nr. 10/2011 - Brødremenighedens Danske Mission

BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION 

10-2011 168. ÅRGANG

LEDER ANDAGT 

Af Erik Baun Generalsekretær BDM Af Erik Baun Generalsekretær BDM 

TAK FOR 3.940.444 KR. 

PR. 9. NOV. 

til BDMs arbejde i Tanzania, Congo, Burundi og Albanien! 

Vi glæder os over de mange gaver, og vi glæder os over 

al den mission, som gaverne har gjort mulig. Det er ikke 

solstrålehistorier det hele, men solen bryder ofte igennem 

med sine stråler. 

Børnehjemmet i Sumbawanga er taget i brug. Der 

evangeliseres i landsbyer på begge sider af Tanganyikasøen, 

og mennesker kommer til tro. Kirker bliver bygget. 

Mobilklinikkens forebyggende sundhedsarbejde 

begynder for alvor at bære frugt. To store udfordringer 

for mobilklinikken i 2011 har været rent drikkevand i 

landsbyerne ved søen, og etablering af latriner, og det 

går rigtig godt. Landbrugsprojektet ved Kigoma er begyndt. 

Nye får (desværre) diagnosen: spedalskhed, og 

de får hjælp. Lejr- og Kursuscenteret i Pogradec i Albanien 

begynder for alvor at tage form. 

Alt dette og meget mere er muligt på grund af den 

gavmildhed, som missionens venner viser med deres 

gaver. - De penge er givet godt ud. 

Vi takker Gud for hans godhed og velsignelse. Vi siger 

tak til alle, som beder for og giver til missionens arbejde. 

udgives af Brødremenighedens Danske Mission 

Oplag: 3800. 10 nr. årligt; ISSN 0901 - 330X 

Ansv. redaktør Erik Baun tlf.: 7586 1395 

Formand Jørgen Bøytler tlf.: 7456 1420 

Tryk: A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing 

Layout: Martin Kristensen • Teknit.dk 

Forsidefoto: 

Medarbejderfl okken samlet i Sikonge 

Foto: Erik Baun 

| 10-2011 

ET FANTASTISK LØFTE 

Gud siger: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed 

tager jeg dig tilbage. 

Esajas´Bog 54, 7 

Og Gud fortsætter: »I overstrømmende vrede skjulte 

jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser 

jeg dig barmhjertighed.« (vers 8) - »… min fredspagt 

vakler ikke, siger Herren.« (vers 10) 

Et fantastisk løfte fra Gud, den barmhjertige til sit 

folk. Hans troskab er evig, lover han, og han husker 

og holder sine løfter. Hans fredspagt vakler ikke. Den 

fredspagt, som blev indstiftet ved Jesu Kristi blod på 

Golgatas kors langfredag. 

Gud er trofast og barmhjertig, og han vil, at alle mennesker 

skal høre evangeliet om frelse ved tro på hans 

søn, Jesus Kristus. Det er hans mission, og til den kalder 

og bruger han mennesker, som har mødt hans barmhjertighed 

og er kommet til tro på Jesus. Og han forlader os 

ikke. Han lader os leve under løftet: »Jeg er med jer alle 

dage indtil verdens ende.« 

Guds løfte, om at »den unge kvinde skal blive med 

barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« 

- »Gud med os«, opfyldte han i Betlehem julenat. 

Og det bliver vi mindet om hvert eneste år, når vi fejrer 

jul. 

Brødremenighedens Danske Mission 

Nørregade 14 

6070 Christiansfeld 

Tlf.: 74 56 22 33 

www.bdm-dk.dk • bdm@dmr.org 

Giro: 400-6666 

Bank: 9743 4672 131928 

Generalsekretær Erik Baun Tlf.: 7586 1395 

Projekt- og infosekretær 

Betina Fredensborg Hoff mann Tlf.: 7456 2233 

HER ARBEJDER BDM 

Danmark 

Albanien 

Den Demokratiske Burundi 

Republik Congo 

Tanzania 

3 

INDHOLD 

ØNSKESEDDEL FRA BDM 

• penge til missionens 

arbejde 

• fl ere der indbetaler via 

Betalingsservice 

• fl ere der opretter gavebrev 

• fl ere modtagere af BDMnyt 

• fl ere e-mailadresser til 

Nyhedsmails 

Peter House ........................................................................ 4 - 5 

Anmeldelse af Safari .............................................................. 6 

Gaven tager form .................................................................... 7 

Fra en volontørs dagbog 

- fi re dage med mobilklinikken .................................. 8 - 13 

Bibelskoleophold har givet håb .............................. 14 - 15 

Volontør reunion .................................................................. 16 

Én gang Afrika - altid Afrika ............................................... 17 

Bestyrelse, sekretariat, missionærer, 

volontører og talerliste .............................................. 18 - 20 

Målet jeg ikke nåede ................................................... 21 - 23 

Børne- og ungdomsarbejde i Kigoma ..................... 24 - 25 

Et dilemma: 14 køer er trods alt 14 køer ............... 26 - 27 

Når et nyt projekt bliver til ........................................ 28 - 29 

Modtag og giv ....................................................................... 30 

Gavebrev ................................................................................ 31 

Betalingsservice / Fastgiver ............................................. 32 

Økonomisøjle og girokort .................................................. 33 

Anmeldelse af Husandagtskalender 

og Løsensbog ........................................................................ 34 

Missionæradresser, mødeplan .......................................... 35

Foto: Knud Elmo Knudsen 

BØRNEHJEMSÅBNING 

Lørdag d. 22. oktober var vi volontører inviteret til åbningen 

af det nye børnehjem i Sumbawanga. Vi glædede 

os alle - ikke mindst Therese og Amanda, der er i praktik 

på børnehjemmet - til endelig at se det færdige resultat 

af byggeprojektet. Derudover var vi meget spændte på 

at møde Peter Knudsen og hans familie, for uden ham 

ville hele projektet ikke have været blevet til noget. Det 

er hans fi rma, der har sponsoreret børnehjemmet. 

Deres livshistorie 

Vi var dog ikke de eneste, der var spændte på dagen. 

Da vi mødte op på børnehjemmet lørdag formiddag, 

emmede hele stedet af forventning. Børnene var iklædt 

deres fi neste tøj og deres største smil. De var da også på 

scenen mange gange i løbet af dagen med både korsang 

og skuespil. De sang på swahili, engelsk og endda dansk 

- sidstnævnte akkompagneret af Therese og Amanda. 

Børnenes skuespil handlede om deres fælles historie: 

Hvordan de mistede deres forældre, blev husslaver eller 

tiggere og til sidst fandt vejen til Knud og et bedre liv på 

børnehjemmet. Det var et meget rørende skuespil, fordi 

børnene netop ikke spillede skuespil - de gengav bare 

deres egen livshistorie. De græd, og selvom det passede 

ind i skuespillet, var man ikke i tvivl om, at deres sorg 

var ægte. 

En off entlig begivenhed 

Dagen bar også præg af en enorm formalitet, som ifølge 

Knud er knyttet til alle offi cielle begivenheder i Tanza- 


Af Amalie Pil Sørensen volontør, Kipili 

4 

nia. I åbningen deltog fl ere off entlige personer, og de 

skulle alle sammen præsenteres af mange andre og holde 

lange taler. Når man ikke kan forstå så meget swahili 

(som vi volontører ikke kan endnu), er det jo egentlig 

klart, at det er kedeligt. De folk, der kan forstå swahili, 

syntes også, at talerne var lidt langtrukne. 

To til at klippe snoren 

Efter talerne fulgte en rigtig fi n ceremoni, hvor Peter og 

hans familie fi k overrakt gaver af børnene, som bestod 

af traditionelt afrikansk tøj. Det var tydeligt at se, at familien 

blev oprigtigt glade over denne symbolske gave. 

Derefter blev situationen vendt, og Peter og hans familie 

gav børnene T-shirts og kasketter. 

Herefter rykkede hele selskabet udenfor, hvor der - 

traditionen tro - var en snor i Tanzanias farver, der skulle 

klippes over. Det var meningen, at det bare var Peter, 

der skulle klippe snoren over, men han insisterede på, at 

han og Knud skulle gøre det sammen. Det var en rigtig 

fi n gestus, for børnehjemmet kunne ikke være blevet til 

noget uden hjælp fra begge disse to mænd. Så snoren 

blev klippet over af både Peter og Knud, og bagefter 

blev skiltet, der angav børnehjemmets sponsor og hensigt, 

off entliggjort. Derefter brød børnene ud i en spontan 

sang og dans, og der var i det hele taget en rigtig 

festlig stemning. 

Festmiddag for alle 

Til sidst fi k vi en masse mad; ris, pilau (krydret ris), kylling, 

oksekød, gedekød, bønner og grøntsager skyllet 

ned med sodavand, inden vi - efter en rigtig god (og 

lang!) - åbning gik hver til sit. Jeg gik personligt derfra 

ophøjet af Peters gavmildhed, Knud og BDMs hjælpsomhed, 

hele selskabets festlighed og især af børnenes 

livsglæde. 

Godt på vej med byggeriet Gaverne var Tanzania-tøj. Og så en krammer for gaverne. 

Børnehjemmet er færdigt 

»Disse bygninger er skænket af Peter Knudsen, fi rmaet 

Altan.dk som et hjem og uddannelsessted for forældreløse 

børn« 

Susanne og Peter Knudsen, Altan.dk får gaver Snoren klippes af Knud Elmo Knudsen og Peter Knudsen 

5 

Foto: Kipili-volontører

SAFARI 

Anmeldelse af Ingrid Markussen: 

»Safari. En rejse i Guds plan«, Lohse, 356 s. 250 kr. 


Af Astrid Baun Cand. teol. 

Af Knud Erik Lykke 

GAVEN TAGER FORM 

Y’s Men Region Danmarks Regionsprojekt 2009 - 2010 

var opførelsen af et Lejr- og Kursuscenter i byen Pogradec 

ved Ohrid søen i det sydlige Albanien. Det var en 

stor glæde, at jeg ved Regionskonferencen 2010 kunne 

overrække generalsekretær Erik Baun, BDM og leder af 

Den Lutherske Brødrekirke i Albanien, Edi Masi, et gavekort 

på 1.430.000 kr. til projektet. Beløbet er siden 

vokset til ca. 1.5 mill. kr. Der er projekteret med opførelsen 

af en hovedbygning, to eller tre mindre huse, en 

toiletbygning, et udekøkken og en mindre plads til telte. 

Tidl. regionsleder i Y’s Men International, 

Region Danmark 

Lykke Erik Knud Fotos: 

»Jeg opdagede, at da jeg begyndte at give Guds kærlighed 

videre til andre, da fi k jeg den tilbage med renter«. 

Indholdet af disse ord møder læseren gang på gang på 

Projektets start var vanskeligt, da det var svært at fi nde 

rejsen gennem denne spændende bog. 

en grund, som man var sikker på at kunne købe uden, at 

Vi kommer vidt omkring i tid og geografi . Forfatteren 

der efterfølgende kom nogen og gjorde krav på grun- 

giver os indblik i en barndom i efterkrigsårene på et lille 

den. I løbet af 2010 og begyndelsen af 2011 lykkedes 

husmandssted, hvor midlerne var små og arbejdsomhe- 

det at købe en rigtig god grund i Pogradec ca. 300 m fra 

den stor, og hvor Ingrid var det fjerde barn af elleve. I 

den skønne Ohrid sø. Da alt det formelle var på plads, 

søndagsskolen hørte hun om mission i Afrika, og da blev 

kunne man påbegynde en planering af grunden og op- 

der sået et frø, der voksede til et kald og senere mission 

muring af en mur rundt om den, og herefter blev funda- 

både i Afrika og i Danmark. Af fi re omgange blev hun og 

mentet til hovedbygningen støbt. 

hendes mand Jørgen kaldt til Tanzania af Brødremenig- 

Jeg har besøgt stedet for at følge byggeriet, og det 

hedens Danske Mission, i årene 1970 til 2007. Sygdom 

var med stor glæde, at jeg i september kunne konsta- 

gjorde, at familien måtte vende tilbage til Danmark fl etere, 

at byggeriet af hovedbygningen næsten er færdig 

re gange. I Tanzania var de begge aktive med undervis- 

udvendigt og godt på vej til at blive færdig indvendigt. 

ning, evangelisation og meget andet. Lokale barnepiger 

Det forventes, at hovedbygningen bliver færdig inden 

hjalp til med de fi re børn, indtil disse skulle i skole. - Et 

årets udgang, såfremt vinteren ikke bliver for streng. 

barn blev født for tidligt, på vej til det første ophold i 

Grunden til to af de mindre huse er støbt, og de forven- 

Tanzania. Den lille pige hviler på en kirkegård i Nairobi. 

tes færdige til marts 2012. Så mangler kun toiletbyg- 

Jeg fi k bogstaveligt ondt i maven ved at læse nogle af 

ning og udekøkken. 

de spændende beretninger fra Tanzania. Andre beret- Jesus, hvis de måtte få en fodbold. Der samledes efterninger 

gav anledning til tårer i øjnene af bevægelse. F. hånden en stor fl ok unge, der tog imod Jesus som deres 

Der er stor glæde og forventning i kirken til det nye Lejreks. 

når vi får lov at følge Ingrid fra den tid, hvor hun be- personlige frelser. 

og Kursuscenter, der forventes indviet inden sommerfeklagede 

sig over nogle larmende og forstyrrende unge, Fordi Ingrid er ærlig omkring den ulyst, hun til tider 

rien 2012, så det er klar til sommerens lejre. Alle glæder 

til Guds påmindelse om at lære dem at kende, videre til har haft, viser hun så stærkt, hvordan Gud kan forme og 

sig til at tage bygningerne i brug, til gavn og glæde for 

en handel med de unge: Ingrid fi k lov at undervise om danne et menneske til at gå hans ærinde. 

børn og unge. 

6 

7 

Foto: Erik Frost-Jensen

Af Anna-Elisabeth Aagaard Volontør, Kipili 

FRA EN VOLONTØRS DAGBOG 

Fire dage med mobilklinikken 

Jeg lugter af fi sk, sved og babyurin. Mit vand smager 

af benzin, jeg har vandret rundt i fl ere timer og endnu 

ikke spist. Min skjorte er ikke længere blå og ren, men 

i stedet smurt ind i støv og skidt fra de mange landsbyer. 

Min fod er hævet og fyldt med betændelse, som 

ikke vil gå i sig selv. Der er intet mobilsignal eller radioforbindelse 

i tilfælde af, at en krisesituation skulle 

opstå. Jeg er skoldet på ryggen og i ansigtet, og har et 

markant søvnunderskud, men jeg nyder alligevel hvert 

sekund af min første lange tur med mobilklinikken. Det 

er fantastisk. 

I fi re døgn har jeg været af sted med mobilklinikken til 

otte forskellige landsbyer ved den sydlige del af Tanganyikasøen. 

Jeg har været ene dansker, ene Mzungu 

(europærer/hvid person), sammen med syv tanzanianere. 

Tre af dem har et rimeligt velfungerende engelsk, og 

resten er fi re skønne swahilitalende mænd. Vi har spist 

rigtig afrikansk med klør fem, ugali, ris og fi sk, hvilket 

jeg har nydt til fulde. 

Vi har sovet i telte på stranden, spist hos de lokale 

familier af samme fad og set utallige oppustede maver 

med navler på fem cm. - Jeg har oplevet det RIGTIGE 

Afrika, ikke det som er præget af europæisk udvikling, 

nej, det Afrika, hvor fattigdom er en faktor, børnetallet 

er enormt og dødsfald desværre »normalt.« 

Tirsdag d. 20-09-2011: 

Som aftalt mødte jeg punktligt kl. 7 ved molen med en 

marmelademad i den ene hånd og malariaprofylakse i 

den anden. Jeg havde tiltro til mine kollegaer, at når det 

gjalt vores ture med mobilklinikken, så kørte vi efter 

punktlige tidspunkter og ikke »Africantime,« men man 


8 

bliver klogere hver dag. Klokken var i hvert fald 8, før vi 

alle sad i båden og begyndte vores eventyr ud på søen. 

Knud Elmo Knudsen har sagt, at Tanganyikasøen er stor 

og smuk, men jeg havde ikke troet, at den var SÅ smuk. 

Vores sejltur varede syv timer, men de føltes kun som 

minutter, for den udsigt, der mødte mig ude på søen, var 

fabelagtig. Landsbyerne der ligger langs søen, kæmpe 

klipper, smukke bjerge, primitive fi skerbåde af træ med 

sejl syet sammen af alverdens stofrester, blåt, stille og 

spejlblankt vand. Og så oplevelsen ved at vugge henover 

bølgerne i en åben båd. Det var storslået, eminent, 

pragtfuldt, fantastisk… Ja det er noget, alle burde opleve. 

Første landsby er Izinga. Her bliver jeg modtaget med 

et Mzungu, og en børnefl ok på ca. 100 samles omkring 

mig. Vi bliver mødt af landsbylederen, og de udvalgte 

sundhedsarbejdere, som har ansvaret for sundhedsarbejdet 

i landsbyen. Efter et møde på swahili i halvanden 

time i mangotræets skygge går vi ud til landsbyens 

Primary School. Vi skal inspicere deres konstruktion af 

»slabs« til eleverne. Slabs er en mere primitiv version 

af et pedaltoilet, hvilket for os er primitivt, men for afrikanerne 

er det høj standard, og den mest hygiejniske 

løsning, når man ikke har rindende vand. 

Mobilklinikken medbringer cement, rør og jerngitre, 

der skal bruges til konstruktion af slabs i landsbyerne. 

Disse materialer tildeles landsbyer, hvis borgere viser 

vilje til at ville bruge materialerne korrekt og til nytte 

for landsbyen. Det kræves, at landsbyerne har lavet udgravninger 

samt andre forberedelser til konstruktion af 

disse slabs, for at vi kan være sikre på, at materialerne, 

vi uddeler, vil blive brugt til det rigtige formål, når vi 

forlader landsbyen. 

Efter inspektion af skolens slabs, fortsætter vi til andre 

steder i landsbyen, hvor private viser os, at de også 

har gjort forberedelser til en slab. Inspektionen varer 

ca. halvanden time. Derefter er der landsbymøde, hvor 

der gennem en skrattende forstærker, der er tilkoblet et 

bilbatteri, bliver informeret om forskellige sundhedsfaktorer, 

familieplanlægning, prævention, om kommende 

operationer af fi stula, som vil fi nde sted i Kirando til 

oktober, og som alle berørte kvinder kan møde op og få. 

Til sidst opråbes de personer, der har gjort forarbejde 

til slabs. De kommer frem enkeltvis og fortæller landsbymødet, 

hvorfor de ville lave forbedringer. De skriver 

under på, at de har fået materialerne, og at vi kan forvente 

at se et færdigt resultat, når vi kommer sidst i oktober. 

Vi håber på den måde at promovere projektet og 

medvirke til, at fl ere går i gang med konstruktion af nye 

slabs. Hvis alle laver bedre slabs, kan mange sygdomme 

minimeres, bl.a. kolera, der er årsag til mange dødsfald. 

Anna-Elisabeth sammen med en fl ok elever fra Primary School 

9 

Da der sjældent kommer fremmede folk til disse landsbyer, 

er det en stor begivenhed, når vi kommer, og især 

når der er en hvid med. De forskellige landsbyledere 

beder mig om at præsentere mig selv for befolkningen. 

Det gør jeg så på fl ot kiswahili! - Jeg får hver gang et 

stort bifald! 

Efter landsbymødet blev materialerne uddelt nede 

ved båden. Og så mødtes vi med landsby-sundhedsudvalget. 

Deres arbejde blev diskuteret, og der blev 

evalueret på tidligere møder og spurgt til, hvilke forberedelser 

de har gjort til regntiden, som begynder i oktober. 

Antallet af myg infi ceret med malariaparasitten 

vil stige markant i regntiden, og dermed også antallet af 

sygdomstilfælde. 

Landsbyens »alternative« jordemødre (der er ingen uddannede 

jordemødre) kom med deres skolehæfte, hvor 

de har nedskrevet antallet af nye spædbørn for hver måned. 

Det blev registreret til senere brug. Ved 21.30-tiden 

var der så mad, og så skulle vi ned og sove i teltene 

Foto: Dr. Shauri

på stranden på et forhenværende selvoppusteligt liggeunderlag 

og med et spejdertæppe over sig. Til lyden af 

bølgernes skvulpen lige ved siden af, og de andres stille 

snorken, blev jeg lullet i søvn, under Tanzanias smukke 

stjernehimmel. 

Onsdag d. 21-09-2011: 

Høns klukker, børn leger, folk går rundt og snakker. Tja… 

det må være morgen og tid til at stå op. Hurtigt pakkes 

tingene sammen, smides i båden, der tages afsked, og 

kursen sættes mod Mwenza. 

Mit vand er sluppet op, og jeg får fyldt min vandfl aske 

fra benzindunke, der er blevet fyldt med vand. Jeg tager 

en ordentlig slurk af mit vand og må konstatere, at eftersmagen 

af benzin er markant, men det er den væske 

jeg kan få. Jeg tager endnu en slurk, imens jeg tænker på 

smagen af en dejlig kold cola. 

Vi mødes af landsbylederen. Jeg trasker af sted ind i en 

af de smukkeste landsbyer, jeg nogensinde har set. Vi 

er omgivet af bjerge, palmer og mangotræer. Solen er 

endnu ikke stået op, så der er masser af energi tilbage i 

kroppen. I min ivrige traven bliver jeg pludselig råbt an 


Landsbybefolkningen møder talstærkt op, når mobilklinikken kommer 

10 

af Kapesa. Jeg standser og venter på ham. Han fortæller 

mig, at han netop er blevet informeret om, at der er 

udbrud af kolera i landsbyen. Jeg bliver forbudt at gå 

længere ind i landsbyen og bliver placeret på en træstamme 

sammen med nogle børn, hvor jeg skal vente, 

mens de andre går ind og får et overblik over situationen. 

Den beslutning passer mig ikke! Jeg har et stærkt 

immunforsvar, hvorfor skulle jeg blive smittet? Fordi 

jeg er hvid? Er der større risiko for, at jeg bliver smittet 

end de andre? Jeg har medicin mod kolera med i tasken. 

JEG VIL OGSÅ MED IND OG SE, HVAD DER SKER!!! - Der er 

intet at gøre. Jeg skriver dagbog, mens jeg venter. 

Dr. Shauri kommer tilbage og fortæller, at alle symptomerne 

på kolera var der, men de ville lige give det nogle 

dage og se, hvordan det udvikler sig. Efter et kort møde 

med landsbyens sundhedsudvalg sejlede vi videre med 

løfte om at komme tilbage i oktober. Jeg håber meget, 

at der ikke er tale om kolera, og at situationen er kommet 

under kontrol nu. Da vi ankom, havde der været 

to dødsfald. Det antal er forhåbentlig ikke steget. Pga. 

smittefaren har vi ikke spist morgenmad i Mwenza. 

Klokken er nu halv tolv, og vi er meget sultne. Vi lægger 

Foto: Anna-Elisabeth Aagaard 

ind ved Mpenga for at få morgenmad. Jeg bliver tilbudt 

en mandasi (ligner en pandekage) samt en kop chai. 

Chai er ikke almindelig the. Chai er godt nok lavet på 

theblade, men der tilsættes fi re spiseskefulde sukker 

i hver kop. Jeg tror, jeg ville have elsket det, da jeg var 

mindre, men når jeg aldrig bruger sukker i min the, så 

er det en tyk masse at få ned, men det er enten det eller 

benzinvand. 

Vi er kun stoppet i Mpenga for at få noget at spise. De 

har fået besøg tidligere. Men da landsbylederen dukker 

op og forklarer, at alle konstruktionerne til deres slabs 

er færdige, og de mangler kun rør, så opstår der en diskussion. 

Mpenga er en ret stor landsby, og de har lavet 

et rigtig fl ot arbejde med konstruktionen af deres slabs, 

så de har ret til at få rør. Problemet er, at pga. landsbyens 

størrelse er det antal rør de har brug for, det samme antal, 

som vi har tilbage til resten af landsbyerne. Så giver 

vi disse rør til Mpenga, er der ikke rør til de andre landsbyer, 

som vi skal besøge. Samtidigt er Mpenga en af de 

landsbyer, der ligger længst væk, og derfor får de ikke 

besøg så ofte, som de andre landsbyer. Derfor vil der 

gå nogen tid, inden de kan få rør og færdiggøre deres 

arbejde. Skal Mpenga have rør eller ej? De andre kunne 

ikke blive enige og gav derfor mig ansvaret for at træff e 

en beslutning. Jeg havde ikke meget tid til at overveje. 

Vi var på vej videre, og der skulle gives et svar. Når jeg 

nu sidder og præsenterer problemstillingen, er jeg ikke 

sikker på, at jeg valgte rigtigt. Mpenga fi k deres rør, så de 

kunne færdiggøre arbejdet. Måske er de andre landsbyer 

ikke så langt med konstruktionen af slabs. Og der ville 

gå nogen tid, inden de får brug for rør. Om jeg traf den 

rigtige beslutning, ved jeg ikke. Men jeg fi k et ansvar, som 

kan have betydning for menneskeliv i det lange løb. 

Næste landsby var Kizumbi. Aldrig i mit liv har jeg haft 

det SÅ varmt. Der var ikke den mindste brise til at køle 

os. Selv i skyggen rendte sveden af os. Alligevel gennemførte 

vi møder og inspektioner og var færdige ved 

syvtiden. Da det blev mørkt, blæste det kraftigt op. Vores 

telte blæste næsten væk, så vi besluttede at fl ytte 

dem. 

Dr. Shauri førte mig hen til landsbylederens søn, som 

var på min alder, og viste hans arm frem. Han var for 

to år siden blevet angrebet af en krokodille i søen og 

havde kæmpet sig fri med det resultat, at knoglerne i 

hans højre underarm var blevet knust, og armen revet til 

11 

blods. Familien havde sejlet seks timer og kørt to timer 

til nærmeste hospital, men der var ingen kirurg. Hans 

arm blev godt nok ordnet, men knoglestrukturen er helt 

forkert sat sammen. Han har en kæmpe bule fra den ene 

af hans knogler, som stikker ud på siden af armen. Armen 

er fyldt med ar, og når du føler på armen, føles intet 

som det skal, den er helt smadret. Nu var der også gået 

infektion i knoglen, og et betændt sår er dukket op på 

huden. Gid jeg havde evnerne til at hjælpe ham. Glæder 

mig til den dag om 13 år, hvor jeg er helt færdig (med 

medicinstudiet) og ved, hvad jeg skal gøre. 

Torsdag d. 22-09-2011 

Tidligt op og af sted. Vinden har ikke lagt sig, og bølgerne 

er enorme. Vi gynger helt vildt, mens vi sejler til den 

næste landsby. Heldigvis er redningsvesten spændt, så 

handler det kun om at svømme om kap med krokodillerne 

i tilfælde af, at man skulle ryge i vandet. 

Da vi ankommer til Lupinda, får jeg den skønneste 

baby på skødet, mens moderen får sine sække med majs 

og en balje med kangaer af båden. Jeg ved ikke, hvad 

det er med de babyer, men de må føle sig meget trygge 

og veltilpasse, når de sidder på mit skød. Ret hurtigt 

kunne jeg mærke en varme på højre lår, som vist ikke 

kunne være andet end, jep… jeg kigger ned, og ganske 

rigtigt har den lille Christina placeret en fi n pøl på mit 

højre lår, på mine sidste rene bukser. I Lupinda må vi 

hurtigt konkludere, at ingen har levet op til kontrakten, 

og de er ikke begyndt på udgravninger til slabs. Efter et 

møde med landsbyen sundhedsudvalg tager vi videre 

uden uddeling af materialer. 

I den næste landsby, Kizinga skulle vi have morgenmad. 

Jeg havde en beskeden drøm om lidt brød, men får i stedet 

ris og chai. Ris kan sagtens spises som morgenmad, 

og det mætter utroligt godt. Skal bare ikke have det i 

meget lang tid, når jeg kommer tilbage til Danmark. Kizinga 

er en ny landsby i mobilklinikkens arbejde, og den 

er kun besøgt én gang før. Det var en begejstret landsby, 

vi mødte, og der var et fl ot fremmøde til landsbymødet. 

Tredje landsby denne torsdag var Lupata. Her blev vi 

modtaget af en glad landsbyleder. Vi bliver placeret på 

markedspladen, der har tre boder. På dette tidspunkt 

har jeg den største lyst til en cola. Jeg når kun lige at 

tænke tanken, så står landsbylederen med en cola og en 

pakke kiks til hver af os. - Skønt! Efter en dejlig cola blev 

vi ført ned til en strådækket hytte ved søen med skøn

udsigt og en frisk brise. Landsbylederens kone kommer 

med det skønneste måltid på hele turen. Ugali lavet på 

casava med fi sk til. Fisken, en sangala var kæmpe stor. 

Aldrig i mit liv har jeg smagt noget kød, der var SÅ godt, 

en enormt lækker fi sk, som jeg forhåbentlig får meget 

mere af, inden jeg skal hjem. Vi holdt møder og inspektion 

og uddelte materialer. I Lupata er vandressourcerne 

meget dårlige. Der er ingen vandpumper eller brønde. 

Vand hentes i et lille hul, hvor vandet har en grålig, blå 

farve. Det er det vand alle i landsbyen drikker, selv de 

højgravide kvinder og små børn. Derfor prioriteres arbejdet 

med udvikling af brønde også højt i mobilklinikken. 

Da det blev mørkt, satte Joyce, Dr. Shauri og jeg os 

på stranden og talte om religion, kulturmøder, velkomster, 

uddannelse etc. 

Efter et skønt aftensmåltid holdt vi krisemøde. Bølgerne 

på søen var blevet meget større, og vores to bådsmænd 

Nemes og James var urolige for, om det var muligt at 

komme hjem fredag, hvis tilstanden blev forværret. De 

fortalte, at sådan, som det så ud nu, kunne det vare tre 


dage, før vi var tilbage i Kipili. Når man lider af søvnunderskud, 

stinker af fi sk, er møgbeskidt og ens hud svier 

pga. for meget sol, så er sådan en besked ikke populær! 

Vi prøvede at planlægge lidt. Vi ville tage af sted fra Lupata 

kl. 5 og arbejde rigtigt hurtigt i de to landsbyer, 

som skulle besøges. James og Nemes ville iagttage vejret 

og se, hvordan det udviklede sig. 

Fredag d. 23-09-2011 

Hele vores planlægning virkede som en genial plan, 

lige indtil vi ankommer til Mwenza, hvor landsbylederen 

er den mest lade person, jeg har mødt. På et tidspunkt 

fi k jeg lyst til at ryste hans hoved og råbe »Så tag 

dig dog sammen!« Det tog ham tre timer at få samlet 

byens sundhedsarbejdere. Forberedelserne til slabs i 

byen var ikke gjort ordentligt, og der mødte næsten 

ingen op til landsbymødet. Det var skuff ende. Vi havde 

planlagt at bruge to timer i landsbyen og endte med at 

bruge godt seks. Ventetiden blev dog brugt fornuftigt. 

Jeg satte mig og hjalp nogle skoleelever med at ordne 

jordnødder. Dr. Shauri lånte byens radio for at infor- 

mere hospitalet i Namanyere om koleratilstanden i 

Mwenza. Vi gik op til byens lille klinik, hvor nogle kvinder 

kom for at få testet deres børn for malaria. Ved en 

pige var malariatesten negativ. Hun havde haft høj 

feber i en måned og var kun skind og ben. Dr. Shauri 

valgte at tage hende med og få hende indlagt på Kirando 

Health Clinic. Hun skal have en blodtransfusion 

for at få feberen ud af kroppen. 

Vi sejlede videre til den sidste landsby. Her havde de 

lavet et fl ot stykke arbejde med slabs. Hele landsbyen 

mødte op til mødet og alt gik som smurt. - MEN så kom 

regnen. Jeg har længe glædet mig til den første regn. 

Det stod ned i stænger, alt blev vådt, og vi måtte blive 

inde i huset og vente på opholdsvejr. Efter en time kunne 

vi komme af sted. Blæsten og bølgerne havde lagt 

sig, og vi kunne sejle stille og roligt mod Kipili. 

Da vi havde sat os til rette i båden, fi k jeg øje på den lille 

syge pige fra Mwenza. Hun sad helt alene og kiggede 

over på mig. Jeg fandt hurtigt min kanga frem, satte mig 

over til hende, lagde hendes hoved på mit skød med 

Der kvitteres for modtagelse af materialer til slaps En ny brønd er ved at tage form. Den bliver seks til otte meter dyb. 

12 

Foto: Anna-Elisabeth Aagaard 

13 

kangaen som støtte, pakkede tæppet godt om hendes 

spinkle krop, strøg hende over hovedet og nussede hendes 

ryg, imens jeg nynnede alle de aften- og godnatsange, 

som jeg kunne. Imens jeg sad sådan, sejlede vi 

mod Kipili. Vi så den smukkeste solnedgang, og derefter 

den skønneste stjernehimmel med masser af stjerneskud. 

På trods af mørket nød jeg denne sejltur lige så 

meget som den anden, hvis ikke mere. Her sad jeg i en 

båd med den smukkeste udsigt. Jeg var stadigvæk ved 

godt mod efter fi re hårde døgn. Der lå et lille skrøbeligt 

liv i mine hænder. Tænk hvor fantastisk at kunne få en 

sådan oplevelse! 

Det var hårdt at være af sted. Og det var skønt at komme 

tilbage og snakke dansk med de andre volontører. Turen 

har været fyldt med oplevelser. Oplevelser som jeg ikke 

ville være foruden. Til en start troede jeg ikke, at jeg 

ville med på en sådan tur fl ere gange, men nu er jeg helt 

klar til at skulle af sted igen i slutningen af oktober og 

gense alle landsbyerne. 

Foto: Anna-Elisabeth Aagaard

BIBELSKOLEOPHOLD 

HAR GIVET HÅB 

Hvad gør man, når man gerne vil på bibelskole, men 

ikke har pengene til det? Man dyrker en mark! Missionær 

Just Lauridsen har i samarbejde med BDM oprettet 

et projekt, hvor to evangelister låner penge til at dyrke 

en mark. Overskuddet fra marken bruges til at betale 

deres bibelskoleophold på bibelskolen i Sumbawanga. 

Betram Damas Baroga er en af de to evangelister, som er 

med i projektet. Han mødte Just Lauridsen for to år siden, 

hvor han fortalte om sit ønske om at komme på bibelskole. 

De blev i fællesskab enige om, at Betram Damas 

skulle dyrke en mark og selv tjene pengene frem for, at 

pengene kom fra andre og blev sendt direkte til skolen. 

Evangelist Betram Damas Baroga 

Af Mette Hosbond Jensen 

og Merethe Holm 


14 

volontører Kigoma 

Betram Damas, 37, er gift og har seks børn i alderen 7 

måneder til 12 år. Han har gået i Primary School (1. - 7. 

klasse) i Tanzania. Han fortæller, at han klarede sig godt 

i skolen og gerne ville have fortsat i Secondary School, 

men familiens økonomi var desværre ikke til det. Derfor 

begyndte han efter 7. klasse at arbejde med landbrug. 

Fra 1999-2010 rejste han rundt som evangelist. Som 

evangelist besøgte han folk med problemer og folk, 

som endnu ikke havde hørt budskabet om Jesus. Han 

fortæller, at evangelistens opgave er, »at komme med 

det budskab, at Jesus er Kristus, til mennesker, som ikke 

tror.« Da en evangelist ikke får løn, fortsatte Betram Damas 

med at have landbrug for at forsørge sin familie. 

Foto: Just Lauridsen 

Mødet med Gud 

Betram Damas er født og opvokset i en hedensk familie 

med lokale traditioner. Han fortæller, at han efter 

at være færdig i 7. klasse begyndte at drikke og være 

sammen med mange kvinder. Han begrunder det med, 

at han havde en hård opvækst, og at det i starten virkede 

sejt og godt at drikke. Han gad faktisk ikke at have 

landbrug, hvilket resulterede i, at der var mindre mad. 

Det betød i sidste ende, at han drak mere for at glemme 

problemerne. Pga. alkoholproblemet havde Betram Damas 

problemer med de ældre omkring ham. Han havde 

mistet respekten for dem. Men de ønskede at mødes 

med ham og konfrontere ham med, hvad han brugte sit 

liv på. Da det så skete, kunne han ikke give dem svar, og 

han fi k skyldfølelse. De tilgav ham for, hvad han havde 

gjort, men sagde samtidig, at han aldrig mere skulle 

drikke og gøre de ting, som han tidligere havde gjort. 

Han havde fået øjnene op for konsekvenserne af sin opførsel 

og søgte efter nye veje. I sin søgen fandt han Gud. 

Han fortæller, at han siden den dag, han mødte Gud, har 

oplevet Guds nærvær og hjælp til ikke at falde tilbage. 

Han blev kort tid efter døbt og valgte et år senere at 

blive evangelist. Hans familie så den store forskel i hans 

liv efter, at han havde valgt at følge Gud, og det gjorde, 

at de også valgte et liv sammen med Gud. 

Ønsket om bibelskole 

Under arbejdet som evangelist oplevede Betram Damas, 

at den kirke han var ved ikke voksede. Han begrunder 

det med, at han i forkyndelsen og undervisningen 

manglede baggrundsviden for, hvad han sagde. Dette 

gjorde, at han ønskede at komme på bibelskole. Efter ca. 

et års arbejde med marken begyndte han i juni 2010 på 

bibelskolen. Han er nu færdig med det første år og mangler 

så endnu et. Derefter håber han at kunne tage tre år 

mere, så han til sidst er uddannet præst. Han fortæller, at 

bibelskoleopholdet indtil nu har betydet meget for ham. 

Han siger: »Inden bibelskolen vidste jeg ingenting om 

kristendommen. Bibelskolen har åbnet mine øjne.« 

Vil selv tilså sin mark 

Bibelskoleopholdet har ændret Betram Damas’ tankegang. 

Han har oplevet, hvor meget arbejdet har givet 

ham, og han har derigennem fået håb om en bedre 

fremtid. Han har et stort ønske om at kunne fortsætte 

på bibelskolen, og derfor vil han gøre alt for, at marken 

giver et stort udbytte. Når han i oktober kommer hjem 

15 

på ferie, vil han selv tilså marken, da han vil være sikker 

på, at det bliver gjort ordentligt. Han kan i den periode, 

hvor han er hjemme, selv forsørge sin familie. Når han er 

på bibelskolen, hjælper familie og naboer, hvis der opstår 

problemer. Familien har det godt og ønsker, at han 

skal fortsætte med at studere. 

Betram Damas siger: »Jeg er Gud taknemlig for, at jeg 

må arbejde for Ham, og at det gennem projektet blev 

muligt at komme på bibelskole!« 

Evangelist Betram Damas Baroga sammen med volontørerne 

Merethe og Mette 

Foto: Just Lauridsen

VOLONTØR REUNION 

Kan du huske dengang vi sad i to dage ude midt i ingen 

ting og ventede på bussen? Eller hvad med dengang, 

hvor du blev angrebet af en løve? Eller juleaften da hele 

landsbyen samledes i kirken? - Vækker det minder? Måske 

var du volontør sammen med nogen. Måske var du 

i Kipili eller i Mwanza. Måske ser du dem, du var af sted 

med eller mødte derude jævnligt, eller også har du ikke 

set dem, siden du forlod Dar es Salaam. Hvor om alting 

er - så har du chancen den 3. marts 2012. 

I år runder BDM volontør nummer et hundrede. - Det 

gør blot anledningen endnu større, for det volontør 

reunion VUB afholder for alle tidligere BDM-volontører. 

En oplagt mulighed for at grave alle de dejlige og sjove 

minder fra Tanzania frem fra hukommelsen. Mød gamle 

og nyere volontører samt missionærer. Knud Knudsen 

er på hjemmeophold til foråret og er med ved arrangementet, 

som endvidere kommer til at indeholde underholdning, 

videohilsener, lækker mad med mere og så 

selvfølgelig hygge i ægte tanzaniansk stil. Sæt allerede 

nu kryds i kalenderen. - Vi håber at se rigtig mange. 


Af Agnete Aagaard ungdomsmedarbejder BDM Af Marta Aagaard Stud. med. 

16 

VUB-arbejdet i Danmark 

I 2011 er der sket et par ændringer i VUBs bestyrelse. 

Inge Lund Jensen er taget til Grønland for at arbejde 

som jordemoder. - Hun er derfor stoppet i bestyrelsen 

efter mange års arbejde. - Tak for dit store engagement, 

Inge. I februar blev Helene Rasmussen (Kipili 10) valgt 

ind i VUBs bestyrelse og her i september Annette Sæderup 

(Kigoma 10/11). - Det er dejligt, at I vil tage den 

opgave på jer. - Velkommen i bestyrelsen! 

Til vores sidste VUB aften var vi 25 deltagere. Antallet 

ligger mellem 20 og 25. - Det er godt, at Afrika in 

Touch har fået nye, større lokaler, for vi får sværere og 

sværere ved at kunne være der. Det er skønt at mærke, 

at så mange har lyst til at være med ved de aftener og 

efterfølgende engagere sig i projekter og andre arrangementer. 

Der er næsten hver gang nye ansigter, og for 

os, der har været ude som volontører tidligere, er det 

dejligt med sidste nyt fra Tanzania. 

VUB’er skriver breve til udsendte volontører 

Foto: Agnete Aagaard 

EN GANG AFRIKA 

- ALTID AFRIKA 

Et spændende udtryk at fi losofere over, når jeg igen og 

igen længes mod den afrikanske lugt af sved, benzin og 

støv. Når jeg ofte mindes gode minder, glade smil og 

fantastiske, varme mennesker. Og når mine drømme, 

gang på gang, placerer min fremtid i Afrika. 

Som tidligere missionærbarn, er jeg fra barnsben blevet 

»skadet« af Afrika. Afrika byggede i mig, en opmærksomhed 

omkring ulighederne i vores verden, en 

ubeskrivelig lyst til »at redde verden« og har stor del 

i, at jeg om et par år er uddannet læge. Et volontørophold 

i Kipili forstærkede i høj grad lysten til Afrika, til 

at hjælpe og til at vedligeholde den afrikaner, der bor 

dybt inde i mig. 

I Danmark er glæden for »mit« Afrika fortsat. Jeg tager 

mig selv i at starte samtaler op med fremmede i toget, 

når jeg hører de taler swahili. Jeg glædes over breve fra 

Tanzania, selvom jeg efterhånden fi nder ordbogen frem 

fl ere gange end tidligere. Jeg bliver ekstra opmærksom, 

når nyhederne, en sjælden gang imellem, omhandler 

Afrika. Og jeg er villig til, at gå langt i diskussioner for 

at forsvare og bevare et kontinent, der har gjort en væsentlig 

forskel i mit verdensbillede. 

Det er ikke nok at forholde mig passivt til Afrika, når 

kontinentet er »ude af øje - ude af sind«. Jeg traf et 

aktivt valg, da jeg blev »hjemvendt volontør«. Jeg blev 

engageret i VUB og fi k dermed nære venskaber med andre, 

der forstod mit forhold til Afrika, og hvad mit ophold 

havde betydet for mit liv. Bestyrelsesarbejde har 

17 

siden fyldt i mit liv, både i styregruppen for VUB, men 

også gennem mange år i bestyrelsen for Afrika In Touch. 

Mit frivillige arbejde har holdt mig til ilden - ligesom det 

gør det for andre i projektgrupper, fundraising mm. Jeg 

prioriterer møder, sociale arrangementer og weekendture 

med fokus på Afrika - selvom der bliver trukket i 

mig fra mange andre sider - og til gengæld får jeg tusindfold 

igen, i form af fællesskab og spændende udfordringer 

i mit frivillige arbejde. 

Når jeg i fremtiden ender som enten missionær, udsendt 

for »læger uden grænser«, eller som forsker i Afrika - så 

har mit hjerte for Afrika i Danmark også en vigtig rolle 

at spille. Mit liv inkluderer Afrika i mange forskellige afskygninger 

og har dermed gjort min tilværelse meget 

rigere. Kærligheden til Afrika vil aldrig brænde ud. 

Hvad er Tanzania uden en bustur? 

Foto: Martin Kristensen

BESTYRELSEN 

Jørgen Bøytler (PhD) 

F. 13/5 1957 

Fhv. missionær i Sikonge og Kipili 

Præst i Brødremenigheden 1997 

Missionssekretær i BDM 2002 

General- og missionssekretær 2003-2007 

Medlem af BDMs bestyrelse 2007 

Formand 2010 

BDMs forretningsudvalg 

Vibeke V. Gravesen 

F. 5/5 1948 

Overlærer i Ringkøbing 1976-1993 


Redaktør af BDMnyt 1995-2010 

Næstformand 2006 


Kirsten Troelsen 

F. 8/8 1951 

Diakon, plejehjemsassistent 

Fhv. missionær i Tabora og Sikonge 


Kasserer 2011 


Keld B. Hansen 

F. 19/11 1958 

Sognepræst i Østrup og Skeby 


SEKRETARIATET 

Erik Baun 

F. 2/5 1948 

Cand. teol., pastor 1980 

Missionssekretær i BDM 1980 

Fhv. generalsekr. Bibellæser-Ringen 1992 


Formand for foreningen Sennepskornet 

2007 

General- og Missionssekretær 2007 


18 

Hans Peter Kristensen 

F. 25/7 1956 

Adm. Direktør for Hvide Sande Skibs- og 

Baadebyggeri 


Jytte Schmidt 

F. 9/4 1952 

Uddannet bankassistent 

Medlem af BDMs bestyrelse 2010 

Christian Aagaard 

F. 30/5 1949 

Business Controller 

Medlem af BDMs bestyrelse 2011 

Majken Pedersen 

F. 26/5 1983 

Stud. med. 

Volontør i Kipili 2004 

Medlem af BDMs bestyrelse 2011 

Betina Fredensborg Hoff mann 

F. 27/5 1974 

Cand. mag. 

Projekt- og infosekretær 2011 

Inge Marie Essendrop Eckhardt 

F. 27/8 1965 

Kontorassistent i BDM 2000 

Bogholder 2003 

MISSIONÆRER 

Lisbeth Andersen 

F. 5/4 1944 

Steen Møllgaard 

Andersen 

F. 3/11 1952 

Sygeplejerske/læge ved 

Sikonge Hospital og 

Leprosarium 2002 

Susanne Lauridsen 

F. 18/11 1975 

Pædagog 

Just Lauridsen 

F. 6/6 1976 

Aut. VVS og kloakmester 

Børn: Thea, Esther og 

Anna 

Udsendt til Kigoma 2008 

Knud Elmo Knudsen 

F. 3/8 1950 

Lærer 

Udsendt til bådmission 

Kipili 1999 

UNGDOMSMEDARBEJDER 

Agnete Aagaard 

F. 18/6 1987 

Stud. mag. i religion 

Ansat på deltid 2011 

19 

VOLONTØRER 

Birthe Bruun 

F. 13/10 1936 

Kaj Bruun 

F. 11/5 1934 

Fhv. missionærer i Kigoma 

Seniorvolontører 2002 

Tanzania og Burundi 

Annette Sæderup 

F. 15/7 1990, 

Uldum 

Kigoma 2010-2011 

Katrine Pedersen 

F. 28/2 1991 

Herning 

Kigoma 2010-2011 

Merethe Ingemann Holm Hansen 

F. 9/3 1992 

Troldhede 

Kigoma 2011 

Mette Hosbond Jensen 

F. 19/2 1992 

Aulum 

Kigoma 2011 

Heidi Bech 

F. 29/6 1990 

Skovbølling 

Sumbawanga 2010-2011 

Karen Louise Clausen 

F. 22/2 1991 

Haderslev 

Sumbawanga 2011 

Amanda Andersen 

F. 20/9 1989 

Karlslunde 

Sumbawanga 2011

VOLONTØRER 

Therese Hygym 

Jørgensen 

F. 25/7 1989 

Bjerringbro 

Sumbawanga 2011 

Anders Thams Nord 

Hansen 


Fredericia 

Sumbawanga / Kipili 2011 

Sophie Gammelgaard 

Trans 


Herning 

Kipili 2011 

Helene Kirkegaard 

Petersen 


Kegnæs 


TALERLISTE: 

Følgende ansatte og frivillige medarbejdere står til 

rådighed for møder i sognehuse, menighedshuse, 

missionshuse eller ved ungdomsmøder: 

Generalsekretær, pastor Erik Baun, Børkop, 2043 3233 

Emner: Mission i Albanien, Burundi, Congo og Tanzania 

Projekt- og infosekretær 

Betina Fredensborg Hoff mann, Kolding, 2262 7511 

Emne: Mission i Tanzania 

Ungdomsmedarbejder 

Agnete Aagaard, Århus, 61681691 

Emne: Volontørarbejde i Tanzania 

Formand for BDMs bestyrelse, 

pastor Jørgen Bøytler (PhD), Christiansfeld, 7456 1420 

Emner: Mission i Albanien, Burundi, Congo og Tanzania 


Anne Sofi e Brix 

Kristensen 

F. 6/12 1991 

Hjørring 


Therese Bak Gaardbo 

F. 5/5 1991 

Hjørring 


Amalie Pil Sørensen 

F. 19/2 1992 

Svendborg 


Theresa Kolmos 

F. 14/4 1992 

Broager 


20 

Thomas Skjærbæk 

Breinegaard 

F. 13/3 1991 

Hem 


Rebekka Grønne 

Trillingsgaard 

F. 24/1 1990 

Holstebro 


Arne Trillingsgaard 

F. 31/7 1987 

Holstebro 


Anna-Elisabeth Aagaard 

F. 25/3 1991 

Remmerstrand 


Næstformand i BDMs bestyrelse, 

Vibeke Gravesen, Ringkøbing, 9732 3854 

Emner: Mission i Albanien og Tanzania 

Fhv. missionær 

Ingrid Markussen, Christiansfeld, 6171 9825 


Fhv. missionærer Kirsten Troelsen (medlem af BDMs 

bestyrelse) og Bent Tage Nielsen, Gårslev, 7586 1160 


Fhv. missionærer og aktive seniorvolontører, 

Birthe og Kaj Bruun, Tarm, 7534 1409 

Emne: Mission i Burundi 

Fhv. missionær Helene Göbel, Videbæk, 9717 5888 

Emne: Mission blandt kvinder i Tanzania og Congo 

Af Knud Elmo Knudsen missionær i Kipili 

MÅLET JEG IKKE NÅEDE 

Længe havde jeg gået med planer om at besøge distriktet 

Syd Kivu, som ligger i Congo ved nordspidsen af 

Tanganyikasøen. Det tager tre dage at sejle derop. Jeg 

valgte at køre, så jeg kunne komme rundt i distriktet, 

som er på størrelse med Jylland. 

Forberedelserne 

Alle forberedelser blev gjort: forsikring, tolddeklaration 

på bilen, fotokopier af pas m.m., aftaler med formand 

Tshimanga for Brødrekirken i Congo og koordinering af 

tidsplan med generalsekretær Erik Baun, da det var muligt 

for ham at være med uden væsentlige ekstra omkostninger. 

Formand Tshimanga vil, at alt går gennem 

ham, og derfor havde jeg ingen kommunikation med 

præsten Meja, som leder arbejdet i Kivu. Jeg mødte pastor 

Meja i Kalemie tidligere på året, men de oplyste tlf. 

nr. og e-mail var ikke korrekte. 

En meget lang tur 

Kl. 6 morgen forlod jeg Kipili for at køre til Mpanda, hvor 

jeg skulle hente præsten Anosisi Mwaikole. Han er en 

Landby i Burundi ved Tanganyikasøen 

21 

skarpt tænkende person og god til at gennemskue forhold, 

som jeg ikke har øje for. Inden jeg nåede Mpanda, 

måtte jeg skifte hjul. Dækket var gået op i limningen. I 

Mpanda fi k jeg fat på et nyt/brugt, hentede Mwaikole, 

fi k spist og fortsatte derefter til Kigoma, som vi nåede 

til aften. Der er vejarbejde på strækningen fra Mpanda/ 

Kigoma, fordi de er ved at lægge lyslederkabel ned. 

300 km rende gravet med håndkraft, og mange steder 

sprængt ned i klipperne. - Et kæmpe arbejde for at være 

med i fremtidens kommunikation. 

Efter overnatning i Kigoma mødte jeg næste formiddag 

Susanne Lauridsen til noget regnskabssnak, inden 

turen fortsatte til Bujumbura i Burundi, hvor vi skulle 

møde Erik Baun. Fra Kigoma kørte vi gennem oliepalmeplantager 

op i et fl ot bjerglandskab, der fortsatte ca. 

100 km, indtil vi igen nåede ned til Tanganyikasøen. 

Nødpas og en nattevagt 

Trods ihærdig gennemsøgning af alle mine papirer ved 

grænseposten til Burundi måtte jeg erkende, at jeg 

havde glemt mit pas i fotokopimaskinen hjemme i Kipili. 

Foto: Erik Baun

Grænsepolitiet var meget imødekommende, og da der 

er pasfællesskab mellem Tanzania og Burundi, fi k jeg et 

nødpas. Vi nåede hovedstaden, Bujumbura efter mørkets 

frembrud. Byen er på størrelse med København og 

uden et eneste vejskilt, så vi kørte på de anvisninger, vi 

havde fået fra Erik og Just. Vi skulle fi nde Swedish Mission, 

hvor vi skulle overnatte, men det viste sig, at den 

hed noget helt andet på skiltet ved vejen ned til missionen. 

Vi spurgte om vej, og ham vi spurgte, var nattevagt 

på stedet og var på vej til arbejde, så han blev vores ’vejleder’ 

i byens vildnis. 

Da vi endelig nåede frem, var receptionen lukket. Ingen 

vidste, at vi havde reserveret plads. Heldigvis kom 

der en mand, som talte kiswahili. Han fi k ordnet det hele 

for os. Han tog senere på aftenen med mig i lufthavnen, 

da jeg skulle hente Erik. 

Ikke til Congo, men … 

Næste morgen fortsatte vi mod grænsen til Congo for 

at komme til Uvira, som ligger ca. 10 km på den anden 

side. Da vi prøvede at komme ud af Burundi, blev vi afvist. 

Vore papirer var ikke tilstrækkelige. Folkene ved 

grænsen vidste, at vi ikke kunne komme ind i Congo 

uden visum. - Og visum kunne ikke udstedes ved grænsen, 

men kun på Congos ambassade i Bujumbura. Det 

var lørdag, og alle kontorer var lukket, så vi vendte tilbage 

til Swedish Mission. 

Om aftenen dukkede Clement, formand for Brødrekirken 

i Burundi og generalsekretær, Edward op for at 

snakke med os. De havde hørt rygter om, at vi var kommet. 

Det, der var planlagt som en gennemrejse, blev til 

en ny tilgang til arbejdet i Burundi. Som de udtrykte det: 

»Det er Guds vilje, at I skal strande hos os«. En forunderlig 

oplevelse at møde vildt fremmede og med det 

samme kunne snakke som gamle venner om stort og 

småt. 

Dejlig søndag i Bujumbura 

Søndagen blev planlagt med gudstjeneste i deres nye 

bambuskirke, hvor jeg fi k lov til at prædike. Derefter 

holdt vi møde med de kirkeældste, som også er i ledelsen 

af den samlede Brødrekirke i Burundi. De fortalte os 

kirkens korte historie. Det er et stort arbejde at holde 

sammen på knap 30.000 medlemmer, der er spredt over 

hele landet (Burundi er på størrelse med Jylland og har 

ca. 9 mill. indbyggere). Birthe og Kaj Bruun har sammen 

med Rachel og Charles Katale fra Kigoma gjort et stort 


22 

Børn og unge ved kirken i Uvira i Congo 

Foto: Erik Baun 

arbejde med afholdelse af seminarer for evangelister, 

men det har været vanskeligt at fi nde økonomiske midler 

til det opfølgende arbejde. 

Et kirkecenter i Bujumbura 

Kirkens ansigt udadtil er en vigtig sag i alle kulturelle 

sammenhænge - også i Burundi. Derfor arbejder man 

med planer for et kirkecenter - kirke, kontor, skole og klinik. 

Moravian Church er en registreret kirke og har god 

forbindelse til regeringen. Derfor har de fået lovning på 

en grund på en halv hektar i et nyt udstykningsområde 

i udkanten af byen ved en af indfaldsvejene til en pris 

af 25.000 USD, hvilket er 30 % af markedsprisen. Kirkesamfund, 

som vil andet end kun bygge kirker, bliver 

støttet af regeringen på denne måde. Bambuskirken ligger 

på en 300m 2 stor grund, som kostede 15.000 USD. 

Kirker af brændte mursten er opført i fem landsbyer på 

købte grunde. Endnu seks kirker er under opførelse efter 

et afbetalingsprincip. Der er én ordineret præst (fra 

Kigoma), men Edward er på andet år af tre i Mbeya for 

at få en bachelor i teologi. Clement, som tidligere har 

virket i et andet kirkesamfund, bliver ordineret næste 

år, så han kan døbe og holde nadver. 

Kun Erik kom til Congo 

Mandag bød på endnu en mulighed for samtaler, mens 

jeg ventede på at få et dansk nødpas fra den danske 

konsul. Han er dansker, og han har været i Burundi siden 

1986, men det var kun anden gang, at han lavede et 

nødpas. Da det var færdigt, skulle vi på Tanzanias ambassade 

for at få Mwaikoles papirer i orden. 

Tirsdag formiddag tog vi til Congos ambassade for at få 

visum. Det blev nægtet os pga. manglende offi ciel indbydelse 

fra Congo. I mellemtiden havde jeg fået pastor 

Mejas mobilnr., så han var informeret om situationen. 

Han havde lejet en lastbil, og en del af menigheden ventede 

ved grænsen. Vi tog igen til grænsen i håb om at 

komme over med det vi havde - men forgæves. 

Løsningen blev, at Erik (han havde visum) tog med dem 

for at hilse på menigheden i Uvira. Efter godt to timer 

kom han tilbage sammen med otte af kirkens ledere. Jeg 

havde bedt dem komme, så vi kunne drøfte forholdene 

for kirken i Kivu. Jeg ønskede et møde i den nærmeste 

by, men fi k at vide at der var forbud mod forsamlinger, 

da der søndag aften havde været en skudepisode, hvor 

41 blev dræbt. Vi kørte alle til Bujumbura, hvor vi fandt 

et sted til mødet. 

23 

Forældreløse børn 

Kirken i Kivu tæller godt 500 voksne medlemmer fordelt 

på otte menigheder. Ikke desto mindre har de et 

stort projekt i gang, hvor de forsørger 340 forældreløse 

børn, der er fordelt på medlemmerne. Kivu ligger i en 

krigszone, som først fi k tålelige vilkår for to år siden. 

Ovennævnte skudepisode vidner om, at det endnu ikke 

er helt forbi. Det var en samling røvere fra Kivu, som 

dræbte kunder på en restaurant i et røveriforsøg. 

Enestående kvindearbejde 

Formanden for kvinderne i kirken i Kivu fortalte udførligt 

om, hvordan alle kvinderne mødes en gang om ugen 

for at lave sæbe og sy tøj til salg for at skaff e skolepenge 

til de børn, som de tager sig af. Hvert barn skal betale 

6 USD om måneden i skolepenge. Jeg vil tage derop næste 

år for at se og opleve det. Det initiativ, de viser, og 

den opgave, de har påtaget sig, kræver opmærksomhed 

udefra. Det kunne blive et eksempel til efterfølgelse i 

andre menigheder - også i Tanzania, hvor antallet af forældreløse 

stiger støt. 

Et andet mål 

Vi nåede ikke rejsens mål, men nogle bånd blev knyttet 

mellem kirkerne i Burundi og Kivu. De havde ikke kendskab 

til hinanden, men Clement ringede først i oktober 

og fortalte, at han var kommet hjem efter en uges tur 

rundt til menighederne i Kivu sammen med Meja. 

Turen blev ikke, som vi havde planlagt, men set over 

skulderen bragte det os tættere på kirken i Burundi og 

Kivu, og det var jo egentlig ikke så ringe, så jeg tror Clement 

og Edward havde ret, da de sagde, at det var Guds 

vilje. 

Brødrekirkens bambuskirke i Bujumbura, Burundi 

Foto: Erik Baun

BØRNE - OG UNGDOMSARBEJDE 

I KIGOMA 

Det er lørdag morgen, klokken nærmer sig ni, og regnen 

siler ned. Jeg kigger ud og tænker, mon der kommer nogen 

til ungdomsarbejde i dag, når det er sådan et vejr. 

I regntiden er det ikke nemt at planlægge aktiviteter. 

For regner det meget, udebliver de fl este eller kommer, 

når regnen er ovre, selvom det måske var der, hvor mødet 

ville være slut. Denne lørdag er jeg nede ved kirken 

fl ere gange for at se, om der er nogen, der har vovet sig 

ud, men nej. Men så dukker to unge fyre op, Prosper og 

Jackson, som har trodset vejr og vind for at komme til 

ungdomsarbejde. 

En ærlig snak 

Denne formiddag får vi lejlighed til at snakke om, hvordan 

ungdomsgruppen kører, og hvordan vi kan lave forbedringer. 

De er meget ærlige, hvilket er til stor hjælp 

for mig. Der er mange usagte ting, som de fornemmer, 

men som jeg slet ikke opdager. F. eks. over en lang periode 

har vi holdt ungdomsgruppe lige uden for vores 

hegn. Der er en sti ikke langt derfra, som mange bruger, 

når de skal ned til markedet. For nogle af dem, som er 

med i gruppen, men som ikke har lyst til, at familie og 

venner skal have kendskab til det, betød det, at de ikke 

kom. Her på det sidste har stabiliteten i gruppen ikke 

været så stor, så det er godt at blive bevidstgjort om 

forhold, vi kan gøre noget ved, og som forhåbentlig kan 

gøre den mere stabil igen. 

Er det sandt? 

En lørdag formiddag, hvor vi evaluerede et foregående 

besøg i børneklubben, sagde jeg til ungdomsgruppen: 


Af Susanne Lauridsen missionær Kigoma 

24 

»Nogle gange i jeres undervisning af børnene hører jeg, 

at nogle af jer siger til de urolige børn: »Gud kan ikke 

lide dig, når du ikke sidder pænt«.« Jeg spurgte dem, om 

det var sandt ift. Bibelen eller ikke. Det mente de alle, 

det var, på nær Prosper. Det blev til megen snak frem og 

tilbage, og jeg havde svært at få dem til en forstå, at det 

ikke var Bibelens budskab. Prosper prøvede at forklare 

det, hvilket var bedre, da der så ikke var sproglige eller 

kulturelle barrierer. 

Jeg håber, at de unge en dag vil erkende, at det er 

synden Gud ikke kan lide, men at han elsker synderen. 

Et dilemma 

Prosper skiller sig ud fra de andre i gruppen. Han er meget 

trofast i de ting, som han går i gang med, og så er 

han ærlig. Hvis der er noget, han går og tumler med, så 

spørger han hellere end at vise en facade, som om alting 

er, som det skal være. Flere af de andre kan det være 

sværere at få en reel fornemmelse af, fordi de ikke altid 

er ærlige om tingenes tilstand. 

En dag sagde Prosper, at det nogle gange kunne være 

svært at tage ud i landsbyen og holde børnemøde, når 

jeg ikke kunne køre med dem. På sådan en dag kunne 

der nemt gå fem timer med turen. Tilslutningen af de 

unge, når de skal bruge lokale transportmidler, er ikke 

så stor. Derfor er der ikke så mange til at tage med og 

hjælpe til. At være to eller tre til at undervise 60 børn 

kan være en virkelig udfordring, især når de mindste er 

meget urolige. Jeg spurgte ham, om vi helt skulle lade 

være med at tage derud, når jeg ikke kunne køre med 

dem. Hertil svarede han nej og fortsatte: Vi kan jo ikke 

bare svigte børnene. 

På sygebesøg 

En søndag, hvor vi var ude i børneklubben i landsbyen 

Simbo, sagde en af de unge til mig, at et af børnene, der 

plejede at være med, lå hjemme pga. forbrændinger. 

Drengen, som hedder Jackson, er tre år gammel. Han 

havde leget ved bålet, og han var faldet ind i ilden, og 

en 1/6 af kroppen var blevet voldsom forbrændt. Det 

sker desværre for rigtig mange børn. I den efterfølgende 

uge var jeg sammen med en sygeplejerske ude at se 

til ham et par gange. Hans mor var god til at tage sig af 

ham, og med god vejledning er såret helet, og en glad 

Jackson løber atter rundt og leger. Moderen var meget 

Søndagsskolebørnene stiller meget gerne op til fotografering 

25 

taknemmelig for hjælpen og gav mig en klase bananer. 

Det er ikke så nemt at tage imod en gave fra mennesker, 

der i forvejen ikke har så meget, men hun havde brug for 

at vise sin taknemmelighed. 

Ny børneklub, men kun søndag! 

Ungdomsgruppen har ønsket, at vi starter endnu en 

børneklub. Det er i vores lokale kirke. Vores håb er, at 

vi kan få kontakt til nogle af de gadebørn, som strejfer 

rundt. En søndag midt i oktober var der 15 børn, hvoraf 

seks ikke plejer at komme. Tre af de nye børn kom igen 

om mandagen og var klar til at have børneklub igen, så 

mens vores volontører, Mette og Merethe ventede på, at 

ungdomsgruppen dukkede op til engelskundervisning, 

blev det til lidt leg med de tre børn. 


ET DILEMMA: 14 KØER ER 

TRODS ALT 14 KØER! 

De hvide gummistøvler og den højpuldede hat gjorde 

det tydeligt for enhver, at han var af sukuma-stammen, 

og han kom selv med sin store datter til hospitalet i Sikonge. 

Det var der alt sammen ikke noget usædvanligt 

ved. Og at de nogen tid inden havde været på det regionale 

hovedsygehus oppe i Tabora, hvor man ikke havde 

stillet diagnosen, selv om pletterne var både mange og 

store, ja, det var heller ikke usædvanligt. 

Det usædvanlige var det dilemma, faderen stod i, da 

de fi k oplyst den rigtige diagnose: spedalskhed. 

14 køer er trods alt 14 køer! 

Den 14-årige pige var nemlig allerede blevet givet - eller 

i hvert fald lovet - bort som brud, og han havde for 

længst modtaget den aftalte pris: 14 køer. Prisen forekom 

mig i øvrigt høj, men pigen var stor og kraftig og så 

nok ud til at kunne tage godt fat i marken. 

Nå, men den kommende mands familie var nu ved at 

blive utålmodig, for de havde allerede været holdt hen 

en tid, og de var begyndt at tænke, om der var snyd med 

i spillet. Hvis diagnosen kom denne familie for øre, ville 

de muligvis forlange at handelen skulle gå tilbage, og 

det havde faderen ikke megen lyst til. 14 køer er trods 

alt 14 køer! At prøve at forklare familien kendsgerninger, 

såsom at spedalskhed kan helbredes og ikke er smittefarlig 

så snart, behandlingen er påbegyndt, ville næppe 

blive godtaget; det sociale stigma hvad angår spedalskhed 

er nemlig meget stort blandt sukumaerne. 

Hun forsvandt 

Den foreløbige løsning var, at pigen blev indlagt på 

leprosariet. Den kommende svigerfamilie ville uden 


Af Steen Møllgaard Andersen missionær Sikonge 

26 

problem forstå, at hun jo så midlertidigt havde lovligt 

forfald. Men man kunne jo ikke trække tiden hele det 

år, behandlingen varer, for så ville de trods alt begynde 

at undre sig og måske komme anstigende for at undersøge, 

hvad det hele i grunden var for noget. 

Kort efter starten af behandlingen kom der en såkaldt 

reaktion, med hævelse og brænden i pletterne, og det 

vakte naturligt nok en vis uro. Reaktioner ses ofte, og de 

klares som regel med kortison-tabletter. Således også 

denne gang, og det store smil kom atter frem. 

Nogen tid efter tog faderen hende hjem med medicin 

til et par måneder. På trods af regler og aftale var 

det kun ham selv, der kom tilbage efter en ny forsyning. 

Han fortalte, at pigen havde det godt, og at det var aftalt 

med den anden part, at pigen kunne være hjemme hos 

ham, til behandlingen var afsluttet. 

Og det var så det sidste, vi så og hørte til dem. Desværre. 

Sukumaerne er traditionelt nomader eller halvnomader, 

og de bor ofte inde i bushen langt borte fra 

alfarvej, og dermed fra politi og retsvæsen, og hvor det 

er svært eller umuligt at spore dem. 

Sukumaerne har tradition for tidlige giftermål for 

kvinderne, og for at have fl ere koner. Og man kan have 

så mange som pengene - og køerne - rækker til. Jeg 

oplever tit, at sukuma-kvinder, der fi nder vej til min 

Foto: Martin Kristensen 

konsultation på sygehuset, kun taler lidt eller slet intet 

swahili. 

Det er forbudt! 

Ægteskab for personer under 18 år er for øvrigt forbudt 

efter tanzaniansk lov; men det kniber med håndhævelsen. 

Dog greb politiet for nylig ind ved et bryllup, man 

havde forsøgt at holde i hemmelighed, i den berygtede 

bydel Usega lige over for Kidugalo, men pigen gik også 

stadig i skole. 

Nødvendig indlæggelse 

En anden sukuma, en granvoksen yngre mand kom sammen 

med sin svoger, og angiveligt havde han hverken opsøgt 

klinik eller hospital før. Diagnosen stod klart i samme 

øjeblik han trådte over tærskelen, men jeg undersøgte 

selvfølgelig fra top til tå og overbragte derefter diagnosen 

langsomt og skånsomt. De lod ganske forundrede. 

Det tog en del overtalelse fra min side, før han gik 

med til at blive indlagt på leprosariet. Nye tilfælde bliver 

behandlet hjemme, men her var der komplikationer 

såsom problemer med at lukke øjnene. 

Igen: Stigma! 

De havde spillet godt, for ved et tilfælde fandt vi ud af, 

at de kort inden havde været på spedalskhedshospitalet 

i Kolandoto 300 km nordpå. Her var diagnosen oplyst, 

og de havde fået besked om at henvende sig i Sikonge, 

som de hører under. 

Når de havde gjort sig den umage at tage helt der op, 

var det naturligvis for at undgå at nogen lokal skulle se 

dem her og få nys om diagnosen. Igen: Stigma! Ved udskrivelsen 

kunne vi heller ikke på nogen måde få ham til 

at oplyse nøjagtigt, hvor han bor. Han skulle ikke nyde 

noget af, at vi pludselig kom anstigende, hvilket vi i øvrigt 

aldrig gør. 

Medicinmanden er første valg 

Inden han tog til Kolandoto, havde han opsøgt forskellige 

medicinmænd, og der var blandt andet blevet slagtet 

5 høns i ritualerne. At disse traditional healers er første 

valg, når der er problemer med helbredet, er uhyre almindeligt. 

Vi ser ofte, at patienter i poliklinikken har ar 

efter masser af små ridser på rad og række i huden over 

det sted, det er galt med, for eksempel mave eller knæ. 

Der er altid noget nyt at lære og forundres over, når 

man lever i en anden kultur. 

27 

Foto: Martin Kristensen

NÅR ET NYT PROJEKT 

BLIVER TIL 

Hvorfor startes der nye projekter som f.eks. børnehjem, 

skoler, sygehuse, bibelskoler og nu et landbrugsskoleprojekt? 

Som rød tråd i dem alle, kan vi sige, at der er et 

behov, en nød, som ikke er blevet mødt. 

Vi har set en nød i unge mennesker. Vi hører deres 

tanker om fremtiden, hvor mulighederne for mange af 

dem er meget begrænsede. For mange er troens liv blevet 

til bænkevarmeri søndag formiddag. Det er ikke blevet 

til et hverdagsliv, hvor det at følge Jesus gør en reel 

forskel i dagligdagen. 

Jesus bor i dig og mig, så når vi prøver at opbygge 

vores næste, bygger vi »kirker«, der står for evigt, hvilket 

man vel godt kan kalde et stærkt funderet byggeri. 

Sådanne ting har ført til tanker om, hvordan vi kan skabe 

håb om en anderledes fremtid, der trosmæssigt er 

stærkt funderet, men som også giver dem et økonomisk 

overskud til at komme videre. De ovenstående indtryk, 

og hvad jeg vil tilskrive Guds vidunderlige planlægning 

(og nok også fordi jeg er en 100 % bondeknold, der elsker 

at se ting spire og gro), førte til tanker om et projekt, 

hvor den økonomiske generator er landbrug. Det kunne 

såmænd have været noget helt andet, men for mig er det 

det, der giver mening at beskæftige sig med. 

Projektet er formet i tæt samarbejde med en lokal 

mand, Aron. Jeg er taknemlig for, at jeg ved et tilfælde 

mødte ham i en landsby for et år siden. Eller var det tilfældigt? 

Han har været en kæmpe opmuntring for mig i 


Af Just Lauridsen missionær Kigoma 

28 

På markarbejde på landbrugsprojektets jord 

Foto: Just Lauridsen 

dette arbejde. Han giver sig selv til dette arbejde uden 

at kræve betaling. Han har en landbrugsfaglig uddannelse 

og har stor erfaring og viden at bidrage med. 

Landbruget er et område, der har stort potentiale. Det 

er en absolut nødvendighed, at der sker en udvikling, da 

der er mangel på fødevarer. Ikke kun pga. sultkatastrofen 

på Afrikas Horn, men fordi befolkningstilvæksten eksploderer. 

Derudover er der et enormt behov for beskæftigelse, 

da der i Kigoma regionen ikke er meget industri. 

Området er mange steder velegnet til landbrugsdrift. 

Ideen er at lave en skole, der giver en uddannelse, der 

sætter eleven i stand til at forsørge sin familie ved landbrug. 

Det er vort håb og vision, at det bliver en oplæring 

efter Jesu egen metode, hvor han levede med disciplene 

i de daglige udfordringer. Det håber vi også at kunne 

overføre til dette projekt - at kunne møde hverdagens 

åndelige og fysiske udfordringer sammen, for derefter 

også i fællesskab at opleve frugten fra et sådan liv. 

Det vil blive en to-årig uddannelse efter det grundlæggende 

princip, at man høster, som man sår. Eleven vil 

i disse to år dyrke et stykke jord, hvoraf han betaler sin 

Såning med håndkraft på landbrugsprojektets jord 

29 

uddannelse, men det skal også give ham et overskud, der 

vil sætte ham i stand til at føre sin uddannelse ud i virkeligheden. 

Derfor vil vi gøre forholdene på skolen enkle 

og dermed tæt op af det, der møder eleverne bagefter. 

Vi vil gerne på sigt bygge skolens drift på et sundt økonomisk 

fundament. Så den om nogle år bliver drevet for 

det, som landbruget genererer. Det er ikke nogen kunst 

at drive skolen med midler, der kontinuerligt bliver skudt 

ind udefra, men det er nødvendigt med midler udefra for 

at etablere landbrugsskolen. Når vi kan drive skolen ud 

fra landbruget, beviser vi en vigtig pointe for eleverne; 

at det kan lade sig gøre at få et liv fra landbrug. 

Hvornår går vi i gang? Vi er begyndt! Vi opdyrkede i 

foråret 16 hektar jord, som vi sidst i oktober gik i gang 

med at så til. Hovedafgrøden er majs, der kan sælges videre 

som såsæd. Det er en stor investering at begynde 

med denne type majs, men det er en afgrøde, der ved 

salg giver mere end det dobbelte i forhold til almindelig 

majs. Det er Aron, der har sørget for, at vi har fået 

en kontrakt på at producere såsæd. Vi håber, at vi kan 

optage de første elever til sommer næste år. 


Af Betina Fredensborg Hoff mann Projekt- og infosekretær, BDM 

Det er dejligt, når der er mulighed for, at fortælle om 

den store forskel BDM gør. BDM har mange positive beretninger 

om mennesker, for hvem mødet med BDMs arbejde 

har været afgørende. Mennesker kommer til tro, 

menigheder får kirker at mødes i, gadebørn får et hjem 

og meget mere, kan vi berette om, hvis vi bliver givet 

muligheden for det. Vi vil så gerne fortælle, så gør brug 

af talerlisten, så vi kan møde jer, og I kan høre de gode 

beretninger. 

En opfordring til dig! 

Et stort ønske for BDM er, at fl ere kommer til at kende 

vores mission. Ønsket er nok stort, men nem at opfylde. 

Derfor vil jeg opfordre dig til, at give dette blad til din 

nabo eller ven, når du selv er færdig med at læse det. 

Møder du nogen, der gerne vil have bladet sendt, kan 

tilmelding ske ved at henvende sig til sekretariatet. 

Tak for gaver 

BDMs mission fi nansieres hovedsagligt af frivillige gaver, 

BDM er taknemmelig for hver en gave, der bliver 

givet, og gør sit bedste for, at forvalte pengene på en 

måde, så de kan være til størst mulig gavn i missionen. 

Gør det nemt 

Du kan vælge, at indbetale dine penge med betalingsservice, 

netbank eller online. Uanset hvad du vælger 

sparer du porto, og BDM sparer tid til administration. 

Betalingsservice kræver, at du henvender dig til BDMs 

sekretariat, så sørger vi for tilmelding efter aftale med 

dig. 


MODTAG OG GIV 

30 

Har du adgang til netbank, kan du selv oprette en fast 

aftale. Aftalen skal oprettes med BDMs kontonummer 

9743 4672131928. 

På www.bdm-dk.dk kan du med dine dankortoplysninger 

overføre penge til BDM. Hvis du klikker på det lille 

dankortlogo, bliver du ført videre til en betalingsside, 

hvor du nemt kan give en gave. 

Gavebrev 

Den store fordel med et gavebrev er, at det giver rytme 

og faste rammer i ens givertjeneste, og BDM har større 

mulighed for at budgettere, hvad der er til rådighed til 

mission, så planlægningen kan udføres med omhu. 

Skat 

BDM er berettiget til at modtage skattefrie gaver. I 2012 

kan alle gaver op til et årligt beløb på kr. 14.500 trækkes 

fra i skat. BDM sørger for indberetningen, hvis du 

oplyser dit CPR-nummer. 

TAK 

Tak for forbøn, engagement og for alle gaver, der bliver 

givet til BDMs arbejde. Vi har fortsat et stort behov for, 

at modtage og bede om gaver. Tak fordi I vil støtte BDM. 

Foto: Martin Kristensen 

Ved at tegne et gavebrev 

kan du opnå yderligere 

skattefradrag. Et gavebrev 

(ligningsloven § 12) er en 

måde at give en gave på, 

hvor du forpligter dig til at 

give i mindst 10 år. Beløbet 

kan fratrækkes fuldt ud. 

Du kan tegne gavebreve 

til forskellige organisationer, 

men hvis gavebeløbet 

samlet overstiger 15.000 

kr., kan du dog maksimalt 

få fradrag for 15 % af din 

bruttoindkomst. 

Gavebreve er en stor 

hjælp for Brødremenighedens 

Danske Mission, fordi 

vi kan regne med dem som 

faste indtægter. 

Du er meget velkommen 

til at kontakte Brødremenighedens 

Danske Mission 

og få en snak om mission 

og gavebreve. Kontakt os 

på tlf. 74 56 22 33. 

✁ 


Nørregade 14 • 6070 Christiansfeld 

Telefon: 7456 2233 

Email: bdm@dmr.org • www.bdm-dk.dk 

Navn: Cpr. nr. 

Adresse: 

Postnr.: By: 

Telefon: Email 

Jeg forpligter mig til at give Brødremenighedens Danske Mission et årligt beløb: 

i mindst 10 år - højst så længe jeg lever eller for livstid 

Første gang i år 

1) Bidraget beregnes som___ % af min årlige skattepligtige indkomst ___ eller 

brutto indkomst___. Beløbet beregnes af sidste års indkomst, hvis ikke andet 

aftales. 

Jeg giver hvert år Brødremenighedens Danske Mission de nødvendige oplysninger 

om størrelsen på min indkomst. 

eller: 

2) Bidraget skal være på et fast årligt beløb på kr. 

Jeg ønsker at beløbet trækkes over Betalingsservice hvert kvartal 

Reg.nr: Kontonr: 

Pengeinst. navn 

Jeg ønsker at få tilsendt girokort til indbetaling, antal pr. år 

Jeg ønsker selv at foretage indbetalingen 

Dato Underskrift 

GAVEBREV 

BDM 

BRØDREMENIGHEDENS 

DANSKE MISSION 

Gavemodtagers underskrift 

(udfyldes af Brødremenighedens Danske Mission) 

Blanketten udfyldes og indsendes til: 

Brødremenighedens Danske Mission, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld 

31

Navn: 

Adresse: 

CPR-nr. 


Nørregade 14 • 6070 Christiansfeld 

Telefon: 7456 2233 

Email: bdm@dmr.org • www.bdm-dk.dk 

Postnr.: By: 

Telefon: Email 

Bankkonto: Reg.nr.: 

BETALINGSSERVICE 

Kontonr.: 

Dato: Underskrift: 

BDM 


DANSKE MISSION 

Beløb: Jeg ønsker at give 

Sæt kryds: 

kr. (Mindst 200 kr. pr. gang pga gebyr.) 

1 gang årligt 4 gange årligt 

6 gange årligt 12 gange årligt 

første gang i (måned og år) 

Gaven er at betragte som (sæt kryds) 


almindelig gave 

gavebrevsindbetaling 

evt. projekt (skriv navn) 

CVR-nr. 67 10 54 19 • Danske Bank 9743-4672131928 • Giro 400-6666 

32 

✁ 

Gør dig selv og Brødremenighedens 

Danske Mission 

(BDM) en tjeneste og 

tilmeld dig en fastgiverordning 

ved hjælp af Betalingsservice. 

Det er nemt 

for dig at give gaver til BDM 

på den måde, og når du bruger 

Betalingsservice, giver 

du BDM en ekstra gave, da 

vi sparer megen tid til administration. 

Flere og fl ere bruger Betalingsservice, 

og det er vi 

glade for, da vi så ved, hvad 

der kommer af gaver hver 

måned. 

En fastgiverordning med 

Betalingsservice er ikke en 

juridisk bindende aftale. 

Den kan til enhver tid ændres 

eller opsiges, men 

brug af Betalingsservice er 

en god måde at få orden i 

sin givertjeneste på. 

Udfyld blanketten her 

ved siden af og send den 

til Brødremenighedens 

Danske Mission, Nørregade 

14, 6070 Christiansfeld. 

Hvis du har brug for at tale 

om brugen af Betalingsservice, 

så ring til BDM på 

74 56 22 33. 

ØKONOMISØJLEN 2011 

INDTÆGTER 

3.940.444 kr. 

PR. 9.11.2011 

BUDGET 

5.170.000 kr. 

UDGIFTER 

4.462.048 kr. 

5.2 

mio. kr. mio. kr. 

5.2 

5.0 

4.0 

3.0 

2.0 

1.0 

5.0 

4.0 

3.0 

2.0 

1.0

HUSANDAGTSKALENDER 

2012 

Husandagtskalenderen 2012 er med sine 366 splinter 

nye andagter klar til at være den daglige følgesvend i 

2012. Andagterne er skrevet af en bred skare af teologer 

og lægfolk. 

Det er 89. årgang, og konceptet er som tidligere år: 

Et vers fra Det Gamle Testamente og et vers fra Det Ny 

Testamente, et andagtsstykke og et salmevers. Det er et 

godt og vel afprøvet ritual, hvor vi møder dagens ord og 

refl eksioner. 

Husandagtskalenderen er en afrivningskalender. Det 

er nemt at rive dagens andagt ud og tage den med i tasken 

på arbejde, på husbesøg eller måske for at læse 

dagens tekster igen. Det er også nemt at rive det nødvendige 

antal andagter ud og tage dem med på ferie. 

Pris: 149,95 kr. 

Købes hos: Lohses Forlag. Tlf. 75 93 44 55 


Af Erik Baun Generalsekretær BDM 

34 

GUDS ORD TIL HVER DAG 

- LØSENSBOGEN 2012. 

Løsensbogen er en fi ks lille bog, som er nem at have 

med i tasken eller lommen. Gud ord til hver dag - Løsensbogen 

er en hjælp til at få Guds ord ind i hverdagen. 

Til hver dag i året er der et vers fra Det Gamle Testamente 

(løsensordet) og et vers fra Det ny Testamente 

(læreteksten) samt et vers fra Den Danske Salmebog. 

To vers fra Bibelen pr. dag er ikke meget, men for 

mange er det den gode begyndelse på dagen. Det er 

godt, at der til hver dag er henvist til et afsnit fra Bibelen. 

Det er en bibellæseplan, der fører igennem Det Ny 

Testamente på fi re år og Det Gamle Testamente på otte 

år. 

Siden 1731 har bibelordene i Løsensbogen forbundet 

mennesker fra forskellige kulturelle baggrunde og kirkeretninger. 

De bliver nu læst hver dag på ca. 50 sprog 

over hele verden. 

Pris: 99,95 kr. 

Købes hos: Lohses Forlag. Tlf. 75 93 44 55 

MISSIONÆRADRESSER: 

Sikonge 

Lisbeth og Steen Møllgaard Andersen 

Moravian Church 

P.O. Box 37, Sikonge 

Tabora Region 

Tanzania 

Kigoma 

Susanne og Just Lauridsen 

Børn: Thea, Esther, Anna 

Moravian Church 

P.O. Box 1267 

Kigoma 

Tanzania 

susogjust@gmail.com 

MØDER 


17.01 14:30 Møde i Gram 

18.01 12:00 Vinterstævne i IM Østerhimmerland 

19.01 19:30 Korning IM 

24.01 19.30 Finderup IM 

27.01 16.30 Løsning Børneklub 

31.01 19.30 Hellevad IM 

01.02 19.00 Slagelse IM 

02.02 19.00 Helsingør IM 

03.02 14.00 LMF Slagelse 

03.02 19.30 Ugerløse IM 

STØT BDM 

Giv gaver via BDMs hjemmeside www.bdm-dk.dk 

NYHEDSBREV 

Modtag BDM´s nyhedsbrev på email, 

tilmelding på www.bdm-dk.dk 

Kipili og Sumbawanga 


Kipili Boatmission 

P.O. Box 378 

Sumbawanga 

Tanzania 

Knudsen@sfw.dk 

Volontører har samme adresse, som den missionær de 

er hos. 

BDMs bestyrelse og sekretariat 

ønsker alle bladmod tagere og 

venner en Glædelig Jul! 

Aftal et møde med: 

Generalsekretær Erik Baun 

eb@dmr.org el. 74562233 

Projekt- og infosekretær Betina Fredensborg 

Hoff mann bfh@dmr.org el. 74562233 

Tidl. missionær Ingrid Markussen, Christiansfeld, 

74560308 el. mobil 61719825

Afsender: Franzen Portoservice 

Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup 

Brødremenighedens 

adventsstjerne 

Papirstjerner: 

Diameter 60 cm. Fås i gul, hvid eller gul/rød 

Pris: kr. 239,95 

Diameter 40 cm. Fås i gul og hvid 

Pris: kr. 219,95 

Plastikstjerner: 

Diameter 13 cm. Fås i gul og hvid 

Pris: kr. 119,95 

Plastikstjerne til udendørs brug: 

Diameter 68 cm. Fås i hvid 

Pris: kr. 449,95 

Kan købes hos BDM: Tlf. 7456 2233 

Udgiveradresseret 

Maskinel magasinpost 

ID-nr. 42388 

BDM 


DANSKE MISSION

nr. 10/2011 - Brødremenighedens Danske Mission

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?