H.C. Branner: "Barnet leger ved Stranden".

Lissie:
Claus’ barnepige
Kalas:
stor fest
1
5
10
15
20
25
30
35
40
Opgave 2, tekst 1
Barnet leger ved
Stranden
H.C. Branner
Romanens hovedperson, Claus Bøje, ser i en række dagbogsoptegnelser
tilbage på sine barndoms-, ungdoms- og voksenoplevelser med
Birgitte, hans nu fraskilte kone. Fra barndommen erindrer Claus bl.a.:
Jeg havde afgjort ikke faaet Lov at lege med Birgitte og de andre, selv
om jeg havde brudt mig om det. Jeg husker min Far engang sagde ved
Middagsbordet, at et Barn som Birgitte var forudbestemt til at ende i
Tugthuset eller det der var værre. Min Mor tyssede paa ham, men jeg
hørte det, og jeg glemte det ikke siden. Det der var værre vidste jeg ikke
dengang hvad var, men Tugthuset havde jeg hørt om, og jeg troede i
ramme Alvor det var bestemt at Birgitte skulde derind naar hun blev
stor. Det gjorde at hun i mine Øjne fik noget vildt og uhyggeligt over
sig.
Man maa huske at vi kom fra to meget forskellige Hjem. Birgittes
Forældre var skilt ligesom Birgitte og jeg nu, hun boede hos Moderen.
Hendes Far - naa ja, han er død for mange Aar siden og jeg behøver jo
ikke at skrive hans Navn her, men han forgreb sig paa betroede Midler
og fik en Dom for det. Han var Vekselerer. Historien var stærkt fremme i
Bladene, det har jeg bagefter kunnet forstaa og det maa være den der
har givet Anledning til min Fars Bemærkning ved Middagsbordet.
Ganske vist havde Birgitte ingen direkte Forbindelse med sin Far, men
hun bar hans Navn, og hele Milieuet var letlevende og udflydende, det
havde præget Moderen. Hun levede over Evne med Gæld til snart alle
Byens Handlende, fra Vinduet i Legeværelset kunde vi se Budene komme
med deres Regninger derovre og gaa med dem igen. Jeg husker at
Lissie engang talte ti eller tolv i Løbet af en Time. Det var i det hele
taget noget Rod som de levede, de spiste paa tilfældige Tider og tilfældig
Mad, saa Birgitte var jævnt underernæret og tilmed pjusket og kortskørtet
klædt paa - selv om Vinteren kunde man se hende piske afsted til
Skole i et Par tyndsaalede Sko og med bare, blaafrosne Arme. Til andre
Tider var der Kalas derovre, hvor de Penge saa pludselig kom fra, Slagter
og Bager troppede op med Alverdens Ting, og Lystigheden kom ind ad
Vinduerne til os naar vi var i Seng og Lyset var slukket. “Svineri”, sagde
min Far om hele Menagen, og det Ord gik dybt i mig. Jeg opfattede det
bogstaveligt ligesom det om Tugthuset og saa noget urent i hele Birgittes
langbenede og kortskørtede Figur, noget der ikke kunde ses udenpaa
men sad i selve Kødet og Blodet. Det forstærkede min Følelse af
noget vildt og uhyggeligt ved Birgitte, og jeg var mere bange for hende
end før. Men samtidig kom hun til at spille en stor Rolle i min Fantasi.
Hver Gang der var Tale om onde Feer i Æventyrene tænkte jeg paa hende,
jeg tænkte mig, hvordan hun sad i Fængsel med sit hvide, trodsige

soliditet:
pålidelighed
spartanske:
beskedne
45
50
55
60
65
70
75
80
85
90
Opgave 2, tekst 1
Ansigt under Haartjavserne. I mine vage Erindringer fra den Tid skinner
Birgittes Ansigt frem gennem et graat Tusmørke, ondt og alligevel tiltrækkende.
Saa paa en Maade kan man sige at min Forelskelse begyndte
i den tidlige Barndom.
Men nu har jeg forvildet mig ind paa uvedkommende Ting, og her skal
kun gøres Rede for mit Forhold til Birgitte saadan som det i Virkeligheden
kom til at forme sig. Som sagt, jeg havde aldrig faaet Lov at lege
med hende og de andre selv om jeg havde haft Lyst, min Far vilde have
forbudt det. Min far var næstældste Søn af den berømte C.A. Bøje, hvis
navn man stadig kan se paa Plankeværker og Husgavle Byen over: C.A.
Bøje, Kul- og Koks-Import. C.A. Bøje, Korn- og Foderstoffer. C.A. Bøje,
Isenkram en gros. Bøje og Taysen, Papirfabrik og Bogtrykkeri. Min Bedstefader
var Købmand i den gamle, store Stil med egne Skibe og en Ring af
Virksomheder til at holde Liv i hinanden. Ganske vist satte han det halve
af Formuen til inden han døde, men der blev endda et solidt Udkomme
til hver af hans fem Sønner, og der blev dybe Fodspor at gaa i. Anden
Generation traadte dem ikke større og satte heller ikke nye selv, men de
holdt efter Evne fast ved det de havde. Flere af min Bedstefars Virksomheder
er nu gaaet over paa andre Hænder, men det er stadig Navnene
Bøje og Taysen der præger Byen, de to Familier er gift ind i hinanden og
vævet fast sammen, der er Tradition for det.
Der er mange Traditioner i Slægten Bøje, skønt den som Slægt betragtet
kun er halvtreds Aar gammel, og jeg skal nævne et Par af de vigtigste:
en vis klodset Soliditet, prunkløs men kostbar, fast Sammenhold, spartanske
Livsvaner og streng Opdragelse. Langt ind i min Barndom gik der
Dønninger af den Opdragelse min Bedstefar havde givet sine Sønner,
den var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og de kunde aldrig
tale om den uden at blive bitre i Stemmerne og hede i Kammen. Alligevel
gav de den videre til deres Børn. Saadan blev jeg tit straffet med
Indespærring i det mørke Skabsrum ved Siden af den lille Gang. Men nu
forvilder jeg mig igen ind i noget der ikke vedkommer Forholdet mellem
Birgitte og mig.
Jeg husker et Efteraar; før jeg fik Lov at gaa paa Gaden blev jeg pakket
ind i flere uldne Lag under Stortrøjen saa jeg næsten ikke kunne røre
Armene. Døren til Bagerbutikken gik og Birgitte kom ud, hendes Ben
var blevet endnu længere end før, men hun var stadig lige kortskørtet og
bararmet som om det var Sommer endnu. Hun gav sig lige Tid til at
vrænge Ansigt ad mig, ellers gik hun med Skuldrene trukket op, helt
krumbøjet over en giftigrød Sukkerstang som hun raspede løs paa med
Tungen. Saadan havde hun altid noget fordærveligt at gnaske paa, en
anden Dag stod hun og spiste en umoden Pære. Hun stod med Ryggen
til, men jeg kunde høre paa den haarde, skøre Lyd at det var en umoden
Pære, og jeg tænkte mig det var en hun havde stjaalet i min Fars Have.
For Birgitte stjal. Birgittes Mor var umoralsk, derfor var Birgitte ogsaa
umoralsk og stjal og gik med for korte Kjoler, og der var noget urent ved
hendes Kød og Blod. Dengang troede jeg ikke mere paa det med Tugthuset,
men jeg havde til Gengæld en meget vag Anelse om det der var
værre end Tugthuset: man maatte ikke gaa hen og røre ved en Piges
Ben, men Birgittes Ben maatte man røre ved hvis man vilde, for hun var
umoralsk og alle kunde se hende. Eller saadan omtrent. Birgitte spillede
stadig en stor Rolle i min Fantasi.

Torkild:
Claus og
Birgittes klassekammerat
Opgave 2, tekst 1
Senere flytter Claus som bogtrykkerlærling til København og møder
der Birgitte, som læser paa Kunstakademiet. Hun bor i et atelier, og
efter en mindre sammenkomst kalder Birgitte paa Claus:
95 Jeg gik derhen, hun havde lagt sig paa sin Seng og gjorde Plads saa Jeg
kunde sidde. Jeg sad meget ret op og ned. Hun laa lidt og ventede paa at
jeg skulde sige noget, saa trak hun pludselig mit Hoved ned til sig, hun
tvang mig med en Arm om min Nakke, hendes Fingre søgte sitrende
uroligt gennem mit Haar, ned over min Kind og Hage, rundt om min
100 Hals. Hendes Mund var meget tæt ved mit Øre og hun hviskede noget
ind i det, Ord og Lyde uden Mening, en Kvindes Krav, jeg troede et Øjeblik
jeg skulde dø under det. Hun var meget nær og meget stor og voldsom.
Jeg kyssede hende vildt og haardt, der var Angst og Had i det Kys,
min Mund krængede hele hendes Hoved tilbage og min Haand klemte
105 om hendes Hals, den var meget spændt og hed, en stor Aare dunkede i
den. Saa slap jeg hende igen og begyndte at tale, spredt, hurtigt, stakaandet
som et Barn der er bange i Mørke, Alt hvad jeg sagde var en
Flugt fra hende, selv de Ord at jeg elskede hende, hun vidste det og
hendes Hænder blev ved at søge henover mit Ansigt, hun holdt mig fast
110 med sit Krav. Jeg kunde ikke slippe fra hende med Ord, noget i hende
var stærkere og førte mig nærmere og nærmere henimod en mørk og
snæver Port. Ubønhørligt, bag om alle Ord og Tanker, saadan som
Døden fører et Menneske, Tilsidst følte jeg kun en kvælende Hede, og
saa den tunge, modbydelige Lugt af vaad Oliefarve. Jeg kom ikke længer
115 nogen Vegne med Ord og Forstillelse og min Skræk maatte nøgen frem:
jeg fik fat paa hendes Haand og bed haardt i den. Saa slap hun mig.
Da jeg bestemte mig til at gøre Rede for mit Forhold til Birgitte tænkte
jeg ikke det skulde blive nødvendigt at omtale den Ting, men jeg kom
ikke fra den, selve det at fæste sine Tanker kan bære henimod en mørk
120 og snæver Port. Jeg vil standse et Øjeblik ved min Skræk for Birgitte,
den samlede i sig saa mange af de Ting jeg har oplevet fra Barn, og den
lignede paa mange Maader min Faders Skræk for Døden. Det siges, at et
Menneskes hele Liv kan gaa igennem hans Hjerne i de sidste Sekunder
før han venter Døden, og i de Sekunder hvor min Skræk for Birgitte
125 snævrede sig ind, kom og gik en Vrimmel af de særeste Ting, de tændte
og slukkede og var borte, men jeg husker enkelte. Der var et mørkt
Skabsrum hvor min Fader spærrede mig inde naar jeg havde gjort noget
galt. Der var de Ord han i Tidens Løb havde sagt om Birgitte og hendes
Moder, der var Tanken om Birgitte i Tugthuset, hendes lange, tynde Ben
130 under de korte Skørter og de Voksnes Øjne paa dem, de Voksnes uforstaaelige
Raseri naar hun stod tavs foran dem, kun med Hænderne paa
Ryggen og vuggende i Hofterne, der var Torkilds og Klikens hemmelige
Ord og Antydninger - der var hele den gamle Forestilling om noget
urent ved Birgittes Kød og Blod, og den forbandt sig med den Lugt af
135 vaad Oliefarve der klæbede ved hendes Haar. Jeg blev bange og bed
hende i Haanden, jeg løb min Vej fra Birgitte og det varede noget før jeg
saa hende igen.
(1937)