1/2012 - Katolsk dialog & information

7. årgang, nr. 1, 2012
Rejected
af Niels Engelbrecht
Kvinders kamp for synlighed,
ligeret og ligeværd
af Eva Nordentoft
Teilhard de Chardin
af Eva Nordentoft
Kirken og den moderne verden
af Olaf Pedersen

Rejected
Svar på Indlæg om ”Kirke og jura” i Katolsk Dialog nr.3, 2011
I Katolsk Dialog 2011 nr.3 bringes et
indlæg af Niels la Cour om ”Den katolske
kirkes beredskab over for seksuelle
overgreb mod børn og unge”.
Forfatteren peger på forskellige
fremgangsmåder, der er foreskrevet
i beredskabsplanen, som han mener,
vil kunne ødelægge politiets efterforskning
i en given sag.
Uden at gå ind på de enkelte
punkter skal jeg blot gøre opmærksom
på, at beredskabsplanen er blevet
sendt til orientering til Socialministeriet,
Justitsministeriet og til Københavns
Politi. De to førstnævnte
2
instanser havde ingen kommentarer,
mens Københavns Politi ønskede
nogle ændringer i planens bilag om
hjælp til ofre for overgreb, men ingen
kommentarer havde til selve
indholdet i planen. Man må vel deraf
kunne slutte, at politiet ikke nærer de
samme betænkeligheder som Niels la
Cour.
Niels Engelbrecht
Sagsbehandler

Kvinders kamp for synlighed,
ligeret og ligeværd
i den Romersk Katolske Kirke i nittenhundredhalvfjerdserne og ind
i 2000 tallet
Eva Nordentoft
Tysk statsborger – Barn
under krigen
Jeg er født 1932 i Frankfurt am Main
i Tyskland. Min far var professor i
filosofi ved Frankfurts universitet,
min mor hjemmegående hustru (dog
efter denne tids standard for en professorhusholdning
med en barnepige
og en tjenestepige i husholdningen og
en far som var storkøbmand). Mine
forældre var begge to født ind i en
katolsk familie; de lod mig døbe ind
i den katolske kirke ikke af religiøse
grunde, men for at give mig hele
den historiske baggrund og kulturen
af den kristne verdenskirke. Fra
min wiener farmor og farfar og min
frankfurter mormor og morfar i storborgerlige
hjem til vores moderne tid
med to verdenskrige og opbrud ind i
den moderne verden, var der sandelig
opbrud mellem generationerne. Og
opbruddet skete to gange: efter første
verdenskrig og efter anden verdenskrig.
Min mormor måtte ikke gifte sig
med den mand hun elskede - han var
protestant og hendes familie godt
katolsk. Men hun græd da han døde!
Hun var en flot kvinde, som gik arm
i arm med sin mand om søndagen til
kirke med sølvmønten til ”klingelbeutelen”
allerede parat i hånden.
Wiener bedsteforældrene var af en
anden støbning. Ikke så velhavende,
faderen var bogtrykker, men man gik
3

lettere gennem livet. Som pige måtte
jeg ikke fløjte - ellers græder Jomfru
Maria; i sommerferien blev der købt
ind, parfume og fine små kjoler til
små piger; der blev fortalt pikante
historier og leet en let latter blandt
de voksne; man gik på pilgrimsfærd,
først til kirke så til værtshuset, fordi
det var ”eine hetz” - bare sjovt.
Mine forældre forlod den katolske
kirke i trediverne pga. det moralske
snæversyn i hierarkiet og fordi mange
af kirkens mænd kollaborerede i begyndelsen
med det tredje rige og dens
livsanskuelse. Min far har dog indtil
4
sin død beskæftiget sig med ordlyden
af FadeVor i den græske urtekst og
læst påskeevangeliet for sin familie
hver påske. Holdningsmæssig beskæftigede
han sig med Erasmus af
Rotterdam og Goethe. Fra 1935 var
han som filolog og filosof ansat ved
Nietzschearkivet i Weimar. Han forlod
arkivet i 1938 pga. uoverensstemmelser
med Nietzsches Søster, Frau
Förster Nietzsche, og Hitlerregimets
livsanskuelse. 1939 blev mine forældre
skilt og samtidig brød krigen ud.
Mittenwald: 1939 flyttede min
mor med mig og min bror til Mitten-

wald, den sidste lille tyske by inden
grænsen til Østrig. Grund: skilsmissen
fra min far og krigens begyndelse
– hun troede vi ville vende tilbage til
Frankfurt efter et halvt år. Det skete
aldrig mere. Livet i Mittenwald blev
for os et Kultursammenstød med
en enhedskultur af katolsk bayrisk
herkomst og dybe rødder i Bayerns
historie. Vi var de fremmede, fik
klø i skolen og måtte gerne sulte, da
madleveringerne blev knap – og kun
de indfødte havde nok til dagliglivet
med de små landbrug, som var
familielandbrug og ikke mere. Bombeflygtningene
fra München blev i
folkemund kaldt sigøjner, og flygtningene
fra resten af Tyskland var
bare de fremmede. I dag lever man i
Mittenwald af Turismen i de smukke
alper og det konfessionelle billede efter
ankomsten af de mange flygtninge
fra Østpreussen er 50% katolikker
og 50% protestanter. Jeg blev firmet
(konfirmeret) af Münchens kardinal
Michael Faulhaber.
I mine gemmer ligger der et brev
fra min mormor fra 1942 til mig,
hvor hun skriver om bombenætterne
over Frankfurt: ”To timer tordnede
og knaldede bombeindslagene. Den
halve by er brændt ned. En ild som
vi aldrig har set det før....Lyset gik
ud. Intet gas, intet vand. I dagevis.
Det var Guds straffedom. Desværre
døde mange uskyldige børn og hele
familier. I et sygehus 90 børn og tyve
søstre.” Ingen telefon virkede mere,
der fandtes kun en avis, partiets, kun
en radiosender partiets. Vi vidste i
1945/46 ikke om mine bedsteforældre
havde overlevet krigen. Jeg var 13 år
da krigen sluttede.
1945/46 blev for alvor sultens år i
Bayern. Bayern som alpeland bestod
af små familielandbrug, lige en til to
køer, nogle høns og nogle kartofler.
Under krigen spilledes næsten hver
uge mindst én gang ved ”kriegerdenkmal”
foran kirken ”Ich hat einen
Kameraden” med blæserorkestret.
Det betød igen at en mand, en søn, en
ægtefælle eller far var faldet i krigen.
Befolkningen var lukket og afvisende
overfor bombeflygtninge fra München
og i de sidste krigsår overfor
flygtningestrømmen fra ”Ostdeutschland”;
disse flygtninge kom ofte til
fods på flugt fra den fremrykkende
russiske hær. De nyankomne byttede
alt hvad der kunne undværes for mad.
Min lille brors løbehjul blev til to æg!
Forsyningerne af befolkningen med
5

mad og klædning var brudt sammen
og fra 1944 af var der hungersnød
blandt de ikke indfødte. I de sidste
aprildage i 1945 kunne man høre kanontorden:
”fjenden rykkede frem”.
Jeg kan tydelig huske at jeg som 13årig
tænkte: ”Hvis Hitler har ret, så er
dette her enden; hvis han løj så er det
straffen for det, Tyskland gjorde, og
det er også enden”. De tyske soldater
havde sidst i april 1945 forladt kasernen
og rygtet gik, at der var dåsemad
at hente. Min mor og jeg ilede til
kasernen – fik fat i nogle suppedåser
og nogle tørrede bønner, de første
kanonindslag faldt og vi løb. Vi hentede
min lillebror og gemte os oppe i
bjergene. Det var Amerikanerne som
nåede frem; havde det være russerne
havde min mor talt om, at så skulle vi
sove – og jeg anede kun, hvad det ville
indebære. Amerikanerne reddede
os med mad til børnene, ofte lige en
kop suppe, senere skolebespisningen.
– Ingen måtte mødes på gaden mere
end to voksne sammen. Pfarrer Karl,
den gamle sognepræst, var gået Amerikanerne
i møde, fuldstændig ensom
på vejen med et hvid flag og bad for
sin by. Han døde af en hjernetumor i
1946 – ved begravelsen gav besættelsesmagten
menigheden lov til at følge
6
kisten to og to med maskingeværvagter
uden om. Man forstod dog hinandens
kultur og respekterede nogle
kulturelle samfundsregler – trods alt
– og der blev fred.
Efter krigen blev jeg student fra
pigegymnasiet i Garmisch-Partenkirchen
og fik et etårsstipendium af
”besættelsesmagten” til et studium
i USA, New York, College Mount
Saint Vincent. Som katolsk College
studerede der også sorte amerikanske
kvinder og kinesiske stipendiater –
det var i 1950 ikke en selvfølge på
alle universiteter, at der studerede og
boede ”mennesker med anden hudfarve”
og det blev på Mount Saint
Vincent understreget, at den katolske
kirke som verdenskirke ikke ville tolerere
racisme! Efter et års studium af
historie og filosofi vendte jeg tilbage
til Tyskland – skræmt fra vid og sans
af Koreakrigen og hvad den kunne
føre med sig – den tredje verdenskrig
anså vi som en absolut mulighed.
Tysk katolsk kvinde i Danmark
fra 1958
Lige før studentereksamen 1950 havde
jeg gjort bekendtskab med Søren
Kierkeaads ”Stadier på Livets Vej” og

allerede da valgte jeg at arbejde med
hans værker og lære dansk. Kommet
hjem fra USA studerede jeg hos prof.
dr. phil. Alois Dempf i München, og
hver sommer (1954-1957) ved det
Kongelige Bibliotek i København.
Der kunne jeg læse med Søren Kierkegaards
håndskrifter på mit skrivebord.
Min disputats beskæftigede sig
med emnet: ”Systemproblematikken
hos Søren Kierkegaard”, dvs. med
det, han havde hørt og skrevet ned i
de år, han besøgte Berlins universitet.
Jeg blev i 1957 færdig som dr.phil.
fra universitetet i München med hovedfag
filosofi og bifag psykologi.
Emnet for disputatsen var ”Søren Kierkegaard
og den tyske idealisme”.
Efter afslutningen af min disputats
flyttede jeg til Danmark og blev
gift med en dansk læge, Axel Munk
Nordentoft. Et år efter blev jeg dansk
statsborger og det var for mig altafgørende
at have samme statsborgerskab
som min familie – dette ønske grundede
i erfaringerne fra efterkrigstiden
med flygtningestrømme pga. landsforviste
familier. Jeg satte mig ind
i dansk litteratur, særlig Martin A.
Hansen og alle danske klassikere, og
jeg beskæftigede mig fagligt specielt
med dansk teologi og den politiske
side af socialetikken.
Da jeg kom til landet og havde
jeg i en artikel citeret min bog ”Christentum
und Christenheit” som jeg
havde udgivet i Tyskland og som
indeholdt en oversættelse af dele
fra Kierkegaards dagbøger til tysk;
dagbøgerne fandtes slet ikke på tysk
på dette tidspunkt. Som kritik af min
artikel skrev et medlem af tidehverv,
at økumeniker jo plejer at snyde sig
til udgivelser, der fandtes ingen Eva
Nordentoft som forfatter. Han havde
ikke set, at jeg havde giftet mig fra
navnet Schlechta til navnet Nordentoft.
Men jeg var jo også katolik og
7

kvinde – hvad skulle jeg blande mig
i en teologisk debat om Søren Kierkegaard!
Men med få tankevækkende
undtagelser har jeg generelt mødt stor
åbenhed, venlighed og personlig anerkendelse
i Danmark.
I 1968 flyttede vi til Aarhus, sidste
station efter ti flytninger. Vores mange
flytninger (blandt andet til Holstebro,
Bogense, Odense) skete på grund
af min mands lægelige karriere. Vi fik
6 børn. Efter vores start i København
valgte vi Holstebro som bosted, fordi
min mand kunne aftjene sin værnepligt
som læge hos dragonerne. Men
én af grundene til at valget faldt på
Holstebro var også, at Holstebro lå
langt væk fra hovedstaden; dengang
spillede angsten for en 3. verdenskrig
mellem øst og vest faktisk en rolle for
overvejelsen af fremtiden og valg af
bosted.
Katolsk kvinde i Danmark
Søren Kierkegaard har med sin kritik
af den borgerlige kirke og med sin lidenskab
for kristendommen gjort mig
til en bevidst katolik. Trods alt! At
være medlem af et kirkeligt mindretal
styrkede identitet, og medlemskab af
en verdenskirke og ikke en folkekirke
gav fylden og spydspidsen imod kir-
8
kelig nationalisme og selvtilfredshed.
Hverken Jesus eller Luther var jo
dansker.
Konkrete tiltag som katolsk
kvinde i Danmark – Odense
1962 - 1968.
Formanden for DKKF (Danmarks
Katolske Kvinde Forbund) i Odense,
Helena Hansen, kom på besøg - med
pelsstola og meget bevidst om kvinders
værd og stilling. Hun havde
erfaringer fra missions- og sygepleje-
arbejde i Afrika. Og i Odense var
også den vimse Agnete Emmering,
utrættelig undervejs med sociale
kirkelige gøremål og kvindesagens
anliggender. Deres ord til mig var:
”Du må træffe Tove”. Og jeg traf
Tove, grundlæggeren og første landsformand
(senere sagde vi forperson)
for de katolske kvinder i Danmark.
Hun skrev en lille skrap bog med
titlen ”Myten og Sandheden om
kvinden og kirken”. Tove kæmpede
for retfærdighed dvs også ligeret
kønnene imellem. Hun var socialt
venstreorienteret, ønskede teologisk
uddannelse også for kvinder og nedbrydning
af det hierarkiske system i
den katolske kirke. Hun vidste godt,
at det også ville være en kamp om

magten. H. L. Martensen (Katolsk
biskop i Danmark 1965-1995) sagde
i anledning af et folketingsvalg: ”Det
er godt at der også findes kristne til
venstre for socialdemokratiet, partierne
på højrefløjen har ikke patent
på kristeligheden.” Og Tove var
venstreorienteret også i det kirkelige
landskab – ”retfærdighed indebærer
ligeret” var hendes grundtese. Vi var
på barrikaderne i kirken i debatten
om prævention og familieplanlægning.
Vi kæmpede for at kvinder selv
skulle have og tage ansvar, så vi var
for fri abort men imod abort - valget
må være kvindens og ikke statens.
1997 var genetikeren Ursula Friedrich
og jeg i avisen med denne tese
og deltog i mange diskussioner. Efter
Tove Rasmussens død faldt hendes
økonomiske arv til arbejdet for de katolske
kvinder. Foreningen DKKF har
til i dag levet af denne arv, men nu
synes den at være brugt. Forfatterne
og journalisterne Lis Thorbjørnsen
og Ellen Nielsen hører til denne genration
kvinder. De bragte viden og
en forfriskende ånd ind i kampen for
kvinderne i den katolske kirke. Det
gælder også for kampen om kvindens
mulighed for det præstelige embede:
I Toves bog om sandhed og myte om
kirken og kvinderne bliver historien
gennemgået. I oldkirken affødte frygten
for gnostikerne frygten for kvinderne
i de tidlige menigheder. Middelalderen
gav kvinden mulighed for
frihed og uddannelse i klostrene. Det
nittende århundrede og mand-kvinde
problematikken i denne tid smittede
af på holdningen til kvinder i den katolske
kirke. Efter anden verdenskrig
og 68serne bragte Tove Rasmussen
debatten om et moderne kvindesyn
ind i de katolske kvinders rækker.
Som nævnt var debatten omkring
pave Poul VI. rundskrivelse HumanaeVitae,
som udkom 1968, meget
stormfuld og indebar vigtige temaer
angående kvinder. Paven var i sine
ord om familieplanlægning gået
imod sine lægelige rådgivere fra de
katolske universiteter. Abort- og præventions-
problematikken står stadig
til debat den dag i dag. Særlig var
og er det vigtigt overfor Vatikanets
ytringer om seksual-etiske spørgsmål
at understrege, at der er forskel mellem
prævention og abort. Selv hvis
man delte kirkens absolutte ja til livet
fra undfangelsen af – så er der ingen
liv som udslettes ved prævention.
Debatten er lige aktuelt i dag og desuden
knyttet til problematikken om
9

overbefolkningen og sult i nogle af
de ikke europæiske udviklingslande
... En meget rigorøs stillingtagen
imod abort ud fra et mere konservativ
kristent synspunkt forfægtede læge
dr. Niklasen og dr. West. Debatten er
i den katolske kirke ikke afsluttet den
dag i dag.
Simone Petersen, (gift med Olav
Petersen, professor i videnskabshistorien
og deltager i ”Spørg Aarhus”)
blev formand for de katolske kvinder
efter Tove Rasmussen. Simone var
kvinden i midten. Hun havde ikke de
skarpe kanter men hun vidste hvad
det gjaldt. Da hun lå for døden spurgte
hun ”Hvad sker der med mig”. Vi
kunne ikke svare på det, men vi delte
troen med hinanden.
Efterfølgeren som formand Ågot
Bohn deltog også stærkt i moderniseringsdebatten
i halvfjerdserne og
fremefter. Hun var den flittige redaktør
af det landsdækkende DKKF-blad
som hun skrev mange gode ledere
for.
Økumenisk og internationalt
arbejde
I firserne var jeg sammen med professor
i naturvidenskabernes historie
Olaf Pedersen leder af et forum in-
10
denfor den katolske kirke med navnet
”Katolsk Debat” som behandlede
netop kritiske og moderne spørgsmål
til den katolske kirke.
Fra 1978 – 1993 var jeg forperson
for Det Økumeniske Center i Aarhus,
som har som formål: ”Samfundsrelevant
debat og kirkelig fornyelse”.
Fra 1991 har jeg fulgt med i den
medicinsk-etiske debat (min mand
var bleven overlæge på radiumstationen
i Aarhus) og jeg har været leder
af en postgraduate studiekreds i ”Medicinsk
Etik” som hører ind under
Forum Teologi Naturvidenskab ved
Aarhus Universitet. I 2005 blev jeg
æresmedlem af Forum Teologi Naturvidenskab.
Jeg har holdt talrige foredrag
om ”Etik og Samfund”, teologiske
og medicinsk-etiske spørgsmål,
skrevet artikler og ledet konferencer.
Sideløbende har ”kvindespørgsmålet”
i relation til den katolske kirke altid
haft min særlige interesse.

Teilhard de Chardin
af Eva Nordentoft
Teilhard de Chardin er interessant i
sammenhæng med den kristne mystik,
fordi vi hos den franske jesuit og
palæontolog (forsker i jordens “oldtid”)
møder en positiv kristen fortolkning
af udviklingslæren, evolutionen.
Teilhard de Chardin fremstiller universets
gang som en stræben efter
fuldendelse og ikke som en gang mod
katastrofen. Teilhard de Chardin mener,
at Gud, skaberen af himmel og
jord, drager sin skabning til sig - Han
er ikke den ubevægelige tilskuer til
skabelsen, men er i Jesus Kristus det
skabtes alpha og omega. Guds vilje
skabte universet, og efter Guds vilje
skal det fuldendes i Ham.
Teilhard de Chardin tager Johannesevangeliets
ord alvorligt, hvor der
står om Guds Ord: “Alt blev til ved
ham, og uden ham blev intet til af
det, som er.” Skabelsens øjeblik d.v.s.
udviklingens start - er punktet alpha.
Mennesket er ikke skabelsens midt-
punkt, men så at sige udviklingens
opadstræbende akse (se skitse). På
denne akse ligger også inkarnationen:
“Gud blev menneske” i Jesus Kristus,
og den opstandne Kristus vil fuldende
udviklingen i punktet omega.
Munk og videnskabsmand
Teilhard de Chardin blev født den 1.
maj 1881 på et lille gods i nærheden
af Clermont Ferrand i Frankrig. Hans
11

far var interesseret i naturvidenskaberne,
hans mor var en grand niece
til Voltaire, og han var nummer fire
i en flok på elleve børn. Teilhard de
Chardin fik sin skoleuddannelse has
jesuitterne og indtrådte som 18-arig i
denne orden. Fra 1906-1908 underviste
Teilhard de Chardin i fysik på
jesuitterkollegiet i Kairo, og det var
hér, at han begyndte at interessere sig
for geologi og palæontologi. Under
første verdenskrig var han sygepasser
ved fronten og fik Æreslegionens
orden. I 1922 erhvervede han doktorgraden
i naturvidenskaberne ved
universitetet Sorbonne i Paris. I 1923
blev han sendt på en videnskabelig
mission til Kina, og anden verdenskrig
holdt ham fast i Peking. I 1946-
51 er han hos jesuitterne i Frankrig,
hvor han skrev sit berømteste værk
“Fænomenet Mennesket” samt mange
betydelige artikler i fagtidsskrifter,
men hans tanker var så “revolutionære”,
at ordenen forbød offentliggørelse.
Hans artikler cirkulerede
imidlertid i stensileret form, og efter
hans død blev hans værker frigivet og
trykt. I 1951-53 arbejdede Teilhard
de Chardin i Sydafrika med forskning
omkring “menneskehedens vugge”
og tilbragte derefter sine sidste leveår
i New York med forskning og forelæsninger
ved Wenner-Gren Stiftelsen,
hvor han fik gode arbejdsvilkår.
Han døde påskesøndag 1959.
Menneskets ansvar for udviklingen
“Ifølge alle hypoteser, og hvor ensomt
mennesket (i universet) end
kan forekomme, er det opstået ud af
en jordens almindelige famlen. Det
nedstammer i lige linie fra en livets
samlede indsats. Det er vor arts altovervældende
værdighed og aksiale
værdi” (fra “Fænomenet Menneske”
s. 167)
Dette citat viser, at Teilhard anser
mennesket som den gennemgående
mening i evolutionen. Og Teilhard,
uden at kende moderne medicinske
teknologiers muligheder, påpeger,
at man i en overskuelig fremtid vil
opnå biologiske muligheder for at
gøre bevidst, hvad livet hidtil gjorde
ubevidst. Det vil sige, at han antyder,
at mennesket kan tage ansvaret for en
del af udviklingen ind i fremtiden.
Men hvem siger, at denne først
ubevidste og så bevidste udvikling er
en opadstigende linie? Hvem siger, at
denne “optimistiske” udviklingstanke
er mere end ønsketænkning? Her
13

kommer vi til Teilhard de Chardins
egentlige kristne anskuelse af forløbet
og samtidig til det punkt, hvorved
hans kirkelige kritikere vi fæstne sig.
Teilhard de Chardin mener, at
Kristus, Han, i hvem alt er skabt
(den nicaenske trosbekendelse!) er
skabningens begyndelse og slutpunkt.
Efter en enorm specialisering
af åndelige kræfter vil der indtræde
en endelig “konvergens” - “kommunikation”-
i hvis slutøjeblik den
opstandne Kristus vil komme igen
...Han er garant for skabningen og
den, som drager hele skabningen til
sig. Skabningen falder på intet punkt
ud af Skaberens hænder; Gud er som
Skaber punkt A (alfa-begyndelsen) og
som Frelser punkt 0 (omega
- fuldendelsen). “Kristus har som universelt
livsprincip, fordi opstået som
menneske blandt mennesker, sat sig
i stand til - og er fra tidernes morgen
i færd med - at underlægge sig, lutre,
dirigere og besjæle den bevidsthedens
almindelige opstigning, som han har
taget plads i.” (“Fænomenet Menneske”
s. 261).
Bjerge og dybe dale
Teilhard de Chardin er ikke panteist;
han mener, Gud har et ansigt, at
14
Han er et Du. Men bliver Teilhard de
Chardin i sit positive tolkningssystem
ikke svar skyldig på spørgsmålet om,
hvor det ondes mulighed kommer fra
og hvad synd er? Teilhard de Chardin
svarer på spørgsmålet i “Fænomenet
Menneske” ved at sige, at det i materiens
område er tilfældet og i menneskets
område friheden, som rummer
det ondes mulighed. Og så uddyber
han i værket “Det guddommelige
Milieu” tankegangen ved at
sige: Når man har et mål, når man er
på en bjergvandring, så ved man selvfølgelig,
at der eksisterer afgrunde og
dybe dale, men så skal man tænke på
målet og ikke se ned i afgrunden - for
afgrunden gør svimmel og får os til at
snuble.
I vores tid har vi måske erfaret,
at nogle afgrunde skal man se ned i,
men ikke falde ned i. Katastrofens
mulighed skal erkendes og undgås,
for den kan ikke bare ignoreres. Den
økologiske debat er f.eks. sådant et
opgør med en mulig afgrund. Men
den positive side af Teilhard de Chardins
tankegang kan netop sige den
moderne tid noget. Hans tolkning
er en livsbekræftende holdning til
evolutionen; det er troen på, at udviklingen
er villet af Skaberen - at den

ikke gik i stå, da mennesket trådte ind
på scenen, og at den ikke har nået sit
højdepunkt endnu. Meningen er, at
ikke kun skabelsen men også frelsen
har sat sig spor i universet. Skabelsen
og Frelsen bør derfor ifølge Teilhard
de Chardin sætte sig spor i vores
opfattelse af naturerkendelse og tolkning
af udviklingen.
Litteratur:
Teilhard de Chardin - “Fænomenet
Menneske” - Jespersen og Pio - Kbh.
1960
Teilhard de Chardin - “Det guddommelige
Milieu” - Jespersen ag Pia -
Kbh. 1963
Efterskrift
Olaf Pedersen, professor i de eksakte
naturvidenskabers historie i Aarhus
(1922-1997) gjorde opmærksom
på, at evnen til at afdække sandhed
(ikke årsagssammenhænge men
antal relationer som må accepteres
som sande) findes. Denne evne til
at afdække sandhed uafhængigt af
metafysiske forudsætninger var, efter
Olaf Pedersens mening, et af de mest
bemærkelsesværdige træk ved naturerkendelsen
... Hvis det kan sættes i
forbindelse med troen på Kristus som
verdens “logos” (sml. Johannesevan-
geliet), vil konsekvensen være, at
teologiens kommende vekselvirkning
med naturvidenskaben vil bevæge sig
fra skabelsesteologien ind på kristologiens
område.”
(Præsteforeningens blad nr. 41, 1989,
“Vekselvirkning) mellem Naturvidenskab
og Teologi”).
15

Kirken og den moderne verden
Af Olaf Pedersen
Nedenstående foredrags sidste afsnit blev udgivet i bogen ”Alligevel katolik”,
Hovedland 2011. Med tilladelse af Olaf Pedersens datter bringer vi nu første og
andet afsnit af foredraget, som i sin tid blev skrevet på skrivemaskine (ikke på pc’en)
og i øvrigt før afslutningen af det Andet Vatikanerkoncil. Om forfatteren siges i
ovennævnte bog: ”Olaf Pedersen (døde i 1997), professor ved Aarhus Universitet i de
exakte naturvidenskabers historie.”
Forord
Det følgende er - i let omarbejdet
form - indholdet af et foredrag holdt
den 23. februar 1964 i Katolsk Forum
i Aarhus. Det drejer sig alene om et
forsøg på at give et bidrag til klargørelse
af en række problemer uden
nogen som helst forsøg på at løse
dem. De fremsatte synspunkter er
helt igennem af personlig art og står
for min egen regning og risiko. De
kan derfor ikke tillægges anden vægt
end den de har i sig selv. Dette gælder
også den fremsatte teori om det
"normale" forløb af en krisesituation
mellem kirken og verden, der blot må
betragtes som en mulig hypotese.
16
Indledning
Kirken og den moderen verden
er et stort og indviklet kompleks af
problemer, som ikke kan belyses fyldestgørende
inden for rammerne af
et kort foredrag. I det følgende vil vi
derfor ikke forsøge at give et overblik
over disse problemer, endsige løse
dem. Formålet er derimod at finde et
alment grundlag, på hvilket sådanne
spørgsmål kan drøftes med udbytte,
medens de konkrete tilfælde kun vil
blive berørt i forbigående, eller som
illustrerende eksempler. Foredraget
indeholder derfor følgende tre hovedafsnit:
1. En analyse af den moderen
verdens situation med påvisning af

nogle typiske træk, ved hvilke den
adskiller sig fra tidligere tider.
2. En påvisning af de krisesituationer,
der opstår for kirken, fordi
verden ikke længere er som før.
3. En skitsemæssigt udformet
teori om det "normale" forløb af
sådanne kriser i den hensigt at finde
frem til en rationel holdning over for
dem.
Det bemærkes, at begreberne "den
moderne verden" og "kirken" i det
følgende anvendes i deres ordrette
betydning. Den moderne verden er
simpelthen den kultur hvori vi lever
midt i den 20. århundrede, kristne
og ikke-kristne i teologisk forstand.
Kirken betyder på samme måde hele
kirken - gejstligheden, ordensfolk og
lægfolk tilsammen. Er der tale om en
enkelt af disse grupper, vil den blive
betegnet ved andre, mere indsnævrende
udtryk.
1. Afsnit:
Vi lever ikke længere i middelalderen
Når vi skal finde frem til nogle karakteristiske
træk ved nutidens verden,
er det rimeligt at begynde med at
sammenligne den med middelalderen.
Dette skyldes ikke blot, at det foregående
foredrag i denne serie sluttede
med en omtale af senmiddelalderens
religiøse liv. Det er også betinget af,
at middelalderen for os kristne indtager
en særlig stilling på i hvert fald to
måder.
a) For det første fik kirkens teologiske
sprog i vid udstrækning sin
udformning i middelalderen. De store
teologer i det 13. århundrede benyttede
sig af den aristoteliske filosofis
begreber under deres bestræbelser
på at formulere troens indhold på en
sådan måde, at det var forståeligt for
deres samtid.
Det er let at finde eksempler
herpå. Brødet og vinen siges i messen
at undergå en transsubstantiation,
hvorpå der sker en substantiel forvandling.
Hvert sakramente har sin
særlige form og sin særlige materie.
- Sjælen er legemets form. - Ægteskabet
har et primært og et sekundært
formål. - De troende siges i messen at
være delagtige i Kristi offer.
Alle de her fremhævede begreber
er filosofiske kunstudtryk, som
middelalderens teologer fandt det
bekvemt at benytte sig af, fordi de i
forvejen sagde folk noget. De er si-
17

den blevet stående inden for katolsk
teologi og benyttes stadig som nøgleord,
eftersom f.eks. Thomas Aquins
teologiske system endnu på mange
måder har en normgivende karakter
inden for den teologiske uddannelse.
b) For det andet er det uden
tvivl sådan, at middelalderen endnu i
manges øjne står som en salgs glansperiode
- en tid hvor troen var levende
i alle, hvor der herskede harmoni
mellem teologien og videnskaben, og
hvor kirken havde magt i samfundet.
Man skal ikke kende meget til de
faktiske forhold i middelalderen for
at vide, at denne romantiserede opfattelse
er falsk. Ikke desto mindre er
det et faktum, at den er meget udbredt
både blandt katolikker og andre. Den
megen tale om "sekulariseringen" er
jo for en stor del blot en umiddelbar
og ukritisk beklagelse af, at forholdene
ikke længere er som i middelalderen.
Sagen er imidlertid, at vi ikke længere
lever i middelalderen. Hvad enten
vi synes om det eller ej, er verden
på mange punkter blevet anderledes,
og vi skal nu prøve på at præcisere
nogle af de mere væsentlige træk,
der skiller den moderne verden fra
den der gik under i renæssance og
18
reformation. I parentes bemærket er
det her kun muligt at påpege disse
forandringer, medens det vil føre for
vidt at prøve at finde frem til deres
årsager. Vi vil her samle os om fire
iøjnefaldende træk.
a) Vor viden er vokset
Siden middelalderen er menneskehedens
viden forøget på snart sagt alle
punkter takket være videnskabens
stadige arbejde på bedre at beskrive
og forstå verden omkring os. Dette
kan der let nævens eksempler på.
For det første er vort verdensbillede
udvidet og ændret afgørende.
Universet er ikke længere en lille
kugle med den faste jord i midten,
og Guds og de saliges boliger yderst

ude på loftet oven over fiksstjernerne.
Jorden er blevet en ubetydelig klode,
der blot ledsager solen på dens vej
gennem et stort set tomt verdensrum,
hvis grænser endnu ingen har kunnet
påvise. Indførelsen af det kopernikanske
system var blot det første skridt
på vejen mod dette udvidede verdensbillede.
For det andet er der sket en tilsvarende
forøgelse af vort kendskab til
universets mindste detaljer. Vi lever i
dag i en mikroverden, hvis eksistens
middelalderen ingen anelse havde
om.
Stoffet er ikke længere en simpel
forening af de fire elementer ild, luft,
vand og jord, men opløst i molekyler
og atomer, der atter er sammensat af
ufatteligt små elementarpartikler.
Anatomien kender ikke blot legemets
synlige organer, men også de
milliarder af mikroskopiske celler,
hvoraf de er opbyggede.
Medicinen har i bakterier og virus
fundet årsager til de fleste af vore
sygdomme.
Arvelighedsforskningen har afsløret
de kromosomer og gener, der
bærer de arvelige anlæg fra den ene
generation til den næste.
For det tredje er tiden kommet ind
i vor verdensopfattelse på en helt ny
måde. Ikke blot udforskes menneskehedens
historie stadig mere, men
vi forstår også i stadig højere grad os
selv som led i en historisk proces.
Gennem udviklingslæren har
selve livets historie fået en form, og
vi er vågnet til bevidsthed om det
fundamentale slægtskab mellem alt
levende, således at mennesker fremtræder
som det "sidste" led i en kæde,
der for millioner af år begyndte som
primitive, encellede organismer.
Den historiske geologi har på
samme måde afsløret jordens udviklingshistorie
for os og dermed givet
os den tidsskala hvori den biologiske
udvikling må indpasses.
Endelig er selve universets oprindelse
og udvikling i tiden blevet
et problem, der omsider begynder at
blive genstand for videnskabelig udforskning.
For det fjerde har en række nye
videnskaber afsløret nye sider af vor
eksistens som mennesker, og som
menneskelige personer.
Neurofysiologien begynder at
løfte sløret for hjernen og sansernes
virksomhed og stiller dermed den
menneskeligt bevidsthed i et nyt lys,
der ophæver tidligere tiders alt for
19

håndfaste skel mellem sjæl og legeme.
Psykologien er blevet eksperimentel
og har derigennem fået langt
fastere grund under fødderne. Psykoanalysen
har afsløret sider af vort indre
liv, som vi ikke kendte, og påvist
seksualitetens fundamentale karakter.
Der er intet der tyder på, at denne
almindelige forøgelse af vor viden vil
standse foreløbig. Den megen tale om
"videnskabens begrænsning" betyder
ikke, at vi efterhånden får mindre at
vide, tværtimod - hovedparten af det
vi ved i dag, stod ikke at læse noget
sted da vi var børn. Den videnskabelige
erkendelse ophober sikkert og
støt sine resultater, der lige så sikkert
forvandles fra at være sensationelle
nyheder til at blive trivielle bestanddele
af vor dagligdags begrebsverden
eller sunde fornuft. Tilmed ser det
ud til, at tempoet i denne udvikling
for øjeblikket er voksende. Noget
talmæssigt mål for den har man
ikke, men det ser ud til at antallet af
videnskabsmænd gennem det sidste
par århundreder er fordoblet ca. hvert
tiende år, hvilket også kan udtrykkes
sådan, at 90 procent af alle videnskabsmænd
endnu lever.
20
b) Vor viden er mere udbredt
Vor viden er imidlertid ikke blot vokset
i omfang og dybde - den er også
trængt ud til stadig videre kredse i et
omfang, som middelalderen ikke tilnærmelsesvis
kunne opvise magen til.
For det første er folkeoplysningens
princip blevet almindelig anerkendt.
I middelalderen fik kun et lille
antal præster, læger og jurister, og enkelte
fyrstesønner en teoretisk uddannelse
på skoler og universiteter, og
kun få af håndens arbejdere indviedes
i den tekniske traditions bevogtede
hemmeligheder gennem håndværkerlaugene.
I dag er analfabetismen
ukendt i Europa uden for Balkan og
Italien, og det anses for selvfølgeligt,
at uddannelse ikke bør være et klasseprivilegium.
At videnskabens og
teknikkens metoder og resultater bør
være offentlige anerkendes også i
princippet.
Som konsekvens heraf har begrebet
lægfolk mistet sin oprindelige
mening. En lægmand var i middelalderen
simpelthen en mand af folket,
og derfor uden uddannelse, og analfabet.
Modsætningen var en boglærd
mand, hvilket i praksis var næsten
ensbetydende med en præst, en læge,
en jurist, eller en velhavende amatør.

I vore dage kan en lægmand kun opfattes
som en person, der ikke hører
til gejstligheden, mens der ingen
forskel er på de to gruppers faglige
kompetence.
For det andet har Europas videnskab
og teknik bredt sig ud over hele
verden, som derigennem har fået et
hidtil ukendt enhedspræg. Russerne
skriver stadig digte med deres eget
alfabet, men når de skriver matematiske
og fysiske formler, bruger de vore
latinske bogstaver.
Der findes kun én teknisk-videnskabelig
tradition af betydning i
verden: den europæiske. Udbredelsen
af denne er forudsætningen for
en højnelse af levestandarden i de
underudviklede lande, hvor den imidlertid
støder sammen med nationale
kulturer, der ofte er meget forskellige
fra vor. Dette giver anledning
til spændinger mellem Europa og de
øvrige verdensdele, idet den importerede
videnskab og teknik i praksis
viser sig vanskeligt forenelige med de
fremmede kulturtraditioner.
c) Vor viden finder større anvendelse
Hertil kommer, at vor forøgede viden
også finder langt større anvendelse
end tidligere. Det er ikke sådan, at
teknikken er noget nyt fænomen, i
modsætning til hvad der ofte hævdes.
Ingen kultur har nogensinde eksisteret
uden en vis teknisk basis, og
også middelalderen var vidne til en
betydelig teknisk udvikling med nye
kraftmaskiner (vandmøller og vindmøller)
og nye kemiske produkter
(syrer, krudt, alkohol osv.).
Det nye er derimod det forhold, at
der mellem teknikken og den "rene"
videnskab er opstået et hidtil ukendt
nært samarbejde. Teknikken udnytter
videnskabens resultater, og videnskaben
benytter teknikkens fremskridt i
udforskningen af naturen.
Den kemiske forskning har skænket
os en række nye stoffer (plastic
o.a.) der ikke er opdaget tilfældigt,
men fremkommet gennem systematisk
arbejde på at konstruere nye stoffer
med bestemte, ønskede egenskaber.
Mange nye lægemidler er blevet
til på samme måde.
Elektronikken gav os i forrige
århundrede telegrafen og telefonen,
dynamoen, elektromotoren, og det
elektriske lys.
Elektronikken har i vort århundrede
på lignende måde været forudsætningen
for radioen, fjernsynet,
21

elektroregnemaskinerne, og den automatiske
fabrik.
Rækken af eksempler kunne
fortsættes længe endnu. Men dette
er ikke hele historien - kun begyndelsen!
Thi i takt med den tekniske
udvikling forandres vort daglige liv
både hvad den enkelte og samfundet
angår.
Nye produktionsmidler ændrer
samfundets struktur, hvilket man
må give marxisterne ubetinget ret i.
Konsekvensen bliver før eller siden
forandringer af samfundets politiske
institutioner. Den private ejendomsret
til produktionsmidlerne har ført til
private magtkoncentrationer i samfundet,
hvis økonomi derfor ikke
nødvendigvis tjener det almene vel,
idet rigdommene koncentreres hos
nogle få, uden at fattigdom hos de
mange afhjælpes. Resultatet er en
omvæltning, hvor tidligere indflydelsesløse
klasser overtager kontrollen
med samfundets organer, gennem
revolution, eller gennem mindre
voldelig fremgangsmåder på basis af
fagbevægelsens organisationer.
På samme måde har det medicinske
fremskridt bevirket sociale
forandringer af en anden art, idet det
gennem den voksende hygiejne har
22
formindsket børnedødeligheden og
forøget gennemsnitslevealderen, således
at befolkningstallet i verden for
øjeblikket vokser som aldrig før. Idet
levnesmiddelproduktionen knapt nok
formår at holde trit hermed, har sultproblemet
i verden ikke fået en mindre,
men en mere alvorlig karakter.
Ganske vist ville det være muligt
gennem teknikken både at forøge
produktionen af levnedsmidler mere,
at sørge for en bedre fordeling og et
mindre spild, og at formindske stigningen
i befolkningsvæksten. Midlerne
hertil er for en stor del kendte
allerede i dag, men kan vanskeligt
bringes i anvendelse af forskellige
grunde - manglen på teknikere i de
underudviklede lande, den generelle
uvidenhed i de brede befolkninger
sammesteds, samt politisk og ideologisk
modstand i de højt udviklede
lande, der ser deres økonomiske forestilling
eller deres traditionelle politiske
og økonomiske system truet af en
for stærk ophjælpning af den øvrige
verden.
d) Vor moralske bevidsthed er
vokset
Det er ikke blot menneskehedens videnskab
og teknik der har gennemgå-

et en udvikling siden middelalderen.
Også dens moralske bevidsthed er
vokset. Om dens moralske adfærdsvaner
er forbedrede, er for så vidt
et andet spørgsmål, som der sikkert
kan være delte meninger om. Men at
selve vor moralske vurdering af begivenheder
og forhold er blevet renere,
kan der næppe herske tvivl om. Det
er kun udslag af en bevidst fastholdt
fordom, hvis man vil lukke øjnene
for, at der på mange områder spores
en ny forståelse for menneskeværd.
Vi straffer ikke længere forbryderen
for at tage hævn over ham,
men for at opdrage ham til at kunne
genindtræde i fællesskabet, og for at
beskytte dette, indtil han er nået så
langt.
Vi mener ikke længere at de svage
i samfundet (gamle, syge, studerende,
osv.) skal være overladt til sig selv,
eller til almisser, men vedkender og
vort fælles ansvar for dem.
Vi anser ikke længere personer af
anden race, religion eller menneskelig
habitus, som samfundsskadelige
væsener hjemfaldne til straf. Tolerance
er ikke resultat af indifferentisme,
men af en ny forståelse for det
enkelte menneskes ret og værd som
menneske.
Vi tror ikke længere, at kvinden
er bestemt til at indtage en ringere
plads, men at mænd og kvinder er
ligeværdige menneskelige personer,
hvis traditionelt forskellige stillinger
i samfundet strider mod deres fundamentale
ligeret.
Vi tror ikke længere, at det skal
være nødvendigt at besidde fast ejendom
eller have en vis indkomsts for
at have ret til at gøre sin mening gældende
om samfundets fælles anliggender
på valgdagen.
Vi tror heller ikke mere, at menneskeværd
fortrinsvis nedarves i
bestemte familier eller racer. Vi nærer
ingen overtro om den såkaldte "blodets
renhed" eller om racens fordærv
gennem raceblanding, ligesom adelens
tidligere privilegier nu fremtræ-
23

der som simple klasseprivilegier uden
nogen begrundelse i religion eller
moral.
Det er let at indvende, at disse ideale
principper dagligt krænkes verden
over: Hitler udryddede syge og svage,
fordi de var til besvær, og dræbte 6
millioner jøder, fordi deres bold var
"urent". De elementære menneskerettigheder
krænkes i Sydafrika. Kommunister
forfølges i Spanien og USA,
og socialdemokrater på den anden
side jerntæppet. Ja - men selv om alt
dette sker, viser opinionen dog, at
sådanne ting vurderes på en anden
måde end tidligere, hvilket netop vil
sige at den moralske bevidsthed er
højere udviklet end i middelalderen
2. Afsnit:
Det aktuelle forhold mellem
kirken og verden
I de foregående har vi betragtet nogle
af de omstændigheder der gør, at vi
ikke længere lever i middelalderens
verden. Verden i dag er blevet en anden,
og spørgsmålet er nu, hvorledes
det har påvirket forholdet mellem
kirken og verden.
I almindelighed viser historien, at
næsten alle de fundamentale foran-
24
dringer i verden har givet sig udslag
i tilsvarende kriser for kirken. Nogle
af disse kriser er pludseligt brudt ud,
uden at nogen tilsyneladende har
været klar over, hvad det trak op til.
Andre har fra første færd været åbenbare
for enhver. Om dem alle gælder
det, at de har været alvorlige belastninger
for forholdet mellem kirken
og verden, således at det er rimeligt
at forsøge en lidt nærmere analyse af
deres forskellige særegenheder, deres
forløb og - for nogles vedkommende
- deres overvindelse.
a) At vor viden er vokset har til
stadighed forårsaget vanskeligheder.
Ofte har man opfattet videnskabens
fremskridt som lige så mange anslag
mod troens område, der ser ud til at
formindskes efterhånden som forskningen
lægger stadig flere områder af
tilværelsen ind under sit domæne.
Således forekom det nye, kopernikanske
verdensbillede så fremmedartet
for det 16. århundredes
mennesker, at blot tanken om jordens
bevægelse blev erklæret for kættersk
i bund og grund i 1616 gennem en
formel afgørelse af det Hellige Officium.
Dette førte ikke blot til personlig
forfølgelse af Galilei, men også til at
de bedste videnskabsmænd forlod de

katolsk lande. Dermed sænkedes den
videnskabelige standard blandt katolikkerne,
og i andre kredse blev troen
på kirkens principielle fjendtlighed
over for videnskaben mere og mere
udbredt.
På lignende måde medførte den
geologiske og biologiske udviklingslære
i forrige århundrede en lignende
konflikt, fordi den stred mod den traditionelle,
bogstavelige fortolkning af
Bibelens skabelsesberetning. Denne
konflikt har endnu langt fra fundet
sin løsning, og man træffer endnu
ofte katolske forfattere, der mener
at kunne afvise udviklingslæren på
grund af forudfattede, uvidenskabelige
standpunkter. Mistænksomheden
over for den moderne psykologi og
psykoanalyse er for en del udsprunget
af den samme tendens.
Disse konkrete konflikter er imidlertid
ikke de eneste, og næppe heller
de alvorligste. Det er af langt mere
skæbnesvanger betydning, at den stadige
udvikling af tænkningen og de
filosofiske begreber efterhånden har
gjort kirkens teologiske sprog uforståeligt.
Jeg hentyder her ikke til det
ofte fremsatte ønske om, at præsterne
bør prædike, så folk kan forstå det,
eller det ejendommelige faktum, at
latinen engang blev indført for at give
romerne en liturgi på deres modersmål,
men blev hængende længe efter
at det var blevet et dødt sprog for menigmand.
I vore dage står vi over for
en langt mere kritisk situation, der er
fremkaldt af, at mange af teologiens
traditionelle begreber simpelthen i
ordets egentlige forstand har mistet
deres mening.
I det 13. århundrede kunne man
uden videre tale om f.eks. en substantiel
forvandling ved konsekrationen
i messen - fordi mennesker dengang
var vant til at operere med substantielle
forandringer på mange andre
områder. F.eks. forklaredes kemiske
processer dengang som substantielle
forandringer af de fire elementer ild,
luft, vand og jord. Det var derfor kun
rimeligt at benytte samme filosofiske
sprogbrug i teologien, idet tidens
mennesker (eller de dannede iblandt
dem) uden videre forstod begrebet.
I dag forstår vi ikke længere dette
begreb, fordi vi opfatter kemiske
processer på en helt anden måde. Situationen
er derfor ikke den, at vi må
oversætte begrebet ”substantiel forvandling”
til et udtryk med en mere
moderne og umiddelbart forståelig
klang.
25

Situationen er den, at begrebet har
mistet sin mening, ligegyldigt hvilket
sprog det oversættes til.
At begreber sådan kan miste deres
mening, kan forekomme mærkeligt,
men er et tegn på menneskeåndens
stadige udvikling der medfører, at vi
til stadighed må justere vort begrebsapparat
og bortkaste de udslidte dele.
Der er flere væsentlige konsekvenser
heraf.
For det første er det klart, at hvis
kirken vedblivende benytter sig af
dette gamle begrebsapparat, bliver
det vanskeligere og vanskeligere at få
nutidens mennesker i tale. Det er ikke
nok at benytte de traditionelle begreber
i det håb, at meningen efterhånden
går op for folk - for der er ingen
mening. Store dele af den apologetiske
litteratur er af denne grund helt
forfejlede. ”Troen kommer af det som
høres”, siger Paulus, ”ikke af det,
som tales”. Ord alene gør det ikke -
de må høres, opfattes, forstås, dvs. de
må have en mening ved i forvejen at
høre hjemme i det sprog, hvori nutiden
udtrykker sin erkendelse.
Denne vanskelighed ved at forkynde
evangeliet betyder, at det på
mange måder slet ikke bliver forkyndt
- trods alle prædikener, apolo-
26
getiske skrifter og ”katolsk filosofi”.
Forkyndelsen har ingen resonans,
hvilket er let at se: evangeliet kaldes
det glade budskab - men hvis ingen
bliver glade, kan det altså ikke være
evangeliet de er blevet præsenteret
for.
Dertil kommer, at denne nye situation
også medfører en skæv udvikling
inden for kirkens egne rammer. Ved
at fortsætte med at anvende det traditionelle
begrebsapparat gør vi os
til genstand for en illusion - vi tror vi
forstår noget, som vi i virkeligheden
ikke forstår, fordi vore teologiske
overvejelser fremsættes i et filosofisk
sprog, der ikke på anden måde er
knyttet til vor almindelige erkendelse.
Troen bliver på denne måde et særligt,
aflukket departement i bevidstheden,
ikke en organisk del af det hele
menneske.
b) At vor viden er mere udbredt
har først og fremmest bevirket en
krise inden for kirken udtrykt i et
voksende misforhold mellem gejstlighedens
og lægfolkets indbyrdes
stilling. Forholdet mellem disse to
grupper reguleredes i alt væsentligt
i middelalderen, da lægfolket som
før nævnt var uvidende og inkompetent,
og alene præsterne havde en

vis uddannelse. Det ejendommelige
er, at forholdet mellem de tro grupper
er det samme i dag, hvor lægfolkets
dannelsesmæssige niveau ikke
står tilbage for gejstlighedens. De
umiddelbare anledninger til krisen
udspringer heraf og ytrer sig på flere
måder:
For det første er hele kirkens administration
endnu i hænderne på
gejstligehden. Denne har hermed fået
en stor arbejdsbyrde, som ikke er logisk
begrundet i dens gejstlige status,
men bare et levn fra gamle dage , da
præsterne måtte tage dette arbejde på
sig, fordi ingen andre kunne. At det
pastorale arbejde lider herunder, er
selvklart.
Tillige har århundreders tradition
på dette område medført en falsk
ideologisk forestilling om, at disse
områder ifølge sagens natur må være
forbeholdt gejstligheden - hvilket sikkert
er grunden til det mærkværdige
forhold, at lægfolket ikke som en
selvfølgelighed kræver at overtage
forvaltningen af kirkens økonomiske
midler, som dog for hovedpartens
vedkommende stilles til rådighed af
lægfolket selv.
Endelig medfører denne tradition,
at kirken ikke har lært at gøre brug af
lægfolkets nye faglige kompetence,
hvilket uundgåeligt fører til, at det
kirkelige arbejde ikke bliver nær så
effektiv som det kunne være, samtidig
med at lægfolkets fornemmelse
af at være en nytteløs, passiv gruppe
vokser i takt med dets dygtighed og
kompetence.
Denne praktiske spænding mellem
gejstlighed og lægfolk er alvorlig
nok, men værre er det, at den omtalte
udvikling medfører en skævhed i
selve det åndelige liv, der er kirkens
egentlige tilværelsesform. Dette er
vanskeligere at forklare, men meningen
er følgende:
Kirken er et trossamfund, hvis
fælles tro søges formuleret så godt
som muligt gennem teologien. Teologien
må derfor så at sige leve af
kirkens tro, hvilket forudsætter, at
teologerne er vågne over for hele det
åndelige liv i kirken til enhver tid.
Men tidligere var kun præsterne (på
grund af deres højere uddannelse) i
stand til at gøre rede for deres tro,
medens lægfolket savnede intellektuelle
forudsætninger herfor. Dette
betød, at teologien i praksis kom til at
drage næring af hvad man kunne kalde
den gejstlige stands trosbevidsthed
alene. Denne situation består den dag
27

i dag, selv om der er sket en enorm
udvidelse af den kreds, der har intellektuelle
forudsætninger for at kunne
gøre rede for sin tro.
På visse områder har dette betydet
en skæbnesvanger indsnævring af
grundlaget. Der er næppe nogen tvivl
om, at diskussionen om den rette
forståelse af ægteskabet og det seksuelle
i høj grad har lidt under, at de
på dette område egentlig kompetente
(gifte lægfolk) aldrig for alvor har
været inddraget i debatten.
Skævheden har imidlertid udviklet
sig endnu videre. Når lægfolket
i middelalderen var uden mund og
mæle, måtte præsterne overtage rollen
som lægfolkets intellektuelle
talsmænd og så at sige fortælle menigmand,
hvad han egentlig troede.
Derved kom det til at se ud, som
om præster og teologer bestemmer
over troen, mens lægfolk passivt
modtager belæring om den. Dette er
en forvanskning af synet på kirkens
læreembede med det resultat, at der
i dag på mange måder konstateres
en spænding mellem den officielle
formulering af trossandhederne og de
troendes religiøse bevidsthed.
Dette er egentlig en ond cirkel. På
den ene side mister teologien forbin-
28
delsen med de troendes store masse.
På den anden side sløves denne massen
ved passivt at lade gejstligheden
eller teologerne tage vare på det åndelige
livs grundlag og ytringsformer.
Dette virker tilbage og formindsker
gejstlighedens respekt for lægfolkets
åndelige habitus og selvstændige
rettigheder.
Hele denne udvikling må betragtes
som noget yderst alvorligt og mane
til stor forsigtighed i vurderingen af
aktuelle forhold i kirken. Man kunne
vove det paradoks, at mange tilsyneladende
frafald formentlig er en slags
ubevidste konversioner, fremkaldt af
at vedkommende har opnået f.eks.
et renere gudsbegreb, end det han er
blevet præsenteret for.
c) At vor viden finder større
anvendelse har stedvis ført til skepsis
over for den tekniske udvikling, der
af nogle opfattes som et attentat på
naturen, eller som menneskets forsøg
på at sætte sig i Guds sted. Disse
spørgsmål skal jeg her lade ligge, da
de er behandlet i anden forbindelse.
Derimod kan vi ikke lukke øjnene for
den krise, der på det sociale og politiske
område er opstået mellem kirken
og verden på grund af de nye produktionsmidler
og de deraf fremkaldte

ændringer i samfundsformerne.
Takket være en overfladisk opfattelse
af den private ejendomsret - der
ret forstået kun siger at man ikke må
berøve folk udbyttet af deres eget
arbejde - kom industrialiseringen i
Europa til at foregå i en kapitalistisk
ramme. Ejendomsretten blev retten
til at besidde de produktionsmidler,
hvormed andre mennesker tjener
deres brød, med store økonomiske
magtkoncentrationer til følge. Dette
gik ud over de økonomisk svage
(sultelønninger, slumkvarterer), men
også over samfundets almene vel, og
klassekampen skærpedes i en række
lande indtil revolution. Kirken mistede
næsten hele arbejderklassen,
og troen på kirkens alliance med de
besiddende og med de reaktionære
kræfter fik rig næring.
Det er ikke rigtigt, at disse spørgsmål
har fundet deres løsning, selvom
dette ofte hævdes. Ganske vist har
Leo XIII, Pius XI og Johannes XXIII
i rundskrivelser kritiseret det bestående
samfund og slået til lyd for
begrebet det almene vel som rettesnor
for det sociale liv. Men de praktiske
konsekvenser heraf viser sig kun
langsomt, og som regel kun efter en
direkte aktion fra arbejderklassens
side.
I denne forbindelse må vi også
forstå den ideologiske debat om religionens
stilling i samfundet, der
for øjeblikket foregår. I landene bag
jerntæppet hævder den officielle
ideologi, at religionen er dømt til at
forsvinde sammen med de samfundsformer,
den menes at være knyttet til.
Denne anskuelse opstod hos Marx i
forrige århundrede ved en betragtning
af tidens borgerliggjorte kirke, og
er for så vidt forklarlig. Heraf kommer
flere problemer. På den ene side
bestræber de troende i østlandene
sig på at vise, at deres tro ikke er en
social eller politisk ideologi, og at
dens eksistens ikke er betinget af et
bestemt samfundssyn. På den anden
side har de socialistiske regimers syn
på religionen slået tilbage, og dels
forhindret mange i den øvrige verden
at anerkende det positive i den marxistiske
samfundskritik eller i det nye
syn på ejendomsretten, dels forstærket
manges overleverede opfattelse
af religionen som en granet for det
bestående samfund, hvilket er det 19.
århundredes misforståelse om igen.
Men katolikker opfører sig i praksis
som om marxisterne har ret i teorien,
nemlig ved at søge at spænde troen
29

for en eller anden politisk vogn. De
reducerer dermed sig selv fra at være
troende (på dette område) til at være
klassebestemte ideologer.
d) At vor moralske bevidsthed
er vokset medfører igen kriser af en
anden art. Den vigtigste af disse er
for så vidt den vanskelighed mange
føler ved overhovedet at anerkende
dette faktum. Gamle anskuelser om
den menneskelige bevidstheds principielle
uforanderlighed stiller sig stadig
hindrende i vejen for en virkelig
frugtbar kontakt mellem kirken og
nutidens verden, hvad nogle eksempler
tydeligt viser.
I forrige århundrede var de fleste
franske katolikker endnu hildet i
forestillinger om blodets mystik og
den deraf følgende tro på det arvelige
monarki som den kristne samfundsform
frem for nogen. Hele den franske
kirkes historie i denne periode er
beretningen om en forgæves kamp
for at få tronen genoprettet i alliance
med alteret, - som om republikken
ikke var en acceptabel ramme om de
troendes liv.
I vor egen tid kender vi på samme
måde den kamp, der er ført mod tolerancen
på det religiøse område, hvor
det har knebet at forstå, at mennesker
30
med en afvigende tro ikke af den
grund kan udelukkes fra fuld borgerret
i samfundet. Middelalderens drøm
om samfundet som et religiøst fællesskab
lever videre f.eks. i Spanien
og forhindrer dels den samling om
de fælles samfundsopgaver situationen
kræver, dels den atmosfære af
åndelig frihed der er forudsætningen
for enhver ægte bekendelse til Gud.
Troens valg forudsætter, at man frit
kan vælge ikke at tro, således at religionsfriheden
ikke er noget, der nødtvungent
kan indrømmes andre, men
selve forudsætningen for, at troen kan
leve i sandhed og oprigtighed.
Det er også et spørgsmål, om ikke
de midler hvormed vi bekæmper
nøden i verden, tyder på for ringe
forståelse for problemernes sande
karakter. Vi giver almisser og øver
barmhjertighedsgerninger, og ikke et
ondt ord om alle de små bidrag i bøsserne!
- men vi kan ikke længer nøjes
med denne traditionelle metode.
Lukker vi øjnene for de reformer på
det politiske, økonomiske og sociale
område, der alene kan angribe ondet
(f.eks. sultproblemet) ved roden, har
vi dermed blot afsløret, at vi ikke
moralsk har nået samme stade som
verden omkring os.

Redaktion af dette nummer
Dan Eriksen (ansvarshavende)
Eva Nordentoft
Hans Christensen
Jean-Pierre Duclos
Nyhedsredaktion
Karlheinz Löhrer
Katolsk dialog & information udgives af redaktionen og udkommer 4 gange
om året. Bladets hjemmeside findes på www.katolskdialog.dk
Abonnement koster 200 kr. om året og bestilles ved henvendelse til kassereren:
Karlheinz Löhrer, Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf. 38 28 84 47
eller e-mail: kh.loehrer@gmail.com
Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå:
- på girokonto, korttype +1, kontonr. 10166373
- fra udlandet, IBAN DK4830000010166373
Citater skal forsynes med angivelse af ‘Katolsk dialog & information’ som
kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse.
Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø
eller dan.emacs@gmail.com
ISSN 1901-9823
Karlheinz Löhrer
Kjeld Wogensen
Peter G. Rasmussen
Layout
Benjamin Gamillscheg
31

Niels Skovgaard, Opstandelsen, 1919.