INDHOLDSFORTEGNELSE - Nadja Lund

Marianne Toft Pedersen Kommunikationseksamen 18.12.2008 

Nadja Lund Jeppesen 

INDHOLDSFORTEGNELSE 

INDLEDNING ...................................................................................................... ‐ 2 ‐ 

PROBLEMFORMULERING.............................................................................................................................................. - 2 - 

METODE......................................................................................................................................................................... - 2 - 

PRÆSENTATION AF EMPIRI ................................................................................ ‐ 4 ‐ 

TEORI................................................................................................................. ‐ 5 ‐ 

NICKLAS LUHMANN ...................................................................................................................................................... - 5 - 

JAN LINDHARDT .......................................................................................................................................................... - 10 - 

METAFORER OG SPROGBRUG .................................................................................................................................... - 15 - 

ERVING GOFFMAN ...................................................................................................................................................... - 18 - 

ANALYSE .......................................................................................................... ‐ 21 ‐ 

SYSTEMTYPER.............................................................................................................................................................. - 21 - 

KOMPLEKSITET............................................................................................................................................................ - 24 - 

KOMMUNIKATION SOM TREDELT SELEKTIONSPROCES ............................................................................................ - 27 - 

RETORIKKEN I DEBATTEN............................................................................................................................................ - 30 - 

POLITIKERNES FREMSTILLING AF IMAGE ................................................................................................................... - 39 - 

FACE‐WORK................................................................................................................................................................. - 41 - 

REFLEKSION ..................................................................................................... ‐ 44 ‐ 

KONKLUSION ................................................................................................... ‐ 46 ‐ 

LITTERATURLISTE ............................................................................................. ‐ 48 ‐ 

BILAG 1: kopi af empiri 

Tegn indeholdt i opgaven: 91.412 

Opgaven er fordelt som følger: 

20072239 Nadja Lund Jeppesen (5‐10, 18‐27, 39‐44) 

20081355 Marianne Toft Pedersen (10‐18, 30‐39) 

Indledning, præsentation af empiri, analyseafsnittet ”kommunikation som tredelt selektionspro‐ 

ces”, refleksion og konklusion er fælles ansvar. 

- 1 -



INDLEDNING 

PROBLEMFORMULERING 

Vores udgangspunkt for denne opgave er en analyse af kommunikationen mellem deltagerne i en 

politisk debat forud for folketingsvalget 2007, som fandt sted i DR2’s program Debatten den 25. 

oktober 2007. 

Vi vil starte med at redegøre for de dele i henholdsvis Nicklas Luhmanns systemteori, Erving Goff‐ 

mans teori om face‐work og Jan Lindhardts beskrivelse af retorik samt en kort gennemgang af 

brugen af metaforer i tilknytning hertil, som vi finder aktuelle i forhold til vores analyse af den 

valgte empiri. 

Set i lyset af tre teoretikeres teorier vil vi undersøge, hvordan kommunikationen kommer til ud‐ 

tryk. Vi vil bruge Luhmanns teori om sociale systemer til overordnet at redegøre for, hvilke syste‐ 

mer der er på spil. Derudover vil se på kompleksiteten i disse systemer samt reduktionen af denne, 

og til sidst vil vi undersøge udførelsen af kommunikationen i debatten i forhold til Luhmanns op‐ 

fattelse af kommunikation som en tredelt selektionsproces. 

Herefter vil vi give en kort analyse af de tegn, debattens deltagere afgiver set i forhold til Goffmans 

teori om individets præsentation af face. Ydermere vil vi se på, hvordan deltagerne interagerer i 

forhold til hinanden i forbindelse med opretholdelsen af deres face. 

Afslutningsvis vil vi bruge Lindhardts retorikbeskrivelse til at se på deltagernes retoriske evner 

samt metaforiske virkemidler i deres tale. 

På baggrund af vores antagelser i analysen vil vi reflektere over, hvem af deltagerne vi synes har 

formået at gøre bedst brug af de kommunikative redskaber og retoriske facetter, og dermed hvem 

vi synes fremstår som ”vinder” af debatten. Ud fra vores refleksioner vil vi perspektivere til valgets 

reelle udfald. 

METODE 

Opgavens struktur er inddelt således, at vi hver især har ansvaret for en eller flere teoretikere med 

henblik på at kunne analysere specifikke aspekter i debatten på basis af redegørelsen af vores re‐ 

spektive teoretikere. Denne fordeling skaber et bredere og mere nuanceret billede af kommunika‐ 

tionen og de aspekter, der knytter sig til denne debat. Vi vil slutteligt i fællesskab overveje, om det 

- 2 -



er muligt at drage paralleller mellem de benyttede teoretikere og analysen samt ud fra vores be‐ 

tragtninger se på, om disse kan sammenlignes med valgresultatet. 

Der vil i opgaven blive brugt følgende forkortelser af navnene på de politikere, som deltog i denne 

udgave Debatten: 

Lars Løkke Rasmussen = L.L.R. 

Helle Thorning‐Schmidt = H.T.S. 

Pia Kjærsgaard = P.K. 

Naser Khader = N.K. 

Margrethe Vestager = M.V. 

Villy Søvndal = V.S. 

Jesper Larsen = J.L. (studievært) 

Tallene i [ ] angiver tidspunktet for debattørernes indlæg. Når disse [ ] anvendes først i et afsnit, 

betyder det, at det følgende afsnit er analyseret på baggrund af det, der bliver sagt i det efterføl‐ 

gende tidsrum. 

- 3 -



PRÆSENTATION AF EMPIRI 

Vi har valgt se nærmere på den debat, som blev afholdt i DR2’s program Debatten kun et døgn ef‐ 

ter, at folketingsvalget i 2007 var blevet udskrevet. 

DR2 Debatten ser sig selv som: ”Danmarks største, seriøse debatprogram” 1 , hvor de i hver enkelt 

udsendelse søger at belyse forskellige holdninger, nuancer og perspektiver i forhold til det pågæl‐ 

dende tema. Temaerne spænder over en bred vifte af relevante emner, som tager udgangspunkt i 

samfundets centrale og aktuelle problemstillinger indenfor politik, kultur, historie og medier, er‐ 

hverv og livsstil. Debatten vises i den bedste sendetid på DR2, som er en kanal, der er kendt for sin 

saglighed og seriøsitet. 

Programmets debatpanel kan bestå af alt fra ministre, menige politikere og meningsdannere til 

eksperter og erhvervsspidser, kommentatorer og kulturpersonligheder, som med deres viden eller 

synspunkter kan være med til at give en nuancering og større forståelse i den pågældende sag. 

Værten Jesper Larsen fungerer som ordstyrer og bidrager med indslag, som introducerer nye em‐ 

ner til diskussion samt ydermere skaber debat. Hans opgave som ordstyrer er derudover at sikre, 

at alle får taletid samt sørge for at afrunde diskussionerne, inden debatten tager en usaglig drej‐ 

ning eller løber af sporet. 

Den konkrete debat, som vi har valgt at analysere, omhandler de højaktuelle spørgsmål i forbin‐ 

delse med folketingsvalget i 2007. Deltagerne i denne debat er seks politikere; Lars Løkke Rasmus‐ 

sen, Helle Thorning‐Schmidt, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Margrethe Vestager og Villy Søvndal 

repræsenterer hver deres parti og dermed forskellige politiske holdninger. Deltagerne er inviteret 

til en debat om disse aktuelle spørgsmål for at belyse emnerne fra forskellige vinkler og dermed 

give vælgerne et overblik over hvert enkelt partis standpunkter. 

1 www.dr.dk/DR2/Debatten 

- 4 -



TEORI 

NICKLAS LUHMANN 

Teorien om sociale systemer 

Luhmanns formål med udarbejdelsen af sin teori om sociale systemer var at udforme en universel 

teori, som kan skildre sociologiens fagområde ved hjælp af et begrebsapparat, som stammer fra 

den almene systemteori. Universalitet skal ikke forstås som et forsøg på at definere den absolutte 

sandhed, men derimod som et forsøg på at udvikle en teori der som sagt benytter de systemteore‐ 

tiske begreber til overordnet at beskrive sociologiens samlede genstandsområde. 2 

Luhmann tager med sin funktionelt‐strukturelle systemteori udgangspunkt i forestillingen om, at 

enhver social kontakt kan forstås som et system. Han ser systemet som en mængde af enheder, 

som i et sammenhængende hele er meningsfyldt relaterede til hinanden, og hvor der handles ud 

fra bestemte principper. Sociale handlinger og andre begivenheder, der ikke henviser til denne 

meningssammenhæng, definerer han som systemets omverden; systemet er altså det indre og af‐ 

grænses af en omverden, som er det ydre. 3 Det eneste, som hverken kan defineres som et system 

eller en omverden, er verden, da det er det heles uendelige ydre. Alt, hvad der sker i alle systemer 

og deres omverdener, sker i verden, og den er derfor enheden af det hele. 4 

Med den funktionelt‐strukturelle systemteori er det funktion, der er i fokus frem for struktur. Det 

betyder altså, at det ikke handler om at definere, hvilke funktioner der er direkte årsag til det ak‐ 

tuelle systems fremtidige opretholdelse. Det drejer sig derimod om, hvilken funktion bestemte sy‐ 

stemydelser har, da de kan erstattes af andre bidrag med samme funktion. Den funktionelle analy‐ 

se koncentrerer sig altså om forholdet mellem problemer og problemløsninger frem for de kausale 

virkninger. Luhmann mener, at sociale systemer har mulighed for at ændre deres struktur og be‐ 

hov, og på den måde erstatte de bortfaldne systemydelser og fortsat opretholde sig selv. 5 

2 Kneer og Nassehi (1997): p. 37‐38 

3 Kneer og Nassehi (1997): p. 42 



- 5 -



Kompleksitet 

Kompleksitet er et af de mest centrale begreber i Luhmanns teori. Kan et system antage minimum 

to tilstande samtidig, er det ifølge Luhmann komplekst. Jo flere tilstande eller begivenheder det 

befinder sig i, jo flere relationer er der imellem dem, og jo højere er graden af kompleksitet der‐ 

med også. Verden er den yderste kompleksitet og indtager den mest komplekse form i og med, at 

den kan befinde sig i et ubegrænset antal af tilstande, og det er derfor ikke muligt for mennesket 

at forstå eller håndtere denne uendelighed. 

Antallet af tilstande og begivenheder, som kan forekomme i et socialt system, er derimod langt fra 

ubegrænsede. Kun de begivenheder, der relaterer funktionelt til hinanden i det pågældende sy‐ 

stem er tilladt, mens de, der ikke henviser meningsfyldt til systemet, bortvises til dets omverden; 

denne begrænsning giver dermed en højere grad af orden og stabilitet inden for systemet, hvilket 

markerer en grænse mellem system og omverden. Omverdenen vil altså altid være mere kompleks 

end systemet. 6 

Det er de sociale systemers opgave at forsøge at reducere kompleksiteten til et niveau, den men‐ 

neskelige bevidsthed kan kapere. Denne kompleksitetsreduktion sker ved at mindske eller be‐ 

grænse antallet af et systems mulige tilstande eller begivenheder. For at denne reduktion er mulig, 

må de sociale systemer kunne håndtere en vis grad af egenkompleksitet. 7 

Sociale systemer 

Luhmann opererer med tre former for sociale systemer, nemlig: interaktionssystemer, organisa‐ 

tionssystemer og samfundssystemer. 

Interaktionssystemer er de mindst komplekse af de tre systemer og bygger på handlinger mellem 

tilstedeværende. Disse systemer opstår altså gennem handling og interaktion og er derfor ikke 

stabile i tid, da systemet opløses, når de involverede parter går hver til sit. I sådanne systemer ek‐ 

sisterer en række uskrevne regler for, hvordan man opfører sig overfor og interagerer med hinan‐ 

den. 



- 6 -



Organisationssystemer er mere komplekse end interaktionssystemer og er baseret på medlem‐ 

skab samt betingelser og regler for dette. De er i modsætning til interaktionssystemerne stabile i 

tid og ophører derfor ikke med at eksisterer, når medlemmerne går hver til sit. Organisationssy‐ 

stemer er reproduktive systemer, som opretholdes i kraft af deres regelsæt, som fører til handling. 

Når medlemmerne af et givent organisationssystem mødes, opstår interaktionssystemer. Disse sy‐ 

stemer opløses, når medlemmerne går hver til sit, mens organisationssystemet fortsat vil eksiste‐ 

re. 

Det mest komplekse og overordnede af alle systemer er samfundssystemet. Dette er ifølge Luh‐ 

mann: ”et system af højere orden, et system af en anden type.” 8 Det er i modsætning til organisa‐ 

tionssystemerne noget, man er født ind i, og man kan derfor ikke melde sig ind og ud af systemet. 

Samfundssystemet indeholder hele samfundet og dermed også alle interaktions‐ og organisations‐ 

systemer, uden at det dog kan tage form som det ene eller det andet. 9 

Systemers autopoiesis 

Luhmann opfatter sociale systemer som værende autopoietiske og selvreferentielt lukkede syste‐ 

mer. 10 Autopoietiske systemer er lukkede, autonome systemer, som selv fremstiller de elementer, 

de skal bruge for at reproducere sig selv. De ses dermed som en cirkulær proces og opretholder 

således sig selv i sig selv uden påvirkning fra omverdenen. 11 Det betyder dog ikke en udelukkelse 

af relationer mellem systemer og deres omverdener. De autopoietiske systemer har hele tiden 

kontakt til deres omverden; de indgår dermed i en vekselvirkning med denne, hvilket vil sige, at 

der er en strukturel kobling 12 mellem dem. Systemerne interagerer med deres omgivelser og ud‐ 

veksler på den måde enheder. Luhmann mener derfor, at de autopoietiske systemer både kan de‐ 

fineres som åbne og lukkede. De er lukkede i den forstand, at de er selvskabende og selvreprodu‐ 

8 

Kneer og Nassehi (1997): p. 48, l. 2‐3 

9 

Kneer og Nassehi (1997): p. 46‐48 

10 

Begrebet autopoiesis blev skabt af den chilenske biolog og neurofysiolog Humberto R. Maturana for at kunne be‐ 

skrive levende organismers særlige organisation. Kneer og Nassehi (1997): p. 52 

11 

Kneer og Nassehi (1997): p. 52‐53 

12 

Begrebet 'strukturel kobling' går også tilbage til Humberto R. Maturana, som benytter det til at beskrive relationen 

mellem system og omverden. Kneer og Nassehi (1997): p. 67 

- 7 -



cerende, men de er imidlertid åbne i deres optagelse af substans og i deres udveksling af enheder 

med omverdenen. 13 

Luhmann mener også, at bevidsthedssystemer fungerer autopoietisk. Elementerne i et psykisk sy‐ 

stem består af tanker og forestillinger, som hele tiden skaber nye tanker og forestillinger. Dette 

beskriver han som en rekursiv proces, hvor output skaber nye output for på den måde at fremstille 

og reproducere sig selv. Ingen bevidsthed kan dog eksistere uden input fra en omverden. Hjernen 

er dermed bevidsthedens omverden, som sørger for substans til tankerne. De indgår i en veksel‐ 

virkning med hinanden og er derfor strukturelt koblede. Bevidstheden er altså både et lukket sy‐ 

stem, som fremstiller tanker, som ikke kan ses, men samtidig er det også et åbent system, som får 

input fra hjernen og producerer output i form af tegn. Vi kan altså ikke se, hvad hinanden tænker, 

men vi kan forsøge at aflæse det ud fra forskellige tegn såsom ansigtsudtryk, påklædning og 

sprogbrug. 14 

Kommunikation som tredelt selektionsproces 

Det mest grundlæggende begreb i Luhmanns teori om sociale systemer er kommunikation. Luh‐ 

mann bryder med den sædvanlige forståelse om kommunikation som en overførelse af et budskab 

fra en afsender til en modtager. De sociale systemers elementer består af kommunikation, og de 

sociale systemer reproducerer dermed sig selv ved hele tiden at fremstille kommunikation ud fra 

kommunikation. Han mener, at kommunikation opstår som et produkt af sociale systemer og ikke 

af menneskers handling. Dog kræver det altid mindst to mennesker, altså to psykiske systemer, at 

udføre en kommunikationsproces, da sociale systemer ligesom alle andre autopoietiske systemer 

har brug for substans fra omverdenen for at kunne producere kommunikation. De psykiske syste‐ 

mer forbliver en del af de sociale systemers omverden i og med, at det ikke er dem, der kommuni‐ 

kerer, da de kun producerer tanker og forestillinger. Deres opgave er derfor at pirre og irritere det 

sociale system for på den måde at tilføre det den substans, det har brug for i dets produktion af 

kommunikation. 15 




- 8 -



Luhmann opererer med en teori for udførelsen af kommunikation som en tredelt selektionspro‐ 

ces. Det vil sige, at der i en kommunikationsproces er tre niveauer: information, meddelelse og 

forståelse. Afsender står i første omgang overfor en selektion/udvælgelse af information, altså af 

det budskab han ønsker at kommunikere; her har han en vifte af muligheder, og dermed vælger 

han noget fra frem for noget andet. Derefter skal han vælge, hvilken meddelelsesform og stil han 

vil benytte i kommunikationen af sit budskab, altså om han viderebringe beskeden via f.eks. tale 

eller skrift, og om han vil gøre det vredt, venskabeligt, flabet eller lignende. En kommunikeret in‐ 

formation til en modtager kan ofte blive forstået anderledes, end det var tiltænkt. Det er derfor 

vigtigt, at afsender er kritisk i sit valg af meddelelsesform. Til sidst er det modtagerens forståelse, 

men i høj grad også fortolkning af budskabet der bliver set på. Det er ikke intentionen bag budska‐ 

bet, der er det væsentlige i processen, men derimod måden budskabet forstås og fortolkes på. 

Modtagerens forventninger til afsenderen kan have stor indflydelse på måden, han vælger at for‐ 

tolke budskabet på. 16 


- 9 -



JAN LINDHARDT 

Retorik 

I det følgende afsnit vil der blive givet en beskrivelse af retorikken og dens begreber. Jan Lindhardt 

har været brugt som kilde for denne beskrivelse og til at forklare retorikkens begreber med hen‐ 

blik på en analyse af vores empiri. 

Retorikken opstod i den græske koloni på Sicilien i det 5. årh. f.Kr. Der findes en beretning om, at 

Corax og Tisias blev kaldt til Sicilien, fordi indbyggerne var sluppet af med deres tyranniske herske‐ 

re og nu ville styre deres samfund gennem indbyrdes frie forhandlinger. Denne beretning fortæller 

os, under hvilke politiske forhold retorikken kan udfolde sig. 17 

Tisias og Corax blev efterfulgt af mange andre, som man betegnede som sofisterne. 18 Disse sofi‐ 

ster 19 er ofte blevet anklaget for at være immoralske og for at lægge vægt på den ydre skabelon, 

men dette billede synes at være unuanceret. Sofisterne forbandt sandhed med Kairos, som be‐ 

dømmer sandhed på afhængighed af rette tid og sted, og hvilken kontekst udsagnet blev fremsagt 

i. 20 

Retorik er læren om veltalenhed 21 samt det sandfærdige, det moralsk rigtige, og det som er æste‐ 

tisk behageligt. Det er måden, hvorpå man former sit sprog for at vinde sine tilhørere for en be‐ 

stemt sag, der skal være virkningsfuld. 22 

Ifølge antikken findes der to forskellige slags følelser, derved også to slags viljer. Disse to er ethos 

(moral) og pathos (følelser), som tilhører den respektive, den mellemste og den høje stil. 23 Der fin‐ 

des dog også den lave stil logos (logikken), som omhandler beskedne ting, og derfor kommer følel‐ 

ser ikke på tale. Derved er tilhørernes engagement begrænset. 24 

17 Lindhardt (1999): p. 27 

18 Lindhardt (1999): p. 27 

19 Sofisterne underviste i filosofi og retorik. De mente, visdom og veltalenhed hørte sammen. 

20 Lindhardt (1999): p. 29 

21 Lindhardt (1999): p. 7 

22 Lindhardt (1999): p. 10 

23 Lindhardt (1999): p. 88 

24 Lindhardt (1999): p. 88 

- 10 -



Når vi bruger ethos som appelform, er det vores egen troværdighed som person og modtagers til‐ 

lid til os, der appelleres til for at skabe tilslutning fra vores afsender. Under ethos trækkes der på 

følelser hos modtager. De følelser kan eksistere før, i og efter kommunikationssituationen. Det be‐ 

tyder, at vi før en kommunikationssituation godt kan have oparbejdet et godt omdømme hos vo‐ 

res modtager. Er vi kendt af modtager, og har vi et i forvejen godt image, kan vi lettere få tilslut‐ 

ning fra vores modtager. Hvis man er ukendt for modtager, kan man bruge ethosappellen i ens 

personlige fremtoning til at skabe et troværdigt billede af sig selv. 25 

Ethos, som er den mellemste stil, tager udgangspunkt i personlighedstræk og karakteregenskaber. 

Når afsender vælger at søge tilslutning ved hjælp af ethos, skabes overbevisning gennem talerens 

karakter. Afsender forsøger at vinde modtagers tillid ved at fremstille sig selv som alt fra klog eller 

moralsk til charmerende, humoristisk eller pæn, afhængig af hvem han taler til. Ethos er ikke bun‐ 

det til den enkelte situation, og det gælder derfor om at skabe et godt og troværdigt omdømme 

hos modtager, for at dette personlighedsbillede skal vinde varighed udover den enkelte situation. 

Fattes der først sympati for talerens person, vil man også dømme hans argumenter mere velvilligt. 

Genus iudiciale: Den juridiske tale som tager udgangspunkt i, hvad der er sket i fortiden med hen‐ 

blik på skyld og uskyld. Den bruges i en retssag, hvor tilhørerne er dommere eller nævninge. 26 

Genus demonstrativum: Den påvisende tale der tager udgangspunkt i nutiden, fra den aktuelle si‐ 

tuation og forespørgslen om, hvad man kan gøre for den givne begivenhed. Dette omhandler ofte 

hyldest, hvor man fremhæver en person eller en institutions/et firmas fortræffelige egenskaber 

som eksempel til efterfølgelse. 27 Eksempler på taler der ville høre under denne kategori er jubilæ‐ 

ums‐ og hyldesttaler. 

25 Jørgensen og Onsberg (2004): p. 62‐63 

26 Lindhardt (1999): p. 50 

27 Lindhardt (1999): p. 50 

- 11 -



Genus deliberativum: Den politiske tale som henvender sig til fremtiden, hvor man prøver at over‐ 

bevise tilhørerne om, at de skal gøre noget andet. Modtageren er her den politiske forsamling el‐ 

ler offentligheden i bred forstand. 28 

I modsætning til ethos er pathos bundet til den enkelte situation. I denne høje stil går man efter at 

ramme konkrete følelser hos tilhøreren. I modsætning til ethos som er rettet mod de stabile følel‐ 

ser. For pathos gælder, at det er den spontane reaktion hos tilhøreren, som skal skabe debat. Der‐ 

ved søger afsender at udløse en handling, afsender satser på en definitiv beslutning. 29 Taleren ap‐ 

pellerer til stærke følelser hos modtager, f.eks. glæde, vrede eller sorg. 

Ordvalget under pathos er ofte meget værdiladet, og derfor, og fordi pathos er knyttet til den en‐ 

kelte kommunikationssituation, kan f.eks. en tale, hvor afsender har gjort brug af pathos, godt vir‐ 

ke plat eller hul, hvis den senere gengives eller genfortælles, også selvom den i den oprindelige si‐ 

tuation har fungeret godt. 

Pathos indeholder endvidere tre begreber, der hører under betegnelsen Elocutio, som omfatter 

den stilistiske del, hvor taleren beslutter, hvordan han skal tale til publikum. Puritas som står for 

renhed, hvor man sørger for, at talen er grammatisk korrekt, således at den ikke virker forstyrren‐ 

de på publikum. Perspicuitas som betyder klarhed, hvilket vil sige at taleren benytter begribelige 

ord og sætninger, så der undgås utydeligheder. 

Endvidere omfatter betegnelsen Elocutio også Ornatus, som betyder udsmykning. Ornatus bruges 

af taleren til at gøre sin tale smuk og effektfuld at høre på for publikum. 30 Pathos er, når vi appel‐ 

lerer til folks følelser, ofte spontane følelser. En tale kan derfor i nogle tilfælde godt begrunde og 

konkludere med følelsesargumenter i pathos. På det sproglige plan kendetegnes pathosappellen 

ved at bruge et værdiladet ordvalg. 31 Pathosappellen er den, der bevæger følelserne mest. Pathos 

kan derfor afspore fornuften (logos). 32 

28 Lindhardt (1999): p. 50 

29 Lindhardt (1999): p. 90 

30 Lindhardt (1999): p. 76 

31 Jørgensen og Onsberg (2004): p. 65 

32 Kjeldsen (2002): p. 33 

- 12 -



For både ethos og pathos gælder det, at erkendelsen sætter sig igennem befrielsen. Det kommer 

af, at man bliver klar over noget, man egentligt godt vidste i forvejen. 33 

Når man søger at få tilslutning ved at appellere til folks logik og sunde fornuft, gør man brug af lo‐ 

gosappellen. Logos er intellektuel persuasio. Persuasio kommer af Aristoteles’ udtryk peitho, som 

direkte oversat betyder overbevisende talegaver eller overtalelse. 34 Logos betyder altså at være i 

stand til at få modtagers tilslutning ved intellektuel overtalelse. For at opnå tilslutning gennem in‐ 

tellektuel overtalelse, intellektuel persuasio, er der et kriterium, der skal være opfyldt. Det er vig‐ 

tigt, såfremt logos skal virke succesfuld, at der er en organiseret og overbevisende struktur for de 

konkrete fremsatte påstande og argumenter i kommunikationssituationen. 

Retorikken indeholder yderligere fem discipliner, der kan bruges i både den skriftlige og mundtlige 

fremstilling. Alle fem discipliner er vigtige for den praktiske talekunst. 35 Dog er det kun punkterne 

inventio, dispositio og exordium, der er vigtige i den skriftlige fremstilling. 

Inventio 

Inventio er fasen, hvor man fremskaffer stoffet til talen. 36 Det er her, taleren finder argumenter for 

sine standpunkter og eksempler, der kan sætte det hele ind i et større perspektiv. I denne fase fin‐ 

der man de centrale elementer i stoffet og finder derudfra indgangen for sin argumentation. Det 

er også i denne bestemmelsesfase, at man tager stilling til, i hvor høj grad publikum skal deltage. 

Deltagerne sørger for at udfylde det der mangler. 37 ”Det er jo en grundsætning ved al god pæda‐ 

gogik, at publikum gøres aktiv. Kedsomheden, som er kommunikations næststørste fare, undgås. 

>>Hemmeligheden ved at være kedelig er at sige alt



Dispositio 

Dispositio er fasen, hvor man ordner de tanker og ideer, som er opstået i Inventio med henblik på 

at gøre dem til nytte (også kaldet utilitas). 40 Indenfor Dispositio findes der fem trin for inddeling af 

talen: 

a) Exordium eller indledning 

Her ønsker man at skabe en god kontakt imellem taleren og de tilhørere, som man gerne 

vil overbevise. ”Man må skabe sympati for sig selv og for det, som der tales for og om.” 41 

b) Narratio 

Under dette punkt kommer man med en kort orientering om, hvad det er, man gerne vil 

tale om. Dvs. man giver en fremstilling af sagen. 

c) Partitio 

Her foretager man med en opdeling af sine emner. Taleren laver en prioriteringsliste i for‐ 

hold til omstændighederne, så han får sit budskab bedst ud til tilhørerne. 

d) Confirmatio 

Denne del er talerens hoveddel, og det er her, taleren skal komme med de pointer, som 

skal underbygge hans standpunkter. Det er her, taleren skal bevise og sandsynliggøre sin 

tale udførligt. 

e) Conclusio 

Elocutio 

I talens sidste fase skal taleren resumere, hvad han lige har talt om. Denne gang er det af‐ 

gørende, det er vigtigt at tilhørerne går fra talen med en fuldstændig forståelse af, hvad 

der lige er blevet sagt. 42 

Som nævnt tidligere er Elocutio sammensat af underbegreber; dem vil vi ikke komme ind på her. 

Dog vil vi komme med et kort sammendrag af, hvad Elocutio er. Elocutio, som betyder stil, er som 

sagt en uddybelse af de tanker, som man er kommet frem til under Inventio. Dette punkt er reto‐ 

rikkens mest omfattende, da taleren her både skal finde de rigtige ord, som dækker emnet og som 

40 Lindhardt (1999): p. 51 

41 Lindhardt (1999): p. 51 

42 Lindhardt (1999): p. 52 

- 14 -



skaber en vis klarhed over emnet. 43 Elocutio består endvidere af at finde de rigtige metaforer og 

allusioner, som derved skaber den fuldkomne stil, der både er klar og gennemslagskraftig. 44 

Memoria 

Memoria er læren om, hvordan man husker sin tale. Det er yderst vigtigt for taleren, at han kan 

huske det, han gerne vil sige, da det er med til at få ham til at virke troværdig. Taleren skal kunne 

sit manuskript udenad, da det virker dårligt for tilhørerne, hvis taleren læser op. 45 Det skal i denne 

sammenhæng være tydeligt for tilhørerne at se og høre, at det er en sag, som taleren står inde for. 

Pronuntia eller Actio 

Under det femte og sidste punkt drejer det sig om selve fremførelsen af talen. Det drejer sig om 

vigtigheden af toneleje og brugen af stemmen generelt, da stemmen og brugen af den er det sid‐ 

ste middel at fange tilhørerne. Stemmeføringen er med til at gøre lytningen mere intens, enten 

ved brug af en lavmælt eller højlydt stemme. 46 Endvidere er kropsbevægelser og brugen af mimik 

vigtig. Alt det nævnte er med til at sikre, at talerens budskab kommer ud på en måde, som får til‐ 

høreren til at huske talen. 

METAFORER OG SPROGBRUG 

I det følgende afsnit vil vi komme ind på metaforer samt sprogbrug. Dette afsnit skal ses som en 

form for forlængelse af vores forrige teoriafsnit om retorik. Vores beskrivelse af metaforer er skre‐ 

vet på grundlag af teksten ”Metaphors We Live By” som er skrevet af George Lakoff og Mark John‐ 

son samt kapitel 6 i Kathrine Ravn Jørgensens ”Retorik: indføring i fagets grundbegreber”. 

Metaphora betyder overføring, hvilket betyder at det overførte ord anvendes inden for et andet 

betydningsområde end dets normale betydning. 47 Metaforer bliver set som et poetisk og retorisk 

værktøj, som skal forstås som et ekstraordinært sprog til det almindelige sprog. 48 Den klassiske re‐ 

43 Lindhardt (1999): p. 52 

44 Lindhardt (1999): p. 52 

45 Lindhardt (1999): p. 52 

46 Lindhardt (1999): p. 52 

47 Jørgensen (2003): p. 149 

48 Lakoff og Johnson (1980): p. 3 

- 15 -



torik var grebet af at analysere ligheder mellem metaforen og det oprindelige ord. Dette gør det 

muligt at skifte et ord ud i en sætning med et ord af en anden oprindelig betydning. 49 

Metaforer er en del af vores hverdag i den vestlige kultur. Vi bruger den faktisk flere gange om da‐ 

gen, ofte uden vi selv er klar over det. Brugen af metaforer er ofte kulturpræget, da det er forskel‐ 

ligt, hvad ord kan betyde i de respektive lande. 50 

Metaforerne skal få os til at se det banale og monotone i et nyt lys; samtidig med at de skal skabe 

klarhed og forståelse, må de ikke være for eksotiske eller gådefulde. Hvis de fremstår sådan, vil de 

besværliggøre intuitionen. Endvidere må de ikke være for banale og overfladiske, for så gør de ikke 

noget indtryk. 51 

I den gamle græske mytologi var Aristoteles især interesseret i analogimetaforen, som præsente‐ 

rer en underforstået analogi eller lighed mellem fænomener fra forskellige virkelighedsområder. 52 

”Ved analogi forstår jeg, at det andet forholder sig til det første, som det fjerde forholder sig til det 

tredje; så vil man kunne sætte det fjerde i stedet for det andet, eller det andet i stedet for det fjer‐ 

de. Undertiden tilføjer man også det, hvortil det udtryk, som er blevet ombyttet, har tilknytning.” 53 

Dette var Aristoteles’ måde at anskueliggøre metaforer på. 

Der findes endvidere tre former for metaforer. Strukturelle metaforer, Orienteringsmetaforer og 

Ontologiske metaforer. De strukturelle metaforer er de tydeligste der findes. 54 F.eks. ved at di‐ 

skussionen får samme struktur som i krig. 55 Orienteringsmetaforer organiserer et system af begre‐ 

ber i forhold til hinanden. F.eks. at være glad, så er man oppe, og hvis man er ked af det, er man 

nede. 56 Den sidste form for metaforer er de ontologiske metaforer, hvor de ikke‐håndgribelige ting 

49 Jørgensen (2003): p. 149 


51 Jørgensen (2003): p. 151 

52 Jørgensen (2003): p. 149 

53 Jørgensen (2003): p. 149 




- 16 -



bliver gjort til genstand. 57 F.eks. finanskrisen sænker vores levestandard, og vi må derved søge at 

bekæmpe finanskrisen. 58 

Udover at metaforer skal få os til at se tingene i et nyt perspektiv, har de en anden vigtig funktion, 

som vi kom ind på tidligere. De skal få os til at se tingene klarere og gøre dem mere begribelige, og 

igennem dette skal de tale til sanserne. 59 Det er vigtigt for mennesker, at vi kan høre, se og sanse 

effekterne for bedre at kunne forstå dem. Ved at knytte metaforerne til noget sanseligt og mere 

begribeligt, vil vores billeder blive stærkere og derved skabe en stærk følelse og fremme forståel‐ 

sen, end hvis det hele kom med en lang forklaring. 60 


58 Lakoff og Johnson (1980): p 26 

59 Jørgensen og (2003): p. 150 

60 Jørgensen og (2003): p. 151 

- 17 -



ERVING GOFFMAN 

Face‐work 

Med sin teori om face‐work anskuer Goffman vores tilværelse fra et dramaturgisk perspektiv. Han 

mener, at de sociale relationer mellem mennesker tager form af et teaterstykke, hvor individet 

indtager forskellige roller, alt efter hvilke sociale situationer det befinder sig i, og samfundet fun‐ 

gerer som den scene, teatret spilles på. Dette gøres for at opretholde ”the smooth working of so‐ 

ciety” 61 og på den måde undgå, at kommunikationen bryder sammen. Goffman beskriver det at 

studere face‐work og de rituelle elementer, der er knyttet til dette, som et sæt af trafikregler for 

social interaktion. 62 

Vi forsøger alle ifølge Goffman at præsentere et face altså et bestemt image i en given social 

sammenhæng. Det kan dog være svært at kontrollere det indtryk, andre får, da vi både kommuni‐ 

kerer gennem adfærd og fremtrædelse og derfor udtrykker to forskellige former for tegn. Den ene 

type af tegn er dem, vi giver, altså de intentionelle tegn. Det er de verbale udtryk og andre symbo‐ 

ler, som vi bevidst benytter i kommunikationen af vores budskab. Den anden type er dem, vi afgi‐ 

ver, altså i modsætning til den første type de ikke‐intentionelle tegn. Det er de udtryk, som vi ube‐ 

vidst og utilsigtet afsender, som kan være med til at afsløre nogle ting om os. 63 

Det er ifølge Goffman ikke målet med face‐work at bevare ansigt, men face‐work er derimod be‐ 

tingelsen for social interaktion, altså forudsætningen for at opretholde ”the smooth working of so‐ 

ciety”. I alle sociale systemer eksisterer en form for ubevidste, prædefinerede regelsæt, om hvor‐ 

dan vi interagerer med hinanden i en given sammenhæng. Disse prædefinerede regler skaber iføl‐ 

ge Goffman nogle forventninger til og enighed om, hvordan man handler og gebærder sig i forskel‐ 

lige sociale interaktioner. Dette kalder han for ”working consensus”. Vi overholder reglerne for at 

opretholde en gensidig behagelighed og for at reproducere de sociale relationer. 64 

61 Erving Goffman (1955): p. 216 



64 Erving Goffman (1955): p. 215‐216 

- 18 -



To have, be in or maintain face 

Den væsentligste hensigt med face‐work er at hjælpe hinanden med at bevare ansigt (maintain 

face) i sociale sammenhænge og dermed forhindre, at kommunikationen bryder sammen og pinli‐ 

ge situationer opstår. Måden, man bevarer ansigt på, er ifølge Goffman ved at bekræfte hinanden 

i hinandens individuelle selvfremstilling. Accepterer de andre i gruppen det ønskede image, det 

face den enkelte forsøger at fremstille, vil man fortsat ”be in face”, og man vil derfor føle sig selv‐ 

sikker og godt tilpas i gruppen. Face‐work kan siges at være en gensidig iagttagelse af hinandens 

faces, hvor man ser sig selv igennem de andre og ud fra deres forventninger til én fremstiller sit 

face. 65 

In wrong face 

Goffman mener altså, at vi overholder reglerne for social interaktion for at undgå at få hinanden til 

at tabe ansigt (be in wrong face) og på den måde undvige et kommunikationssammenbrud og en 

pinlig situation. Den sikreste måde at undgå at tabe ansigt på er ved at undgå emner, man føler sig 

usikker i, og ved ikke at deltage i aktiviteter, som man på forhånd ved, man er dårlig til. Man for‐ 

søger altså at undvige situationer, som kan true ens face og føre én ud på glat is. Det er oftest i 

fælles interesse for alle parter i det aktuelle sociale system at hjælpe hinanden med at bevare an‐ 

sigt, og vi kommer derfor hinanden til undsætning, hvis vi kan fornemme, at den anden er ved at 

komme ud på et sidespor. Selvom personen højst sandsynligt godt selv ved, at han har mistet fat‐ 

ningen, og derudover igennem sine iagttagelser af de andre også kan fornemme, at de ved det, 

skjuler vi, at vi kan se det, fordi vi ikke ønsker at stille hinanden i et dårligt lys, eller fordi vi ikke øn‐ 

sker at skabe en konflikt, og fordi pinlige og ubekvemme situationer fører til opløsning af ”the 

smooth working of society”. 66 

Out of face 

Ifølge Goffman betyder det at være “out of face”, at en person viser et upassende ansigt, fordi han 

vælger at deltage i en social interaktion, på trods af at han ikke har en rolle klar, som er forventet i 

den pågældende situation. Grunden til dette kan være, fordi hans rolle i gruppen ikke er defineret, 

og han derfor ikke ved, hvad de andres forventninger til ham er. Dette resulterer ofte i, at perso‐ 



- 19 -



nen føler sig pinligt berørt, usikker og nervøs, og han er derfor bange for, hvad det kan gøre ved 

hans ry i gruppen. 67 Man kan altså sige, at i og med en person viser et upassende ansigt, vil dette 

ofte resultere i, at han mister ansigt og derfor har brug for de andres hjælp til at genoprette sin 

rolle. 

To give face 

Hvis det skulle ske, at en person taber ansigt, kan man som sagt komme hinanden til undsætning 

og hjælpe vedkommende med at genoprette ansigt. Dette kalder Goffman ”to give face”. Der fin‐ 

des flere måder at hjælpe andre med at genvinde deres ansigt; man kan f.eks. afvæbne et angreb 

ved hjælp af humor eller vende angrebet mod afsender selv, eller man kan tilbyde den pågælden‐ 

de person et bedre ansigt, end han egentlig er berettiget til. 68 

To poise 

Hvis en person bliver angrebet eller kritiseret, forsøger han automatisk selv at bevare sit ansigt ved 

at ”poise”, som Goffman kalder det. Det vil sige at vedkommende, som bliver angrebet, forsøger 

at genvinde ligevægt og balance ved at skjule sine følelser og udtrykke selvsikkerhed og forsøge at 

forblive cool i situationen. 69 




- 20 -



ANALYSE 

SYSTEMTYPER 

Organisationssystemer 

Vi har valgt at tage udgangspunkt i Luhmanns teori om sociale systemer, da vi mener, at denne 

bl.a. kan bruges til overordnet at klargøre, hvilke former for systemer vi har at gøre med. Samfun‐ 

det er den yderste instans og dækker over alle de typer af systemer, som er i spil. Alt, hvad der fo‐ 

regår i systemerne og deres omverdener, forekommer i samfundet, hvilket betyder, at samfundet 

er højkomplekst og derfor kan være svært for os mennesker at håndtere og forholde os til. 

Tv‐stationen DR er et organisationssystem i samfundssystemet, og inden for dette eksisterer et 

andet organisationssystem, nemlig DR2. Inden for DR2 er der en række andre organisationssyste‐ 

mer såsom de enkelte programredaktioner og forskellige afdelinger, faglige organisationer, for‐ 

skellige sociale foreninger på arbejdspladsen osv. 

Disse forskellige organisationssystemer er baseret på medlemskab samt forudsætninger og regler 

for dette. Forudsætningen for at være medlem af organisationssystemet DR2 og derunder en kon‐ 

kret programredaktion eller en afdeling er, at man er ansat på stationen, mens forudsætningerne 

for at være medlem af de forskellige sociale foreninger nærmere er et spørgsmål om at acceptere 

reglerne for den konkrete forening. Reglerne for organisationssystemerne er dels fastlagt af politi‐ 

kerne i Folketinget, som ved lov har fastlagt en række bestemmelser for DR’s virksomhed, dels for 

de enkelte organisationssystemers vedkommende af f.eks. ledelsen på forskellige niveauer i virk‐ 

somheden, bestyrelsen, i foreningerne osv. Disse kan f.eks. være en definition af den enkeltes ar‐ 

bejdsopgaver samt forpligtelser overfor såvel sine kolleger og sin chef som overfor DR2’s seere. 

Udfører man ikke sine arbejdsopgaver til fuld tilfredshed, eller bryder man sine forpligtelser, kan 

det resultere i, at man bliver upopulær og måske derfor udstødt af sine kolleger fra de sociale for‐ 

eninger eller faglige organisationer, man indgår i; at man bliver set skævt til eller mister anseelse 

blandt DR2’s seere og som følge heraf bliver hængt ud i pressen; eller i værste fald kan det ende 

med en ekskludering fra systemet, altså en fyring fra sit job. Systemerne er stabile i tid, i og med at 

- 21 -



deres funktioner ikke ophører med at eksisterer, selvom medarbejderne forlader hinanden for at 

holde fri fra arbejde, eller selvom nogle ophører i deres job i DR og andre ansættes. 

Det kan derudover siges, at organisationssystemet DR2 er et autopoietisk og selvreferentielt luk‐ 

ket system, da det er et uafhængigt system, som gennem arbejdsprocesser selv fremstiller de 

elementer, det skal bruge for at reproducere sig selv. På trods af at de ansatte på DR2 selv skaber 

de komponenter, i form af forskellige tv‐udsendelser, som de skal bruge for at opretholde syste‐ 

met, betyder det ikke, at de ikke indgår i en relation med omverdenen og andre systemer. For 

overhovedet at have et fundament for at kunne lave en tv‐udsendelse, er det nødvendigt med no‐ 

get baggrundsmateriale. Journalisterne har altså brug for inspiration og viden, altså materiale som 

de får fra historier, hændelser og nyheder fra samfundet. Dvs. at der hele tiden er kontakt mellem 

DR2 og samfundet, og at disse indgår i et samspil med hinanden, hvilket forbinder dem strukturelt. 

DR2’s program Debatten er et af de subsystemer, altså et system under et andet system, som hø‐ 

rer under DR2. Debatten kan betragtes som endnu et organisationssystem, da den også kræver 

særlige betingelser for deltagelse, samt at man overholder de regler, der eksisterer for denne. For 

at kunne deltage i programmet kræver det, at man bliver inviteret som gæst, og at man accepterer 

de regler, der er defineret for adfærd. Programmet er på samme måde som tv‐stationen vedva‐ 

rende i tid, i og med at det ikke går i opløsning, når den aktuelle udsendelse er slut, og gæsterne 

forlader studiet. 

Derudover fungerer programmet, ligesom DR2, som et lukket system, der uafhængigt af andre sy‐ 

stemer, gennem diskussioner og samtaler mellem programmets debattører, skaber nye diskussio‐ 

ner og samtaleemner for at forsøge at besvare værtens spørgsmål og analysere programmets te‐ 

maer for på den måde at reproducere sig selv. Kommunikationen mellem gæsterne skaber altså 

nye kommunikationer uafhængigt af omverdenen og andre systemer. Dog er programmet forbun‐ 

det til omverdenen, idet værten dels inddrager citater fra udenforstående for at påvirke gæsternes 

holdninger, dels viser korte klip fra andre tv‐udsendelser, hver gang han ønsker at introducere et 

nyt tema til diskussion. 

- 22 -



Det er altså strukturelt koblet til andre systemer og er i den forstand åbent over for input fra disse, 

som dermed kan være med til at skabe nye output. 

Desuden er programmet strukturelt koblet til DR2, da eksistensen af DR2 er nødvendig for eksi‐ 

stensen af programmet, i og med at det er de ansatte på DR2, der bl.a. beslutter, hvilke temaer 

der skal tages op i Debatten, og planlægger og afvikler udsendelserne. 

Interaktionssystemer 

Den konkrete debat, der opstår i hvert enkelt program, kan ses som et interaktionssystem, da den‐ 

ne opstår gennem handling og interaktion mellem debattens deltagere indbyrdes og mellem dem 

og værten. Når programmet slutter, opløses debatten, og deltagerne går hver til sit. Det er altså 

ikke stabilt i tid, men nye interaktionssystemer opstår, når andre deltagere mødes for at debattere 

et nyt tema i en ny udgave af Debatten. 

I interaktionssystemet eksisterer en række uformelle regler for, hvordan man opfører sig og inter‐ 

agerer med hinanden. Der er altså en række uskrevne regler for adfærd, både for hvordan man 

agerer som gæst, personligt og professionelt, over for de andre gæster samt et antal normer for 

god presseskik. Hvis ikke disse overholdes, risikerer man at miste respekt blandt de andre deltage‐ 

re, eller at diskussionen tager en utilsigtet drejning. M.V. bryder flere gange løbende igennem de‐ 

batten med disse regler, idet hun tiltaler de andre debattører på en uprofessionel måde. F.eks. si‐ 

ger hun på et tidspunkt følgende til P.K. [23.44]: ”Nååårh lille venner nååårh, er I alligevel kede af, 

at den faldt for meget, sådan at energiforbruget begyndte at stige igen...”. Generelt har hun en 

meget nedladende tone overfor de andre, hvilket resulterer i, at L.L.R. må minde hende om reg‐ 

lerne for, hvordan man interagerer med hinanden [37.37]: ”Prøv lige at høre Margrethe, vi kom‐ 

mer jo ikke nærmere hinanden af, at du hele tiden bliver ved med sådan at stå og tale lidt ned til 

os...”. Også V.S. må i slutningen af debatten minde sine meddebattører om de uskrevne regler for 

at undgå at debatten tager en usaglig drejning og udvikler sig til et personfikseret ordkløveri 

[39.50]: ”Skal vi ikke vende tilbage til det saglige igen i stedet for at skyde sådan frem og tilba‐ 

ge…”. 

Udover de interaktionssystemer, som opstår i hver enkelt udsendelse af Debatten, opstår desuden 

hver dag mange forskellige interaktionssystemer i de enkelte organisationssystemer, f.eks. når 

- 23 -



medarbejderne mødes og arbejder sammen, er sammen til forskellige faglige arrangementer eller 

sociale begivenheder. 

KOMPLEKSITET 

Da det som nævnt tidligere kan være meget indviklet og diffust for os alle at forstå og forholde os 

til alt, hvad der foregår i det samfund, vi lever i, er det både DR og DR2’s mål at forsøge at reduce‐ 

re verdens kompleksitet til et niveau, det almindelige menneske kan forstå. Gennem forskellige 

former for programmer såsom nyhedsudsendelser, dokumentarprogrammer, kulturelle og histori‐ 

ske udsendelser samt debatprogrammer forsøger begge kanaler at gøre det lettere for os at forstå 

samt tage stilling til det uendelige antal af begivenheder, konflikter og forhold, som finder sted i 

vores samfund. Kompleksitetsreduktionen sker altså ved at DR samt DR2 begrænser antallet af 

uforståelige forhold. DR og DR2 er organisationssystemer med en høj egenkompleksitet, fordi de 

skal kunne håndtere mange forskellige tilstande og relationer både internt i organisationen og i 

forhold til omverdenen. Disse relationer kan også have karakter af konflikter, brydninger og spæn‐ 

dinger, f.eks. mellem enkelte medarbejdere eller medarbejdergrupper, mellem ledelse og medar‐ 

bejdere, mellem hele organisationen på DR eller DR2 eller mellem de enkelte medarbejdere og 

omverdenen i form af politikere, journalister og anmeldere fra andre medier, borgere osv. 

Ydermere kan man sige, at det er Debattens opgave med hjælp fra de gæster, som er i studiet, at 

forsøge at reducere kompleksiteten i forhold til det tema, den specifikke udsendelse omhandler. 

Medarbejderne bag Debatten inviterer de personer, som de mener, er bedst kvalificerede til at 

kunne forklare, tydeliggøre og belyse de centrale aspekter i det aktuelle emne. I den konkrete de‐ 

bat vi har med at gøre, er emnet de forskellige spørgsmål, der var hovedtemaer under valget i 

2007. Det kan for den almindelige borger være svært at forholde sig til alle aspekterne i disse te‐ 

maer og tage stilling til hver enkelt sag, da det er nogle brede og komplicerede forhold, det drejer 

sig om. For at gøre det lettere for seerne at tage stilling til samt få et mere nuanceret syn på val‐ 

gets temaer, er det i denne udsendelse seks politikere fra seks forskellige partier, som er inviteret i 

studiet til en debat om disse temaer. Igennem deres argumentation forsøger de altså at forklare, 

hvad de vil forbedre i samfundet, eller hvordan de vil løse konkrete problemer, for på den måde at 

reducere kompleksiteten i forhold til deres egne holdninger, og for derigennem at vinde seernes 

velvilje. Et eksempel på dette er diskussionen om, hvorvidt skattelettelser er en fordel eller en 

- 24 -



ulempe. J.L. viser til at starte med et klip med Bent Bendtsen, hvor han udtaler sig om de skattelet‐ 

telser, der netop var blevet vedtaget og derefter starter han en runde, hvor alle politikere får lov 

til at give deres mening til kende om dette spørgsmål. Han retter sit første spørgsmål mod H.T.S., 

for at få hendes syn på sagen og høre hvad hun vil gøre, hvis det er hende, der kommer til magten. 

[17.35] J.L.: ”Ja, Bent Bendtsen, H.T.S., han er en glad mand, men hvis du bliver statsminister, så er 

der ikke mere smil på læben hos den konservative formand, for du vil jo tage skattelettelsen tilbage 

igen.” H.T.S.: ”Ja, det vil jeg, fordi vi står med et valg, hvor vi skal vælge om den lille skattelettelse, 

som det jo bliver i hver enkelt families økonomi, ikke var bedre anvendt på fællesskabet, på at sikre 

at tingene er i orden i vores velfærdssamfund, og derfor har vi sagt tydeligt, at denne her skattelet‐ 

telse, den gennemfører vi ikke.” Herefter vender J.L. sig mod L.L.R., så han kan få lov til at forsvare 

den skattelettelse, VK‐regeringen har gennemført, for derefter at gå videre til M.V., N.K. og P.K., så 

alles mening om denne sag kommer frem i lyset, og seerne får et mere nuanceret syn på det kon‐ 

krete tema. Ved at belyse hvert enkelt tema på denne måde, får vælgerne bedre mulighed for at 

tage stilling til, hvem de er mest enige med og i sidste ende vil støtte op om på valgdagen. 

Samtidig gør politikerne dog også, hvad de kan for at få deres modstandere til at fremstå som høj‐ 

komplekse, hvilket kan betyde, at man i en vis grad risikerer at fremstå som værende uintelligent, 

uvidende eller måske endda tåbelig og derfor mister troværdighed, hvis ikke man er i stand til at 

forsvare sig selv eller besvare de spørgsmål, man bliver stillet. N.K. har generelt gennem hele de‐ 

batten svært ved at besvare de spørgsmål, han bliver stillet, og er samtidig dårlig til at forsvare sig 

selv, når de andre deltagere forsøger at gøre ham højkompleks. [28.13] P.K. ”40 procent, hvor vil I 

skaffe pengene fra, 40 procent flad skat?” N.K.: ”Vi har en fuldt finansieret skattereform.” P.K.: 

”Fortæl lidt om det!” N.K.: ”Vi har en… og dem der får sænket deres skatter øh… det er også dem 

der kommer til at betale.” P.K.: ”Jamen, det er da interessant, fordi 40 procent flad skat lyder da 

spændende, men hvor vil I finde pengene?” N.K. ”Jamen vi har… Det er fuldt finansieret…”. I stedet 

for at svare direkte og kort og forklare, hvordan de har tænkt sig at gøre, konstaterer han bare, at 

de har styr på det og får derfor aldrig rigtig svaret på det, han bliver spurgt om. Dette resulterer i, 

at han bliver til grin samt fremstår som værende uintelligent mellem de andre debattører (og over 

for seerne). Dette kan man både høre på f.eks. P.K.’s lidt nedladende tonefald i de spørgsmål, hun 

stiller ham, men det kommer også til udtryk i på H.T.S.’s ansigtsudtryk, idet hun trækker på smile‐ 

- 25 -



båndet af ham. P.K. formår altså at gøre N.K. yderst kompleks, så man som seer er i tvivl om, hvad 

han egentlig mener og vil med sin politik. 

Et andet tidspunkt i debatten, hvor N.K. igen kommer til at fremstå højkompleks, er da han ikke 

kan besvare J.L.’s enten‐eller spørgsmål kort og simpelt. [35.35] J.L.: ”N.K. så står vi her igen, hvad 

for en side, tror du, vil gøre det bedst for miljøet, er det de borgerlige eller er det oppositionen?”. 

N.K.: ”Jamen jeg mener, at hvis man virkelig skal gøre noget, der batter i forhold til miljøet, så er 

det utrolig vigtigt, at det er forankret i den enkelte person, der skal en holdningsændring til.” J.L.: 

”Hvad for en side vil gøre det bedst?” N.K.: ”Altså, jeg er enig i den kritik, der har været, at da rege‐ 

ringen kom til, der smadrede man meget af miljøindsatsen, og jeg er da glad, for at man er blevet 

klogere siden.” J.L.: ”Hvem har størst ambitioner på miljøets vegne, er det oppositionen eller er det 

de borgerlige?” N.K.: ”På miljøets vegne? Jamen altsååå, det har Ny Alliance!” J.L.: ”Du vil ikke sva‐ 

re på spørgsmålet!?” Det er umuligt at gennemskue som seer, hvad N.K. mener, og hvilken side 

han støtter op om, hvilket igen resulterer i, at han bliver til grin og kommer til at fremstå vag og 

yderst kompleks. Man kunne i høj grad se efter valget i 2007, at det generelt blev meget afgørende 

for N.K., at han ikke var i stand til at definere sine holdninger og vælge side. Inden valget stormede 

Ny Alliance frem, hvorefter de med valgets resultat måtte erkende stort nederlag. 

Grunden til at politikerne forsøger at fremstille deres modstandere som komplekse, er for selv at 

komme til at fremstå i et bedre lys og for at overbevise seerne om, at deres politik og måde at løse 

samfundets problemer på er bedre end de andres. De forsøger altså at få folk til at se sagen fra 

netop deres synsvinkel og dermed indse, at de ændringer de vil gennemføre i samfundet, f.eks. i 

forhold til flygtninge‐ og indvandrerpolitikken, skat samt klimaproblematikken, vil forbedre de nu‐ 

værende forhold. Samfundets systemer kan på den måde fortsat opretholde sig selv, men dog 

ifølge hver enkelt politiker på en ny og bedre måde, hvis lige netop de får mere indflydelse eller 

kommer til magten. Det handler altså om at finde ud af, hvilken funktion bestemte systemydelser 

opfylder, således at det er muligt at definere, hvad problemet med deres funktion er, for på den 

måde at kunne komme med: ”sammenlignelige muligheder for alternative løsninger af udgangs‐ 

problemet” 70 [33.36] V.S.: ”… Men det er da en kendsgerning, at den har snorksovet i seks år. Men 

70 Kneer og Nassehi (1997): p. 43 

- 26 -



for nu at bruge at berømt citat, lad os nu kigge fremad, skulle vi ikke kigge fremad? Fordi, i 2009 

skal Danmark være vært ved en klimakonference, ikke. Vi har en fantastisk mulighed for at lave et 

udstillingsrum for, hvad danske virksomheder kan i forhold til teknologi… Jeg synes, vi har en fælles 

opgave i at se fremad og sikre, at vi laver et udstillingsvindue for dansk miljøteknologi. Både fordi 

vi har en egeninteresse i det i forhold til arbejdspladser, men først og fremmest af hensyn til klima‐ 

et. Jeg synes, det store problem er, ved at Danmark har sovet, at vi har været med i Bush’ dagsor‐ 

den om at tale denne her dagsorden ned”. V.S. sætter regeringen i et dårligt lys, da han hentyder 

til, at der de sidste seks år absolut intet er blevet gjort i forhold til klimaet, men at Danmark snare‐ 

re har støttet op om Bush’ klimadagsorden om ikke at gøre noget ved problemerne. Derefter 

fremlægger han sine ideer om, hvordan han ville takle problemerne, hvis han fik mere indflydelse. 

Også H.T.S. angriber L.L.R. og argumenterer for, at regeringen har udført sine opgaver utilfredsstil‐ 

lede, og at det dermed er mislykkedes for den at løse en række store problemer. [38.28] H.T.S.: ”… 

Problemet er bare, at der er et mønster for regeringen, og det er, at på alle de store, virkelig væ‐ 

sentlige dagsordner, der har I taget fejl. Da vi anførte, at der var problem med fødevarekontrollen, 

der var der ikke noget problem. Da vi sagde, at der muligvis kunne være en god grund til at lave en 

exit‐strategi for Irak, så gik vi terroristernes ærinde, indtil I fandt ud af, at der skulle gøres noget. 

Da vi sagde, at vi skulle have en kræftbehandling, der var akut, så kunne det ikke lade sig gøre med 

det første, så bagefter kunne det lade sig gøre…”. Hun mener altså, at hvis Socialdemokraterne 

havde haft magten, ville disse problemer være blevet løst mere tilfredsstillende. 

KOMMUNIKATION SOM TREDELT SELEKTIONSPROCES 

Den tredelte selektionsproces kan i debatten bruges til at betragte kommunikationen mellem del‐ 

tagerne. Vi vil i følgende analyse undersøge, hvilken stil de seks politikere hver især benytter i 

kommunikationen af deres budskaber, og hvilken effekt den har på de andre deltagere. 

Helle Thorning‐Schmidt: 

H.T.S. er meget angribende og anklagende i sin stil, samtidig med at hun til tider kan blive usaglig i 

sine udtalelser, således at hendes budskaber kan blive en smule meningsløse og uvæsentlige frem 

for konstruktive. [08.48] H.T.S.: ”Jeg synes, det er pinligt for regeringen, at man dagen før et valg, 

øh, laver denne her milimanøvre, og det er simpelthen så kynisk og viser, at det udelukkende hand‐ 

- 27 -



ler om at lukke et hul, som det hedder på christiansborgsk og overhovedet ikke har noget at gøre 

med, at man nu gerne vil gøre noget for de her mennesker. Jeg synes, det er en meget kynisk ma‐ 

nøvre”. Dette budskab bliver fortolket af modtagerne, L.L.R. og P.K., som et meget hårdt angreb, 

og de lader sig derfor i høj grad fornærme og pirre af hendes ordvalg, hvilket man bl.a. kan se på 

P.K.’s ansigtsudtryk, da hun vender det hvide ud af øjnene. 

Lars Løkke Rasmussen: 

L.L.R. udviser selvmedlidenhed, idet hans udtalelser er patetiske. Hans budskaber bliver derfor 

meget forsvarende. [09.06] L.L.R.: ”Jamen jeg ved ikke, om der lige er plads til, at man kan sige no‐ 

get, nu hvor man bliver anklaget for kynisme.” J.L.: ”Jo, du har lige fået ordet.” L.L.R.: ”Nå, men 

okay, det lyder sørme godt ik’! Fordi, der er ikke tale om nogen kovending. Der er taget en lang 

række skridt over årene for at bedre forholdene for de her familier med børn i flygtningelejrene”. 

Hans budskab bliver fortolket som ynkværdigt, og han mister derfor respekt blandt de andre del‐ 

tagere. Dette kan bl.a. ses på H.T.S.’s reaktion, idet hun slår en hånlig latter op. 

Pia Kjærsgaard: 

P.K. er meget dokumenterende og gentagende, hvilket resulterer i, at hun bliver meget kontant og 

kontrolleret i sin stil. [12.16] P.K.: ”Jo, men altså lad mig først og fremmest sige, nu nævner Mar‐ 

grethe Vestager Finland. Ej, men altså, Finland har stort set ikke modtaget asylansøgere igennem 

mange, mange år. Og til Naser Khader, der må jeg sige, at ja flygtningecentrene kom i 80’erne for‐ 

di det væltede ind pga. den politik jer derovre havde gennemført”. De andre har svært ved at mod‐ 

argumentere og klandre hende for noget, da hun har styr på sine faktuelle referencer. Dette bety‐ 

der, at hun indtager rollen som bedrevidende. 

Naser Khader: 

N.K. kan ikke rigtig finde ud af, hvad han egentlig mener, og derfor heller ikke hvordan han skal 

formulere og formidle sine budskaber, hvilket betyder at hans stil bliver kluntet og fjumret. [28.13] 

P.K. ”40 procent hvor vil I skaffe pengene fra, 40 procent flad skat?” N.K.: ”Vi har en fuldt finansie‐ 

ret skattereform.” P.K.: ”Fortæl lidt om det!” N.K.: ”Vi har en… og dem der får sænket deres skatter 

øh… det er også dem, der kommer til at betale”. P.K.: ”Jamen, det er da interessant, fordi 40 pro‐ 

- 28 -



cent flad skat lyder da spændende, men hvor vil I finde pengene?” N.K. ”Jamen vi har… Det er fuldt 

finansieret…”. Hans budskaber bliver fortolket, som om han endnu ikke ved, hvad Ny Alliance står 

for, og han bliver derfor til grin blandt de andre deltagere. N.K. er flere gange genstand for et godt 

grin, men han tror dog selv, at de andre griner med ham og ikke af ham. 

Margrethe Vestager: 

M.V.’s stil er særdeles nedladende og overlegen, idet hun taler ned til de andre deltagere. [23.27] 

J.L.: ”Du giver Pia Kjærsgaard gåsehud”. M.V.: ”Ja, jamen det synes jeg sådan set ikke er en dårlig 

ting, men fred nu være med det. Men Lars Løkke har lige stået og pralet af, at I sammen har hævet 

energiafgiften. Er det en god ting? Er det ikke det, du synes er så forfærdeligt? Der er jo det, det 

helt centrale…”. P.K.: ”Den er ikke hævet, den er indekseret…”. M.V. ”Nååårh lille venner nååårh, er 

I alligevel kede af, at den faldt for meget, sådan at energiforbruget begyndte at stige igen...”. Hen‐ 

des budskaber falder helt til jorden, fordi hun lægger for meget energi i at nedgøre de andre frem 

for at være saglig i sine udtalelser. De andre deltagere fortolker derfor også hendes budskaber 

med foragt og tager ikke hendes ord for gode varer. 

Villy Søvndal: 

V.S. er rolig, behagelig og humoristisk i sin stil. [20.49] V.S.: ”Men, det er da fuldstændig rigtigt; vi 

har forskellige holdninger. Altså, vi tillader os som politiske partier at gå til valg på forskellige 

holdninger, det er jo grunden til, at vi er forskellige partier, ellers kunne vi ligeså godt kun være et 

stort SF”. Hans afdæmpede attitude giver ham en høj grad af respekt blandt de andre, hvilket be‐ 

tyder, at han kun i ganske få tilfælde bliver afbrudt eller angrebet. Hans budskaber bliver derfor 

langt de fleste gange accepteret og godtaget. 

En væsentlig faktor, når man kommunikerer et budskab, er måden dette gøres på. Ud fra ovenstå‐ 

ende betragtninger kan det siges, at hvis ikke man formår at benytte en effektiv meddelelsesform 

samt tillægge sig en ordentlig stil, har det stor betydning for forståelsen samt fortolkningen af det 

afsendte budskab. 

- 29 -



RETORIKKEN I DEBATTEN 

I det følgende afsnit vil vi med ovenstående teorier i baghovedet foretage en retorisk analyse af de 

enkelte debattører i programmet Debatten på DR2. Det kan dog være svært at finde eksempler på 

benyttelse af alle retorikkens discipliner i den aktuelle udsendelse af Debatten. Med udgangspunkt 

i denne debat vil vi i dette analyse‐afsnit finde steder i debatten, hvor vores ovenstående teorier 

kan benyttes. 

Retorisk analyse af Helle Thorning‐Schmidt 

H.T.S. indtager i denne debat en forsvarer‐ og anklagerposition. Hendes indlæg i denne tv‐debat 

bærer præg af Pathos og Ethos. Hendes retoriske evner er ikke overvældende, men hun formår at 

komme med nogle indlæg i debatten, som giver indtryk af, at hun godt ved, hvad retorik går ud på. 

[8:13] H.T.S. starter ud med at give Naser Khader ret og laver en gestus med sine hænder. Videre 

kommer hun igennem brugen af Logos i sit indlæg, hvor hun kommer med en rationel følelse i for‐ 

hold til tilhørerne og håber at ramme en bred del af befolkningen, som er faldet for Ny Alliance, 

ved at stemme overens med N.K. Samtidig søger hun N.K.’s accept for at få ham med over på sin 

side. I det samme indlæg bruger hun Partitio til at komme med en opridsning af, hvad det er hun 

gerne vil fremsætte af forslag for sit parti. Dette er for at skabe opmærksomhed omkring hende 

som person og hendes partis standpunkter. Herefter kommer hun med Pathos i sine indlæg, hvor 

hun kommer ind på, at det er pinligt for regeringen, at den ikke er kommet med sine tiltag tidlige‐ 

re. Desuden påbegynder hun med Genus iudiciale, fordi hun mener ”… vi vil ikke tage ansvar for de 

mennesker, som er strandet i Danmark. Jeg synes, det er pinligt for regeringen, at man dagen før 

et valg laver den her øh milimanøvre, og det er simpelthen så kynisk og viser, at det udelukkende 

handler om at lukke et hul, som det hedder på christiansborgsk…”. Her bruger H.T.S. metaforer, 

som gør den daglige tale, som bliver brugt på Christiansborg, tilgængelig for offentligheden, ved at 

hun bruger denne tale i det offentlige forum. 

[16:00] H.T.S. bruger her Logos til at vise, at alle rundt om bordet for en gangs skyld er enige. Hun 

søger at skabe en rationalitetsfølelse hos vælgerne ved både som før nævnt at bruge Logos, men 

også ved at benytte sig af Ethos. Hun fortæller om, at vi har et særligt problem med de irakiske 

- 30 -



asylansøgere, nemlig at regeringen nok har forsømt dem. Med dette vil hun gerne have en reak‐ 

tion fra vælgerne, en reaktion som i sidste ende påvirker vælgerne, når de skal sætte det endelige 

kryds, og derfor stemmer på Socialdemokratiet frem for på den nuværende regering. Videre brug 

af Ethos er i gang, da hun beskylder den nuværende regering for ikke at overholde sine løfter. Det‐ 

te får den nuværende regering til at fremstå som utroværdig og oppositionen som troværdig. 

Retorisk analyse af Naser Khader 

N.K. må under denne debat ofte tale ud fra en forsvarsposition. Hans indlæg er i høj grad præget 

af forsvarstaler frem for debatmæssige angreb, hvilket er med til at mindske hans retoriske formå‐ 

en. Igennem hele programmet siger N.K. ikke meget, som kan analyseres retorisk; om dette skyl‐ 

des, at han mangler viden om det danske sprog eller retorikkens virkemidler, kan der kun gisnes 

om. Da denne viden er et vigtigt basisgrundlag for at kunne deltage i en politisk debat, kommer 

han aldrig op på samme niveau som sine modstandere. 

[11:46] Han lægger ud med at bruge en metafor omkring statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

N.K. henviser til statsministerens åbningstale i Folketinget. Den metafor, han bruger, er ”koven‐ 

ding”, fordi han mener, at de ting, som statsministeren sagde dengang, er blevet ændret. Så i den‐ 

ne sammenhæng er kovending altså, at han mener, at regeringen har ændret mening. 

[20:00] Her bliver N.K. spurgt, hvad han som minimum skal loves af den nuværende regering for, 

at han vil danne flertal med dem efter dette valg. Her bruger han svagt Logos ved at kræve, at Ny 

Alliance som minimum vil have en skattereform, da det er bedst for vælgerne, hvis skatten bliver 

sat ned til 40 procent over hele linjen. Dette mener han er logisk for alle, og derved håber han at 

vinde stemmer med dette input. Her blander Pia Kjærsgaard sig, da hun bliver ved at spørge til, 

om det ”… vel ikke er ultimativt…”, fordi N.K. tidligere i debatten udtalte til værten, at han ikke 

brød sig om ultimative beslutninger. Dette bevirker, at N.K. mister fatningen i forhold til sit emne 

omkring skattereform. 

[41:25] Her bruger N.K. Genus deliberativum sammen med narratio for at opridse, hvad Ny Allian‐ 

ce gerne vil have, der skal ske for miljøet. Her kommer der input fra de andre deltagende partier 

- 31 -



om, at de gerne vil have de samme miljømæssige tiltag, derved kan han være med på regeringens 

side og hos oppositionen. 

Retorisk analyse af Pia Kjærsgaard 

P.K. er under denne debat både forsvarer og anklager. Hun udviser stort kendskab til retorikkens 

discipliner, og hun formår at bruge dem til sin egen fordel. P.K. kommer flere gange ind på både 

Logos, Pathos og Ethos, og dette styrker hende utrolig meget i debatten. Endvidere er Actio styr‐ 

kende for hendes pointer. 

[4:40] P.K. benytter sig her af Genus iudiciale, den juridiske tale, hvor hun belyser, at hun ikke er 

enig i måden, som regeringen har behandlet dette spørgsmål på. Endvidere udnytter hun Genus 

deliberativum, den politiske tale, til at give udtryk for sin holdning fremover. P.K. benytter sig lige‐ 

ledes af Puritas, hun taler rent og uden nogen form for fremmedord, som deltagerne eller seerne 

kunne finde distraherende. Under dette indlæg anvender hun også Pathos: ”… Jeg synes bestemt, 

tilfældet som I tager frem her, børn der er kede af det, det er rigtig, rigtig trist, det er der ikke no‐ 

gen, som ønsker at se…”. Her appellerer hun til tilhørernes følelser med brugen af Pathos. P.K. ta‐ 

ler videre om, hvor mange muligheder der er for afviste asylansøgere, som skal vende tilbage til 

deres hjemland. Dette gør hun ved brugen af Ornatus, hvor hun gør alle deres muligheder spæ‐ 

dende, og derved vil det bevirke, at tilhørerne tror på P.K.’s tale, om at de burde sendes hjem. 

[12:17] P.K. anvender her Genus deliberativum sammen med Ethos. Hun fremstiller det, som om 

Margrethe Vestager (M.V.) er utroværdig og ikke har styr på sine facts. ”… altså lad mig først og 

fremmest sige, at nu nævner Margrethe Vestager Finland, ej men altså Finland har stort set ikke 

modtaget asylansøgere igennem mange, mange år…”; herved kommer P.K. ind på M.V.'s mangel 

på perspicuitas. Ethos spiller her en rolle for seernes forhold til M.V., idet hun kommer til at frem‐ 

stå med en lavere moral pga. P.K. 

[17:05] P.K. er tydeligvis ophidset under dette indlæg; hun bruger håndfagter til at pege meget 

bebrejdende på Helle Thorning‐Schmidt, grundet hendes udtalelse omkring den nuværende rege‐ 

rings kynisme. P.K. bebrejder H.T.S. selv for kynisme, og P.K. bruger her Ethos i forhold til moralen i 

- 32 -



H.T.S.’s indlæg. Moralen kommer til udtryk, ved at P.K. sætter spørgsmålstegn ved, om H.T.S. på 

forhånd vidste, at der ville komme et folketingsvalg, og at Socialdemokratiet derfor havde skiftet 

holdning i sin udlændingepolitik. 

[22:39] Her kommer Ethos i brug, da P.K. kommer ind på, at den tidligere regering ikke var til at 

stole på i forhold til grønne afgifter. Hun siger bl.a., at borgerne ikke kunne sove trygt om natten, 

fordi de aldrig vidste, hvad de ville vågne op til i forhold til eventuelle nye afgifter. Dette gjorde 

ifølge P.K., at borgerne dengang ikke fandt regeringen troværdig. Det er netop, i hendes øjne, den 

store forskel mellem den tidligere regering og den nuværende regering. I den nuværende regering 

findes der tryghed, og vælgerne finder regeringen troværdig. Der er ifølge hende en hvis tryghed i, 

at landet er det samme, når man vågner, som da man gik i seng. 

[39:15] P.K. benytter sig i dette indlæg af meget bombastiske ord. Elocutio er i dette indlæg ker‐ 

nen, efter den måde som P.K. vælger at udtale sine ord på. Hendes udvælgelsesteknik er nøje, og 

ordene er valgt ud fra, at de skal underbygge den kritik, hun fremstiller. Hun søger på samme tid at 

sikre, at hun benytter sig af endnu en karikeret udtale til at underbygge sin pointe yderligere. ”… 

Jeg forstår simpelthen ikke, at Socialdemokratiet ikke har 90 mandater… Det er jo fantastisk, hvad 

det parti kan…”. 

Retorisk analyse af Villy Søvndal 

V.S. er i denne debat forsvarer; han udviser ligesom P.K. stort kendskab til retorik. Hans evner til at 

benytte de retoriske facetter er fortrinlige, og han bruger især perspicuitas. Hans store force er 

klarheden i hans sprog. 

[4:00] V.S. gør det først klart ved hjælp af Pathos, at den nuværende regering var kommet ind i en 

ubehagelig sag, og derfor gjorde de noget dagen før valget. Dette bruger han i sin Genus delibera‐ 

tivum, da han mener, at de netop lavede om på denne asylpolitik, fordi det ville få dem til at frem‐ 

stå positivt overfor vælgerne. Senere i sit indlæg roser han dog regeringen ved brugen af Genus 

demonstrativum og siger om regeringen, at dens tiltag var fortrinligt, dog var timingen lidt for be‐ 

lejlig for den. Han bruger også Genus iudiciale til at rose statsministeren, for at han i 2002 havde 

- 33 -



taget stilling til, hvad han ville gøre i forhold til asylansøgere. Her bruger han også både Pathos og 

Ethos sammen, hvor han siger ”… det var meget klogt sagt af den nuværende statsminister, og jeg 

synes, man skal have det politiske overskud til også at rose en politisk modstander, der siger noget 

klogt”. Med denne sætning vinder han moralske stemmer hos vælgerne, da de kan se, at han kan 

vise empati. 

[13:45] I dette indlæg starter V.S. ud med at bruge Genus iudiciale, hvor han går tilbage til sin ung‐ 

dom i Vestjylland, og hvordan hans syn på tilværelsen var dengang. Endvidere taler han om, hvor‐ 

dan han troede, at jo mere velstanden steg, jo mere generøse ville vi blive. V.S. går videre med at 

bruge Pathos og Ethos i en sammenblanding ved at komme ind på spørgsmål omkring indvandring, 

som han kæder sammen med sin genus iudiciale, som han lige har brugt. Han mener ikke, der skal 

være fri indvandring, men at regeringen bør tage hånd om det særlige problem, der er med de ira‐ 

kiske asylansøgere. Han udtrykker, at det er en situation, som vi selv har været med til skabe, altså 

situationen i Irak. Derved mener han i sammenhold med både Ethos og Pathos, at det er ”hjerte‐ 

løst”, den måde vi behandler disse asylansøgere på. Han henleder vælgerne til at tro, regeringen 

ikke behandler disse mennesker særlig godt ved at lade dem blive boende på asylcentrene. Dette 

skal være med til at sætte regeringen i et lys af amoralskhed. Pathos i denne del er at vække en fø‐ 

lelse hos vælgerne af sympati for de irakiske asylansøgere, og derved stemme på SF. 

[20:36] V.S. benytter i dette indlæg Ethos og humor sammen. Han starter med at komme med en 

afvisning af værtens spørgsmål om, hvor vidt det kan passe, at skatten med SF i regeringen kun 

kan gå op. Her genvinder han Ethos ved at komme med eksempler på, at dette udsagn ikke er rig‐ 

tigt. Han gendanner herved troværdigheden hos vælgerne. Herefter bruger han ornatus, som han 

bruger i samspil med humoren, da dette gør hans budskab interessant at lytte til, og humoren til at 

nedgøre værten en smule ved at komme ind på, at alle partierne har forskellige holdninger til skat. 

I denne udtalelse kommer han også ind på, at de jo også går til valg med forskellige standpunkter. 

Hvis ikke alle disse meningsforskelle eksisterede, kunne de jo ligeså godt alle stille op for ét parti, 

nemlig SF. Denne måde at bruge værtens spørgsmål er også med til at skabe Pathos i forhold til 

vælgerne. 

- 34 -



[40:00] I dette indlæg bruger V.S. Ethos til at sætte spørgsmålstegn ved den nuværende regerings 

troværdighed omkring dens vindmøllepolitik. Han sætter spot på regeringen ved at spørge om, 

hvorfor den ikke er kommet videre de sidste seks år, hvor den har siddet ved magten. Ved brugen 

af Ethos kommer han selv og hans parti til at fremstå bedre og kan derved vinde stemmer. Han 

bruger igen humor i sit indlæg, atter sammen med en metafor: ”… hvis vi nu skulle kigge fremad, 

ville I så være med til at sige, det gentager sig aldrig, at vi snorksover i seks år…”. Her er metaforen 

at ”snorksove”, hvilket betyder, at de ikke har gjort som lovet i de seks år, de har siddet ved mag‐ 

ten. 

Retorisk analyse af Lars Løkke Rasmussen 

L.L.R. udviser stor brug af retorik igennem hele tv‐programmet. Han bruger især Logos og Ethos i 

sine indlæg. Hans evner indenfor retorikken er ligesom V.S.’s og P.K.’s gode, han formår at komme 

igennem næsten alle dele af retorikken. Dog bruger han ikke Pathos særlig meget; hvad grunden 

er til dette, kan der kun gisnes om. 

[1:55] L.L.R. starter sit indlæg med at genskabe Ethos i forhold til vælgerne, efter at H.T.S. har haft 

sit indlæg. Dette gør han ved tale om, at de kun har siddet ved magten i 6 år, og at det ikke er lang 

tid til at ændre samfundet efter den socialdemokratiske regeringsperiode. Han genskaber Ethos 

ved at komme ind på, at regeringen ikke står for en ”… vi ved bedre holdning…”. Her er tilfældet, at 

regeringen menneskeliggøres overfor offentligheden ved at sige, at den også har gjort sine erfa‐ 

ringer, her mener han fejl, men at det har den lært af igennem de 6 år, den har siddet ved magten. 

Denne måde at forholde sig til sine fejl er en måde at opbygge sin moral på i forhold til vælgerne. 

L.L.R. søger herigennem at vise dem et billede af, at de trygt kan stemme på en Venstre‐ledet re‐ 

gering igen. 

[2:03] Nu kommer værten i tv‐programmet ind på at ”… det knager i samlivet med de Konservati‐ 

ve, og det knager også i samlivet med Dansk Folkeparti”. Denne brug af metaforen ”knager”, skal 

vise, at de tre partier har problemer med samarbejdet. Dette nægter L.L.R. For at påvise, at det 

modsatte er tilfældet, benytter han sig af Genus deliberativum og opridser, hvad de Konservative 

- 35 -



og Venstre sammen igennem historien har opnået. Hvilket også skal vise vælgerne, at denne rege‐ 

ring er succesfuld og derfor skal have længere tid ved magten. 

[2:20] Her kommer L.L.R. med et modangreb omkring uenighed hos SF, Socialdemokraterne og Det 

Radikale Venstre, idet han påviser, at på hans fløj er der bred enighed om de grundlæggende poli‐ 

tikprincipper. Dette er igen med til vise Ethos hos L.L.R. og hans regering. L.L.R. fremsætter den 

påstand, at der de sidste seks år har været stabilitet, og hvis vælgerne stemmer på dem igen, vil de 

på forhånd vide, hvad de går ind til. Dette, påpeger han, er problemet med oppositionen; de vil for 

mange ting og kan ikke blive helt enige ifølge L.L.R. 

[9:06] L.L.R. bruger her metaforen ”kovending”, som er med til at vise, at regeringen ikke lige plud‐ 

selig har ændret mening vedrørende de asylfamilier, som findes på landets asylcentre. Baggrunden 

for dette udtryk kom af, at H.T.S. kom med en beskyldning om, at regeringen var kynisk, fordi de, 

dagen før valget blev udskrevet, lavede om på reglerne angående asylfamilierne. Dette vil L.L.R. 

gerne sige er forkert, da regeringen igennem flere år har gjort noget for at ændre forholdene for 

de familier. Derved bruger han metaforen til at komme med et billede for vælgerne af, at regerin‐ 

gen ikke har gjort dette som et smart træk, dagen før valgkampen begyndte. L.L.R. bruger endvi‐ 

dere her Perspicuitas til at påvise, at regeringen ikke har haft nogen skjult dagsorden. Sammen 

med denne facet og den politiske tale kommer han ind på en af regeringspartiernes holdninger, så 

seerne ikke er i tvivl om, hvor partiet eller L.L.R. står henne i denne sag. 

[15:15]På dette tidspunkt i debatten bruger L.L.R. Pathos næsten som det eneste tidspunkt i sine 

oplæg. Det kommer han ind på, da han er ved at forsvare sig, da V.S. lige har kaldt ham hjerteløs. 

Han bruger også Genus iudiciale omkring, at Danmark skal passe på, at de ikke begår sammen fejl 

som tidligere omkring fri indvandring. Derved rammer han nogle følelser ved vælgerne, omkring 

hvordan den politik tidligere har været, og kan derved vinde stemmer på, at Danmark netop ikke 

skal vende tilbage til den gamle udlændingepolitik. 

[18:00]Her er det Logos, som er i spil i L.L.R.’s indlæg. Han kommer ind på skattestoppet og kom‐ 

mer ind på, at det var danskerne, som fik en skattelettelse, og han siger, at dem, som ikke går ind 

- 36 -



for deres vedtagelse af skattelettelsen, de er imod skattestoppet. Hvilket er logosappellen, som 

han bruger. Dette bruger han for at få folk til at tænke logisk eller tænke det samme som ham 

selv, og derved vælge ham og hans parti til endnu en regeringsperiode. Han bruger herefter narra‐ 

tio i forhold til, hvad han videre vil komme ind på. 

Retorisk analyse af Margrethe Vestager 

M.V. bruger i denne debat især pathos i sine indlæg. M.V. bruger endvidere også en del af sin de‐ 

battid på at anklage Venstre (V) og Dansk Folkeparti (DF); desuden stiller hun spørgsmålstegn ved 

Ny Alliance (NA). Hun udnytter ikke retorikken i samme grad som V.S. og P.K., men hun bruger ind‐ 

imellem dele af Elocutio og dennes tilhørende begreber. 

[5:56] M.V. starter sit indlæg med at anvende Genus demonstrativum omkring det tiltag, som re‐ 

geringen har gjort i forhold til asylbørnene. Dernæst går hun videre med en blanding af Genus de‐ 

liberativum og Pathos, hvor hun starter med at bruge Pathos i forhold til Danmarks asylansøgere. 

Gennem Pathos prøver hun at skabe en følelse hos tilhørerne af, hvordan de ville have det, hvis 

det var dem, som skulle sendes hjem. ”… og så tage skridtet fuldt ud. Mennesker som øh har været 

afvist, men som helt åbenlyst ikke kan vende hjem, fordi der er borgerkrig i deres land, de kan risi‐ 

kere at blive udsat for tvangsislamisering, vold, de skal kunne have et midlertidigt ophold i Dan‐ 

mark…”. Ved denne udtalelse søger hun at ramme folks følelser og derved vinde sympati. Efter 

endt udtalelse benytter M.V. et nyt retorisk begreb, hvor hun bruger Logos og søger at appellere 

til tilhørernes rationalitetsforståelse. 

[10:52] Her udspringer M.V.s indlæg ved brugen af Ethos. Hun kommer ind på de valg, som asyl‐ 

forældre skal træffe og derved moralen i det valg, de tager. Endvidere gør hun brug af Logos i sit 

indlæg, da hun kommer med en confirmatio af, hvad logos er i denne sammenhæng. ”… og det 

andet er, at i øh England, i Spanien, i Holland, med forskellige regelsæt og på forskellige måder, der 

kan det lade sig gøre, at asylansøgere kan bo udenfor lejre…”. 

[18:52] M.V. kommer i sit indlæg her ind på, hvad der ville ske med dem i regeringen. Hun bruger 

Pathos her til at appellere til vælgernes holdning til miljøet, da det kan skabe en debat om, hvor 

- 37 -



mange afgifter folk synes, der skal til. M.V. tager narratio op ved at opridse, hvad Det Radikale 

Venstre gerne vil i fremtiden. Herefter bruger hun metaforer i form af, at hun siger ”… så kører vi 

jo videre under de gængse vilkår, sådan er det game jo…”. Her er ”game” en metafor for den må‐ 

de, som tingene foregår på i Folketinget, og at M.V. ønsker at ændre det spil, som foregår, hvis 

hun kommer ind i regeringen. 

[23:00] Her bruger M.V. sarkasme; hun taler ned til Pia Kjærsgaard ved at sige ”… nååårh lille ven‐ 

ner nååårh, er I alligevel kede af, at den faldt for meget…”; dette sætter hende i et dårligt lys i for‐ 

hold til vælgerne. Hun bruger ikke nogle af de retoriske facetter, som ville være oplagte for at ska‐ 

be kontakt til vælgerne. Hun kunne have brugt Pathos og Ethos her til at skabe en sammenhørig‐ 

hed med sine vælgere, i stedet nedgør hun sine modstandere, hvilket ikke er god Ethos. 

- 38 -



POLITIKERNES FREMSTILLING AF IMAGE 

Præsentationen af et bestemt ansigt/image har stor betydning under en valgkamp. Det kan nær‐ 

mest være altafgørende for vælgerne, når de skal sætte deres endelige kryds på stemmesedlerne, 

at de er klar over, hvilke holdninger og målsætninger den enkelte politiker har, og at de føler, de 

kan stole på, at han eller hun står fast ved disse. Det er derfor langt fra tilfældigt, hvilket image 

hver enkelt politiker fremstiller, men derimod nøje, strategisk gennemtænkt. 

Det er dog ikke altid, at de kan kontrollere, hvilket indtryk vælgerne får, da de, udover de intentio‐ 

nelle tegn de giver i fremstillingen af det ønskede image, også udsender nogle ubevidste og utilsig‐ 

tede signaler gennem deres kropssprog, ansigtsudtryk og sproglige stil samt ordvalg. 

Vi vil kort redegøre for det image, hver enkelt politiker præsenterer i den aktuelle debat vurderet 

på baggrund af de signaler, de ubevidst afsender. 

Helle Thorning‐Schmidt 

[08.13] Det er tydeligt, at det image, som H.T.S. ønsker at skabe, er et billede af en stærk, velover‐ 

vejet og handlekraftig kvindelig leder, hvilket hendes noble og konservative påklædning også er 

med til at understrege. Hun er meget kontrolleret og bestemt i sin gestik, samtidig med at hun er 

smilende og påtaget høflig i sin mimik. Hun gør sig umage for ikke at tale over sig, hvilket ikke helt 

lykkes for hende. Hun underbygger og betoner gennem hele debatten fordelene ved sine egne 

holdninger og mål ved at fremhæve de fejl, hun mener, regeringen har begået. Dette resulterer til 

tider i, at hun bliver usaglig. F.eks. som i eksemplet ovenfor, hvor hun beskylder regeringen for at 

have foretaget en meget kynisk manøvre. Hun benytter i høj grad perspicuitas, i og med at hun er 

meget klar, kontant og velformuleret i sine svar og udtalelser. På den måde genvinder hun til dels 

ethos, altså troværdigheden. 

Lars Løkke Rasmussen 

[09.07] L.L.R. kommer til at fremstå som lidt ynkelig og patetisk, idet han virker, som om han har 

ondt af sig selv, når de andre angriber ham eller beskylder regeringen for ikke at have udført for‐ 

skellige sager tilfredsstillende. I stedet for at forklare, hvorfor regeringen har handlet, som den har 

og dermed også sagligt forsvare sig selv, tager han de andres angreb meget personligt og bliver 

stædig og snæversynet og forsøger at vinde medlidenhed, hvilket ikke rigtig lykkes ham [38.11] 

- 39 -



L.L.R.: ”… så det vil jeg da meget gerne stå og prale af, men man skal jo passe på med at prale 

overfor det her selskab, fordi hvis man siger noget positivt, man har gjort, så skoser vi, så praler vi, 

og hvis man ligesom siger, der er også noget, vi ikke har gjort godt nok…” V.S.: ”Lars, lad nu være 

med at pive ikke også, lad nu være med at pive!” H.T.S.: ”Nej, jeg synes heller ikke, du skal pive!” 

Hans kropssprog er meget værgende, samtidig med at han har anlagt sig en påtaget ynkelig mimik 

i form af bedende hundeøjne og rynket pande. Dette resulterer i, at han generelt indtager en for‐ 

svarsposition, hvilket også understøttes af hans sprogbrug, som til tider bliver usagligt og jammer‐ 

ligt. 

Pia Kjærsgaard 

[12.16] P.K. gennemfører en meget urokkelig og eftertrykkelig linje. Hun er meget bestemt, kon‐ 

tant og direkte i sit kropssprog, hvilket bevirker, at hendes ansigtsudtryk også ofte er meget seri‐ 

øst, men dog samtidig venligt og pålideligt. Man er ikke i tvivl om, hvad hun står for, da hun hele 

tiden sørger for at understrege sine meninger. Hun baserer sit sprogbrug på gentagelse for netop 

at gøre det meget klart for alle, at hun står ved, det hun siger. Et eksempel på dette er i starten af 

debatten, hvor hun siger følgende, [04.30] P.K.: ”Jeg synes jo, det er et forkert tiltag, som statsmi‐ 

nisteren kom med dagen før valget. Det har jeg ikke lagt skjul på. Det mente jeg den dag, det me‐ 

ner jeg i dag, det mener jeg også i morgen, og efter valget.” Endelig benytter P.K. puritas, idet hun 

taler i et sprog, som alle kan forstå og undgår at bruge alt for mange fremmedord. 

Naser Khader 

[19.59] N.K. udstråler usikkerhed og uvidenhed og kommer derfor til at fremstå som uintelligent 

og som en politisk vendekåbe. Hans kropssprog er meget kejtet og akavet, og det virker derfor, 

som om han ikke føler sig helt tryg ved situationen. Han ligner en, der ikke helt ved, hvilken gri‐ 

masse han skal sætte op. Det resulterer i, at han ofte poiser og dermed forsøger at skjule sine fø‐ 

lelser og i stedet forsøger at udtrykke selvsikkerhed. Hans usikkerhed bevirker, at han generelt ik‐ 

ke rigtig kan formulere sig og faktisk flere gange falder over ordene og bliver lidt til grin. [28.13] 

P.K.: ”40 procent, hvor vil I skaffe pengene fra, 40 procent flad skat?” N.K.: ”Vi har en fuldt finan‐ 

sieret skattereform… Vi har en… og dem der får sænket deres skatter øh… det er også dem, der 

kommer til at betale… Jamen vi har… Det er fuldt finansieret…”. 

- 40 -



Margrethe Vestager 

[23.30] M.V. kommer til at fremstå som arrogant og overlegen og ligeglad med, hvad de andre si‐ 

ger. Hendes kropssprog er meget hånligt, idet hun vifter med armene, ryster på hovedet og peger 

af de andre deltagere og nærmest afbryder dem med sin gestik. Derudover er hendes mimik også 

meget latterliggørende, idet hendes ansigtsudtryk ofte er et lidt hånligt smil, og fordi hun hæver 

sine øjenbryn flere gange, når en anden deltager udtaler sig. Hun taler generelt i en meget nedla‐ 

dende tone, og et par gange er hun sågar direkte spydig i sine kommentarer. [23.44] M.V.: 

”Nååårh lille venner nååårh, er I alligevel kede af, at den faldt for meget, sådan at energiforbruget 

begyndte at stige igen...”. 

Villy Søvndal 

[03.25] V.S. får et image som ”den gæve vestjyde”. Hans kropssprog er meget roligt og behageligt, 

ligesom hans mimik er det. Han smiler og nikker anerkendende og lytter til de andre deltagere, 

hvilket giver et indtryk af, at han respekterer dem og deres holdninger. Han roser faktisk ligefrem i 

flere tilfælde sine modstandere, [04.16] V.S.: ”… Det var meget klogt sagt af den nuværende 

statsminister, og jeg synes, man skal have det politiske overskud til også at rose en politisk mod‐ 

stander, der siger noget klogt”. Derudover anvender han ligesom H.T.S. perspicuitas, idet han taler 

i et langsomt, kontrolleret og meget forklarende sprog. Ydermere forsøger V.S. at relatere til folks 

følelser, idet han benytter ornatus under pathosappellen, men han gør også stor brug af humor, 

[20.49] V.S.: ”Men, det er da fuldstændig rigtigt; vi har forskellige holdninger. Altså, vi tillader os 

som politiske partier at gå til valg på forskellige holdninger, det er jo grunden til, at vi er forskellige 

partier, ellers kunne vi ligeså godt kun være et stort SF”. Dette vinder han respekt og sympati ved 

fra de andre. 

FACE‐WORK 

I modsætning til andre sociale systemer, hvor man hjælper hinanden med at opretholde det øn‐ 

skede image, forsøger størstedelen af politikerne i debatten også at få hinanden til at tabe ansigt. 

Dette gør de netop for at føre hinanden ud på usikker grund, for at få modstanderne til at stå i et 

dårligt lys, hvor de ikke kan forsvare sig selv og derfor havner i en pinlig situation. Når de uskrevne 

- 41 -



regler for social interaktion ikke overholdes, risikerer man, at kommunikationen bryder sammen. 

Dette er også problemet i flere tilfælde i den aktuelle debat, hvor diskussionerne er tæt på at tage 

en usaglig drejning, og i stedet for at være en seriøs udveksling af ideer og holdninger udvikler sig 

til personfikseret ordkløveri. Dog når det aldrig at gå fuldkommen galt, da J.L.’s opgave som ord‐ 

styrer er at stoppe deltagerne, inden det når helt så vidt. 

Et godt eksempel på en deltager, som mere eller mindre gennem hele debatten forsøger at føre 

sin modstander ud på glat is, er P.K., som flere gange stiller N.K. spørgsmål, hun ved, han højst 

sandsynligt har svært ved at svare på. [20.11] N.K.: ”Jamen altså, jeg vil ikke det med ultimativer, 

det har vi dårlige erfaringer med, men øhm vi vil have en skattereform, øh, efter øh et valg. Det er 

det der er behov…” P.K.: ”Jamen vil, er det ultimativt?” N.K.: ”Jamen, vi vil ha.. vi vil kæmpe for en 

skattereform.” P.K.: ”Er det ultimativt?” N.K.: ”Det er det samfundet har brug for…”. P.K.: ”Er det 

ultimativt, Naser?” N.K.: ”… at vi gør noget ved topskatterne…”. P.K.: ”Er det ultimativt?” N.K.: 

”Jamen vi taler ikke om ultimativer…”. P.K.: ”Jamen, I siger, at I vil have en skattereform!” N.K: ”Er 

det ultimativt, at øh asylansøgerne ikke skal ud af centrene?” Samtidig med at P.K. prikker til N.K. 

igennem de spørgsmål, hun stiller ham, smiler hun også hånligt og fnyser, når han svarer. Det er 

tydeligt, at N.K. bliver meget usikker og ikke ved, hvad han skal svare, eller hvilken grimasse han 

skal anlægge, så i stedet vælger han at poise. Han forsøger at genvinde ansigt ved at undvige at 

besvare P.K.’s spørgsmål og vende angrebet tilbage mod hende, hvilket dog ikke lykkes for ham. 

Heldigvis kommer J.L. ham til undsætning ved at stoppe diskussionen og introducere et nyt 

spørgsmål til debat. 

To andre deltagere, som hele debatten igennem lægger mange kræfter i at forsøge at få hinanden 

til at tabe ansigt, er H.T.S. og L.L.R. Et godt eksempel på dette er følgende, [38.25] H.T.S.: ”Lars, det 

er klart, at det er rigtig rigtig godt at blive klogere. Problemet er bare, at der er et mønster for re‐ 

geringen, og det er, at på alle de store, virkelig væsentlige dagsordner, der har I taget fejl…”. L.L.R.: 

”Du ved godt, at det er forkert, det du står og siger der”. P.K.: ”Jeg forstår simpelthen ikke, at Soci‐ 

aldemokratiet ikke bare har 90 mandater, altså selv. Det er jo fantastisk, hvad det parti kan. Jeg 

synes, det er helt utroligt. Det her, der er sket de sidste seks år, har i den grad skabt nogle refor‐ 

mer, har været en forbedring af det, vi måtte rydde op efter jer”. H.T.S. forsøger at få L.L.R. til at 

- 42 -



tabe ansigt ved at beskylde ham for alle de fejl, hun mener, regeringen har begået i vigtige sager. 

L.L.R. poiser fuldstændig og forsøger at skjule sine følelser og i stedet udtrykke selvsikkerhed, både 

gennem sin mimik, men også ved at anklage H.T.S. for at lyve. P.K. kommer dog L.L.R. til undsæt‐ 

ning og hjælper ham med at genoprette ansigt. Dette gør hun ved først at gøre lidt nar af H.T.S.’s 

parti for derefter at sætte regeringen i et bedre lys, end den måske egentlig er berettiget til, for til 

sidst at vende angrebet mod H.T.S. selv. 

Det vil ofte forholde sig sådan, at det er politisk uenige parter, som forsøger at få hinanden til at 

tabe ansigt. Dette gøres for at få modstanderne til at stå i et dårligt lys, således at man selv kom‐ 

mer til at stå i et bedre lys. Omvendt hjælper politisk enige parter ofte hinanden med at oprethol‐ 

de ansigt eller genvinde tabt ansigt. Det er altså naturligt, at H.T.S. og L.L.R., idet de er hinandens 

politiske modsætninger og dermed også modstandere, forsøger at få hinanden til at tabe ansigt. 

På trods af at N.K. ikke klart har tilkendegivet, hvilken politisk side hans parti vil støtte op om, så‐ 

ledes at man kan definere N.K. og P.K. som hinandens politiske modsætninger, er det på forhånd 

kendt, at N.K.’s erklærede mål er at sætte en stopper for P.K.’s store indflydelse i dansk politik. Af 

den grund forsøger N.K. og P.K. at få hinanden til at tabe ansigt, hvorimod de øvrige deltagere i 

debatten ikke går så hårdt til N.K., da han kan blive tungen på vægtskålen efter valget. 

Ligeledes er det ikke så mærkeligt, at P.K. hjælper L.L.R. med at opretholde samt genvinde ansigt, 

idet de er samarbejdspartnere i det politiske spil, og det samme gælder også H.T.S., M.V. og V.S. 

Den eneste, som ikke rigtig får hjælp fra andre, når det gælder om at bevare ansigt eller genopret‐ 

te ansigt, er N.K., da de andre som sagt ikke kan gennemskue, hvor han står og derfor ikke ønsker 

at hjælpe ham. 

Man skal være meget varsom med at blive for ivrig efter at få sine modstandere til at tabe ansigt, 

da man risikerer selv at komme til at fremstå som usaglig og kynisk. Den eneste af de seks politike‐ 

re, som stort set formår at holde den saglige linje fuldstændig hele vejen gennem debatten, er V.S. 

Dette resulterer i, at han vinder respekt blandt de andre, og dermed også selv mere eller mindre 

undgår at blive angrebet. Idet han faktisk flere gange roser en modstander, vinder han også sym‐ 

pati fra de andre, og det lader derfor til, at hans argumenter bliver dømt mere velvilligt. 

- 43 -



REFLEKSION 

Efter at have undersøgt kommunikationen mellem politikerne i debatten ud fra forskellige teorier, 

vil vi nu se på om man evt. kan drage nogle paralleller på baggrund af disse. Vi vil overveje hvem, 

vi synes, der formår at tillægge sig den bedste stil, benytte retorikkens virkemidler mest tilfreds‐ 

stillende samt fremstille det mest pålidelige image og samtidig opretholde dette. 

Når man som vælger skal sætte det endelige kryds på stemmesedlen, er det ikke kun politikernes 

ideologiske grundlag og mål, der spiller en rolle. Deres evner til at kommunikere har en større be‐ 

tydning for valgets resultat, end man lige umiddelbart tror. Hvis ikke man formår at få formidlet sit 

budskab, virke forståelig eller vinde sympati, kan det koste én de afgørende stemmer. 

Gennem vores undersøgelse af kommunikationen mellem de seks politikere i debatten har vi kun‐ 

net udlede, at ikke alle evner disse discipliner lige godt. Hvis man skulle kåre en vinder af den kon‐ 

krete debat, ville vores stemmer gå til V.S. Han er den af de seks politikere, som fremstiller det 

mest behagelige og pålidelige image. Han formår at opretholde dette, idet han er rolig, kontrolle‐ 

ret og humoristisk i sin stil, samtidig med at han hele tiden bevarer fatningen og derfor aldrig bli‐ 

ver usaglig. Han udviser en stor dygtighed i brugen af retoriske virkemidler, hvilket betyder, at han 

får formidlet sine budskaber effektivt og overbevisende, og at han vinder stor respekt samt sym‐ 

pati både hos de andre deltagere i debatten men også hos os seere. 

Også P.K.’s præstation i debatten er ganske udmærket. Hendes linje er noget anderledes end 

V.S.’s, idet hun er noget mere bestemt og eftertrykkelig i sin stil, hvilket betyder, at også hun 

fremstår som pålidelig. Hun udviser ligesom V.S. også stort kendskab til alle retorikkens discipliner 

og formår at bruge dem til sin egen fordel. Det eneste minus ved P.K.’s præstation er, at hun til ti‐ 

der lader sig rive med og bliver ophidset af diskussionerne, hvilket resulterer i, at hun bliver en 

anelse usaglig. 

I modsætning til V.S. og P.K. klarer hverken N.K. eller M.V. sig ret godt. N.K. virker, som om han ik‐ 

ke ved, hvad han selv mener, og hvilken side han ønsker at støtte op om. Dette påvirker i høj grad 

- 44 -



hans præstation og fremtræden, idet han kommer til at virke meget usikker og uvidende. Hans re‐ 

toriske evner er elendige, og han formår derfor heller ikke at få formidlet nogen brugbare informa‐ 

tioner eller vinde nogens sympati. 

M.V. taber stort på sin arrogante og nedladende facon. Hendes retoriske kunnen falder under 

gennemsnittet, dog formår hun indimellem at bruge dele af retorikken til sin egen fordel. Hendes 

arrogante attitude er faktisk så dominerende, at den spænder ben for hende, hvilket resulterer i, 

at hun ikke formår at få formidlet sine politiske budskaber og på ingen måde vinder nogen form 

for goodwill. 

Set i forhold til valgets endelige udfald er det bemærkelsesværdigt, at både V.S. og P.K., som klarer 

sig godt i debatten, også begge opnåede et godt valgresultat. Ydermere er det også interessant, at 

både N.K. og M.V., som ikke kommunikerer særlig overbevisende eller positivt, begge fik et dårli‐ 

gere valgresultat, end de første meningsmålinger lagde op til. 

Dette må betyde, at evnen og måden at kommunikere på generelt spiller en stor rolle i kampen 

om vælgernes stemmer. 

- 45 -



KONKLUSION 

Efter at have undersøgt hvordan kommunikationen kommer til udtryk i debatten, er vi kommet 

frem til følgende konklusion. 

Med Luhmann i baghånden kan vi konkludere, at DR er et organisationssystem, som indeholder 

andre organisationssystemer, bl.a. programmet Debatten. Derudover kan det siges, at begge disse 

systemer er autopoietiske og selvreferentielt lukkede systemer. De er strukturelt koblede til deres 

omverden, idet de indgår i et samspil med denne. Ydermere opstår interaktionssystemer mellem 

gæsterne i hver enkelt udsendelse af Debatten. Til sidst har vi med udgangspunkt i den tredelte se‐ 

lektionsproces fundet ud af, at politikerne tillægger sig hver sin personlige stil, som de bruger i 

kommunikationen af deres budskaber. 

Endvidere har vi med Jan Lindhardt kunnet vise eksempler på brugen af retorik samt metaforiske 

virkemidler. Vi har analyseret samt fortolket, hvordan politikerne hver især bruger retorikken og 

metaforer til både at få deres holdninger frem, men også til at vinde sympati hos vælgerne. Ud fra 

dette har vi fundet ud af, hvem af deltagerne der bruger retorikkens redskaber og metaforer mest 

i deres kommunikation. 

Afslutningsvis har vi med Goffman fundet ud af, at politikerne forsøger at fremstille et bestemt 

image, men at de ikke altid selv kan kontrollere det indtryk, de i virkeligheden afsender. Derud‐ 

over kan vi konkludere ud fra vores undersøgelse af interaktionen mellem debattens deltagere, at 

det generelt forholder sig sådan, at politisk enige parter hjælper hinanden med at opretholde an‐ 

sigt, og at politiske uenige parter forsøger at få hinanden til at tabe ansigt. 

Vores nyerhvervede viden om forskellige teorier inden for kommunikation har vist sig at være 

særdeles anvendelig på vores valgte empiri. I vores valg af empiri har vi haft muligheden for at se, 

hvordan de danske politikere anvender de forskellige former for kommunikative redskaber, de har 

til rådighed. 

Kommunikation foregår overalt i vores samfund, og vi ser det derfor som en fordel nu at have en 

bredere teoretisk viden inden for dette felt. Vores analysearbejde vil være en hjælp i fremtiden, 

- 46 -



når vi i forbindelse med et valg skal tage stilling til, hvilken politiker eller parti vores stemme skal 

gå til. 

- 47 -



LITTERATURLISTE 

Kneer, Georg og Nassehi Armin: Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer, 

Hans Reitzels forlag 1997 

Lindhardt, Jan: Retorik, Rosinante 1999, kap 1‐7 

Jørgensen, Charlotte og Onsberg Merete: Praktisk argumentation, Nyt Teknisk Forlag, 2004 

Kjeldsen, Jens E.: Visuel retorik, Universitetet i Bergen, 2002 

Fafner, Jørgen: Klassisk og moderne, Akademisk Forlag, 2005 

Jørgensen, Kathrine Ravn: Retorik: indføring i fagets grundbegreber, Frederiksberg: 

Samfundslitteratur, 2003, Chapter 6: Parts of: Elcutio (sprog og stil), pp. 139 ‐ 170 

Lakoff, George og Johnson, Mark: Metaphors We Live By, The University of Chicago Press, 1980 

Goffmann, Erwin: “On face work” in “Psychiatry”, vol. 18, 1955 (pp. 213 – 231) September 2006 

- 48 -

INDHOLDSFORTEGNELSE - Nadja Lund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?