Bind 8: Kommunale ejendomme - Justitsministeriet - Publikationer

Den ovenfor omtalte pligt til at handle økonomisk forsvarligt indebærer ved salg af en kom-
munal ejendom, at kommunen skal sælge til den højeste pris, der kan opnås i handel og van-
del - markedsprisen. Hvis kommunalbestyrelsen vælger at udbyde ejendommen til en fastsat
pris, jf. udbudsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, skal prisen således fastsættes til markedspris. Selv
om der har været foretaget offentligt udbud, har kommunen en forpligtelse til at forkaste
samtlige indkomne købstilbud, såfremt kommunen vurderer, at prisen, der er indeholdt i disse,
ikke svarer til markedsprisen. Kommunalbestyrelsen vil altid være berettiget til at forkaste
alle indkomne tilbud, da kommunen ikke er forpligtet til at sælge en udbudt ejendom, jf. ud-
budsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Kravet om, at ejendommen som udgangspunkt skal sælges
til den højest opnåelige pris - markedsprisen - betyder, at kommunen, indtil der er indgået en
retligt bindende aftale mellem kommunen og en tilbudsgiver, vil være forpligtet til at tage
ethvert indkommet købstilbud, der er højere end de hidtil afgivne tilbud, i betragtning. Dette
gælder, uanset om kommunen har sat en frist for afgivelsen af tilbud. Er fristen overskredet,
vil nyt udbud i almindelighed være påkrævet for et salg af ejendommen. Ved at kræve mar-
kedsprisen for et jordareal sikres, at der ikke ved salget ydes ulovligt tilskud til enkeltpersoner
eller virksomheder. Det medfører på den anden side også, at det ikke vil være tilstrækkeligt, at
kommunen sælger til en pris, der dækker omkostningerne ved jordkøb og byggemodning, hvis
markedsprisen ligger højere end dette beløb. Der gælder altså ikke et ”hvile i sig selv-princip”
på jordforsyningsområdet, således som der gør for kommunernes forsyning af borgerne med
el, gas, vand mv. Har en kommune imidlertid købt og byggemodnet jord i berettiget forventning
om, at dette vil være en økonomisk forsvarlig disposition, og det senere viser sig, at det
mest økonomisk forsvarlige er at sælge jorden, selvom markedsprisen ikke skaber dækning
for de samlede omkostninger, vil et sådant salg være lovligt. Mere generelle ønsker om at en
kommune, eventuelt i overensstemmelse med en lokalplan, udvikler sig på en bestemt måde
vil normalt ikke i sig selv kunne begrunde salg af byggemodnede grunde under markedsprisen.
Omvendt vil en kommune ud fra konkrete, planlægningsmæssige hensyn kunne sælge
enkelte ejendomme under markedspris, hvis et lovligt kommunalt formål herved tilgodeses, jf.
udbudsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. 1
1 Betænkning nr. 1153/1988, Kommunerne og erhvervspolitikken, side 85f.
- 8 -