet har mange, mange Sjæle fundet
sin Gud og frelsens Vei i Kristo.
Maa fremdeles tusinder af Sjæle, her i denne
Bygning, vende sig til Gud. Til hvor rig og stor
Velsignelse Møderne i Tabernaklet har virket det
vil først Evigheden kunne aabenbare.
De verdslig vise kjender ikke Gud, — Fra
Tabernaklets Talerstol har Spurgeon søgt at

overbevise Verden om Synd, om Retfærdighed og
om Dom — om, at der er en retfærdig Gud. De
mindste af Børnene i Stokwell Børnehjem og
Søndagskoleeleverne ved mere om Gud end de
verdslig vise og de har faaet sin Kundskab der
hvor den ene er at finde, i S k r i f t e n , den Kilde
hvoraf Gudsbørn har øst fra Begyndelsen og vil
øse, indtil Herren kommer.
—————

[206]
9. Prædikantkollegiet.
9de kapitel.
Prædikantkollegiet.
—————
I 1856 tog Spurgeon sig af et ungt Menneske,
der havde Anlæg til at prædike; men ingen
Dannelse, og denne Begyndelse udviklede sig til,
at han drev det til at faa mere end 100 Studenter to
og to i Kost hos Familier, hvor Sansen for
Huslivets Hygge skulde bevares, hos dem, medens
de uddannedes til Prædikanter. Spurgeon forlangte
af dem, der søgte disse Pladse, at de mindst to Aar
forinden skulde have prædiket med Held; thi "jeg
laver ikke Prædikanter," sagde han, "men hjælper
kun dem, som Gud har kaldet dertil." "Og ganske
vist," tilføiede han saa, "trænger Gud ikke til vor
Viden; men han trænger dog endnu mindre til vor

Uvidenhed," — en ægte Spurgeonsk og meget
slaaende Ytring. Spurgeon modtog dem altid
beredvillig selv om de var [207] fattige og
intetsomhelst vidste, men duede de ikke til
Prædikanter, afviste han dem, om de saa havde
Penge nok til at betale for sig. Efter fuldendt
Uddannelse sendte han dem saa ud, og han har
saaledes skikket ud foruden Prædikanter til
England og Amerika ogsaa Missionærer til Asien,
Afrika og Australien. Spurgeon følte, sig altid
lettest og gladest om Hjertet, naar han intet hørte
fra dem, for saa vidste han jo, at det gik dem godt,
men han paalagde dem da ogsaa, naar han
udsendte dem: "Hold eder fast med begge Hænder,
og kan I ikke holde fast med Hænderne, saa tag
Tænderne til Hjelp; men kom ikke tilbage." I
Begyndelsen dækkede Spurgeon Udgifterne til
hele denne Sag af sine egne Indtægter, ja vilde
engang, det kneb, sælge Hest og Vogn for at blive
istand til at holde den oppe. Senere traadte hans
Venner og Forsamlingen støttende til og takket
være denne Understøttelse har hans Prædikantkollegium
kunnet faa sin egen Bygning med
Forelæsningssal, Klasseværelser og Bibliothek;
Klasseværelserne og Bibliotheket er hidtil flittig
bleven besøgt om Aftenen af Haandværkere,
Arbeidere etc., som her modtager Undervisning

g r a t i s.
Men der staar endnu mere i Forbindelse med
dette — nemlig at Spurgeon ogsaa siden 1866
ledede en Kolportørforening, hvis Udsendinge
ikke blot sælger Bøger, men ogsaa besøger syge
og døende, stifter Totalafholdsforeninger og
afholder Møder, i 1879 havde Kolportørerne aflagt
797,353 Besøg, afsat 203,000 Traktater, samt
[208] 340,935 Bøger. Ogsaa alt dette iværksatte
den rastløse Prædikant oprindeligt paa egen
Bekostning, men har senere holdt det oppe ved
Menighedens Gaver. Han holdt strengt paa
Godgjørenhed, ("Tiende" i veldædige Øiemed), og
sagde, at "faar man ikke frelst Folk fra deres
Egenkjærlighed, faar man aldeles ikke frelst dem."
Ligeledes spottede han over disse Velhavende, der
kaldte sig Kristne, men brugte sine Penge til sig
selv: "Ja, de har en frelsende Tro, for frelser den
ikke deres Sjæle, saa frelser den dog deres Penge."
Man kan da tænke sig, at han altid lagde sine
Tilhørere Godgjørenhed alvorligt paa Sinde. Men
paafaldende bliver alligevel denne stærke Hjælpsomhed
naar man ser, at den intet konfessionelt
Præg har. Kolportørene f. Eks., fører baade
unitariske, methodistiske og det baptistiske
Samfunds Skrifter, ja tilhører endog i Flæng disse
forskjellige kristelige Retninger. Spurgeon havde

nu engang sin eiendommelige Opfattelse af dette
Forhold. "Der er to Slags Konfessions-Bekjendelsesløshed,"
sagde han, "den ene kan jeg like, den
anden ikke. Mange af eder husker nok, at for
nogle Aar siden forevistes der paa Waterlosbroen
en lykkelig Familie, en Kat, en Mus, en Rotte og
en Ravn, som levede samdrægtigt i et Bur. Men
saa man nærmere til opdagede man, at Manden,
der foreviste Familien, slog Katten med en
Staaltraad over Snuden, hver Gang Miss vilde
nærme sig altfor venskabeligt til Musen. Se, jeg er
nu ikke stemt for at slaa en Kat, eller
nogensomhelst anden slag over Snuden."
[209] Det er en Konfessionsløshed, hvor Folk
siger: "Saa hold nu Fred og snak ikke om
Konfessionen, ellers af med Hovedet!" den Art
holder jeg ikke af! Men der er en anden Art som
siger: "Du er Methodist, min Broder, vel! saa vis
det ved, at du først og fremst er Kristen. Og du er
Baptist, min Broder, vel! saa vær Kristen helt
igjennem. Vær ikke saadanne Tosser, at I antager
eders Særegenheder for at være Hovedsagen, men
vær heller ikke saa feige, at I fortier den . . . Jeg
tænker, at det er med Konfessionerne som med
Farverne. Jeg ved ikke om Farven er noget
væsentlig for Blomsten, men jeg vilde ikke for alt
det undvære Rosens fine Rødme, eller den

vidunderlige Blanding af hvidt og rødt, som gjør
Æbleblomsten saa henrivende.
Foruden disse regulære Tropper, der staar
direkte under Spurgeons Kommando, har han en
hel Hob Reservemandskab Ͻ: Folk, som passer
sine Forretninger om Dagen og kun om Aftenen
eller Søndagen (og naturligvis uden Vederlag)
stiller sig op paa Gadehjørner og prædiker eller
vover sig ind i Londons mest berygtede Kvarterer,
("Spurgeons Bulbidere" kalder Befolkningen dem
der) eller søger ud i de omliggende Landsbyer.
Disse Frivillige leier ogsaa Lokaler til Søndagsskoler
eller udretter — som f. Eks. en almindelig
Haandværker har gjort for blinde Fattiges Vedkommende
— Bibellæsningstimer, hvor der gives
en Kop The i Tilgift. Alle de, der er nogenlunde
kjendt med Spurgeons Liv og Virksomhed ved, at
Prædikantkollegiet var den første af hans [210]
menneskekjærlige Stiftelser, at det var ham det
kjæreste, og han satte det meget høit som et stort
Hjul i det Maskineri, der er sat i Værk for at
udbrede Guds Rige. I The Sword and the Trowel
skrives: *)
"Som en sand Jesu Kristi Stridsmand"
betragtede Spurgeon Masserne med en lignende
*) Om der end kanhænde forekommer enkelte Gjentagelser
optages dog følgende, da vi finder det overmaade anslaaende.

kjærlig Deltagelse, som vor guddommelige
Mester, idet han saa, hvordan de hang ved
Evangeliet fra hans Læber og følte, at der trænges
i vor Tid tro Mænd til at tolke Hjemmets enkle
Sprog og de samme "livgivende Sandheder", der
danner Grundvolden for de Kristnes Tro og Haab.
Der var i Virkeligheden nok af begavede
Mænd, som kunde udlegge Evangeliet ifølge
philosofiske og dogmatiske Regler, og som kunne
berige den kristelige Literatur gjennem sine
Penne, der var nok af udmærkede Studenter, af
lærde Mænd og kristelige Historieskrivere — der
var i Massevis af religiøse Kritikere og Talere, der
fandtes i Hobetal af Ledere for Velgjørenhedsanstalter
med religiøst Formaal. Og her var ei
alene nok af slige Mænd, men ogsaa Midler til at
forsyne Fædrelandet med flere. Men af saadanne,
som benævnes foragtelig "simple evangeliske
Prædikanter," er her meget faa, Menighederne er i
saa Henseende sørgelig fattige, meget mere end
man vil erkjende; hvad man trænger er disse
"simple evangeliske Prædikanter," disse er for
Forsamlingerne det samme som Høsten i [211]
den naturlige Verden; idet de bringer med sig
Kjærnen for alt kristeligt Liv og Virksomhed, og
de lægger Grunden for Kristi Riges Vækst og
Udbredelse i Verden.

I sin første Virksomhed følte Spurgeon dybt og
inderligt Mangelen af enfoldige og simple
Evangeliets Forkyndere, og han grundlagde sit
Prædikantkollegium ganske i "Massernes"
Interesse. "Klasserne" havde man ved Skoler og
Universiteter taget altfor megen Hensyn til. Med
sin naturlige Forstand bemærkede Spurgeon snart,
at Massernes Tid var kommen og vilde komme
med forøget Styrke, og Prædikantkollegiet blev et
praktisk Forsøg paa at sprede det guddommelige
Ord ud iblandt dem. Vistnok er det saa, at fra
Spurgeons Prædikant-Kollegium er der udgaaet
Mænd, der senere har fyldt de mest berømte
Talerstole i Landet, og som har indtaget ærefulde
Stillinger inden Forsamlingerne, men dog har det
fornemste Maal altid været dette at opdrage
Mænd, hvis Hjerter er bleven berørt af Herrens
Aand til senere at bære Livets Evangelium ud til
"Folket," "det almindelige Folk", til hine, for hvis
Sjæls Frelse faa bærer Omsorg. Som en naturlig
Følge heraf er, at Studenterne i Almindelighed er
Mænd af Folket. Intet Hensyn til social Stilling,
Midler eller Opdragelse, er nogensinde bleven lagt
i Vægtstaalen for nogen af Ansøgerne, der er kun
bleven seet hen til Kristi Kald til den enkelte og
Aandens Gaver til at kunne virke som Prædikant,
Evangelist eller Missionær. For alle, der er i

Besiddelse af disse Gaver, [212] er der Rum
uanseet Stilling eller Navn i Verden.
Den Opdragelsesmethode, som bruges ved
Prædikantkollegiet, gaar først og fornemmelig ud
paa at forøge den aandelige Styrke og udvikle de
enkeltes Gaver. Tvang og almindelig Skolediciplin
undgaaes. Det erkjendes, at de mest forskjellige
Gaver og Evner kan tages i Brug i Herrens Tjeneste
for at belyse Evangeliets mangfoldigartede
Visdom og Sandheder, og det overlades alle
enkelte at ofre sig ifølge de særegne Evner til
Herrens Vingaardsarbeide. Tjenesterne er jo
forskjellige; men Aanden er en. Nogle ofrer sig til
Prædikanter, andre til Evangelister, atter andre til
Missionærer. Blandt alle disse Studenter er der
naturligvis mange forskjellige Karakterer og
Typer, nogle er overmaade originale. Den
Læremethode, som bruges i Klasserne, er derfor
fri og alsidig, medens der samtidig lægges an paa
Grundighed og Soliditet, samt særlig lægges Vægt
paa at fylde de unge Mænds Hjerter med Iver og
Nidkjærhed efter at vinde Sjæle for Kristus og
søge dette store Maal heller end Ære, Lærdom og
Ros af Menneskene. Rig Anledning gives til at
stille op Spørgsmaal og give Svar, ligesom hver
enkelt opmuntres til aabent at tilstaa sin
Uvidenhed. Denne blev da ingenlunde betragtet

som noget Under eller gjort til Gjenstand for
Latter og Spot, men tvertimod behandlet med
broderlig Deltagelse, idet man alvorlig bestræber
sig for, at, om muligt, hjælpe den enkelte til et
klarere Syn og en mere levende [213] Tro. Den
ærlige Kamp mod personlige Vanskeligheder
ansees som en nødvendig Del af Opdragergjerningen,
idet de unge Mænd styrkes og udvikles til
mandig at stille sig Ansigt til Ansigt med de store
praktiske Spørgsmaal og Problemer som ligger
foran dem i deres Livsvirke. De unge Diciple er
beredte paa at opføre sig som Mænd og indtage en
bestemt Stilling paa Sandhedens og Lærens Side,
idet de søger at undgaa al den vaklende og
moderate Holdning, der er saa almindelig i vor
Tid, omendskjøndt de godt ved, at de herfor
kommer til at taale de Lærdes Haan og maa bære
Verdens Foragt. I denne Retning er Bestræbelserne
lykkes i en saadan Grad, at de unge Studenter
fra Spurgeons Kollegium er bekjendt for sin
Frygtløshed, Iver og Troskab i Arbeidet for
Kristus.
De Lærdomme, der udbredes gjennem
Kollegiet er vel kjendte. Stifteren praktiserede
dem hele sit Liv. Det er de gamle Sandheder, der
altid kommer frem i aandelige Vækkelsestider, og
har dannet Grundlaget for de Helliges Tro ned

igjennem Tiderne. Ved at bygge paa disse
Sandheder hævder vi ei alene vor Frihed som
Kristne; men ogsaa vor Annammelse og
Anerkjendelse af det kristelige Liv, som Gud har
lært os gjennem sin Aand og sit Ord. Paa faa,
meget faa Undtagelser nær er det store Antal unge
Mænd, der er gaaet ud fra dette Kollegium bleven
opholdet i Troen og opholdes fremdeles i Ord og
Handling gjennem disse guddommelige alt
fornyende og gjenoplivende Sandheder. Disse
[214] Prædikanter, opdragen i denne Skole, er nu
spredt i alle Lande trindt om paa Jorden. Enkelte
af dem har ogsaa begyndt en evangelisk Mission i
Spanien, i Turin og Neapel. De hører med blandt
hine kjække Mænd, der vidner om Kristus blandt
de grusomme og vilde Muhamedanere i Nord-
Afrika. Egnen om Kongo gjemmer mange af disse
hellige Mænds Støv og de, der endnu lever og
drager om derude, vidner med Kraft og
Nidkjærhed om Jesus vor Konge. I Syd-Afrika er
der en Student fra Spurgeons Kollegium næsten i
hver By af betydelig Størrelse. I Ny-Zeeland og
den vestlige Del af Australien har de udført en
nidkjær Tjeneste for den Herre Jesus. De har
baaret Evangeliet ned til Falklands, Bahamas og
Jamaicas Kyster. De modtager Kaldelse fra Rio
Janeiro, Canada og det fjerne Vesten. De har

draget ud som Missionærer og Prædikanter til
Indien; de har virket som Kristi Tjenere blandt de
kinesiske Bønder og baaret de evige Sandheder til
Japaneserne.
Saaledes lyder omkring paa Jorden D r ø n n e t
a f d e r e s V i d n e s b y r d l i g e n m æ g t i g
T o r d e n , der viser Guds Folk, hvilke store Ting
Gud har faaet udrettet gjennem Spurgeons
Prædikant-Skole. Spurgeon skriver selv følgende
vedrørende denne Gren af sin Virksomhed:
"Opmuntret gjennem den Lethed, hvormed
disse unge Mænd straks fandt et Arbeidsfelt og
ved deres særegne Held i at vinde Sjæle for
Herren, besluttede jeg at udvide Anstalten, men
hele Bidraget til Underholdningen etc. maatte jeg
[215] udrede af min egen Lomme. Det heldige
Salg af mine Prædikener i Amerika i Forening
med min kjære Hustrues store Sparsomhed satte
mig istand til at anvende fra 600 til 800 £ om
Aaret til dette mit Yndlingsarbeide; men pludselig
— grundet paa mine Udtalelser om det dengang
existerende Slaveri i de forenede Stater — ophørte
Salget af mine Prædikener og mine Recursser fra
hin Kilde stansede saaledes. Jeg tog saa stor en
Sum, som det var muligt af mine egne Indkomster,
og besluttede at holde Sagen frem, idet jeg blot
søgte af al Magt at realisere mit Yndlingsprincip

om at undgaa at komme i Gjæld. Ved en Leilighed
besluttede jeg at sælge mine Heste og Vogne,
uagtet disse var mig fast uundværlige grundet paa
mine mange Prædikereiser i Omegnen. Min Ven
Hr. Rogers vilde dog intet høre herom, men
besluttede heller at lide Tab end at dette skulde
ske. Det var den Gang, jeg begyndte at klage mine
Vanskeligheder for Folket, og den ugentlige
Kollektindsamling begyndte; men denne var saa
mager, at den ikke i det store og hele taget var
værd at beregne. Jeg var netop kommen til mit
sidste Pund, da jeg modtog et Brev fra en Bankier
i City, som underrettede mig om, at en Dame i
City, hvis Navn jeg aldrig har kunnet opdage,
havde ofret en Sum af 200 Lstr., som skulde
anvendes til at opdrage unge Mænd i mit
Kollegium. Mit Hjerte sprang af Fryd! Jeg
overgav mig fra nu af helt til Herrens Omsorg, idet
jeg af min hele Sjæls Fylde begjærede, at han
maatte æres gjennem [216] denne Virksomhed.
Nogle Uger senere modtog jeg atter 100 Lstr. fra
samme Bank. Snart efter begyndte en Ven at faa
istand et aarligt Festmaaltid til Fordel for
Kollegiet, hvorved der Aar for Aar er indkommet
betydelige Summer. Samtidig foranstaltede nogle
af mine Venner Udgivelsen af mine 500
Ugeprædikener, hvorved 500 Lstr. reistes og

lagdes til Grundfondet. Kollegiet gik fremad for
hver Maaned, og Antallet af Studenter øgedes
hurtig. Venner, kjendte og ukjendte, fra nær og
fjern blev opfordret til at give meget eller lidet til
mit Arbeide, og Fondet forøgedes derved til
Overflod. Den ugentlige Kollekt har været en
stadig Indkomst indtil Aaret 1869, da den naaede
en samlet Indtægt af 1,869 Lstr. Min Tro har
visselig i denne Tid været alvorlig prøvet; men
Herren har altid hjulpet mig ud af Trængslerne og
sendt mig store Summer, ved en Leilighed endog
1,000 Lstr. fra en ubenævnt Giver."
Ingen af de mange Foreninger, der stod i
Forbindelse med Tabernaklet, har stillet saa store
Fordringer til Spurgeons uegennyttige Kjærlighed,
som netop denne Indretning. Der fordres ikke
mindre end fra 120 til 150 Lstr. hver Uge for at
fremme Gjerningen; men saa er heller intet
Arbeide til saa stor og frugtbærende Velsignelse
som dette.
Et stort Antal Mænd opdragen i Kollegiet
mødes Aar for Aar til Konference. Disse
Konference-Møder er velsignede Naadens Midler
til at samle, forene og læge de brudte Hjerter.
[217] Forhandlingerne fra disse Møder har i
Regelen været gjengiret i Pressen. Det for 1891
har været offentliggjort i Særaftryk under Titel af

"Den største Fægtning i Verden," og har havt en
stor Udbredelse. The Lutheran Observer i
Philadelsia skriver:
"Har vore Læsere læst "Den største Fægtning i
Verden?" Den har havt en stor Udbredelse i
England, men kristne Venner i Amerika og trindt i
de kristne Lande burde kjende den. I mange Aar er
Konferencemøderne bleven afsluttet med en
Prædiken af Spurgeon i Forbindelse med
Kommunion, ved hvilken Leilighed alle staar Side
om Side, Haand i Haand og danner en Kjæde, som
Tegn paa Broderstad medens en Salme bliver
afsunget."

[218]
10. Minder fra Spurgeons Liv.
10de kapitel.
Minder fra Spurgeons Liv.
—————
Den Interesse, som Almenheden nærer
vedrørende alt, hvad der angaar Spurgeons Studier
og Udvikling burde særlig formaa Prædikanter og
offentlige Talere, som ønsker at naa den Grad af
Veltalenhed han besad, til nøie at betragte alt hvad
han har berettet om sine egne praktiske Erfaringer
i den Kunst uden Forberedelse at holde en
offentlig Tale. Det er en altfor almindelig Tro, at
naar en Mand udmærker sig i en eller anden
Henseende, saa er han naaet frem til et saadant
Standpunkt uden Vanskeligheder, men en liden
Smule Erfaring fra det daglige Liv bringer let en

saadan Illusion til at svinde. Kun gjennem et
anstrængt Arbeide vil et Foretagende kunne
fremmes, og man vil beholde den Plads, man
engang har erobret sig.
[219] Sandheden bekræfter sig med Hensyn til
Spurgeon gjennem den Omstændighed, at han har
arbeidet strængere end nogen Mand i England. Fra
et andet Standpunkt betragtet, saa berøver en
saadan Stilling i Livet et Menneske den tilstrækkelige
Hvile og Adspredelse, til samme Tid som det
overanstrængende Arbeide stedse vil hindre den
populære Prædikant fra at føre et saa bekvemt Liv
som et andet Medlem af Samfundet.
Fridage er virkelig sjeldne for ham, og det
hænder som oftest i Ugens Løb, at han ikke en
gang har Tid til at gaa om i sin egen Have. Han
har faaet et Kald fra oven, og for dette maa han
ofre sin Stilling i Samfundet og som oftest sin
Formue. Spurgeon ytrer, at en Prædikant mere end
nogen anden maa holde sin Pung aaben til
Anvendelse for Guds Riges Sag. Spurgeon skriver
endvidere i sine "Raad til Prædikanter": at han har
erfaret, at Prædikanter mere burde benytte sine
Evner til at trække frem de tusinde Hændelser,
som møder dem i det daglige Liv, for deraf at
hente Materiale til praktiske Prædikener.
Spurgeons egne Erfaringer beviser, at de, som

søger efter at blive fortrolige med den Kunst
uforberedt at holde offentlige Prædikener, maa
stole paa sin Hukommelse mere end paa sine
Optegnelser. Han tilføier: "Begynder I først at
gjøre Optegnelser, saa vil disse blive længere og
længere for hver Gang I skal prædike." Om
Veltalenhedskunsten, der vistnok er forbunden
med mange Besværligheder, vil [220] ingen bedre
end Spurgeon kunne belære os. For en offentlig
Taler er det en Livssag at eie Tilgang paa frisk
Luft, og dette var isærdeleshed Tilfælde med
Spurgeon. Ofte hendte det midt under Talen, at
han behøvede Luft, og han raader alle Prædikanter
til ikke at være ræd for at aabne Kapellets Døre og
Vinduer, da det bedste for en Prædikant, næst
Guds Velsignelse, er frisk Luft.
Spurgeon var en stor Ven af Møder i det frie —
og han har redegjort for sine Erfaringer i saa
Henseende. Den bedste Talerstol han kunde tænke
sig, var Toppen af en grøn Høi eller en fri Plads i
Skoven. Han taler i en af sine Skrifter om en stor
Kathedral, der var anskaffet for hans Regning i
Grevskabet Oxford. Levningerne deraf kaldes
endnu den Dag idag Spurgeons Tabernakel og
indeslutter en stor firkantet Græsplæn bevokset
med Egetræer. Engang under Høaannen prædikede
Spurgeon der over den for Stedet og Anledningen

passende Tekst: " O g h a n s k a l k o m m e f o r
o s s o m R e g n e t , s o m e t S i l d i g r e g n , d e r
v æ d e r J o r d e n . " Hos. 6, 3, — Hans almindelige
Raad til Prædikanter er alle af megen Verdi.
Saaledes bør man f. Eks. undgaa at have Møder i
Nærheden af visse Træer paa Grund af deres
raslende Løv, Solen bør aldrig direkte falde paa
Prædikantens Ansigt, og isærdeleshed nytter det
ikke at forsøge paa at tale imod Vinden.
Til nogle interessante og mærkelige
Optegnelser fra Spurgeons Privatliv føies en liden
interessant Beretning om en engelsk [221]
Dommer, som nu er død, men som i sin Livstid
var almindelig anseet og som var Diakon i
Forsamlingen i London, og paa Grund heraf nær
bekjendt med Spurgeon. Udenfor Forretningstimerne
pleiede han og hans lærde Venner at
samtale fortroligt med hinanden. Ved en Leilighed
hændte det, at Prædikanten ved Metropolitan-
Tabernaklet blev Gjenstanden for deres Samtale.
Naturligvis var man af forskjellige Meninger om
ham, og det er meget rimeligt, at den lærde
Samling af Herrer følte sig overrasket, da deres
Ven, Dommeren, forklarede dem, at de skulde faa
Anledning til selv personlig at afgjøre sit
Omdømme med Hensyn til Spurgeon, da han
tænkte paa at indbyde dem alle til Middag

sammen med den bekjendte Prædikant.
"Er det virkelig dit fulde Alvor?" spurgte de
alle i spændt Forventning.
"Ja."
"Nu vel, da er det afgjort."
Spurgeon modtog Indbydelsen, uden at kjende
det ringeste til, hvad der gav Anledning til samme
— og for at sige med et gammelt Ordsprog, saa
gik Middagen af Stabelen under "godt Snak."
Da Dommeren og hans Kollegaer næste Gang
mødtes i Privatkontoret, saa udtalte alle sin
hjerteligste Tak for den sidste mere end almindelig
behagelige Middag. Erkjendelsen gik endnu
videre, idet de forklarede, at de hver for sig paa
Forhaand havde bestemt sig til at stille visse
Spørgsmaal til Spurgeon, som denne havde [222]
besvaret over alles Forventning. Spurgeon var
forøvrigt bekjendt for at kunne føre en Konversation
let og behagelig. Denne Bordkonversation var
vistnok altfor aandrig og indholdsrig til at den
burde være gaaet tabt for Efterverdenen, men den
er desværre ikke nedtegnet, af den Grund at
Spurgeon var en Hader af alle nærgaaende altfor
personlige Optegnelser — det være nok at bemærke,
at Dommerens lærde Venner fuldstændig
fratraadte sine vrange, fordomsfulde Meninger

vedrørende Spurgeon, ja at de til og med ansaa
ham bedre, ædlere, aandrigere og større i sin
Virken end Dommeren havde skildret ham. Dette
lille Træk er opbevaret i Spurgeons "Minder fra
tidligere Dage," — hvori man faar et dybt Indblik i
denne sjeldne Mands Karakter. Han udtaler i disse
"biografiske Skisser" af sig selv efter først at have
takket Forsamlingen for godt Samarbeide, at han
haabede Virksomheden og den gode Forstaaelse
dem imellem stedse vilde tiltage. Hvad angik ham
selv, da var han stedse ung til Sjælen, om han end
imellem følte sig gammel hvad det legemlige
angik. Hans Liv havde været et livsfriskt og
interessant Liv, saa det var just ikke troligt, at
Livstrætheden nogensinde vilde snige sig ind paa
ham. Spurgeon antog selv med Rette, at han kunde
berette en Samling Hændelser af sit Liv, som
tilsammen vilde udgjøre mange Bind, saa alt,
omfattende og omvekslende havde hans Liv været.
Om han en og anden Gang kunde føle sig trist og
nedslagen, saa hidrørte det af indre Aarsager eller
paa [223] Grund af Sygelighed, hans Omgivelser
havde ingen Skyld heri; thi i det ydre førte han
altid et behageligt Liv.
Blandt andre interessante Meddelelser fortæller
han i sine "Minder fra Fortiden" følgende lille
Episode:

Han aflagde engang i sin Ungdom et Besøg i
en liden Landsby, hvor han blev anmodet om at
prædike, men ansaaes altfor radikal for et vist
Kapel og for konservativ for et andet, men i et
tredie fik han endelig Tilladelse til at oplade sin
Røst. Pastoren ved denne Forsamling havde kun
en Løn af 15 Sch. i Ugen, hvorfor Spurgeon følte
Skrupler ved at drikke sin Aftensthe hos den
fattige Mand. Under Maaltidet bemærkede han, at
Værten bar en overmaade luvslidt Frakke, hvorfor
Spurgeon, da han efter at have sluttet sin Prædiken
henvendte sig saaledes til Forsamlingen:
"Nu har jeg prædiket for eder og gjort mit
Bedste. " F o r i n t e t h a r I a n n a m m e t d e t ,
g i v e r n u o g s a a f o r I n t e t . " Det synes som
om eders Forstander trænger en ny Dress. Jeg vil
give 1 Sch., mine Venner dernede vil sikkert give
det samme, og Bøsser skal holdes i Orden nede
ved Døren i den samme Hensigt." Virkningen af
disse Ord var uventet stor. Efter Mødet
bemærkede Forstanderen under en Samtale med
Spurgeon, "at siden han blev en Jesu Kristi Tjener,
havde hans Mester altid sendt ham Klæder — og
at han nu saa smaat var begyndt at [224] tænke
paa, om ikke Herren vilde give ham en ny Dress."
Spurgeon bemærkede en Gang, at hans
Bekjendtskabskreds var baade vidt udstrakt og

høist forskjellig. Han kunde glæde sig over at eie
udmærkede Mænds Venskab, Mænd, der i mere
eller mindre Grad har gjort sig berømte i den Tid,
hvori Spurgeon har levet. Han var endogsaa en
fortrolig Ven af den berømte kirkehistoriske
Forfatter Daubigné, der har skrevet et Bidrag til
Reformationens Historie; denne Mand holdt engang
Foredrag i Tabernaklet. Spurgeon prædikede
ogsaa engang for Daubigné paa Kontinentet
(Fastlandet), ved hvilken Leilighed han i Schweitz
benyttede Calwins gamle Talerstol. Samme Dag
havde han en Sammenkomst med to hundrede af
de ypperste Prædikanter i Schweitz, og ved
Afskeden kyssede disse ham paa Kinden.
Dr. Camphell, den bekjendte Udgiver af
"Brittisk Banner", var ogsaa en af Spurgeons
udmærkede Venner. Naar han var indbuden til at
prædike for Dr. Camphell maatte han altid tage sin
Hustru og sine Børn med sig. Naar Camphell
skrev sit Indbydelseskort kunde han iblandt sige:
"Vor Kat har faaet Smaabarn, som Gutterne dine
kan more sig med." Og Dagen før deres Ankomst
var Doktoren selv ude og kjøbte Leger til
Spurgeons Børn; dette beviser, at ihvorvel han var
en lærd og en alvorlig Mand, holdt han sig dog
ikke for god til at udføre [225] en venlig,
menneskelig Handling og tage Del i Børnenes

Leg.
Dr. Binney, som en Gang hørte Spurgeon tale,
bemærkede i Overvær af nogle af hans Venner:
"Det er en Skjændsel mod Gud og Mennesker, jeg
har aldrig hørt noget lignende." Tyve Aar efter
aflagde Dr. Binney et Besøg i Tabernaklet og
udtalte da til et Forsamlingsmedlem:
"Jeg forkastede engang eders Prædikant af mit
hele Hjerte og negtede endog at prædike, hvor han
prædikede; men jeg fandt snart, at det var mig som
tog feil."
Naar Dr. Binney, en lærd og høikirkelig Mand
i sin Tid gjorde Indsigelser mod den unge
Prædikants religiøse Opfatning — saa var dette
kun et Udslag af Tidsaanden.
I Aaret 1851, da Spurgeon begyndte sin
Virksomhed, skulde jo ikke Verden være saa
uforberedt paa at faa erfare en hel ny Bevægelse
vedrørende de religiøse Spørgsmaal — en
Bevægelse, der nødvendigvis maatte medføre en
Skilsmisse fra de gamle banede Veie. Alligevel
faldt det ikke let for Almenheden at imødekomme
en saa streng original Prædikant, som Spurgeon
viste sig at være, og derved lægge tilside de
forældede Anskuelser og Vedtægter. Enhver
Modstander maatte jo erkjende at Prædikanten var

original, men deri kunde ikke Verden finde
nogensomhelst Anbefaling, da den i Regelen kun
ansaa for ret og retfærdig den Handling og Tale,
som stemmede overens med hvad Forfædrene
havde [226] gjort og lært. Den latinske
Foredragskunst ansaaes endnu som den eneste
Form under hvilken Veltalenhed kunde
forekomme, og de storartede Prædikener af
populære Talere særlig ved visse Anledninger
ansaaes endnu som vidunderlige Frembringelser.
Spurgeons Virksomhed og Fremtræden i det hele
bidrog til en fuldstændig Omstyrtning af de gamle
Ideer, dog ikke uden Spot og Protest fra
Almenhedens Side rettet mod Ynglingen fra
Landet. Ældre Folk kunde ikke forstaa, at det, som
i saa lange Tider havde dannet Rettesnoren for
deres Tro, nu skulde fordømmes som forældet.
Man kunde forresten heller ikke vente, alle med en
Gang skulde kunne fatte, at den Yngling, som de
tillagde saa mange besynderlige Egenskaber, var
en Reformator, saadan en, som Verden længe
havde trængt til.
—————

[227]
11. Beretninger og Breve.
11te kapitel.
Beretninger og Breve.
—————
Hjemmet i Westwood.
Inden sin Afreise til Amerika aflagde Dr.
Cuyler et Besøg hos Spurgeon i dennes nye Bolig
i Nærheden af Krystalpaladset og beskriver i et
Brev til "New-York Evangelist" dette som et sandt
"landligt Paradis." "Den store Prædikant," skriver
han, "kom imod os i Døren med en tilfreds Mine,
udstrækkende begge Hænder imod os til en
Velkomsthilsen. Lørdag er hans Hviledag. En
Times Tid spadserede han med os i sine skjønne
Haveanlæg, viste os omkring i Drivhuset og bød
os tilslut til Sæde i en landlig ordnet Løvsal, hvor
han samtalede med os paa den ham eiendom-

melige, kjærnefriske og humoristiske Maade, der
gjør hans Prædikener saa karakteristiske og
tiltrækkende. Spurgeons [228] Arbeidsrum har en
behagelig og smuk Udsigt over Haven og
Græsplænerne i samme. Familiens Dagligværelse
er paa alle Vægge beklædt med en stor Samling af
elegant indbundne Bøger. Han viste os under
megen Munterhed en Samling Karrikaturer af sig
selv og derefter med et til Alvor forandret
Ansigtsudtryk en Række Oversættelser af hans
Prædikener paa flere forskjellige Sprog. Hans
dannede og intelligente Hustru, som i længere Tid
havde været syg, var tilstede ved Bordet. Deres to
Sønner, der er Tvillinger, har begge ofret sig for
Prædikegjerningen.
Klokken var 6 Lørdag Aften da vi tog Afsked,
og han forsikrede os, da vi stod færdig til at gaa, at
han ei endnu havde valgt sin Tekst for
Morgendagen. "Jeg vil straks gaa ned i Haven,"
sagde han, "og udarbeide min Prædiken for
Formiddagsmødet samt vælge Teksten til
Eftermiddagen." Dette var hans Vane i flere Aar,
og han behøvede aldrig mere end en halvtime for
at danne sig en Plan for sin Prædiken. Et stadigt
Studium fyldte hans aandelige Kar, saaledes at han
figurlig talt blot behøvede at vride paa Kranen for
at skaffe Forraad i Overflod.

Spurgeon i Plymouth.
Efterat Spurgeon engang havde prædiket ved
"The Baptist Union Meetings," nedskrev han
følgende smaa Beretninger:
"En Dag jeg besøgte en Prædikant blev jeg
buden ind i Forværelset. Prædikanten, som straks
[229] kom tilstede, ytrede med en undskyldende
Mine, "at Værelset befandt sig just ikke i den
skjønneste Orden."
Jeg svarede, "at jeg ikke kunde finde dette, der
var idetmindste lunt og hyggeligt." Hertil svarede
Prædikanten:
"Min Hustru har en Bibelklasse her hver
Søndag, samt undertiden en midt i Ugen, og i mit
Arbeidsværelse pleier jeg om Søndagsaftenerne at
have en Bibelklasse for unge Mænd."
Ah, tænkte jeg — dette er bogstavelig i sin
Orden, man bør ikke holde fine Huse halv
afstængte, saaledes som det nu i Almindelighed er
Tilfælde. Naar jeg imellem aflægger en Visit til
nogen i Forsamlingen, der ansees for at sidde godt
i det baade aandeligt og timeligt talt, saa bliver jeg
i Regelen indbuden til at tage Plads i deres
Forværelse og det uagtet der ikke har været i

Ovnen paa 3 Maaneder og det endog midt paa
Vinteren. Naar jeg derfor forlader Værelset fuld af
Gigt, pleier jeg at sige:
"Jeg haaber, at denne Familie vil finde paa at
holde en kristelig Sammenkomst i sit Hjem hver
Uge; thi vis den gjorde dette, saa vilde Rummene
blive opvarmede og hyggeligere, for min Skyld er
det af underordnet Vægt; men jeg tror, at
Forholdet vilde blive bedre for Familien selv."
[230]
* * *
Det godes Magt.
En Dag greb en gammel Mand min Haand,
trykkede den haardt, idet han sagde:
"Min Herre, en Søndagsaften udtalte De
overmaade betegnende: "Maa hver enkelt af eder i
Aften gjøre noget for Jesus, som I aldrig tilforn
har gjort." Nuvel, min Søn har beredt mig mange
Sorger, han var en ugudelig Yngling og forlod sit
Hjem en Tid og siden førte han sig selv til
Gravens Rand gjennem et lastefuldt Liv. Alligevel
gav jeg ham nok at leve af; men saa besluttede jeg
ikke at gjøre det længere. Men den Aften, da jeg
hørte Dem udtale disse Ord, gik jeg hjem, valgte

det bedste jeg havde i mine Gjemmer, lagde det i
en Kurv og sendte nogle Mænd hen til min Søn
med det Bud at jeg denne Gang vilde sende ham
noget ekstra, samt tilføiede at jeg haabede, han
fremdeles var ved god Helbred. Nuvel jeg havde
aldrig forhen kunnet tale med ham om Religionen;
men næste Morgen, da jeg tog en Spadsertur ned
til ham, samtalede vi om Guds Gjerning til
Menneskenes Frelse, og han døde siden i den
Forvisning, at han var frelst, uagtet jeg forhen altid
havde frygtet for, at han vilde dø noen Gud."
En Hviletid.
Under en Ferie i August 1876 gjorde Spurgeon
et Besøg i Skotland ledsaget af sine to Sønner i
den Hensigt ogsaa at besøge Hebriderne. [231]
(En Øgruppe ved Skotlands Kyst). Under sit
Ophold i Skotland gjæstede han en vis Hr. Dunkan
fra Bermore. Søndagen efter sin Ankomst
prædikede han ved Scone, ude i det frie, for
femten tusinde Personer. I Anledning af dette
Møde var alle Forsamlingslokaler i Omegnen
lukkede. I sin Prædiken ved Formiddagsmødet
talte han om det Had, der stundom gjør sig
gjældende mellem de forskjellige Samfund, og
han advarede Skotterne for et saadant Partisind,

hvoraf følger Bitterhed og mange daarlige
Forteelser, der tilsidst vil afføde Kulde og Død.
Om Aftenen talte han i en mere fortrolig Tone og
gik dybt ind i Livets engere Forhold. Han
henvendte sig ogsaa særskilt til de, der havde hørt
flere Prædikener end de kunde regne op. De
opbevarede i sin Hukommelse hele Vognlæs med
Prædikener, de var saa at sige bleven indrøgte med
Prædikener, og desuagtet var de endnu
uomvendte. Nogle af hans Tilhørere i Tabernaklet
havde hørt Evangeliet prædike i 20 Aar og var
alligevel ikke bleven frelste, og man havde gyldig
Grund til at tro, at de aldrig vilde blive det. De
lignede indisk Gummi, som hvormeget man end
presser og forarbeider den, dog altid vil beholde
sin oprindelige Form.
Den følgende Søndag prædikede han for flere
tusinde paa en Høi fra hvis Top man havde Udsigt
over Floden Clydes Udløb, og alle forbausedes
over hans Stemmes umaadelige Styrke, Klarhed
og Renhed. Hvad en saakaldt Hvile eller Ferie
betød for ham fremgaar af følgende Brev til en
Herre i Glasgow:
[232] Kjære Ven!
Jeg er nu vendt tilbage til England. Jeg
tilbragte 11 Virkedage i Skotland og modtog i den

Tid Indbydelse til at prædike mere end 15 Gange.
Dette, da jeg kom for at hvile ud — i et kristent
Land.
Gud beskytte eder.
Eders sande
C. H. Spurgeon
I Skotland Aar 1878.
En Reise han skulde foretage til Norden for sin
Helbreds Skyld blev først opsat en Tid af flere
Grunde, og da den saa endelig iværksattes, blev
han saaledes overhængt med Anmodninger om at
prædike, at hans Helbred ikke vandt saa
overmaade meget. En Korrespondent skrev i
Anledning af denne Reise følgende til et af de
større engelske Blade:
Spurgeon prædikede den Iste August ved
Tollokshaws i Nærheden af Glasgow. Længe
inden den til Mødet fastsatte Time blev Samlingspladsen
opfyldt med en overordentlig stor Masse
af Mennesker, hvoraf Flerheden vel var ængstelig
over ei at kunne faa Plads, og da det var umuligt at
tilstede andre Adgang end de der havde erholdt
Adgangskort, saa maatte tusinder af de, der gjerne
havde betalt en høi Entre, vende skuffede [233]

tilbage. En komisk Begivenhed indtraf ved samme
Leilighed. En eller to Politikonstabler samt et Par
Mand, der skulde modtage Adgangskortene, var
posterede ved Indgangen. Imidlertid kommer
Spurgeon selv, efter kuns med megen Møie at
have banet sig Vei gjennem Mængden; men
istedetfor uhindret at lade ham passere, fordrede
man i en bestemt Tone, at han skulde fremvise sit
Adgangskort. Lykkeligvis var der en Del tilstede,
som gjenkjendte Spurgeon og som til samme Tid
som de morede sig kosteligt over hans Forlegenhed,
lagde sig imellem saaledes at han fik passere.
—————
Sommerudflugter.
I sine yngere Aar pleiede Spurgeon oftere at
prædike ude i det frie, og foretog ofte om
Sommeren kortere Udflugter til Grevskabet
Oxford. Med Hensyn til et af disse Møder skriver
et større engelsk Tidsskrift:
"Møderne i Oxford holdes gjerne paa en
vidtstrakt Eiendom, under en Samling prægtige
løvrige Egetræer. Ved disse Leiligheder saaes
gjerne smaa Grupper sidde i Ly under de vældige
Egetræer og nyde et landligt Maaltid, medens de
ordnede sig til at overvære Mødet som i Regelen

om Søndagene begyndte ved tre tiden (Eftermiddag.)
Synet af dette var det mest maleriske
man kan tænke sig. Pladsen, hvor [234] Møderne
holdtes, er tillige historisk bekjendt, og man har
herfra en vid Udsigt over Windrushdalen og kan
ogsaa skimte Ruinerne af et gammelt forfaldent
Slot, der har tilhørt Familien Lorell, og som har
faaet et tragisk Rygte gjennem en Begivenhed
skildret i Sangen "The Neistletoe Rovgh." Ved
Skraaningen af en nærliggende Høi er der anlagt
en yndig liden Landsby — et lidet Nybygge —
hvort hver Hus har sin lille, frodige Have og
Agerplet, der afkaster saa meget, at det bidrager til
Familiens Velstand. "Jeg mindes særlig et saadant
Møde", skriver en Korrespondent til omtalte Blad.
"Da Spurgeon steg ud af Vognen for at begynde
Mødet, var der mindst samlet 15,000 Personer.
Man sang af fuldt Hjerte, om ogsaa Stemmerne ei
var videre uddannede, og under Bønnen kunde de
wesleyanske Brødre ikke bare sig for nu og da
halvhøit at give sit Hjertes Følelser Luft.
Prædikanten var i sit bedste Humør, og Emnet han
havde valgt var: " J e g v i l v æ r e s o m D u g
f o r I s r a e l . " Hos. 14, 6.
Efter Mødet vandrede man omkring i Skoven
og frydede sig over Egnens Skjønhed, alle var
glade, og for de troende, der var samlet, var det en

særskilt Forrettighed denne Dag at faa tale om
Guds Godhed og Barmhjertighed til den Høiestes
Ære. En saadan Anledning som denne, naar de
kristne faar veksle Tanker med hverandre, er af
uskaterlig Værdi, isærdeleshed for de, der bor
temmelig afsides og spredte, og som blot erholder
liden Hjælp i Striden mod Synden [235] ved
Broderskabets Velsignelse, og som sjelden har
Leilighed til at høste Nytte af andre Kristnes
Erfaringer. Mange vender tilbage fra slige
Sammenkomster styrkede i sine Beslutninger at
følge Lammet, og gjenoplivede i sin Nidkjærhed,
at vidne om Kristus for hver og en inden sin
Virkekreds. Ved Aftenmødet talte flere fremragende
Prædikanter. Tilhørernes Antal gik nu op
til henimod 20,000. Aftenen var skjøn, og den i
vester nedgaaende Sol kastede en sælsom Glans
over de omgivende Gjenstands, Træernes Skygger
bredte sig over Marken og dannede en skarp
Kontrast til de Pletter, der endnu laa helt ude i
Sollyset. Der var en underlig Ro og Hvile i Luften,
og intet syntes at forstyrre Naturens Andagt.
Vi har aldrig forhen været tilstede ved et Møde
ude i det frie, hvor alt har været saaledes til
Prædikantens Fordel som denne Gang. Fra de
første Bibelord, som udtaltes ved Mødets
Begyndelse, til den Stund, da Prædikanten sluttede

med Nedkaldelse af Guds Velsignelse, havde han
Tilhørerne fuldstændig i sin Magt. Aldrig beviste
han bedre end da sit Kald fra Herren til at udbrede
Forsoningens Lære, og aldrig er nogensinde en
Forsamling bleven mere greben af en hjerteligere
og værdigere Fortolkning af Skriftens Ord."
—————

[236]
12. Nogle enkelte Træk fra Spurgeons Prædikevirksomhed.
12te Kapitel.
Nogle enkelte Træk
fra Spurgeons
Prædikevirksomhed.
—————
Vi fører Læseren til en af de mange Veie ad
hvilken man kan komme ind i Metropolitantabernaklet,
og som er vel kjendt saavel af
Londons Indbyggere som af Besøgende fra Landet
og de nærliggende Byer. Det er ligeledes
velbekjendt, at Folkemasserne i London er ganske
farlige at komme ud for, saavidt som de ei holdes i
Orden inden visse Grændser. Hvis f. Eks. Masser
af Folk samler sig omkring en offentlig Bygning

for at besøge et Møde, og alle er lige ivrige i
Bestræbelsen for at komme ind og erholde en
fordelagtig Plads, idet de anvender med al mulig
Energi baade Albuer og Hænder for at trænge sig
frem i første Række, da byder Regelen for den
almene Sikkerhed, at Sidedørene [237] lukkes og
Hovedindgangene bevogtes saaledes, at ingen
uden de, som har Billetter, kan faa passere
Dørvogterne og lades ind. Disse, skrives der i et
engelsk Tidsskrift for 1891, er de Besværligheder,
som er forbundne med at høre Englands største
Prædikant, Spurgeon.
Henholdsvis lettes dog disse Besværligheder
derved, at de Besøgendes Antal, der har forskaffet
sig Billetter til at kunne komme uhindret ind i
Bygningen, er overmaade stort, og den utaalmodige
og utøilede Folkehob holdes tilbage af de
vel tillukkede Døre og Porte. Det er vistnok ikke
mange Udlændinge, der tør vove at stille sig midt i
Trængselen, eller som engang har tilstrækkelige
Kræfter, eller stærke Nerver nok til at deltage i
denne formelige Beleiringskamp af Bygningen;
alle som kan, ser derfor til at faa fat i et
Adgangskort saaledes at de nogenlunde uhindret
kan slippe ind i et af Bygningens Venterum. Men
dermed er ikke alle Vanskeligheder ophørte; thi
den, der besøger Tabernaklet, har god Leilighed til

at prøve sig i Taalmodighed, der han staar nylig
sluppen indenfor Døren og studerende paa,
hvordan det skal lykkes ham at forskaffe sig en
Plads blandt de, der sidder i Ro og Mag paa
Bænkene; " t h i i n d e i selve Tabernaklet gjælder
fremfor alt den Jernlov, at den, som kommer først,
faar Plads."
"En Søndagmorgen," fortæller en Besøgende
fra Tabernaklet, "havde jeg som en særskilt
Begunstigelse faaet min Plads paa Platformen lige
bag Taleren. Der er nemlig anbragt tvende [238]
Bænkerader til et Antal af ca. 12 Personer. De er
luxuriøst betrukken med rødt Fløiel og forsynet
med Karme ligesom Bænkene i en første Klasses
Jernbanekupee — de er anbragt der udelukkende
til Diakonernes Afbenyttelse.
Jeg vil nu bede Læseren gaa nogle Aar tilbage i
Tiden, for i Forening med mig at besøge
Tabernaklet. Antag at Klokken er halv eleve, og at
jeg med særdeles Opmærksomhed er bleven
ledsaget til min Plads blandt Diakonerne. Det er
paa Vaarsiden, og Solen staar høit paa Himlen;
men alligevel brænder Gasen derinde i
Tabernaklets dunkle Gange. Det usædvanlig store
Lokale synes for en Fremmed fyldt til Trængsel;
men alligevel kunde der i de fleste Tilfælde
vistnok rummes flere, naar man trængte sig tættere

sammen. Bevægelsen blandt Forsamlingen, idet
denne strømmer ind i Tabernaklet og søger at
skaffe sig Plads, kan lignes med en Bisværms
Summen, uagtet Rørelsen inde i Tabernaklet paa
langt nær ikke er saa livlig som hos Masserne
udenfor.
Naar nu Forsamlingen endelig er kommen til
Ro og Mødet begyndt, er alles Blikke rettede mod
et og samme Punkt. De, der sidder i Nærheden af
Spurgeons Talerstol, vil have lagt Mærke til, at
hans Stemme er overmaade vel tillempet for en
saa stor Forsamling. For de, der sidder nær, er
hans Stemme aldrig for skarp og for dem, der
sidder langt borte, aldrig for svag. Hans Ord er
heller ikke utydelige for de, der sidder i de mest
bortliggende Kroge. Men, [239] en anden Sag er
det, at det slet ikke gaar an at prædike for en saa
stor Forsamling uden at anstrænge sine Lunger,
ihvorvel Bygningen er forholdsvis let at tale i —
og vel skikket til at forplante Lyden.
Fra Diakonernes Plads er det overmaade
interessant at iagttage hvor let den store
Forsamling lader sig lede. Den er under en eneste
Indflydelse som om den var én Bestanddel og ikke
sammensat af ca. sex tusinde Individer.
Spurgeon var synlig bevæget, da han oplæste

og derefter udlagde det underfulde Kapitel Es. 55.
Der bredte sig en eiendommelig Stilhed og Ro i
den store Bygning, og den talrige Forsamling var
dybt greben af Spurgeons herlige Udlæggelse af
Ordene: " U d e n P e n g e o g f o r i n t e t . " Det
er jo noget ganske sædvanligt, at Talere, som
optræder for en talrig Forsamling, fæster Blikket
paa en vis Person der nede i Bænkeraderne og
ligeledes den, som fra Diakonernes Plads har
Anledning til at overskue den talrigt forsamlede
Mængde, vil have en vis Tilbøielighed til det
samme.
Der findes sædvanlig i en saa stor Forsamling
mange Tilhørere med eiendommelige og
tiltrækkende Ansigtstræk, hvis man blot besidder
Evne til at finde dem ud og læse i deres Indre. Der
sidder f. Eks. en Mand paa en af de mellemste
Bænkerader, han synes at være en middelaldrende
Mand og at dømme efter det Indtryk han gjør paa
dem, der betragter ham, synes han tillige at være
en af de, der ikke har erhvervet [240] sig saa liden
Dannelse eller Intelligens. Ihvorvel han ikke
bruger hverken Blyant eller Notitsebog, kan man
alligevel forstaa af de vekslende Udtryk i hans
Ansigt, at han arbeider flittig med sine Tanker og
bevarer baade hvad han hører og ser. Lad os
antage at han hører til en af disse rastløse

Repræsentanter for et eller andet Presseorgan og
vil i paakommende Tilfælde, om noget særegent
skulde indtræffe, overlevere sine Læsere en
opsigtsvækkende og interessant Beretning, samt
notere i sin Hukommelse — for senere at give
Verden dem tilbedste — enkelte humoristiske
Ytringer i Spurgeons Prædiken.
Et Antal Prædikanter fra Landet er sikkerlig
tilstede og sidder spredte her og der blandt
Folkemassen. Fæst eders Opmærksomhed paa en
af disse, I maaske kjender, som en frikirkelig, og I
vil af hans Blikke snart blive overbevist om, at han
finder, at han ret vel har klaret sin Sag med den
Gud, der ikke agter hverken Former eller
dogmatiske Læreforskrifter, og at han saaledes er i
overmaade god Forstaaelse med Spurgeons
Udlæggelse af Evangeliet. Foruden disse findes
der blandt den af mange forskjellige Elementer
sammensatte Forsamling ogsaa saadanne, der er
kommen for at "høre Spurgeon", blot for at forøge
sin aandelige Viden. Der findes ogsaa blandt
Tilhørerne mangfoldige Medlemmer af den
engelske Statskirke, og de blandt disse, der føler
sig opbyggede, beklager maaske, at den berømte
Spurgeon ikke blev Erkebiskop af Canterburry.
Andre derimod, der er mere bundne i Aanden og
ikke [241] modtagelige for Evangeliets Sandheder,

forarger sig over Prædikantens frie Ytringer, og
finder for sit eget Vedkommende, at de har vist sig
meget nedladende ved at besøge en Dissenterforsamling.
Saadan forekommer mig den Forsamling,
som jeg havde Anledning til at iagttage fra
Diakonernes fløielsbeklædte Bænke. Jeg ved med
Vished, at Metropolitantabernaklet er et eiendommeligt
Samlingssted for alle de nævnte Individer
og for mange flere, som i mere eller mindre Grad
er beslægtet med de oven omtalte.
Det er vistnok her paa sin Plads at omtale med
nogle Ord de Kollekter, som kommer ind under
Ugens Løb. De Bøsser, der anvendes under
Formiddagsmødet, bliver baaret ind i en af
Sideværelserne, naar Mængden har forladt
Forsamlingshuset. Hvor stort Indholdet var, faar
ingen at vide; thi da Søndagen er en Hviledag,
optælles ikke Pengene forinden den følgende
Formiddag. Guld-, Sølv- og Kobbermynter i smaa
Pakker, net ombundne med Traad, dannede en
broget Samling. Da hele dette Indhold tømtes i et
stort sort Skrin, forsøgte jeg at løfte dette for at
bedømme Vægten. "Den er temmelig tung,"
bemærkede en af Diakonerne. Jeg svarede
spøgende, at man ikke godt turde paastaa, at den
indeholdt Fjær. Det er sikkerlig den største Kollekt
jeg nogensinde har seet; thi den var saa tung, at

det knapt var muligt at løfte den med en Haand.
[242]
—————
En Fest i Pintsehøitiden.
"Agter De ogsaa at reise for at høre
Spurgeon?" spurgte en Jernbanebetjent mig i en
høflig Tone, da jeg stod paa Platformen ved den
store østlige Bane i London nogle Minutter inden
Togets Afgang til Cambridge.
Spørgeren var tydeligvis en skarpsindig
Menneskekjender, ellers vilde han vel ikke i en
Fart have draget en saa rigtig Slutning at dømme
efter mit Udseende og min Turistbagage. Jeg gav
den brave Fyr et bejaende Svar, erholdt en bekvem
Hjørneplads i en Kupee, og inden faa Minutter
ilede Toget afsted med svimlende Fart paa Veien
til Willingham i Grevskabet Cambridge, hvorhen
Spurgeon havde bestemt at tage hen paa en
Sommerudflugt.
Ved vor Ankomst til Cambridge, straks efter
Kl. 1, mærkede vi, at noget særegent var paafærde,
og en Jernbanebetjent underrettede os om, at
Spurgeon var ventende, og at en usædvanlig
Mængde Passagerer var ankommen med de tidligere
Tog. Vi stansede en halv Time i Cambridge og

fortsatte derpaa Reisen til Willingham gjennem
flade Landstrækninger. Vinden kjendtes kjølig
grundet paa de Storme, der havde raset den
foregaaende Dag, men Veiret og Landskabet var i
det heletaget skjønt og smilende, og alt i den lille
By Willingham havde et venligt og festligt Præg,
Flag vaiede ud fra Vinduerne og Byens
Indvaanere saavelsom de omkringboende
Landmænd havde sørget for gjæstfrit at [243]
modtage de mange Fremmede, der var kommen
for at høre den vidtberømte Prædikant. Spurgeon
havde berammet sit første Møde til Klokken 3, og
da det snart var nær ved denne Tid, begav
Mængden, der hidtil havde været samlet i Byen,
sig ud til en fri Plads i Omegnen, og det var en
anseelig Mængde, som her kom sammen; det
lykkedes kun for Spurgeon med store
Vanskeligheder at bane sig Vei gjennem den tæt
sammenstuvede Masse og bestige den Talerstol,
man havde reist for ham. Teksten toges af 1 Kor.
15, 10: " A f G u d s N a a d e e r j e g , d e t j e g
e r . " Hans Prædiken med sin fuldendte
Udlæggelse og gribende Formaninger var vel
skikket til at gjøre et varigt Indtryk paa den
forsamlede Mængde. Efter Mødets Slutning
spredtes Forsamlingen for paa de forskjellige
Steder i Byen og Omegnen at indtage The og

Forfriskninger, hvorfor der gjæstfrit var sørget.
Ved Aftensmødet talte først Mr. Olney, en af
de mest virksomme Diakoner ved Metropolitantabernaklet,
hvorefter Spurgeon atter viste sig paa
Talerstolen og tog denne Gang sin Tekst fra den
døende Kong Davids Ord til Salomo: " O m d u
s ø g e r h a m , s k a l d u f i n d e h a m . " Alt hvad
David sagde, var godt; men isærdeleshed var de
Ord gribende, der ytredes af en saadan Fader til en
saadan Søn.
1. Ordene er et Udtryk for vor største Trang.
2. David viste Salomo, hvorledes denne Trang
skulde opfyldes — "Hvis du søger ham."
Taleren gik videre og paapegede, at de Ord,
[244] som David ytrede til Salomo, havde nu
ogsaa særlig sin Betydning for de Unge. Man har
skaffet sig visse statistiske Tabeller, som beviser,
at Mennesker, som har overskredet 40 Aar,
sjelden bliver omvendte og efter hvert som de
bliver ældre og ældre bliver Udsigten til at komme
ind under den frelsende Naade mindre og mindre.
Det naturskjønne Billede, som hin Aften udbredte
sig for den opmærksomme Iagttagers Blik er værd
at mindes. Netop da Mødet led mod sin Afslutning
sank Aftensolen ned i Vest og farvede Egnen med
sine Purpurstraaler. En sagte Vind blandede

Blomsternes Vellugt med den rene Landluft, og
Fuglene slog sine Triller i Træer og Buske,
medens den i Vest nedgaaende Sol synes at hilse
den i Østen opgaaende Maane. Disse Omgivelser
gav Taleren Emner til at belyse sin Prædiken, hans
Stemme lød klar og tydelig selv for de, der befandt
sig længst borte — og Ordene: " O m d u s ø g e r
h a m , s k a l d u f i n d e h a m , " trængte til
mangen Synders Hjerte.

[245]
13. Børnehjemmet i Stockwell.
13de kapitel.
Børnehjemmet
i Stockwell.
—————
Straks efter at Spurgeon havde begyndt
Udgivelsen af sit maanedlige Tidsskrift : "The
Sword and the Trowel,” skrev han nogle Artikler i
dette om kristelig Virksomhed, og i en af disse
omtalte han
Omsorgen for forældreløse Børn.
Kort efter i September 1866 modtog Spurgeon
et Brev fra en Dame, hvori hun tilbød ham en Sum
Penge til at begynde denne Gjerning med. Han
besøgte Damen i Følge med en af Menighedens

Ældste, og sagde, han var kommen for at tale om
de to tusinde Lstr. hun havde tilbudt ham til et
Vaisenhus. Hun afbrød ham og sagde:
"Min kjære Herre, det var tyve tusinde Lstr.,
360,000 Kroner jeg vilde give."
[246] Spurgeon følte sig uvillig til at paatage
sig Ansvaret for dette Hverv og forsøgte at
overtale hende til at skjænke Pengene til Georg
Müller i Bristol for hans Vaisenhuse. Londons
Behov af et saadant Institut blev fremholdt, og ude
af Stand til at modstaa den ædle Giverindes
Bevisførelse, blev Summen modtagen som et
Grundfond for hans Vaisenhus.
Fru Hillyard, Enke efter en Præst i den
engelske Statskirke, var denne Dames Navn, hvis
Gavmildhed gav Stødet til denne Virksomhedsgren.
Hun havde forladt den engelske Statskirke
og sluttet sig til Menigheden og dette bragte hende
til at overlade Størstedelen af sin Formue til dette
Øiemed under Spurgeons Ledelse.
I Januar 1867 indkjøbte man et Stykke Jord i
Stochwell i Nærheden af Clapham, og Bygningerne
vilde snart have været færdige, hvis ikke en
Pengekrise havde vanskeliggjort Udløsningen af
Pengene, der fornemmelig lød paa Jernbaneaktier.
De kunde ikke engang betale Grunden uden at

eise et Laan, som de var uvillige til at gjøre, da
det syntes dem at være en daarlig Begyndelse.
"Den ærede Søster," skriver Spurgeon, "som
saa rigelig har betænkt os af sin Eiendom, har
ligesaa lidt som vi kunnet forudse den nuværende
Tingenes Tilstand, som dog alligevel har vist sig
at være til Gavn for Børnehjemmet, da vi
derigjennem har faaet i Behold et større Gavefond
end vi ellers vilde have været i Besiddelse af."
[247] Børnehjemmets Plan er at samle Børnene
i en eneste stor Familie. Stifteren har stadig frembaaret
Sagen i Bøn til Gud og seet op til ham efter
Hjælpen, og vi beder Læseren følge Foretagendet
fra Begyndelsen af, da vil han faa Anledning til at
spore Guds Godhed og alvise Raad.
I Juni 1867 skriver Spurgeon:
Herren har begyndt at aabenbare sig for os med
Hensyn til Børnehjemmet; men endnu har han
ikke aabnet Himmelens Porte saaledes som vi
begjærer og forventer det. Vi venter i Tro og Bøn.
Vi behøver ikke mindre end 10,000 Lstr. til at
opføre Bygningerne, og d e v i l k o m m e . "
Mr. George Moore sendte 250 Lstr. Tre Venner
ofrede hver 50 Lstr. i Haab om at syvti andre vilde
gjøre det samme. Men det behagede Herren at
prøve sin tro Tjener. Med intet andet Formaal for

Øie end Guds Ære ved at antage sig fra først af
forældreløse Gutter, haabede Stifteren, at Herren
vilde lede mange blandt Herrens Folk til at indse
det nyttige og praktiske ved et saadant
Foretagende, og af den Grund yde det Støtte.
"Herrens Vei er dog alligevel den bedste," siger
Spurgeon, "og vi fryder og glæder os i den, og
følger den nøiagtig, er Værket vi har begyndt til
Guds Ære, vil han selv lede og fremme det, og vi
vil finde, at alle Herrens Stier ere rette."
Spurgeon tilføier: "Vi har antaget en Søster til
at modtage de fire første faderløse i sin egen leiede
Bolig, indtil Børnehjemmet er færdigt. [248] Vor
kjære Veninde, den oprindelige Giver, har solgt sit
Sølvtøi til dette Formaal, og har derved fremstillet
sig selv som et Exempel for alle Troende, der har
Overflødighed af Sølvtøi, som burde anvendes
bedre end at ligge bortgjemt i et Skab."
I August 1867 skriver Spurgeon:
"Maatte Beretningen om vore Erfaringer denne
sidste Maaned styrke mange Brødre og Søstre i
Troen. Som Svar paa vore Bønner har Herren
bevæget sit Folk til at sende os i den sidste
Maaned en Sum af 1,075 Lstr. til Børnehjemmet,
for hvilke vi lover og priser hans Navn. End mere
tydeligt ser vi Herrens Haand gjennem følgende

Begivenhed:
"En Dame, som oftere har sendt os Bidrag til
Prædikantkollegiet, har nylig oplevet sin Sølvbryllupsdag
og som et Taknemmelighedsbevis mod
Herren for hans uforanderlige Kjærlighed har hun
skjænket 500 Lstr. til Hjemmet. Vor Søster har
skjænket os disse 500 Lstr. til Opførelse af en
liden Fløi, som skal bære Navn af "Sølvbryllupshuset."
Men Herren har ydet os endnu mere. For
nogle Dage siden modtog vi nemlig fra en elsket
Broder 600 Lstr. til Hjælp til Fuldførelse af vort
Hjem. Disse uventede Gaver var os et nyt og stort
Bevis paa, at Herren selv vil fuldføre vort Værk.
Den næste Dag under mit Friluftsmøde modtog
jeg af en ukjendt Søster en aaben Konvolut hvori
20 Lstr. til Prædikantkollegiet og 20 Lstr. for
Børnehjemmet.
Senere tilbød Mr. William Higgs og hans
Arbeidere at opføre en af Bygningerne og Thomas
[249] Olney og hans Sønner vilde lade bygge en
anden til Minde om Fru Unity Olney, der nylig var
død. De første Grundstene til de fire Bygninger
blev lagt af Spurgeon, Fru Hillyard W. Higgs og
Thomas Olney. Samme Dag blev der indsamlet
2,200 Lstr., saa at Grunden til 4 Huse blev
indkjøbt uden at røre ved Fru Hillyards Gave. I
Januar 1868 kunde Spurgeon berette, at den store

Sum af 1000 Lstr. var bleven indsamlet af en
ukjendt Herre til Oprettelse af tvende andre Huse.
I Marts modtog han 2000 Lstr. fra "A. B.", en
ukjendt Ven. — I Juni samme Aar gav
Baptistmenigheden i England en samlet Sum af
1,765 Lstr.
Bestyrelsen for Tabernaklets Søndagsskole
opfordrede Lærere og Lærerinder til at samle ind
Bidrag til Opførelse af en særskilt Bygning —
med det udtrykkelige Ønske, at Fru Spurgeon
skulde lægge ned Grundstenen til Bygningen. Fru
Spurgeon, der længe havde været lidende, var dog
istand til at samtykke i dette, til stor Glæde for sin
Mand.
Efter at Stenen var lagt ned, kom der frem en
Skare af Smaapiger, alle i hvide Kjoler, som en for
en overrakte Fru Spurgeon et vist Beløb, der var
indsamlet af deres Forældre som et Kjærligheds-
Bevis mod Fru Spurgeon, som efter en længere
Sygdom nu atter viste sig i deres Kreds. Mod
Slutningen af 1869 blev saaledes hele Bygningskomplekset
fuldført til et Beløb af 10,200 Lstr. og
fuldstændig fri for Gjæld. Siden [250] er
Bygningerne blevne forøgede med flere Fløie og
Etager.
I Marts 1875 viste det sig, at Børnehjemmets

Fond var meget lidet. "Men efter Ebben vil Floden
indtræde," sagde Spurgeon frimodig. Vore Gutter
vil baade spise og slite ud sine Klæder, det nytter
ikke at sætte nogen Stopper herfor. Appetitten er
særlig en stivsindet Ting, og vore Gutter er nogle
uvorne smaa Slughalse.
I September skrev han.
"Vi har denne Maaned modtaget det største
Bidrag, som vi nogensinde har erholdt, nemlig
10,000 Lstr. Halvdelen til Børnehjemmet, den
anden Halvdel til Prædikantkollegiet, og vil
Pengene blive sat ud som Legater uden at Trangen
skulde nøde os til at angribe Kapitalen.
To Maaneder senere skrev han:
"Denne Maaned har vi havt megen værdifuld
Hjælp og Støtte for vort Børnehjem. Nogle af vore
Venner har afholdt en Bazar og Udbyttet er 1,158
Lstr.! Dette er virkelig overraskende. Vi lover
Herrens Navn og fatter nyt Mod."
Børnehjemmet er et arkitektonisk, smukt og vel
gjennemført Bygningskompleks, omendskjønt det
nyttige og solide danner det væsentligste, saavel i
det Ydre som ved Indredningen, er dog det
skjønne, hyggelige og tiltrækkende heller ikke
bleven glemt.

I Midten af Bygningen er en stor aaben Plæn,
zirlig beplantet med Blomster og Smaabuske.
Søilerne til Venstre ved Indgangen bærer [251] til
Inskription hin herlige Forjættelse: "Han
forsørger dig." Ps. 55, 23 og "Min Gud skal
fuldelig give eder Alt, hvad I behøve, efter sin
Rigdom i Herlighed i Kristus Jesus." Fil. 4, 19.
Naar man er kommen ind under Marmorportalen,
der danner Hovedindgangen til Bygningerne, kan
man læse hin Tekst saa herlig og rig paa
Forjættelse: "Faderløses Fader og Enkers
Dommer er Gud i sin hellige Bolig." Ps. 68, 6.
Og: "Salomo i al sin herlighed var ikke klædt
som en af dem" og: "Eders himmelske Fader
føder dem."
Indtil Aaret 1879 var Børnehjemmet alene
indskrænket til Gutter, men Spurgeon glemte
heller ikke de mange forældreløse og fattige
Smaapiger — og Herren glemte dem endmindre,
men oplod Hjerterne for dem. I "The Sword and
the Trowel" for Aaret 1879 kan læses følgende
Bekjendtgjørelse:
"Fra de ærede Grundlæggere af Stochwells
Børnehjem for Gutter har vi modtaget 30 Lstr. til
Hjælp til Oprettelse af et Hjem for Piger, — vi har
selv føiet til af Grundfondet 50 Lstr. og Mr.
Galpen har ligeledes givet 50 Lstr. Desuden har vi

modtaget Løfte om 25 Lstr. fra 2 forskjellige
Hold. Vi har en fast Forvisning om, at denne Sag
vil fremmes som af sig selv; thi Herren vil give os
de fornødne Midler."
En Maaned senere skriver Spurgeon følgende:
"Bekjendtgjørelsen angaaende Oprettelsen af et
Børnehjem for Piger blev modtaget med
stormende [252] Bifald. Vi har allerede gjort en
Begyndelse til Foretagendet ved at indkjøbe
Grund. Vi vil føle os lykkelige og love og takke
Herren, hvis han, som vi tror, vil indskyde sine
Tjenere at sende os den Rest af Kjøbesummen, der
staar igjen, og som skal betales inden 15de Juli. Vi
overlader med Tryghed Sagen i hans Haand,
vidende at han gjør alle Ting vel. Det er maaske
altfor storartede Forhaabninger at vente at kunne
erholde mere end 550 Lstr. paa saa kort en Tid;
men Herren er almægtig, han har Midler til at
kunne forsyne os."
I September samme Aar skriver Spurgeon:
"Atter kan vi love og prise Herrens underfulde
Godhed, som saa mærkelig afhjælper vore Savn
og styrker os til den Gjerning, hvortil han har
kaldet os. Vore Venner kjender til, at vi har kjøbt
Hustomter til Børnehjemmet for Smaapiger for
4000 Lstr. — vi manglede lidt paa Kjøbesummen

og samme Morgen, 30te Juli, da den skulde
udbetales, modtog vi et Brev, der indeholdt
Meddelelse om, at en Herre paa sit Dødsleie havde
testamenteret os 1,500 Lstr. til Hjemmet for Piger,
og dette var mere end hvad vi behøvede. Herren
bøier Menneskenes Hjerter som Vandbække og
har allevegne sine Redskaber. Denne merkelige
Gave er et nyt Bevis paa Herrens Trofasthed og
bidrager til at styrke vor Tro."
Længer nede i samme Note tilføier han:
"Vi har nu Haab om at kunne opføre 7
Bygninger. "Hvad kan ikke Gud gjøre!" —
Skoleværelserne [253] bør fremfor alt være
bekvemme og rummelige og et Sygehus bør ogsaa
være rede, saa der er endnu Leilighed for Givere
til at støtte i denne Del af Arbeidet."
I Oktober Maaned samme Aar, da den første
Grundsten blev lagt, behagede det imidlertid
Herren at prøve Spurgeon med store legemlige
Smerter og en tiltagende Sygelighed, men hvor
ivrig tog han dog ikke Del i Arbeidet fra
Sygesengen. Efterhaanden tidligere end man
havde tænkt sig Muligheden deraf, var
Bygningerne fuldendte, og Hjemmet færdigt til at
tages i Brug.
For videre at fuldstændiggjøre denne Skildring

skal vi tilføie, at Hjemmet villig aabner sine Døre
for de mest trængende Faderløse uden Hensyn til
Bekjendelse. Det største Antal af Børnene tilhører
den engelske Statskirke, derefter kommer
Baptisterne, dernæst andre Bekjendelser,
hvoriblandt Romersk-Katholske o. s. v. Det er et
storartet Syn, særlig ved festlige Møder, at se disse
fem hundrede Gutter og Piger samt de tusinder af
Mennesker, der samler sig for at lykønske
Forstanderen, navnlig paa dennes Fødselsdag, og
vise sin Deltagelse for hans kristelige
Virksomhed. Man har sjelden Leilighed til at se
saa mange glade Ansigter, men det gladeste blandt
dem alle er dog Spurgeons — og intet fryder hans
Sjæl mere end en Gave, den være nok saa liden, til
Stockwell Børnehjem.
[254]
Om et Besøg i Stockwell
skriver en kristelig Broder følgende:
Det var en smuk Dag i London, da jeg og
Børnehjemmenes ærede Stifter kjørte — hele
Veien smaasnakkende med hinanden — ud til
Stockwell. Da vi kom helt op til Husbygningerne
udstødte Gutterne et Fryderaab ved Synet af deres
Velgjører.
Jeg spurgte: "Hvad fordres der for at kunne faa

Adgang til Hjemmet?"
Han svarede: "Alene den yderste Nød og
Forladthed. Vi spørger aldrig efter hvilket
Samfund eller Bekjendelse Børnenes Forældre
tilhører. Vi har saaledes langt flere, der tilhører
den engelske Statskirke end Baptisterne. Vi har
Katholiker, Presbyterianere, Methodister og alle
Slags Bekjendelser. "
Efter at Gutterne var færdige med sine
gymnastiske Øvelser talte jeg et Par Ord med
nogle af dem. Spurgeon selv var glad og munter,
lig en stor Gut mellem sine Gutter.
Han sagde smilende: "Jeg har to hundrede og
firti Gutter. *) Tæl nu efter. Hvor mange Pence er
der i en Schilling?"
"Tolv."
"Rigtig. — Hvor mange schilling i et Pund?"
"Tyve."
"Rigtig. Tolv Gange tyve hvor meget er det?"
"To hundrede og firti."
[255] "Det bliver en Pence til hver Gut,"
fortsatte han, idet han rakte Mr. Charlesworth, en
tilstedeværende Ven, en Sovereign. "Giv Gutterne
*) Hjemmet for Smaapiger var dengang endnu ikke oprettet.

en Pence hver."
Gutterne gav sin Jubel tilkjende ved et
skingrende Hurra, medens Spurgeon fornøiet trak
sig tilbage.
"Vil du nu følge med til Hospitalet!" spurgte
han mig. "Vi har naturligvis et Hospital og holder
streng Kvarantæne, for undertiden er de stakkels
smaa syge og maa isoleres. Nu har vi f. Eks. en
Gut, som ligger meget syg af Tæring; han kan ikke
leve, og jeg ønsker at se ned til ham; han vilde
blive meget bedrøvet, hvis han fik vide, at jeg
havde været her uden at aflægge ham mit
sædvanlige Besøg."
Vi gik altsaa ind i Sygeværelset til den stakkels
Gut. Han blev synlig bevæget ved at se Spurgeon,
der satte sig ved Siden af Sengen, tog Guttens
afmagrede Haand i sin og sagde:
"Min kjære Gut, du maa snart dø — du er træt
af at ligge her, men du vil snart blive fri for dine
Smerter og komme til Ro. Elsker du den Herre
Jesus?"
"Ja."
"Jesus elsker dig. Han kjøbte dig med sit
dyrebare Blod, og han ved hvad der tjener dig
bedst. Det er ondt for dig, min Gut, at ligge her saa

stille og høre de friske, muntre Gutter lege
udenfor. Men Jesus vil snart tage dig hjem, og selv
sige dig Grunden, hvorover du vil blive saa
lykkelig — saa lykkelig."
[256] Derpaa lagde han sin Haand paa Guttens
Hoved, og bad sagte: "O Jesus Mester, dette kjære
Barn strækker ud sin lille, magre Haand for at
finde din! Tag imod ham kjære Frelser. Løft ham
op i dine Arme, naar han skal passere over
Dødsfloden, at hans smaa Fødder ikke skal blive
kolde, tag ham hjem til dig i din den rette Time.
Trøst og opmuntre ham imidlertid, imedens han
ligger her i Smerter. Vis ham dig selv, lad ham
mere og mere se og kjende dig som sin eneste
elskede Frelsermand."
Efter et Øiebliks Pause spurgte Spurgeon: "Nu
min kjære Gut, er der nogenting du ønsker! Vilde
du synes om at have en Kanarifugl i et Bur, jeg
tænker det vilde glæde og opmuntre dig at høre
den synge hver Morgen." (Og han beordrede
Sygepleiersken til straks at anskaffe en smuk
Kanarifugl.) Derpaa sagde han: "God Nat min
kjære Gut, du vil rimeligvis faa se Frelseren, før
jeg!"
Jeg havde seet Spurgeon med sin kraftige
Stemme beherske tusinder af Mennesker, jeg

kjendte ham som den almen anseede og ærede
Prædikant, men da han sad ved denne fattige Guts
Sygeleie var han i mine Tanker større end
nogensinde.
Inden vi forlader dette Afsnit vil vi indtage en
interessant Beretning fra en Besøgende om en
Juledag i Børnehjemmet i Stockwell.
"Den Juledag, jeg havde Anledning til at
besøge Stockwell, var Veiret koldt og rusket; men
[257] desto varmere og hyggeligere var der
indenfor i den med Flag, Planter og Bibelsprog
smukt dekorerede Sal — de der paa en Juledag vil
aflægge Besøg i Børnehjemmet føler sig glade
med de "smaa" — de Besøgende efterlader sig
gjerne en Gave, og Mindet om Besøget vil blive
dem kjært og betydningsfuldt, naar de senere tager
Plads ved Julebordet i sin egen Familiekreds. —
Jeg følte dette hin Juledag, da jeg besøgte
Stockwell. — Jeg stod der samsnakkende med
nogle af de smaa, da Lyden af Vognhjul pludselig
lod sig høre, nogle af Gutterne istemte høie
Jubelraab; thi de vidste det var Hr. og Fru
Spurgeon, der indfandt sig til en tidlig Middag.
Klokken er nu paa Slaget 2, Gutterne og Pigerne
samler sig for to og to at marsjere op i Spisesalen,
hvor Middagen venter. Vældige Oksestege bares

ind fra Kjøkkenet og det overlodes til en erfaren
Person at skjære for og uddele Kjødet i passende
Portioner. Imidlertid minder Spurgeon Børnene
om, hvor megen Tak, de skylder Gud, der sendte
dem Beskyttere og Venner som af sin Godhed
skaffer dem en saa rigelig og nærende Føde.
Børnene indser Sandheden heraf og viser dette ved
at istemme livlige Bifaldsraab. De søger ogsaa at
vise sin Erkjendtlighed mod de, der har givet dem
Penge eller andre Gaver. Flere af disse Givere, der
er virkelig prøvede Venner, har slaaet sig ned i
Sideværelserne.
Tilsidst gaar Børnenes Livlighed over i en stille
Ro, man takker Gud med Lovsange. "Og nu mine
Gutter," siger Spurgeon, "haaber jeg [258] at I
morer eder saa godt I kan." Resten af Oksestegene,
der er de bedste som Torvet i London har at byde
paa, tages skyndsomt bort og derefter kommer en
hel Procession med Plumpuddinger, der bæres ind
af de "ældste Gutter". Naar nu Puddingerne har
delt Skjæbne med Oksestegene, opstaar en endnu
større Glæde hos Børnene, fordi de faar Lov til at
medtage sin Appelsin og sit Kræmmerhus med
Sukkergodt ind i den store Sal til de fælles Lege.
Det var forhen altid Spurgeons Skik at spise
Middag om Juledag med alle de, der var ansat ved
Børnehjemmet. Sidste Gang han gjorde dette var i

1885. Han havde da sin Hustru med sig. I
Redegjørelsen for Børnehjemmet læser vi
følgende af Spurgeon:
"I kjære Venner, der har ydet Gaver til
Børnehjemmet i Stockwell, betragt kun nærmere
dette Hjem, saa vil I snart komme til den
Overbevisning, at eders Gaver er vel anvendte. Se
kun hvilken en vakker Firkant af Bygninger, og
hvilken en hyggelig aaben Plads i Midten. Betragt
ogsaa denne Samling af Gutter og Piger! Aldrig
har nogen fundet, at de ser nedtrykte ud. Har du
nogensinde seet gladere Ansigter? Fattigdommens
Mærker er aldeles udslettede og heller ikke vil
man i disse Ansigter kunne spore noget Tegn paa,
at Børnene lider under en Arbeidsanstalts strenge
Dicsiplin. Mangen Fader har udtalt, at om han
pludselig døde, kunde han ikke ønske sig noget
bedre Tilflugtssted for sine Børn, og en Prædikant
gjorde sig engang ved et af vore Møder [259] til
Tolk for den samme Tankegang. Efter to Aars
Forløb sov han hen i Herren, og tvende af hans
Børn blev da optaget blandt vore. Vore kjære
smaa er oftest Børn af svagelige Forældre; men de
er alligevel i Regelen ved gode Legemskræfter, og
det er en Kjendsgjerning, at Børnene ved Hjemmet
ikke lider af Halvdelen af de Sygdomme der
forekommer i de bedre stillede Familier. De Børn,

som vi har taget os af, faar en god og praktisk
Opdragelse, og lever under saadanne Forhold, at
de faar et godt Indtryk af Livet; naar de saaledes
tilsidst forlader Hjemmet, gaar det dem gjerne vel,
og de bliver med Tiden nyttige Medborgere. Vi
har modtaget de bedste Vidnesbyrd fra erfarne
Personer angaande Nytten af den Opdragelsesmethode
inden Børnehjemmet i Stockwell.
Saaledes har disse Børn, istedetfor at dø af Mangel
eller lide af Fattigdom og opvokse i Uvidenhed,
faaet et kjærligt Hjem og en værdig kristelig
Opdragelse. De udrustes saaledes baade til Sjæl og
Legeme, at de kunne blive en Hæder for sit Hjem
og til Velsignelse for Samfundet. Undertiden er
deres Mødre fattige Enker, der er bleven befriede
fra en tung Byrde derved, at vi har taget deres
Børn paa vor Part. Venner, vi er forenede i et af
Herren velsignet Foretagende! Herren har
velsignet vore Hensigter, hans Folk glæder sig
derved og selv almindelige Verdensmennesker har
intet at bemærke derimod. Disse vore
Bestræbelser for de Fader- og Moderløses Bedste,
er et af de kraftigste Midler til at udbrede
Evangelium og tilstoppe vore Modstanderes [260]
Munde. Dette Hjem er for den Prædikant, som
prædiker om den frie Naade et Middel hvorpaa
han kan pege og sige: "Se dette er Frugterne af den

frie Naades Lære. For de, der ere frelste ved Troen
alene, er det en ren og ubesmittet Gudsdyrkelse
for Gud og Faderen, at besøge Enker og Faderløse
i deres Trængsel og at bevare sig selv ubesmittet
af Verden."
Hvad Opdragelsessystemerne angaar, vil jeg
end videre bemærke, at Tabet af Hjemmet og den
Indflydelse som Forældrene eier over Børnene,
allerede er for dem en stor Ulykke, hvorfor den
sundeste og fornuftigste Anordning bliver saa
meget som muligt, at stræve efter at erstatte
Børnene de Goder, som et Familieliv i de bedste
Tilfælde og Forholde altid vil føre med sig.
Hjemmet er beliggende i et af Londons
sundeste Strøg og egner sig i enhver Henseende til
at svare til sin Bestemmelse.
Gutterne spiser i en særskilt Spisesal inddelt i
Familier, og Pigerne indtager sine Maaltider i de
forskjellige Afdelinger af Hjemmet. Det er
desuden en given Regel, at baade Gutter og Piger
skal deltage i de huslige Sysler, som forekommer
inden Hjemmet. Familiebøn afholdes Morgen og
Aften i de forskjellige Afdelinger, og Børnene
lærer Dagens Tekst efter "Spurgeons Almanak."
Naar et saadant System ret gjennemføres, kan
man opnaa de bedste Resultater, saavel i sanitær

som i moralsk Henseende. Ihvorvel vi ei formaar
helt at forandre den menneskelige Natur, og ikke
eier Evne til at skabe fuldkomne Mennesker, [261]
saa kan vi dog gjøre det bedste ud af det som vi
formaar, naar Børnene er inddelt i Familier, det
falder langt lettere paa den Maade, end om de var
sammenhobede i en hel Masse, eller skilt ad i
smaa Klasser ligesom Staalpenne i en Æske.
Institutionen er aaben for alle Samfundsklasser.
Ingen Klasse eier noget Fortrin. Hvad angaar de
Fordringer som stilles til de Børn, der søger
Adgang til Anstalten, saa har Forældrenes
Samfundsstilling intet dermed at gjøre, det er som
forhen anført Nøden og Trangen som her bliver
det afgjørende.
Børnene er ei iført nogen særskilt Dragt, der
viser, at de tilhører et Børnehjem. Vi synes nemlig
e i o m d e n D a a r s k a b a t b r u g e v i s s e
D r a g t e r .
Ifølge Skolens Anordning er vort Maal, at give
Børnene en god Opdragelse — og gjøre dem til
brave Medlemmer af Samfundet — Gutterne
uddanner vi til Handel og til andre praktiske
Beskjæftigelser. Foruden de sædvanlige Skolefag
faar de saaledes Indsigt i Handelsregning og
Bogførsel. Naar Gutterne er komne i den Alder, at

de maa forlade Hjemmet, har det aldrig vist sig
vanskelig at opdrive Prinsipaler, der er villige til at
tage imod dem. Mange af de Gutter, som vi tog
imod da det første Hjemmet blev oprettet, har nu
gode Pladse i store Handelshuse, nogle af dem er
Prædikanter og atter andre virker inden Frelsesarmeen.
Det er en sand Glede for os at vide, at de
fleste af dem er blevne nyttige [262] Medborgere,
og et stort Antal er troende Medlemmer af kristne
Forsamlinger.
Hvad angaar Pigerne, saa faar ogsaa de en
omhyggelig Opdragelse i Skolen, samt Anledning
til at gjøre sig fortrolig med de fleste huslige
Sysler. Pigernes særskilte Kald i Livet vil de selv
eller deres Venner senere vælge for dem. Vort
Maal er kun at uddanne dem til praktiske Kvinder,
der senere med Lethed vil kunne tjene sit Brød.

[263]
14. Kolportørerne.
14de Kapitel.
Kolportørerne.
—————
Kolportørforeningen er en evangelisk Virksomhed,
hvis Indflydelse udstrækker sig over hele
Landet, ja endog til de mest afsidesliggende
Vraaer og Afkroge. Naar intet var til Hinder
pleiede Spurgeon hvert Aar i Mai Maaned at
samle Kolportørerne om sig i London for at holde
en særskilt Tale til dem. Disse Kolportører er saa
at sige Agenter for Evangeliets Udbredelse, men
foruden dette, at de sælger Bøger, besøger de
ogsaa Folket i deres Hjem, samt prædiker Guds
Ord paa saadanne Steder, hvor Evangeliet ellers
aldrig bliver forkyndt. Spurgeon var i Lighed med

alle, der er fortrolige med denne Sag, af den
Mening, at denne Gren af religiøs Virksomhed end
mere skulde udbredes og at Folk i Almindelighed
burde vise mere Interesse for [264] Kolportørenes
Virksomhed. Folket burde mere understøtte en
saadan frugtbringende Gren af den indre Mission.
Den sidste Gang, da Spurgeon talte til disse
Kristi Tjenere, bemærkede han, at han saa gamle
Ansigter, som meget glædede ham; men han
opdagede ogsaa nogle nye, som han af Hjertet
ønskede alt muligt Held og haabede, at de ei
skulde faa det for tungt isærdeleshed ikke i
Begyndelsen, samt at de maatte føle sig lykkelige i
sin Virksomhed. Ihvorvel mange havde følt det
anderledes, havde det alligevel været et godt Aar
for Kolportørene. Virksomheden var ikke aftagen,
men har havt en Fremgang, der har tjent til at
opmuntre dem alle.
Sælge Bøger — var det første en Kolportør
havde at gjøre. — De kunde vel være flinke og
dygtige Mænd i andre Henseender, men de duede
alligevel ikke til Kolportører, hvis de ikke forstod
den Kunst, at forøge Bogmarkedet. Det forholdt
sig forøvrigt paa samme Maade, som med
Eleverne i Kollegiet, det første Vilkaar var at
uddanne disse til at blive gode Prædikanter, hvis
dette Maal forfeiledes var det hele forspildt.

Bogagenterne i Nord-Amerika har det Ry paa sig,
at de er nogle farlige Svende, som aldrig forlader
et Hus, uden at de har modtaget en Rekvisition, og
om en af disse Agenter har man endog for Spøg
udtalt, at han med Lynene fra sine Øine kunde
dræbe et Dyr paa flere Fods Afstand. Med faa Ord
sagt, var nok en saadan Energi bra at eie, alligevel
burde Kolportørene [265] ikke være m e r e end
ihærdige. Man behøvede isærdeleshed saadanne,
d e r s o l g t e B ø g e r til I n d i v i d e r , d e r i k k e
s e l v f a n d t , a t d e b e h ø v e d e a t k j ø b e
n o g e n . De behøvede i Sandhed ikke skamme sig
over sin Vare, som var bra baade at sælge og at
kjøbe. Det havde ogsaa vist sig, at en Kolportør
vandt Anseelse inden sit Distrikt efter Mængden
af de Bøger, han formaaede at sælge.
Den første Oprindelse til denne velsignelsesrige
Gren af Spurgeons Virksomhed blev lagt efter
en Reise, han 1866 foretog i Skotland; i Begyndelsen
blev Bogsalget væsentlig indskrænket til
London, senere udvidede det sig ogsaa til at
omfatte de mest forsømte og afsidesliggende
Landsbyer og Kroge over hele Landet; det var
selvfølgelig Spurgeons egne, folkelige Bøger, der
paa denne Maade erobrede sig Hus- og Hjerterum,
og enhver, der tilfulde kjender Spurgeons Maade
selv gjennem en Bog, gjennem den døde Skrift at

kunne trænge ind i Menneskenes Inderste, maa
forstaa, hvilken Indflydelse og Velsignelse han
gjennem disse vandrende Budbærere kunde udøve.
Det har stedse mer og mer bekræftet sig, at
Kolportørgjerningen næsten er bleven uløselig
bunden til Tabernaklets Virksomhed, at den lille
Forening, som i 1866 kun talte 4 Medlemmer, ved
sidste Aarsmøde havde 47 Mænd ansatte i 43
Distrikter som Bogsælgere, og ca. 80,000 Kroner
er indkomne ved denne velsignelsesrige Gjerning.
[266] Den gamle Præstebolig og
Forsamlingslokalet i Stambourne.
Se herom 2det Kapitel Side 173 og følgende.

[267]
15. Bogfondet.
15de Kapitel.
Bogfondet.
—————
Som Velgjørerinde for de fattige Prædikanter,
der ikke er i den Stilling at de kan kjøbe de
nødvendigste Bøger, har Fru Spurgeon vundet
stort Ry, og at dette Velgjørenhedsværk er gaaet
saa godt fremad er saa meget mere beundringsværdigt,
som det er udført under megen Svaghed
og Sygelighed, og de fleste andre, der ei havde
været udrustet med Fru Spurgeons Heltemod og
Ihærdighed, vilde forlængst opgivet det hele.
Foretagendet begyndtes i 1875 i meget liden
Maalestok, og ingen kunde da ane, at Udgivelsen
af et hundrede Hefter af Spurgeons Skrifter skulde
lede til et saa storartet Foretagende, at Virkning-

erne ei alene vilde udstrække sig over de britiske
Øer, men ogsaa til Fastlandet og til Kolonierne. I
sit nylig udgivne Arbeide: "Tider af mit Liv for
Bogfondets Regning," [268] forklarer Fru
Spurgeon selv, hvordan Virksomheden fra først af
grundlagdes; hun skriver følgende:
"I Sommeren 1875 var det at, min elskede
Mand fuldførte og udgav første Del af "Læsning
for mine Studenter." Da jeg havde læst et af
Prøveeksemplarene, blev jeg saa begeistret over
Bogen, at da den kjære Forfatter spurgte:
"Nu, hvad synes du om den," svarede jeg af
fuldt Hjerte:
"Jeg ønsker, at jeg kunde bringe den i
Hænderne paa hver eneste Prædikant i England."
"Men hvorfor da ikke gjøre det?" spurgte min
praktiske Mand. "Hvormeget vil du give til dette
store Formaal?"
"Men nu kommer det vidunderligste. Jeg fandt
Pengene færdige og ventende. I mit Værelse i
anden Etage laa de i en liden Skuffe omsorgsfuldt
samlet i flere Aar og bestaaende af Femkronestykker.
Jeg tællede dem op og fandt, at de
udgjorde netop den Sum, som behøvedes til
hundrede Eksemplarer af Værket. Om end et
Smertessting gjennemfor mig i samme Øieblik,

som jeg stod i Begreb med at skilles fra mit
Liggendefæ, saa var det blot et Øieblik; thi i næste
"Nu" gaves de frit og med taknemmeligt Hjerte til
min Mand og i samme Stund var Bogfondet
indviet."
Siden hin mindeværdige Dag har den
sædvanlige Uddeling ikke understeget 90,000
Bind, medens Modtagernes Antal gik op til over
12,000 [269] trængende Prædikanter, som ikke
kan forskaffe sig et tilstrækkeligt Forraad af
Bøger, om de ikke bliver gratis forsynet dermed.
Det falder sig kanske naturligt for en Del at
formode, at Bogfondet kun er bestemt for et vist
Parti; men Fru Spurgeon forklarer netop med sin
lette behagelige Stil, hvor langt fra dette er
Hensigten. Hendes Ord i den Anledning er
følgende:
"For en eller to Dage siden aflagde den kjære
Grev Shaftesburry os et Besøg, og da han ved
Afskeden spurgte:
"Nu, hvordan gaar det med Udgivelsen af
Baptistskrifterne?" Saa svarede jeg frimodig:
"Tak min Herre, det gaar godt med Bogfondet,
saa meget mere som det slet ikke er stiftet for
Baptister, men for alle Herrens Vidner."

Hvis den ærværdige Herre havde seet min
Dagbog, vilde han snart have overbevist sig om
Sandheden af mine Ord; thi naar man der læser
Fortegnelsen over Modtagernes Navne, kan man
ikke andet end blive slagen med Forundring over
de Navne man finder der paa Bekjendere af de
forskjellige Samfund, som: Den engelske
Statskirke, Kongregationalister, Presbyterianere,
Methodister m. fl. Jeg har i disse Aarets første
Maaneder nedtegnet i min Bog Navnet paa næsten
firehundrede Prædikanter, som i denne Tid har
modtaget Gaver af mit Fond og af dette Antal er
omtrent en Fjerdepart mit eget Folk. Og hvis nu
Evangeliet gjennem disse Gaver prædikes mere
klart og kraftigt end Forholdet [270] ellers vilde
have været, skulde ikke dette fylde vore Hjerter
med Glæde og Taknemmelighed. "Jeg tilstaar,"
skriver en ung Prædikant, "at jeg ikke netop Ord
for andet prædiker Deres Mands Prædikener, dog
er mine Foredrag beaandet af Deres Mands Tanker
og allerede dette er mig til en stor Hjælp og
Velsignelse." Om den almindelige Trang efter
passende Bøger blandt Prædikanter af alle Klasser
kan der ikke være to Meninger. Jeg har allerede
forhen udtalt mig for Foretagendets Nødvendighed
med følgende Ord:
De Prædikanters Stilling, der ikke slutter sig til

de almindelige, autoriserede Samfund, isærdeleshed
de, der bor i sparsomt befolkede Landdistrikter,
er yderst vanskelig og burde paakalde alle
Brødres Medlidenhed og Hjælp. For at uddanne
sig er de nødt til at læse adskilligt, og Bøger koster
Penge. Dertil kommer, at selv de landlige
Tilhørere ikke synes om at se deres Prædikant i en
luvslidt Frakke, og hans Børn gaa barbenede."
I 1880 anførte Fru Spurgeon 3 Eksempler paa
den Nød, der eksisterede i trende Prædikantfamilier.
Den første er en arbeidsom Prædikant, som
prædiker fem Gange i Ugen, holder store Søndagsskoler,
skriver, reiser omkring og gjør i alt sit
Bedste for Samfundet. Han er gift, har tre Børn og
maa leve paa en meget mager Løn.
Den anden befinder sig i en endnu sørgeligere
Tilstand — hans Løn er høist ubetydelig — han
[271] har intet at ofre til sin indre Uddannelse eller
Udvikling. Han har en Hustru, som i tretti Aar har
lidt af svære Sygdomme og har søgt Hjælp hos
mange Læger; men det er heller bleven værre med
hende end bedre. Dette i Forening med virkelig
Nød og mange Dødsfald inden Familien kan være
nok til at nedtrykke en Mand og sløve hans
aandelige Evner. "Ingen," siger han, "uden vor

himmelske Fader ved, hvilke Mangler vi har
maattet lide, og hvor mange Kampe, vi har havt at
udkjæmpe i disse 20 Aar."
Den tredie er rigtig stillet paa Spidsen af en
usædvanlig Armod . . . Manden er brystsvag og et
mindre Barn har et svagt og sygeligt Legeme.
Hustruen er nu netop bleven Moder til deres tolvte
Barn, hvoraf alle lever paa en nær, og de sidste
fem er under Femaars-Alderen. Mandens
Indkomster samt Gaver fra kristelige Venner
strækker neppe til det høist nødvendige. Dog taler
denne Prædikant om sin Stilling med en inderlig
Tillid og Fortrøstning til Gud og Hengivenhed i
hans Villie. "Det er ikke nogen let Opgave,"
skriver han, "at leve og virke paa et saadant Sted
som dette, hvor man ser Bekymringerne skreven
paa hvert eneste Ansigt. Folket omkring os er
fattigt og selv er vi altfor fattige til at kunne
forskaffe os, hvad vi behøver til Næring saavel i
aandelig som i timelig Henseende."
Det bedste Bevis paa Foretagendets Værd har
vi imidlertid gjennem Breve fra de Prædikanter,
som har modtaget Bøgerne. Bogpakkerne [272]
har glædet paa en Maade, som andre Mennesker
knapt kan forstaa, medens de paa den anden Side
har egget mangen sløvet Prædikant til fornyet
Virksomhed.

En Prædikant skrev i 1880 følgende Takadresse
til Fru Spurgeon:
"Modtag min varmeste Tak for Bøgerne, samt
for den særlige Betænksomhed, at sende os dem
saaledes at de netop kom hid en Lørdag. Jeg havde
i Ugens Løb overanstrængt mig med Arbeide, saa
jeg langt fra var bra, jeg befandt mig meget mere i
en Tilstand af legemlig Svaghed og aandelig
Nedslagenhed, hvilket ingenlunde spaaede noget
godt for Morgendagen. Blot Synet af Bogpakken
gjorde mig godt, og da jeg aabnede den og
opdagede dens dyrebare Indhold mangler jeg Ord
til at udtrykke min Tak og Glæde."
En Prædikant i Nord-England skriver ligeledes:
"Ved Modtagelsen af eders dyrebare Gave følte
jeg en sand og levende Glæde . . . . . . . Og nu naar
Bøgerne ligger foran mig paa Bordet er Hjertet
fuldt, og med Taknemmelighed undertegner jeg
mit Navn etc."
I Aaret 1881 finder vi, at Fru Spurgeon
modtager et usædvanligt stort Antal Ansøgninger
fra Prædikanter, der tilhører den engelske
Statskirke.
"I enkelte Tilfælde kan man vel formode,"
skriver Fru Spurgeon, "at Bøgerne efterspørges af
mange for deraf nøiagtigt at hente sine

Prædikener. [273] Men det gjør intet til Sagen,
naar blot Kristus prædikes paa den Maade, at det
kan bringe Menneskene Glæde, og at Prædikanten
selv kan glædes derved. Mangen ung Prædikant
med ringe Evner, men med en god Villie, tjener
sin Herre vel, naar han giver Hjorden en passende
aandelig Næring, selv om han derunder legger
tilside sit eget, for djærvt og aabent at fremlægge
en Prædiken fra Tabernaklets Talerstol." Jeg har jo
hørt, at saadant ofte hænder, og jeg kan ikke andet
end bede Herren velsignede unge og uerfarne
Prædikanter, som handler saa. En ung Prædikant
brugte saaledes Spurgeons Prædikener 9 Søndage
paa Rad til stor Glæde og Velsignelse for de
opmærksomme Tilhørere. Heller ikke vilde den
brave Mand tilegne sig disse Prædikener som sit
eget Værk, thi han tilstod aabent og ærligt:
"Spurgeons Prædikener er de eneste, som kan
forstaaes af Folket."
Af de Prædikanters Meddelelser, der har
tilskrevet Fru Spurgeon i Anledning Bogforsendelsen
vil maaske følgende være af størst Interesse:
"Da jeg hørte," skriver han, "at De, ærede Fru
Spurgeon, forsyner fattige Prædikanter med
Bøger, tillader jeg mig at henvende mig til Dem
med Anmodning om ogsaa at betænke mig. Jeg
tilhører den engelske Høikirke; men da jeg paa

Grund af min Alder er hindret fra at udføre den
lange og anstrengende Tjeneste ved Formiddagsmøderne,
holder jeg blot Møder Søndagseftermiddagene
og en Gang i Ugen i tvende Forsamlingshuse,
[274] herfor modtager jeg kun en ringe Løn.
Anden Søndag i Faste 1881 holdt jeg Møde i
Forsamlingslokalet i N. . . og da jeg havde oplæst
Teksten, mindedes jeg pludselig en Tale, jeg
engang havde læst af Spurgeon over Es. 6, 1—8.
" S e , h e r e r j e g , s e n d m i g , " og jeg lagde
den straks til Grund for mine Betragtninger. Efter
Talens Slutning tilspurgtes jeg af en gammel
Broder, hvorledes jeg kunde falde paa at vælge en
saa eiendommelig Udlæggelse af Teksten, og en
anden af mine Tilhørere sagde, at han ikke før
havde hørt noget lignende, medens Flertallet
blandt disse blev saa begeistret, at Forsamlingshuset
de tre Aftener, jeg talte der, var fyldt indtil
Trængsel med Tilhørere."
Paa denne og lignende Maade modtages
Bøgerne her hjemme; men en og anden Gang
finder de ogsaa Vei til Kolonierne og til
Prædikanter i Frankrig og Italien. En fransk
Broder skriver følgende til Spurgeon:
"Nu mere end nogensinde har de protestantiske
Prædikanter en stor Gjerning at udføre i Frankrig.
Folket er træt og kjed af Præsteskabet paa den ene

Side, medens paa den anden Vantroen begynder at
bane sig Vei fra de høiere til de lavere
Samfundslag, idet man samtidig spotter og ler
over de romersk- katholske Præsters Uvidenhed."
En lignende Paaskjønnelse bliver os ligeledes
tildel fra Kolonierne og Amerika. En Prædikant i
Kanada skriver saaledes efter at have modtaget
nogle Bøger:
[275] "Jeg mangler Ord til at udtale, hvor høit
jeg skatter disse Skrifter, der netop ligger foran
mig. De afgiver en god Næring for Aand og Tanke
— og med Hensyn til Forfatteren, saa ser jeg, naar
jeg aabner en af disse Bøger, ligesom foran mig
hans kjære Ansigt og hører hans klare Stemme
lyde til mig over det tusinde Mile lange Ocean.
Gud give, at jeg mere og mere maa blive istand til
at opfange og berøres af dette Humør og denne
hellige Begeistring, der gjennemstrømmer hans
Skrifter ligesom en frisk Morgenbris."
Men ihvorvel Uddeling og Forsendelse af
Bøger udgjør den fornemste Del af denne
Virksomhed, saa udstrækker Fru Spurgeon sin
Gavmildhed ogsaa til fattige Prædikanters
Hustruer og Børn, idet hun ved Siden af Bøgerne
vedlægger Klæder og Gaver til disse.
Naar vi nu spørger, hvordan dette Foretagende

fremmes og bestaar, saa svares: Paa samme Vis,
som de øvrige veldædige Foretagender —
g j e n n e m G a v e r — Fru Spurgeon skriver
herom:
"En smuk Vaardag, medens jeg sad her ved mit
Vindu og glædede mig over det nys udsprungne
Grønne i Haven og indaandede Duften af de første
Vaarblomster, modtog jeg fra en Veninde firti
Kronestykker til Hjælp for Bogfondet — i Brevet,
som fulgte med Gaven, stod følgende:
"Jeg har havt disse Penge længe liggende; thi
min kjære hedengangne Moder havde lagt dem
tilside som en Gave til mig, og jeg har hidtil [276]
umulig kunnet skille mig ved dem; men da jeg nu
fik høre, at du havde begyndt dette Kjærlighedsværk,
følte jeg i mit Hjerte, at jeg maatte hellige
dem til Herren og de overgives nu til dig i
Kjærlighed samt under Bøn."
I Juni 1880 modtog Fru Spurgeon et Brev af
nedenstaaende Indhold:
"De finder heri indesluttet 30 Kroner og en
Papirremse, der forklarer, hvortil disse Penge skal
anvendes, de sendes Dem fra en fattig Enke i
Greenock; de fandtes i en Skuffe efter hendes
Død. Jeg maa lægge til, at hun kjæmpede en haard
Kamp for Tilværelsen og arbeidede ihærdigt med

Naalen for sit Livsophold, dertil kom, at hun var
sygelig; men hendes Hjerte var vendt mod Gud,
og hun er nu indgaaet til Hvilen. Papirremsen
indeholdt med Enkens egen Haandskrift følgende
Ord:
"Til Fru Spurgeons Kjærlighedsværk."
Nogle giver af sin Overflod, andre som vi her
se af sin Fattigdom, og alt er bleven til Velsignelse
og virker til at fremme Herrens Sag."
Fru Spurgeon skriver under nedenstaaende
Overskrift videre om dette Foretagende:
En Nytaarsdag i Westwood.
Min kjære Læser. Vil du aflægge mig en Visit
paa Aarets første Dag og tage Plads ved Siden af
den flammende Kaminild i den mest bekvemme
Lænestol, der findes i mit hyggelige Dagligværelse,
da vil du finde mig ved Skrivebordet
[277] aabnende og besvarende den Masse af
Breve, som jeg daglig modtager. Det vil vistnok
interessere kristne Venner at høre lidt nærmere om
og sætte sig lidt ind i, hvad jeg udretter for
Brødrene gjennem Bogfondet; jeg vil derfor gjøre
Vennerne til mine fortrolige i denne Morgenstund
og lade dem titte ind i alle de Breve, som jeg
modtager, delende med mig den Glæde eller Sorg,
den Tilfredshed eller Skuffelse som denne

Korrespondance nødvendigvis medfører. Foran os
ligger et helt Dagværk, vi vil ikke blive færdige,
før Solen synker i Vest, er du villig, kjære Læser,
til at tilbringe en saadan travel Dag med mig?
*
*
Det første mit Blik falder paa er en liden Æske
adresseret til mig med min Søn, Charles's Haandskrift.
Jeg undres paa, hvad den kan indeholde, og
da jeg aabner den finder jeg til min Glæde en
smuk liden Pung med tyende Guldmynter, en
Billet medfølger, hvorpaa staar skrevet:
"En Nytaarsgave til Bedstemoders Bogfond
fra Susie og Dora."
Det er noget nyt og særdeles fornøieligt, at min
Søns Smaabørn er med at støtte mit kjæreste
Livsvirke! Vistnok er det saa, at de smaa endnu
ikke har den ringeste Forstaaelse af Gjerningens
Betydning. I sin barnlige Uskyld kjender de ikke
noget til Kulden, Nøden og Sorgen [278] ude i
Verden — og det er godt for de smaa, lad dem kun
saa længe som muligt forblive i denne lykkelige
Uvidenhed og plukke Glædens Roser inden
Hjemmets snevre Kreds. Men — denne
Nytaarsgave gjemmer dog lyse Fremtidsudsigter
— og hvem kan sige, om ikke de Dage vil komme,
*

da disse to Børn vil tage op Bedstemors Arbeide
for bedre at fremme og udvide det. —
"Bedstemoder." — Ak hvor dog Tiden gaar
hurtig! Det synes næsten som igaar, da disse to
Smaapigers Fader var min egen "lille Gut," der lo,
græd og pludrede afvekslende paa sin
eiendommelige Maade, og dog er det allerede saa
mange Aar siden, og han har tilbagelagt et saa
langt Stykke af Livets Reise, at hans egne Børn
kryber omkring paa Gulvet, ler og græder, og
raaber paa Mama, som han selv engang gjorde det
— og disse smaa med en liflig Barnestemme, der
lyder som Musik i mine Øren kalder mig
"Bedstemama!"
"Naar vi bliver ældre,
med Sorg vi mærker,
at Rosen blegner hen paa Livets Træ
De tager af,
de mange stolte Tanker,
mærkes godt for hver en Fødselsdag."
Jeg føler mig ældre og svagere Aar for Aar og
maa nu føle mig tilfreds over at være bleven en
gammel "Bedstemoder." Jeg skriver nu et Brev til
min kjære Søn, hvis Kjærlighed til sin Mor udgjør
en af hendes Livs fornemste Glæder, og takker
ham for de kjære Gaver fra hans to [279] søde
Smaapiger — idet jeg nedbeder Guds rige

Velsignelse over ham og hans.
*
*
Men der ligger paa mit Bord et Brev fra min
anden kjære Søn, der i denne Stund befinder sig
paa de mægtige Bølger seilende langt fra Moder
og Hjem, for i de fjerne Lande at bære Budskab til
Folkene om Jesus Kristus. Før jeg tager mig til
noget, andet maa dette Brev besvares — det vil
endnu kunne træffe ham i Neapel, hvor det Skib,
som han er med, bliver liggende i 14 Dage — det
skal bringe ham et sidste Farvel fra Fødelandet og
forsikre ham om en Moders uforanderlige
Kjærlighed og Bønner til Gud.
Det er med taarefyldte Øine, jeg lader min Pen
løbe hen over Papiret for at skrive disse Linier til
min bortdragende Gut, jeg forsegler det med et
Suk, der i Virkeligheden er en Bøn og lægger det i
Kurven for at bringes ned til Postkassen, hvorpaa
jeg vender mig til mine øvrige Arbeider for
Dagen.
*
*
Nogle faa Breve vil give dig, min kjære Læser,
et Indblik i dette Arbeides Rækkevidde og
Storhed.
*
*

Fra New-Guinea skriver en Missionær:
"Kjære Fru Spurgeon! I mange Aar har [280]
deres Mands Prædikener tjent til at styrke og
kvæge vor Aand. Vi er gjennem dem bleven
hjulpen til at arbeide, og Tilegnelsen af deres
Mands dybe og rige Tanker har bragt os megen
Velsignelse."
Fra Afrikas solhede Strand, det Land, der for
saa mange af vore har været Dødens Port, skrives
følgende:
"Jeg takker hjertelig for den tilsendte
Bogpakke. Efter at have gjennemlæst den, har jeg
sendt den til mine Brødre i Kongo, derfra er den
cirkuleret videre, og hvor den er kommen hen har
den virket til Velsignelse, efter hvad mig er
berettet."
En Missionær i den vestlige Del af Indien
skriver:
"Tillad mig at takke for Bogforsendelsen, som
ret kom tilgode for os herude i det tørre Land,
hvor enhver Hjælp, der kan styrke Troen, Haabet
og Kjærligheden er Velkommen. Her lyder stadig
Raabet: Giv mig — giv mig Føde for min Sjæl —
og skjønt det unægteligt er langt "bedre at give
end at tage," er der dog Tider, da vor egen Sjæl
føler sig saa hungrig, at den med Glæde vil tage

tiltakke med Smulerne fra sin Herres Bord, end
sige med det gode og nærende Brød, som nu
gjennem deres gavmilde Opofrelse er kommen os
ihænde."
Her foreligger endvidere et overmaade
interessant Brev fra Madagascar fra tvende
Indfødte, Fader og Søn, der følte sig særlig
tiltrukken af Spurgeon og hans Livsvirke og til
hvem en [281] Prædikensamling er bleven sendt
gjennem en Missionær, der modtager dem fra mig.
Den yngste af de to, Dr. Rajonah, der har faaet sin
Opdragelse i Edingburg og er en overmaade
dannet Mand, skriver følgende:
"Endog i denne fjerne Egn er Spurgeons Navn
og Virken kjært og kjendt — endogsaa hid kan
Spurgeons Røst trænge for at drage Hjerterne opad
til ham, der ene kan bringe Lægedom til de syge
og saarede. Maa Herren længe spare Spurgeon til
at bringe Frelsens Budskab ud over Jorden."
Fru Spurgeon udtaler selv nedenstaaende:
"Tiden vilde fattes mig, hvis jeg skulde
gjengive alle de interessante og virkningsfulde
Breve, jeg modtager fra Øst- og Vest-Indien,
Jamaica, Nyfundland, Rio Janeiro, Texas, Natal,
Smyrna, Tyrkiet, Palæstina, Marokko, Samoa,
Colorado, Dacotta — og herhjemme Frankrig,

Italien, Belgien, Preussen og Sardinien! Jeg
ønsker, at jeg kunde gjengive dem alle — de vilde
gjøre en glimrende Virkning — og begeistre og
opflamme missionerende Venner. I Kina modtages
ligeledes Prædikenerne med stor Glæde; jeg
sendte nys 200 Prædikener, og Gud alene ved,
hvor meget der gjennem disse er bleven udrettet til
Gavn for hans betrængte og landflygtige Børn.
"Visselig har Herren selv ledet Dem, kjære
Frue, til at overtage denne vigtige og alt
omfattende Virksomhed," skriver en Missionær fra
Tale-fu. "Vi, der er ligesom begravet her midt i
Hedningeverdenens Mørke, trænger noget friskt
[282] fra Hjemmet til at vederkvæge os med; jeg
bor her meget ensomt, min nærmeste Nabo er ca.
40 Mile borte. Ak, hvor jeg nyder Spurgeons
Prædikener, og til hvilken stor Hjælp de dog tjener
mig."
"Ved at gjennemlæse Spurgeons Prædiken: "Et
guddommeligt Kald til Missionærer," blev jeg
ledet til at ofre mit Liv til Missionsarbeidet,"
skriver en ung Prædikant i Gan-king, og derfor
behøver jeg vel neppe fortælle, hvor glad jeg er
ved at modtage disse Bogpakker med saa mangt et
veiledende og dyrebart Ord fra den kjære
Spurgeon."

*
*
Vi er nu næsten kommen til Ende med vort
Nytaarsdagsarbeide; der er kun endnu tilbage en
Del smukke Kort, der bringer os gode Ønsker for
de kommende Dage. Mine taalmodige Læsere er
vistnok ogsaa blevne trætte og vil føle sig glade
ved at skilles fra os. Det kan vel neppe siges om
mig som om Kjøgemesteren ved Brylluppet i
Kana, at jeg har gjemt den gode Del tilsidst, da jeg
har taget disse Breve, som de har faldt, men jeg
tog dem netop som de faldt; og de har allesammen
været gode; men alligevel er ved Guds Styrelse det
skjønneste bleven lagt tilside tilsidst.
Under Vaagenatten (Nytaarsnat) i et Kapel i
Nærheden af London har det i mange Aar været
Skik, at Prædikanten med nogle Ord har ihukommet
mit Arbeide for fattige Brødre og anmodet
[283] om deres Forbønner for denne Sag. I
Midnatstimen, naar det gamle Aar rinder over i det
nye og Salmen er afsungen, da opstiger Bønnen til
Naadethronen, at Herren vil styrke og hjælpe mig
til min Gjerning i det kommende Aar. Derpaa
følger et frivilligt Offer til Herren for dette
Arbeide. I Brevet, der nu ligger foran mig, sender
Prædikanten mig 3 Lstr. som Udbyttet af den
første Kollekt i 1885. Jeg finder mig underlig
*

erørt ved en saadan Kjærlighed, og jeg er glad
over, at dette Brev har ligget skjult mellem de
øvrige, og at det nu tilsidst kommer mig ihænde
som et nyt Bevis paa Guds Godhed og Kjærlighed.
Jeg gjengiver herved de Ord, der medfulgte
Nytaarsgaven, da de er overmaade skjønne og
bemærkningsværdige:
Min kjære Fru Spurgeon!
Det er mig en sand Glæde at kunne sende det
første Offer til Herren paa Nytaarsmorgen til
Bogfondet. Jeg vilde føle mig lykkelig, dersom
Beløbet var større, men hvor lidet det end er, saa
er det frivillig ydet. Det er tillige given under,
mange Bønner til Herren — den første Bøn i 1885
var saaledes for Dem, at Herren vilde styrke Dem
og fremme deres Gjerning; samt for deres Mand,
at Gud maa velsigne ham dette Aar. Herren
beskjære Dem Lykke og Helbred i deres Hjem og
bringe deres kjære Søn, der nu befinder sig paa
Søen, sikkert i Havn og skjænke [284] eder en
rigere og større Velsignelse til Bogfondet end
nogensinde forhen.
*
Deres hengivne — —
*
*

Og nu Farvel for idag min kjære Læser, du har
nu en Stund været Vidne til Herrens overflødige
Godhed og Naade mod mig under min daglige
Livsgjerning. Herrens Kjærlighed og Naade har
fuldbragt hele Værket gjennem Midler saa smaa
og ringe, at man ikke kan undlade at se hans
Haand deri. Heri ligger et stort Bevis for, at
Herren ofte bruger det som er skrøbeligt og svagt i
Verden for at beskjæmme det stærke. "O,
smager og ser, at Herren er god — og
at hans Miskundhed varer til evig Tid."
Hvad gjør det vel til Sagen om Materialet er
simpelt og daarligt, naar det blot bliver forarbeidet
i en dygtig Mesters Haand. Lad Herren blot faa
Lov til at bruge os, og vi vil finde, at vor
Dygtighed er i ham, vi vil lære, at vor Svaghed
netop er hans Styrke; thi han er stærk i de Svage
og vi vil forstaa Sandheden af Apostlens Ord: "at
han helst vilde rose sig af sine Skrøbeligheder paa
det at Kristi Kraft kunne fuldkommes i ham."
Endnu en Gang Farvel. Lad os bede Gud for
Bogfondet, at han vil velsigne Gaverne rigelig.
*
*
[285] Inden vi forlader dette Kapitel, vil vi
anmode Læseren om at foretage med os en
*

længere Reise op til den nordlige Del af England,
indtil vi naar en af de vilde, klipperige og
veirhaarde Øer, der ligger ved den skotske Kyst.
Øens Naturskjønhed forbauser de Besøgende og
paa en sollys stille Sommermorgen kan man neppe
gjøre sig nogen Forestilling om, hvilke Storme her
stundom kan rase — og hvordan det hele nu saa
smilende Landskab tager sig ud en truende
uveirsvanger Høstdag. Vi lander med Dampskibet
i en af de skjønne Bugter, som tilbyder en saa
behagelig Havn for Fiskerbaade, og vi vandrer
videre opad en noget ujevn Sti i Træernes Skygge,
indtil vi endelig gjør Holdt ved en liden tarvelig
Hytte, opført af Leer og ujevne Stene, vi finder to
Kvinder, som bor der, Moder og Datter, den første
er haardt prøvet af Sygdomme og hviler paa sit
Smertesleie. Vi gaar ikke hen til hendes Seng, for
hun er ikke istand til at taale Synet af Fremmede,
og faa taaler ogsaa at være Vidne til hendes store
Lidelser, det er for os tilstrækkelig at vide, at hun
er meget gammel — yderst hjælpeløs, blind og
næsten forvandlet til et Skelet. Medens vi venter
paa den elskede pligttro Datter, der gjennem
mange Aar har pleiet den lidende Moder under
hendes store Smerter, tager vi Plads i det ydre
Rum, hvorfra vi kan se det mægtige Atlanterhav
rulle sine Bølger ind over Kysten; og vi trøster os

ved Tanken om, at den samme Gud, som holder
disse [286] Mægtige Vande i sin Haand, bærer
Omsorg for alle de, der sætter sit Haab til ham.
Men er Bogfondet stiftet ogsaa for saadanne?
spørger vi. "Ja, tildels ogsaa for disse Arme, om de
end ikke er Prædikanters Hustruer og Døtre,"
svarer vi frimodig. Jeg har flere Gange havt den
Glæde at kunne trøste slige Stakler gjennem Gaver
af Prædikener og høre lange Glædesudbrud og
hjertelige Taksigelser for samme. Se, nu aabnes
Døren, og en bleg, mager Kvindeskikkelse viser
sig i Aabningen. Hør! nu taler hun. "Fru
Spurgeon," siger hun, "vil vistnok like at kjende til
alt det gode, der er bleven udrettet gjennem de
Bøger, hun deler ud, og ingen har større Aarsag
end jeg til at takke Gud for disse. Det er nu
omtrent 18 Maaneder siden hun sendte mig den
første Pakke, og i den fandtes hint vidunderlige
lille Skrift: "Efter Natten følger Morgenen," en
Bog som jeg aldrig vil trættes ved, og Mor har den
bragt mere Trøst end jeg formaar at udtale mig
om, den skjænkede hende ei alene Nydelsen men
ogsaa store Portioner med aandelig Føde — netop
saa store, som hun kunde trænge og behøvede,
naar hun følte sig noget bedre. Naar du tænker paa
Moders Lidelser og Svaghed, saa vil du kunne
forstaa, hvad disse Bøger har været for mig i mine

vaagne Nætter, de har ei alene trøstet mig; men
virkelig udgjort mit fornemste Selskab. Forrige
Aar havde vi en meget raa og stormfuld Vinter —
og naar Vinden tudede fælt i de mørke Nætter, sad
jeg her hos min lidende Moder — den eneste Lyd
jeg [287] hørte var Stormen og hendes
Smertesraab, naar hun vaandede sig paa Leiet; i
saadanne Tider er en god Bog til stor Hjælp og
Hugge — en Bog, der kan belære os og minde os
om, at Gud vil bære Omsorg for os og hjælpe os at
bære vore Byrder — en Bog, der kan sige os atter
og atter paa ny, at vi bør eftertænke om ham i
Nattevagterne. Og naar der saa kom roligere
Stunder — Stormen var stilnet, og Mor var mindre
smertefuld, pleiede jeg at sige: "Nu tror jeg, vi i
Forening vil lytte til, hvad Spurgeon har at sige os,
og hun følte sig straks opkvikket og nogle faa Ord
eller Sætninger i en af disse Bøger gjorde hende
forunderlig godt og tjente til at lette for hende
disse tunge "Nattevagter." "Har De stadig faaet
tilsendt Spurgeons Prædikener?" spurgte jeg.
(Nedskriveren af denne Beretning er en Veninde
af Fru Spurgeon.) Svaret lød saaledes:
"Ja, Fru Spurgeon har hver Maaned sendt en
Del, tilligemed nogle Nummere af "The Sword
and the Trowel", og efter at have læst
Prædikenerne selv, vilde jeg gjerne faa Anledning

til at meddele dem til andre og laante dem derfor
ud til Venner og Naboer; disse spredte dem videre
ud til sine Bekjendte indtil de havde vandret hele
Øen rundt for alle var overmaade ivrige efter at faa
høre og læse noget af Spurgeon. Jeg kan med
Sandhed sige, at disse Bogpakker udgjorde
Næring, Selskab og Arbeide for mig i mere end
tolv Maaneder! Jeg har aldrig følt mig saa lykkelig
ved noget som ved dette, jeg har [288] aldrig i mit
Liv danset, men naar disse Bogforsendelser kom,
følte jeg stor Lyst til at gjøre det. Jeg lod da mit
Hjerte springe af Fryd, og mine Læber istemte
Lovsange til Guds Ære. Moder syntes at hendes
Øine maatte blive aabnede, saaledes at hun kunde
faa se de Bøger, der gjorde mig saa glad, og da en
af disse Bind bragte med sig et Billede af
Spurgeons Søn, paastod hun, at hun vilde have
Bindet taget bort fra sine Øine, og medens jeg med
den ene Haand støttede hendes Hoved og med den
anden holdt Bogen tæt optil hendes kjære Ansigt,
forsøgte hun til det yderste, om hun dog ikke
kunde se et Glimt af den kjære, unge Prædikant;
men ak alle hendes Bestræbelser var forgjæves, de
stakkels kjære Øine var fast lukkede for aldrig
mere at se denne Verdens Skygger eller Sollys.
Priset være Gud, at de engang vil aabnes for den
himmelske Herlighed og skue Jesu Kristi Aasyn!

Var Moder bedrøvet, fordi han ikke kunde se
det smukke Billede af Spurgeons Søn? — Nei —
ikke det mindste. Hun følte sig glad og tilfredsstillet
ved at høre mig lese op en Prædiken samt
drikke en liden Kop af den fortræffelige The, som
jeg fandt ligge fint og zirlig indpakket mellem
Bøgerne. Vi følte os virkelig overraskede ved, at
Fru Spurgeon betenkte os med denne gode The —
ligeledes glædede det mig at finde i Pakken en
"illustreret Kalender", og jeg saa straks efter
Teksten paa Aarets første Dag og hvor vidunderlig
trøstet jeg dog blev, da jeg saa, det var [289] hint
mærkelige Spørgsmaal: "Er ikke Herren i vor
Midte?" Mic. 3, 11. — Ja Herren vor Gud har
været hos os de svundne Dage, og er det ogsaa nu
— han er os nær hver Dag, hans velsignede
Nærhed letter al vor Sorg og bringer al vor Frugt
til at vige, og vi tror, at han vil være med os indtil
Enden.
I frygter maaske for at optage for meget af min
Tid, omendskjønt I gjerne vil høre om Guds
Godhed og Kjærlighed imod os. — Jeg maa nu
straks gaa tilbage til min stakkels Moder; men vil
først bede Eder takke Spurgeon for de mange
opmuntrende Ord, han sender os.
Jeg læste engang i en Avis, at Spurgeon havde
anmodet sine Venner om at bede for ham og

udbrede hans Prædikener; Forvisningen om, at jeg
kunde gjøre begge Dele, glædede mig; thi uagtet
jeg er svag og fattig, kan jeg jo alligevel gjøre
noget for min Frelser. Farvel mine kjære Venner,
græd ikke for mig, om end mine Prøvelser
forøges, saa ved jeg dog, at Herren tæller dem alle
— jo dybere jeg synker ned i Sorgens Hav, desto
inderligere føler jeg "de evige Arme," der holder
mig oppe — og jo mere jeg lider, desto større Aarsag
har jeg til at lovprise Guds Barmhjertighed."
Hvilket et herligt Vidnesbyrd indeholder dog
ikke ovenstaaende Beretning. Den minder os altid
paa ny om Guds Kjærlighed i Kristus Jesus og om
Sandheden af de Herrens Ord: " M i n N a a d e e r
d i g n o k ! " Hvilken en rig Fortrøstning [290] paa
Herren og hvilken en Seir — en Troens Seir —
over Sorg og Nød møder os dog ikke. Hvilke rige
Frugter i disse fattige Kvinder vil den store
Vingaardsmand engang faa at indsamle.
Vi gaar nu ud fra denne ensomme tarvelige
Hytte, og det er os, som havde vi været i Himlen;
thi vi føler, at Gud er paa dette Sted — det er som
leirer han sine Engle om dette Sted til at bringe
Hvile, Fred og Vederkvægelse. Vi tørrer stille
Taarene bort fra vore Kinder — vi vil ikke græde;
thi vi føler os her ganske nær den Herlighed, der
engang skal aabenbares — og vi ihukommer

Herrens Ord, at engang skal han "aftørre hver
Taare af vore Øine, og Døden skal ikke være
mere, ei heller Synd, ei heller Sorg, ei heller Pine
skal være mere; thi de første Ting er vegne, bort."
*
*
Med dette Besøg der var saa fyldt med hellig
Lærdom og Formaning, ender vi vore Reiser og
drager tilbage til vort Hjem, prisende og takkende
Herren for alt, hvad han gjør imod sit Folk — og
bedende for os selv om en mere enfoldig barnlig
Tro — og mere Naade til stille at kunne vandre
under Skyggen af hans Kjærlighed.
Altsaa tilbage til Kaminildens flammende Baal
og til Lenestolen, hvor nyt Arbeide og nye
Overraskelser med Hensyn til Bogfondet venter
os, idet vi gjennem hvad vi nu har hørt og seet,
[291] føler os styrkede og opmuntrede til at tage
fat paany.
*
*
Fru Spurgeon beretter fremdeles om ovennævnte
store Foretagende i Mesterens Tjeneste.
*
*
Westwood i 1885.
Ifølge Sædvane har jeg ogsaa dette Aar ivrig

estræbt mig for at udbrede min elskede Mands
Prædikener blandt den nødlidende og forsømte
Mængde. Jeg søger ved Guds Hjelp gjennem disse
Bestræbelser, at udsaa nogle Sædekorn hist og her
i Haab om, at Herren i sin Tid vil give Vækst.
Den første Bogpakke i dette Aar sendtes til
Fiskere og Sømænd ved Nordsøens Kyster, og jeg
ved, at de blev modtaget med Tak og Bøn til
Herren, at hans Helligaand dog vilde smelte
Hjerterne gjennem hans Tjeners Budskab om
Frelsen i Kristo.
Der er ingen, som mere end denne Samfundsklasse
trenger et Alvors-, et Vækkelsens- og et
Trøstens Ord, der kan lette dem deres haarde
Arbeide og vise dem en Udsigt mod Hjemmets
Kyster heroventil.
Efter denne første Forsendelse hændte det, at
250 Prædikener fandt Vei til tvende unge Damer,
der tilhørte Statskirken og som hidtil havde været
alvorlige Modstandere af "Dissenterne," — men
[292] som ved Læsningen af disse Prædikener ei
alene kom ud over Fordommene; men ogsaa
bragtes derhen, at de alvorlig gav sine Hjerter til
Herren! En anden Pakke blev sendt til en af de
større engelske Søhavne, og Fru Spurgeon modtog
straks Brev fra en ung Broder, der virker i

Sømandsmissionens Tjeneste. Han skriver:
"Jeg er glad over, at De har sendt disse
Prædikener til "vore Sømænd." Jeg arbeider her
iblandt disse og søger at vise dem til Jesus. Jeg vil
sprede disse Prædikener vidt ud, og hvo kan sige
hvilke eller hvor store Velsignelser de vil bringe?"
En Methodist-Broder, der er som frivillig
Missionær i et fremmed Land og gaar fra Hus til
Hus fra By til By for at lede Syndere til Jesus har
for et Aar siden modtaget en Del af Spurgeons
Prædikener og Skrifter, og han beder om flere.
Han er fattig og af svag Helbred; men hans Hjerte
brænder efter at gjøre noget for Frelseren, og
Herren har velsignet hans Missionsarbeide netop
gjennem Udbredelsen af Spurgeons Prædikener.
To hundrede Prædikener er bleven uddelt
blandt den lavere Befolkning i Glasgow, og blandt
Landsbefolkningen i Nærheden.
"Men," tilføier Fru Spurgeon, "jeg vilde meget
trætte Læseren med en forøget Beskrivelse over al
den Velsignelse Bogfondet har bragt mig selv og
andre — en passende Afslutning finder jeg derfor i
nedenstaaende smukke Brev fra en ældre Dame;
[293]
"Min kjære Fru Spurgeon!

Jeg vil være Dem forbunden, hvis De snart vil
sende mig en ny Pakke af deres Mands Prædikener,
paa de samme Betingelser som de første. De er
saa vel modtaget, at jeg kun ønsker at udvide mit
Distrikt, saa at jeg kan naa flere og flere med disse
vækkende Ord fra deres Mands Læber. Deres
Mands Prædikener er lig en Alabastkrukke med
Salve af hvilken jeg er villig at gyde ud til
Vederkvægelse for syge og saarede Hjerter."
Dette er det Værk, som fuldbringes gjennem
Bogfondet ved Fru Spurgeon. Hun har derved
gjort Velgjerninger mod Guds Menigheder baade
hjemme og ude, og Prædikanter inden alle
Samfund skylder hende utroligt meget.
Til Slutning følger nedenstaaende
fra Fru Spurgeon.
Opraab til Guds Folk
Kjære Sødskende, Givere og elskede Venner!
Saa mange af eder som i disse Aar af min
Tjenestetid for Herren villig har tjent mig, og
sammen med mig den Herre, som os kjøbte og
derunder følt og smagt med mig at Herren er god.
Jeg vil gjennem disse Linier dog ei alene takke
eder, men ogsaa forsikre om, at Bogfondet er
Solskinnet og Velsignelsen i mit Liv; jeg vilde i

Virkeligheden føle mig bedrøvet og nedtrykt i mit
Sind uden denne kjære Virksomhedsgren. Jeg kan
næsten ikke tænke mig, [294] hvordan det vilde
gaa mig uden dette Arbeide, der optager saa meget
af min Tid, mine Tanker og Kræfter. Jeg føler mig
jo undertiden meget træt, og isærdeleshed
anstrænger det mig mangen Gang at besvare
denne Masse af Breve, men jeg tør nok ogsaa
forsikre, at jeg aldrig raaber forgjæves til Herren
om Hjælp og ofte i de Timer, da jeg føler mig
mest svag og uskikket til Arbeidet, er jeg ved
Herrens Naade bleven istand til at udtale med.
Hjertets gladeste Forvisning: "Jeg formaar alt i
Kristo, som gjør mig stærk," og jeg har følt
hvordan "Guds Kraft bedst fuldkommes i vor
Skrøbelighed."
Ja, jeg kan ikke andet end uafladelig love og
takke Herren for hans Naade mod sin Tjenerinde
disse forløbne Aar. Se, hvor naadig han har været
mod en saa svag og uværdig, som jeg er. Se kun
til, hvordan min Svaghed netop har tjent til at
forherlige hans Kraft, min Uvidenhed og
Udygtighed har bragt hans himmelske Visdom
mere frem i Dagen, hans Overflod har erstattet
min Mangel ifølge hans "Rigdomme i Jesus
Kristus vor Herre!" O, at dette Vidnesbyrd om
hans Kjærlighed og Hjælp der saa ufortjent er ydet

mod mig, maa tjene til at smelte og bøie mange,
der hidtil har levet fjernt fra ham, at de dog maa
komme og "smage og se at, Herren er god" samt
bidrage til at andre, som kjender ham, maa styrkes
i Troen og komme til en fastere Forvisning om
hans Almagt og Kjærlighed mod alle de, der stoler
paa ham.
I kjære Venner, der har hjulpet mig saa [295]
uegennyttig med Bogfondet, jeg vil minde eder
om, at Herren vil erstatte eder det firefold. I har jo
trolig hjulpet til at føde Herrens Hjord i Ørkenen, I
har styrket mig under mit Arbeide — og for eder
selv har I samlet eder Skatte i Himlen! —
Evigheden alene vil aabenbare Betydningen af
denne Sag, som vi i Forening har virket for. —
Gid jeg kunde iklæde denne min Takkeadresse
en skjønnere Form, det er jo kun et kjedeligt tørt
Brev, — det ser saa prosaisk og koldt ud for en
ligegyldig Iagttager, men det indeslutter dog mit
Hjertes bedste Bønner og Ønsker for eder og
dersom I betragter det med kjærlige Blikke, vil i
føle, at der dog ligger Varme og Kjærlighed deri,
naar jeg tilsidst udtaler et inderligt:
Gud velsigne dig!

[296]
16. Tilbageblik paa "The Sword and the Trowel".
16de Kapitel.
Tilbageblik paa
"The Sword and
the Trowel".
(Sværdet og Murskeen.)
—————
Efter at Spurgeon havde virket i London i mere
end 10 Aar, begyndte han at udgive et
Maanedskrift, hvis Titel i Begyndelsen forekom
mange noget eiendommeligt og exentrisk, men
efterhaanden som Skriftet blev mere og mere
kjendt vandt det almen Anerkjendelse blandt alle
de, der fatte Pris paa gode Opsatser. I Begyndelsen

var en af Skriftets mest tiltrækkende Artikler en
Udlæggelse af Davids Salmer. Ligeledes indlagde
Skriftet sig stor Fortjeneste af sine Bogkritiker.
Naturligvis skrev ikke alle Artikler sig fra
Spurgeon selv; men var det noget rigtig kvikt og
skarpt — noget med Humør i — saa [297] skulde
der ikke ret megen Skarpsindighed til for at
afgjøre, hvem der var Forfatteren. Da det berømte
historiske Værk "Julius Cæsar" i 1865 kom ud
som et virkeligt værdifuldt Bidrag til den
romerske Historie, giver "The Sword and the
Trowel" følgende karakterististe Kritik:
"Dette Arbeide er udentvivl et ypperligt
historisk Værk og en Ære for Forfatterens Pen.
Det gjør ei de høie Forventninger, man har dannet
sig om samme tilskamme. Det er skrevet for et vist
Maal og arbeider trolig for at opnaa dette.
Maalet er Verdensmarkedet, der ligger fjernt
fra den lille trange Tornesti, "The Sword and the
Trowel" har at vandre."
I sin Tid opstilledes med Alvor Spørgsmaalet
om "hvor langt de Kristne turde gaa i at deltage i
Fornøielser?" Dette besvaredes i en længere
Artikel af Anna Warnes. Den kristne Forfatterinde
indrømmer, at Emnet er alvorligt og efter hendes
Formening ikke vanskeligt at besvare; thi da der

intet findes i Bibelen om Fornøielser, Tidsfordriv
eller Skuespil, bør heller ikke saadant existere for
de Kristne. Tvertimod læser vi i Bibelen, at Tiden
er kort, hvorfor vi formanes til at benytte den vel
istedetfor at bortødsle den. Trætte Kristne vil ikke
finde nogen Hvile i Fornøielser, vi finder meget
mere at mange er mere trætte af Fornøielser end af
Arbeide, og bliver langt mere overanstrængte
gjennem Adspredelser end ved Sorger og
aandelige Kampe."
Der strømmede selvfølgelig en Mængde Bøger
og Skrifter ind til en Redaktør som Spurgeon, hvis
[298] Dom om et literært Arbeide enten kunde
bidrage til at gjøre vedkommende Forfatter til en
formuende Mand eller tilintetgjøre hans Forfatterskab;
hele hans Skrivebord var daglig opfyldt af
Digte, Lærebøger, og fremfor alt en Mængde
religiøs Literatur, der var ankommen med Posten,
naar han om Morgenen indfandt sig i sit
Arbeidsværelse. Han begyndte sin Artikkel om en
daarlig, men moderne Poet paa følgende Maade:
"Hvor Ilden brænder lystig i Kakkelovnen, ja, for
nu har Udgiveren modtaget en Ladning Poesi og
slette Digte".
Om den bekjendte amerikanske Fritænker
Ingersolls Bøger, der stærkt begyndte at udbrede
sig i Amerika, og hvorom man havde opfordret

ham til at skrive noget i sit Blad, udtalte han: "Vi
bryder os hverken om Ingersoll eller hans Bøger.
Vi har nok her i England med at rykke op vort
eget Ugræs; ni af ti — kjender intet til det
amerikanske Ugræs, og det er vel heller ingen
Nødvendighed for at saa sker". —
Desuden har "Sværdet og Murskeen" stadig
indeholdt udmærkede Betragtninger og Prædikener,
dels af Spurgeon selv, dels af hans Sønner, og
dels af hans Elever fra Prædikantskolen; desuden
har Bladet stadig bragt Beretninger om Bogfondet
og Vaisenhusgjerningen og af og til fortrinlige
Billeder af andre Mænd og andet Arbeide i
Herrens Vingaard, som ikke har tilhørt Spurgeons
Menighed eller stod i Forbindelse med hans
religiøse Anskuelser. De sidste Nummere har
jævnlig bragt Ypperlige Breve fra Mentone i
Sydfrankrig, hvor Spurgeon under sin lange
Sygdom opholdt sig.
—————

[299]
17. Spurgeons Jubilæum.
17de Kapitel.
Spurgeons Jubilæum.
—————
Dette var en i alle Henseender overmaade
storartet Begivenhed. To store Møder holdtes i
Tabernaklet i denne Forbindelse, det første
Onsdag Aften den 18de Juni 1884 og det andet
den følgende Dag, som var Spurgeons Fødselsdag.
Spurgeon var tilstede ved det første Møde. Dette
begyndte med Afsyngelsen af Salmen:
"Al Kraft og Hjælp hos dig, min Jesus."
Spurgeon begyndte Mødet med at udtale:
"Mit inderligste Ønske har været, at disse
tvende Dages Forhandlinger maa være til Guds
Ære. Det vilde krænke og bedrøve mig dybt hele

mit Liv, dersom noget blev udtalt eller foretaget,
der ikke stemmede med Guds Ære. Vi er mødte
her med hjertelige og kjærlige Hilsninger, men vor
fornemste og inderligste Bøn er dog om Herrens
Velsignelse — mangler vi den, da er det [300]
nødvendigste borte, og vi vil let falde i Fristelse.
Jeg anmoder Brødrene, Diakonerne og de Ældste
om at bede kort, men hjerteligt om, at Guds
Velsignelse maa hvile over os."
Efter disse Bønner fortsatte Spurgeon som
følger:
"Da vi nu, mine kjære Venner, har bedet om
den guddommelige Velsignelse, saa er vi sikker
paa, at den vil blive os tildelt. Jeg føler mig i
denne Aftenstund aldeles overvældet af Taknemmelighed
mod Gud baade for eders og mit eget
Vedkommende. Jeg gik hjem igaaraftes i
Forvisningen om den Korsfæstedes Kjærlighed til
mig. Jeg følte mig bøiet under Vægten af Lov og
Tak til Herren. Mit Hjerte er saa bevæget, at jeg
allerede af den Grund ikke vil sige meget,
isærdeleshed ikke efter de gode og kjærlige
Udtalelser, jeg har modtaget fra eder. Jeg har
endog vanskelig for at tilbageholde mine Taarer,
idet jeg udtaler følgende:
Den Velsignelse som nu i mange Aar er

udstrømmet fra dette Sted, maa ene og alene
henføres til Aandens Naadevirkning, Aanden har
hidtil arbeidet med os, og maatte dette føles
inderlig i denne Stund. Jeg haaber, I alle vil være
enig i, at jeg altid har henført enhver Rørelse og
alt det, som her er bleven udrettet, til Aandens
Naadevirkninger. Vi har meget ivrig bedet om
Aandens Tilstedeværelse, idet vi aldrig har
begyndt, endt eller sluttet uden Bøn, — og jeg
aldrig prædiket her uden at føle min egen
Afhængighed af Aanden.
[301] Vi har langtfra bedet, som vi skulde; men
Aanden selv træder frem for os med uudsigelige
Sukke.
En af mine første Pligter iaften vil bestaa i at
minde om, at mine Tilhørere for en stor Del
bestaar af Representanter fra de forskjellige
Forsamlinger — og disse Forsamlinger har sin
Rod i det ene Samfund Jesus Kristus formedelst
den Helligaand, om hvilken vi bede. Enkelte
fordrer, at der skal hvile noget særeget over en
Prædikant og stemple dennes hele Virken. Jeg
indrømmer ogsaa, at han maa eie et vist eget Præg.
Vore Venner i Amerika er ei alene svært kritiske;
men ogsaa nogle udsøgte skarpe Dommere — og
jeg har mangen Gang læst deres Udtalelser om
mig, og de siger atter og atter: "Han er ingen

Taler." Vi har en hel Masse af langt bedre
Prædikanter her i Amerika, men det er jo tydeligt,
at han prædiker Evangeliet paa en Maade, som
ingen af vore store Talere gjør det."
Ved Guds Aands Hjælp prædiker jeg
Evangeliet paa en saadan Maade, at mine
Tilhørere kommer igjen i Skarevis og sværger til
Evangeliets Fane. Jeg har forsøgt med Held og
tænker fremdeles at mætte mine Brødre og Søstre
med Naadens uforfalskede Lærdomme. Jeg vil
forsvare til det Yderste, at Djævelen ei nogensinde
vil kunne berøve eder det, som Aanden har ført
ind i Hjertet. Den store Sandhed om Forløsningen
i Jesus Kristus har I hørt atter og atter, og naar I
først faar Tag deri, vil I aldrig slippe den. Og jeg
vil i denne Stund indtrængende [302] henvende
mig til alle Prædikanter med Anmodning om mere
ihærdigt at prædike Kristus — og at prædike ham
mere fuldt ud. Al menneskelig Visdom vil tilsidst
blive tilskamme, men det simpleste Vidnesbyrd
om Guds Raad til Menneskeslægtens Frelse ved
Jesus Kristus vil bestaa gjennem alle Tider, der
skal oprinde over Jorden.
Jeg takker eder dyrebare Venner for al eders
Kjærlighed og Hengivenhed mod mig; men jeg
tror neppe, at noget Menneskebud eller Menneskenes
døde, kolde Lærdomme nogensinde kunde

vække hos eder den Sympathi, som det Livets
Evangelium, jeg prædiker. Der er intet hos mig
selv, som I har Grund til at elske. Jeg vilde ikke
engang saa meget som gaa tvært over Gaden for at
høre mig selv prædike. Men jeg vil ikke udtale
mig nærmere om denne Sag, fordi min Hustru er
tilstede. Det er det eneste Punkt, hvorom hun og
jeg er uenige. Jeg afviger høilig fra den gode
Mening, hun danner sig om mig, dog vil jeg
ingenlunde ønske, at denne gode Mening skal
forandres — det er den, som virker adskilligt til at
holde mig oppe, og det som kan optænde en Mand
i Iver og Nidkjærhed for det store og gode bør han
altid søge at holde fast ved. Vi har Behov at love
og prise Herren, fordi han dygtiggjør sin
Menighed til ved Aandens Hjælp at udføre
Gjerningen. Lad os synge Salmen: "Halleluja for
Korset."
Jeg beder eder end vente en Stund, medens jeg
udtaler, at den Broder, som vil tale til os [303] nu
er Mr. Moody, en Broder, som vi allesammen
elsker, men han er ikke alene en, som vi elsker;
men som ogsaa Gud elsker. Vi føler os taknemmelige
mod Gud, fordi han har vakt ham op og
sendt ham til England for at prædike Evangelium
for et saa stort Antal med en saadan Kraft og en
saadan Enfoldighed. Vi vil vedblive at bede for

ham ogsaa, naar han er reist tilbage til sit Hjem.
Blandt de Ting, vi vil bede om er ogsaa, at han
snart maa komme tilbage igjen."
Mr. D. L. Moody begyndte sin Tale saaledes:
"Spurgeon har sagt os iaften, at han forgjæves har
søgt at holde sine Taarer tilbage. Det er ikke
lykkes saa vel for mig. Jeg husker for sytten Aar
siden, da jeg som en fuldstændig Fremmed kom
ind i denne Bygning. Det første Aar efter, at jeg
var bleven omvendt, læste jeg om en ung
Prædikant i London, der prædikede med stor
Kraft, og Ønsket om at høre ham greb mig straks;
men det opfyldtes ikke før mange Aar efter. Lidet
tænkte jeg dengang paa, at jeg selv vilde blive
Prædikant. Dengang læste jeg alle Spurgeons
Skrifter. Den første Tid efter at jeg var omvendt,
var jeg selv meget uvidende om aandelige Ting.
Jeg havde ikke, hvad Spurgeon eiede, en bedende
Fader. Min Fader døde da jeg var 4 Aar. Jeg
tænkte paa dette iaften, da jeg saa Spurgeons
bedende ærværdige, gamle Fader ved hans Side.
Han har i saa Henseende mange Fordele fremfor
mig, og han var ikke bleven den store Mand han
blev, om han ikke [304] havde havt en bedende
Fader. Jeg har ikke seet hans Moder, men det ved
jeg, at de fleste store Mænd har bedende Mødre.
Gud velsigne dem.

I 1867 gjorde jeg min første Reise over Havet,
og hvis nogensinde en Mand har været søsyg i
samfulde fjorten Dage, saa var jeg det. Det første
Sted, hvorhen jeg begav mig, var til denne
Bygning; man sagde mig, at jeg ikke fik slippe ind
uden Billet, men jeg havde nu sat mig i Hovedet,
at jeg vilde ind, det koste, hvad det koste vilde; og
det lykkedes ogsaa tilsidst for mig. Jeg erindrer
meget godt, hvor jeg dengang sad; det var
tilvenstre der paa Galleriet; jeg erindrer ogsaa godt
netop det selvsamme Sæde, som jeg af bare Glæde
skulde ønske at kunne tage med mig tilbage til
Amerika. Da eders kjære Forstander gik ned mod
Platformen, fæstede jeg mine Øine forskende paa
ham; det var jo første Gang, jeg saa ham; første
Gang, at mine aarelange Hjerteønsker om at møde
ham, var gaaet i Opfyldelse. Samme Aar
prædikede De, Mr. Spurgeon ogsaa i Agricultural
Hall; ogsaa der fulgte jeg Dem og som en bedre
Mand sendte De mig da over til Amerika; det var
straks efter min Hjemkomst, at jeg forsøgte at
prædike, skjønt jeg dengang havde smaa Tanker
om, at det nogensinde skulde lykkes. Medens jeg
opholdt mig her i London, ledsagede jeg Mr.
Spurgeon overalt, og da jeg kom hjem, spurgte
Folk mig, om jeg havde seet den og den
Domkirke, den og den Seværdighed, jeg kunde

lot give dem til Svar: Nei, derom er jeg ganske
uvidende, men jeg kan fortælle [305] noget ganske
interessant om de Møder, Mr. Spurgeon afholdt.
I 1872 førte atter Gud mig herhen for at høre
lidt mer og igjen fandt jeg Veien tilbage til dette
Galleri; jeg har været her en hel Mængde Gange
siden, og aldrig er jeg kommen ind i denne
Bygning uden at modtage Velsignelse for min
Sjæl. Jeg skulde tro, vi har havt rigelig deraf i
Aften ogsaa; naar jeg ser hen til disse forældreløse
Børn, naar jeg tænker paa de 600 Guds Tjenere,
som er gaaet ud fra Prædikantskolen for at
forkynde Evangeliet, paa de 1,500 eller 2,000
Taler, der er bleven holdt fra denne Platform og
ved Trykken spredt over næsten hele Jorden, naar
jeg tænker paa de mange Bøger, der er kommen
fra Mr. Spurgeons Pen, Salomo siger, at gjøre
mange Bøger er der ingen Ende paa. Høis. 12, 12,
og i dette Tilfælde er det ogsaa virkelig Sandhed,
da blev jeg nødt til at brede mig i det Vide og
Store for at tale om dette Værk, men min Tid
tillader det ikke, hvis jeg skal naa hen til mit andet
Møde.
Dog lad mig blot sige dette: "Hvis Gud kan
bruge Mr. Spurgeon, hvorfor da ikke os andre
ogsaa? Og hvorfor skal vi da ikke allesammen
lægge os ned for Mesterens Fødder og sige:

" S e n d m i g , b r u g m i g ! " Det er dog ikke,
naar det kommer til Alt, Mr. Spurgeon, som denne
Gjerning skylder sin Tilblivelse, det er Gud. Mr.
Spurgeon er som ethvert andet Menneske. Moses
var intet; men det var Mose Gud, der udrettede
Alt. Samson var intet, da han [306] tabte sin
Styrke, men da den atter vendte tilbage, da blev
han en mægtig Mand; og lad os saaledes, kjære
Venner, komme i Hu, at hvis vi blot kan lænke vor
Svaghed kraftigt til Guds Styrke, da kan vi gaa
fremad og blive velsignede, ogsaa paa Jorden.
Nu, der er ogsaa andre tilstede, som skal tale,
og jeg maa jo desuden ile afsted, men jeg ønsker
at sige Dem, Mr. Spurgeon dette: "Gud velsigne
Dem." Jeg ved, at De elsker mig, dog kan jeg
forsikre, at jeg elsker Dem tusinde Gange mere
end De nogensinde kan komme til at elske mig, da
De for mig har været til slig stor Velsignelse at jeg
aldrig kan haabe at blive blot en Brøkdel deraf for
Dem. Hvis jeg derfor kunde tænke mig en Mand
eller en Kvinde, der Dag efter Dag havde hørt
Evangeliet i dette Tabernakel og dog ikke er
kommen til at se sig som fortabte, elendige
Syndere, hvor maa jeg da ikke ynkes dem. Dag
efter Dag har de her hørt det glade Budskab: Og
dog — — — nei det er utænkeligt.
Jeg har læst deres Taler for over tyve Aar siden

— og hvad der har gjort mit Hjerte glad, var at der
ingen usikkker Klang fandtes deri. De vil "aldrig
dø." — John Wesley lever end mere idag end, da
han, var i Kjødet; Whitefield lever mere idag end,
da han vandrede om paa Jorden; John Knox *)
lever mere end nogensinde [307] i sit Liv; thi man
har faaet Øinene op for hans store Betydning og
Kamp for Sandheden; og Marthin Luther, som er
hensovet for mere end 300 Aar siden, lever endnu.
Kom i Hu, mine Venner, at vor kjære Broder
Spurgeon skal leve bestandig. Vi møder ham
maaske ikke mere i Kjødet, men ved Guds
velsignede Naade, vil jeg og I møde ham
deroppe."
Da Moody havde endt, tog atter Spurgeon
Ordet og sagde: "Saasandt denne Menighed og
dens Institutioner er Guds Værk, ligesaavist, tror
jeg, at hans Gjerning er bleven fremmet iblandt os,
og hans Navn æret og forherliget; j e g e r d e n
l y k k e l i g s t e a f M e n n e s k e n e s B ø r n , fordi
jeg har faaet lægge alle Trofæer (Seierstegn) ved
Korsets Fod. Nu skal vi faa en kort Række
Vidnesbyrd, og min Fader maa naturligvis faa Lov
at komme først. Ingen kan sige om mig, at jeg er
*) John Knox, udtales Nox, var sin Tids ivrigste Stridsmand
mod Pavemagten, den ihærdigste og varmeste Prædikant og
den bedste Kristen. O. A.

gammel, naar jeg har en saa ung Far; desuagtet fik
jeg aldrig andet Navn end "Gamle-Spurgeon",
medens jeg var, ung, men "Unge-Spurgeon" vil
jeg dog helst være, selv om jeg bliver gammel.
Rev. John Spurgeon sagde: Mine kjære
Venner, man siger, a l l e T i n g t j e n e r d e m
t i l g o d e , s o m e l s k e r G u d . " Jeg har for
længere Tid siden havt en meget slem Forkjølelse
og næsten tabt min Stemme og dette maatte da
være en meget god Grund for mig til ikke at tale
her i Aften, da de vel slet ikke vil kunne høre mig,
naar jeg nu forsøger. Alligevel minder denne unge
Mand mig saa levende om min Fader [308] (C. H.
Spurgeons Bedstefader altsaa), at jeg ikke kan lade
være at tage Ordet. Han var 84 Aar gammel, men
naar vi gik ud sammen for at spadsere, lagde han
saa hurtig i Vei, at han lod mig langt bagud. "Gaa
paa, min Gut," sagde han, "hvad bestiller du saa
langt bagud." Charles, (Spurgeon, Talerens Søn)
er nu en bedre Taler end jeg, men om ti Aar skal
vi, hvis vi lever, se, hvem der er Bedstemand til at
bruge Benene. Min Fader gjorde alt, hvad der stod
i hans Magt for at give mig en god Opdragelse og
Uddannelse og bad mig altid gjøre den bedste
Brug deraf; men trods dette har jeg dog aldrig havt
mange Prædikanters Fordele med Hensyn til
Uddannelse og Begavelse, men lig Mr. Moody har

jeg, eftersom Tiden gik, Skridt for Skridt hentet
mig Kundskab og Erfaring; dog priset være
Herren, der har ladet mig prædike 45 Aar og
rigelig velsignet min Forkyndelse af hans Ord.
Hvad tror I min Text var, første Gang jeg
prædikede? " G u d e r K j æ r l i g h e d , " og tror I
ikke, at jeg ogsaa i Aften har stor Grund til ogsaa
at tale over det samme Emne. Han har taget vare
paa mig alle mine Levedage. Han gav mig en
kjærlig Fader og Moder, der bad meget for mig og
deres Bønner blev hørte. Og min Søn har jo ogsaa
havt en bedende Fader og Moder og hans Moders
Bøn er bleven hørt og Herren har ogsaa sørget for
ham. Hvilken Naade var det ikke, at han blev
omvendt! Hvilken Naade var ikke det? Og det
blev han som Følge af sin Moders Bøn. Mit Hjerte
glæder sig over, [309] at jeg kan sige: "Gud er
Kjærlighed," at han elskede mig og hengav sig
selv for mig og reddede min Sjæl fra Døden. Hans
Kjærlighed har gjort mig lykkelig og han har i
Sandhed været en Gud fuld af Miskundhed, der
har skjænket mig to saadanne Sønner. Min Fader
havde 5 Sønner og enhver af disse havde atter 2
Sønner; men ikke en af deres Sønner prædiker.
Dog mine 2 Gutter har i rigt Maal faaet den
Herrens Gave at kunne prædike hans Ord, og det
har jo ogsaa mine 2 Sønnesønner, Gud velsigne

dem! Gud velsigne Menigheden, Vaisenhuset,
Prædikantskolen og alle disse Stiftelser! Min
kjære Søn, jeg er meget glad over at se dig saa bra
og frisk iaften; Gud velsigne dig!"
C. H. Spurgeon: Jeg tør nok sige, at jeg ikke
oprindelig valgte ham til min Fader, men hvis der
var levnet mig noget Valg, da skulde ingen anden
have udfyldt hans Plads. Maatte Gud rigelig
velsigne ham nu paa hans sidste Dage! Og nu
kommer vi til min Broder. Det er det fuldeste
Bevis paa Guds Forsyn og Kjærlighed til mig, at
han har givet mig en slig Broder til Medhjælp og
Støtte; thi hvis der findes en god Mand paa Jorden,
saa tror jeg nok, det er min Broder! Ingen Mand i
denne Verden har en saa snil Broder som jeg —
og hvis der skulde være En herinde, som har en
saadan Broder, saa lad ham raabe: "Halleluja!"
Af James A. Spurgeons (Broderens) Tale ved
nævnte Anledning hidsættes:
"Saa langt tilbage i Tiden, som jeg kan [310]
huske, erindrer jeg min tykke Broder, og det
skulde inderlig glæde mig, om jeg kunde faa
beholde ham lige frisk og sund, saalænge vort Liv
skal vare. Den Agtelse, jeg stedse nærer og har
næret for ham, kan blot opveies af den Kjærlighed,
jeg har følt overfor ham. Han kom mig rigtignok i

Forkjøbet, som man siger, og har stedse holdt det
gaaende saadan f o r a n lige til den Dag i Dag,
men derfor elsker jeg ham lige meget. Altid har
jeg seet ham i Spidsen for ethvert Arbeide for
Mesteren, og stedse har jeg forsøgt at holde mig
saa tæt indtil ham som muligt — og jeg takker
Gud, fordi vi kan staa her som Brødre ogsaa i
Herren i Aften. Naar jeg kaster Blikket tilbage,
kan jeg se, at vi begge har været to Bønnens Børn;
med Ærbødighed tænker jeg tilbage paa hans og
min jordiske Fader og paa vor Moder og
Bedstemoder; thi vi er kommen af en bedende
Slægt.
Jeg tror det var i 1662, at Job Spurgeon en hel
Vinter igjennem sad under Laas og Lukke, fordi
han ikke vilde handle mod, hvad der var hans faste
Overbevisning. Han var saa angrebet af Gigt
(Rheumatisme, hvilket forresten er gaaet i Arv til
største Parten af vor Familie), at han neppe fik et
Øiebliks Ro. Vi kan saaledes forstaa, at min kjære
Broders Svagheder (Spurgeon led jo meget af
Gigt) næsten er bleven ærværdige, fordi de skriver
sig fra vore Forfædre saa langt tilbage i Tiden.
Jeg tilstaar oprigtig, at den største Naade og
Ære, Gud kunde have vist mig, var at gjøre [311]
mig til min Broders Medhjælper; paa den Maade
har jeg ogsaa gjort Mit til at Guds Navn kunde

forherliges.
Nu, det er en bekjendt Sag, at Hemmeligheden
og Gaaden ved min Broders Fremgang, saavidt jeg
har forstaaet og løst den, er Bøn — jeg kjender
ingen Mand, der i og ved Bønnen formaar og
udretter mer end ham; og den, der kan og vil bede
slig som min Broder, skal ogsaa erfare en lignende
Fremgang; med sine Bønner stormer han Himlen
og umuliggjør enhver Tvivl om Guds Opfyldelse
af samme. Jeg kjender ingen Mand, der mer
paatagelig er fyldt med Tro paa Gud, paa det
Evangelium, han prædiker og paa de Stridsmænd,
Gud har sat ved hans Side, end min Broder; man
siger, at ingen er en Profet i sit Fødeland, fordi
dette kjender ham altfor godt; jeg skulde tro, jeg
helt igjennem kjender min Broder og det kan jeg
sige, jo mere jeg lærer ham at kjende, desto mer
lærer jeg at elske og agte ham for hans Lydighed
mod Herren.
Endnu en Ting ønsker jeg at betone: Det er min
Broders ihærdige Arbeide, og i at arbeide er han
en rigtig Kjæmpekar; jeg saa her om Dagen inde i
et Vindu et Avertissement: "Alle Mr. Spurgeons
Værker faaes indenfor." Ah, tænke jeg, man kan
nok have alle min Broders trykte Arbeider derinde
i Bogladen, men alle hans andre Arbeider for
Herren vil findes spredte overalt baade paa Jorden

og i Himlen; thi Frugterne deraf og Kjendskabet
dertil spores jo nu [312] omtrent over hele Verden;
blot de, som i disse Kampens Aar har staaet ved
hans Side ved, hvilken ihærdig Virksomhed, der
har været udfoldet for at udbrede Mesterens Ord
paa Jorden.
Det er maaske ikke ret af mig og heller ikke
kjærlig gjort at ønske ham andre og nye femti
Leve-Aar; dog saalænge han lever, maatte da hans
Liv blive kronet med lige saa mange Velsignelser,
som de, der fulgte ham i de femti Aar, der er
svundne."
Før vi gaar videre i dette Afsnit om Spurgeons
Jubilæum, vil vi faa Lov at forudskikke en
Bemærkning, navnlig ligeoverfor de Tanker og
Spørgsmaal, Læseren kunde gjøre sig, naar han
herigjennem hører, hvordan den ene efter den
anden direkte henvender sig til Jubilaren med Ord,
der maaske kunde kaldes smigrende og ialfald
gjøre den, til hvem de var henvendte, stolt.
Overfor disse Tanker og Spørgsmaal beder vi
Læseren fremfor alt erindre følgende:
Gud kan æres selv gjennem et skrøbeligt
Menneske, og det meste af hvad disse store Mænd,
som Moody og Spurgeons Broder anfører, maa
derfor i det væsentlige opfattes som en Pris og Tak

til Gud, fordi han opreiste en saadan Mand.
Derfor er det ogsaa Spurgeon selv i det
følgende anfører:
Kjære Venner! Jeg tror, at jeg i dette Øieblik
faar Lov at staa som en Del af eder allesammen —
en Representant for det Arbeide, ogsaa I har været
med til at udføre. Jeg havde [313] intet kunnet
udrettet, hvis Herren ikke havde gjort eder til et
villigt, modtageligt og nidkjært Folk. Hvis en eller
anden, der er en stiv og affekteret Person,
begynder at gaa her for en Tid, saa bliver det kun
for en ganske kort Stund. Vær overbevist derom! I
Almindelighed siger han, at han ikke kan fordrage
os og gaar bort. Han kommer her med forud
fattede Meninger og søger ikke Frelse for sin Sjæl;
derfor stemmer vi ikke overens, han og jeg; dette
er den virkelige Grund, hvorfor han gaar. Men nu
ser jeg mig her omgiven af en Menighed,
varmhjertet, offervillig og opfyldt af Kjærlighed
til Gud og Næsten: Alting er da godt. Naturligvis
bør vi nok allesammen se til og blive bedre; det
haaber jeg ogsaa — men saameget er vist, at har
nogen Menighed været god mod sin Forstander,
saa har I været det mod mig, desuagtet skulde jeg
nok ønske, at vi allesammen — baade I og jeg —
kunde faa os en liden Skrubbetur i Vaskebaljen og
da skal jeg sandelig ikke gjøre nogensomhelst

Indvending mod Mængden af den Sæbe, der da
maatte anvendes. Er det forresten ikke en velsignet
Ting, at vi her for os har tre Generationers
(Slægtled) uden Afbrydelse: Min Fader, min
Broder og min Søn.
Charles Spurgeon (hans Søn): K j æ r e
V e n n e r ! Jeg er her i Aften for at tale for to, thi
vi er uadskillelige jeg og Tommy, min Broder. Ser
jeg tilbage til længst forsvundne Tider, da mindes
jeg, at jeg ofte har gaaet ind i min Faders Kontor
og sat mig ved hans Fødder [314] for at lære —
uden dog at aabne min Mund. Naar han sagde:
"Naa Charlie, hvad har du nu valgt dig til Tekst?"
saa ønskede jeg mig paa den anden Side af Døren
saa hurtig som muligt, thi jeg var bange for, at
hvis jeg fortalte ham mit Prædikenemne, han
straks vilde vide, hvordan jeg havde inddelt dette,
hvad jeg skarpest vilde betone af Hovedpunkterne,
og sansynligvis finde, at en af disse var rent bort i
Natten. Jeg havde i denne Henseende den største
Respekt for ham; thi jeg vidste, at han aldrig lod
en Tøddel, et Ord, eller en Sætning, der kunde
være af Betydning som Smedning, mens Jernet var
varmt, gaa ubenyttet hen. Stedse har jeg forsøgt at
faa saameget som muligt ud af ham, for jeg vidste
jo, at hans store Kar ikke kunde tømmes i en
Haandvending. Jeg er i Sandhed opfyldt af Tak for

at jeg i Aften kan prise og forherlige Herren med
eder ved at feire min Faders Jubilæum.
C. H. Spurgeon: Jeg tror nu, at I sikkerlig har
faaet nok af os; jeg vil derfor bede nogle af vore
andre Børn — f. Eks. Studenterne — tale. Der
gives mange andre Prædikanter tilstede her i
Aften, men bad jeg dem tale, kom vi til at gaa
udenfor Programmet. Intet er mig derfor kjærere
end at forestille Mr. Archibald Brown for eder.
Hans Arbeide blandt Londons Fattige er eder
formodentlig velbekjendt.
Archibald G. Brown udtalte bl. a.: Det har
altid været mig en Glæde at kunne tænke [315]
paa, at mit Liv ved Guds Naade paa en forunderlig
Vis er blev en knyttet til Mr. Spurgeons og som
Følge deraf ogsaa til denne Menighed. Det er nu
nogle og tyve Aar siden, jeg som Gut pleiede at
længes efter Søndagen for da at løbe hen til Surrey
Music Hall og høre Spurgeon tale; jeg erindrer
som om det var igaar, at den Prædiken, der først
lod mig føle mig som en Synder, var over Teksten:
"Nød dem til at gaa ind." Luk. 14, 23. Tre og tyve
Aar i Morgen er det siden jeg blev døbt af Mr.
Spurgeon ved denne Platform. Jeg havde ofte med
Forundring og Frygt hørt ham tale i Musikhallen,
og om- og omigjen opsteg den Følelse hos mig, at
jeg vilde give alt, hvis han blot kom til at lære mig

at kjende eller veksle et Haandtryk med mig. Lidet
anede jeg da, at vi skulde træde i et slig Bekjendtskab
til hinanden som nu, at jeg i Aften skulde faa
tale ved hans Jubilæum, specielt et Par Ord om
Prædikantskolen. Der er en stor Feil ved Skolen,
vil jeg sige, en Feil, som vor Forstander Spurgeon
selv ikke har været istand til at rette: "Han har
aldrig formaaet at sætte sin Aands Stempel paa
nogen af os." *) Mange af os, bliver nok nødt til at
sige, hvad Indianeren svarede, da han blev spurgt
om, hvor han havde været: "Mig prædikede!"
"Hvad betalte man dig [316] derfor?" var det
næste Spørgsmaal. "Sommetider en Krone og
sommetider to." Det var da en forskrækkelig
daarlig Betaling." "Ja," sagde Indianeren, "men
min Præken var jo ogsaa forskrækkelig daarlig."
Mr. Spurgeon har givet enhver ved Skolen en sand
og hjertelig Iver efter at vinde Sjæle og gjort det til
enhvers Ærgjerrighed at kunne tale som Paulus og
Barnabas gjorde, "saa at meget Folk blev ført til
Herren." Apostl. Gjern. 11, 24.
Blandt de følgende Talere skal vi blot nævne
* ) Mr. Brown siger " o s , " fordi han har været en Elev af
Prædikant-Skolen, men hvad han anfører i sidste Part af sin
Tale er for en Del noget beskedent, idet Evangelister som
Fullerton og Smith, Spurgeons Elever, ialfald i høi Grad
besidder dennes Aand og store Talegaver. O. A.

Mr. I. Orsman, (Golden Lane, Missionens
Udsending, der berettede følgende mærkelige
Begivenhed:
"Jeg mindes meget vel, hvad der for nogle Aar
siden hændte over i Virginien; det var en Aften, da
jeg havde talt meget nidkjært, maaske noget i Stil
med Frelsesarmeen, at jeg kom til at nævne Deres
Navn, (Spurgeons) og fortælle en Oplevelse af
Dem. En gammel Negerinde af Menigheden kom
saa efter Prædikenens Slutning hinkende henimod
Talerstolen og spurgte meget interesseret og
bevæget:
"Kjender du Massa, Spurgeon?"
"Ja," svarede jeg, "det er min Fader." Da hun
hørte dette, knælede hun ned for mine Fødder og
græd; jeg skyndte mig med at fortælle, at Mr.
Spurgeon kun var min aandelige Fader, og da
fortalte hun, at hun havde læst Deres Prædikener
og hvorledes de var bleven hende til Velsignelse.
Jeg tror det er tyve Aar siden nu Mr. Spurgeon, at
De kom ned til (Golden [317] Lane for at aabne
det gamle Tabernakel og for at holde deres
eiendommelige Taler til Frugtsælgerne. Greven af
Shaftesburry besøgte os senere og siden har han
mer eller mindre været knyttet til vort
Broderskab."

Desuden blev der ogsaa ved denne høitidelige
Anledning holdt mange andre Taler, men vi skal
blot indskrænke os til at nævne, at Greven af
Shaftesburry, den 84 aarige Kristen, hvis Navn
og Arbeide næsten i et halvt Aarhundrede har
været forbundet med de fleste Velgjørenheds- og
Misjonsarbeider i Millionbyen, talte om hvad
Spurgeons Virksomhed ogsaa havde havt af
Betydning for andre kristne Menigheder i London;
ligeledes aflagde den bekjendte Newmann Hall et
begeistret Vidnesbyrd.
Høitideligheden endte med, at Mr. Olney
meddelte, at Spurgeons Jubilæums Fond, der
udgjorde omtrent Kr. 80,000, var samlet og ydet af
en Mængde forskjellige Personer, af forskjellige
Aldre og af alle Troessamfund, i Portioner fra fem
Øre op til Hundreder af Kroner. Denne i sit Slags
enestaaende Gave blev dog ikke anvendt af ham
selv eller til hans private Brug; nei som et Minde
om den velsignelsesrige Dag blev den skjænket til
Tabernaklets Fattighuse.
Den mest betydningsfulde af de to store Jubilæumsdage
var selvfølgelig Torsdag 19de Juni, den
Dag, da Spurgeon netop fyldte femti Aar; ti
Tusinde Personer ventede da udenfor Tabernaklet
for, naar Dørene aabnedes, at storme ind og faa
Plads. Den foregaaende Dag havde [318]

Spurgeon modtaget Telegramer og Lykønskninger
fra de forskjellige Dele af Storbritanien, Irland,
Wales, Amerika og Canada; Besvarelsen af disse
Gratulationer tog to hele Dage.
Blandt de Damer, der deltog i det i Anledning
Dagen istandbragte tarvelige Theselskab, saaes
Spurgeons arbeidssomme Hustru og hans fire
Søstre; enhversomhelst personlig Gave havde han
nægtet at modtage, han bad kun om et simpelt
Erindringstegn. Det er atter betegnende for denne
Mand, som i Mangt og Meget kan tjene alle, af
hvad "Bekjendelse," de end er, til et godt
Eksempel.
* * *

Fru Susie Spurgeon.
Af C. H. Spurgeons nidkjære og for Herrens
Sag hengivne Hustru har vi paa hosstaaende Side
den Glæde at kunne give et tro og slaaende ligt
Billede. Hun var oprindelig en Kjøbmandsdatter
og blev meget tidlig en levende Kristen. Den 8.
Jan. 1856 ægtede hun Spurgeon. Næsten hele sit
Liv har hun været svagelig, og ide sidste Aar
næsten "en hjælpeløs Invalid", som hendes Mand
selv siger; og med en stille Kvindes hele Blidhed
og en Kristens Heltemod har hun baaret sine
Lidelser. Læs om hende Side 43 (Note), 268 (15.
Kap.) samt i det efterf. "Spurgeon i sit Hjem",
"Spurgeons Sygdom og Død."

Fru Susie Spurgeon.
(Se foregaaende Side.)

[320]
18. Spurgeon som Forfatter.
18de kapitel.
Spurgeon som Forfatter.
—————
Hvad der i de foregaaende Kapitler her og der
er anført om Spurgeon som Forfatter og om hans
Skrifter er blot enkelte løsrevne Smaatræk, der
ikke giver os et fyldigt Billede af denne Personlighed,
som ved sin Prædiken har bragt Hundreder og
atter Hundreder til Herren; vi vil derfor i de
følgende Afsnit noget udførligere redegjøre for
hans Betydning baade som Prædikant og Skribent
og illustrere dette med enkelte slaaende Eksempler
hentede fra Spurgeons Liv og egen Pen.
Som Prædikant var Spurgeon enestaaende;
ingen Mand har som han i mere end Trediedelen

af et Aarhundrede forstaaet at fængsle sine
Tilhørere saavel fra Talerstolen som gjennem de
trykte Prædikener, der som før antydet næsten er
spredt over den hele Jord. Foruden at passe [321]
sine Forretninger inden Menigheden, begyndte
han ogsaa i 1854 at udgive en Prædiken, der
solgtes i 25,000 Eksemplarer; desuden optryktes
den i Amerika og i Australien i et derværende
Blad, der paa en Rigmands Bekostning blot optog
den blandt betalte Avertissementer; lægger man
hertil, at mange Traktatselskaber og Private i
forskjellige Lande har ladet disse Prædikener
trykke, kommer vi til den Kjendsgjerning, at de nu
findes oversatte paa over 20 Sprog. Om hans
Maanedsstrift "The Sword and the Trowel" har vi
allerede tidligere talt. Spurgeons Skrifter kan
næsten danne et helt Bibliothek, da de for
nærværende gaar op til nær 100 Bind. De har
været inddelt i forskjellige Klasser: "Kommentarer
og Forklaringer," "Økonomi og huslige Sysler,"
"For Studenter," samt "Historiske og folkelige
Værker." Af alle disse Skrifter er dog det store
Kjæmpeværk "Davids Salmer," et Arbeide i 7
Bind, der har fordret en Tid af 20 Aars Læsning
og Studeringer, det største og mærkeligste; 600
Forfattere er bleven læst for at afgive Stof til dette
Værk, som skal være den bedste Forklaring over

Salmerne, der eksisterer.
Hvilken Forberedelse og hvilken stor Glæde
hans magnum opus (store Arbeide) kostede;
derom fortæller Spurgeon selv i Fortalen til
syvende og sidste Bind:
"Det er som et Streif af Sørgmodighed [322]
griber mig nu, da jeg er bleven færdig med
"Psalmerne"; mon jeg nogensinde her paa Jorden
vil finde et rigere Forraadskammer, selv om
"Aabenbaringens" herlige Palads slaar sine Porte
vidt op for mig. Velsignet være de Dage, jeg i
Betragtning, Prøvelse Haab, Tro og Glæde
tilbragte m e d D a v i d . Psalmernes Bog har jo
lært mig saavel, hvordan jeg skal bruge Vinger,
som, hvordan jeg skal bruge Ord; den sætter os
baade istand til at hæve os opad og synge af fuld
Hals.
Hvis jeg blot kunde haabe, at disse Bind for
Andre kunde blive ligesaa velsignelsesrige ved
L æ s n i n g e n , som de for mig har været det under
S k r i v n i n g e n , saa vilde det isandhed glæde mig
. . . . Nu er da dette store Arbeide færdigt. Pris
være Gud derfor."
"The Treasury of David", som dette Værk
benævnes paa Engelsk, har den Fordel fremfor alle
lignende, at det saa at sige er "adlet" af en

Forfatter, som fra sin Ungdom har havt en særlig
Forkjærlighed for Psalmerne, og denne Begeistring
for Emnet har i Sandhed ogsaa været
nødvendig; thi Værket blev jo først efter tyve Aars
anstrængende Studier fuldendt. Fremstillings- og
Udtryksmaaden karakteriserer tilfulde Forfatteren,
idet den lader hans mærkelige Personlighed helt
og holdent fremtræde; den strømmer over af den
dybsindige Visdom, som er et sikkert Kjendetegn
paa et eiendommeligt Talent.
Hvad kan det andet være end Geniets Triumf,
som gjør, at Meninger, der ellers er Lærde og
[323] akademiske Borgere forbeholdte, her
opfattes af almindelige Læsere, og det ovenikjøbet
meget godt.
Her og der indflettes for en behagelig
Afvexlings Skyld en Yndlingspsalme i bunden
Stil; paa andre Steder beskrives de "falske"
Videnskabsmænd, det vil sige saadanne, "der ikke
vil røre ved ham (nemlig Kristus) med Troens
Finger, men derimod nok ønsker at rive ham ned
fra Thronen". Kjernesprog, der ogsaa kunde tjene
som Mønstersætninger, kan samles i stor Mængde.
Tag følgende Beretning af Indledningen til Psalme
98, som et Træk deraf:

En Prædikant i Tyrone
havde i nogle Uger iagttaget en liden, fillet klædt
Gut, der hver Søndag pleiede at indfinde sig i
Kirken og pladsere sig i Midten af den ene
Sidegang, næsten lige imod Prædikestolen; herfra
syntes han med yderst spændt Opmærksomhed at
lytte til Ordets Forkyndelse. Prædikanten blev
noget videbegjærlig efter at erfare, hvem Gutten
var, og i den Hensigt ilede han flere Gange efter
Mødernes Slutning ud, men fik aldrig Øie paa
ham; han forsvandt, og ingen vidste hvorhen.
Tilsidst udeblev Gutten ganske og aldeles, indtil
der næsten hengik tre Uger. Da kom en Mand til
Prædikantens Hjem og underrettede ham om, at
En, der var alvorlig syg, ønskede at se ham og
tillagde: "Jeg skammer mig virkelig ved at bede
Dem gaa saa langt, men Barnet er jo mit, og det
vægrer sig ved at modtage nogen anden [324] end
Dem; han er forresten en meget flink Gut og taler
altid om en hel Mængde Ting, som jeg ikke
forstaar". Prædikanten lovede at komme og gik,
skjønt han havde en Strækning af sex Mil
(engelske) at spadsere, og det gjennem et næsten
ufremkommeligt Bjerglandskab. Ved sin Fremkomst
saa han en ussel Hytte, og i Døren stod den
Mand, der om Morgenen, havde anmodet ham om
at komme. Denne fulgte ham ind. Han fandt

Elendigheden lige saa stor indenfor som udenfor;
paa en Halmvisk borte i et Hjørne, saa han et lidet,
udtæret Ansigt lyse sig imøde og gjenkjendte strax
sin lille Ven, Gutten, der saa regelmæssigt havde
besøgt hans Møder. Just som han nærmede sig
Straaleiet, reiste Barnet sig op, strakte ham sine
Arme imøde og sagde: " Sy n g e r H e r r e n e n
n y S a n g ! T h i h a n h a r g j o r t u n d e r l i g e
T i n g ; h a n s h ø i e r e H a a n d o g h a n s
h e l l i g e A r m h a r h j u l p e t h a m " . Ps. 98, 1.
Derpaa sank det tilbage i Halmen og var død. Tre
Uger tidligere havde Prædikanten en Søndag havt
dette Guds Ord til Tekst.
Arbeidet paa Psalmerne var forenet med en
uhørt Møie, da ikke alene Udlægningen, men
ogsaa den utallige Række Eksempler og de
illustrerende Steder, optog meget af Tiden; og det
maa virkelig have været en stor Trøst for
Spurgeon og hans Medhjælpere at se, hvor
paaskjønnet af Offentligheden deres Arbeide blev.
Under Udgivelsen gik Værket ud i omtrent
107,000 Ekspl. og dette er selvfølgelig et Antal,
som langt staar [325] over den udbredelse, andre
Forklaringer og Kommentarer over Bibelens
Bøger nogensinde har fundet.
At sysselsette sig med et og samme Emne i
mere end tyve Aars Tid, idet Arbeidet vokser og

tiltager i Vanskeligheder, efterhvert som det
skrider frem, er et Eksempel, som ikke ofte møder
os; dog det er dette, Spurgeon har gjort, da han
fuldendte "The Treassury of David." Grækenlands
og Italiens gamle Klassikere (Mønsterforfattere) er
bleven læst for de gyldne Vink, de muligens
kunde indeholde; ligeledes har Kirkefædrene, og
de engelske Mesterskribenter afgivet Stof til
samme. Men Spurgeon blev, trods dette, ingen
"opstyltet Kommentarius" og Udlægger; nei han
var dertil altfor mangesidig — det vil sige, at han
med den største Flid kunde arbeide paa
forskjellige Omraader og have ligestor Fremgang
paa dem alle.
I "Psalmerne" er han rentudsagt en lærd Mand,
en B i b e l g r a n s k e r ; men naar han skal beskrive
"John Ploughman's Karakter, bliver han en saa
folkelig Filosof, at alle forstaar ham; i
"Tabernaklets Historie" er han en ivrig Historiker;
i "Forelæsninger for mine Studenter" er han som
Ungdommens Veileder livligere end nogen af
Nutidens mest bekjendte Universitetsprofessorer;
han siger selv om disse Fredagsforelæsninger for
Studenterne, følgende:
"Det er bragt mig for Øre, at vor velærværdige
Lærer, Mr. Rogers, har sammenlignet mine
Fredagsforelæsninger med Tilspidsningen [326] af

en Knappenaal, og deri har han Ret: Hovedets
Form og dens øvrige Skikkelse, ja ogsaa
Poleringen er bleven udført i Løbet af Ugen,
hvorefter Processen afsluttes med et Forsøg paa at
give den en Spids; for at opnaa noget Resultat
heri, nytter det ikke, at Forelæseren er træg eller
ubehjælpsom, endsige fordrer altfor store
Anstrængelser for at blive opfattet fra Tilhørernes
Side."
Hvad der først og fremst har skaffet Spurgeon
Ry som Forfatter og gjort ham elsket og skattet
som saadan, er dog hans t r y k t e P r æ d i k e n e r .
Disse hans eiendommelige, literære Arbeider fortjener
i Sandhed et Afsnit i nærværende Biografi:
Den første Prædiken, der blev trykt, var en ganske
ubetydelig Brochure over: "Gjenfødelsen ved
Daaben," og man spaaede denne en meget
sørgelig Ende. Imidlertid ansporede dette lille
Arbeide ham til at vedblive at lade Prædikenerne
udkomme, og førnævnte kom saaledes til at bane
Veien for de øvrige, idet en Rigmand nogle Aar
senere paa sin egen Bekostning lod uddele en
Million Eksemplarer deraf; han lod ogsaa
forfærdige elegante Bind til Enkelte af dem, idet
det var hans Hensigt at forære hver af Europas
kronede Hoveder et Eksemplar; ligeledes blev en
Bogsamling, bestaaende af 12 Bind af Spurgeons

Skrifter skjænket ethvert Parlamentsmedlem (Storthingsmand)
og enhver Student ved Universiteterne
i Oxford og Cambridge. Oversættelser af
Spurgeons Prædikener findes paa alle europæiske
Sprog.
[327]
De trykte Prædikeners Virkning
skal vi paapege ved en Del interessante
Eksempler. Fra Australien skriver Spurgeons Søn,
Thomas: "Jeg fik i Geelong et Besøg af en Mand,
der fra sin Frakkelomme trak et smudsigt og
sønderrevet Eksemplar op af "The Australasian"
(Australieren); dette Nummer af Avisen var
dateret Juni 1868 og indeholdt en Tale af C. H.
Spurgeon, betitlet: "Adgangen til Jesus." O g
v e d d e n n e T a l e var den Besøgende efter eget
sigende bleven omvendt; han boede ganske alene
omtrent 20 Mil fra Geelong, og havde ikke i de
sidste 20 Aar brudt sig om at høre Ordets Forkyndelse.
Just da han kom til at læse Spurgeons
Prædiken, var han nær ved for sit udsvævende
Livs Skyld at faa Drankergalskab.
*
*
Fra Massachusetts, Nordamerika, fortæller en
Fritænker:
*

En Herre gav en irsk Gut tre Bind af Spurgeons
Prædikener; denne gav dem atter til en Ven af
mig, der var meget ivrig for, at jeg skulde lære
Dem at kjende; jeg svarede, at jeg heller vilde
udstaa den værste Straf end at læse sligt tørt og
kjedeligt Stof som en Prædiken; men ved sine
ihærdige Bønner tvang saa at sige min Ven mig til
at læse dem — og jeg havde blot læst nogle faa
Linier, da jeg blev overbevist om min Synd, men
to hele Aar gik hen, før jeg [328] modtog Troen
paa mine Synders Forladelse. Den Dag, jeg læste
Prædikenen om " B l o d e t " , kom der Lys i min
Sjæl.
*
*
Fra Jamaica skriver en Kaptein til Mr.
Spurgeon:
"Nu har vi næsten bortgivet alle de Bøger og
Taler, som vi medbragte; vi har kun holdt tilbage
nogle faa Stykker for de stakkels Negre i de øvrige
Havne, hvortil vi kommer. De var saa taknemmelige
for dem paa Falklands-Øerne, at vi ikke
kunde nægte dem, naar de bad os derom.
I et Hus saa jeg ogsaa Morning by Morning *) ,
og hette Syn gav mig rent en Hilsen fra Hjemmet
*) Oversat paa Norsk under Titelen: "Lys paa Veien." O. A.
*

og Fædrelandet.
*
*
En af Prædikenerne er betitlet: "Helligh
older du Sabbathen? " I denne sin Tale gaar
Spurgeon strengt i Rette med Søndagshandelen og
paaviser, hvor liden Velsignelse og Hvile, de
Mennesker maa faa, der ikke alene de 6 Ugedage,
men ogsaa paa Hviledagen beskjæftiger sin Hjerne
med "Madspekulationer"; blandt andet forekommer
nedenstaaende Sætning:
"I ved godt, hvem jeg sigter til; jeg undskylder
hverken den rige Kjøbmand inde i City; eller den
fattige Landsbyhaandværker. Der er [329]
sikkerlig mere end en Skomager, der idag har
solgt Støvler . . . og Synden er ligestor, om han
ogsaa lod dem gaa for en Krone og femti eller
mindre." Disse Ord faldt Taleren uvilkaarlig ud af
Munden og blev trykt i samme Uges Prædiken.
En gammel, enfoldig og troende Skomager
langt oppe i en skotsk Fjeldbygd kommer
tilfældigvis til at læse og fæste sig ved dette. Hvor
forundret bliver ikke Spurgeon ved nogle Dage
derpaa at modtage en hel Del Kragetær, hvoraf
Meningen var, at Gud og ingen anden maatte have
fortalt ham (Spurgeon), at han (Skomageren)
*

netop hin Søndag havde solgt et Par gamle Sko for
Kr. 1,50, "men takket være Herren," var det
tilføiet, "Deres Prædiken har ogsaa ladet mig se
den store Synd, jeg begik ved at blive Sabbatsbryder
for et Par gamle Sko's Skyld."
* * *
Spurgeon besad selv et Eksemplar af sine
Prædikener, hvortil der knyttede sig en speciel
Interesse; det var solbrændt og meget slidt og bar
No. 508 og Titelen: "Uheld — ei Straf." Dr.
David Livingstone, den bekjendte store Missionær
og Opdagelsesreisende havde ført dette Eksemplar
med sig paa sin sidste Afrikareise. Øverst oppe i
Kanten staar:
"Very good." D. L.
("Meget god.")
[330] Det blev efter Livingstones Død funden i
en af hans Kasser og af en Datter skjænket
Spurgeon.
* * *
En Engelskmand, der som Ingeniør var ansat i
en By i Brazilien, Sydamerika, fortæller
nedenstaaende Træk:

"Midt iblandt alle de fremmede i den store By
følte jeg mig ensom og forladt — dertil kom ogsaa
mit Ubekjendtskab med Sproget. En Dag faar jeg
tilfældigvis vide, at en Engelskmand, der var
idømt Straf paa Livstid for et Mord, befandt sig i
et nærliggende Fængsel. Jeg, der ved Guds Naade
er bleven en Kristen, begav mig straks afsted for at
besøge denne ulykkelige Landsmand og tale til
ham om Guds uendelige Kjærlighed til Syndere.
Jeg blev straks indladt og fik gjennem et Jerngitter
Lov til at tale med Fangen. Denne berettede i den
paafølgende Samtale mellem os, at han for nogle
Aar siden af en ung Landsmand paa samme Vis
var bleven mindet om at bede Gud gjøre Alt for at
frelse hans udødelige Sjæl, og lat den Besøgende
ved Afskeden havde foræret ham en Del Bøger;
mellem en af disses Blade laa ogsaa en af
Spurgeons Prædikener: "Naade for de Værste,"
og i denne havde Spurgeon hentydet til den
bekjendte Mordbrænder, William Palmer, der
netop den Gang var bleven dømt til Døden.
Prædikenens Sandheder var trængte mer og mer
ind i Fangens Hjerte, saa at han tilsidst fuld af
Fortvivlelse over sin Synd [331] var falden paa
Knæ i sin Celle og anraabt Gud om sine Synders
Forladelse — — — og nu frydede han sig da i
Troen over, at Herren for Kristi Skyld havde frelst

hans Sjæl. Han tilføiede, at han neppe haabede
nogensinde i dette Liv at faa sin Frihed, men
levede forvisset om, at han hist oppe skulde faa
blande sin Røst med den forløste Skares."
Ingeniøren forlod meget rørt Fængslet.
* * *
Enkelte Eksemplarer af hans Prædikener er
ligeledes spredt i Spanien, Galizien, Serbien,
Rusland, Arabien og paa mange andre Tunge
maal.
I "The Sword and the Trowel" for Oktober
1891 finder vi følgende Bemærkninger angaaende
Oversættelser af Spurgeons Værker: Tilladelse er
given til at oversætte "Alt af Naade" af Spurgeon
paa Hindustansk og en presbyteriansk Missionær i
Allahabad skriver til Spurgeon:
"Priset være Herren, jeg har her fire Bind af
deres Prædikener, som jeg lader Hinduer og
Kristne læse. Jeg har faaet dem oversat paa
Hindustansk og spreder dem overalt, hvor jeg
kommer hen. Hvad jeg glæder mig over i alle
deres Skrifter er dette, at De stadig peger hen paa
Jesus Kristus, og løfter Fanen høit for ham det
Guds Lam, der bar al Verdens Synd."

Spurgeons Skrifter, navnlig hans Prædikener,
er at ligne med en Flod, ringe i sin Begyndelse
men hurtig i sit Løb, indtil den naar [332] Havet,
hvor Bølgerne ruller vildt mod fremmede Kyster.
Breve til de Unge.
Under et stort Konference-Møde i Prædikantkollegiet
og Børnehjemmet i 1889, bad en af
Brødrene, Dr. Ulster af Belfast, meget inderlig for
Børns Omvendelse; dette bevægede Spurgeon til
at skrive og udgive i Trykken nogle kristelige
Breve til Børn og Unge. Vi gjengiver her et af
disse:
Westwood Norwood.
O Herre, velsign dette Brev!
M i n e k j æ r e , S m a a !
Jeg var for en kort Tid siden tilstede ved et
Bønnemøde, hvor et stort Antal kristne Brødre var
samlet. Bønneemnet var "vore Børn." Det bragte
mig Taarer i Øinene at høre disse kjære Brødre og
Prædikanter tale med Herren om sine Sønner og
Døtre. Da de kjæmpede med Herren i Bøn om, at
han vilde frelse deres Familier, var mit Hjerte nær
ved at briste, og jeg besluttede at sende ud nogle
Breve til Ungdommen, hvori jeg særlig vilde

minde Prædikanters Sønner og Døtre om disse
deres Fædres alvorlige Bønner.
Kjære Unge! I besidder en stor Forrettighed
derved, at I har Forældre, der beder for eder. Eders
Navne er kjendte i Himlens Forgaarde. Eders Sag
er fremlagt for Guds [333] Throne. Beder I selv?
Hvis ikke, saa begynd nu at bede. Naar andre Folk
skatter og vurderer eders Sjæl saa høit, er det da
ret af eder selv at forsømme dem? — Nei! Nei!
Nei! Eders Forældres Bønner og Taarer vil ikke
gavne eder noget, naar I aldrig selv søger Herren,
det ved I kun altfor godt.
Det er vistnok ikke eders Hensigt at bedrøve
Fader og Moder, men I gjør det alligevel. Saa
længe I ikke er frelste, vil de ikke kunne slaa sig
til Ro. Hvor lydig, god og kjærlig I end kunne
være, saa vil de dog ikke føle sig lykkelige før den
Stund, da I er kommen til Troen paa den Herre
Jesus og hviler i hans Kjærlighedsfavn frelst ved
hans Blod.
Tænk paa dette. Kom ihu, hvor dybt I allerede
er falden i Synden, og ingen kan to eder rene uden
Jesus — ingen kan forandre eders Natur og
helliggjøre eder uden Jesus ved sin Helligaand.
Hvorfor ikke søge Jesus idag? Jeg hørte en Fader
bede for sine Børn saaledes:

"Herre, frels vore Børn og frels dem unge!"
Det er aldrig for tidlig at blive fri og frelst,
aldrig for tidlig at blive lykkelig, aldrig for tidlig
at blive hellig. Jesus elsker Børnene og vil tage
mod de, der søger ham tidlig. I kan ikke frelse
eder selv, men den store Herre Jesus kan frelse
eder. "Hvo, som beder ham, skal det gives." Jesus
kan frelse, for han døde for vore Synder og opstod
til vor Retfærdiggjørelse. Hvo, som tror paa ham
skal ikke fortabes, men have et evigt Liv."
[334] Gaa og sig til Jesus, at I har syndet mod
ham, søg Forladelse hos ham, sæt alt eders Haab
til ham, og I vil blive frelst.
Søg da at forherlige Herren i eders Liv. Bliv i
eders Hjem, hvad Jesus var i Nazareth — da vil
eders Hjem blive lykkeligt og eders kjære Fader
og Moder vil føle, at deres kjæreste Ønske er
bleven opfyldt.
Jeg beder eder tænke paa Himmel og Helvede,
for paa en af disse Steder vil I komme til at leve
evindelig.
Mød mig i Himlen! Mød mig engang for
Herrens Throne. Ak, unge Venner, gaa i eders
Lønkammer nu, nu og bed om Frelse og
Forbarmelse i Jesu Kristi Blod.

Eders meget hengivne
C. H. Spurgeon.
Mange Børn er bleven Kristi smaa Disciple
gjennem disse Breve, fortæller Spurgeons
engelske Biograf.
"John Ploughman" og "Pictures" er Spurgeons
mest populære Arbeider, naar vi skal dømme efter
det Faktum, at 450,000 Ekspl. af disse to er bleven
solgte. "John Ploughman" er jo ogsaa bleven oversat
paa Norsk under Titelen: " S u n d F o r n u f t " ,
og her viser Spurgeon sig for os i en ny Egenskab,
nemlig som den vittige, men alvorlige "Spadsmager",
der ikke er bange for ved et pudsigt
Indfald og en træffende Bemærkning [335] at
blotte de menneskelige Daarligheder og Laster.
Tag "Sund Fornuft" og slaa op paa det første og
bedste Sted, overalt vil du finde Vendinger og
kraftige Udtryk, der er en Spurgeons Pen værdige.
Hvad siger man for Eksempel om, hvad han
anfører om "Sladder":
"Hvilken Skade, at man ikke har lagt Skat paa
Ord; hvilken Indtægt skulde ikke Staten have
deraf! Men ak, Ordene løber toldfrit. Og om
Løgnen var dobbelt beskattet, skulde Regjeringen
snart betale Statsgjælden."
Eller viser han sig i Sandhed ikke som den

edste, satiriske Humorist (revsende Pudsigmager),
naar han indleder sit Kapitel "Skryd og
Overdrivelse" med følgende Ord:
"Den Kunst at skryde og overdrive er saare
almindelig nu for Tiden. Man faar høre om
Stikkelsbær, som veier to Gange saa meget, som
der findes Mulighed for, og hele Flokke af Ænder,
som ingen har seet, kommer flyvende, naar
Avisernes Spalter er magre paa Stof. Kommer en
Vogn kjørende forbi og sætter Laaget paa en
gammel Kones Kaffekande i Bevægelse ,
saa udbasuneres det straks som et helt Jordskjælv.
— Alt er hos Storskryderne storslaaet og udført
med store Bogstaver. Hør dem blot tale: Har De
nogensinde seet en s a a d a n H e s t ? Ved De, at
den løber hurtigere afsted end Vinden? Ser De
d e n K o ? Vær god og betragt den lidt nærmere;
der findes ikke dens Mage i hele Sognet; se blot,
hvorledes den svinger med Halen. [336]
Ser De denne G u t , jeg har? De kan tro, hans
Forstand er Mærkværdig for hans Alder. Han er et
rigtig Underbarn! Lig sin Far, sagde De? Jeg
takker for Komplimenten; dog, der ligger megen
Sandhed deri; thi den faar staa tidlig op,
som skal maale sig med mig, skjønt jeg
ikke vil rose mig selv."
Efter "Sund Fornuft"' kommer Morning by

Morning med et Oplag af 100,000 Ekspl.; i dette
Værk viser Spurgeon os den rent alvorlige Side af
sit mærkelige Forfattertalent; et Afsnit er betitlet:
"Himmelveien" og vi tillader os at gjengive det
her:
"Der findes ingen Vei til Himlen uden gjennem
Kristus, hvad du end kan indbilde dig; der findes
ingen Adgang til Perleportene uden gjennem Jesu
blødende Side. Disse blødende Saar er Paradisets
Porte. Vil du finde Veien til Guds straalende
Throne, da maa du først finde Veien til Jesu Kors.
Vil du vandre Veien til Lykke, saa gaa den
Elendigheds Vei, Jesus vandrede. Har du maaske i
Sinde at prøve en anden Vei? Er du taabelig nok
til at tro, at du skulde kunne formaa at sønderslaa
Himlens Porte og Stængsler — og saaledes ved
din egen Styrke bane dig Adgang.
Eller mener du med din Rigdom og dit Guld at
kunne tilkjøbe dig en Plads i Himmerig? Du
Daare! Hvad Magt har Guldet deroppe, hvor
Gaderne er belagte dermed? Hvor Portene er ægte
Perler — hvor Fundamentet er Jaspis [337] og
Stadens Mure prydede med alleslags kostbare
Stene? Og tænker du at komme der paa Grund af
dine Fortjenester? Ak! Formedelst Hovmod faldt
Englene og formedelst Hovmod falder du! Himlen
er ikke for saadanne. Men maaske indvender du:

Jeg vil testamentere al min Rigdom til velgjørende
Øiemed; jeg vil bygge Hospitaler og oprette
Fattighjem. Lad da Menneskene belønne dig —
for dem virkede du; lad dem reise dig Monumenter
og anbringe din Skikkelse i Marmor eller
Kobber paa deres Top. Har du ofret dig for dit
Land, lad da Landet belønne din Tapperhed, lad
det skjænke dig Ridderordener og Æresbevisninger,
men Gud! Hvad er Gud dig skyldig? Staar
den Almægtige i nogensomhelst Erkjendtlighedsgjæld
til dig? Du, der har glemt ham og foragtet
hans Søn, Du, der har forsmaaet hans Evangelium.
Er du Philantrop (et velgjørende Menneske),
Statsmand, Soldat, lad Menneskene betale dig;
Gud skylder dig intet; gjør alt, hvad der staar i din
Magt af gode Gjerninger og Bedrifter; men gaar
ikke din Vei gjennem Jesus Kristus, som levede,
døde og opstod for evigt at regjere og besidde
Himlens Nøgler, vil du aldrig blive indladt i hans
herlige Palads."
Vi skal, før vi afslutter dette Afsnit, blot i
Forbigaaende pege paa endnu et Par af Spurgeons
mer bekjendte Skrifter. Det er All of Grace (Alt af
Naade), der viser os Frelsesplanen, samt "Exentriske
Prædikanter", der, skjønt liden af Omfang, har
vakt Mænd, som den bekjendte [338] Professor
Luthards høieste Glæde og Beundring; begge de to

sidstnevnte Bøger er oversat paa Norsk og
saaledes tilgjengelig for vore Læsere.
Spurgeon siger selv træffende om Læsning af
gode Bøger:
"Begynd med Begyndelsen og beslut eder til at
læse hvert Blad og Setning, som om I var i Begreb
med at gjennemstreife det hellige Land" fra Dan til
Berceba."
Spurgeon som ung Prædikant i 1856.
Paa hosstaaende Side har vi et Billede af
Spurgeon fra de første Aar af hans Prædikantvirksomhed.
Udtrykket i hans Ansigt, der var
meget tiltrækkende og havde noget aabent ved sig
og den løftede Haand fortæller os klart, at han paa
denne Tid saa at sige "stod i Flammer" for Herrens
Sag. Disse Flammer formede sig i hans senere Aar
til en ikke saa knitrende, men ligesaa stærkt
lysende Glød. Les om Spurgeon som ung
Prædikant Side: 82 og fl., 179 (6te og 7de Kap.)
samt Side 342.

Spurgeon som ung Prædikant.

[340]
19. Spurgeon som Prædikant.
19de kapitel.
Spurgeon som Prædikant.
—————
Afdøde Pastor Paul W e t t e r g r e e n , interesserede
sig meget for C. H. Spurgeon; der kunde
neppe nogen tale om ham med mere inderlig
Varme og Forstaaelse end Wettergreen; og det var
især som Prædikant, at han skattede Mr. Spurgeon
overmaade høit; han var nemlig en af de faa
Begunstigede, der af Nordmænd havde havt den
sjeldne Glæde at kunde sidde nedenunder
Tabernaklets Platform. Han har selv derom fortalt
følgende, der fuldt ud kan tjene som en passende
Indledning til vort Kapitel: "Spurgeon som
Prædikant":
"Jeg har for 12 à 13 Aar siden opholdt mig i

London i tre Uger og jeg kan sige, at et af
Hovedformaalene for mit Ophold var at høre den
store Prædikant Spurgeon — jeg hørte ham ogsaa i
denne Tid saa ofte jeg kunde. Aldrig [341] i mit
Liv hverken før eller senere har jeg havt en saa
stor Nydelse i esthetisk, intellektuel og religiøs
Henseende, som den at høre Mr. Spurgeon. Det
engelske Sprog i hans Mund og med hans
sølvklare tiltalende, behagelige og dog saa
mandige Røst klinger som den deiligste Musik.
Hans utvungne Maade at tale paa gjør, at man,
idetsamme han begynder at prædike, føler sig i høi
Grad tiltalt af hans Personlighed.
Det koster ingen Anstrængelse at være
opmærksom; det er ligesaa umuligt at være
uopmærksom, som det vilde være under en
interessant Samtale. Det var i den stærkeste
Londoner Sommervarme, jeg hørte ham — og ak,
hvor mange Gange har jeg ikke i vore norske
Kirker i Sommertiden trods al min Anstrængelse
opdaget, at jeg virkelig har sovet, derved, at jeg
pludselig har nikket og naturligvis blevet uhyre
flau, eller saa ganske uforklarlig hensat mig paa
Grændserne af Drømmeland; men da jeg hørte
Spurgeon — sove? O, jeg kunde gjerne have
staaet op Midnat og hørt ham i 2 Timer — nei, da
blev jeg ikke søvnig; den, der kunde tale som han!

Hvergang, jeg gik derfra, var jeg saa glad som
Fuglen i Morgenstunden. Kun en Gang gik jeg
sørgmodig, og det var den sidste Gang, jeg hørte
ham; thi jeg vidste, at jeg sandsynligvis ikke
skulde faa høre ham mere."
Saalangt Pastor Wettergren; Tusinde har jo
afgivet det samme Vidnesbyrd. Lige siden
Spurgeon 1853 første Gang talte i London, lige
siden den Tid, Aviserne gjorde ham til en offentlig
[342] Mand og Vittighedsbladene bragte Vrængebilleder
af ham, og til sin Død beholdt Spurgeon
denne mærkelige Gave til at prædike. "Hvem
skulde tro, at Herrens Navn kunde blive forherliget
ved et Vittighedsblad og jeg blive Midlet
dertil," udraabte Spurgeon, da et af disse bragte et
fordreiet Billede, der forestillede ham staaende paa
Prædikestolen og med Underskrift: "Svovel og
Sirup"; det var en komisk Fremstilling af den unge
Taler, der i sin brændende Iver og i "sin første
Kjærlighed" stod med Hænderne opløftede, som
om han derved vilde "gjøre en kraftig Appel til
sine Tilhørere om at komme og drikke af Livets
Vand uforskyldt." Ved Siden af ham var afbildet
en meget høitidelig stemt statskirkelig Geistlig,
der stod i fuldt Ornat og hang med Hovedet.
Sammenligningen skulde naturligvis gjøre sig
selv, mente Vittighedsbladet; thi at en Prædikant

aflagde den sædvanlige høistemte, syngende
Præketone eller ved en kraftig Bevægelse søgte at
rive Tilhørerne med, var et Brud paa Traditionen,
der strengt burde paatales. Endsige at en Mand
som den da meget unge Spurgeon fra en
Prædikestol vilde vove at henvende sig til Folket
og med en ganske naturlig Stemme samtale med
dem om Saligheden, som man vilde gjøre, hvis
man var paa Tomandshaand; dette lille Træk er
bleven gjengivet for, at man derved bedre skal
kunne forstaa den Opmærksomhed, som Spurgeon
var Gjenstand for; Verdensbladet Times var heller
ikke ligegyldig for denne Mand; det sendte nemlig
ved hans første Ophold i London straks en [343]
Referent derhen, og denne endogsaa en bekjendt
Lærd og Høikirkelig. Dagen derpaa indeholdt
Times til almindelig Forbauselse nedenstaaende:
"Jeg ønsker at høre Mr. Spurgeon — lad os gaa
derhen."
"Nei, jeg holder virkelig altfor meget paa vor
gamle Tro," gav jeg (Referenten) til Svar, "hvad
for noget gaa hen og høre en Kalvinist, en Baptist?
En Mand, som burde skamme sig ved at være
"Kirken" saa nær og alligevel udenfor dens Skjød?
Nei Tak!"
"Men kom nu blot og hør ham!"

"Saa gik jeg da alligevel igaar og hørte ham."
"En meget stor Forsamling, bestaaende af
antagelig 8,000 Personer strømmede ind i Salen,
fyldende Gallerierne under Larm og Snak, Puf og
Stød, en surrende Bisværm færdig til at snappe
den første og bedste Plads. Mr. Spurgeon besteg
Platformen paa Slaget 8. Larmen og den megen
Trampen ophørte med eet — en elektrisk Strøm
gjennemfor ligesom den store Forsamling og der
blev saa tyst — saa stille; ved denne magnetiske
Strøm holdt Taleren os fængslede i hele to Timer.
Det er ikke min Hensigt her at give en Oversigt
over Prædikenens Indhold; det er tilstrækkeligt at
omtale, at hans Røst formaaede at trænge ind i
hver eneste Krog af det store Rum, at hans Sprog
hverken var for høitflyvende eller raat;
sommetider lød hans Tale som en Hvisken, der
ved de kjærlige Ord kunde faa Tilhørerne til at
smelte hen i Graad; snart [344] lignede hans Røst
et Stormveir, der farer frem og rykker alt omkring
sig op; — snart var det en træffende Anekdote, der
fik den store Forsamling til at briste i Latter;
denne gik dog aldrig over til at blive brutal eller
høirøstet. "Hans Lære" lod hverken Kalvinisten
eller Baptisten træde altfor klart frem — og det
var ialfald en almindelig Opfatning, saavidt deres
Referent har forstaaet, at det ikke var denne Mand

(Spurgeon) om at gjøre at vinde Tilhængere eller
skabe Proselyter, men virke til Guds Ære. Jeg er
forresten ved at høre Mr. Spurgeon prædike
kommen til at drage en praktisk Slutning:
Her har vi for os en Mand ikke i høiere Grad
nogen Kalvinist end mangen en Statskirkepræst,
der "skalter og valter", som gamle Latimer (en
engelsk Reformator og Martyr) sagde, med sin
Liturgi og sin Tekst som han vil, her findes en
Mand, der siger, at en fuldstændig Neddyppelse
som Voksen eller noget af den Slags — er
nødvendig ved en Daabshandling; disse er hans
eneste "falske" Læresætninger — men hvis jeg var
den høiværdige Erkebiskop af . . . . vilde jeg sige
til mig selv:
"Her er en Mand, der fuld af Ild og Kraft kan
forkynde Guds Ord; istand til at fylde de største
Kirker i England med sin Røst — og hvad mere er
— med Folk." Og hvis De vilde tillade mig at
fuldende Deres Høihed (Erkebiskopen): "Her
gives to store Kirker i Hovedstaden, S t . P a u l og
W e s t m i n s t e r A b b e y . " Hvorfor tænker ikke
Deres Høihed paa at indbyde Mr. Spurgeon, der
[345] kan drage 10,000 Sjæle efter sig til, at prøve
sin Røst inden en af disse to Kirkes Mure?"
At Verdensbladet Times opsordrede en af

Englands Erkebiskoper til at overlade Spurgeon
Statskirkerne til Afbenyttelse, det er en Kjensgjerning,
der kan tale for sig selv.
Om Sheridan Knowles, den bekjendte Skuespiller
og Komedieforfatter, der først paa sine
gamle Dage blev en Kristen, fortælles, at han
straks efter sin Omvendelse henvendte sig til en
Del unge Studenter, for hvem han nylig var bleven
ansat som Lærer i Høilæsning — paa følgende
Maade:
"Gutter, har I hørt Essexgutten, Spurgeon."
Ingen af dem havde hørt ham. "Saa gaa Gutter,"
fortsatte han, "straks hen og hør ham, gaa hen og
hør ham paa Stedet, hvis I vil vide, hvad det vil
sige at prædike; han er den mest forunderlige
Prædikant i Verden. Han er fuldstændig veltalende
og en Mester i Mimikens ædle Kunst; hverken af
mig eller nogen anden behøver han at lære noget.
Jeg har engang været Direktør for Drury Lane
Theatret i London, og hvis jeg endnu var det, vilde
jeg straks have vist ham den sjeldne Gunst at
engagere ham til Gjæsteoptræden i en hel Sæson.
Hvorfor bruger jeg dette noget besynderlige
Eksempel om en saadan Mand, Gutter — , jo,
fordi han kan gjøre, hvad han vil med sine
Tilhørere. Han kan faa dem til at le og græde og
atter le i samfulde fem Minuter. Nu, mærk mine

Ord, Gutter, denne Mand vil leve og blive sin Tids
[346] og maaske ogsaa andre Tiders største
Prædikant; han vil bringe flere Sjæle til Kristus
end maaske nogen af de Mænd, der nogensinde
har prædiket — jeg undtager Kristi egne Apostle
og Paulus."
Saaledes kunde den omvendte Skuespiller udtale,
hvad der senere i rigt Maal har stadfæstet sig.
Før vi gaar over til ved en af hans Prædikener
at illustrere hans Eiendommelighed som Taler,
skal vi gjengive et Par Træk af ham, der viser os
hans Sindsro selv paa Prædikestolen: Spurgeon
havde engang netop begyndt sit Møde, da en ung
Mand nede i Forsamlingen Pludselig reiste sig og
slyngede Taleren en Række Skjældsord for hans
Maade at prædike paa, lige i Ansigtet. Forsamlingen
protesterede ved lydelige "Hys, Hys" mod den
unge Mands Opførsel og Menighedens Forstander
blev endogsaa anmodet om at lade Fredsforstyrreren
kaste paa Dør; men Spurgeon sagde: "Nei, min
Ven dernede skaffer sig blot Luft, hvad der synes
at være hans Pligt." Desuagtet blev Prædikanten
stadig forulempet og Forsamlingen gik tilsidst sin
Vei. Da alle havde fjernet sig, vendte Spurgeon sig
til sin Modstander, klappede ham venligt paa
Skulderen og sagde: "Nu, Vennen min, er vi alene;
lad mig nu paa en Gang faa den Salut, du har

tiltænkt mig — jeg skal slet ikke modsige dig."
Rørt over en saadan Mands veltænkende Sindelag
og Taalmodighed, brast den unge Fredsforstyrrer i
Graad.
Kan man tænke sig en anden Mand end [347]
Spurgeon istand til at begynde en Prædiken paa
følgende Maade, spørger Rev. Newman Hall og
fortæller: Han kom efter Bønnen med taktfaste,
men rolige Skridt hen til Platformens Rækværk,
saa udover Forsamlingen og sagde: "Dr. Cumming
har i et Brev til Times sagt, at jeg behøver m e r e
H o n n i n g . Jeg skal dertil svare, at hvis Dr.
Cumming vilde sende mig lidt Honning, skulde
jeg mer end gjerne sende ham lidt S a l t ; dette
kunde maaske gjøre ham meget godt. Vi befatter
os nemlig mere med Salt her i Tabernaklet." Og nu
gik Spurgeon over til i begeistrede Ytringer at tale
om, hvad der var Guds Børns Pligt i deres
Egenskab af Jordens Salt.
Da Spurgeon i Anledning Oprøret i Indien
skulde prædike i Krystalpaladset for en Tilhørerskare
paa 20,000 Mennesker, vilde nok Synet af
en saa stor Forsamling faaet mangen anden til at
skjælve, ialfald til at tabe noget af sin Ro og sit
Humør; det blev ikke Tilfældet her. Spurgeon saa
fra sin Talerstol smilende udover Mængden og
bad dem istemme den gamle kjendte Salme,

Lovprisningen i Herrens Bøn. Neppe var den
sidste Tone af Sangen forstummet, før han
udraabte: "Nei, nei, mine Venner, det var slet ikke
saadan ment; der er en hel Masse herinde, som slet
ikke var med. Mister Organist, lad os faa den
igjen!" Organisten sad i temmelig stor Frastand
med Haanden til Øret, da Spurgeon udtalte dette,
men han opfattede straks, hvad der var bleven
sagt, og nu lød Sangen paany langt kraftigere og
mere fyldende de store Hvælvinger.
[348] Vi har før omtalt, at Spurgeon engang i
Skotland ved et Møde i Glasgow prædikede for
15,000 Personer. Kunde nogen Mand tale mer
enfoldig til Skarerne end han da gjorde? Spurgeon
sagde:
"Ak, vilde vor Gud og Mester i Aften se paa
denne forsamlede Folkeskare og finde Vei til
deres Hjerter, der er besværede i Aanden og
næsten fulde af Fortvivlelse. Du stakkels Mand
eller Kvinde, der paa Grund af din Syndefuldhed
frygter for at være Frelserens Opmærksomhed
uværdig og derfor tror dig forbigaaet, er sikkerlig
Frelsen nærmere end nogen anden. Jeg har ofte
mærket, at flere af de Troende er af den Mening,
at det er syndigt at være glad; derfor finder vi dem
altid ifærd med at skildre Glæden, den sande
Glæde i Gud — og de rent ydre Tegn, hvormed

den kan give sige tilkjende, som rent upassende.
Dette er en stor Feiltagelse; thi istedetfor at være
fulde af Bedrøvelse har de den største Grund til at
glæde sig. Jeg mindes en ung Kvinde, der uagtet
hun ansaa sig for en Kristen — dog alligevel
ytrede: "Jeg er en forskrækkelig Hykler — og
elsker slet ikke Frelseren det allermindste!" Hun
saa meget bedrøvet og nedslaaet ud, og da jeg greb
hendes Haand randt Taarerne nedover hendes
Kinder; hør, sagde jeg: "Vil De give mig Sort paa
Hvidt for, hvad De der siger, jeg mener — vil De
underskrive hvad de før anførte?" Forskrækkelsen
stod tydelig at læse i hendes Ansigt, og idet hun
meget overrasket betragtede mig, svarede hun:
"Nei, ikke om De [349] Stykke for Stykke vilde
sønderslide mig, kunde jeg lade være at elske
Jesus."
"Nogle Prædikanter," fortsatte Taleren,
"forkynder Guds Ord paa en slig Vis, at Tilhørerne
bliver dystre og sygelige i Sindene; naar vi blot
viser dem hen til Jesus, vil han stedse se, hvad der
behøves: Balsam eller Dissektionsinstrumentet *) .
Han raadede derfor enhver af de Tilstedeværende
at gaa tilværks paa samme Maade som Manden,
*) Et skarpt, knivlignende Redskab, Lægerne betjener sig af
forat borttage et Stykke usundt Kjød af et friskt Legeme eller
forat udføre en Operation. O. A.

der fik daarlig Melk: "Jeg bryder mig nu lidet, om
Melken er god eller ei, da jeg har min egen Ko,"
svarede omtalte Mand; paa samme Vis skulde
ogsaa Tilhørerne tænke, naar de ikke kan erholde
nogen Trøst af Ordene fra Prædikestolen og i dets
Sted studere Bibelen ivrigere, end de tidligere har
gjort; de eier jo hver og en sin egen Ko og behøver
ligesom Manden lidet at spørge, om Melken Ͻ:
Prædikenen, er god eller daarlig. Idet Taleren
nævnte Forløseren og hans Værk, sagde han:
"Veien til Frelse bestaar af to Skridt — det første
bestaar i at gaa ud af os selv og ind i Kristus."
Til dem, der Dag efter Dag, og Maaned efter
Maaned indfandt sig ved hans Prædikener uden at
der sporedes nogen Forandring i deres Liv — ja
det maatte da være den, at de ivrig og altid under
Prædikenen græd og snøftede i sine Lommetørklæder
— til dem henvendte Spurgeon sig en
Dag saaledes: "I bringer det nok [350] ikke videre
med eders Komme til Kristus end til Taarer og en
stedse tiltagende Brug af Lommetørklæderne —
og det baade i Tide og Utide — længe har jeg
iagttaget dette. Maa jeg fortælle dem Historien om
Mr. Hypocrite. *) Han indfandt sig regelmæssigt
ved hvert eneste Møde og græd gjorde han altid.
En Dag kommer han henimod mig med et Stykke
*) Hypocrite betyder paa Engelsk: Hykler. O. A.

ødt Kaliko (et Slags Tøi) i sin Haand.
"Se her," sagde han, "jeg modtog dette igaar,
og indpakket i Kalikoen laa denne store Rødløg."
Jeg saa paa Kalikoen og fandt, at et Stykke
deraf var forsynet med følgende Blyantinskription:
"Denne (nemlig Løgen) skal du bruge, naar
"Pastoren" (Spurgeon) prædiker." Manden sagde:
"Men hvad skal jeg gjøre dermed?"
"Gjør dermed," svarede jeg, "hvad man ellers
pleier — ha' den paa Suppen."
Han saa besynderlig og yderst betuttet paa mig.
Han troede aabenbart, at jeg var Afsenderen."
Da den ved Spurgeons Fortælling fremkaldte
Latter havde lagt sig, tillagde han:
"Jeg vidste, at han blot var en Hykler og dette
stadfæstede sig ogsaa senere."
Efterat vi nu ved en Del Eksempler, saavidt
muligt har søgt at illustrere denne Mands
Eiendommelighed som Prædikant, skal vi i det
efterfølgende prøve med et Par Pennestrøg saa at
sige at føre Læseren lige hen under denne Mands
[351] Talerstol, i korte Træk fremstille hans
Personlighed — saaledes som den saa ud i de
sidste Aartier af hans Liv og derpaa gjengive et
Brudstykke af en af hans sidste Taler, idet vi altsaa

i Tanken forestiller os Ordene og Sætningerne
baaret ud til Forsamlingen af hans kraftige Røst og
et Ansigtsudtryk, der stadig vekslede, eftersom
Tanker og Stemningerne afspeilede sig deri; det
kan maaske være overflødigt at bemærke, at hans
Armbevægelser var meget sparsomme, at han i
Almindilighed, navnlig i den sidste Tid af sin
Prædikantvirksomhed, ikke virkede ved stærke
ydre Gestus: (Bevægeleser); det tilhørte hans
yngre Aar, at han ligesom gamle "Billy Bray", af
og til havde Lyst til inde i Talerstolen "at løfte lidt
paa Hælene." Lad os altsaa tænke os, at vi en
Søndag, har faaet Plads nedenunder Tabernaklets
Platform; vi vilde da paa den for Mødet bestemte
Tid se en middelshøi, temmelig korpulent Mand i
almindelig mørk Søndagsdres og uden hvidt
Halstørklæde stige nedad Trappen til Platformen.
Hans Hoved er stort og sidder paa et Par brede
Skuldre; hans Ansigt, der er lysende klogt med et
Strøg af Godmodighed, er indrammet af et stridt
Fuldskjæg, der gaar fra Øre til Øre. Det første han
gjør, efterat have naaet denne, er, at han nogle
Minutter hensynker i stille Bøn. Det næste Øieblik
reiser han sig igjen, ser udover Forsamlingen, gjør
opmærksom paa, at der og der er der endnu en
Siddeplads, som kan indtages og forelæser saa et
Par Salmevers, som hele Forsamlingen bagefter

[352] synger. Efter Afsyngelsen af Salmen læser
han et Afsnit af Bibelen med et Par korte Strøbemærkninger
og Anvendelser paa Øieblikkets
Forhold. Derpaa en længere, gribende Bøn, en
Salme og saa Prædikenen. Hans Tekster er i
Almindelighed ikke lange; kun nogle Vers eller
maaske blot et Kjernesprog af et saadant.
"Menneskens Søns Komme"
er idag hans Emne; Math. 26, 64.
Jesus sagde til ham: Du har sagt det.
Dog siger jeg eder: Nu herefter skulde I
se Menneskens Søn sidde hos Kraftens
høire Haand og komme i Himmelens
Skyer.
"Herefter!" Herefter!" O, hvor overvældende
vil det være for Kristi Fiender, hvad der herefter
vil ske! Hvor er nu Kaiphas? Vil han nu formene
Herren at tale? Nu, I Præster, lofter nu eders
hovmodige Hoveder! Udtal nu en Dom over ham.
Der sidder jo eders Offer i Himlens Skyer. Sig nu,
at han taler gudsbespotteligt, hold eders sønderrevne
Klæder op imod ham og fordøm ham atter.
Dog hvor er Kaiphas? Han skjuler sit skyldige
Hoved; han er til det yderste fortvivlet og beder, at
Bjergene skal falde over ham. O, I Synedriets
Mænd, der i Midnattens Time sad og stirrede paa

eders uskyldige Offer, sad der og iagttog ham med
eders kolde, grusomme Øine og derpaa frydede
eder over Martyrens Død, hvor er I nu? Nu, da han
kommer med al sin Faders Magt for at sidde til
Doms [353] over eder? De raaber, at Høiene skal
aabne sine Huler og skjule dem; men Bjergene
nægter dem Ly. Og hvor skal du være paa den
Dag, du, som fornægtede ham og vanhelligede
hans Sabbath, som skjældte hans Folk og
foragtede hans Evangelium — O, hvor vil du være
paa denne skrækkelige Dag, der saa sikkert
kommer som Morgendagens opgaaende Sol. O,
Folk — betænk det Ord: H e r e f t e r ! " Kom
Synder, lad mig hviske dig dette Ord i Øret: bliv
fortryllet af dets Betydning, eller frelst og glad ved
dets Tanke!
Herefter! Herefter!
O, ja — I kan nok smage det Søde og æde det
Fede og drikke, som I vil, men herefter! Hvad vil I
gjøre herefter, naar det, som er sødt i Munden skal
blive Galde i Bugen, og naar dine daglige Glæder
og Forlystelser skal blive en Aarsag til evig
Elendighed.
Herefter! O, Helligaand, aabne du af Miskundhed
de ligegyldige Ører, at de kan lytte til dette
profetiske Ord!

For Herrens eget Folk gives der intet mere
klangfuldt Ord end: Herefter! " N u h e r e f t e r
s k u l l e I s e M e n n e s k e n s S ø n . . . K o m m e
i H i m m e l e n s S k y e r . " Velkommen, o
velkommen Frelser — Forløser! Velkommen i
hvilken Skikkelse, du end aabenbarer dig! Hvilke
Fryderaab og hvilke Jubelskrig vil der ikke stige
op fra den utallige Hærskare af Frelste, naar
Menneskens Søn viser sig i Himlens Skyer. Naar
den sidste [354] Morgen er oprunden over Jorden,
naar Menneskens Børn endnu har travelt med "at
give og tage tilægte, medens hans Hellige stunder
efter hans Komme, da skal disse først af alle se
ham som han er. Da skal Trompeten lyde, og som
dens Tone tiltager i Styrke og Længde vil den for
Guds sande Israel klinge som en Forsmag paa den
himmelske Musik! Hvilken Fryd!
Hvilke glædestraalende, opløftede Øine!
Hvilken Strøm af Lyksalighed! Undertrykkelsen
og Trængselen er forbi! Afguderne er sønderslaaede
og tilintetgjorte! Syndens Herredømme
endt og Mørket skal ei mere ruge over Folkene.
Han kommer! Halleluja!
"Bring straks det kongelige Diadem
og kron ham, Herre over alle!"
O, hvilke Fryderaab! Hvor skal ikke Himlens

Hvælvinger gjenlyde af dem, naar hans Hellige
selv skal se, hvad der var forbeholdt ham og dem i
dette: "Herefter! Nu herefter skal I se Menneskens
Søn sidde ved Kraftens høire Haand." Dette Ord
"herefter", mine Brødre og Søstre, er i dette
Øieblik vor høieste Trøst og jeg vil forsøge at
fremstille det for eder i netop den Betydning. Har I
været misforstaaet, klandret og maaske mishandlet
for eders Troskab mod Retfærdigheden og
Sandheden — saa sørg ei derover! Forfægt ei din
egen Sag. Henvis den til den store Konges
Domstol histoppe og sig: "Herefter!" Har man
beskyldt dig for at være gal, fanatisk — og jeg ved
ei hvad — fordi du [355] ikke har taget Parti, fordi
du ikke har taget Del i den verdslige og kirkelige
Hovmod, fordi du ikke har villet bære, den
offentlige Menings Stempel; fordi du har besluttet
dig til at følge din Mesters Fodspor og at tro paa
Sandhed og Ret. Derfor hav intet Hastværk, det
sikre "herefter" vil skille mellem dig og Hine.
Eller hvis du er meget fattig, syg og elendig, da tro
paa ham, sæt hele din Tillid til ham; thi du skal jo
leve i hans Samfund for evigt. Thi Haabet om det
store "herefter" vil borttage hver Braad af den
nærværende Tids Plager.
Ei saa længe skal du sukke;
thi Herligheden vil snart aabenbare sig for dig og

omkring dig. Har du arbeidet forgjæves? Har du
forsøgt at bringe Sjæle til Jesus — uden at det
tilsyneladende har bragt noget Resultat. Knur ei,
forsag ei, men erindre: H e r e f t e r . Mangen en
Arbeider, der for menneskelige Øine ingen
Fremgang har havt, vil paa hin store Dag modtage
et: "Vel gjort, du gode og tro Tjener," af sin
Mester. Lad det Nærværende for os blive, hvad det
i Virkeligheden er, en Drøm, et tomt Syn; lad os
lægge hele vor Sjæl i dette H e r e f t e r , som er det
solide og uforkrænkelige. — —
Og lad mig nu faa Lov at sige til dem af eder,
der er tilstede og er Kristi Fiender; dog I maa jo
ogsaa have mærket noget til hans Tegn, noget til
den Magt, som han har faaet ved Kraftens høiere
Haand. Jeg har seet ham røre de Lunkne og
Vantroe ved sit Evangelium, til de [356] har sagt:
"Der fattes Lidet i, at du jo overtaler mig til at
blive en Kristen." Ap. Gj. 26, 28. Han har i
Nattens Time sikkerlig taget dig alene og talt til
din Samvittighed. Nogle af de værste blandt
Menneskene har maattet erkjende, at Kristus har
overvundet dem. Erindrer du, hvorledes K e i s e r
J u l i a n d ø d e . Lænende sig mod sit Skjold, da
han ikke længer kunde holde sig opreist, saa han
med Fortvivlelsen malet i sit Ansigt op mod
Himlen; idet han løftede den ene Haand, udraabte

han tilintetgjort: " N a z a r æ e r , s a a h a r d u d a
s e i r e t ! " og døde uden Haab.
Skal det ikke gaa ligesaa med alle dem, der
modstaar Jesu kjærlige Kalden, naar det store
Herefter kommer? Lad hans Kjærlighed da
overvinde dig! Lad os klart stille frem for vort
indre Øie det Faktum, at han kommer. Lad os ikke
som hine daarlige Jomfruer falde i Søvn. Selv nu
om Dagen synes mit Øre at fornemme
Midnatsraabet:
"Brudgommen kommer! Amen!"
Hvad der forøvrigt gjorde Spurgeon som
Prædikant mærkeligere og mere eiendommelig
end mange andre Saadanne, var hans umiddelbare
Tro; for det første troede han fuldt og fast paa det
Guds Ord, hvis Tolk han var; dernæst betraadte
han aldrig en Talerstol uden med den levende
Overbevisning, at Ordet ei vilde vende tomt
tilbage, men at der skulde blive Sjæle frelste;
[357] denne hans umiddelbare Tro paa Frugt af
hver eneste Prædiken, har netop bevirket, at han
har kunnet føre saamange Sjæle til Kristus.
Af nedenstaaende korte Tale ved et
Konferentsmøde af Arbeidere i Herrens Vingaard,
vil man faa et end mere bestemt Indtryk af

Spurgeon som Prædikant; den blev holdt den 20de
April 1891 i Upton Capellet i London og han har
selv kaldt denne Prædiken:
Troens store Skjold.
— I d e t I t i l a l t d e t t e g r i b e T r o e n s
S k j o l d , m e d h v i l k e t I s k u l d e k u n n e
s l u k k e a l l e d e n O n d e s g l o e n d e P i l e .
Eph. 6, 16.
Kjære Venner! Disse Brødre er kommen hjem
fra Krigen, og snart gaar de atter ud i den. De vil
ved at vende tilbage til de haarde Kampe faa
mange blødende Saar og en hel Mængde Lidelser,
men meget liden jordisk Ære og Herlighed; thi de
er Kristi gode Stridsmænd og kaldet til at lide og
taale Prøvelser for hans Navns Skyld.
Jeg tror, jeg kan sige, om de Brødre, jeg her ser
for mig, at de har bragt sine Skjolde med sig hjem.
I erindrer nok den djærve Opmuntring en
spartansk Moder gav sin Søn, da han drog ud i
Kampen for sit Land: "Kom enten tilbage med dit
Skjold eller paa det," det vil sige: Bring enten dit
Skjold med tilbage som Seierherre, eller hvis du
falder paa Slagmarken, saa lad dig død bære hjem
derpaa, men skil dig i intet Tilfælde ved dit
Skjold." Der er nogle af [358] vore Brødre, som
ikke er vendt hjem fra Krigen; over dem sørger vi

og er dog glade; glade, fordi de har modtaget
Seirens uforvisnelige Krans. Men de fleste af
Kammeraterne er vendt hjem med sit Skjold; de
har ikke bortkastet deres Tro, der ikke skal blive
beskjemmet.
Det Skjold, Apostelen omtaler, var et meget
stort et; det var ikke et af disse smaa runde
Skjolde, der bares paa Armen og blot kunde
bruges i nært Haandgemæng; nei, det var et
anseeligt Skjold, bredt som en Dør, saaledes, at
den Soldat, der stod bag det, var fuldstændig
dækket fra Hoved til Fod.
Vor farvede Broder Johnson *) fortalte os, da
han vendte tilbage fra Afrika, at han altid forstod,
naar der blandt de Indfødte var en Fægtning i
Gjære; thi da tog de Dørene fra deres Hytter og
brugte dem som Skjold . . "Slagdøre" antager jeg
man kaldte dem. Det Skjold, som omtales i vor
Tekst, var ogsaa et Slags — Slagdøre, Skjolddøre,
et vel beskyttende Ly, bag hvilket den kristne
Kriger var vel sikret for den Ondes gloende Pile".
Det Evangelium, hvorpaa vi tror, den Tro, hvori vi
lever, beskytter os fra Hoved til Fod, og vi kan
skjule os bag det, sikker for enhver af vor Sjæls
Fiender.
*) Sigter formodentlig til en omvendt Neger, en Missionær.
O. A.

Hvad er da den Tro, som lignes ved et Skjold?
Vel, først og fremst er det Troen paa Gud. Kjære
Brødre, vi tror paa Gud! Vi [359] tror, der er en
Gud, at han virkelig er vort hele Liv, "en levende,
mægtig Virkelighed". Vi tror paa Gud, hvad der
end hænder os. Jeg tror, I maa have hørt den
mærkelige Ytring af vor elskede Broder, Dr.
Saphier. Hans Hustru laa død og han selv var
meget syg, og er senere "gaaet hjem"; da vor gode
Ven, Dr. Sinclair Paterson, gik for at se til ham,
citerede han selv dette Skriftsted:
"Gud er Lys og der er intet Mørke i ham." Joh.
1, 5.
Vi tror paa Gud, og der er ingen Uret i ham;
lad ham lære os, hvad han vil, vi skal tro; lad ham
tage, hvad han vil; vi vil ikke knurre mod Gud; thi
vi tror paa ham, vi sætter al vor umiddelbare Tillid
til ham. Ved Tro pløier vi dette velsignede Hav,
der er hans evige guddommelige Kjærlighed og
finder "Vande til at svømme i." Ja, vi tror paa
Gud!
Og vi tror paa hans Søn, Jesus Kristus. O,
mine Brødre, hvilken Glæde er det ikke at kjende
Mægleren og hans dyrebare Blod.
Kristi Blod og Retfærdighed er vort store
Skjold, som beskytter os fra Hoved til Fod. Vi tror

ogsaa paa Guds Ord; vi er gammeldagse nok til at
staa fast i vor Tro paa vor Moders Bibel, vor
Faders Bibel; "den høiere Kritik" vilde gjerne
sønderrive denne dyrebare Bog i Hundrede
Stykker, hvis den kunde. Jeg blev iaften underrettet
om, at en Høiskolebestyrer havde lært de
Studenter, som stod under hans Opsyn, at
Mathæus, Markus, Lucas og Johannes ikke har
[360] skrevet de fire Evangelier, der bærer deres
Navn. Jeg kan neppe tro, at han har sagt det. Jeg
skulde heller have troet min Meddeler, naar han
havde fortalt, at Manden havde erklæret, at der slet
intet Evangelium fandtes. Men intet overrasker og
forundrer mig mere nu; jeg er snart forberedt paa
at høre, at Moses ikke blot ikke skrev Skabelses-
Historien, men at slet ingen skrev den, og at der
overhovedet slet ikke eksisterer nogen saadan
Bog. Min Tro paa den saakaldte "videregaaende
Retning" i Nutiden er bleven meget betænkelig;
jeg tror, at Gud, "fordi de ikke annammede
Sandhedens Kjærlighed til sin Frelse, skal sende
dem kraftige Vildfarelser for, at de skal tro
Løgnen." (2. Tess. 2, 10, 11), og det er min faste
Overbevisning, at en Løgn skal blive holdt for mer
sandsynlig end Guds Ords Sandhed. En
Falskhedens og Vantroens Aand har grebet dem,
der selv stod op som Lærere og Ledere for andre.

Men vi tror paa denne Bog, Bibelen, og
blandt andre dyrebare Ting tror vi ogsaa paa dens
Løfter. O, hvormange Gange er ikke vort Hjerte
bleven vederkvæget, naar et eller andet helligt
Løftets Ord af Herren vor Gud har været lagt frem
for vor Sjæl ved hans Helligaand.
Jeg staar bag Guds Løfter som en romersk
Soldat stod bag sit Skjold. Og jeg udfordrer
Djævelen til at fange mig, om han kan. Jeg haaber,
at ingen af eder er kommen saalangt, at I kritiserer
Guds Løfter istedetfor at tro dem. Nei! Nei! Nei!
Naar en Mand er haardt betrængt, [361] og han
staar med en netop modtagen Pengeanvisning i
Haanden giver han sig ikke først af med at
undersøge, om Postanvisningen er ægte, men han
løber øieblikkelig hen paa Postkontoret for at
hæve dens Værdi; saaledes ogsaa med os. Naar vi
er i stor trykkende Nød, staar vi ikke og vender og
dreier Guds Løfter undersøgende og kritiserende,
men vi iler afsted til Troens Bank og Gud veksler
dem straks i den klingende Mynt, der er gangbar i
Himmelens Kongerige.
Dernæst tror vi paa Guds Pakt. Dette er et
fremmed, uforstaaeligt Ord for mange Folks Øren.
Vi har Venner rundt omkring, som maaske ikke
engang har hørt det, og selv om de kanske har hørt
det, saa forstaar de det neppe.

Og hvis en af disse Folks Prædikanter blev
spurgt, hvorfor de aldrig talte om Pakten — vilde
de svare: "Pakten!" Det er et skotsk Ord — er det
ikke?" *) Har da vi noget med Puritanerne at gjøre
og Folk af den Slags? De er alle døde nu,
idetmindste omtrent alle; der er for Tiden nogle
faa Stykker af dem tilbage; og de ligner den gamle
Tids Forsteninger; de hænger ved sin forældede
Religionsform, men der er rigtignok saa faa af
dem, at de snart aldeles vil forsvinde." Saadan
taler man, Brødre; men vi faar se; og imidlertid vil
vi stakkels Forsteninger tro paa Guds Pakt; vi er
næsten saa [362] urimelig som David, der sagde:
"Jeg har sluttet en Pakt med min Udvalgte." Ps.
89, 4. Den, der forstaar Pakten, har naaet
Evangeliets Kjærnepunkt og inderste Marv. Men
hvor faa gjør dette nu til Dags. Dog bag den
herlige Sandhed kan du og jeg krybe sikkert i
Skjul, lig Krigerne bagom de store Skjolde,
beskyttet for hver eneste Pil.
Endvidere, mine kjære Venner vi tror paa den
Helligaand. "Jeg tror paa den Helligaand", er ikke
for os et almindeligt formelt og tomt Udtryk, men
det er en Ytring af vor " h j e r t e f ø l t e " Overbe-
*) Sigter til, at «The Covenant» — Kontrakt, Forbund, Pakt er et
temmelig sjelden brugt engelsk Ord i denne Betydning:
" P a k t . " O. A.

visning. Jeg har hørt om en Søndagsskole, hvor
Børnene havde lært den apostoliske Troesbekjendelse
og ethvert Barn skulde da fremsige
hver sin Sætning. En Dag kom Præsten ind og bad
dem gjentage den for ham. Det gik godt en Tid, og
de ramsede den op i Munden paa hinanden, men
Pludselig indtraadte en trykkende Taushed.
Præsten sagde:
"Nu, hvorfor fortsætter I ikke?"
En skjælvende, spæd Barnerøst stammede
endelig:
" U n d s k y l d H e r r e , m e n d e n G u t , s o m
t r o r p a a d e n H e l l i g a a n d , e r i k k e
t i l s t e d e i D a g . "
Jeg frygter for, at det samme er Tilfældet med
mange Kirker og mange Talerstole; — jeg er
ligeledes bange for, at de, som tror paa den
Helligaand, heller ikke er tilstede. Hans Navn
høres lidet eller slet ikke paa de Steder, Ordet
forkyndes.
[363] Al Tilskrivelse af Ære og Pris til ham
drukner i den tomme Benævnelse: "Indflydelse."
Den velsignede tredie Person i den hellige
Treenighed bliver nu i Almindelighed betegnet
ved Intetkjønspronomenet "den" — saaledes som
man ogsaa betegner enhver død Ting eller et Dyr

uden Forstand. Brødre, han er meget mere end
"den" for os. Vi tror paa den Helligaand, og bag
ham skjuler vi os selv og vor egen Lærdom; thi vi
føler, at der er vi sikre for alle heftige, aandelige
Anfægtelser.
Der gives en Side af vort Skjold, som alle de
kjære Brødre stadig ser hen til med en voksende
Glæde og Forventning. Vi tror paa Kristi andet
Komme. Nogle af vore Venner har ingen Ide om
det store Fortrin og Glæde, som opfylder det
Menneske, der ved Troen stadig har denne Tanke
klart stillet frem for sig: "Kristus kommer —
Kristus kommer!"
Vor Herres Ord er ikke utydelige. Han siger
ikke: Jeg skal komme — "(engang i Fremtiden),"
men "jeg kommer snart!" Han er allerede paa
Veien; Akslerne paa hans Vognhjul er rødglødende
og den himmelske Curer (Ilbud) haster
mod sit Maal. Han kommer snart; men det er en
lang Vei, han har havt at passere; han har havt
mange Ting at tage vare paa, medens han har
været borte. Han er faren til Himlen for at berede
et Sted for sit Folk, og naar han har gjort det, vil
han komme igjen. Han vil snart være her. Lad os
raabe til ham: Kom, Herre Jesus, kom snart, for
Sandheden rent er [364] udslettet af Jorden. Vi
skjuler os bag denne Tro paa ham, der kommer

snart, og der føler vi os fuldstændig trygge og
glade; velsignet være hans hellige Navn.
Paulus siger, at med dette store Troens Skjold
skal vi være istand til "at slukke alle den Ondes
gloende Pile." Angriber Djævelen ogsaa
Prædikanter? Brødre, jeg antager, at I alle har gjort
den Erfaring, at han oftest udsætter Prædikantene
for de haardeste Fægtninger. Hans Kampmaade
ligner Kongen af Syriens, han, som sagde til sine
Kapteiner: " I s k u l l e i k k e s t r i d e m o d
L i d e n e l l e r S t o r , m e n m o d I s r a e l s
K o n g e a l e n e . " 1. Kong. 22, 31. Saaledes siger
Satan til sine Haandlangere: "Peg ud den Mand,
der baner Veien, og giv ham det haardeste Slag, I
formaar; skyd efter ham med de mest gloende
Pile, I eier." Ja, kjære Ven, du som sidder i en eller
anden Forretning og trykkes af megen Gjeld,
Omslag i Handelsverdenen og lignende, bør ikke
forestille dig, at du er den eneste Person, der er
anfægtet og prøvet af Fristelser og Kampe. Jeg
ved ikke, om jeg vilde bytte Prøvelser med dig;
jeg bærer heller de Byrder, jeg har, end løfter paa
andres, som jeg ikke kjender. Jeg vil heller ikke
ønske nogen Mand, de Prøvelser, der falder paa
min Lod, og jeg tror, at de Brødre, der nu er
tilstede her, vil sige det samme. Hvis de kunde
løfte sine Skjolde op, og du kunde se dem, vilde

du opdage, at de bar mange Mærker efter Slagene;
det er Hæderens Mærker det, Godtfolk, thi et
Skjold, [365] som ligner Glas, og som aldrig har
været ude i Slagtummelen, er ingen Anbefaling for
Krigeren; Du vilde se sorte Pletter, som om Ilden
havde brændt Skjoldene; saaledes er det ogsaa; thi
de gloende Pile fra Satans Bue er bleven slukkede
der. Hvis disse Skjolde havde været gjort af Hamp
eller Træ, saa vilde de for lang Tid siden været
fortært; men naar de er komne fra det himmelske
Vaabenkammer, kan ikke de glødende Emner
sætte dem i Brand, skjønt de nok sætter Mærke,
hvor de træffer. Nogle af vore Skjolde er
splintrede og medtagne af Slagene paa
Valpladsen, men de har maaske dog altid slukket
Fiendens gloende Pile og ladet dem falde
magtesløse til Jorden.
Jeg vil omtale nogle af Djævelens gloende Pile.
Her er en meget almindelig en: " H v i s d u
f r e m h o l d e r d i n O v e r b e v i s n i n g , v i l d u
t a b e m a n g e a f d i n e b e d s t e V e n n e r . "
Den Prædikant, der kaster sit store Skjold tilside
og siger til sig selv: "Jeg tror den og den Sandhed,
men hvis jeg prædiker den, vil jeg støde Hr. Kreti
og Hr. Pleti. De griber begge dybt i Lommerne
ved Kollekten, er meget venlige mod mig og jeg
kan ikke miste deres Hjælp. Jeg føler mig ikke

kaldet til at tage den Tekst næste Søndag." Denne
gloende Pil har saaret ham og han vil ikke let
komme sig af dens Virkninger. Maaske nogle af
eder ved, hvad det vil sige, at en af de Ældste
styrter ind i Aftrædelsesrummet, just som du skal
gaa for at tale Guds Ord og fortæller dig, at
Madam den og den — har [366] meldt sig ud af
Forsamlingen, fordi hun har gjort den Opdagelse,
at du forrige Søndag kom " m e d n o g l e f o r -
f æ r d e l i g e p e r s o n l i g e H e n t y d n i n g e r ; "
aldrig vil hun sætte sin Fod i Kapellet mer. Du har
maaske slet ikke tænkt paa at sige det allermindste
af den Slags Bemærkninger; du har maaske blot
forkyndt det Budskab, Mesteren gav dig. Dette er
en af "den Ondes gloende Pile." Hvorledes skal du
møde den? Gaa bag det store Skjold, Troen paa
Gud, tro kun, at han vil bære dig gjennem
Slagtummelen, og du vil slaa Satans frække
Angreb af og slukke Pilene.
Nogle Brødre er bleven beskudt med andre
gloende Pile: " H v o r l e d e s s k a l j e g f a a S k o
t i l B ø r n e n e ? H v o r f r a s k a l P e n g e n e t i l
H u s l e i e n o g M a d e n k o m m e ? " Den Mand,
som ingen Tro har paa Gud, og heller ingen Tro
paa sit Kald, han kan give sit Arbeide op og løbe
bort fra det. Hvis Gud ikke har kaldt ham til dette
hans Arbeide, er det bedre han opgiver det straks.

Men hvis Herren har sat ham som den gode og tro
Tjener til sin Gjerning, saa skjuler han sig bag sit
Skjold og lader Gud sørge for Pengene og Skoerne
og Maden og alt det Øvrige.
Hvis alle de førnævnte Pile skulde slaa Klik,
vil Djævelen forsøge en anden meget skarp:
" M a a s k e d e r i n g e n S a n d h e d f i n d e s i
E v a n g e l i e t , n a a r a l t k o m m e r t i l a l t ;
m u l i g t , a t d e t a l t s a m m e n e r B e d r a g . "
Hvilken Mand, der virkelig tænker for sig selv,
naar [367] han gaar alene — har ikke sommetider
været anfægtet af Tvivl med Hensyn til selve
Grundvolden og Pillerne i vor Tro. Hvis han er en
Læser af moderne Literatur, og bragt i nogensomhelst
Forbindelse med den saakaldte "nyere
Skole", vil han snart faa et Hoved smækfuldt af
Tvivl. Jeg kunde slet ikke være saa gjennemsyret
af Væmmelse overfor den nyere Theologi, hvis jeg
ikke havde seet de daarlige Følger deraf. Jeg kan
fortælle dem om en tvivlende Prædikant, hvem jeg
selv har seet i mit eget Aftrædelsesværelse,
nedbrudt og næsten drevet til Fortvivlelse; han
havde ingen Hvile for sin Fod, før han kom tilbage
til Kristendommens simple Sandheder, de, som
ethvert Barn kan begribe og tilegne sig. I modsat
Fald maatte Himlen være skabt for Lærde og
studerede Folk, der først gjennem mange Hoved-

ydninger og megen Granskning kunde udfinde
de guddommelige Sandheder. Hvis hin Prædikant
kunde tale til eder vilde han sige:
"Klyng eder til Troen, Brødre! Hvis I blot en
eneste Gang bortkaster eders Skjold, vil I udsætte
eder selv for Farerne og udentvivl saares; thi intet
andet kan beskytte eder end Troens Skjold."
Nu, tilsidst ønsker jeg at sige to eller tre Ting
endnu om dette Skjold. Hvis nogen af eder ikke
før har troet Guds Ord, vil I aldrig faa Fred, før I
kommer til Troen. Der er ingen Fred for Sjælen
andetsteds end i Jesu Kristi, vor Herres
fuldbyrdede Værk. Den Mand, [368] der har
Kristus, har ogsaa Fred; men heller ingen anden
har det. Der er ingen Hvile for Aanden, for
Hjertet, for Haabet, for Troen, for Kjærligheden
uden ved Kristi gjennemborede Haand og Side.
Gaa did og I skal finde hvile for eders Sjæle. Gaa
did just nu — imorgen er det maaske forsent.
H v i s d u h a r T r o , f a a m e r T r o ! Du vil
ikke fare vild, ved at tro formeget, naar du tror alt
det, der findes i Skriften og alt det, der kan
forstaaes om Kristus.
Med Hensyn til eder selv, har I ogsaa en Ting
at iagttage: I maa se Indsiden af eders Skjold.
Udsiden af Skjoldet er for Fienden; Indsiden for

eder. Hvilken velsignet og styrkende Indside
Evangeliet dog har. Gaa ind i Evangeliet, kjære
Venner. Dets Sandheder vil altid blive for eder
hvad den indre Side af det varme og lune Rede er
for de smaa Fugle, som ei har noget andet Hjem.
Tilsidst — kast ei eders Troes-Skjold fra eder
under Vandringen; ved det er I bleven holdt oppe,
indtil nu — og det vil ogsaa holde eder oppe i
eders sidste Stund. — Saa velsigne da Gud eder
alle. Amen!

[369]
20. Spurgeon i sit hjem.
20de kapitel
Spurgeon i sit hjem.
—————
Livet er et stormfuldt Hav. Med splitrede
Master, revne Seil og sønderrevne Planker glider
Skuden mangen Gang ind i den rolige og trygge
Havn. Saaledes kan det ogsaa ofte være Tilfældet
med den af Prøvelsen og Kampene trætte og
oprevne Mand; Hjemmet er for ham en Havn!
Velsignet er en slig rolig og tryg Hvileplads. I det
fredelige Hjems Tørdok kan Skuden repareres.
Lyset i Hjemmet er for den arbeidende Mand det
Fyrtaarn, der leder og drager ham ind i Havnen.
Børnene er Lodsene, der iler ud og hilser ham med
Jubelraab: Velkommen. Hjemmets Dørpost er den

Brygge, hvor Livets Bekymringer losses.
Det er det Sted, hvor vi uden Selvros kan tale
om, hvad vi har udført. Der kan vi hvile ud en
Stund uden, at nogen taler om vor [370]
Ørkesløshed. Der kan vi tale om Kjærlighed og
Hengivenhed uden at nogen kalder os for
Sværmere. Intet Hjem er det, som Goter og
Vandaler, Asiens Nomader, Afrikas Numedier
har; de drager fra Sted til Sted, eftersom
Græsgangene veksler. Maa alle de Syndens
Babelstaarne, der reiser sig for at faa Hjemmet
forstyrret, blive ødelagte. Den samme Storm, som
kuldkaster det Skib, hvori Familjelivet foregaar,
kuldkaster ogsaa Samfundets og Statsforfatningens
Fregat. Fængsler, Armeer er ikke et Lands
forenede Beskyttelse; de har saa ofte svigtet; men
Hjemmets Dør, det er den tryggeste Fæstning.
Hjemmet er, naar det er efter Herrens Behag og
seet i Bibelens Lys, et Fredens Paulun, hvor
Hustruen er den Sol, der skal oplive og bidrage til,
at denne Fred kan vokse og trives.
Spurgeon følte ogsaa dette hele sit Liv
igjennem. Og har nogen havt et velsignet Hjem, et
Hvilested efter Kampen, saa har han havt det.
Straks efter sin Bosættelse i London fik han et
rigtigt koseligt Hjem i Helensburgh House,

Nightingale Lane, Clapham; Clapham, tilhørte da
Landsbygden og Helensburghs Omgivelser var
som Følge deraf meget fredelige og larmfrie. Her
kunde da Spurgeon i denne indelukkede og
afsidesliggende Egn, naar hans mange Gjøremaal
og Pligter tillod det, hente sig den Hvile og
Vederkvægelse, som han saa haardt tiltrængte. Og
mange lykkelige Aar tilbragte han her.
Dette Hjem bestod af et temmelig stort [371]
Landhus, omgiven paa alle Sider af en skyggefuld
Have; og især var der i denne et Sted, som han
havde valgt til sin Yndlingsplads. I en Gruppe
gamle, mosgroede Trær stod der nemlig et
saadant, der udmærkede sig ved sin Høide og sit
Omfang fremfor de øvrige. Da Metropolitan
Tabernaklet indtog New Park Street Kapels Plads,
hvor han fra først af havde prædiket, fandt man
nemlig paa som en Æresbevisning og tillige for at
glæde ham at flytte den gamle Prædikestols
Trapper fra sidstnævnte Kapel op til Helensburgh
og anbringe dem ved det store Træ; oppe i dette
blev der ba dannet et Slags Lysthus; da dette afgav
et meget luftig og et roligt Tilflugtssted, blev det
straks i Fritimerne hans kjæreste Plads. Hvor
mange Gange tidligere havde han ikke vandret
opad disse Prædikestoltrapper for under Bøn at
forkynde Mesterens Ord og Befaling. Og hvor

mange Gange havde han ikke med Frydesang
gaaet nedad dem, forvisset om, at Herren ikke
vilde lade sit Ord vende tomt tilbage, men give
trefold Seier. Dette Tilflugtssted oppe i det gamle
Træ pleiede han altid at vise sine Venner og kalde
"Robinson Crusoes Retræt".
Men stedse nærmere og nærmere trængte
Millionbyen sig frem; nærmere og nærmere kom i
Tidens Løb Larmen, eftersom Husenes Antal, og
Anlægget af nye Gader tiltog, og snart blev dette
Landsted ikke længer nogen Hvileplads, men kun
en Del af Londons mægtige Komplex med al dens
Trafik og forstyrrende Liv.
[372] Han maatte baade for sin egen, men
navnlig for sin lidende Hustrue's Skyld se sig om
efter et roligere Opholdsted, maatte ud af den lune,
hjemlige Rede, som han elskede faa meget;
Beulah Hill i Nærheden af Westwood blev da hans
nye Hjem til hans Død.
Fru Spurgeon skriver ved Afskeden fra Helensburgh
disse rørende Ord: "Mit Hjerte hænger med
Længsel ved det Sted, der er bleven saa kjært ved
tre og tyve Aars fortroligt Bekjendtskab, det Sted,
der er faa rigt paa glade og høitidelige Tilknytningspunkter.
Til ethvert Hjørne og enhver Plet
baade i Huset og i Haven knytter der sig lykkelige

og sorgfulde Minder, og Erindringen om den
megen og forskjelligartede Naade klynger sig lig
et vakkert Tapet til de forladte Værelsers Vægge.
Paa denne Plet svandt jo et Fjerdedelsaarhundrede
af et velsignet Ægteskab og Husliv, og skjønt
baade Husbond og Hustru blev "kaldet til at lide"
— haarde legemlige Smerter og Maaneders
Sygdom inden dets Omraade, har vort Hjem for os
dog oftere været et "Bethel" end en "Bochim".
Dom. 21, 4. Disse Vægge vilde skrige imod os, at
vi var utaknemmelige, hvis vi ikke bragte dem til
at tie ved vor bestandige Taknemmelighed; thi
Herren har belæsset os med Velgjerninger og fyldt
hver Tomme med Tegn paa sin uendelige
Kjærlighed. Hans Miskundheds mægtige Sol har
indprentet enhver Del af vort kjære Hjem i vore
Hjerter, og skjønt andre Lysglimt og Skygger i de
kommende Dage skal veksle paa det gamle Sted,
vil [373] de aldrig kunne udslette de Spor, som
taknemmelig Erindring frydefuld vil bevare og
hjemme. Blide Erindringer vil uudslettelig
gjengive Sygekammerets Billeder, som mange
Gange for vor Aand næsten har været en Himlens
Forgaard; det lille Værelse, der altid var fyldt med
en elsket Husbonds omsorgsfulde Kjærlighed, det
lille Værelse, der saa ofte har gjemt Haabet om en
Helbredelse, der ei kom. Og saa Kontoret, der saa

længe har været Pastorens Værksted, det tause
Vidne om Kampe og Meddelelser, kun kjendte af
Gud og hans egen Sjæl."
Dette Sted gjemte saameget for hende, syntes
Fru Spurgeon, at hun neppe kunde tænke den
Tanke til Ende, at hun nu skulde forlade det; fra
Helensburgh var det jo fra først af, at de store
Bogpakker til fattige Prædikanter Landet rundt
udgik. Her blev jo Planen om "Bogfondet" under
megen Bøn om Velsignelse først bragt til
Udførelse.
Ogsaa for Spurgeon var dette Sted dyrebart;
derom vidner den Indskription, der endnu findes i
hans gamle Studerkammer paa Helensburgh og
lyder saaledes:
"Farvel! mit Rum! jeg gir' dig til en Ven"
Fred bo hos ham og al hans Slægt.
Lad Engle stadig holde Varetægt
Som Herren gjorde det forhen."
Saa drog de til "Westwood" og der vil vi ogsaa
fornemmelig dvæle ved hans Husliv, hvorom lidet
er bleven berettet.
"Westwood" blev bygget af en fornem Mand,
[374] hvis Smag gik i en ganske anden Retning
end Spurgeons. Billiardværelset indtog en meget
stor Plads og var rigt udstyret med Ornamenter og

Gasbelysning. Dette blev af Spurgeon gjort til
Studer- og Arbeidsværelse. Dette hans Kontor er i
Spøg blev en kald et "Hulen", endskjønt den er
langt forskjellig fra John Bunyans "hule."
Man vil neppe tro, hvor mange Tusinde Breve
med velsignede Tidender om Spurgeons Prædikener
eller med Gaver til de forskjellige Stiftelser,
hvor mange slige Breve, der er vandrede over
Dørtærskelen til dette Værelse; ei heller kan man
tænke sig de Tusinder af Visitter og Besøgende,
der stadig lagde Beslag paa hans Tid enten i et
Hjerteanliggende eller blot for at faa se ham og
derved ogsaa faa ham i Tale.
Som han engang opholdt sig i dette Rum, kom
Pigen ind og fortalte, at en Fremmed, vistnok en
Amerikaner, absolut vilde se ham, og ikke paa
nogen Maade lod sig afvise med et Nei. Spurgeon,
der ofte virkelig var plaget af disse Nysgjerrige,
følte sig ilde berørt; thi han kjæmpede netop i
Bønnen med Herren om en vanskelig Sag, der laa
ham paa Hjerte; han afslog derfor netop da at
modtage Nogen. Tilsidst bad den paatrængende
Amerikaner Pigen sige, at "det var en af Mesterens
Tjenere, der ønskede at se ham (Spurgeon) under
hans Arbeide for Mesteren."
"Sig ham," svarede Spurgeon, som Svar paa

den gjentagne Anmodning, " a t d e t g j ø r m i g
m e g e t o n d t , m e n F a c t u m e r , a t j e g
[ 3 7 5 ] n e t o p i d e t t e Ø i e b l i k e r o p t a g e t
a f Mesteren selv o g i n g e n T i d h a r t i l -
o v e r s f o r T j e n e r e n . "
De Timer, Spurgeon i sit Hjem ikke var optaget
med de rent huslige Sysler som at samtale med og
trøste sin syge Hustru eller veilede sine Sønner i
deres Studier, ofrede han for sine Venner. Det var
navnlig Lørdag, da han fuldstændig var fritaget for
andre Pligter, at disse Indbudne kom til ham og
Tiden gik da meget hurtig med Sang, Bøn og
Samtale om Gjerningen i Hjemlandet som ude paa
Missionsmarken.
Rev. H. P. Hughes fortæller:
"Mr. Spurgeon gjorde mig engang den Glæde
at indbyde mig til at tilbringe Lørdageftermiddag i
hans Hus i Syd-London. Lørdageftermiddag var jo
reserveret saadanne Vennesamtaler. Der var forskjellige
andre Besøgende, deriblandt en Diakon,
der fortalte mig, at han engang havde ført et meget
ryggesløst Liv, men at han var bleven omvendt
gjennem Spurgeons Prædiken. Mr. Spurgeon søgte
megen Underretning af mig om mit Arbeide og de
engelske Methodisters aandelige Fremtidsudsigter.
Han glædede sig meget over dette vort Arbeide.

Ligeledes berettede han mig, at en af de
lykkeligste og herligste Øieblikke i hans Liv var,
da han vidnede ved Conferentsen i London. Han
sagde: "Methodisterne har det fremfor andre, at de
besidder et stærkt Greb paa Evangeliet." Efterat
Theen var drukket gik Familjen, Tjenerne og de
[376] Besøgende ind i det rummelige Bibliothek,
hvor Spurgeon holdt Husandagt; han fortolkede
ved denne Leilighed Evangeliet ligesaa kraftigt og
omstændeligt som, om han skulde have talt for de
sædvanlige 6000 Mennesker i Tabernaklet.
Vi vil her gjengive et kort Uddrag af hvad Mr.
Spurgeon paa sin fortrolige og familiære Maade
gav os med paa Veien. Han lod os først slaa op
Lukas 23 — hvoraf enhver af os leste nogle Vers,
derpaa bad han os specielt hefte os ved 18de Vers
af dette Kapitel af Jesu Lidelseshistorie:
"Og da alle de Folk, som vare komne
sammen til dette Sy n saa de Ting, som
skeede, slog de sig for sit Bryst og
vendte tilbage."
"Lad os først," sagde han, "betragte den
almindelige Sorg, som her beskrives."
"Og da alle de Folk, som var komne sammen
til dette Syn saa de Ting, som skeede, slog de sig
for sit Bryst og vendte tilbage." Alle slog sig for

sit Bryst, men ikke af samme Aarsag; alle var
forskrækkede, men det var ikke samme Slags
Forskrækkelse. I det Ydre var de lige i sine
Bevægelser, men Graderne i Sindsbevegelserne
var ligesaa forskjelligartede, som Menneskene i
hvis Hjertedyb Følelserne rørte sig. Der fandtes
uden Tvivl mange, som blot følte en hastig
forbigaaende Sindsbevægelse. De havde seet den
underbare Mands Dødskamp, og de dermed
forbundne Tegn havde overbevist dem om, at han
var noget mere end et almindeligt Menneske —
[377] og derfor var de forfærdede. En Slags
ubestemt Frygt, der ikke var begrundet af
nogensomhelst Beslutning for Eftertiden havde
bemægtiget sig dem. Gud var vred og havde
tillukket Dagens Øie for dem, rystet Jorden og
sprængt Klipperne. Nedtynget af denne Skræk gik
de skjælvende og ydmygede enhver til sit. Men
naar den følgende Dags Lys brød frem, havde de
maaske glemt alt, og næste Dag længtes de
maaske efter et nyt blodigt Optrin, — stod maaske
beredte til at nagle en anden Kristus til Korset,
hvis en saadan blot kunde findes. De havde
vistnok slaaet sig for sit Bryst, men derved var
ikke deres Hjerter bleven knuste. Det var en
Aprilregn, en Times Frost, der smeltede saasnart
Solen steg op. Som en Skygge lagde Sorgen sig

over deres Sind og som en Skygge forsvandt den
uden at efterlade noget Spor. Hvor ofte har ikke en
Korsets Prædiken blot ført med sig en slig
forbigaaende Bevægelse og Paavirkning. Et
Lommetørklæde har indsuget deres Følelser — og
det blev det Hele. Det bliver vanskeligere og
vanskeligere at bane Vei for Korsets Prædiken,
saaledes at denne Vei ikke udslettes og
tilintetgjøres. "Jeg har seet noget underligt i denne
Forsamling," sagde en Mand, der havde hørt en
nidkjær og varmhjertet Prædiken, "jeg har seet en
hel Forsamling i Taarer." "Ak," svarede Prædikanten,
"der gives noget endnu mere underligt; thi
de Fleste skal fjerne sig og snart glemme, at de
nogensinde har fældt en Taare." Ak, I kjære
forsamlede Venner — jeg haaber, det ikke skal
[378] gaa saaledes med os — thi vi ved jo, at der
skal komme Tider, da der fra de Ubodfærdiges
Øine engang skal rinde Taarer, som ingen
Barmhjertighed skal aftørre. Da Tørst skal
indfinde sig som aldrig skal slukkes — — —
Hos andre i Folkehoben viste der sig en
Bevægelse, som havde sin Grund i et mere
dybtgaaaende Syn paa denne Sag. De saa, at de
var meddelagtige i Mordet paa denne Uskyldige.
"Ak," udraabte de, "nu forstaar vi alt; denne Mand
var ingen Forbryder. Alt, hvad vi nu har seet og

hørt om ham var, at han gjorde Godt, og kun Godt:
Han helbredede de Syge, mættede overalt de
Fattige og opvakte de Døde. I alle hans Taler
forekom ikke et eneste Ord, som stod i Strid med
Guds Lov. Han var en ren og hellig Mand. Vi har
alle bedraget os. Disse Præster har opægget os til
at ombringe en saadan Mand; det vilde bringe os
tusinde Velgjerninger, om vi kunde gjøre vor
Ugjerning god igjen. Vor Slægt har dræbt sin
Velgjører." "Ja," siger en anden, "ogsaa jeg
haanede ham; det føltes næsten umuligt at gjøre
Modstand blandt alle disse Spottere, naar alle de
andre haanede ham i hans Lidelse og fornedrende
Tilstand. Men jeg er bange for, at jeg har været
med til at udgyde uskyldigt Blod." Saadanne
Tanker og Følelser kunde vel have en længere
Varighed, men jeg antager, at de ikke formaaede
at lede disse Mennesker til sand Bedring; thi
medens de følte Sorg over at have mishandlet og
dræbt den Uskyldige, saa de dog alligevel [379]
intet mere i Jesus Kristus end den f o r h a a n e d e
Dy d og d e n l i d e n d e M a n d o m ; disse rent
menneskelige Følelser vilde snart forsvinde og de
moralske og aandelige Følger skulde saaledes
ogsaa blive af ringe Værd. Hvor ofte, Brødre, har
vi ikke hos vore egne Tilhørere seet lignende
Bevægelser. De har grædt, over at Kristus skulde

live ført til Døden, de har erfaret den samme
Stemning, der greb den gamle franske Konge, der
ved Fortællingen om Jesu Lidelse udraabte: "Aa,
jeg skulde ønske, at jeg havde været der med ti
Tusinde af mine Soldater, og før skulde alle hans
Fienders Hoveder gaaet under Øksen, end de
skulde have vovet at forgribe sig paa Kristus."
Men just saadanne Følelser viser, at de ikke
kjender sin egen Andel i Skylden, saaledes som de
burde have gjort, og at for dem Jesu Lidelse ikke
var mer frelsende end en almindelig Martyrs
Lidelse. Kjære Venner, tag eder i Agt for i eders
Tanker og Forestillinger at gjøre Jesu Kors til en
ringe Ting. Se bag denne Jesu Lidelse — hans
uskyldige Mandom — se i hans Klyngen til dette
Træ Guds Søns Forsoningsoffer; i modsat Fald
bliver vort Blik paa Korset frugtesløst — — —
Blandt den brogede Hob af Mennesker, som alle
slog sig for sit Bryst, bør vi vel haabe at finde
nogle, som sagde: "Sandelig denne var Guds Søn;"
nogle, som virkelig af Hjertet sørgede over, at
"han blev saaret for deres Overtrædelser
og knust for deres Misgjerninger," at
" S t r a f f e n l a a p a a h a m , a t d e s k u l d e
h a v e F r e d . " [380] De, som gik ned i Dybet af
sin egen Tilstand og saaledes fik erfare en
Bedrøvelse efter Gud, som efter at have annammet

Kristus som sin Frelser, retfærdiggjorde gik hjem
til sit Hus. Velsignede, Øine, som saaledes skuer
det slagtede Guds Lam, og salige de Hjerter, som
blev knuste derved, at de indsaa, at Guds Søn
foragtedes, forhaanedes og korsfæstedes for deres
Synder. Mine Elskede! Lad os mer og mer Dag for
Dag stræbe efter at naa dette Maal, Fortrøste os
paa ham og lader os slaa os for vort Bryst ved
Tanken paa, at et saadant Offer var nødvendigt til
vor Frelse! Siden maa vi vel ophøre at slaa os for
Brystet og istedet klappe i Hænderne af Glæde; thi
de, som paa en saadan Maade begræde Frelseren,
skal ogsaa frydes i ham; thi han er deres og de er
hans. Amen."
Denne korte Aftenbetragtning, som Mr.
Spurgeon senere formede til en længere selvstændig
Prædiken og holdt i tabernaklet, gjorde
dog et uudsigeligt Indtryk paa vore Hjerter. Atter
et Bevis paa, hvor langt mere denne Mand
samtaler om det Ene Fornødne end p r æ d i k e r .
Efter Andagten fulgte han mig omkring i sit
Hjem; han havde det største Bibliothek, som jeg
nogensinde har seet i en Prædikants Hus: Der var
Sprog- og videnskabelig Literatur, — herfra
hentede han, skjønt ustuderet sine Kundskaber i
Fransk, Græsk og Hebraisk, hvilke to sidstnævnte
Sprog var ham særdeles nødvendige ved hans

Bibelstudium og Tekstforstaaelse. Alle Vægge i
dette Værelse var fyldt med Bøger og det, som
[381] især slog mig, var hans samlede Bibelforklaringer,
og hvad der angik det dyrebare Guds
Ord. Alle Bøger, der handlede om Skabelsen og
første Mosebog stod i Hjørnet nærmest Døren;
derpaa kom "Udgangen," anden Mosebog og
saaledes i regelmæssig Orden rundt Værelset,
indtil Johannes Aabenbaring fuldendte Kredsen
paa den anden Side af det samme Hjørne.
Hvorledes Spurgeon lavede sine Prædikener
vil jeg ved denne Leilighed ogsaa fortælle lidt om:
Naarsomhelst en Tekst slog ham i Løbet af hans
Læsning af Bibelen, nedskrev han den øieblikkelig
i en Manuskriptbog eller en Notitskalender, der laa
opslagen paa hans Bord. Da nu Tiden kom til, at
han skulde forberede sig til en Prædiken, tog han
til sin Notitsbog, der indeholdt de forskjellige
Tekster. Han vendte nu Blad efter Blad, indtil han
kom til et Vers, der ved sin friske Klang og sin
dybtgaaende Betydning gav ham et Hovedemne til
Behandling. Den billedlige Betegnelse han brugte
om en saadan Fremgangsmaade, var den om en
Stenbryder, som ofte under sit Arbeide kunde rette
et saa kraftigt Slag mod en Sten, at den pludselig
kunde dreie sig — og vise ham en hel Fordybning:
— i Spurgeonsk Betydning den herlige Mening,

som Gud har lagt i ethvert Vers af den hellige
Skrift. Sommetider kunde der, medens han gik
alene, pludselig dukke en mærkelig Del af et Vers
op for ham; da nedtegnede han det paa Stedet og
anvendte det senere som Prædikentekst. Saasnart
[382] han da havde besluttet, hvilket Vers han
vilde tale over, tog han et halvt Ark Skrivepapir og
skrev hurtig Hovedpunkter og Omridset af sin
Tale ned; — imidlertid blev aldrig disse Notitser
benyttet paa Prædikestolen; men da han altid
ønskede, at hans Tilhørere skulde faa Indtryk af, at
han virkelig havde Noget, han vilde have sagt —
nedtegnede han disse Smaating paa Forhaand for
at antyde en bestemt Tankegang; de bedste
Illustrationer og de vittigste Indfald, han nogensinde
fra Platformen leverede, var Øieblikkets
Inspirationer. Jeg erindrer, da jeg gav ham min
Haand for at tage Afsked, at Klokken var syv:
"Nu, Mr. Spurgeon, hvilken Tekst har De valgt
Dem for Morgendagen?" "Jeg har endnu ikke den
fjerneste Ide derom," svarede han. "Jeg troede, at
det var denne Tid, De havde for Skik at anvende
til Prædikenforberedelser." "De koster mig meget
mer Besvær de Taler, skal jeg si Dem, e f t e r at
jeg har holdt dem end f ø r . Hurtigskriveren kommer
nemlig med sit Manuskript paa Mandag, og
jeg maa da tilbringe nogle Timer med at gjennem-

se og rette det, da den s k r e v n e Stil som oftest er
vidt forskjellig fra den, der bliver anvendt i min
Tale; og for at bringe dem begge i fuld Overensstemmelse,
maa jeg forandre lidt her og der."
Paa Tirsdag kom saa Korekturen og paa
Onsdag (følgende Dag altsaa) drog disse Prædikener
ud for at sprede Lys og vække Sjæle af Dvale
i mange — for ikke at sige alle Jordens Lande.
[383] Som et Bevis paa den mærkelige
Udbredelse Spurgeons Prædikener har havt,
omtaler Hugh Price Hughes derpaa, at Spurgeon i
sit Arbeidsværelse viste ham en Bog, som han nys
havde modtaget. Det var en russisk Oversættelse
af et Udvalg af hans Prædikener, gjennemseet med
Forord af Arkimandriten (russisk Provst) i Moskva
og bestemt til Brug for Præsterne inden den
græske Kirke." Han berettede ogsaa, at en af hans
Venner paa Reise mellem Sydamerika og England
havde truffet en Jesuit Pater, som sagde, at han
læste hver eneste Prædiken af Spurgeon, som han
kunde komme over, og at han for den Velsignelse
han deraf havde havt for sin Sjæl følte sig
taknemmelig imod Gud, og var Spurgeon mer
inderlig hengiven end noget andet Menneske.
Saa har hans Skrifter, oversatte paa mange
ulige Sprog og læste af naadehungrende Mænd og

Kvinder i de mest forskjellige Samfundslag og af
mest forskjellige Bekjendelser virket og virker
endnu til Velsignelse.
E n a n d e n k r i s t e l i g B r o d e r f o r t æ l l e r
følgende om Spurgeon i sit Hjem: "Det har ofte
været min Lykke at kunde tilbringe Aftenen i
Spurgeons Familie ved "Westwood" og disse
Besøg vil altid forblive mit Livs deiligste Stunder
og Minder. Hvor glad var han ikke ved derude at
kunde samle et lidet Antal Brødre om sig for at
man efter Aftensmaaltidet kunde meddele
hinanden nogle smaa "Historier om Guds Naade."
Med hvilken Interesse lyttede han ikke til enhver,
og de frembrydende Taarer kunde ofte [384] røbe,
hvor hans Hjerte blev rørt, naar han hørte andre
berette om denne Naadestrøm, der flyder fra
Golgatha. Og hvilke "Naadehistorier" kunde han
ikke selv fortælle! Kan vi nogensinde glemme
dem! Hvor kommer de nu ikke glidende forbi i
Tanken, nu, naar hans Læber er lukkede og tause.
Jeg husker saaledes, hvad han engang fortalte
og jeg skal med hans egne Ord nøie forsøge at
gjengive det her: "Forleden Søndag Aften afskjød
jeg i min Prædiken en Pil ligesom paa "maafaa."
Jeg antog, at der blandt mine Tilhørere fandtes en
ung Mand, Søn af en bedende Moder; som var
kommet paa Syndens Vei og nu, forat kjende sig

igtig fri og komme bort fra sin Moders Bønner og
Advarsler havde i Sinde at forlade London og
reise til Indien. Af min Sjæls Fylde bød jeg denne
unge Mand vende om, afstaa fra sin Beslutning og
troede ind paa en ny Vei, inden han knuste sin
bedende Moders Hjerte.
Da Bønnemødet Mandag Aften var forbi blev
en ung Mand af Mr. William Olney vist ind i mit
Værelse. Saasnart han var allene med mig, vilde
han gjerne vide, hvem der havde fortalt mig hans
Historie og Handlemaade. Pilen der var afskudt
saa paa "Maafaa" havde truffet sit Maal. Han
kunde neppe tro, da jeg fortalte ham, at jeg slet
ikke havde faaet den allermindste Underretning
om ham, ja ikke engang kjendte hans Navn. Jeg
tror, at denne forlorne Søn var paa Vei hjem til
Faderhuset. Den samme [385] Uge, Torsdag Aften
vilde gjerne en anden ung Mand, øiensynlig en
Sømand, tale med mig alene; han ønskede ogsaa
først og fremst at vide, hvem der havde talt til mig
om ham. Jeg spurgte: "Hvad?" Jo vel, om hans
daarlige Liv og hans Hensigt at forlade Landet og
flygte fra sin bedende Moders Kjærlighed og
Omsorg. — Siden han havde hørt mig berette
derom, havde han været næsten rent ulykkelig og
fortvivlet af Anger og Skam. Han tillagde, at jeg
jo netop havde peget og henvendt mig saaledes til

ham, at alle maatte forstaa, hvem jeg mente. Det
havde været hans Ønske at tale med mig derom
allerede paa Mandag, men han var bleven alvorlig
forhindret. "Men" tillagde han: "De har begaaet en
liden Feil, Mr. Spurgeon; De fortalte Folkene, at
jeg vilde gaa til Indien, men jeg var virkelig hyret
for Kina." Den afskudte Pil havde ogsaa her naaet
sit Maal. Maatte Gud finde ogsaa denne unge
Mand, som jeg aldrig siden har seet, saa at han
aldrig mer skal flygte fra sin bedende Moders
Omsorg og det kristelige Hjems Indflydelse, men
at han, skjønt han ligesom Skibene har sin Vei og
sit Livskald over de dybe Vande, dog altid maa
elske og ihukomme sin Gud og sin bedende Mor."
At Spurgeon ogsaa kunde være udsat for
aandelige Anfægtelser, selv naar han opholdt sig i
sit Hjem, kan vi lære af nedenstaaende korte
Træk: "En Midnat hørte man en tung Stønnen, der
kom fra hans Værelse. Hans Hustru, der frygtede
for, at han pludselig var bleven greben [386] af et
eller andet Ildebefindende, stod op for at faa vide
Aarsagen. Hun fandt sin Mand endnu fuldt
paaklædt knælende paa Gulvet og i øiensynlig
Fortvivlelse. Hun spurgte ham da deltagende, om
han var syg: "Nei, min Kjære," svarede han, "lad
mig a l e n e med min Gud. Jeg skal snart faa bragt
Sagen paa det rene." Det var Sjælens haarde

Kamp, der anfægtede ham, ei legemlig Smerte.
Da en af William Pennefathers Husstand
engang bankede paa Døren til Spurgeons Arbeidsværelse,
hørte denne ham i en smertelig Tone
udraabe: M i n S y n d ! m i n Sy n d ! Traadte ind
i Værelset, saa de, at hans Øine var fyldt med
Taarer.
Da man en Dag omtalte for Spurgeon at en
Doktor i Theologi nylig var død, og havde
efterladt sig hundrede tusind Pund Sterling,
sagde han:
"Hvor bedrøveligt! det behøves vistnok mere
Naade til at frelse en saadan Mand end til at frelse
alle Tyve og Skjøger i hele London. Hvordan kan
en Kristen og dertil en Prædikant vove at samle
saa mange Penge, naar Kristi Menighed er i
saadan Nød paa alle Kanter. Somme siger vel:
"Spurgeon fortjener ogsaa bra ved sine Prædikener,"
og dertil svarer jeg: De har aldeles ret, thi jeg
tjener en saadan Herre, som ikke er karrig, men
giver mig daglig med fulde Hænder. Men mener I,
at jeg samler Penge — nuvel det skal I faa se efter
min Død. Jeg [387] giver bort alt, hvad jeg kan faa
og skulde virkelig kunne anvende meget mere?"
*
*
*

Et Træk af hans Husliv er ogsaa dette:
"Rev. T. Haucocks, der er uddannet ved
Prædikantskolen, saa en Dag et Kort, hvorpaa der
stod trykt: "Charles Haddon Spurgeon, Koholder."
Hvad dette skulde betyde? Han fortalte da, at han
solgte den bedste Melk til sine Naboer for en pen,
liden Skilling — for ved de derved indvundne
Penge at skaffe to sygelige, gamle Damer
Underhold. Disse havde ingen Ide om, hvorfra den
maanedlige Pengeanvisning kom. Han næsten
storlo ved Tanken paa deres Uvidenhed om den
Maade, hvorpaa Guds kjærlige Forsyn sørgede for,
hvad de tiltrængte.
Uophørlig var han ifærd med at hjælpe og
husvale. En Dag da han havde nægtet at modtage
en Billet til Krystalpaladset for at høre Händels
Oratorium, (religiøst Sangstykke), fordi han ikke
havde Tid, fandt han alligevel Tid til at besøge en
fjernt boende fattig sengeliggende Mand, som han
ofte pleiede at gaa til, altid med et eller andet godt
i Lommen. Disse Spurgeons Besøg hos den
lidende Mand var denne til stor Velsignelse og rig
Trøst.
I sit Hjem var Spurgeon Godheden selv.
Husdyrene glædedes ved Lyden af hans Røst, og
de Heste, som saa ofte førte ham til Tabernaklet,

kjendte hans Stemme.
[388] " M i n Naade er dig nok," dette var
forleden Dag min Tekst," berettede Spurgeon
engang, "og maatte jeg da fortælle mine Tilhørere,
at jeg Dagen forud for første Gang i mit Liv havde
erfaret, hvad Abraham følte, da han faldt ned paa
sit Ansigt og "lo." Jeg var paa Veien til mit Hjem,
meget træt efter en Uges anstrængende Arbeide,
da det Ord randt mig i Hu: " M i n N a a d e e r
d i g n o k , " dog med en særegen Tonevægt paa
Min og Dig. Og min Sjæl svarede: "Ja, visselig er
den Guds uendelige Naade mere end tilstrækkelig
for et saadant lidet Kryb som du er." Og jeg
maatte le, rigtig storle ved Tanken paa, hvor
Forraadet langt oversteg alle mine Krav. Jeg
syntes, jeg var en liden Fisk, der i sin Tørst vilde
sluge hele Oceanet. Da kom Herren og sagde:
"Lille Fisk, det uendelige Ocean er for dig." Dette
gjorde, at Mismodet med Eet forsvandt.
Gud forundte Spurgeon mange Gledens og
Lykkens Aar ogsaa paa Beulah Hill, Westvood;
men eftersom hans Sygdom tiltog, blev Englands
noget raa og taagede Veirlag ham for strengt; han
maatte for om muligt at gjenoprette noget af sin
ødelagte Helbred drage mod Sydens varme og
solrige Egne.
—————

[389]
21. Skygger og Solglimt.
21de Kapitel.
Skygger og Solglimt.
Spurgeons lange Sygdom.
—————
De af vore Læsere, der gjennem Aviserne har
fulgt Spurgeon og hans Arbeide, behøver vi ikke
at fortælle, at han allerede for flere Aar siden har
været Gjenstand for vistnok periodiske, men ikke
desto mindre meget haarde Anfald af Rheumatisk
Gigt, som enten har gjort, at han blev fængslet til
sit Værelse, eller blev nødt til at søge Forandring i
Opholdsted. Denne Forandring har ikke, som den
burde og skulde, været en udelukkende Hvile for
ham. Den literære Del af hans Virksomhed er
alligevel bleven fortsat, medens han stadig har
staaet i livlig Forbindelse med Tabernaklet og alle

dets mangfoldige Institutioner og Grene af dets
betydelige Gjerning. Trods sin Sygdom har han
altid, selv naar han opholdt sig nede i Syden
udelukkende [390] for at hvile, samlet om sig en
Kreds af Venner af forskjellige Bekjendelser og
Nationaliteter, for hvem han har prædiket, og det,
naar han endog har været saa svag, at han ikke har
kunnet forlade sit Værelse.
Mentone i Sydfrankrig har været valgt som
hans Vinterkvarter, og til denne skjønne, lille By
har mange troende Folk bleven trukket ved den
Kjendsgjerning, at Spurgeon boede der.
Efter Prædikantskolens Konferentse, der blev
holdt i April 1891, just som Spurgeon havde holdt
sin kraftfulde og eiendommelige Tale: " T r o e n s
S k j o l d , " som vi før har gjengivet, som ogsaa er
bleven kaldet "den største Fægtning i Verden,"
befandtes det, at de tunge Pligter, disse Møder
paalagde ham, fuldstændig havde svækket ham
baade legemlig og aandelig.
Han kjæmpede tappert nogle Uger, men et Angreb
af Influensa i Midten af Mai fuldendte, hvad
Overanstrængelse og Arbeide havde begyndt.
Efter omtrent tre Ugers Forløb var dog Spurgeon
kommen sig saavidt, at han skjønt svag, dog
Søndag Morgen den 9de Juni kunde prædike i

Tabernaklet. Den følgende Dag skulde han reise
paa Landet for at faa Hvile og lidt Forandring.
Uheldigvis paadrog han sig en Forkjølelse og hans
gamle Fiende, Gigten greb ham paany med
voldsom Magt; og den 24 Juni blev Sygdommens
Kjendetegn saa foruroligende og alvorlige, at Dr.
Joseph Kidd blev hentet for at raadslaa sammen
med Huslægen Dr. R. M. Miller om, hvad der var
at gjøre.
[391] I Begyndelsen af Juli syntes der at være
gode Grunde til at tro, at Sygdommen —
Nyrebetændelse — var underkuet og omtrent
kureret, skjønt Patientens Smerter havde været og
var meget haarde; men paa Lørdag Aften 4de Juli
vendte den Bevidstløshed, der for nogle Dage
siden havde holdt sig borte, tilbage, og det blev
indlysende for alle, at Sygdommen havde naaet sit
allerfarligste Stadium. Fra den Tid maatte
Huslægen stadig opholde sig, endog om Natten
paa "Westwood" — og hver Morgen holdt Dr.
Kidd Raadslagning med ham.
"Et Mellemrum — siger Nedskriveren af
"Notitserne" i "The Sword and the Trowel"
antagelig Rev. I. W. Harrald, Spurgeons Medhjælper
og privat-Sekretær — et Mellemrum af
nogle smaa Haabets Straaler har trængt sig
gjennem det tætte Mørke, som har leiret sig om

Sygeværelset; men disse har saa atter været
opfyldt af Perioder af pinefuld Uvished, i hvilke
det dyrebare Liv synes at have naaet Grændsen for
det useede Land. Al indsigtsfuld Lægekunst,
taalmodig Paapasselighed og omhyggelig Pleie
synes nogle Tider ganske forgjæves."
Imidlertid bad og raabte man til Gud uden
Ophør for ham Verden rundt, paa almindelige
Møder og paa de for denne Anledning specielt foranstaltede
Sammenkomster. Saasnart Spurgeons
kritiske Sygdomsstilling blev kjendt, organiserede
Menigheden i Tabernaklet sig til stadige Bønnemøder;
ikke blot for en Gang samledes Tusinder
og atter Tusinder til Forbøn, men hver Dag i [392]
mange mange Uger, blev specielle Bønnemøder
afholdt, ofte endog to og tre Gange om Dagen. Til
Tabernaklets faste Medlemmer og dets Bestyrelse
sluttede sig ogsaa Prædikanter og Missionærer af
alle Bekjendelser for, at man i Fællesskab kunde
bede for den elskede Guds Tjeners Helbredelse;
og selv mange, som havde været uden Sympathi
for Spurgeon i hans Kamp for den Tro, som
engang for alle er overantvordet de Hellige, blev
nu de mest alvorlige og indtrængende i sine Raab
for hans Helbredelse.
Og disse Bønner blev hørte; thi endnu én Gang
opreiste Gud ham fra Sygeleiet, saa at han endog

lev saa frisk, at han igjen kunde drage ned til
Mentone. Blandt Avisernes talrige Meddelelser
om ham, medens man aandeløst næsten ventede
Dødsbudskabet fra Westwood, vil vi gjengive,
hvad Dr. Clifford skriver i "The Review of the
Churches"; det bemærkes, at Dr. Clifford ikke
staar i nogensomhelst Forbindelse med Spurgeons
Virksomhed, at han er høikirkelig og saaledes
ogsaa fjernt fra dennes religiøse Anskuelser;
alligevel udtaler denne Mand:
"I dyb Sympathi samler den hele kristne
Menighed sig om den Lidende paa "Norwood", og
Bønneraab er stadig stegne op mod Guds Throne
for ham. I Hundreder af de Troendes Forsamlinger
rundt i den hele engelsk talende Verden og
udenfor har hans Sygdom og det pludselige Stød,
der rammede ham, samlet Folk til brændende Suk
for hans Helbredelse. Selv smaa Børn har, naar de
om Morgenen har slaaet [393] sine Øine op, som
den første Ting spurgt, om "han" nu var bedre; og
"Jordens Mægtige" har sendt ham Forsikringer om
deres Sympathi og Deltagelse; og udenfor
Kirkerne har man i angstfuld Forventning stirret
paa de Bulletiner (offentlig Bekjendtgjørelse om
en Persons Helbred), der stadig udkom, idet man
med Glæde hilsede ethvert Tegn paa tilbagevendende
Kræfter. Besynderligt — men aldrig har

nogen Prædikants Sygdom vakt saamegen
Deltagelse og en saa vidstrakt Interesse, som den
der nu vises Metropolitan Tabernaklets beskedne
Prædikant — — Og hvilket Vidnesbyrd er ikke
dette om Mandens virkelige Egenskaber; paa den
ene Side Angsten for at miste ham; paa den anden
Glæden over det mindste Tegn paa Bedring."
Tusinder af Breve og Telegramer naaede i
denne Tid "Westwood" fra Folk i alle Stillinger
Jorden rundt. Blandt de mere fremragende
Personligheder, der enten personlig eller ved
Breve og Telegramer lagde deres Sympathi for
Dagen skal vi nævne: Prinsen af Wales, Hertugen
af Argyle, det bekjendte troende Ægtepar: Lord
Kinnaird, den ved sine Velgjørenhedsindretninger
saa bekjendte Lady Ashburton, Arbeidervennen og
Folketaleren John Burns, Englands forhv.
Førsteminister Gladstone, Dr. Barnardo, Stifteren
af de velsignede Vaisenhuse og andre Institutioner
for over 3000 Mennesker. Erkebiskopen af
Canterbury og York, desuden fra en Flerhed af
Forsamlinger og Menigheder.
[394] Et af de mærkeligste Breve, var følgende
fra Gladstone *) (da 82 Aar) til Fru Spurgeon:
*) Gladstone (udtales Gledston) født 1809, bekjendt engelsk
Statsmand, Friheds- og Fredsforkjæmper; flere Gange Statsminister.
O. A.

"Meget kjære Frue!
Skjønt der i mit eget Hjem ser mørkt ud for
Nærværende, har jeg dog med omhyggelig
Interesse læst de daglige Beretninger om Mr.
Spurgeons Sygdom; og kan jeg ikke lade være at
bevidne Dem min alvorlige Forsikring om min
Deltagelse med Dem og med ham; og min
hjertelige Beundring ikke blot for hans udmærkede
Evner, men ogsaa for hans opofrende og
solide Karakter. Tør jeg i Ydmyghed henvise Dem
og ham, hvad der end kan hænde, til Guds
Kjærligheds og Naades uudtømmelige Forraadskammer,
og undertegne mig
deres oprigtige
W. E. Gladstone.
Fru Spurgeon afsendte følgende Svar; skjønt
Spurgeon var meget svag havde han anmodet om
at faa Brevet at se og liggende i sin Seng, støttet af
Puder med egen Haand tilføiet Efterskriften.
"Kjære Mr. Gladstone!
Westwood, Upper Norwood,
18de Juli 1891.
Deres deltagende Ord faar en særegen
Betydning og Dybde, naar de kommer fra En,
[395] som selv nylig har gaaet igjennem de dybe

Vande, der nu synes at true mig. Jeg takker Dem
varmt for deres Udtryk af Agtelse for min elskede
Husbond og af mit ganske Hjerte beder jeg, at
Guds trøstende Ord maa naa Dem i ligesaa høi
Grad, som de har naaet mig. Skjønt vi endnu ikke
kan betragte den kjære Patient ude af Fare, har.
Lægerne idag udstedt en noget mer haabefuld
Meddelelse. Jeg føler det som en Ære at kunne
sige, at jeg altid skal være
deres taknemmelige,
Susie Spurgeon.
Efterskrift: D e r e s ( O r d ) e r e t K j æ r l i g -
h e d e n s O r d — e t s a a d a n t , s o m b l o t d e
k a n s k r i v e , d e r h a r v æ r e t i n d e i
K o n g e n s L a n d o g s e e t m e g e t a f h a n s
A n s i g t . M i t H j e r t e s H e n g i v e n h e d f o r
D e m .
C. H. Spurgeon.
Det første Brev, Spurgeon med egen Haand var
istand til at skrive efter sin lange Sygdom, var
dateret 9de August og stillet til Tabernaklets
Menighed; det lyder:
Westwood, Beulah Hill, Upper Norwood.
Kjære Brødre!
9de August 1891.

Herrens Navn være priset, for det første, fordi
han g a v , og for det andet, fordi han dernæst
h ø r t e sit Folks herlige Bønner. Ved [396] disse
Bønner er mit Liv bleven forlænget. Jeg føler mig
beskjemmet og meget taknemmelig ved at være
Gjenstanden for saa stor en Kjærlighed og et saa
forunderligt Udslag af Bøn.
Jeg har ikke Styrke til at sige mere . . . . Lad
Herrens Navn blive forherliget.
Eders trofaste
C. H. Spurgeon.
Ogsaa denne Gang ilede Spurgeon efterat være
kommen saavidt til Kræfter, at han kunde udholde
den lange og besværlige Reise, afkræftet, men dog
glad og haabefuld mod sit Hvilested ved
Middelhavet, Mentone. Han anede neppe, at det
var sidste Gang, han saa sit Hjemlands Kyster, idet
Klipperne ved Dover svandt og Aftentaagen lagde
sig over dem og skjulte det kjære England for hans
Blik, mens Dampskibet førte ham mod et
langtbortliggende Land. Den Tid, der nu følger,
blev vistnok en haard Kamp mod legemlige Plager
og Lidelser, men den lærte ham ogsaa i de
Stunder, da disse forlod ham, at Herren baade gav
Lidelse og Lindring for, at han derved rigtig kunde
faa en Forsmag paa den tilkommende, e n e s t e

o g s t o r e L i n d r i n g fra al Jordelivets Møie,
Gud engang vil skjænke sine Børn i Himmelen.
Straks efter sin Ankomst til Mentone, skrev
han til Læserne af sine Ugeprædikener følgende
Brev, der fremdeles røber hans gode Humør og
Tillid til Gud om Helbredelse:
[397] Elskede Venner!
Jeg var overordentlig glad over at kunde faa
telegrafere til London, at jeg slet ikke var udmattet
af den næsten Tusind Mil lange Reise, men heller
forfrisket af den. Jeg skrev (i mit Telegram), at
dette var næsten som et Mirakel, og min kjære
Broder W. C. Harald bemærkede, at jeg visseligen
kunde udelade dette "Næsten som;" han troede
dermed, at jeg gjorde to gode Ting: Kom
Sandheden nærmere — og sparede 15 Øre, som er
Telegraftaksten pr. Ord. Vel, det synes jo ogsaa at
ligge langt over, hvad jeg endog har turdet tænke.
Velsignet være Herren, der ogsaa helbreder.
Jeg venter og stunder nu efter rigtig gode
Efterretninger fra Hjemmet, navnlig med Hensyn
til Tabernaklet og det Aandens Veir, vi alle længes
efter. Jeg higer efter at disse store Ting vil komme
i Forbindelse med Dr. Pierson’s Virksomhed *) —
*) En Bekjendt amerikansk Prædikant, der under Spurgeons
Sygdom i Forening med dennes Broder forestod Prædike-

og alle mine Brødres samlede Arbeide derhjemme.
Eders Medtjener
C. H. Spurgeon.
Dette Brev var dateret 31te Oktober 1891,
samme Aar lidt længere fremme den 21de
November, finder vi følgende Meddelelser fra
ham i "The Sword and the Trowel":
[398] Til Læserne af mine Prædikener!
Mine kjære Venner! Imorges læste jeg i
"Times": "Mr. Spurgeon kommer sig hurtig."
Disse Ord udtrykker heltigjennem, hvad jeg ikke
gjør. Kjendetegnene paa det voksende Onde og
dets Ytringer er lige saa haarde nu som, da jeg var
hjemme. Jeg slynges af min Sygdom op og ned
som af mægtige Bølger, og hvad der idag kan
synes til Bedring, er imorgen ganske
forsvunden . . .
Jeg vil komme mig! Dette er jo Tenoren,
Hovedstemmen i det Kor af Bønner, der stiger
opad mod Guds Throne, og som han allerede har
besvaret. Men der findes i mit Tilfælde ingen
Tegn, ingen Mærker, der tyder paa noget
"hurtigt." Jeg skriver dette for at forebygge enhversomhelst
Misforstaaelse hos mine tillidsfulde
gjerningen i Tabernaklet. O. A.

Venner."
Vi ser saaledes, at han selv ansaa sin Sygdom
for meget alvorlig, maaske opsteg der ogsaa midt
under de hyppige og haarde Angreb af denne et
stille Suk til Herren om, at han maatte befri ham
og tage ham hjem. Men det er paa Tide, at vi ser
os om i den lille, sydfranske By, hvor Spurgeon
saa mange Gange ikke blot har søgt Hvile og
Forfriskelse, men ogsaa Leilighed til at mødes
med mange ligttænkende Venner, der ogsaa havde
faaet en meget udstrakt Del af den store Høstmark
anvist. Paa en af disse aarlige Besøg dernede, hvad
vi blot i forbigaaende skal anføre, mødtes han
ogsaa med den bekjendte Georg [399] Müller fra
Bristol, og Grundleggeren af C h i n a I n l a n d
M i s s i o n e n , J. Hudson Taylor og Pastor John
Bast, Spurgeon skrev senere en interessant
Beretning om denne " S a m m e n k o m s t med tre
af Kongens Kapteiner."
Mentone er en By paa en 8000 Indbyggere,
bygget dels paa Klipper, hvortil det store blaa
Middelhav støder op, dels paa en Stribe Land, der
ogsaa strækker sig ned mod Søen; seet i Frastand
ligner Byen — baade den ældre og nyere Del —
med sine Palme, Cypres og Oliventrægrupper
indimellem de hvidkalkede Huse — en stor Have
med hvide og grønne Plamer. Klimatet hernede er

friskt som Høifjeldets — og Naturen ligesaa rig
paa Skjønhed og Plantevækst som den italienske
By Neapel med sin evige Sommer; Sneen vil slet
ikke trives saalangt mod Syd. Mentone og Nizza
bliver derfor alle syge Nordboeres kjæreste og
bedste Opholdssted; og dog er dette fra Naturens
Side saa rigt udrustede Paradis udsat for, vistnok
ikke saa hyppige, men ikke destomindre heftige
Jordskjælv.
For at kunne modtage den Mengde Kurgjæster
og Syge er der i stor Stil bleven opbygget
velindrettede Hoteller. Lad os en Morgen ved
Solopgang stille os udenfor et af de største af dem:
"Alexandra Hotel" — 100 Fod over og 1200 fra
Havet, staar der anbragt over Portalen til den
kjempemæssige Bygning paa 6 Etager, med en
Balcon, der gaar rundt hele Bygningen i femte
Etage.
Udenfor denne ligger en bred Spadservei, [400]
beplantet paa begge Sider med skyggefulde Træer;
det er Morgen, Solen gyder sin rige Fylde af
Straaler over Havet, over Byen, over Træerne.
Kan du se alle disse Mennesker, derhenne paa
Veien? Blege, udtærede Skikkelser slæber sig
møisommelig afsted, støttede til sine Stokke —
sminkede Damer og (eldre Kvinder med
Solskjerme, alle ligesom mætte og kjede af

Tilværelsen, drager henad Veien og mellem disse
kommer saa En kjørende med en eller anden
stakkels Krøbling i en Rullestol. Ofte maa
Fodgjængerne vige til side for at give Plads for en
elegant Vogn eller en Del Folk, der paa Æsler nu
skal foretage en Udflugt til Bjergene. Her og der
høres en svag Stønnen, blandet med de Tæringsyges
hæse rallende Hosten; men alle disse syge
og i mer eller mindre Grad lidende Mennesker
stevner mod Strandbadene med Blikket udover det
af Solens Straaler beskinnende Hav, deres Ven og
Fortrolige, som om de vilde anraabe E l e m e n t e t
og S k a b e r v æ r k e t om Luft, Sundhed og Styrke;
alle ser de hen imod Havets Flade og den af
Blomsterduften mættede Morgenbris som deres
Gud, hos hvem de vilde finde Helbred og Kraft.
Om Morgenen foregaar jo i Almindelighed
Badningen og Vanddrikningen, derfor disse
mange Syge; dog blandt disse Fremmede af
næsten alle Nationer har Herren ogsaa sine Børn,
hvis høieste Tillid og Fortrøstning er til ham alene.
Blandt disse var Spurgeon. Han havde valgt sig
nogle faa Værelser i et af de mindre, afsidesliggende
Hoteller; Beau Rivage hed det. [401] "En
Morgen straks efter hans Ankomst hertil sad han
nede i Hotellets lille Have i ivrig Samtale med en
Fremmed," fortæller et Øienvidne. "Dette vakte en

Del Opsigt blandt Hotellets Beboere, da han ellers
levede ganske ensomt, stille og indgetogent, kun
af og til foretagende en liden Udflugt til Vogns, da
hans Kræfter ikke tillod ham at gaa." Ved
nærmere at se til opdagede jeg
Mr. Spurgeon i Samtale med en Fritænker,
en Mand af høi Byrd og en engelstfødt Aristokrat:
"Og hvordan befinder De Dem idag, Mr.
Spurgeon?" spurgte denne.
"Aa — Tak, . . . . jeg er forresten lidt vred."
"Hvordan, De vred, Mr. Spurgeon?"
"Ja, skal jeg sige Dem, jeg sidder her og nyder
min Morgenkost — idag netop Stedet hos
Profeten, hvor han fortæller om Løven og
Lammet, der i fredelig Enhed skulde græsse
sammen, og saa blev jeg Vidne til en meget styg
Hændelse: En gammel Soldat kommer hinkende
over Gaden, da en ung Spradebasse i det samme
løber til — river Krykken, som var hans eneste
Støtte fra ham og puffer ham overende i Sølen."
"Fyren maatte jo være gal!" udraabte Fritænkeren,
han burde jo straks bleven tiltalt og straffet,"
tillagde han meget ivrig.
"Mener De virkelig dette?"

"Hvorfor spørger De derom? Naturligvis [402]
mener jeg det. Hvad andet skulde jeg tænke og
ønske for sligt Uhyre af et Menneske?"
Spurgeon saa den Talende fast ind i Ansigtet
og svarede:
"Og dog — Mr. Twist — naar De saaledes,
som da jeg igaar mødte Dem, ivrigt forfægter og
udslynger deres gudløse Taalemaader og
Anskuelser, hvad gjør De andet det hele Aar end
rive Støttestavene fra Folk? Her gives Tusinder
stakkels vaklende Kristne, der ingen anden Hjælp
og Støtte har end deres Tro paa Jesus, intet andet
kjender til Frelse end Troen, og dog gaar De hen
og forsøger at rive denne Støtte fra dem,
ubarmhjertig som denne Fyr gjorde med den
stakkels hinkende Soldat."
"Hm, er da det virkelig deres Mening," spurgte
den anden yderst forbløffet.
"Det er min virkelige Overbevisning, —
maaske bare med den Undtagelse, at Troen er en
l e v e n d e Ting, som aldrig ganske skal, blive
revet bort — lovet være Gud."
"Ja, men da kan jo ikke mine frie Anskuelser
skade stort," indvendte den anden.
"Jo, bliver den Enkeltes Tro engang knækket

ved et ubesindigt Ord — da har den ondt for atter
at kunne rette sig. Troen kan man ligne ved en
Kanal eller et Vandledningsrør, skal jeg sige Dem;
Naaden er Kilden og Strømmen; Troen er
Vandledningen, gjennem hvilke Naadefloden
flyder ned for at forfriske de tørstige blandt
Menneskene. Det er den allerstørste Skade for en
By, naar Vandledningen er kommen i Uorden.
[403] Denne Ledning, denne store Kanal, maa jo
altid holdes i god Orden for at Strømmen stadig
kan føre friskt Vand med. Saaledes ogsaa med
T r o e n ; den maa være sand og sund, maa føre
lige op til Gud og komme lige ned til os, for at den
kan blive en en kraftig Naadekanal for vore
Sjæle."
Om denne Mand, til hvem disse mærkelige Ord
blev henvendt, nogensinde er bleven en Kristen,
vides ikke; kun saameget vides, at de i Øieblikket
gjorde et stærkt Indtryk paa ham, og at han gik
bevæget bort. Dette er jo saa ofte Tilfældet med
mange: Bevæget — ikke mer!
Skal uden Kjærne.
I Forbindelse hermed staar ogsaa, hvad
Spurgeon ved en anden Anledning ytrede: "Der er
i vor Tid mange som nøier sig med Kristendommens
Skal. Det er dog kun dens Kjærne, der

føder Sjælen. Det bøiede Knæ er intet, det sønderknuste
Hjerte er alt. Det mod Himlen opløftede
Øie er intet; Sjælens Blik op mod Gud er det
eneste ham velbehagelige. At høre Guds Ord og
plapre det ud i Bøn og Sang betyder aldeles intet;
er ei Hjertet med deri, er hele Sagen ligesaa død
som en Sten. Det er Skal uden Kjærne. Vi maa
fødes paany, saa at vi bliver helt nye Mennesker.
Daaben tjener ikke til noget, dersom vi ikke er
bleven født paany. Vi maa leve aandelig for
Kristus, død fra vore Synder. Brød og Vin i
Nadveren er slet ikke til nogen Nytte, om vi ikke
aandelig lever af Kristi Kjød og Blod. [404] "Thi
med Hjertet tror man til Retfærdighed." (Rom. 10,
10.) Den indre Natur, Sjælen maa levendegjøres.
Thi "Gud er en Aand og de, ham tilbeder, bør
tilbede i Aand og Sandhed." O, mine Venner, lad
os give Agt paa denne Ting, thi den, der her tager
Feil, skal aldrig komme ind i den Sabbatshvile, der
staar tilbage for Guds Folk. Se til, at du ikke er
blandt dem, der tænker, at Kristendommen bestaar
af visse aandelige Øvelser og moralske
Forskrifter. Naar deres Liv blot løber jævnt og
roligt, føler de sig trygge paa, at alt er vel og bra.
Men den, som med Opmærksomhed læser sin
Bibel, ved at Frelsens Vei gaar i en helt anden
Retning; thi Skriften siger: "Den, som t r or

Sønnen, har et evigt Liv."
Men selv naar det gjælder Troen, tager mange
Feil. Vi kan nemlig begaa de største Feilskridt
med Hensyn til hvad, der er Troens Gjenstand. Du
siger: "Jeg har Troen." Men saa spørger jeg:
"Hvad tror du paa? Du svarer: "Jeg tror paa hvad
jeg har erfaret." O, min Ven, du bedrager dig paa
den mest ulykkebringende Maade. Thi det nytter
ikke at lægge dine egne Erfaringer til Grund for
din Tro. En anden siger: "Jeg tror paa de
Læresætninger, hvori jeg er bleven undervist." Jeg
er glad over, at du tror dem, men de er dog ikke
din Redningsmand. Der gives mange, som har
troet paa alle vore Dogmer og Læresætninger, men
alligevel er de gaaet fortabte. Et
Bekjendelsesskrift kan ikke frelse, en Læresætning
ikke blive Forløsningen. [405] "Hvad er da Troens
Gjenstand?" spørger du. Det er en Person, en
levende guddommelig, af Herren
udvalgt Person; og denne er Jesus Kristus,
Gud over alt, høilovet i Evighed og tillige
Menneskens Søn, født af en jordisk Moder for vor
Skyld.
O, mine Venner, lad os her nøie ransage vore
Hjerter; thi hvad hjælper det os, om vi har en
stærk Tro, naar denne hviler paa en falsk Grund.
Den ligner da en Bygning af Granit, der hviler paa

Sand — en stor Skal uden Kjærne.
Fra den lille sydfranske By sendte Spurgeon
ogsaa gjennem sit Blad sine Venner ypperlige
Smaaberetninger om sine
Vandringer gjennem Mentone.
I disse, der væsentlig er Naturskildringer og
Indtryk, forsømmer han aldrig at uddrage en
Lærdom for det aandelige Liv eller en Anvendelse
paa bestaaende Forhold i Kristendommen. Fra
nogle af dem er følgende Eksempler hentede:
"Vi begiver os paa Vei fra Hotel Beau Rivage i
Retning af Italien, og neppe har vi begyndt derpaa,
før vore Øine fæster sig paa en Inskription, der er
anbragt paa Væggen af en Villa, oversat læser vi
følgende: "Solen, det milde og styrkende Klima,
og Soens Vand i Forening, danner de fornemste
Medicamenter, den gode Gud har skabt. Tak og
Pris være den guddommelige Velgjører, som har
stelt det saaledes for os." Hertil er ogsaa tilføiet:
"Den første [406] Villa bygget i Mentone for at
modtage Fremmede af J. Franciosy 1855."
Meget godt Mr. Franciosy! Hvormeget har ikke
din lille By vokset og udvidet sig siden du modtog
den første Gjæst! Visselig, det er en virkelig
Helbredelsesanstalt for de Syge og en paradisisk
Plet for dem, der har Sundhed nok til at nyde den

og glæde sig derved.
Men vi skride videre op mellem de høie Mure
og med en skarp Vending til venstre kommer vi ud
paa den nye Vei. Denne løber rundt Bagsiden af
den store Halvcirkel, der danner Østbugten . . .
Hvor ofte paa Søndagsaftenerne har jeg ikke
hvilet her, og mangt et Blad har jeg skrevet i
Olivenhavene baade ovenfor og nedenfor denne
Vei. Med et vandtæt Tæppe spredt udover
Græsvolden i et vist Hjørne af en Terrace, hvor vi
kunde se Havnen, har jeg lyttet til min Forelæser,
og derpaa omdannet ham til en Hurtigskriver og
dikteret ham, saa fort, han kunde skrive. Ved
denne lille Proces saa den lille Bog, der er betitlet:
"Labyrinthens Nøgle," engang Lyset.
"Straks nedenfor sprudler en Kilde frem af
Klippen. For tørstige Munde maa dens lokkende,
musiklignende Rislen være en kraftig Indbydelse
til at komme og drikke; dens Vand er klart som
Krystal og dens Draaber glindsende som ægte
Perler. Rundt om vokser i frodig Mængde Urter og
Smaatrær; det er Vandets Nærhed og livgivende
Egenskaber, der bevirker dette "Aanden og
Bruden siger: Kom! Og hvo, der hører, [407]
sige: Kom! Og hvo, der tørster, komme,
og hvo, der vil tage Livsens Vand

uforsky ldt! (Aab. 22. 17). Denne Kilde bringer
mig til at tænke paa dette herlige Skriftsted. Jeg
har hørt omtale, at i de store Ødemarker, hvor
Karavanerne ofte lider Mangel paa Vand, pleier
man at sende en Kamel med sin Rytter iforveien
for at opsøge Vand; — derpaa følger saa en anden
Kamel, saa en Tredie og en Fjerde. Saasnart den
Første finder Vand udraaber han, inden han bøier
sig ned for at drikke, med høi Røst: "Kom!" Den
nærmeste Rytter, der hører dette Raab, vender sig
og gjentager for den næste: "Kom!" Og saaledes
gaar dette Raab fra Mand til Mand, indtil hele
Ødemarken gjenlyder af Ordet: "Kom!" Saaledes
siger ogsaa Aanden og Bruden allerførst: "Kom!"
Den, som nu selv hører og føler dette Raab, han
siger ogsaa: "Kom!" Og den, som tørster, han
kommer! Den, som vil, kan her drikke uden
Betaling saameget han vil. Ven! Nøl ikke med at
komme til Livskilden, Jesus!
"Ja, Herre, ja!"
Naar jeg taler med visse Mennesker om
Kristus, ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal komme
dem ind paa Livet. De siger i et væk: "Ja Herre; ja,
Herre; ja Herre!" Jeg siger: "Men min kjære Ven,
De maa nødvendig faa et nyt Hjerte." De svarer:
"Ja, Herre, ja." "Og De ved, at uden Kristus findes
der ingen Salighed for Syndere?" "Ja, Herre, ja."

[408] Jeg har mange Gange talt derom med en
Mand, der altid har takket mig derfor og tilføiet, at
jeg var meget snil, som vilde tale med ham om
denne Sag; men alt, hvad jeg forøvrigt kunde faa
ud af ham var et: "Ja, Herre, ja!" Jeg ønsker
ganske vist ikke, at han skal fare op imod mig og
skjælde mig Huden fuld, men jeg skulde føle mig
mere betaget af Haab for ham, hvis han blot vilde
modsige mig, saa jeg kunde ramme ham med
Ordets Sværd. Nei, aldrig har han noget at
indvende. Han gaar regelmæssigt og hører Prædikenen,
gjør sig ingen Tanke hverken for eller imod
og siger bare: "Hvilken pen Præken; hvilken god
Udlæggelse af Teksten!" Og det er Alt! Længer
synes det ofte, vi ikke kan komme med disse
Letbevægelige. Vi behøver megen Kjærlighed og
megen Medlidenhed med disse Kautschuk-Sjæle
— ellers kommer vi til at blive trætte og overlade
dem til sin Elendighed. Hav derfor Taalmodighed
og aflad ikke at tale med dem; maaske, at dog Gud
engang kan faa lære dem en anden Troesbekjendelse
end dette: "Ja, Herre, ja!"
Undervisning ved en Spurv.
Enhver maa gaa til Castellar; Veien derhen
gjennem Menton-Dalen er for mange en rigtig
Yndlingspromenade; hvis jeg havde kraftige Ben,
vilde jeg ogsaa foretrække at spadsere; thi

Udsigten er saa overordentlig smuk, Luften
saaforfriskende og Fuglenes Sang saa vakker; og
dette siger jeg saa meget mere som man har
forsikret os om, at der ikke findes smaa Fugle i
[409] Frankrig. Jeg mindes en Lærdom, som jeg
engang fik af en Spurv, som jeg holdt meget af.
Det var en haard Vinter og jeg kastede, som jeg
altid har pleiet at gjøre, lidt Brød ud gjennem
Vinduet til Fuglene. Straks kom en Spurv og tog
sig en dygtig Bid. Han saa paa mig, og jeg saa paa
ham. Vi blev gode Venner. Nu skal I høre, hvilken
en Missionær, den blev. Bort fløi den, og
formodentlig sagde den til den første Spurv, den
modte: "Hør, hvilket glædeligt Budskab, jeg
bringer; i dette haarde Veir, da det er saa ondt for
Føde, har en venlig Mand kastet Brød ud til os.
Kom og spis!" Og dette sagde den vist til alle dem,
den mødte. Og de kom og aad, en hel Skare.
O, hvor jeg syntes om den Spurv, hvilken salig
Lærdom gav den mig ikke! Vi ligner jo noget den
Spurv. Vi er jo selv komne til Kristus og har spist
af de Smuler, der er faldt fra hans rige Bord; og fra
den Stund har vi vel ogsaa forsøgt at lokke andre
til samme rige Bord. Det har jeg gjort, og det er nu
det, jeg ogsaa vil, at du skal gjøre. Hvis du selv er
kommen til Kristus og fundet, at han er god, tal
derom til andre og forsøg at føre dem til ham.

Vidne om hans Godhed ved dit Liv, ved dine Ord
og dine Gjerninger. —
Vi vil nu følge videre med paa denne Vandring
op gjennem Dalen: "Efter at have gaaet i næsten
ret Linie ovenover Abbatoiret (Navn paa en Vei),
og forbi Stien til Stenbruddene, begynder denne at
bugte og krumme sig ligesom en Aal. [410] Smaa
Huse paa venstre Side af Veien viser os nu sine
Revner, frembragte ved Jordskjælvet, baade i
Vægge og Tag, men jeg antager Beboerne finder
Aabningerne gode for Ventilationens Skyld og
derfor lader dem blive som Naturen dannede
dem." Jordskjælv er hyppige hernede, og uagtet
disse Huse er byggede paa Klipper, falder de dog i
Ruiner, naar Jordrystelsen kommer. Intet jordisk
Sted er sikkert, ingen Plads uforgjængelig her paa
Jorden; jeg kjender kun en Ting, der er
uforgjængeligt; — det er Guds eget Ord. Naar vi
i Erindringen gjenkalder os, hvor mange
voldsomme Angreb Bibelen har faaet, hvorledes
den alt fra Mose Tider har været Gjenstand for
Omstyrtningsforsøg af Hedninger, Stjernekyndige,
af Vismænd og "oplyste" Folk saavel som af
sneversynte Daarer, Løgnere, Fritænkere og
Affaldne; naar vi da betænker, at den gjennem alt
dette har bestaaet sin Prøve og den Dag i Dag staar
som et Boldværk, ikke blot for Kristendommen,

men ogsaa for al sand Kulturudvikling; og naar vi
endvidere betænker, at al Dannelse og Oplysning,
Dyd og Sædelære, Retfærdighed og Gudfrygtighed
i Kristendommen hviler udelukkende paa
Bibelen og, at denne Bog sammenholder denne
vældige Bygning med en Styrke og Paalidelighed,
man tidligere aldrig har seet, naar vi betænker alt
dette, maa vi da ikke i Sandhed fatte Mod, glædes
og sige: "Himmel og Jord skulle forgaa, men mine
Ord skulle ingenlunde forgaa." (Math. 24. 35).
[411] Tørre Kviste.
"Her kommer en gammel Kone gaaende
bortover Veien med et Knippe tørre Vintrækviste
for at gjøre op sin Ild dermed! Aldrig skal jeg
glemme hin kolde og barske Dag, da jeg laa syg i
Marseille. Der maatte lægges i Ovnen og midt
under mine Smerter vendte jeg mig mod den
Mand, der skulde tænde op, for at se ham gjøre
dette. Jeg var da daarlig tilsinds, og jeg sank under
Frysepunktet, da jeg saa ham tage en Bunke Grene
af et Vintræ og fyre op med. Da stormede Herrens
Ord ind paa mit tunge Hjerte: " D e r s o m n o g e n
i k k e b l i v e r i m i g , h a n b l i v e r u d k a s t e t
s o m e n G r e n o g v i s n e r ; o g m a n s a n k e r
d e m o g k a s t e r d e m i I l d e n , o g d e
b r æ n d e . " (Joh. 15. 6). Hvor maatte jeg da ikke
øieblikkelig op af min Seng og paa mine Knæ og

kjæmpende med min fortvivlende Aand, bad jeg
Gud inderlig give mig Vished, om aldrig at blive
udkastet som en vissen Gren.
Katholsk Uvidenhed.
Idet Spurgeon fortsætter sin Vei i og omkring
den lille, ensomt beliggende Landsby Castellar,
fortæller han følgende Træk som et Bevis paa det
dybe katholske Mørke og den Uvidmhed, de
stakkels Folk dernede lever i: "Imod vore
uudtrykkelige Advarsler og Forudsigelse, gav en
varmhjertet Broder, Gutterne og Pigerne et Antal
kristelige Billedbøger og Traktater. De stimlede
rundt ham og skreg stadig væk efter flere. Han
troede, at han her havde fundet Nøglen til
Castellar, Nøglen til den hemmelighedsfulde
Kjælder, [412] hvor Uvidenheden og Befolkningens
Overtro gjemte sig; men da disse Smaafolk
havde tilfredsstillet sin Lyst, og vi havde sat os i
vore Kjøretøier, saa vi de yngste stille sig i
Rækker paa Muren over os, og paa et Tegn blev
alle disse illustrerede Evangelistbudbringere sat
Ild paa og sendt ud i Luften, og hvor der ikke
kunde opdrives en Fyrstikke, blev de plukkede i
smaa Stykker og spredt for alle Vinde."
Uvidenheden og de katholske Præsters Advarsler,
om at den Slags Skrifter er sjælefordærvende, var
Grunden til denne lidet pene Handling af de Smaa;

disse Børn kunde, eller turde ikke læse disse
evangeliske, dyrebare Sandheder og blive
lykkelige derved — saaledes er det ogsaa med
mange Guds Børn; En Hindring for Tilegnelsen af
Trøst, er at de ikke helt ud vil kjende Evangelium,
eller at de ikke kjender det heltigjennem. Gode
Nyheder, hvoraf blot Halvdelen kjendes, kan ofte
synes at være daarlige. Jeg har læst, at den Tid
man benyttede de saakaldte Semaforsignaler
(istedetfor de nuværende Telegrammer) ankom
der til England en Efterretning angaaende den
engelske Hærfører Wellingtons. Blot Halvparten
af Telegramet opfattedes saaledes som det viste
sig fra Signalstationen og slog hele England med
Forskrækkelse og Sorg, paa Grund af den
bedrøvelige Nyhed. Der læftes følgende:
" W e l l i n g t o n s l a g e t . " Men se, man havde
ikke faat læst hele Telegramet; thi Taagen havde
lagt sig over Egnen, men da Luften snart efter blev
klar, viste Signalerne hele Depechen; nu stod der:
Wellington slaget [413] Franskmændene;
det helt modsatte altsaa af, hvad det halve
Telegram havde berettet.
Saaledes ogsaa, naar du ikke helt tilegner dig
Evangelium; naar du blot hører Halvdelen af det
glade Budskab, vil det synes, som om det
fordømmer dig; men du skal blot ogsaa høre den

den anden Halvdel for at faa fuld Klarhed for dets
trøstende Indhold. — Jeg vil kun sige dette: Hør
Evangelium flittig og randsag i sin Helhed den
hellige Bog, som Gud har skjænket os, og jo mer
helt du kommer til at kjende Sandheden, des mere
skal du erfare Guds Trøst paa dit Hjerte. Forlad de
Prædikanter, der skjuler en Del af Evangeliet for
dig, forsøg at faa fuld Indsigt i hele Kjærlighedens
Budskab og gjennem den Helligaands Undervisning
skal du snart blive af med dine aandelige
Tyngsler.
Imidlertid gik Tiden stille og roligt nede i den
lille By ved Middelhavet; nogen synderlig Bedring
indtraadte ikke i den kjære Guds Mands Tilstand.
Julen stod snart for Døren og som et Barn glædede
ogsaa Spurgeon sig dertil; gjennem de talrige
Breve; der daglig indløb fra London om
Virksomheden baade i og udenfor Tabernaklet
viste han, at man overalt derhjemme i det kjære
England beredte sig til at feire den store Julefest
og modtage det lille Kristusbarn; skjønt han var
temmelig svag, havde han dog omtrent hver Dag
samlet Folk, Brødre af næsten alle Bekjendelser
og Nationaliteter om sig; de opmuntrede hinanden
ved Guds Ord og Bøn, og nød Nadverden [414] i
Endrægtighed. Han har jo selv i en Prædiken ytret
følgende om:

Fælles Nadverdbord.
"Der findes ikke en Kristen under Guds
Himmel, fra hvem jeg er adskilt. Til Herrens Bord
indbyder jeg altid sande Kristne af alle Samfund
til at komme, og sidde ned og nyde Nadverden
med os. Hvis noget Menneske sagde mig, at jeg
var skildt fra de Episkopale, Presbyterianerne eller
Methodisterne eller nogen anden af Guds sande
Børn og Bekjendere, saa vilde jeg svare, at han
ikke kjendte mig; thi jeg elsker dem inderligen af
et rent Hjerte, og jeg har ikke fjernet mig fra dem.
Jeg kan have andre Synspunkter end dem, andre
Anskuelser og forskjellig Opfatning, og i saa
Henseende kan jeg siges at være skildt fra dem;
men i Hjertet er jeg ikke skilt fra dem, jeg elsker
dem og vil arbeide sammen med dem. — — —
O, hvor mit Hjerte elsker Tanken og Læren om
en eneste Menighed. Jo nærmere jeg kommer min
Herre i Bøn og Forening, jo mer forenes jeg med
alle hans Disciple. Jo mer jeg ser mine egne Feil
og Mangler, jo mer er jeg skikket til at overse
hvad jeg hos andre anser for saadanne. Kristi
Legemes Puls er Enhed; slet staar det til i det
Samfund, der søger at helbrede Kristi Legemes
Sygdomme ved at standse dets Puls. Jeg anser det
for en Synd at afslaa at nyde Nadverden sammen
med hvert sandt Medlem af Vor Herre Jesu Christi

Forsamling. O, selv [415] skulde jeg feile storlig,
hvis jeg ved Foden af denne Trappe skulde møde
et virkeligt omvendt Guds Barn, der kaldte sig
selv Methodist, Wesleyaner, Statskirkelig eller
Friforeningsmedlem og jeg da vilde sige: "Nei, du
stemmer ikke overens med mig i visse Punkter;
jeg tror, du er et Guds Barn, men jeg vil intet have
at bestille med dig." Jeg maatte da tro, at dette
Guds Ord vilde komme til at vende sin Braad mod
mig: " D e t t e e r d e m , s o m a f s o n d r e s i g ,
s a n d s e l i g e , s o m i k k e h a v e A a n d . " (Juda
19). Men skulde vi handle saaledes kjære Venner?
Nei, vi vil give dem begge vore Hænder og sige:
"Gud skjænke dig Lykke paa din Himmelreise!
Saalænge du har Aanden, er vi en Familie og vi vil
ikke fjerne os fra hinanden." Gud give, at den Dag
snart maatte komme, da hver Adskillelsens
Skranke skal nedbrydes! Det skal ikke vare
saalænge, haaber jeg, førend alle, der elsker den
Herre Jesus, skulde være villige til at prædike i
hinandens Forsamlingshuse, idet de vidner om den
samme Sandhed, har samme Tro og kraftigt
kjæmper for den. Da skal Verden se, "hvor disse
Kristne elske hinanden" og da skal det erfares i
Himmelen, at Kristi Rige er kommet, og at hans
Vilje holder paa, at "ske paa Jorden, som den sker
i Himmelen."

Satans Raad
til s i n e T j e n e r e synes i denne Tid at lyde
saaledes: "Sætter Eder ikke op imod Evangelium;
giv Plads derfor, men lær Mennesket at [416]
Vente og opsætte med at annamme det. Vogter
Eder for at sætte Samvittighederne i Strid med den
evangeliske Sandhed; thi Sandheden er en
Hammer, der kan knuse Stenhjerter; men lær dem
at vige unda for Hammeren; lær dem at sige: "Ja,
ja, det er Sandhed altsammen, aldeles ret, men vi
maa vente en liden Stund endnu; det har da ikke
sligt Hastværk; vi har jo Tiden for os.
En kjærkommen Lykønskning.
Blandt de mange Lykønskninger, der indløb til
Spurgeon i Anledning Julefesten, var ingen mere
kjærkommen end den, Pigerne og Gutterne i
Stockwell Vaisenhus sendte ham; den er skreven
af den flinkeste Gut og Pige ved ovennævnte
Hjem og er et Vidnesbyrd om den uskrømtede
Kjærlighed disse forældreløse og fattige Børn følte
ligeoverfor sin store Velgjører; den lyder saaledes:
Til vor elskede Forstander!
Stockwell Orphanage.
Clapham Rood,
London S. W.
22de December 1891.

Kjære Mr. Spurgeon! Julen kommer blot en
Gang om Aaret, og da fortæller vi hinanden, hvad
vi tænker og føler hele Aaret rundt.
Vi vilde ikke skrive til Dem, medens De var
saa daarlig, men hver Dag bad vi til Gud for Dem,
at han vilde gjøre Dem frisk igjen, og saa bra, at
De kunde komme og se til os paa Børnehjemmet;
og vi ønsker meget at faa høre Dem i Tabernaklet
igjen; da De altid havde sligt et vakkert Budskab
til os.
[417] Vi tænker altid paa at blive meget
lykkelige Gutter og Piger — og det er vi ogsaa nu
— og det er vor egen Feil, hvis vi ikke har været
saa snille, som vi skulde og burde. Enhver er jo
saa god imod os, og De er jo vor kjæreste, jordiske
Ven.
Vi takker den kjære Fru Spurgeon for hendes
Kjærlighed til os, og vi er meget glade over, at
Gud har gjort hende stærk nok til at være hos Dem
i Mentone. Vi haaber, at Forandringen vil gjøre
hende meget godt, og at ogsaa hun snart maa blive
frisk og kjæk.
Vi vidste neppe, hvad vi skulde sende Dem,
men nu er vi bleven enige om at sende Dem en
engelsk Blomst til at se paa i Julehelgen. De har
nok langt skjønnere Blomster i Frankrig, men vi

haaber, at De desuagtet vil holde ligesaameget af
denne, da den kommer fra deres kjære Gutter og
Piger paa Børnehjemmet.
Naar deres Brev bliver læst op for os Juledag,
kan De være forvisset om, at vi baade vil ønske
Dem og den kjære Fru Spurgeon "en glædelig
Julefest," ligesaa vist som vi selv haaber paa en
saadan — og "et lykkeligt og godt Nyt aar!"
Paa alle Gutternes og Pigernes Vegne
Kate Bishop.
Ernest James Barson.
Ved Uddelingen af Nytaarskortene blandt
Børnene 6te Januar blev følgende Brev fra
Spurgeon [418] oplæst; denne Svarskrivelse viser
os tilfulde hans aabne, faderlige Hjerte for de
Smaa, med hvem han trods Sygdom og Smerte
kan spøge med som et Barn.
Til
Mentone, Nytaarsdag.
Kate Bishop og Ernest James Barson, som
"repræsenterer" Stockwell Børnehjemmet!
Kjære Gutter og Piger! Eders Blomster var
meget vakre, men Postfolkene beholdt dem 6
Dage paa Veien, og var de derfor, naar de ankom

hertil mig, noget —, aa ja, bryd eder slet ikke
derom. Jeg forstod, hvad I mente. Gud velsigne
eder.
Blomster visner snart, isærdeleshed, naar de
pakkes i en Æske og sendes med Jernbanen; men
Jesu Kjærlighed til os bliver altid den samme, og
hverken Afstand eller Tid kan lade denne Blomst
visne. Kjære Børn, kjender enhver af eder
Herligheden ved Sarons uvisnelige Roser og
Dalens Liljer?
Jeg sender enhver af eder min Kjærlighed, og
mine oprigtige Hjerteønsker til enhver Gut og
enhver Pige. Jeg ønsker eder alle et godt Nytaar.
Jeg maa ei skrive meget, thi jeg er fremdeles
meget syg; dog skal jeg endnu blot like at faa sige,
at mine kjære Børns gode Opførsel er en stor
Glæde og Opmuntring for mit Hjerte, og hvad der
langt staar over dette — at jeg hører [419] om
mange Gutter og Piger, der er bleven omvendt og
tror paa den Herre Jesus; det har beredt mit Hjerte
den allerstørste Fryd.
Maatte det nu gaa eder alle godt — gjennem
hele det kommende Aar 1892.
Jeg er ligeledes meget fornøiet ved at høre, at I
har havt en rigtig glædelig Jul. Mig forekommer
det, som om vore Venner er endda snillere mod os

end før, og maa vi mer og mer alvorlig bede: Gud
velsigne dem!
Eders elskede Ven
C. H. Spurgeon.
I nøie Forening med hans Kjærlighed til de
Smaa, de Fattige og Fortrylte staar, hvad han
engang ytrede om
Hellig Følsomhed.
"Jeg hørte engang en Mand sige: En daarlig,
legemlig Konstitution (Helbred) er langt mere
følsom overfor Smerte end en haard og stærk, og
et Barns fine Hud føler før Piskeslagene end
Slavens tykke og hærdede. Saaledes føler ogsaa de
Guds Børn, der har en mere følsom Aand, snarere
Trykket af sin Faders Mishag og lægger det mere
paa Hjertet end de slappe og søvnige Aander, som
ler af sit Kors og slukker sine Sorger i Glasset.
Hjertets "Finfølsomhed" er altsaa en Egenskab
hos Guds Børn — en Egenskab af meget ædel
Natur. Den muliggjør, ja den fører næsten [420]
uundgaaeligt større Lidelse med sig; men den
setter ogsaa Sjælen istand til af Lidelsen at hente
Velsignelse, og dette er jo af den største
Betydning.
Haardhjertede Mennesker er ikke Mennesker

efter Guds Hjerte. I samme Grad, som Følsomheden
aftager, aftager ogsaa Livet. Mennesker
med aandeligt Liv, er følsomme Mennesker.
Hjertets Forhærdelse er en dødelig Sygdom. Et af
Aandens første og største Arbeider i et Menneske,
er at borttage Stenhjertet og skjænke det et af
Kjød, og jo ømmere og mere finfølende Hjertet
bliver, desto tydeligere ved man, at Gud bor
derinde. Vi ved jo, at den Helligaand kan blive
bedrøvet og stødt bort, og om Herren staar det
skrevet, at han er en nidkjær Gud. De, som er
Guds Børn og har Guds Aand, har derfor ogsaa et
ømt Sind. En stor Synd foruroliger ikke en
indslumret Samvittighed; men den aller mindste
O v e r t r æ d e l se o g S y n d er en stikkende Torn
i e t G u d s B a r n s Ø i e . Mens David vandrede
med Herren, slog hans Hjerte ham, fordi han
havde afskaaret en Flig af Sauls Kappe, men da
han begyndte at leve fjernt fra Gud, begik han en
langt større Synd og forhærdede sig Maaned efter
Maaned uden at nærme sig Gud i oprigtig
Ydmyghed og Bodfærdighed; ei en Nathans
træffende Lignelse slog ham, førend Profeten
direkte sagde til ham: — Du er Manden!"
Sjelens Tilbagevenden til Naaden viser sig i
tiltagende Følsomhed. Naar Vandet er opvarmet af
Sommersolen, synker selv den allermindste Sten

[421] tilbunds; naar derimod om Vinteren den
kolde Nordenvind bringer det til fryse og
belægges med tyk Is, kan det bære en usædvanlig
stor Tyngde. Saaledes kan ogsaa Sjælen, naar den
bliver lunken ved Bortfjernelse fra Gud — taale at
bære en usædvanlig stor Syndebyrde; men naar
Naaden atter kommer med sine Straaler og Sjælen
igjen faar staa i ret Forhold til Gud, er den mindste
Synd istand til at tynge Sjælen til Jorden. O, at vi
havde mere af denne hellige Følsomhed. Herre,
gjør mig saa øm som et aabent Saar. Giv, at jeg
maa føle Slaget, før det rammer mig!
Med hvilke Tanker den kjære Spurgeon indtraadte
i det nye Aar, med hvilke Forhaabninger
hans elskede Hustru, der i denne Tid opholdt sig
hos ham, talte Dagerne og Timerne slig som de
gik uden at bringe hverken Forbedring eller
skjænke Vished om, at Herren, nu vilde hente sin
tro Tjener hjem, fremgaar af følgende Ord, som
han bl. a. ytrede til de fjorten Venner, som var
forsamlede i Bøn og Betragtning i hans Dagligværelse
i Menton Nytaarsdags Morgen: "Idet vi i
denne Time passerer Dørtærskelen til det nye Aar,
ser vi fremover, og hvad ser vi da? Hvis vi kunde
forskaffe os et Teleskop, i hvilket vi kunde skue
dette Aars Ende, vilde vi da blive saameget
klogere i Anvendelsen deraf. Jeg tror det ikke. Vi

ved intet om de Begivenheder, som Fremtiden
skjuler, o m L i v e l l e r D ø d f o r o s s e l v
eller vore Venner, eller nogen Forandring i vor
Stilling — ei heller om Sundhed eller Sygdom."
Saaledes kunde Mr. Spurgeon tale; maaske [422]
ikke anende, at hans Endeligt var saa nær
forestaaende, at han kun havde en Maaned tilbage
at leve i, men dog vistnok med en Tanke paa, at
han aldrig kunde blive ganske rask, og at hans
Virksomhed tilhørte den Tid, der var svunden.
Endnu formaaede han dog at foretage smaa
Udflugter.
Lad Kjærren rette sig efter Veien.
"En Dag da vi foretog en liden Kjøretur",
fortæller han, "hændte det, at Veien paa et Sted
blev forskrækkelig smal. Dette viste vi paa
Forhaand. Men paa hvad Maade havde vi rustet os
til vor Udflugt? Vist ikke ved at skaffe os en
vanlig bred og bekvem Vogn, men indstuvede i en
almindelig, simpel Smalkjærre. Blot paa den
Maade kunde vi kjøre forbi Afgrundene langs
Veien. Hvad Lærdom skal vi vel kunde hente
heraf for vor Færd gjennem Livet? Blandt andre
ogsaa denne: Naar du har smaa Indtægter, bør du
ogsaa have smaa Krav og med Tak til Gud og et
glad Hjerte l a d e K j æ r r e n r e t t e s i g e f t e r

V e i e n . At kjøre i bred Vogn paa smal Vei, kan
aldrig ende godt. "Det er ikke saa let gjort," siger
du. "Kan vel være, men det er dog nødvendigt for
en Kristen," siger jeg.
Hyrden og Faarene.
Hvor Luften idag var forfriskende, hvor
Himmelen blaa og Aftenen stille. Solen synker
som et stort udbredt Viftepalmeblad bag Bjergene
— Alt omkring er saa taust, saa fredeligt her
udenfor Byen: Jeg ser blot en Hyrde, der har
drevet [423] sine Faar henimod Folden og nu har
stillet sig ved dens Indgang og aabnet den for sin
Hjord; denne iler glad henimod dette Nattens
trygge Hvilested, men Hyrden; han kaster Øiet paa
hvert enkelt af dem, tæller hver eneste et og
forvisser sig om, at det er det hele og fulde Antal;
først naar han har faaet fuldstændig Vished, lukker
han Faarefolden til, sikker paa, at ingen Fare kan
nærme sig hans kjære Hjord. Da maatte jeg tænke
ved mig selv. Hvorfor bedrøver du dig nu, min
Sjæl, og hvorfor plager du dig med ængstelige
Tanker. Mener du maaske, at din himmelske Fader
ikke elsker dig ligesaameget som denne Hyrde
sine Faar. Er du ikke af langt større Værd for ham
end mange Faar. Er ikke Jesus Kristus din Hyrde?
Har han ikke for din Skyld hengivet sit Liv?
Gjælder det ikke ogsaa dig, naar han siger: "Mine

Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de
følge mig, o g j e g g i ver dem e t e vigt Liv,
o g d e skulde slet i k ke f o rtabes evindelig,
o g I n gen skal rive dem u d a f min
Haand." (Joh. Ev. 10, 27. 28). Denne Hyrde
tæller sine Faar, men skulde ikke ogsaa Gud have
fuld Kjendskab til og Omsorg for sine Trofaste?
Vor Herre Jesus siger, at han endog har talt vore
Hovedhaar. Selv om jeg ogsaa om Dagen skal
vandre omkring blandt Klipper og Stenhauge,
blandt Torne og Tidsler, saa vil Gud, naar Livets
store Aften kommer, i sin Naade opsøge mig og
føre mig ind i sin evige og himmelske Faarefold.
[424]
Er du beredt
til at lade dig føre? Synden og Egenviljen har jo
drevet mange Faar udpaa Vidderne, helt ud i
Ødemarken. Ak, hvor meget ondt har ikke Synden
afstedkommet. Det største Onde den bragte os var
jo Døden, aandelig og legemlig. Hvormange af
vore Kjære ligger nu ikke og muldnes i Graven.
De, som maaske engang var vort Livs Glæde,
fortæres nu af Orme, Dødens Ljaa har afskaaret
dem lig Græs; de ligger sammen i Rækker
derborte paa Kirkegaarden. Hvem har slaaet dem
alle? Syndens Sold er Døden. Men naar Herren

kommer, han, der er Opstandelsen og Livet, da
skulde vore Døde opstaa af sine Grave. De skal da
træde frem i Udødelighedens Klædebon. "Din
Broder skal opstaa igjen." Dine Børn skal vende
tilbage fra Fangenskabets Land. Naar den Herre
Kristus kommer igjen og aabner Gravens Porte
paa vid Væg, skal vi gaa ud deraf, og intet skal
som Seierstegn efterlades Fienden. Den fulde
Frelse, som i de sidste Tider skal aabenbares paa
alle Guds Hellige, indebærer i sig vor Mandoms
Fuldkommengjørelse efter vor Herre Jesu Kristi
Lighed. Ingen værkende Hænder mer; ingen trætte
Hoveder; thi vi skulde jo opstaa i Kraft. Vort
Fornedrelseslegeme skulde jo forvandles til et
Herlighedens, omend det saaes i Forkrænkelighed.
Hvilke herlige Udsigter ligger der ikke udbredt for
os. De skal virkeliggjøres paa den Dag, Kristus
kommer tilbage.
Men hvis vi venter ham, skal vi ogsaa berede
[425] os for hans Ankomst. Hvis du indbyder en
god Ven til dig, er jeg sikker paa, at du vilde gjøre
nogle Forberedelser til hans Komme. Du vilde
gjøre dette for rigtig at byde ham Velkommen.
Sæt nu, at det var vor Dronning, hvor meget mere
Flid vilde du da ikke gjøre dig for at give hende en
festlig Modtagelse. Men hvis vi nu venter Kristi
Gjenkomst, skulde vi da ikke i allerhøieste Grad

være beredte til at møde ham? Jeg ser af og til, at
de større og fornemmere Huses Porte her i Byen
staar aabne; det betyder, at man venter Fremmede
der. Hold altid den store Port til din Sjæl aaben,
ventende Herrens Ankomst. Det er bare tomt
Snak, hvis du taler om at møde Herren, naar du
ikke bereder dig til at modtage ham. At være
beredt, vil sige det samme som at staa i en
ventende Stilling ligesom en Herskabstjener, der
hvert Øieblik oppebier sin Herres Ankomst. Sig
ikke: "Herren venter nok med at komme endnu;
derfor vil jeg uafhængig af ham lægge mine Planer
for det kommende Aar." Maaske du ikke længer er
her om ti eller tyve Minutter; og selv om du er det,
kan Herren ogsaa være her. Han kommer; han er
paa Veien. Det er længesiden, han har sendt sin
Herold i Forveien med Budskabet: " S e , j e g
k o m m e r s n a r t ! " Han maa derfor snart være
her. Hvis du længes efter hans Aabenbarelse, maa
du uophørlig være i en vaagende og ventende
Stilling, at du kan modtage ham med Glæde, naar
han kommer. Kristus kommer: Jeg vil ikke synde.
Kristus kommer: Jeg vil [426] ikke rodfæste mig i
Verden. Venter du Herren? Er du beredt?
*
*
Spurgeon baade ventede og var beredt; dette
*

var ogsaa Grunden til, at han den 9de Januar,
medens han fuld af Glæde gjennemsaa og rettede
en Prædiken over Davids 105 Ps. og over den
herlige Beretning om den undergjørende Jehova
kunde udbryde: "Og h a n f ø rte d e m u d med
Sølv o g Guld, o g d e r fandtes I n gen,
som snublede i hans Stammer." Mon han
anede, at han aldrig mere skulde gjennemse og
rette nogen Prædiken for "The Metropolitan
Tabernacle Pulpit?" Saaledes kaldtes jo den
ugentlig trykte Prædikenudgave, der som før
meddelt er bleven til saamegen Velsignelse og til
saa mange Sjæles Frelse. Man har spurgt: Blev
disse Prædikener solgt eller uddelt gratis? I
Almindelighed blev de solgt; man kunde da
spørge, om det ikke var Meningen, at disse
Prædikener skulde virke til Sjæles Frelse og ikke
gjøres til en Forretning? Dertil skal for det første
svares, at Udgifterne ved Trykningen først maatte
dækkes; dernæst at Overskuddet gik til Spurgeons
forskjellige Velgjørenhedsanstalter. Men Hensyn
til
Prædikenvirksomhed og Betaling
har Spurgeon selv ytret følgende: "En Ting, som
man bør lægge sig paa Hjertet, er, at en
Evangeliets Forkynder ikke behøver m i n d r e til
sit Ophold end andre Mennesker. En Prædikant

[427] med stor Familie og i smaa Omstændigheder
blev engang nødsaget til at henvende sig til
Forsamlingens Bestyrelse med Anmodning om, at
man vilde lægge lidt paa hans Løn. En af
Forsamlingens Medlemmer svarede hertil:
"Jeg vidste ikke, at De prædikede for Penge."
"Nei, det gjør jeg heller ikke," svarede
Prædikanten.
"Jeg tænkte," fortsatte Bestyrelsesmedlemmet,
"at De prædiker og arbeider for Sjæle."
"Det gjør jeg ogsaa," gjenmælede Prædikanten,
"men jeg kan ikke leve af Sjæle; og selv om jeg
kunde det, saa maatte der et udfordres et
usædvanligt stort Antal saadanne Sjæle som De,
for at skaffe mig et eneste Maaltid Mad."
Blandt de Venner, Spurgeon skattede mest og
som under hans lange Sygdom stadig opholdt sig i
hans Nærhed, ja selv under hans Ophold i
Mentone stod hos ham og pleiede ham, var hans
trofaste Medhjælper og Privatsekretær, føromtalte
J. W. Harrald. Denne har i de allersidste Dage af
hans Sygdom optegnet følgende:
Dagbogsnotitser,
der er af saameget større Interesse som de
indeholder det a l l e r s i d s t e af hvad Spurgeon

har talt og nedskrevet her i Livet.
S ø n d a g 1 0 d e J a n . "I Løbet af den Uge,
der gik foran denne Hviledag ankom adskillige
nye Gjæster til Hotellet — og ikke vidende, om
disse vilde billige Salmesang og Bøn i [428]
Hotellets offentlige Forsamlingssal, blev
Spurgeons Venner i Huset indbudt til efter
Middagen at møde i hans private Værelse. Der var
19 Personer tilstede og en salig Stund blev
tilbragt.
" J e g s k a l k o m m e h j e m i F e b r u a r , "
var Spurgeons Svar til enhver, der spurgte ham,
naar han tænkte at vende tilbage. Ja, Han kom
ogsaa Hjem i Februar! ikke til "Westwood" nei
til det himmelske Hjem, som Jesus, vor Frelser,
har beredt deroppe for ham.
Der holdtes Bøn (denne Søndag) af Diakon
Thompson, nogle Andre samt Nedskriveren,
"Vaabendrageren," som Spurgeon yndede at kalde
sin Medhjælper. Spurgeon læste og forklarede
Davids 73de Psalme og oplæste derpaa en Del af
en af sine trykte Taler; "Lad os bede" (No. 288).
Denne Del udgjorde disse tre Hovedpunkter:
1) "Ved Bøn faar man Nøglen til alle
Gaader.
2) Bøn løser alle Tyngselens Baand.

3) Gjennem Bøn modtager man Løfter
og Forsikringer."
1 2 t e J a n . Mr. Spurgeon gik idag en liden
Tur rundt Boulevard Victoria, og besøgte paa
denne en venlig Fotograf, Mr. Mackensie fra
Dover, for at denne skulde tage nogle flere
Prospekter til at illustrere hans " V a n d r i n g e r i
M e n t o n e " ; denne lille Bog vil om kort Tid
komme i Boghandelen. Om Aftenen havde
Spurgeon en kort Samtale med [429] Rev. Wm.
Arthur, Forfatteren af Bogen: "Tunger af Ild."
Hvis de blot havde vist, hvad Fremtiden vilde
bringe, hvormeget skulde ikke disse to Krigsveteraner
have havt at sige hinanden.
1 3 d e J a n . Idag skrev Spurgeon "Notitserne"
(til sit Blad) "The Sword and the Trowel", og om
"Bibelen og moderne Kritik." Er det en Mand, der
har strøget sit Flag eller spigret sine Farver til
Masten?
1 5 d e J a n . En Dag af blandet Glæde, Velsignelse
og Sorg — Fru Spurgeons Fødselsdag,
men ogsaa den Dag, paa hvilken Rygterne om
Hertugen af Clarences (den engelske Tronarving's)
Død stadfæstede sig. Erindrende de venlige
Forespørgsler, Prinsen af Wales sendte Spurgeon
under hans Sygdom, telegraferede denne for at

udtrykke sin Deltagelse for de sørgende Forældre;
(Hertugen af Clarence var jo Prinsen af Wales
ældste Søn). Det gjorde den kjære Spurgeon
øiensynlig glad, da han, som intet Svar havde
ventet, modtog et Telegram, der udtrykte Prinsens
"hjertefølte Tak."
1 7 d e J a n . Denne Eftermiddag, medens vi
ordnede Sangene til Aftenandagten, sagde
Spurgeon: "Jeg vil gjerne aflægge et kort
Vidnesbyrd iaften." Da vi var bange for, at han
ikke var stærk og frisk nok dertil, overtalte vi ham
til at læse noget af, hvad han allerede før havde
skrevet. Han gav efter for vore Raad, skjønt han
øiensynlig meget havde glæd et sig til at kunde
holde en eller anden liden Prædiken for [430] sin
Kreds af Venner; han fik aldrig mer nogen
Anledning til at vidne for os. Efterpaa fandt jeg
ud, hvilken Tekst han havde valgt, og de Afsnit,
han havde delt den i. Her har vi den:
" T a a l m o d i g h e d e n s G u d . " Rom. 15—5.
I. Hvem øver Taalmodighed.
II. Hvem fordrer Taalmodighed.
III. Hvem skjænker Taalmodighed.
IV. Hvem belønner Taalmodighed.
Men hvad han vilde have sagt om disse
Hovedpunkter, ved vi ikke. Den første Sang, der

lev sungen (hin mindeværdige Aften) var den
skotske Versomskrivning af Davids 103. Ps. "O,
du min Sjæl, lov Herren Gud," hvorpaa Spurgeon
læste og kortelig forklarede denne Psalme,
derefter anmodede han sin Sekretær (Nedskriveren
heraf) om at bede. Derpaa en Sang, hvorpaa
Spurgeon læste sin Fortolkning over Math. 15, 21
—28. Jeg tror vore Læsere ikke vil knurre for det
lille Rum, som denne Del af Spurgeons
Fortolkning til Mathæus vil optage, den, som han
læste for de 21 Venner, samlede hos ham hin
mindeværdige Kveld, v e d d e t s i d s t e M ø d e ,
h a n l e d e d e p a a J o r d e n .
Det sidste Møde.
Jesus helbreder den kananæiske Kvindes
Datter; Math. 15, 21—28 var den Tekst, der laa
til Grund for hans Fortolkning. Han har selv kaldt
den, B r ø d f o r d e s m a a H u n d e .
Vers 21. " O g J e s u s g i k b o r t d e r f r a o g
d r o g h e n t i l T y r u s' s o g S i d o n s E g n e . "
[431] Han forlod Farisæernes brydsomme
Selskab og g i k b o r t d e r f r a , saa langt som han
kunde drage uden at forlade sit eget Land. Den
store Biskop gik til selve Grændsen af sit
Bispedømme. En indre Drift drog ham did, hvor
han viste et troende Hjerte stundede efter ham.

Han blev sendt som et Vidne til Israels Hus, men
han fortolkede denne sin Sendelse i den mest
udstrakte Betydning, og drog han derfor hen til
Tyrus's og Sidons Egne. Naar det Folk, som var
M i d t p u n k t e t , Guds Eiendomsfolk, bliver uforbederlige
og ligegyldige, gaar Herren til dem, som
han kan naa i O m e g n e n . Lad os altid pløie lige
til selve Markens Ende og gavne vor Tid og vor
Slægt til Jordklodens yderste Grændser.
Vers 22. "Og se, en kananæisk Kvinde
k o m f ra de samme E g n e, raabte o g
sagde til h a m: H e rre, Davids Søn,
f o r barm d i g o v e r mig! Min Datter
plages ilde af Djævelen."
Se, her er noget vi skal lægge Mærke til,
betyder denne Ordvending; noget værdt at se; godt
for Øiet og godt for Hjertet. Just da Jesus gik
henimod Tyrus's og Sidons Egne kommer der En
fra den samme Trakt for at møde ham. Sent eller
tidlig vil søgende Sjæle møde den kjære Herre
Jesus. Denne Kvinde fra Kanaan kunde ikke gjøre
noget Krav paa Grund af sin Nationalitet: Hun er
en Hedning af den værste Slags, af en Slægt, der
for længe siden var dødsdømt. Hun kom fra denne
smale [432] Stribe Land, hvor Tyrierne boede; og
lig Hiram fra Tyrus kjendte hun Davids Navn;
men hun gik endnu længere; thi hun t r o e d e p a a

D a v i d s S ø n . Kjærligheden til hendes Datter
drev hende til at drage ud, at raabe, søge og
bønfalde om Naade og Forbarmelse. Hvad kan
ikke en Moders Kjærlighed udrette og gribe til?
Hendes Nød havde nedbrudt Skranken mellem
Hedninger og Jøder; hun raabte til Jesus, som om
hun havde været fra det samme Land som hans
Disciple. Hun bad om sit Barns Helbredelse som
e n N a a d e m o d h e n d e s e l v : " F o r b a r m
d i g o v e r m i g . " Hun bad Jesus som "Herre"
derom. Hun bad En der var større end Salomon
derom; hun bad " D a v i d s S ø n " , den klogeste
og den mægtigste af alle Undergjørere. Hun gik
kort og godt løs paa Sagen og anraabte ham for sin
Datter med al en Moders ængstelige Kjærlighed.
Hendes Nød lærte hende at bede. Beder vi
saaledes for vore Børn som hin Kvinde gjorde for
sin Datter? Har vi ikke gode Grunde nok til at tage
hende som et Eksempel.
Vers 23. " M e n h a n s v a r e d e h e n d e
i k k e e t O r d . Da t r a a d t e h a n s D i s c i p l e
t i l h a m , b a d h a m o g s a g d e : S k i l d i g a f
m e d h e n d e ; t h i h u n r a a b e r e f t e r o s . "
Taushed var et haardt Svar; thi Frygten kan jo
udlægge det, som noget endda værre end et haardt
Ord. " I k k e e t O r d . " Ei et Ord fra ham, for

hvem hvert eneste Ord er et Magtsprog. Dette var i
Sandhed et haardt Skræmmemiddel, [433] en
haard Prøvelse. Dog hun blev ikke bragt til
Taushed ved, at Herren taug. Hun fordoblede sine
Bønner. Disciplene følte sig øiensynlig ilde berørt;
men tog Feil, naar de sagde: "Hun raaber efter os."
Nei, nei, hun raabte efter — Ham. Skulde dette
have krænket dem? O, at alle Mennesker vilde
raabe efter ham: Et saadant velsignet Bryderi vilde
være bleven hilset med jublende Længsel af
medfølende Hjerter blandt Herrens Tjenere.
Disciplene blev tilsidst nødt til at henvende sig til
sin Mester, og skjønt dette allerede var n o g e t ,
var det dog ikke m e g e t gjort af dem. Muligt, at
de ved deres Klagemaal kunde hjælpe Kvinden til
at faa Svar paa en eller anden Maade.
Men deres Ord var ledsaget af et koldt Blik:
"Skil dig af med hende." Maatte vi aldrig blive saa
selviske, som at føle os forulempede af Frelsessøgende.
Maatte vi aldrig sende dem bort med et
koldt Blik og haarde Ord.
Dog Disciplene var ikke istand til at tilsidesætte
hende; de blev saa at sige tvungne til at
anraabe J e s u s for hendes Skyld; de " t r a a d t e
t i l h a m o g b a d ". Hvis vore Medkristne
øiensynlig bliver lunkne, lad os da varme dem op
ved at lade dem føle v o r glødende Iver og

Nidkjærhed for Herren.
Vers 24. " M e n h a n s v a r e d e o g sa g d e :
J e g e r i k k e u d s e n d t , u d e n t i l d e
f o r t a b t e F a a r a f I s r a e l s H u s . "
Naar Jesus talte saaledes, var det ikke til hende,
men til sine Disciple; men hun hørte [434] dette
Ord, og det føltes som et Hammerslag paa hendes
Forhaabninger. Hun var jo ikke af I s r a e l s H u s .
Hun vidste, at hun ikke turde regne sig blandt
F a a r e n e . Han var ikke sendt til h e n d e ;
hvorledes kunde han gaa udenfor sin Sendelse, sit
Kald? Det skulde ikke have forundret os, om hun i
denne sin Stilling var bleven greben af Fortvivlelse;
men nei hun fordoblede atter sine Bønner.
Vers 25. " M e n h u n k o m o g t i l b a d h a m
o g s a g d e : H e r r e , h j æ l p m i g ! "
Istedetfor at fortvivle kom hun nærmere og
tilbad ham. Det var godt gjort. Hun kunde ikke
ændre Skjæbnens Bestemmelser med Hensyn til
hendes Slægt, kunde ikke forandre den Tilskikkelse,
at hun og hendes Folk var Hedninger, heller
ikke forøge Herrens Kald og udvide dette, men
hun kunde bede. Hun vidste lidet om Mesiassendelsens
Indskrænkning, men hun var fast
forvisset om, at Herren havde en uendelig stor
Magt. Han kunde vistnok ikke som Hy r d e tælle

hende blandt sine Faar, men han kunde som
H e r r e hjælpe hende. Kristi guddommelige Natur
er en sprudlende Kilde af Herlighed og Almagt for
bedrøvede Hjerter. Hendes Bøn var kort, men
gribende. Den kom fra et sorgfuldt, oprigtigt
Hjerte og forfeilede ikke sit Maal. Hun havde gjort
sin Datters Sag til sin egen og raabte: "Herre,
hjælp mig." Kjære Gud, lær os at bede, slig som
hun bad!
Vers 26. " M e n h a n s v a r e d e o g sa g d e :
[435] Det er ikke smukt at tage Børnenes
Brød og kaste det for de smaa Hunde."
Tilsidst vender han sig og giver hende Svar paa
hendes Bøn, men det var ikke meget opmuntrende.
Hvor haardt dog dette Sprog var. Hvor uligt vor
Herres Sædvane! Og dog, hvor sandt! Hvor
ubestrideligt. Visselig "det er ikke smukt at tage
Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde."
Naturligvis, de store Fortrin, der tilhørte Guds
Eiendomsfolk, maatte ei tages bort for at gives til
dem, som ingensomhelst Ret havde dertil; ei heller
de Ben, der er bleven levnede, bortødsles paa
Uværdige; thi den velsignede Sæd (Kristi Ord og
Gjerning) er jo B r ø d f o r B ø r n e n e , og Cananiterne
var ei mere Medlemmer af den udvalgte
Slægt end Hundene var det. Deres hedenske Sind
satte dem med Hensyn til Urenhed paa samme

Trin som disse; thi mange Tusinde Slægtsled af
dem havde ei mere kjendt den sande Gud end
Hundene, der snuser omkring paa Gaderne. Ofte
havde de og andre af Filisternes Horder som
Hunde fulgt Herrens Folk i Hælene og forsøgt at
ødelægge dem. Kvinden havde formodentlig hørt
slige Udtalelser som disse fra ivrige jødisk
Rettroende, men hun havde ikke ventet dem fra
Herren.
Vers 27. " M e n h u n s a g d e : J a , Herre!
M e n o g s a a d e s m a a H u n d e æ d e d o g a f
d e S m u l e r , s o m f a l d e f r a d e r e s H e r r e s
B o r d . "
Det var ydmygt sagt dette: "Ja, Herre!" [436]
Det var modigt talt dette; thi hun fandt Føde og
Styrke for sin Tro i den haarde Skal, hvori Herrens
dybe kjærnefulde Ord skjulte sig. Vor dyrebare
Frelser havde benyttet et Ord, der kan gjengives
og oversættes med "smaa Hunde" — og, dette
g r e b hun. Smaa Hunde bliver jo Børnenes Legekammerater;
de ligger under Bordet og piller op de
Smuler, der fra deres Herres Bord falder ned paa
Gulvet.
Hedning som hun er, forlanger hun slet ikke at
blive vogtet som en af Hjordens Faar, men hun vil
være meget tilfreds ved at blive taalt som en af

Husstanden, selv om det blot er i Egenskab af en
liden Hund; for da vil hun jo være istand til at
samle S m u l e r n e , der falder fra Børnenes Bord.
Stor var den Velsignelse, hun søgte, men det var
blot en Krumme af Herrens Miskundhed og en
Smule af Israels store Portion, og derfor bad hun
derom.
Vers 28. " D a s v a r e d e J e s u s o g sa g d e
t i l h e n d e : O, K v i n d e ! D i n T r o e r s t o r ;
d i g s k e s o m d u v i l ! O g h e n d e s D a t t e r
b l e v k a r s k f r a d e n s a m m e S t u n d . "
Vor Frelser elsker en stor Tro — og skjænker,
hvad den begjærer. Hendes Tro var stor over al
Maade: af en hedensk Kvinde at være, og dertil
En, der lidet eller intet vidste om Jesus Kristus,
var hun virkelig stærk i sin Tro. Dog hendes Tro
var ikke blot stor over al Maade, nei, den var s t o r
i n d t i l V i s h e d . At tro paa en taus Kristus, paa
En, der prøver hende med en ligefrem Afvisning,
paa En, der kalder hende [437] en Hund, er en
usædvanlig Tro. Maal den, om du kan! Mange af
os har ikke en Brøkdel af denne Kvindes Tro. At
tro, at Han kan helbrede hendes Datter med det
samme og selv for Smulernes Skyld at klynge sig
til ham er en Tro, der selv sætter Herren i en slig
Forundring, at han maa udbryde: "Kvinde, din Tro
er stor!" Hvilket herligt Tilsagn: "Dig ske som du

vil!" Overensstemmende med hendes Vilje blev
altsaa hendes Datter aldeles frisk fra den samme
Stund. O, at eie slig dyrebar Tro, specielt i
Henseende til vore Sønner og Døtre! Hvorfor
skulde vi ikke have den? Jesus er den samme, og
vi skulde da nu have mere Grund til at tro og
fortrøste os paa ham end Kananiterne.
O, Herre, vi tror! Hjælp du vor Vantro og gjør
vore Børn karske for dit Navns Skyld. Amen!
2 0 d e J a n . Mr. Spurgeon gik denne Morgen
sin sidste Tur; det var til Monti, som han altid har
holdt saameget af. Om Aftenen blev hans Haand
saa angrebet af Gigten, at han tidlig maatte gaa
tilsengs, og fra dette sit Leie reiste han sig aldrig
mere.
Den følgende Dag gav reumatisk Hovedpine os
Anledning til forøget Ængstelse for vor elskede
Patient; og fra den Stund af lige indtil hans
Endeligt, var det aldeles nødvendigt Nat og Dag
omhyggelig at pleie og vaage over ham. Ingen
kunde dog fra Begyndelsen tænke sig, at Sygdommen
vilde antage saa foruroligende og slemme
Former, skjønt den Lidende selv tilkjendegav, at
[438] hans Hoved smertede ligesom dengang, han
"en Sommer vendte tilbage fra Essex;" han var
endog bange for, at han vilde blive ligesaa syg,

som han havde været paa "Westwood" i de
forløbne, faretruende Maaneder af sidste Aar.
Det var omtrent paa denne Tid, at Spurgeon
sagde til mig: "Mit Arbeide er til Ende," og talte
om forskjellige Ting, som viste, at han følte den
sidste alvorlige Reise forestod; selv, naar vi andre
klyngede os til Haabet om, at han vilde komme
sig.
Men Torsdag Morgen den 26de Januar maatte
Dr. Fitz Henry erklære, at Patientens Tilstand var
" a l v o r l i g ". Dette var af flere Aarsager en
mindeværdig Dag; thi just paa denne Dag, medens
Spurgeons Befindende pludselig var gaaet over til
at antage den alvorligste Karakter, bragte Menigheden
i London Metropolitan Tabernacle uvidende
herom, Herren et Takoffer for hans delvise
Helbredelse.
Vidt og bredt er det bleven udspredt, at Mr.
Spurgeon som sine sidste Ord til mig havde ytret
Apostelen Paulus's i 2 Tim. 4, 7: " J e g h a r
s t r i d t d e n g o d e S t r i d , f u l d k o m m e t
L ø b e t , b e v a r e t T r o e n . " Man har ikke den
mindste Grund til at anføre et saadant Udsagn; vi
tør nok antage, at han uden Smiger og Selvros
kunde have fremført disse Ord, og vistnok var de
indskreven paa den Oliventræeskiste, der gjemte

hans jordiske Levninger, m e n s e l v y t r e d e
h a n d e m a l d r i g . Det vilde have staaet i Strid
med hele hans Liv og den Aand, der [439]
beherskede det, at have gjort dette; han havde en
altfor ringe Mening om sit eget Arbeide og
Værdien deraf til at benytte sig af dette inspirerede
Ord, der under almindeligt Bifald er bleven lagt
ham paa Læberne i hans sidste Stund. Kjærlighed
til og Agtelse for min nu afdøde Lærer driver mig
til at gjøre denne Stadfæstelse af Sandheden. Hans
sidste Budskab og Hilsen til Menigheden og
Vennerne var det Telegram, han afsendte Torsdag
den 26de, medens Takoffermødet holdtes i
Tabernaklet.
Han og Fru Spurgeon, der da sad ved hans
Sygeleie, talte sammen, da de ogsaa kaldte mig
ind i Sygeværelset. De sagde: "Der er en liden
Smule Forretningsarbeide til Dem;" — hvorpaa
den kjære Mr. Spurgeon ønskede at diktere mig et
Telegram til Tabernaklet. Han begyndte: " J e g
o g H u s t r u , 1 0 0 L st. t i l T a k o f f e r e t " —;
men derpaa standsede han pludselig, dreiede lidt
paa Ordene og sagde: "Nei — ikke saadan; sæt:
1 0 0 L st. h e r l i g t T a k o f f e r f o r T a b e r -
n a k l e t s H o v e d u d g i f t e r . Min Kjærlighed til
alle Venner."
Jeg ventede paa lidt mere, men han faldt i

Søvn. Den forfærdelige Bevistløshed, der snart
skulde gribe fat i ham med en uimodstaaelig Kraft,
begyndte da allerede at gjøre sin Gjerning. Jeg
ventede, maaske omtrent en halv Time; — da han
vaagnede, sagde jeg: "De fuldendte ikke Telegrammet!"
"Er det endnu ikke bleven afsendt?" spurgte
han.
[440] "Nei," svarede jeg — "der er god Tid
endnu; man møder ikke i Tabernaklet før Kl. 4 i
Eftermiddag, og jeg kunde ikke afsende det uden
at fortælle dem derhjemme, hvordan De befinder
Dem, da de alle er saa ængstelige for Dem."
Paa sin træffende og eiendommelige Vis
svarede han:
" L a d d e m s e l v f i n d e d e t u d ; d e t e r
a l t , h v a d j e g k a n s i g e . "
Jeg tilføiede selvfølgelig tilsidst i Telegrammet
nogle Ord om, hvorledes han befandt sig; om hvor
daarlig han var. Dog disse hans Ord staar i herlig
Forening og i nøie Forbindelse med hele hans Liv
— a l t f o r a n d r e , i k k e e t O r d o m h a m
s e l v .
Lidet kan der siges om de følgende angstfulde
Dage og de vaagne Nætter. Dr. Fitz Henry gjorde

alt, hvad der stod i en Læges Magt; Fru Spurgeon,
nogle andre og jeg selv vaagede uophørlig over
ham; men ak — det meste af Tiden var han
fuldstændig bevistløs og ei istand til at meddele et
eneste Ord til den Kjære, der med al en Hustrues
uudsigelige Kjærlighed og Hengivenhed ventede
paa den mindste Stavelse fra hans Læber. Han var
ei istand til at skjænke nogen, hvad man
dagligdags benævner "en Døendes sidste Vilje og
Ord;" hans firti Aars Prædikantvirksomhed gjorde
det aldeles overflødigt.
Søndag 31te Januar oprandt; Tilstanden var da
haabløs; uden at røre sig eller give nogen Ytring af
Liv fra sig, laa Spurgeon aldeles som [441] død;
hvad han kunde nyde, blev fra først af uden
Modstand fra hans Side — rent udsagt — heldt i
ham.
Efter en urolig Nat, lagde der sig ved denne
Dags Frembrud et Streif af tilsyneladende Ro og
Hvile over ham; men med denne blot tilsyneladende
Ro svandt ogsaa Livet mer og mer. I Løbet af
Dagen blev følgende
Telegrammer
afsendt til England og Amerika.
Mentone Kl. 11 Form.

Spurgeon har havt en Nat uden Hvile, og hans
Tilstand denne Morgen giver Anledning til den
største Bekymring. Endnu kan han nyde lidt Melk.
Kl. 3.30.
Spurgeon er nu bevidstløs og meget svagere
end han var i Formiddag.
Kl. 6.30.
Spurgeons Tilstand nu i Aften er særdeles
kritisk; han kjender ikke sin Hustru og synes at
være aldeles uden Bevidsthed. Han vil ikke
modtage Næring. Den Melk, der søges tvungen i
ham, kan han ikke beholde.
Kl. 10.
Det gaar mere og mere tilbage, alt Haab om
Bedring er nu forbi. Aldeles bevidstløs, føler
ingen Smerte.
Spurgeon er netop hensovet
Kl. 11.45.
i bevidstløs Tilstand i sin Hustrus, Sekretærs og
[442] tre Venners Nærværelse. Havde ikke talt et
Ord paa flere Timer før sin Død."
"Da alt var forbi, omtrent en Times Tid før
Midnat Søndag den 31te Januar knælede det
ovennævnte lille Selskad, bestaaende af fem

Personer ned ved Dødsleiet og Vaabenbæreren"
takkede i sin Bøn Herren for, at han nu havde
lukket sin lidende Tjeners trætte Øine, for at han
nu havde aabnet Perleportene og givet hans
frigjorte Sjæl en Plads i det nye Jerusalem her
oventil. Den næste Takkens Røst, der hævede sig
mod Himlen, var Fruens; med en vistnok svag og
af de frembrydende Taarer næsten kvalt Stemme
fik hun dog Naade til at prise Herren for, at hun nu
i Prøvelsens og Alvorets Øieblik ikke sank til
Jorden, men fik tro og fortrøste paa Algodhedens
og Kjærlighedens Fader i Himmelen; fortrøste sig
slig paa ham, at hun, da det blev nødvendigt, ikke
blot at bringe Venner og Slægtninge i England,
men ogsaa sin unge Søn, Thomas, der paa denne
Tid var Prædikant for en Menighed paa New
Zealand, Sørgebudskabet i sit Telegram kunde
sige:
"Fader (er nu) i Himmelen; Møder hengiven (i
Guds kjærlige Vilje)."
Hvilken forunderlig Gjenforening fandt ikke
Sted hin Midnatstime, da h a n fik "vandre bort fra
Legemet og være hjemme hos Herren". 2 Kor. 5.
8. Visselig de gyldne Gader deroppe var fyldte
med alle dem, som denne Mand havde faaet
Naade til at føre til Frelseren: visselig, fuld af Fryd
strakte de sine Arme ud imod ham [443] og hilste

ham med Jubelraab: Velkommen! Medens vi
hernede allerede begræd den Hensovede, hvilken
Glæde tonede da ikke fra hans Moders Bryst; hun
gik jo til Hjemmet histoppe mange Aar før sin
Søn; hvilken Glæde blandt dem, som han aldrig
fik se i Kjødet, men som han alligevel elskede
saameget. John Bunyan og Paulus vil han vist,
efter først at have hvilet sit Hoved ved Jesu Bryst,
opsøge og vexle kraftige Haandslag med. Hvilket
Møde! Og saa kommer Turen til alle de øvrige.
1 . F e b r u a r . Priset være Herren for sit
Forsyns vise Anordninger; jeg kan saameget mere
sige dette som det første Brev, jeg imorges
aabnede, efter vor i Jesu henslumrede Forstanders
Bortgang indeholdt en Meddelelse om et Legat
paa ca. 9000 Kroner, der var bleven testamenteret
Stockwell Børnehjemmet. Det er jo et stort Tegn
paa, at Herren fremdeles vil sørge for de 500
faderløse Børn i Mr. Spurgeons Vaisenhuse". Det
er ogsaa en naadig Herrens Tilkjendegivelse af, at
det Værk og Arbeide, der blev grundlagt af den
kjære Afdøde ei vil forsvinde eller nedlægges ved
hans Bortgang fra os. Denne Tro og denne
Bevidsthed maatte vel ogsaa i den sidste Tid af
Spurgeons Liv have trøstet ham og gjort ham
Døden til en Vinding.
Saaledes afslutter "Vaabenbæreren",

Spurgeons afholdte Privatsekretær sine
Dagbognotitser. Vi vil, før vi i næste Afsnit gaar
over til at tale om Spurgeons Begravelse, før vi
meddeler enkelte kjærnefulde Uddrag af de
kraftige Vidnesbyrd, [444] der blev aflagte saavel
i Tabernaklet som ved hans Grav og andetsteds,
anføre følgende Omrids af de Prædiken-Tekster og
Afsnit af Bibelen, som Spurgeon i Januar før sin
Død havde nedtegnet, de kan baade tjene som
nyttige Vink for Prædikanter og tillige for andre
være af Interesse.
Uddrag af Lommebogen.
De er jo alle Brudstykker af den før omtalte,
bekjendte Notitskalender; Noterne og Bemærkningerne
er alle gjorte af Spurgeon selv.
J a n . 2 . "Holdende fast ved Troen og en god
Samvittighed." 1. Tim 1, 19.
I. Betragt først hver Del for sig.
II. Sæt dem saa i Forbindelse med
hinanden.
III. Se det gjensidige Sammenhold, hvori de
staar til hinanden.
J a n . 1 0 . "Randsager eder selv, om I ere i
Troen." 2. Kor. 13, 5.
I. En Helbredelsesmethode for Dadlelyst.

II. En Sag, hvorom man skal være
bekymret.
III. En Aarsag til Glæde.
J a n . 1 1 . "Stræber alvorlig at gaa ind gjennem
den snævre Port." Luk. 13, 24.
I. Der er ingen Indgang andetsteds.
II. Mange skyr den: Bestræber du dig for at
gaa ind?
[445] III. Det maa være den rette Port.
IV. Kun den alene fører til Livet.
Jan. 12 "Jeg undertvinger mit Legeme." 1. Kor. 9,
27.
I. Legemet — en Fiende.
II. Kampen maa være oprigtig.
III. Undertvingelsen maa fortsættes daglig.
IV. Grunden hertil magtpaaliggende: "For at
jeg ikke efter at have prædiket for Andre
skal selv blive forskudt."
J a n . 1 3 . "En Levetid hans Naade." Ps. 30, 3.
I. Naadens Livskraft.
II. Hvor længe skal den vare? "En Levetid."
III. Profetien om Naaden: "Om Morgenen
Frydesang" o. s. v.
J a n . 1 4 . "Kom ikke mine Ungdoms Synder
— — i Hu." Ps. 25, 7.

I. Erindrer du dem selv?
II. Lad dem blot blive dine Ungdoms
Synder.
III. Hvil i ham, gjennem hvem Gud tilgiver.
J a n . 1 5 . "Det er godt at lovsynge vor Gud." Ps.
140, 1.
I. Det er altid godt.
II. Det er godt for Sangeren.
[446] III. Det er godt for Høreren.
IV. Det er godt for mig, nu!
J a n . 1 6 . "Eders Synder er forladte for hans
Navns Skyld." 1. Johs. 12.
I. Hvis? —. Guds Børns. De alene har
Forretten.
II. Hvad? Synder er forladte.
III. Af hvad Aarsag? For H a n s Navn.
Skyld.
IV. Hvad da? "Jeg skriver til eder." o. s. v.
Dette sidstnævnte Sted havde vistnok borttaget
enhver Skygge af Rædsel for Døden. Og for den
kjære Spurgeon gjort den til, hvad han selv engang
i en Prædiken, kaldte
Hvile ved Kongernes Konges Hof
Vi gjengiver den her:
Noget af det dyrebareste for mig er at se,

hvorledes vore Folk dør. I flere Aar har jeg ikke
besøgt en eneste Døende i denne Menighed, hos
hvem jeg har kunnet opdage den mindste Skygge
af Frygt eller Tvivl om en herlig Indgang i vor
Guds og Frelsers evige Rige. Det har stundom
forundret mig saaledes bestandig at erfare dette.
Jeg sad engang ved Siden af en af vore Brødre,
som laa for Døden, og det var smertelig at se hans
Hustru ogsaa meget syg, men naar jeg talte med
ham om hans Bortgang, svarede han: "Hvad mig
angaar, saa findes der ingen Vaklen eller Tvivl;
vistnok kan jeg til sine [447] Tider være nedtrykt i
min Aand, men jeg tager ingen Notits deraf. De
har sagt, at vi ikke skal hvile paa vore Følelser,
men enfoldigt og fast stole paa det usvigelige Ord
af en trofast Gud. For femten Aar tilbage min
Herre", sagde han, "kom jeg en Aften ind i
"Tabernaklet" for at Høre Dem prædike, og
velsignet være den Dag, jeg saa op til Kristus og
blev frelst. Det har vistnok siden gaaet op og ned,
men Kristus har aldrig sluppet mig eller forladt
mig, og jeg tror ikke, han vil gjøre det nu heller;
hans Ord staar evigt fast. Herren er min Styrke og
Salighed". Og han tillagde: "Jeg hviler ikke paa
Mennesker i nogen Grad eller i nogen Henseende,
men ene og alene paa Herrens trofaste Forjættelser
og Jesu Kristi dyrebare Blod". Jeg maa sige, at jeg

ønskede, jeg var i hans Sted og kunde faa gaa
hjem til Himlen. Det gjør Een sikker paa
Evangeliets Kraft og Velsignelse, naar man ser
Folk dø paa den Maade; det styrker mig at gaa ud
og forkynde det for Mænd og Kvinder; det
Evangelium, som jeg prædiker, det holder i Livet
saavelsom i Døden. Vil du blot tro paa
Jesus, skal du finde, at det er en
velsignet Ting at forlade denne Verden
for evigt at være hos Herren. Døden
skal tabe enhver Skygge af Rædsel; alt
Mørke skal vige fra den. Det er kun
som at klæde sig af og gaa til Hvile for
at vaagne om Morgenen i kongelige
Klæder ved Kongernes Konges Hof. Det
gjælder kun at opgjøre din Sag med Herren og
overgive dig i [448] Jesu Hænder. Sig blot idag
med hele dit Hjerte, hvad du ønsker at sige i
Døden: "Fader, i dine Hænder befaler jeg min
Aand". D e t t e e r e n E v a n g e l i b ø n . Om du
forventer Herren i en fast Tillid til Kristi Blod og
Fortjeneste, skal du i Dødens Stund fornye din
Kraft, og du skal forlade din skrøbelige Hytte for
at være hos Herren i hans Herlighed. I sin Tid skal
du ogsaa gjenforenes med dit Legeme, der skal
blive ligedannet med Kristi Herligheds Legeme,
og i Opstandelsen skal du paa den mest

eftertrykkelige Maade fornye din Kraft. Lovet
være Herrens Navn for han har lært mange af os at
vente paa Herren! Maa han lære eder alle dette for
sit Navns Skyld. Amen."
Prøvelsens Gavnlighed.
Det siges, at Stjernerne, som man om Dagen ei
kan se fra den vanlige Jordoverflade, vilde blive
synlige, hvis man kunde gaa ned i en aldeles mørk
Dal. Og sikkert er det, at de bedste Guds Løfter
straale klarest for hans Forsamling, naar den
befinder sig i de mørkeste Prøvelser. Ligesaavist
som Gud fører sine ind i den gloende Ovn,
ligesaavist er det at han selv er dem nær derinde.
Det staar ikke skrevet, at Jossva saa Fyrsten over
Herrens Hær, før han stod udenfor Jerikos Mure;
men da saa han ogsaa virkelig den himmelske
Kjæmpe. Det er under vore tungeste Sorger, at vi
have de lifligste Erfaringer. Man maa gaa til det
ensomme Patmos for at faa en Aabenbaring.

[449]
22. Spurgeons Begravelse.
22de kapitel.
Spurgeons Begravelse.
Vidnesbyrdene ved hans Baare.
—————
Efterat vi nu Skridt for Skridt har fulgt den
kjære Spurgeon frem paa hans banebrydende Vei
for Guds riges Sag, læst om den rige Velsignelse,
han for saa Mange er bleven til, og vi nu staar ved
Afslutningen af dette paa gode Gjerninger saa rige
Liv, maa vi da ikke udbryde: " M i n S j æ l d ø e
d e O p r i g t i g e s D ø d o g m i t E n d e l i g t
v o r d e s o m h a n s . " 4 Moseb. 23, 10. Vi sætter
disse Ord som Indledning til dette korte Afsnit om
hans Begravelse og Vidnesbyrdene, der blev aflagt
ved hans Baare. Uagtet Beretningerne om hans

Begravelse maaske allerede er mange af vore
Læsere bekjendt gjennem Bladenes Meddelelser,
kan vi dog ikke af Hensyn til nærværende Værk's
[450] Fuldstændighed udelade samme; dog denne
Oversigt har vi dog indskrænket til den mindst
mulige Plads. Da der af hans Slægt og nærmeste
Familie var bleven ytret Ønske om, at den Afdøde
helst burde hvile i Hjemmets Jord indtil
Opstandelsens Morgen, blev Liget straks efter
Døden balsameret for at føres til England;
Spurgeons jordiske Levninger blev først lagt i en
Kiste af Zink; denne blev derpaa anbragt i en
smuk Oliventræeskiste, hvis Laag straks efter
forsegledes af den britiske Vicekonsul og
Mentones øverste Politiembedsmand.
Man havde haabet i London at faa se den kjære
Afdødes Ansigt, men Sygdommen var nok af den
Beskaffenhed, at det blev ugjørligt. Den offentlige
Forsegling af Kisten er noget, som Autoriteterne
forlanger; det har sine store Vanskeligheder at føre
et Lig ud fra Frankrig.
Dette skeede Onsdag den 3die Februar i
Nærværelse af en af Diakonerne fra Tabernaklet i
London, Brd. Allison; Spurgeons Privatsekretær,
Harrald; Pastoren ved den skotske Kirke i
Mentone, Sommerville; den britiske Vicekonsul,
den britiske Proconsul og Politimesteren.

Torsdag Morgen begyndte Reisen med at Liget
flyttedes over til det skotske Kapel, hvor der
holdtes en Mindefest Kl. 10. Kapellet var
naturligvis overfyldt, og mange kunde ikke
komme ind. Decorationerne var enkle, der var
ifølge Fruens Ønske meget faa Blomster, medens
der var en Overflod af Palmegrene. Flere Talere
aflagde kraftige og indtrængende Vidnesbyrd i
[451] ca. 1 Time. En fransk Prædikant sagde, at
Spurgeon ikke alene tilhørte England men hele
den kristne Verden. Telegrammer oplæstes fra
Prinsen og Prinsessen af Wales og fra flere andre,
ligesaa fra
D. L. Moody,
han gjengav Ordene fra Johs. Evgl. 11 Kap. 25de
og 26de Vers: "Jesus sagde til hende: Jeg er
Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig,
om han end dør, skal han dog leve; og hver den,
som lever og tror paa mig, skal ikke dø
evindeligen."
Lige efter flyttedes Kisten til Jernbanestationen
efterfulgt af en stor Procession. Kisten stod paa en
med Palmegrene rigt smykket Ligvogn, der ved
Ankomsten til Stationen blev fotograferet. 10
Minutter før Midnat afgik Toget til Paris, hvor det
skulde ankomme Lørdag Aften. Søndag Aften

fortsattes Reisen og passeredes Kanalen om
Natten.
Mandag Aften ankom det til Victoriastationen i
London og førtes straks derfra lige til Seminariet,
der er beliggende bag Tabernaklet.
En stor Menneskemasse var tilstede, og idet
Kisten bares ud til Ligvognen, blottedes alle
Hoveder. Endel stærkt medtagne Krandse og
Palmegrene fulgte Kisten. Den kjære Afdødes
Ansigt skulde ikke mere sees af hans Venner og
Brødre, men Deltagelsen var uhyre stor. Man
havde paa Forhaand frabedt sig Blomster og
Krandse for ikke at skaffe Folk en hel Del unødige
Udgifter.
Ved Mindefesten i Seminariet var Spurgeons
[452] Fader, Broder og Søn tilstede foruden
allernærmeste Venner og Bekjendte. Fru Spurgeon
fulgte ikke med Liget, da hun trængte Hvile for
Sjæl og Legeme efter de sidste store
Anstrængelser, men blev tilbage hos nogle kjære
engelske Venner i Mentone. Der indløb et
Telegram Tirsdag Aften fra hende, hvori meldtes,
at hun efter Lægens Raad skulde holde sig i
Rolighed saa længe som muligt; tillige anførte
hun, at den kjære Afdøde ingen Meddelelse havde
givet med Hensyn til Menigheden eller noget

andet efter den 26de Januar.
Tirsdag overflyttedes Kisten til Tabernaklet, og
den Dag holdtes der aabent fra Kl. 7 Morgen til
Kl. 7 Aften, saa at alle, som vilde, kunde faa se
den, idet der var ordnet saa, at
Menneskestrømmen kom indad en Dør, passerede
forbi det Sted, hvor Kisten var udstillet og gik saa
ud af en anden Dør. Det var en af de mærkeligste
og mest virkningsfulde Scener, der nogensinde har
været oplevet ved en Dissenterprædikants Død,
der ved denne Anledning fandt Sted: 60 Tusind
Mennesker passerede nemlig C. H. Spurgeons
Baare; dette viser jo, hvormeget den elskede Lærer
var skattet.
Uagtet man, som før meddelt, havde frabedt sig
Blomster, var det dog ikke muligt at tilbageholde
de kjære Venners Ønske om at hædre den Afdødes
Minde ogsaa paa denne Maade. Ved Baarens Fod
laa der saaledes en skjøn Samling af de mest udsøgte
Krandse, Ankere, Lyrer etc. af Hyacinther,
Crovis, Liljer o. s. v. Paa selve [453] Kisten laa
blot Spurgeons Bibel opslaaet og et rødt Silkebaand
til Mærke ved det 45de Kapitel hos Esaias;
det 22de Vers i dette Kapitel var nemlig det Guds
Ord, ved hvilket Spurgeon blev vakt til Liv for
mere end firti Aar tilbage. Platformen, hvorfra den
høit elskede Vens Røst saamangen Gang havde

lydt, var prydet med Myrther, Palmer, Orangetræer
o. s. v., der stod ogsaa hans Buste, for
Anledningen overflyttet fra Seminariet. Baggrunden
var smukt dekoreret med sort og hvidt. Det hele
Arrangement tog sig i sin Enkelthed meget
smagfuldt ud.
Den følgende Dag, Onsdag den 10de Februar
Kl. 11 blev den første Mindefest afholdt, ledet af
Broderen, der straks efter C. H. Spurgeons Død
var bleven valgt til Menighedens Forstander. Dette
Møde var blot bestemt for Menigheden, Lærerne
ved Seminariet, de ældste Studerende og
Medlemmerne af Kolportørforeningen og de
øvrige Institutioner, der henhørte under
Tabernaklets Virksomhed. Kl. 3og Kl. 7 samme
Dag afholdtes nye Møder.
Som nævnt før var Torsdag selve Begravelsesdagen.
Tabernaklet var selvfølgelig overfyldt og
mange af de Tilstedeværende var Spurgeons
gamle Tilhørere, der havde fulgt ham i Aarrækker,
saadanne, der ved ham var førte til et
uforkrænkeligt Liv, saadanne, som mere end en
Gang fra hans Læber havde modtaget Trøst og
Husvalelse og mangen dyrebar Lærdom, ja
saadanne, som med sølvhvide Lokker havde [454]
tænkt, at deres sidste Stund skulde oprundet, før
den elskede Broder fik fare hen.

Efter Sang og Bøn talte Dr. Pierson (den
nuværende Prædikant i Tabernaklet) og bemærkede,
at en stor Ceder paa Libanon var falden og at
dens Fald havde rystet det hele Land og Ekkoet
lød over hele Verden. Kisten blev under dæmpet
Sang af et Børnekor fra Børnehjemmene baaret ud
til Ligvognen af 8 Mand, og idet Kl. slog ½1 satte
det uhyre store Ligtog sig i Bevægelse til den
mere end en halv norsk Mil fjerntliggende
Kirkegaard ved Norwood. Mere end 200 Vogne
fulgte Ligvognen, og mange Steder var Gaden
aldeles propfuld med Mennesker, saa
Politistyrken, der var udsendt for Anledningen,
havde et vanskeligt Arbeide med at holde det
gaaende. Paa Kirkegaarden antoges en 10 a 12,000
Tilskuere at være tilstede. I de Strøg, hvor
Ligtoget passerede, var Butikkerne mangesteds
lukkede for hele Dagen og overalt, idet Følget
drog forbi. Sørgedekorationer og Tegn paa
Deltagelse saaes fra alle Hold. Selv en indfødt
Irlænder af den romersk katholske Bekjendelse
havde dekoreret sine Vinduer med Sort, og i det
ene stod skrevet paa en Plade paa Latin:
"Regniescat in pace" (Hvil i Fred) og paa en
anden: "Sit tibi terra leves" (Let hvile Jorden over
dig). Flere prædikende Brødre talte ved Graven og
Bevægelsen blandt Tilhørerne var stor.

Der var sendt Repræsentanter fra de mest
forskjelligartede Samfund og Korporationer.
Blandt de Tilstedeværende ved Mindefesten
[455] i Tabernaklet Torsdag var ogsaa Sang-
Evangelisten Ira D. Sankey, Moody’s trofaste
Ven og Medhjælper — velbekjendt gjennem sine
udmærkede religiøse Sange ogsaa for vort Lands
Befolkning. En usædvanlig Bevægelse og en
lydelig Hulken fra den store Forsamling truede
flere Gange med at overdøve hans vakre Stemme,
der i en rørende Sang tolkede Menighedens og
Folkenes Sorg over Tabet af den kjære Brøder.
Slutningsordene i denne lød:
Sleep on, beloved, sleep, and take thy rest;
Lay down thy head upon thy Saviours breast:
We loved thee well; but Jesus loves thee best
Good night! Good night! Good night!
I fri Oversettelse: "Sov nu, du Elskede, sov og
tag din Hvile; læg nu dit Hoved paa din Frelsers
Bryst; vi elskede dig m e g e t , men din Jesus
elsker dig endnu mere. Godnat!"
*
*
Ved Graven talte Spurgeons Discipel Achibald
G. Brown varmt og gribende. Han sagde, at man
*

ikke bød den Hensovede "et Farvel," men et "Paa
Gjensyn." Den stærke Arbeiders Værk var endt,
hans jordiske Bane brudt, men hans Gjerninger
fulgte ham; han havde blot ombyttet Stridens
Vaaben med Fredens Palmegrene; han havde
nedlagt Rustningen og i dennes Sted annammet en
Krone. I Graven hvilede blot hans Støv for en
liden Stund, men naar Guds Søn aabenbarede sig,
skulde han og alle de i Herren Hensovede atter faa
[456] danne det salige Broderbaand, der saa ofte af
Dødens Sigd var bleven overskaaret. Pris ske Gud!
Forløsningens Dag er nær. Amen.
Ira D. Sankey’s Vidnesbyrd: Vi følte, at vi
havde en Ven, der vilde staa op mod Dogmer og
Undertrykkelse; han pegede ret frem — ingen
Krogveie hverken til høire eller venstre. Og over
paa den anden Side af Havet (Amerika) fulgte ti
Tusinders Bønner ham — og altid vil de vedblive
at bede: Gud velsigne Tabernaklets Menighed.
D e t e r h e r j e g h a r l æ r t h v o r d a n j e g
s k u l d e b r u g e d e n S a n g - S t e m m e , G u d
h a r s k j æ n k e t m i g .
Da de sørgelige Tidender naaede os, sagde Mr.
Moody: "O, hvor meget skulde jeg nu ikke ønske
at kunne staa ved den Mands Grav, der har været
saameget for mig," men da der var et stort Antal
Byer, som endnu skulde besøges, og han ei kunde

unddrage sig derfor, tilføiede han: "Reis du ned
Mr. Sankey og syng en Sang til Guds Ære over
den Mand." Mr. Moody er netop i Aften der, hvor
Mr. Spurgeon netop vilde ønske, han skulde være,
nemlig i Skotland, prædikende Evangeliet. Det er
bleven sagt, at de første Kristne var saa faste og
forvissede i sin Tro paa, atter at skulle faa se sine
kjære Hensovede paa Opstandelsens Morgen, at
de istedetfor de hedenske Romeres Hilsen til de
Afdøde: Vale æternum (evig Farvel) blot sagde:
G o d n a t ! hvad der ogsaa udtales i den Sang, jeg
netop har sunget.
—————

[457]
23. Roser og Torne.
23de Kapitel.
Roser og Torne.
Brudstykker og Fortællinger
fra Spurgeons Liv og Arbeide.
—————
Guds Røst har flere Gange brugt dette Udtryk.
Saaledes i 1. Mos. 3. 18, og Ess. 35, 1. Med disse
Bibelsteder for Øie kan efterfølgende kjærnefulde
Brudstykker, kortere Prædikener og Fortællinger,
hentede fra Spurgeons Arbeide og Liv, der ofte
saavel var en Trængselens Tornesti som en
"Sarons Blomst, en Dalenes Lilie (gamle Bibeloversættelse:
Rose) af Velsignelse og Glæde —
vel kaldes " R o s e r o g T o r n e " ; de er dels
hentede fra ,) "The Bible and the Newspaper," en
af hans sidste Værker dels ogsaa fra andre
Optegnelser af ham.

En Røst fra Søen.
" O g d e t s k a l s k e i e t Ø i e b l i k , m e d
E e t . " Ess. 29, 5.
[458] " M e n H e r r e n k a s t e d e e t s t æ r k t
V e i r p a a H a v e t . " Jonas 1, 4.
Omtrent Klokken fire Søndag Eftermiddag den
24de Marts 1865 blev Londons Indvaanere opskræmt
ved en pludselig Orkan, som paa engang
bragte med sig voldsomme og formørkende
Støvskyer og paa en kort Tid rasede
forfærdeligt . . . Netop i dette Øieblik, medens
Landfolk var slaaet af Skræk for den truende
Storm, befandt det kongelige Manøver- og
Orlogsskib "Eurydice", som netop var vendt hjem
fra et Togt til Vestindien, sig udenfor Dunrose
Forbjerg paa Isle of Wright; (Ø ved den sydlige
Del af England); den gik med fulde Seil, ja endog
med Læseilene satte. Folkene ombord var
selvfølgelig meget længselfulde efter at naa deres
Hjem, og da de blot skulde rundt Kysten og ankre
paa Spithead (ved Porsmouth) gjorde de den størst
mulige Brug af Vinden. Den stolte Fregat saaes
tydelig fra den lille Landsby Shanklin; men
pludselig iagttog en Mand, som den hele Tid
omhyggeligt havde fulgt dens Bevægelser, at den
med et forsvandt; dette forundrede ham og lod

ham spørge sig selv om Grunden til denne
Forsvinden. Den havde ilet afsted med alle Seil
satte med Undtagelse af Bovenbramseil, og med
Kanonportene aabne, da i et Øieblik Vinden med
Raseri væltede sig indover den. Det var forgjæves,
at Kapteinen beordrede alle Seil strøgne; Skibet
lagde sig i helt, indtil Kjolen blev synlig og derpaa
— i mindre Tid end der behøves for at nedskrive
det — kantrede [459] det, og mere end tre
Hundrede brave Sømænd omkom i Bølgerne.
Sandt at sige kunde nok det kongelige
Telegram tale om "Eurydices skrækkelige Uheld."
Hvilken Ødelæggelse og Forvirring havde ikke
denne eneste, rædsomme Blæst foraarsaget over
hele vort Land og paa Havet. Hvor rapt sker ikke
Dødens Angreb! Hvor listende dens Skridt! Hvor
forfærdelig dens Løb. M i d t i v o r t L i v s
B l o m s t r i n g s t i d , i v o r b e d s t e A l d e r
s t a a r v i a l l i g e v e l p a a G r a v e n s R a n d !
Denne Lærdom maa vi hente af de trehundrede
Mænds Død, de, som nu ligger gjemte i den alt
opslugende Sø med et ærværdigt Skib til
Gravkammer. Stor er Oceanets Farer, men der er
ogsaa Undergang paa Land, og hvert Øieblik kan
vi vente at blive stillet for Guds Dom. — Siden
dette ikke kan drages i Tvivl, lad enhver klog
Mand forudse Faren og berede sig derpaa.

Bønnens Underværk.
Ezekias’s Helbredelse er en kraftig Opmuntring
til Bøn. Hvis der nogensinde i Verden er
bleven fundene et Tilfælde, hvor Bøn kunde synes
uden al Virkning, saa var det sandelig, da Ezekias
laa dødssyg. Alle de, som stode rundt om ham,
sagde, at han laa for Døden. Hvorfor da bede? Der
var intet at gjøre. I saadanne Tilfælde at gaa frem
til Naadestolen var jo at drive Gjæk med Bønnen.
Desuden havde jo Gud selv talt og gjennem sine
Tjenere, Profeterne sagt: " B e s k i k d i t H u s ;
t h i d u s k a l d ø o g i k k e l e v e ! "
[460] Hvortil kunde da Bønnen tjene?
Den maatte jo stride mod Guds klart udtalte
Vilje?
Og alligevel bad Ezekias.
Han vendte sit Ansigt mod Væggen og bad. Og
Gud hørte hans Bøn.
Bed du ogsaa saaledes, min Broder!
Bed ogsaa i den yderste Nød, naar alt Haab er
ude, selv naar du kan sætte din Finger paa
saadanne Steder i Guds Ord, som ganske
fordømme dig. Om din bævende Samvittighet
f o r d r e i e r saadanne Steder i Guds Ord, — bed
alligevel! Dø, med Haanden paa Alterets Horn,

selv om Du maa dø. Saa længe du kan bede til
Gud, da anse ikke din Sag uden Haab; thi af
saadanne Bønner skal Du altid paa en eller anden
Maade have Velsignelse. Om Gud ikke for din
Bøns Skyld forlænger dit Liv, saaledes som han
gjorde med Ezekias; — thi ellers skulde jo ingen
dø — skal han nok give dig noget bedre end et
langt Liv paa Jorden. Og det er langt nyttigere for
os at faa, hvad Gud anser for en Velgjerning end
at faa, hvad vi just begjære. Lad os altid bede uden
Afladelse.
En Gang stod Naadestolen bagom Forhænget,
og kun en Gang om Aaret maatte man nærme sig
til den. Men Langfredag revnede Forhænget i to
Stykker fra øverst til nederst, og du kan nu komme
til den, naar du vil.
Lad os derfor med Frimodighed gaa frem for
Naadens Trone, naar vi behøver Hjælp. Ja, Ven,
gaa frimodig frem i den mørkeste Nat, i den [461]
dybeste Nød, selv naar du synes Gud har glemt
dig, og alt er tabt.
Lad os altid bede og ikke tabe Modet. Bed
under de tungeste Tilskikkelser. Bed, naar alt
synes haabløst. Bed som Manasse i det mørke
Fængsel, som Jonas i Hvalfiskens Bug. Bed imod
Fornuft, Overbevisning og Samvittighed. Bed, om

du ogsaa synes at have noget af Guds Ord imod
dig. Bed om Forladelse og bed om Naade og
Hjælp. Det er Jehovas Herlighed og Ære, at han er
en Gud, som hører Bønner! Det staar til evige
Tider fast, hvad han har sagt: P a a k a l d m i g
p a a d i n N ø d s D a g , s a a v i l j e g h j æ l p e
d i g o g d u s k a l p r i s e m i g . H a l e l u j a !
En Ræv i Prædikestolen.
" G r i b e r o s R æ v e n e , d e s m a a R æ v e ,
s o m f o r d æ r v e V i n g a a r d e n e " . Høis. 2, 15.
" S o m R æ v e b l a n d t R u i n e r e r e d i n e
P r o f e t e r , I s r a e l " . Ezek. 13, 4.
Et kort Brev, som fremkom i Bladet "The
Rock", er vel værdt at lægge Mærke til i
Forbindelse med ovenanførte Bibelsteder: "En
særegen Omstændighed fandt Sted i Hever, Kent
sidste Søndag. En Ræv, der var bleven sat haardt i
Knibe ved Jægernes Forfølgelser, løb ind paa
Kirkegaarden og forsvandt.
Hundene og Jægerne var netop ivrig ifærd med
at søge efter den, da en gammel Kone kom ud fra
Kirkens Bagdør, der just stod aaben og udraabte:
" H e r e r d e n ; h e l t o p p e i P r æ k e s t o l e n ! "
Og ganske rigtig, stakkels Ræverød var [462]
sluppen ind gjennem den aabne Dør og havde søgt
Ly og klemt sig op i et Hjørne af Prækestolen.

Naturligvis blev han snart greben. Til min Ven,
der var Vidne til denne Scene og meget livlig og
levende beskrev den, bemærkede jeg, at det
mindede om visse Ræve, som bemægtiger sig vore
Prækestole og der tror sig sikre; det er isandhed
vor Pligt at drive dem ud og holde dem derfra". —
— — — —
"Dette er skreven af en statskirkelig og
offentliggjort i et anerkjendt kirkeligt Organ, det
er da slet ikke noget Brud paa Kjærligheden at
gjentage det her, tilmed naar vi ganske er enig i
hvert Ord deraf", bemærker Spurgeon og
fortsætter, "Vi ønsker, at alle de smaa Ræve, der er
Levninger fra Pavemagtens Tid skulde blive jaget
ud af hele vor kristelige Husholdning paa Jorden;
thi de gjør mere ondt end Tungen kan fortælle.
"Ræven, der stjæler de Lam saa smaa
Ret aldrig som Vogter sættes maa
Den er blot en falsk og liflig Profet".
Vanskeligheden synes blot at ligge i, hvorledes
disse Ræve skal faaes væk og holdes borte.
Engang kommen paa Prækeskolen, ved de
sandelig at holde sig paa sin Post . . . . .
I Reformationstiden fremkom der et Vrængebillede,
der fremstillede en Præst med Rævehoved,
der stod og prækede for en Forsamling af Gjæs og

med Underskrift: "Hvor hjertelig længes jeg ei
efter, at I kunde fylde min Bug". Denne Tegning
kunde i mangt Tilfælde være paa sin Plads, hvis
det ogsaa blev gjengivet nutildags. Hvor [463]
dumme maa ei Gjæsene være, der anbetror sig
med Hjerte og Sjæl til saadanne Ræve. Dog der
gives desværre Flokke af dem.
En Drøm om Himmelen,
e l l e r R ø v e r e n i S p i d s e n .
Jeg har etsteds læst om en Mand, der i stor
Sjæleangst drømte om Himmelen. Det forekom
ham, at han stod i Himlens Forgaard, og at han saa
en lysende Skare gaa ind gjennem Portene,
syngende Sange og bærende Seierstegn. Da de gik
forbi ham, spurgte han en Engel, som stod ved
Porten: "Hvilke er disse? og denne svarede: Det er
de hellige P r o f e t e r s Skare, som er gaaet hen for
at være med Gud".
Han sukkede dybt og tænkte: "Ak jeg er ei en
af dem og aldrig kan jeg heller blive det. Med dem
kan jeg aldrig komme ind i Himmelen".
Ikke længe efter kom en anden Skare, lige saa
liflig at se, ligesaa seiersberusede, klædt i hvide
Klæder. De traadte indenfor Portene og selv ved
deres Indtrædelse lød Jubelraabene for at hilse
dem velkommen. "Hvem er de?" spurgte Manden.

Og Engelen sagde: Det er Apostlernes Skare.
Men sorgfuld sagde Manden: Ak — ikke
tilhører jeg dem; — ei heller tør jeg gaa derind
med dem!
Idet han sagde dette, kom en tredie Skare
togende frem under høilydt Jubelsang. Det var
Martyrernes hellige Skarer, som havde givet sit
Liv hen for Jesu Navns Skyld. Men heller ikke
[464] kunde han slutte sig til dem og med dem gaa
ind gjennem den hellige Stads Perleporte.
Han ventede endnu en Tid og saa en fjerde Hob
nærme sig; det var det store Følge af alle de Mænd
(og Kvinder), der med trofast Aand og i Sandhed
havde forkyndt Guds Evangelium, Sjæle til Frelse.
Men heller ikke blandt dem syntes han at høre
hjemme.
Tilsidst fik han se en Skare, større end alle de
foregaaende, en Skare, som ingen kunde tælle;
idet de nærmede sig sang de deilige Lovsange. I
Spidsen gik Røveren, der døde paa Korset og den
Kvinde, der havde været en Synderinde.
Han saa sig om blandt dem og fandt der
Manasse og mange af hans Lige. Da de nu skulde
træde ind ad Porten, tænkte han: "For dem hæver
intet Glædesraab sig".

Men til hans store Forundring opløftede der
sig, just som de gik gjennem Porten et sligt
syvfoldigt Frydeskrig, at hele Himmelen gjenlød
deraf. Og Engelen sagde: "Disse er de, som har
været store, store Syndere, men som er bleven
frelste af stor Naade, stor og altforbarmende
Naade".
Da sagde Manden : "Lovet være Gud ! med
dem kan jeg gaa ind". Saa vaagnede han. —
Arbeiderens Løn.
Jeg er meget tilbøielig til at tro, at enkeltes
Karakter og Handlemaade paa Dommens Dag skal
faa en haardere Randsagning end andres.
Uvilkaarlig har jeg tænkt, naar jeg læste Napoleon
[465] eller en anden Erobrers Historie: "Ak, hvor
tungt skal det ikke blive for ham, naar alt det Blod,
som han har udgydt, alle de Taarer, der har flydt
for hans Skyld, skal vidne imod ham". Men vi skal
ogsaa komme i Hu, at saavist som disse engang
skal blive fremstillet for Guds Domstol, ligesaa
vidst skal d u og j e g o g h v e r e n e s t e a f o s
frem der. Og selv om vor Stilling i denne Verden
ei har været saa høi, og vi ei har staaet paa Ærens
høieste Tinde, har den dog været høi nok til, at den
Almægtiges Øie nøie har fulgt alle vore
Bevægelser og Handlinger.

Kom i Hu, min Ven, at vort Regnskab paa
Dommens Dag skal være et personligt.
Gud skal ikke spørge, hvad den Forsamling,
som du tilhørte, har gjort. Han vil spørge, hvad du
selv har gjort. Nu, der, hvor du bor, er der en
Søndagsskole. Hvis nu Gud vilde tilspørge alle
denne Forsamlings Medlemmer samlet, vilde de
svare: "O, Herre, vi havde en udmærket Søndagsskole
med mange Lærere". Og paa denne Maade
vilde de alle forsøge at undskylde sig. Nei, vi vi
skal komme frem for ham e n f o r e n . "Hvad
gjorde du for Søndagsskolen?"
Jeg skjænkede dig en Gave til at undervise
mine Smaa med; hvorledes har du anvendt den?"
O, Herre, der var en Søndagsskole". Ja, det er
meget godt, men hvad har du gjort? Du skal ikke
gjøre Regnskab, for dem, med hvem du stod
sammen, men for dig selv a l e n e ". Lad os
ihukomme, at ved Kristi Domstol skal vi ikke
aflægge [466] Regnskab for Brødrenes Gjerninger,
men til hver især skal det Spørgsmaal blive rettet:
"Hvad gjorde d u med d i t Pund?"
Alt andet nytter intet. Det er dine personlige
Handlinger, din personlige Tjeneste ligeoverfor
Gud, som skal fremholdes som et Tegn paa, at du
har annammet den frelsende Naade.

Sikker Prøvesten.
Hvis du vil lære at kjende en Mands Karakter,
spørg da dem, som omgaaes ham daglig. Hvad
tænker hans Børn, hans Tjenere om ham? Hvordan
er han anseet af dem, der stedse har noget med
ham at bestille?
Da man engang spurgte Georg Whitefield,
hvilke Tanker han havde om en vis Person,
svarede han med megen Klogskab: "Jeg har aldrig
levet sammen med ham". Skaf dig endvidere
Underretning om, hvad de Troende paa Stedet
siger om ham; thi et fordelagtigt Udsagn af et slet
Menneske er helt og holdent værdiløst. Da en
græsk Vismand engang blev rost af en Mand med
daarlig Karakter sagde han: "Hvad ondt har jeg
gjort, siden Du berømmer mig?" Et Lovord, der
kommer fra Folk, der har Drømmekraft, som ved,
hvad sædelig Renhed er, og kan skille imellem
Sandhed og Løgn, — i et saadant Lovord er der i
Sandhed Værdi.
Den kloge Tante og hendes Lys.
Her har du, hvad din kloge Tante paa Landet
pleiede at give dig om Aftenen, da du opholdt
[467] dig paa den gamle Bondegaard — og
Sengetid var kommen", siger Spurgeon i en af sine
Sermons in Candles (Taler om Lys) og henviser til

en Tegning fremstillende et Lys, der istedetfor at
være anbragt i en almindelig Lygte, var sat i et
Slags tyndt Hylster af Staaltraad. Du indvendte
maaske: "Men kjære Tante, hvad skal da dette
Staaltraadbur være til? Er dette sligt et daarligt
Lys, siden det saaledes behøver at støttes?" "Nei,
sagde hun, men vi har havt unge Folk her, som har
været saa skjødesløse, som at læse paa Sengen, og
du ved, hvor farligt det er. Tænke dig blot — de
kunde jo sætte Sengegardinerne i lys Lue, og saa
skulde ogsaa maaske hele Huset stryge med, og
snart vilde alle din Onkels Høsaater gaa op i Røg
— og deraf kunde hele Landsbyen sættes i Brand
og flamme op lig en Bundt Fyrstikker. Saa putter
jeg Lyset i "en Beskytter" for at forebygge
Ulykker.
Dog, efter alle din Tantes "lysende" Forestillinger
og Formaninger, kan du ikke like Synet
af dette fængslede Lys, — og det skulde ikke
undre mig, om du tog det ud af sit Fangebur og
alligevel ved dets blege Skin fik dig en liden
Læsetur paa Sengen. Unge Folk er saa forvovne!
Nu, det er meget smukt, (ligesom dette Lys) at
holde dig indenfor en vis Grændse i alt, hvad du
gjør, og alt, hvad du siger. I alle Forholde og
Selskaber er det godt at have sin egen Person som
Vagt over sin egen Opførsel.

Men gives der ikke en Maade, paa hvilken du
kan staa paa Post uden at formindske din Tilfredshed
[468] og din sande Glædes Lys? Kan du ikke
være omhyggelig, og dog ikke mistroisk mod dig
selv. Der gives da ligesaa mange hensigtsmæssige
og formaalstjenlige Sikkerheds- og Bestyttelsesmidler
for et Lys som det Staaltraadnet. Her vil jeg
give dig et; det er endda mere sikkert end
ovennævnte Bur. Lad din Glæde altid være parret
med Klogskab, vær paa din Post, men se ikke ud
som du havde drukket en Kvartliter E d d i k e . Paa
Vagt imod Synd, men hold ikke alt, der kunde
gjøre dit Liv lyst og lykkeligt tilbage. Sluk ikke
Lyset af Frygt for at Huset skal brænde ned.
Med Hensyn til at "være paa Post" imod falske
Mennesker, der søger din Kjærlighed, vil jeg sige,
brug s u n d F o r n u f t , m e n e i B i t t e r h e d .
Jeg vilde heller nu og da blive narret (i dette
Tilfælde) end altid være mistænksom. Det skulde
sandelig ikke være godt for en Soldat Nat og Dag
uafladelig at maatte føre Vaaben; en og hver vilde
nok blive glad, om han for et Øieblik kunde
trække Hovedet ud af Hjelmen og lægge det ned
paa en Pude. Det kan sommetider have sin Nytte
for os at blive narret, for at vi k a n se, hvor svage
vi dog er.
Denne Vagt og Beskyttelse No. 2, der er saa

lys og behagelig, er nu mit Ideal. Her har du
Sikkerhed uden Ængstelighed og Klogskab uden
Tungsindighed. Maatte det blive saa med os, at vi
har et dødeligt Had til al Synd, men en Glæde i
det, som virkelig er godt, sandt og fagert.
[469]
Den bedste Forberedelse til Kristi Komme.
"Lader eders Lænder være ombundne
og eders Ly s brændende! Og værer I
ligesom de Mennesker, der vente sin
Herre". Luk. 12, 35, 36.
"Daily Telegraph" (engelsk Avis) har en
ledende Artikkel, der begynder saaledes:
"Der gives i Ny-England en velbekjendt
Historie, som fortæller, at for omtrent et
Aarhundrede siden en usædvanlig Mørkets og
Taagens Dag lagde sig over Staterne
Massachusetts og Connecticut i Amerika — en
Dag, hvorom endnu Sagnet gaar i de lokale
Historier under Navn af "Den mørke Dag", en
Dag, da Solens Lys ligesom ved en Formørkelse
blev udslukket.
Netop paa denne Tid hændte det sig, at
Connecticuts lovgivende Forsamling holdt sit
Møde og netop var ifærd med at drøfte forskjellige

Forslag. Dens Medlemmer bemærkede ogsaa det
uventede og uforklarlige Mørke, der bredte sig
mere og mere; tilsidst begyndte ogsaa de at dele
den almindelige Forvirring og Skræk.
Det blev af mange spaaet og antaget, at den
yderste Dag — Dommens Dag var kommen; i
dette Forfærdelsens Øieblik, foreslog da nogle af
Forsamlingens Medlemmer, at den skulde opløses.
Da reiste med et en gammel puritansk
Lovgiver, Davenport fra Stamford sig og sagde, at
hvis Herrens Dag var kommen, saa var det hans
Ønske, at den skulde finde ham paa hans Plads og
gjørende, hvad der var hans Pligt; af denne Aarsag
forlangte han, at der skulde bringes Lys, [470] for
at Forsamlingen kunde faa gaa videre i sit
Arbeide".
Denne Davenport fra Stamford var en klog
Mand. Hvad kunde de andre Medlemmer have
foreslaaet, der havde været i mere Overensstemmelse
med Anledningen end dette? Hvis det havde
været den yderste Dag vilde de være bleven mer
forberedte derved, at de var gaaet til sine Hjem, og
der ventet i Ledighed.
Vilde det have været mere passende, om de
havde begivet sig ud paa Gaden og med aaben
Mund givet sig til at gabe op i Skyerne?

Hvad mere kunde der gjøres end at være
forberedt og rede, hvad end hændte — hvad gjøres
mere end rolig at blive paa den Post, hvor Pligten
havde sat dem.
Vi tror fast paa Kristi andet Komme og paa det
store Faktum, at den kan staa for Døren netop i
den Time, vi ei ahner — men hvad da? Hvad er
Aabenbaringens praktiske Nytte? Skal vi opgive
timelige Sager af umiddelbar Vigtighed og i dets
Sted søge at drage Fremtidens ugjennemtrængelige,
Mørke og Slør tilside. Skal vi gjøre os selv til
Stjernekigere og Varseltydere. Skal vi da tilbringe
vor Tid i lutter Forbauselse, sluttende os til, at saa
ofte vi hører om Krige og Rygter om saadanne, og
vi læser om Jordskjælv paa forskjellige Steder, det
er et ufeilbarligt Tegn paa, at Verdens Ende er
nær. Hvorledes —? Der har været Krige og Rygter
om Krige og mange lignende Tegn i Tidernes Løb,
men endnu dreier Jorden sig om sin Akse. Nei, lad
os heller [471] mere alvorlig hengive os til de
indtrængende Krav, som Herrens Husholdning
hernede stiller til enhver af os, lad os hente nye og
gamle Ting ud af hans Forraadskammer, lad os
vedblive at vederkvæge vore Medtjenere og byde
de vildfarende Faar velkommen hjem, og da vil
det ikke betyde saameget for os, om Mesteren
kommer ved Hanegal eller ved Midnat. Vi vil

yde ham et hjerteligt Velkommen, naar det sker;
— han vil møde os med Glæde; thi " s a l i g e r
d e n T j e n e r , s o m h a n s H e r r e , n a a r h a n
k o m m e r , v i l f i n d e a t g j ø r e sa a l e d e s " .
Math. 24, 46.
Repræsentanten Davenport fra Stamford havde
uden Tvivl en stærk Tro paa den Herre Jesus; —
hans Tro havde naturligvis først fæstet sig ved
Kristi første Komme; Davenport havde modtaget
den Frelse, som Jesu kom for at bringe — og
derfor, hævet over al Skræk og Alarm — blev han
ikke greben af den almindelige Forfærdelse, som
Mørket og Taagen fremkaldte. Jorden kunde
forgaa, men hans Troesblik dvælede ved det, som
var over denne; og i den Hjertefred og sikre
Forvisning, som Guds Ord giver, fandt han Styrke.
Desuagtet besad denne Mand en Tro, der fik e t
sy n l i g t U d t r y k gjennem Arbeide; hans
Forretning var en Del af hans Religion. Han
troede, at han af Gud var kaldet til at have Sæde i
den lovgivende Forsamling, og derfor sad han der;
han forlangte blot Lys for at se, hvor han
standsede. Han gjorde, hvad der var Ret, han var
der for at afgive sin Stemme for Sandhed [472] og
Retfærdighed, og hvis Mesteren var kommen,
vilde han blot have reist sig fra sit Sæde og raabt:

" H e r e r j e g H e r r e ; j e g s i d d e r p a a
d e n P l a d s, s o m d u v i l d e , j e g s k u l d e
i n d t a g e " .
Den mest passende Stilling, hvori Døden og
Dommen kan finde os, er at være flittig i
Mesterens Forretning, brændende i Aanden og
tjenende Herren. Tiderne er meget mørke, bring
Lysene ind, og lad os gaa videre i det engang
paabegyndte Arbeide.
Feiltagelser.
Mange Mennesker tror, at naar de skjænker
Kristus sine Hjerter, skal de blive nødsagede til at
give Slip paa sine Fornøielser. Nu vel — hvilke
Fornøielser? Glæderne i Hjemmet og Familien?
Glæderne ved at se vore Børn vokse op omkring
os og at blive elsket af dem? Den Glæden at gjøre
Godt? Den Glæde at opfylde vore Pligter for Guds
Aasyn? Glæderne ved en god Samvittighed? Den
Glæde, vi føler ved at kunne se baade Gud og
Mennesker lige i Ansigtet? Ingen af disse Glæder
tager Kristus fra os. Jeg kan heller ikke tænke mig
nogen anden Fornøielse — som virkelig er en
saadan, og som jeg skulde give Slip paa, hvis jeg
blev en Kristen.
Men ak, jeg ved, hvad du mener. D u m e n e r ,
a t d u i k k e l æ n g e r e s k a l f a a f ø l g e

Sy n d e n s L y s t e r . N u f o r s t a a r j e g d i g .
Men hvorfor sagde du ikke det før? Man skal
kalde Alting med dets rette Navn. En Spade [473]
skal man kalde en Spade. Kald dine Synder og
Daarligheder — Sy n d e r ; men kald dem aldrig
Glæder. Og kom ihu, at Syndens Glæder, som kun
varer en kort Tid, blot er Satans Lokkemad,
hvormed han fanger Sjæle til deres egen
Fordærvelse. Tag dig iagt for Glæder og
Fornøielser, som er skadelige, utilfredsstillende og
din høie Adel uværdig. Hvis du kommer til
Kristus, skal du erfare, at Kristendommen ikke er
bestemt til at formindske vore glade Følelser og
vor Fryd; den giver os tvertimod tusindfold
Glæde.
"Ja," siger du, "men jeg maa dog forsage
min Frihed!" Din Frihed? I hvilken Henseende?
Din Frihed til at være ærlig og retskaffen? Din
Frihed til at elske dine Naboer og din Næste? Din
Frihed til at være god mod de Utaknemmelige og
Onde? Din Frihed til at gaa omkring og gjøre
godt? Din Frihed til at ransage Skrifterne og have
din egen Opfatning? Naar du bliver en Kristen,
behøver du ikke at give Slip paa noget af dette. Ja,
jeg paastaar, at du, hvis du bliver en Kristen, skal
du faa erfare en Frihed, hvorom du paa Forhaand
slet intet Begreb kan danne dig. D e n e r f r i ,

s o m e r b l e v e n f r i g j o r t a f S a n d h e d e n ,
men alle andre er Trælle. Jesus Kristus skjænker
os en slig Frihed, at vi slet ikke behøver at frygte
for nogen, men af Hjertet gjør det, som er Ret. Og
siden gaar vi gjennem Verden uden Frygt for
Fienderne, modige under alle Forholde, Herrens
frie Børn. Du skal saaledes ikke behøve at forsage
din Frihed.
[474] Jeg ved dog, hvad du mener. Du mener
din F r i h e d t i l a t s y n d e , det vil sige din
Frihed til a t f ordærve d i g selv. Tak Gud,
at den Frihed kan blive taget fra dig; thi du har
ingen Ret til at eie et saa farligt Ødelæggelsesmiddel.
Men det skal blive taget fra dig paa en slig
Maade, at du skal blive glad ved at blive det kvit.
Nuvel — se paa det Svin, der vælter sig i Sølen —
tænk om et Under af Guds Almagt forvandlede det
til en Engel? Har da ikke denne Engel sin gamle
Frihed til at vælte sig i Smudset? Ak, han vil have
tabt enhver Lyst dertil. Det er simpelthen stridende
mod hans Natur at ville rode i Dyndet. Saaledes
skal det ogsaa blive med dig. Du vil aldrig komme
til at spørge efter de Ting, som nu, medens du
vandrer i Verden, er din Glæde. Thi efterat du er
bleven frigjort fra Synden, vil du anse det som en
Fornedrelse længere at tjene den. Ak — det skal
ikke blive et Tab af din Frihed, men en Løsning af

alle dine Tyngselens Baand.
Du siger maaske endnu: " H v i s j e g b l e v
e n K r i s t e n , m a a t t e j e g o g s a a b l i v e
b u n d e n a f S o r g e r . " For hvad? Hvorfor
skulde du blive bunden af Sorg? Maaske derved,
at du ved, at Gud i hele Livet skal være din Hyrde
og dig intet skal fattes? Blive bunden af Sorger,
fordi du ved, at Kristus skal være dig nær, naar du
dør og gjøre Døden til en behagelig Søvn? Blive
alvorlig og sorgfuld derved maaske, at du ved dig
paa Himmelveien, og at du efter dette Liv skal faa
være i evig Fryd sammen [475] med Kristus. Jeg
kan ikke tro, at slige Tanker skulde gjøre dig
nedslaaet og bekymret? Lad ikke Satan bedrage
dig. Naar Jesus Kristus tager din Sjæl i Besiddelse,
skal han tvertimod drive al Bekymring og Sorg ud.
Nu vil jeg i dybeste Alvor lægge dig nogle Ord
paa Hjertet! Thi jeg længes saare efter at se dig
vende om fra dine daarlige Veie og blive frelst
gjennem Guds altforbarmende Naade. O, maatte
den Hellig Aand nu levendegjøre det, jeg nu vil
sige — for din Sjæl! Du kjender Historien om den
Herre Jesus, som kom ned fra Himmelen for at dø
for fine Fiender. T r o r d u a t h a n k o m n e d
t i l J o r d e n f o r a t g j ø r e d i g u l y k k e l i g ?
Kan du se ham i Ansigtet og tro, at han, hvis Blod
randt for Syndere, paa det, at de skulde leve

evindelig, kom herned til os i den ondskabsfulde
Hensigt at bringe os i Ulykke? Du ved det bedre! I
dit Hjerte føler du det sikrere. Der maa ligge
Glæde i det, hvad en slig Mand gjør. En slig
naadefuld Frelser som han maatte have til Hensigt
at skjænke os den største og høieste Lykke.
Lyt da til hans Undervisning, hans Ord, og jeg
vil spørge, om de er egnet til at gjøre dig
ulykkelig? Vis mig et eneste Sted i Bibelen, hvor
Kristus byder os at ophøre med vor Glæde. Jeg
gjentager min Opfordring endnu engang, om i
Bibelen at opsøge et eneste Ord, der forbyder
nøgtern, ren, sand og hellig Glæde. Jeg skal
derimod opsøge Ord til dig som disse: "Glæder
eder i Herren altid; og atter siger jeg: Glæder
[476] eder!" "Glædes paa den Dag!" Hvilken Dag?
En klar og solrig Dag? Nei. "Den Dag, naar man
taler ondt om eder, lydende for min Skyld."
Kristus begyndte sin første Prædiken med Ordet:
"Salig." Og dette Ord gjentog han mange Gange.
Og som han begyndte, endte han ogsaa; thi da han
tilsidst opfor til Himmels, velsignede han endnu
engang sine Disciple. Han kom til Verden, for at
han ved sit Ord kunde gjøre Menneskene salige
baade i Tid og Evighed.
Jeg vil ogsaa rette det Spørgsmaal til dig, om
du hos Jesu Disciple kan mærke, at de er meget

ulykkelige. Nogle af dem kan formedelst
Sygdom være nedslagne; og nogle, der bekjender
sig som Kristne, har ikke Religion nok til endnu at
gjøre dem lykkelige. Men de fleste af os er et
lykkeligt Folk. Jeg vil her ogsaa tale lidt om mig
selv. Jeg tror jeg har en Sjæl, der tørster efter
Glæde og at jeg ikke af Naturen just hører til de
dystre og sorgfulde. Og dog er jeg helt og fuldt
min Ærlighed bevidst, naar jeg siger, at intet har
skjænket mig s t ø r r e G l æ d e e n d V i s h e d e n
o m , a t J e s u s K r i s t u s e r m i n F r e l s e r .
Jeg har ogsaa havt mange Lidelser at gjennemgaa,
men intet har i den Grad hjulpet mig til at bære
selv det mest sviende og smertefulde Kors som et
Blik paa ham, der ogsaa til Frelse led for mig.
Jeg siger dig Ven, der ønsker at se Livet, s e
p a a K r i s t u s . Du, som vil eie virkelig Glæde, en
Fryd hvormed man altid kan staa op og lægge sig
til Hvile, en Glæde med [477] hvilken man baade
kan leve og dø — og ikke disse dumme smaa
Sommerfugles Glæde, der flyver fra Blomst til
Blomst og ikke er tilfredsstillede andetsteds end i
Verdens brusende Fornøielser; men Glæder hos en
Mand der er værd at kaldes en Mand — jeg siger
dig, at en saadan virkelig og varagtig Glæde ikke
findes i noget andet end en levende Gudsfrygt.
Gud er mit Vidne, at jeg ei lyver, naar jeg siger, at

i Gud og Kristi Kundskab ligger der en Glæde,
som ei findes andetsteds eller i noget andet du kan
søge den over hele Verden, hvis du vil. " G i d d u
v i l d e a g t e p a a m i n e B u d ! D a s k u l d e
d i n F r e d v o r d e s o m e n F l o d , o g d i n
R e t f æ r d i g h e d s o m H a v e t s B ø l g e r . " Es.
48, 18. G l æ d e r e d e r i H e r r e n o g f r y d e r
e d e r , I R e t f æ r d i g e , o g j u b l e r , a l l e I
O p r i g t i g e a f H j e r t e t . Ps. 32, 11. T j e n e r
H e r r e n m e d G l æ d e , k o m m e r f o r h a n s
A a sy n m e d J u b e l ! Ps. 100, 2. Guds Rige
er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed
og Fred og Glæde i den Hellig
Aand. Rom. 14, 17.
[478]
Et Navnedigt.
Charles Haddon Spurgeon.
"Salige ere de Døde, som dø i Herren fra nu af!
Ja, siger Aanden, de skulle hvile fra sine Arbeider,
men deres Gjerninger følger med dem." Aab. 14,
13.

Christus kaldte ham, som vi nu savner,
Hjem til evigt Liv og kjærlig ham nu favner.
Al Smerte, Strid og Nød er endt;
Ren og fri, han bor ved Hjemmets Kyst
Lover Herren fro ved Jesu Bryst.
Evig er nu læget hvert et Saar.
Seir skjænket et af Jesu Faar.
Hvor dog hans Sjæl i Herligheden nyder,
Al den Salighed, hvori Guds Børn sig fryder.
Drikke rene Draaber ud af Livsens Flod,
Draaber af den Strøm, der aldrig tørres,
Og prise Lammet for hans dyre Blod
Ned for Thronen vil sig Aanden bøie.
Stor er Lønnen, hvorved han sig glæder,
Porten aabnet blev og Herrens Tjener træder
Ud af Trængslen ind i Paradis,
Ro og Hvile evig vil han nyde,
Glæde sig i Krist paa barnevis.
End en Laurbærkrans vi om hans Minde flette,
Og hans kjære Navn vi ei forjætte,
Nu Tak, O Herre, Æren er dog din.
—————

"Missionæren"
(frisindet, evangelisk-kristeligt Ugeblad)
leverer stadig Beretninger fra "Den frie
østafrikanske Mission" ved Olaf Wettergreen,
Pastor Otto Witt og øvrige Missionærer.
F r a C h i n a M i s s i o n e n
ved Brødrene Næstegaard, Stud. Ludv. Eriksen
og Helgesen, S. Netland, Anna Jakobsen,
Ragnhild Hattrem og Edv. Lund m. fl.
F r a M i s s i o n e n i C o n g o , A f r i k a ,
ved Peder og Mathilde Fredriksen. Det gjøres
opmærksom paa, at Beretninger fra ovennævnte
Missionærer i Regelen kun sendes "Missionæren."
Missionæren vil under Rubrikken: "Fra
Missionsmarken" stadig bringe Efterretninger og
korte Notitser fra den norske Mission, saavel paa
Madagaskar, i Zulu som i Santalistan, samt
forøvrigt om de vigtigste Begivenheder ude paa
Missionsmarkerne.
Missionæren leverer under Titelen: "Vore
Sømænd i fremmede Havne" Beretninger om
Sømandsmissionen og andre Ting af Interesse

vedkommende vore kjære paa Havet
omvankende Sønner, samt specielle Meddelelser
om og fra "Den skandinaviske Bethelforening."
Missionæren indeholder interessante
Korrespondancer fra Ind- og Udlandet om Guds
Riges Sag, m. m. og ofte fra vore Søskende og
Landsmænd over i Amerika og andre
Verdensdele.
Missionæren leverer desuden under Rubrikken:
"Lidt af hvert" udsøgte interessante og
mærkelige Stykker og Meddelelser, hovedsagelig
fra det kristelige Omraade.
Missionæren vil iblandt under Rubrikken: "Fra
Søndagsskolens Leir" levere Meddelelser om
denne vigtige Gren af Arbeidet i Herrens
Vingaard; ligesom der i hvert No. leveres en kort
Udredning og praktisk Anvendelse af
Søndagsskoletexterne til Forberedelse ved
Undervisningen.
Missionæren leverer desuden korte, men
kjærnefulde Betragtninger, Smaastykker,
mærkelige, længere Fortællinger, Sange, Digte og
iblandt Illustrationer m. m.
Missionæren stiller sig med Hensyn til Afhold
fra berusende Drikke paa Forbudssagens

Standpunkt og leverer under Rubrikken:
"Drikkeondet," Beretninger, Fortællinger og
Artikler om denne landsvigtige Sag.
Missionæren leverer iblandt under Titelen:
"Biografiske Skitser" Livsskildringer over Mænd
og Kvinder, der saavel i ældre som i nyere Tider
har taget virksom Del i Arbeidet for Guds Riges
Sag.
Missionæren vil under Rubrikken: "Fra Ind-
og Udlandet" holde sine Læsere a jour med de
vigtigste og nyeste Begivenheder saavel paa det
religiøse som verdslige Omraade.
Missionæren leverer under Rubrikken:
"Redaktionsmeddelelser" specielle Artikler og
Beretninger i Uddrag, som vi særlig ønske at
henlede vore Læseres Opmærksomhed paa, samt
ved given Leilighed ogsaa udtale os angaaende de
paa Dagsordenen forekommende Spørgsmaal.
Missionæren raader nu over gode literære
Kræfter, der vil gjøre alt for at tilfredsstille sine
Læsere og vil saaledes herefter mere være istand
til at kunne levere originalt Stof.
Missionæren kan saaledes siges at være et Blad
med alsidigt, godt og interessant Indhold, derfor

Prøv Missionæren et halvt Aar!
Den koster i Skandinavien Kr. 3.00 Aaret, Kr.
1.50 Halvaaret. Postporto og Ombringelsespenge i
Byerne overalt iberegnet.
Missionæren udgaar hver Torsdag med et 8-sidigt
Ark.
Bladet tinges paa nærmeste Postanstalt, i
Bogladerne, ved Kolportører, samt i
"Missionærens" Expedition, Laurvik.
Udgiver M. Andersen,
Forlagsboghandler, Laurvik.
NB. Kontingenten maa kun indbetales til dem, der
har Udgiverens Fuldmagt og kan levere trykt
Kvittering. Paa 4 forskuds betalte Exemplarer
gives det 5te frit og paa 10 do. 3 fri Expl. naar
Kontingenten for et helt Aar indsendes
forskudsvis. Paalidelige Kommissionærer
og Subskribentsamlere antages mod høi
Provision paa ethvert Sted. Uden de bedste
Anbefalinger nytter det ikke at melde sig.