You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>KRIMI—</strong> <strong>OG</strong> <strong>SPÆNDINGSHISTORIER</strong><br />
POLITIKENS FORLAG<br />
KØB B<strong>OG</strong>EN <strong>OG</strong> STØT DANSK FLYGTNINGEHJÆLP
Jussi Adler-Olsen<br />
Små pikante drab
Lars Hvilling Hansen var lejemorder, og en af de mere pikante af<br />
slagsen, hvis han selv skulle sige det.<br />
Som det oftest flasker sig i livets krinkelkroge, beredtes vejen til<br />
denne profession med en enkelt sætning.<br />
“Du er blevet kedelig, Lars, jeg gider dig ikke mere,” havde hans<br />
gennemsnitstriste kone sagt, før hun efterlod ham med en væmmelig<br />
erkendelse af, at så var der en udvikling i deres ægteskab, der var<br />
gået hans næse forbi.<br />
Derfor var ‘kedelig’ det prædikat, han måtte forsøge at leve med,<br />
mens han prøvede at regne ud, hvordan en middelmådig førtidspension<br />
og en ti år gammel Opel Rekord skulle føre ham sikkert videre<br />
gennem livet, mens konen langede alle deres likvider og en række<br />
mere spændende mandspersoner med skarptskårne bakkenbarter til<br />
sig.<br />
Kedelig, var ordet, og det sved.<br />
Han overvejede hævnaktioner. Små besøg med oversavet jagtgevær<br />
hos konens potentielle elskere. Oprettelse af facebooksider<br />
med private fotos af konen, dengang hun var lasket og langt mindre<br />
forfængelig end nu. Vanding med syre i hendes nyerhvervede geraniumbede<br />
i rækkehuset, der indtil for nylig havde stået i hans navn.<br />
Kedelig! Hvad ændrede voldsomme hævngerninger og efterfølgende<br />
risiko for anholdelse egentlig ved det ord? Blev han måske<br />
mere spændende af at ruske tremmer? Et nyt liv blandt voldsfor-<br />
7
ydere og økonomisk kriminelle ville blive mere eksotisk end hans<br />
nuværende, men kedelig ville han nu blive ved med at være.<br />
Lars kæmpede længe for at forstå, hvad det ord kunne komme<br />
af. Var det hans meninger, attitude eller påklædning, han vidste det<br />
ikke, for ingen havde nogensinde antydet meninger om hans person<br />
af den art. Så han læste Euroman på biblioteket, spurgte brevkasseredaktører<br />
til råds, studerede veltrænede torsoer i ‘Paradise Hotel’<br />
og andre reality-udsendelser med trimmede ungersvende i stramme<br />
badebukser. Og da han havde samlet sine indtryk, stillede han sig<br />
foran spejlet og trak ud i maveskindet og besluttede sig en gang for<br />
alle for, at ordet ‘kedelig’ i bund og grund havde med hans udseende<br />
at gøre.<br />
Derfor stod han en skønne dag tøvende foran en nydelig kosmetolog-<br />
og frisørsalon, uden for hvilken sort-hvide fotos af mænd med<br />
karisma og afblegede tænder lokkede med løfter om bedre dage forude.<br />
For en rimelig betaling, naturligvis.<br />
“Gør, hvad du vil med mig, gør mig spændende,” tog han sig sammen<br />
til at sige til salonens lidet maskuline indehaver, mens denne<br />
trak sine spredte fingre skræmt op til brystet og forsøgte at sluge den<br />
omfattende opgave med fatning.<br />
“Vi kommer nok til at bruge nogle gange, før du bliver helt<br />
tilfreds,” sagde den velduftende klon af fyre, Lars havde set stå og<br />
vrikke i Gay Pride’s vognoptog med små, sølvglinsende shorts på.<br />
Let affekteret var ikke ordet, men Lars var en tolerant mand. Kunne<br />
dette væsen stryge kainsmærket ‘kedelig’ af hans pande, ville han<br />
såmænd forære ham en tatovering med David Beckham på, hvis det<br />
ellers kunne glæde ham.<br />
“Tag fat,” sagde han med bankende hjerte og lænede sig tilbage.<br />
Og det blev der.<br />
Hele tre dage fulgte med snak om dit og dat og om François’ kitschede<br />
samling af gamle frisørstole og tørrehjelme, og ikke mindst<br />
med velgørende ansigtsbehandlinger, timer under hårtørreren, ned-<br />
8
skubning af neglebånd, trimning af næsehår og lette lyse anstrøg af<br />
sommersol i den etageklippede, korte frisure. Da den sidste lok var<br />
lagt på plads, lænede mirakelmageren Jens Sørensen eller François,<br />
som han sagde, han foretrak, for det var der langt flere interessante<br />
vokaler i, sig lidt tilbage og betragtede resultatet.<br />
“Du er lige til at bide i,” sagde han og nikkede veltilfreds over<br />
mod overklassefruerne, som en af hans assistenter var ved at stoppe<br />
ind under tørrehjelmene.<br />
Anerkendelsens blikke udeblev ikke. Det var bare vellykket.<br />
Så meget for ordet ‘kedelig’, tænkte Lars. Nu hed det i stedet ‘lige<br />
til at bide i’, og han følte sig nærmest lykkelig. Det vil sige, kun lige<br />
indtil han modtog regningen og indså, at hvis der ikke skete noget<br />
drastisk i hans liv på den økonomiske front, så ville han meget snart<br />
blive kedelig igen.<br />
“Man skulle være salonejer som dig, François,” sagde han og<br />
smækkede fire tusindlapper på glasdisken, rakte ham hånden og<br />
sagde, at han i øvrigt hed Michel og heller ikke var fransk. Så havde<br />
de ligesom noget at være fælles om.<br />
François spidsede læberne og svirpede blikket over på de to kvinder,<br />
der sad pakket ind i tørrehjelmenes varmesus og hovedtelefonernes<br />
latino-sang.<br />
“SALONejer. Gud nej, Michel, det skal du ikke ønske for din<br />
værste fjende. Du ANER ikke, hvor meget jeg hang med popoen i<br />
vandskorpen i begyndelsen. Én ting er at KUNNE noget, en anden<br />
er guddøde mig at få kunder nok til at køre butikken. Det er slet ikke<br />
ligetil, når man også har ansatte, at du ved det.”<br />
Lars så sig om i salonen. “Går det da ikke meget godt?”<br />
“Jo, men sågu da KUN fordi jeg læser dødsannoncer.”<br />
Lars hævede sine nyplukkede øjenbryn.<br />
“Ja, sådan er det. Men jeg følger godt med, du.” François så igen<br />
over mod de øvrige i salonen, mens han lænede sig mod Lars’ øre.<br />
“Når en af whiskybæltets fruer bliver enke, så får jeg Sture til at<br />
9
køre mig op til hendes bopæl, og så lægger jeg sådan ...,” hviskede<br />
François og markerede et par anførselstegn i luften, “... ‘helt tilfældigt’<br />
den her i hendes postkasse.”<br />
Han placerede en af de glinsende brochurer foran Lars på glashylden<br />
under spejlet, og alene forsiden forklarede alt. ‘Nyt liv’, stod der<br />
med en utvetydig antydning af, at denne transformation blev foretaget<br />
topprofessionelt, virkningsfuldt, stilrent, individuelt og diskret.<br />
Næh, hvad kunne en rig enke, der havde de bedste dage bag sig<br />
og lysten til, at nætterne fremover ikke skulle blive misbrugt af den<br />
grund, ønske sig mere end et ‘Nyt Liv’?<br />
Sandt nok.<br />
I et stykke tid mærkede han effekten af sin transformation på omgivelserne.<br />
Nye blikke på gaden, han endnu ikke havde regnet ud,<br />
hvordan han skulle håndtere, uopfordret opmærksomhed fra butiksansatte<br />
og ikke mindst mørke, let irriterede blikke fra mænd.<br />
Det var helt, som det skulle være.<br />
Så da Lars efter en måneds tid så skønhedsbehandlingernes effekt<br />
visne bort og den triste, grå mand dukke op bag facaden, gik han i<br />
banken og hævede fire tusind kroner mere, og det var så næstsidste<br />
gang, han var i stand til at gøre det. Bare to gange til hos François, så<br />
var pengepungen tom og det der ‘lige til at bide i’ et overstået kapitel.<br />
Fandens også.<br />
Samme eftermiddag satte han sig igen i frisørstolen og nikkede i<br />
spejlet mod et par velduftende kvinder med lækre stiletter og spurgte<br />
François lige så stille, om de to nu også var rekrutteret efter dødsannoncemetoden.<br />
“Gud, nej, ikke de to. De sidder stadig i ægteskabsfælden, de små<br />
skind,” sagde han. “Det er jo heller ikke ALLE kunder, jeg får ind<br />
på den måde. Damerne i Rungsted og omegn snakker da gud ske<br />
lov stadigvæk en smule med hinanden, hvad søren har man ellers<br />
bridgeklubberne til?”<br />
10
Han løftede koket skuldrene og nussede sine polerede negle<br />
rundt i Lars’ hår. “Men de to madammer her er bestemt ikke kedelige.<br />
Om et lille øjeblik fjerner vi tørrehjelmene, så skal du bare<br />
høre dem gå i gang. Der bliver ikke lagt fingre imellem.”<br />
Og mens hans assistenter løftede damernes tørrehjelme, vimsede<br />
han omkring og uddelte damemagasiner og mokka.<br />
“Værsartig, piger,” sagde han med armene i flyveposition. “Så<br />
damper vi lige lidt af, ikke?” Han gav dem et forsigtigt klem på<br />
skuld rene og vrikkede så koket med hofterne, mens han vendte sig<br />
om mod Lars og blinkede med fryd i øjenkrogene.<br />
Der gik cirka ti sekunder, så var kvindekværnen i gang.<br />
“Jeg hører fra Charlotte, at Elisabeths elsker var nede på havnen i<br />
går, var du også dernede?” spurgte den ene.<br />
Den anden nikkede. “Jeg ville give hundrede tusind til den, der<br />
skyder Gert en kugle for panden, så jeg kunne snuppe stegen. Har<br />
du for alvor lagt mærke til, hvor lækker han er?”<br />
François trak hånden op til munden og fnisede stille. ‘Der kan<br />
du selv høre,’ smuttede hans øjne i spejlet, mens han bobbede op i<br />
Lars’ lokker.<br />
Lars rynkede brynene. Hvad var det lige, kvinden sagde? Den<br />
skulle han godt nok have listet en ekstra gang rundt om hjernebarken,<br />
før den trængte ind. Hundrede tusind kroner, sagde hun det?<br />
Mon hun virkelig mente det?<br />
“Hundrede tusind,” lo den anden. “Din lille fedte. Og så ville<br />
du kunne sidde tilbage med 90 millioner og puste Charlottes<br />
nye legetøj i øret, det kunne du lide, hvad? Tror du ikke, du kun-<br />
ne slynge prisen lidt i vejret, hvis du gjorde dig umage, søde Molise?”<br />
“Åh, så skidt pyt. Lad os bare sige to hundrede og halvtreds. Men<br />
så skal jeg også have en kvittering.”<br />
De skreg af grin, så papillotterne næsten rullede sig ud af sig selv.<br />
Fandens til hunkatte og fandens til kløer.<br />
11
Lars rystede umærkeligt på hovedet. Det var en besynderlig, men<br />
også tankevækkende oplevelse.<br />
Ikke lige til at ryste af sig.<br />
Han holdt smilende døren for dem, da de forlod salonen, og konstaterede<br />
til sin overraskelse, at de havde parkeret i samme sidegade<br />
som han, bare halvtreds meter væk. Han stod et øjeblik og noterede<br />
sig deres fortrolige snak. Hvordan de bøjede hovederne og undertrykte<br />
grin, mens de puffede til hinanden i deres trippen hen over<br />
brostenene.<br />
Snak, han nok anede, hvad handlede om, og det var meget pirrende.<br />
Derfor rullede han sig ind på forsædet af sin lille Opel, mens<br />
Molise og hendes veninde kørte Audiens kaleche ned. Og derfor<br />
besluttede han sig til at følge efter dem.<br />
Solen var generøs, og det var kvindens fod på speederen også, da de<br />
ti minutter senere susede op ad Strandvejen.<br />
Lars så sig om. Muligvis var en fartbøde en smal sag at udrede for<br />
de to gimper, men det var det altså ikke for ham. I hvert fald ikke<br />
hvis han skulle få råd til endnu en af François’ behandlinger.<br />
Han betragtede sit nyrenoverede ansigt i bakspejlet med tilfredshed.<br />
Jo, det var han så ubetinget nødt til at få råd til på en eller<br />
anden måde.<br />
Sveddryppende kilometer senere rundede Audien en hæk, der<br />
skjulte synet af Øresund, og forsvandt ind gennem en smedejernsgitterport<br />
i indkørslen til et palæ, der under ingen omstændigheder<br />
kunne være anskaffet ved ærligt, hårdt arbejde.<br />
‘Saxenholdt’, stod der.<br />
Han trak sin gamle spand ind med et par hjul på kantstenen,<br />
standsede motoren, rullede vinduet ned og hørte den ene råbe hjerteligt<br />
farvel, mens den anden speedede Audien op igen og replicerede<br />
med et ‘god fornøjelse med mordet.’<br />
12