21 Psykosociale arbejdsmiljøfaktorer og stress

21 Psykosociale arbejdsmiljøfaktorer 

og stress 

Ole Nørby Hansen, Bo Netterstrøm 

Det psykosociale arbejdsmiljø handler om måden arbejdet er organiseret på og samspillet mellem 

mennesker på arbejdspladsen. Stress er den enkeltes oplevelse af anspændthed og ulyst, når balancen 

mellem krav og ressourcer tipper over. 

Indledning 

De fleste voksne bruger en stor del af deres dag på 

arbejdet. Som en konsekvens af dette spiller forholdene 

på arbejdspladsen en vigtig rolle for folks 

mentale og fysiske velbefindende. Arbejdet er en 

central del af folks tilværelse. Et spændende og stimulerende 

arbejde medvirker til en mere meningsfuld 

tilværelse, til et større selvværd samt sociale 

relationer og økonomisk uafhængighed, forhold 

der alle har positiv indflydelse på menneskers 

helbred og trivsel. Negative psykosociale 

faktorer på arbejdet, så som lav jobtilfredshed og 

mangel på indflydelse er associeret med stressreaktioner 

samt helbredsproblemer. 

Psykosocialt arbejdsmiljø omhandler arbejdets 

indhold og tilrettelæggelse i bred forstand samt 

samspillet mellem de ansatte på arbejdspladsen. 

En konsekvens af psykosociale arbejdsmiljøpåvirkninger 

kan være stress-reaktioner, der er forbindelsesleddet 

mellem psykiske arbejdsmiljøfaktorer 

og sygdom. 

Stress er en tilstand, der er fysiologisk er karakteriseret 

af frigørelse af energi (katabolisme) og 

psykologisk er præget af anspændthed og ulyst. 

Stressorer er påvirkninger der øger sandsynligheden 

for stress. Der skelnes mellem to typer af 

stressorer 1) fysiske og 2) psykosociale. Fysiske 

påvirkninger, der kan inducere stress, er fx støj, 

kulde og traumer. Dette kapitel vedrører psykosociale 

påvirkninger og stress. 

Psykosociale påvirkninger bliver stressorer via 

individets vurdering af påvirkningens betydning 

eller trussel samt den emotionelle bearbejdning 

heraf. Psykosociale faktorer i arbejdet kan påvirke 

de ansattes helbred og velbefindende på forskellige 

måder: 

1 Ved fysiologiske ændringer, som øget blodtryk, 

højere fedtniveau i blodet, ændringer i immunsystemets 

funktion og ændringer i niveau 

af stresshormoner. 

2 Ved en øget forekomst af stresssymptomer, udbrændthed 

eller anden påvirket psykisk tilstand. 

3 Gennem adfærdsændringer, som fx øget tobaks- 

og alkoholforbrug, ændringer i kostvaner 

og øget risikoadfærd. 

Længerevarende stressbelastning kan øge risikoen 

for udvikling af kroniske, psykiske stresstilstande 

og somatiske sygdomme. 

Stress er en del af livet, og noget vi ikke kan og 

måske heller ikke bør undgå helt. Man taler om 

21

21 

340 

IV. MILJØ- OG ARBEJDSMEDICINSKE SYGDOMME 

positiv og negativ stress. Den positive stress, som 

egentligt blot er travlhed, kan vi lettere leve med: 

situationen, hvor vi har meget at gøre, men har 

kontrol over situationen og synes, at vores arbejde 

alt i alt er spændende og udfordrende. Det er, når 

vi presser os selv over lang tid og mister kontrollen, 

at kroppen svarer igen med alvorlige stressreaktioner. 

Negativ stress kan også opstå i relation 

til andre arbejdsmiljøpåvirkninger, herunder monotont 

og understimulerende arbejde. 

Stressteorier 

De væsentligste stress-teorier er anført i fig. 21.1. 

Teorien om »livsbegivenheder« (life-events) 

bygger på en sammentælling af psykosociale belastninger, 

såsom ægtefælles død, jobskift, arbejdsløshed, 

alvorlig sygdom mv. Man fandt, at 

personer, der havde været udsat for livsbegivenheder, 

der samlet kom over et vist belastningspunkt, 

var i risiko for at udvikle efterfølgende sygdom. 

En del studier har kunnet vise, at individfaktorer 

spiller en rolle for udvikling af stress. Type Aadfærd 

(personlighedstræk med udpræget mistro, 

fjendtlighed og aggressivitet) er associeret til hjerte-karsygelighed 

i modsætning til type B-adfærd 

(afslappet, rolig livsstil og arbejdsfacon). Model- 

Ophavsmænd År Model/begreb 

Cannon 1935 Kamp/flugt 

Selye 1956 Det generelle adaptionssyndrom 

Holmes og Rahe 1967 Life events 

Friedman og 

Rosenman 

1974 Type A og B adfærd 

Kobasa 1982 Den hårdføre personlighed 

Lazarus 1984 Den transaktionelle stressmodel. 

Coping 

Figur 21.1 Tidligere stressteorier og -modeller. 

Kranfører i containerkran: Koncentrationskrævende arbejde. 

lens svaghed er fokusering på personlighed med 

tendens til at negligere andre faktorer. Det samme 

gælder Kobasas teori om hardiness, at særlige 

hårdføre personlighedskarakteristika som engagement, 

kontrol og udfordring medfører en modstandsdygtighed 

overfor stressende hændelser. 

Frankenhaeuser har beskrevet en model, hvor 

stress er defineret som en ubalance mellem oplevede 

krav fra miljøet og personens egne ressourcer 

til at møde disse krav. Denne ubalance kan 

forårsages af kvantitative faktorer, såsom højt arbejdstempo, 

for meget arbejde osv., eller af kvalitative 

faktorer, såsom stort ansvar, vanskelige opgaver 

samt konflikter. Det interessante ved modellen 

er, at stress også kan opstå af en ubalance 

forårsaget af understimulation fra arbejdsopgaver, 

der er simple og ikke giver personen mulig-

Aktivitetsdiagonal 

Høje 

JOBKRAV 

Lave 

AFSLAPPET 

(Low job strain) 

hed for at bruge sin viden, færdigheder og erfaringer, 

og hvor man ikke har mulighed for at lære 

noget nyt og udvikle sig på det personlige plan. 

Arbejdssituationer af den art er ensidigt, gentaget 

arbejde, indtastningsarbejde samt overvågningsarbejde. 

Amerikaneren Robert Karasek udviklede omkring 

1980 job strain-modellen, som siden har været 

den dominerende teoretiske model i en meget 

stor del af forskningen vedrørende psykosocialt 

arbejdsmiljø. Karasek inddrager to dimensioner i 

sin teoretiske model: Jobkrav (psychological job 

demands) og kontrol (job decision latitude). Den 

sidste dimension har to underdimensioner: Decision 

authority (indflydelse) og skill discretion (udviklingsmuligheder). 

Når de to hoveddimensioner 

kombineres, får man fire grupper af job: aktive, 

passive, afslappede og belastede (se fig. 21.2). 

21. PSYKOSOCIALE ARBEJDSMILJØFAKTORER OG STRESS 

Kvalificeret arbejde Tempoarbejde 

AKTIV 

Håndværksarbejde 

Figur 21.2 Karaseks job strain-model. 

BELASTET 

(High job strain) 

PASSIV 

Overvågningsarbejde 

Høj Lav 

KONTROL 

Belastningsdiagonal 

341 

Ifølge modellen kan den højeste forekomst af 

stress og helbredsproblemer forventes hos de »belastede« 

med høje krav og lav kontrol. Omvendt 

vil de »afslappede« have det bedste helbred, mens 

de to øvrige grupper vil udgøre en mellemgruppe. 

Mens de »afslappede« således forventes at have 

færrest helbredsproblemer, vil de »aktive« have 

det mest spændende og udfordrende arbejde med 

de største muligheder for personlig udvikling og 

vækst. 

Job strain-modellen er blevet anvendt i en lang 

række undersøgelser. De fleste undersøgelser er 

gennemført i Sverige og USA, men disse er nu 

suppleret med studier fra andre europæiske lande, 

og fra Japan og Australien. Der er internationalt 

udviklet en række standardiserede spørgebatterier 

til måling af de to dimensioner i modellen (se fig. 

21.3). Undersøgelserne viser, at høj job strain er 

21


342 


1. Krav: Er det nødvendigt at arbejde meget 

hurtigt? 

Er det nødvendigt at arbejde meget 

koncentreret? 

Har du tid nok til at nå det hele? 

2. Kontrol: a. Indflydelse (decision authority) 

Har du indflydelse på, hvordan du 

udfører dit arbejde? 

Har du indflydelse på dit arbejdstempo? 

Kan du selv bestemme, hvornår du vil 

holde en pause? 

b. Kvalifikationer (skill discretion): 

Kræver dit arbejde en høj grad af kunnen 

eller ekspertise? 

Kræver dit job, at du tager initiativet? 

Skal du gøre de samme ting om og om 

igen? 

3. Social 

støtte: 

Hvor ofte får du hjælp og støtte fra dine 

kolleger? 

Hvor ofte får du hjælp og støtte fra dine 

nærmeste overordnede? 

Hvor ofte er dine kolleger villige til at 

lytte til dine problemer med arbejdet? 

Figur 21.3 Eksempler på spørgsmål til måling af de tre dimensioner 

i krav-kontrol-støtte modellen. 

Procent 

70 

60 

50 

40 

30 

20 

10 

0 

Smertemedicin 

ofte 

Sygefraværsprocent 

Høje krav + lav kontrol Middel krav og kontrol 

Rygsmerter 

ofte 

forbundet med stress, psykisk træthed, lav arbejdstilfredshed, 

højt fravær, højt medicinforbrug 

samt en række sygdomme så som hjerte-kar-sygdomme, 

mavesår, alkoholrelaterede sygdomme, 

psykiatriske lidelser, bevægeapparatlidelser, følger 

af ulykker og total mortalitet. En af de danske 

undersøgelser på området omhandler slagterier. 

Figur 21.4 illustrerer sammenhængen mellem 

psykosociale forhold og en række sygelighedsparametre 

– de markante forskelle er formentlig påvirket 

af, at der er tale om en tværsnitsundersøgelse 

baseret på selvvurderede stressorer. De nævnte 

undersøgelser har meget forskellig kvalitet, og enkelte 

undersøgelser har vist manglende sammenhænge. 

Imidlertid er der ikke tvivl om, at job 

strain-modellen har bidraget kraftigt til udviklingen 

og kvaliteten af den psykosociale arbejdsmiljøforskning 

og til vores forståelse af sammenhænge 

mellem sygelighed og psykosociale faktorer i 

arbejdsmiljøet. 

En anden model, der inddrager de arbejdsmæssige 

stressorer, er Sigriests effort-reward imbalance-model. 

I denne inddrages de krav, personen 

oplever (extrinsic effort) samt personlighedstræk, 

der handler om overcommitment og need of 

Ulykkesrate 

Lave krav + høj kontrol 

Figur 21.4 Arbejdsbelastning og helbredsparametre hos danske slagteriarbejdere. (Kristensen TS. Arbejdsmiljø, stress og 

helbred i den danske slagteribranche, FADL’s Forlag, 1994).

control (intrinsic effort) og muligheder for anerkendelse 

og belønning for arbejdet (reward). En 

ubalance mellem effort og reward medfører i følge 

modellen stress. Modellen ser ud til at udgøre et 

supplement til job strain-modellen. 

Lazarus har udviklet en anerkendt stress-model, 

hvor udgangspunktet er en gensidig påvirkning 

mellem individ og miljø, hvor individet vurderer 

om en given belastning er en trussel i forhold 

til dets ressourcer og velbefindende. Stress er 

en mellemtilstand, der opstår, når der er ubalance 

mellem krav og ressourcer, og mestring af denne 

ubalance kaldes coping. Begrebet coping refererer 

bredt til personens bestræbelser (både de mentale 

og adfærdsmæssige) på at klare og kontrollere såvel 

ydre som indre krav og konflikter – coping er 

et forsøg på at reducere stressbelastningen og genoprette 

en ligevægt. Coping-forståelsen er procesorienteret. 

Der lægges således vægt på, at coping er 

anvendelsen af ikke-indlærte strategier modsat 

vanemæssige og automatiserede handlinger. 

Der skelnes mellem problem-fokuseret og 

emotions-fokuseret coping. Når individet anvender 

problem-fokuseret coping er dets bestræbelser 

rettet mod at gøre noget konstruktivt ved de forhold, 

som forårsager stress, og det arbejder således 

på at ændre eller påvirke situationen. I denne proces 

kan individet anvende planlæggende problemløsning, 

konfronterende coping samt social 

støttesøgning. Emotions-fokuseret coping refererer 

til individets bestræbelser på at tilpasse sig situationen 

og regulere de negative og ubehags betonede 

emotionelle reaktioner, der kan være en følge af 

denne tilpasningsstrategi. Der kan være tale om 

distancering, selvkontrol, flugt eller undgåelse, 

accept af medansvar og positiv reformulering. 

Indtagelse af alkohol og medicin kan ligeledes betragtes 

som emotions-fokuserede copingstrategier. 

Lazarus foretager ikke nogen forhåndsklassificering 

af »gode« og »dårlige« copingstrategier. 

Han fremhæver, at specifikke copingstrategier kan 

være mere eller mindre hensigtsmæssige afhængig 


343 

af den specifikke individ-miljø relation, idet copingstrategi 

i en konkret belastningssituation ikke 

kun er individrelateret, men også afhængig af miljøfaktorer, 

som muligheder for kontrol og indflydelse 

i arbejdet. 

Sammenhæng mellem 

psykosociale faktorer, stress og 

helbred 

De enkelte teorier kan ikke fuldt ud belyse sammenhængen 

mellem psykosociale faktorer, stress 

og helbred. De eksisterende modeller kan groft 

sagt kategoriseres i 3 grupper: (a) modeller, der 

tager udgangspunkt i en række psykosociale påvirkningsfaktorer, 

(b) modeller, der beskriver 

personens bestræbelser på at klare og kontrollere 

såvel ydre som indre krav og konflikter samt (c) 

personlighedsmodeller. Det er derfor nødvendigt 

at udarbejde en holistisk stressmodel, som vist på 

fig. 21.5 der kombinerer de forskellige modeller. 

En sådan model må indeholde en beskrivelse og 

kvantificering af psykosociale stressorer, som jobkrav, 

kontrol, over-/understimulation mv., sammenholdt 

med individets kognitive vurdering af 

disse påvirkningers betydning/trussel samt den 

emotionelle bearbejdning heraf. Adfærden er en 

vigtig komponent i stressreaktionen, da den gør 

det muligt for personen at cope med situationen. 

Anvender personen en aktiv problemfokuseret eller 

en passiv emotionsfokuseret copingstrategi? 

Copingstrategien er en afgørende faktor i moduleringen 

af den fysiologiske respons til emotionelt 

krævende situationer. På den anden side influerer 

den fysiologiske respons, der er involveret i stressreaktionen, 

på sandsynligheden for at en bestemt 

copingreaktion vil blive valgt. Disse dobbeltsidige 

relationer mellem adfærd og fysiologi i stressbelastende 

situationer opstår ikke uafhængigt af personen, 

men er afhængig af den måde personen 

vurderer de psykosociale faktorer. Der opstår fx 

21


344 


Psykosociale 

stressorer 

Personlighed 

Coping 

– Strategi 

– Reaktioner 

bl.a. afhængig af 

social støtte 

Figur 21.5 Sammenhængende stressmodel. 

en følelsesmæssig reaktion, hvis situationen vurderes 

som skadelig, og dette involverer både en fysiologisk 

og adfærdsmæssig tilpasning. Forskningen 

peger på, at støtte i arbejdet kan være en medvirkende 

faktor til at reducere stressbelastningen. 

En af de afgørende forudsætninger er, at personen 

kan få hjælp og støtte, når han har behov for det. 

De konkrete arbejdsforhold spiller ligeledes en 

vigtig rolle for den arbejdsmæssige adfærd samt 

for udvikling af stress. Vi ved, at lang tids udsættelse 

for stressorer kombineret med manglende 

indflydelse kan ændre personens måde at tackle 

problemerne på. Personen vil efterhånden lære, at 

det ikke nytter noget at prøve at påvirke omgivelserne, 

og det kan føre til udvikling af mere passive 

copingstrategier. Endelig spiller forskellige konstitutionelle 

faktorer formentlig en rolle for udvikling 

af stressrelaterede sygdomme. Belastningerne 

kan medføre forskellige stressreaktioner, der ofte 

er forbigående, men hos nogle personer og ved 

særlige belastninger kan dette føre til psykiske 

sygdomstilstande. 

Konstitution 

Stressresktioner 

– Fysiologiske 

– Psykiske 

– Adfærdsmæssige 

Sygdom 

– Psykiske stresstilstande 

– PTSD 

– stressrelateret 

somatisk sygdom 

Psykosociale påvirkninger i 

arbejdslivet 

Eksempler på psykosociale påvirkninger er gentagelsesarbejde, 

tempoarbejde, alene-arbejde, skifteholdsarbejde, 

overarbejde, konflikter med ledelse 

eller kolleger, arbejde med klienter/patienter, 

seksuel chikane, (tilløb til) ulykker, vold og mobning. 

Vigtige kendetegn ved psykosociale 

påvirkninger 

At en bestemt faktor øger stressniveauet hos de 

udsatte betyder naturligvis ikke, at alle bliver 

stressede i samme grad, men blot at risikoen for 

stress øges med øget udsættelse for den pågældende 

faktor. De vigtigste kendetegn ved stressorer er 

følgende: 

1. Manglende kontrol eller indflydelse 

Ved kontrol eller indflydelse i arbejdet forstås, at 

den ansatte har indflydelse på, hvordan arbejdet 

tilrettelægges, på placering af pauser, på valget af 

redskaber og metoder, på indretning af arbejds-

stedet, på arbejdsgruppens sammensætning osv. 

Jo højere indflydelse man har, jo bedre muligheder 

har man for at tackle belastninger, dvs. cope på 

en adækvat måde. 

2. Manglende forudsigelighed 

I det omfang man ikke har kontrol over sine arbejdsforhold, 

er forudsigelighed en vigtig faktor. 

Forudsigelighed betyder, at man kender sine arbejdsopgaver 

et stykke frem i tiden, at man ikke er 

bange for at blive fyret, at man ved, hvornår man 

evt. skal arbejde over, at man informeres om ny 

teknologi osv. Forudsigelighed kræver, at man 

modtager den relevante information på det relevante 

tidspunkt. Ofte udsættes arbejdstagere for 

store mængder af information, som imidlertid indeholder 

modstridende budskaber eller mange 

overflødige oplysninger. 

3. Manglende mening 

Mening i arbejdet betyder, at den ansatte føler, at 

arbejdet tjener et godt formål (ud over at tjene 

penge). Det giver ofte mening i arbejdet, at arbejdet 

har høj kvalitet, at man kan se en sammenhæng 

mellem det, man selv laver og det samlede 

produkt, at produktionen gavner brugerne (fx 

kunder, klienter, forbrugere, patienter) eller er til 

nytte for miljøet. Mening i arbejdet er en betingelse 

for højt engagement og arbejdstilfredshed hos 

de ansatte. 

4. Manglende social støtte 

Den sociale støtte i arbejdet kan komme fra såvel 

kolleger som ledelse, men også fra de mennesker 

man i øvrigt er i kontakt med. Den sociale støtte 

har en række funktioner, hvoraf en af de afgørende 

er, at man kan få hjælp, når man har behov for 

det. Det er vigtigt at skelne mellem socialt netværk 

(som er de sociale relationer, man indgår i) og social 

støtte (som er det funktionelle aspekt: at no- 


345 

gen kan og vil støtte én på den rigtige måde på det 

relevante tidspunkt). 

5. Over- eller understimulering (krav) 

De krav, man udsættes for i arbejdet, er både kvalitative 

og kvantitative. Såvel understimulering 

(for få eller for lette opgaver) som overstimulering 

(for meget eller for svært arbejde) kan give anledning 

til øget stress. Ofte finder man en situation 

med samtidig kvantitativ overstimulering og kvalitativ 

understimulering (fx ved ensformigt tempoarbejde). 

Kvalitative krav, som ligger lidt i 

overkanten af det, man kan klare, virker stimulerende 

og fremmer den personlige udvikling og 

vækst. Det er vigtigt at være klar over, at et givet 

kravniveau kan udgøre en overstimulering for én 

person, men en understimulering for en anden 

(the person-environment-fit). 

6. Manglende belønning 

Ros, anerkendelse og en løn, der står i forhold til 

oplevelsen af egen indsats er væsentlige faktorer i 

det psykiske arbejdsmiljø. Siegrists effort-reward 

imbalance-model opererer netop med denne dimension, 

som tidligere har været upåagtet i stressforskningen. 

7. Konflikter 

Der er kommet øget opmærksomhed på interpersonelle 

konflikter med mobning, chikane og trusler. 

Hvorvidt disse fænomener forekommer i stigende 

grad, er ikke muligt at afgøre, og grænsen til 

samarbejdsrelationer kan være subtil. Den stigende 

specialisering i arbejdslivet indebærer dog, at vi 

bliver endnu mere afhængige af samarbejde og at 

kunne få komplekse organisationer til at fungere. 

Mange gange individualiseres problemer med 

mobning. I den sidste ende kan arbejdsorganisatoriske 

faktorer bidrage kraftigt til, at risikoen for 

mobning øges. 

21


346 


Figur 21.6 Arbejdere på fileteringsvirksomhed. 

Eksempler på psykosociale belastninger 

Ensidigt gentaget arbejde 

I Danmark har man i de senere år anvendt udtrykket 

»ensidigt, gentaget arbejde« (EGA), hvilket 

svarer nogenlunde til job med job strain, jf. Karaseks 

model omtalt side 341. I Danmark regner 

man med, at ca. 10% af arbejdsstyrken har belastende 

arbejde (job strain) i Karaseks forstand, 

med en fordeling på ca. 16% af de kvindelige og 

6% af de mandlige arbejdstagere. Det drejer sig i 

første række om syersker, slagteriarbejdere, montagearbejdere, 

andre ufaglærte fabriksarbejdere, 

rengøringsarbejdere, buschauffører mv. (se fig. 

21.6). 

Overvågningsarbejde 

Mens det ensformige tempoarbejde er kendetegnet 

ved korte cyklustider, hvor de samme bevæ- 

gelser gentages, er overvågningsarbejdet karakteristisk 

ved en anden form for ensformighed: Der 

er ingen egentlig cyklustid, idet den ansattes arbejde 

består i at overvåge processer, som i vidt 

omfang »passer sig selv«. Arbejdet består i at kontrollere 

processen, at regulere delprocesser og at 

handle adækvat, når noget går galt. Man har sagt, 

at overvågningsarbejde er 99,9% kedsomhed og 

0,1% panik. 

Overvågningsarbejde er således karakteriseret 

ved at være understimulerende i langt den største 

del af arbejdstiden. I reglen har overvågningsarbejderen 

et stort ansvar for mennesker og/eller 

værdier, idet de potentielle skader ved ulykker kan 

være enorme. Ulykker med atomkraftværker, 

olietankere og i den kemiske industri er eksempler 

på dette. Derudover er der meget ofte tale om arbejde 

med få eller ingen sociale kontakter. Endelig 

er en meget stor del af overvågningsarbejdet orga-

niseret som skifteholdsarbejde. Denne type arbejde 

svarer i de fleste henseender til den »passive« 

kategori i Karaseks model, altså gruppen med lave 

krav og lav indflydelse. 

De vigtigste belastninger i overvågningsarbejderens 

arbejdsmiljø er altså fysisk og psykisk understimulering, 

alene-arbejde, skifteholdsarbejde 

og angsten for »den store ulykke«, som kan ligge i 

baghovedet. Der er ikke nogen god evidens for 

helbredseffekter i forbindelse med denne form for 

arbejde. Foreløbigt må vi konkludere, at de dokumenterede 

effekter af overvågningsarbejde er af 

trivselsmæssig art i form af kedsomhed, manglende 

trivsel samt ringe personlig udvikling og vækst. 

Skifteholdsarbejde 

Ved skifteholdsarbejde forstås en måde at organisere 

arbejdet på, hvor forskellige hold på skift arbejder 

henholdsvis dag, aften og nat. I reglen bruges 

begrebet dog lidt bredere, således at det omfatter 

alle arbejdstidssystemer, som indebærer, at 

man arbejder uden for normal arbejdstid (ca. kl. 

6-18). 

I nyere skifteholdsforskning har man kunnet 

konstatere en række psykiske, sociale og helbredsmæssige 

effekter af skifteholdsarbejde. De umiddelbare 

virkninger er ændret fysiologisk døgnrytme, 

kortere søvn, lavere søvnkvalitet, forringet 

socialt liv, dårligere madvaner, øget indtag af stimulanser 

(tobak, kaffe), dårligere seksualliv, psykisk 

træthed, irritabilitet og andre symptomer på 

stress. 

Det er ikke muligt at reducere forekomsten af 

de mange uheldige konsekvenser af skifteholdsarbejde 

ved at afskaffe ubekvemme arbejdstider. 

Man har i stedet foreslået følgende fremgangsmåder: 

1. Korte skift på 2-3 døgn med natarbejde med 

efterfølgende muligheder for at kunne hvile ud. 2. 

Fast aften- eller natarbejde til en mindre gruppe af 

ansatte. 3. Ved rullende skift: Skift, der går med 

uret i stedet for mod uret. 4. Begrænsninger i brug 

af skifteholdsarbejde for ansatte over 45 eller 50 år. 


347 

I Danmark har en række undersøgelser vist, at 

ca. 20% af arbejdsstyrken har skifteholdsarbejde 

eller andre ubekvemme arbejdstider, mens 80% 

arbejder fast på dagtid. I andre europæiske lande 

er skifteholdsarbejdet væsentlig mere udbredt end 

i Danmark. 

Computerarbejde 

Teknologisk innovation er i dag en forudsætning 

for, at virksomhederne kan klare sig i den stadig 

stigende konkurrence på det internationale marked. 

Innovation og ændringer er sjældent en proces, 

der forløber glat. Ansatte reagerer forskelligt i 

forhold til større teknologiske ændringer på arbejdspladsen, 

nogle tager de teknologiske udfordringer 

positivt op, hvor andre reagerer med 

stress. Specielt blandt de ældre medarbejdere er 

der en del, der frygter at blive afskediget på grund 

af manglende kvalifikationer. I 1980’erne begyndte 

den teknologiske udvikling for alvor at ændre 

arbejdspladserne. 

Den amerikanske psykiater Brod udviklede i 

1984 betegnelsen teknostress. Denne stresstilstand 

udvikler sig, når den enkelte ikke er i stand 

til at cope med teknologien på en sund og hensigtsmæssig 

måde. I mellemtiden har de fleste stiftet 

bekendtskab med computeren på arbejdspladsen, 

og en stigende andel har skærmarbejde en 

stor del af arbejdstiden. I en undersøgelse fra 1995 

af lønmodtageres arbejdsmiljø i 55 jobkategorier 

er det opgjort, at 8% af mændene og 15% af kvinderne 

arbejdede ved dataskærm mere end trefjerdedele 

af arbejdstiden. Det automatiserede kontor 

er indført, og som følge af den stadige udvikling af 

informationsteknologien stilles der stadig større 

krav til de ansattes omstillingsparathed. Inden for 

de senere år har denne teknologi ændret større organisationers 

kommunikation på en række punkter; 

der er indført video- og telekonferencer samt 

elektronisk post, og flere og flere medarbejdere er 

blevet opkoblet til internettet. Informationsteknologien 

har givet ledelsen flere muligheder for at 

21


348 


Figur 21.7 Arbejde med mennesker kan være en emotionel belastning. 

overvåge medarbejderne, al elektronisk post må 

åbnes af arbejdsgiveren, og i flere og flere organisationer 

kontrollerer man i dag de ansattes færden 

på nettet. Som en videreudvikling af informationsteknologien 

vil man i højere grad via telearbejde 

kunne arbejde fra hjemmet. Skellet mellem fritid 

og arbejde vil blive ophævet, hvilket kræver, at 

den enkelte er i stand til at tilrettelægge både arbejds- 

og fritidsliv på en hensigtsmæssig måde. I 

modsat fald vil arbejdet kunne kommet til at dominere 

familielivet og fritiden. 

På nuværende tidspunkt er de største belastninger 

ved informationsteknologien de vedvarende 

ændringer af hardware og software, systemfejl 

samt dårlige instruktioner og mangelfuld uddannelse 

og oplæring. Forskningen har ikke entydigt 

kunnet påvise, at informationsteknologien har 

øget den generelle stressbelastning hos de ansatte. 

Der er dog grupper af ansatte, der har fået et ved- 

varende højere stressniveau, og herudover oplever 

mange ansatte akutte stressbelastninger, når der 

gennemføres større teknologiske ændringer i organisationen. 

Arbejde med mennesker 

Mange ansatte indenfor sundheds-, social- og uddannelsessektoren 

har et arbejde, hvor de er i tæt 

kontakt med andre mennesker (se fig. 21.7). Det 

samme er tilfældet for salgs- og servicemedarbejdere 

i den private sektor. Arbejdsbelastninger i 

disse brancher opstår ofte, hvis den ansatte oplever 

ikke at have mulighed for at udøve den service 

overfor kunder, klienter eller patienter, som vedkommende 

ønsker, pga. af arbejdspres eller 

manglende ressourcer. Det er ofte de meget engagerede 

medarbejdere med særlig interesse, omsorgs- 

og indlevelsesevne, der er mest udsat for at 

opleve intens stress, hvis de føler, at de ikke er i

stand til at løse opgaverne på en kvalitativt tilfredsstillende 

måde. Klienter, patienter eller elever, 

der er vanskelige eller klagende, kan ligeledes 

belaste de ansatte. Inden for de senere år er bestemte 

typer af belastninger blevet intensiveret, 

det gælder fx klienter eller patienter, der udviser 

en direkte truende eller voldelig adfærd i forhold 

til personalet. Således er den registrerede voldshyppighed 

steget betydeligt på psykiatriske afdelinger 

og sociale institutioner. 

Arbejdsliv, familie- og fritidsliv 

I løbet af det sidste århundrede, har arbejdsforholdene 

undergået store ændringer. Med den stigende 

urbanisering i midten af det 20. århundrede, 

var gifte kvinder i et stort omfang hjemmearbejdende. 

I den sidste del af det 20. århundrede er 

et stadig stigende antal kvinder kommet ind på 

arbejdsmarkedet. I de skandinaviske lande samt i 

en del større byer verden over er stort set alle 

kvinder på arbejdsmarkedet. Trods kvinders 

større involvering i lønnet arbejde og deres betydning 

for familieøkonomien, er deres forpligtigelser 

i forhold til de hjemlige arbejdsfunktioner 

ikke reduceret væsentligt. Når man sammenligner 

mænd og kvinder med samme uddannelsesog 

beskæftigelsesniveau, finder man, at de fysiologiske 

stressreaktioner på arbejdet er ens. Der er 

til gengæld blevet fundet tydelige kønsforskelle 

efter arbejdstids ophør. Frankenhaeuser sammenlignede 

stressreaktioner under og efter arbejdet 

hos mandlige og kvindelige funktionærer. 

Man fandt, at mænds fysiologiske arousal vendte 

tilbage til basalniveau kort tid efter arbejdet, hvor 

kvinders stressniveau forblev højt adskillige timer 

efter arbejdsophør. Disse fund er blevet bekræftet 

i nye studier af mænd og kvinder i ledende stillinger. 

En sandsynlig forklaring på denne forskel er 

at kvinder ikke kan slappe af efter arbejdstid, da de 

har en større del af ansvaret for hjem og børn. Flere 

studier har vist, at kvinder har en væsentlig 


349 

større spill-over-effekt af arbejdsmæssigt stress til 

ikke arbejdsrelaterede situationer end mænd. I et 

prospektivt studie af 600.000 mænd og 400.000 

kvinder i Sverige har Alfredsson fundet, at mere 

end 10 timers overarbejde om ugen var associeret 

med en signifikant forøgelse af risikoen for myokardieinfakt 

hos kvinder, men ikke hos mænd. 

Hos mænd var overtid associeret med et signifikant 

fald i risikoen. En af forklaringer på dette 

fund kunne være, at kvinder i højere grad oplever 

et forøget stressniveau på grund af stort arbejdspres 

samt en mere udtalt rollekonflikt, når de kombinerer 

overarbejde med deres forpligtelser i 

hjemmet. 

Stress og sygdom 

Stress er som nævnt karakteriseret ved en høj grad 

af anspændthed og ulyst. Langvarig stress er derfor 

en tilstand, der i sig selv er uønsket og ofte giver 

anledning til mistrivsel, utilfredsstillende 

funktion i familien og på arbejde og manifesterer 

sig hyppigt med arbejdsfravær. I et længerevarende 

forløb kan stresstilstande vedligeholdes/forstærkes 

som en ond cirkel og i en del tilfælde resultere 

i sygdom i form af længerevarende eller 

kroniske stresstilstande. Stress er her en mellemkommende 

tilstand, der forklarer sammenhængen 

mellem forskellige stressorer og en række sygdomme 

(se fig. 21.5). 

Særligt på stress-området fremhæves det ofte, 

at vi reagerer meget forskelligt på stressbelastninger. 

Hvor nogle personer får markante stressreaktioner, 

håndterer andre belastningen uden synlige 

eller oplevede påvirkninger. Dette er dog ingenlunde 

et særkende for stressproblematikken, men 

helt analog til andre områder indenfor lægevidenskab, 

hvor individuelle forskelle i sårbarhed 

og coping formentlig spiller en betydelig, men indtil 

videre ikke særligt velafklaret rolle. 

21


350 


Stressreaktioner 

Stress karakteriseres af såvel de fysiologiske reaktioner, 

der udgør det egentlige stressrespons som 

de symptomer og adfærdsmæssige reaktioner, 

stresstilstanden medfører. 

Fysiologiske reaktioner 

Det fysiologiske stressrespons er centralt i forståelsen 

af de patofysiologiske mekanismer, der fører 

fra belastende psykosociale faktorer til sygdom. 

Stressresponset er karakteriseret ved en samtidig 

stimulation af den sympatiske del af det autonome 

nervesystem og hypothalamus-hypofyse-binyrebark-aksen 

(HPA-aksen). Disse to systemer 

står i indbyrdes relation i hjernen og påvirkes af 

mentale processer dér. 

Ved akut belastning medfører den sympatiske 

aktivering øgning af hjertefrekvens og blodtryk, 

dels ved en direkte stimulation af hjertet, dels 

ved en øgning af den perifere modstand i kredsløbet. 

Katekolaminerne, adrenalin og noradrenalin, 

dannes i øget mængde, og især adrenalin 

er vist at have en effekt på karvæggene, således at 

endothelskade og øget indlejring af kolesterol 

her finder sted. Samtidig medfører aktiveringen 

af HPA-aksen en øget cortisolproduktion og ændringer 

i metabolismen i katabol retning. Herved 

der sker en energimobilisering, som bl.a. resulterer 

i stigende koncentration af LDL-kolesterol 

og glukose i blodbanen. Diabetikere kender 

dette fra deres øgede insulinbehov i sådanne belastende 

situationer. Det fibrinolytiske system 

aktiveres ligeledes, og thrombocytagggregationen 

øges. Immunapparatets celler omfordeles, 

således at koncentrationen i blodbanen falder. 

Aktiviteten af visse immunceller såsom NK-celler 

falder. 

Den indbyrdes sammenhæng mellem det autonome 

nervesystem og HPA-aksen er afhængig af 

den mentale tilstand individet befinder sig i. Følelse 

af ulyst og negative følelser øger HPA-aktiviteten, 

medens den sympatiske aktivering domine- 

rer, hvor en følelse af udfordring af vellyst er forbundet 

med belastningen. 

Over timer og dage ændres det akutte stressrespons, 

således at den sympatiske aktivering går 

over i en parasympatisk aktivering, med fald i katekolaminproduktionen 

til følge. Ved længerevarende 

belastning synes også HPA-aksen at blive 

påvirket, således at det akutte cortisolrespons ved 

yderligere belastning bliver svagere. Selve det fysiologiske 

stressrespons synes ud fra en evolutionsmæssig 

synsvinkel hensigtsmæssig, idet det sætter 

os i stand til at yde vores yderste i fx flugt- eller 

kampsituationer i et samfund af samlere og lavere 

jægere. Det afgørende for, at gentagne hyppige 

stressreaktioner ikke skal medføre sygdom, er, at 

de anabole reaktioner får lov til at virke, således at 

den fysiologiske homeostase kan genoprettes. 

Fysiske reaktioner er ofte et direkte resultat af 

de fysiologiske stressreaktioner. Således er hjertebanken 

et hyppigt stresssymptom, der forårsages 

af den øgede sympaticustonus. Fornemmelsen af 

indre uro, rysten på hænderne og fordøjelsesproblemer 

stammer ligeledes fra katekolaminernes 

akutte virkninger. 

Psykiske reaktioner 

Psykiske reaktioner omfatter de emotionelle og 

kognitive problemer, der opstår i forbindelse med 

arbejdsbetinget stress. Job-utilfredshed er den 

mest almindelige konsekvens af arbejdsbetinget 

stress; her er den ansatte utilfreds med arbejdsforholdene, 

har manglende lyst til at gå på arbejde og 

ringe motivation til at udføre arbejdet godt. De 

psykiske symptomer, der kan udvikles, er angst og 

depressive symptomer, frustrationer og følelse af 

isolation. En del af disse symptomer kan resultere 

i en ond cirkel, der forværrer stressoplevelsen. For 

eksempel kan en ansat, der er frustreret over arbejdsforholdene, 

udvikle depressive symptomer 

og tilbagetrukkethed, og han bliver derfor i mindre 

omfang i stand til at cope med de arbejdsmæssige 

problemer, der eventuelt kunne forbedre

Kassedame: Monotont, ensidigt gentaget arbejde. 

hans situation. Lang tids udsættelse for stressorer 

kombineret med manglende indflydelse vil ændre 

individets måde at tackle problemerne på. Individet 

vil lære, at det ikke nytter noget at prøve at påvirke 

omgivelserne, og det kan resultere i udvikling 

af mere passive copingstrategier. Blandt passive 

copingstrategier kan nævnes at »se frem til efterlønnen«, 

at »glemme arbejdet og koncentrere 

sig om familien« og at tage medicin for sine smerter. 

Det er endvidere karakteristisk, at personer, 

som har ringe indflydelse på arbejdet, heller ikke 

mener, at de kan påvirke andre forhold, herunder 

deres eget helbred. 

Adfærdsmæssige reaktioner 

Adfærdsmæssige reaktioner er vigtige komponenter 

i stressreaktionen. Som det er blevet vist er copingstrategien 

en afgørende faktor i moduleringen 

af den fysiologiske respons til emotionelt 


351 

krævende situationer. Der opstår fx en følelsesmæssig 

reaktion, hvis situationen vurderes som 

ubehagelig eller skadelig, og dette involverer både 

en fysiologisk og en adfærdsmæssig tilpasning. 

Selv om »livsstil« betragtes som individuel eller 

privat, er det vigtigt at gøre sig klart, at arbejdsmiljøet 

og kulturen på arbejdspladsen påvirker 

den enkeltes livsstil på en række måder. De fleste 

undersøgelser finder således, at personer med 

dårligt psykisk arbejdsmiljø har en mere usund 

livsstil end andre. Dette gælder især for de traditionelle 

kardiovaskulære risiko-faktorer: Fed kost, 

tobaksrygning, manglende motion og fedme. Selv 

om nogle af disse adfærdsformer (fx tobaksrygning) 

er grundlagt, inden man begynder at arbejde, 

er der en tendens til, at en række faktorer i arbejdsmiljøet 

er med til at fastholde og forstærke 

dem. For eksempel vil personer, der er udsat for 

mange stress-belastninger, ofte have svært ved at 

21


352 


holde op med at ryge; også kulturen på arbejdspladsen 

har betydning og kan eventuelt støtte 

fortsat rygning snarere end rygeophør. Af andre 

adfærdsmæssigt relaterede symptomer kan nævnes 

stigende sygefravær, risiko-adfærd og en forhøjet 

ulykkesrate samt nedgang i produktiviteten. 

Stressbetingede sygdomme 

En række sygdomssymptomer kan undertiden 

henføres til stressbelastninger. Det gælder hovedpine, 

svimmelhed, dyspepsi, træthed, urolig nattesøvn 

mv. Stressbelastninger kan endvidere være 

associeret til manifest sygdom. Psykosomatiske 

sygdomme var tidligere klassificeret som en separat 

gruppe sygdomme, forstået som sygdomme 

hvor psykosociale forhold var en del af årsagsfeltet 

for somatisk sygdom. Eksempler på disse sygdomme 

var hypertension, myokardieinfarkt og 

mavesårssygdomme. Denne inddeling er nu forladt 

i WHO’s deskriptive diagnosesystem med erkendelsen 

af at alle sygdomme har sociale, psykologiske 

såvel som organiske komponenter. Den 

stressbetingede komponent af de væsentligste sygdomme 

er omtalt i de respektive kapitler. 

Psykiske stress-tilstande 

I vurdering af arbejdsbetinget stress er det af interesse 

at vide, hvor ofte ansatte bliver eksponeret 

for forskellige typer af daglige stressorer, såsom 

stort arbejdspres, konflikter mellem ansatte og 

konflikter mellem ansatte og ledelsen. I et nyere 

studie fandt man, at arbejdspres optræder langt 

hyppigere end egentlige konflikter. Ansatte angav 

at være udsat for stort arbejdspres ca. hver 3. dag, 

hvorimod de kun angav at være involveret i arbejdsmæssige 

konflikter 1 gang pr. måned. Konflikter 

opleves dog langt mere stressende end stort 

arbejdspres. Det næste spørgsmål er, i hvilket omfang 

daglige stressbelastninger påvirker det fysiske 

og psykiske velbefindende. En række nyere studier 

dokumenterer en sammenhæng mellem summen 

af daglige stressorer og oplevelsen af psykisk ubehag. 

Der er gode grunde til at identificere og vurdere 

kroniske stressorer og adskille kroniske stressorer 

fra mere episodiske; dels er det mere relevant 

at koble sygdomsudvikling, såsom hjerte-karsygdom, 

med stressorer af mere vedvarende karakter 

end med tidsbegrænsede episodiske stressorer, 

dels er kroppen ofte ude af stand til at habituere til 

kroniske stressorer. Stressorer af længere varighed 

har negativ effekt på immunberedskabet. Individer, 

der er kronisk eksponeret for stressorer, har 

en tendens til at udtrættes i forsøget på at tilpasse 

sig stressorerne, eller de oplever et vedvarende forhøjet 

arousalniveau (opmærksomhed/årvågenhed), 

der på længere sigt kan føre til sygdomsudvikling. 

Hvis individet vedvarende skal cope med 

stærkt belastende situationer, kan dette ligeledes få 

helbredsmæssige konsekvenser. Lang tids aktiv coping 

med stressorer kan føre til udtrætning kombineret 

med opmærksomheds- og hukommelsesproblemer. 

Efter lang tids kronisk stress har individet 

svært ved at bevare overblikket og reagere 

hensigtsmæssigt. Gentagne mislykkede forsøg på 

at cope med kroniske stressorer kan føre til en form 

for hjælpeløshed kombineret med en oplevelse af 

psykisk ubehag. Der er to former for grundlæggende 

stress-tilstande: a) én der manifesterer sig 

via forøget arousal (den kan bedst sammenlignes 

med en angstreaktion kombineret med irritabilitet 

og aggressioner) og b) én der viser sig ved hjælpeløshed 

og udbrændthed (kan sammenlignes med 

depressive symptomer). 

Maslach (1982) definerer udbrændthed (Burn 

out) som et syndrom bestående af emotionel udmattelse, 

depersonalisering og reduceret arbejdspræstation. 

Syndromet blev først beskrevet blandt 

ansatte med patient- eller klientkontakt, senere 

blev begrebet udbrændthed udvidet til at omfatte 

alle ansatte, der er afhængige af en udtalt grad af 

interaktion med andre mennesker i deres arbejde. 

Cherniss betragter udbrændthed som en stressre-

spons. Hans model bygger på faser, hvor udbrændthed 

er det sidste stadie af en forfejlet copingproces, 

hvor personen udvikler en defensiv 

attitude i forsøget på at forsvare sig mod stressorerne 

i arbejdsmiljøet. Personen kan opleve mange 

stadier af udbrændthed, hvilket kan maskere 

fænomenet. Udbrændthed skal således betragtes 

som en proces, der udvikler sig langsomt, hvor en 

tidligere engageret medarbejder, der yder service 

og er i primær kontakt med andre personer (patienter 

eller klienter), mister sit engagement i arbejdet 

som følge af arbejdsbetinget stress. Man 

kan sige, at det er en måde at løse problemer på, 

når aktiv problemløsning viser sig frugtesløs. Den 

udbrændtes effektivitet forringes, og udbrændthed 

fører til manglende omsorg for klienter eller 

patienter samt følelsesmæssig tilbagetrækning fra 

arbejdet såvel som fra familie og venner. Den ud- 


353 

brændte føler sig udtrættet, oplever personlighedsændringer 

samt forringet selvværd. Tilstanden 

forværres ofte, hvis personen arbejder i en 

gruppe uden social støtte, hvor der er vedvarende 

konflikter og uenighed om væsentlige aspekter af 

arbejdsindholdet: bemandingen, den pædagogiske 

praksis eller niveauet for serviceydelser i organisationen. 

De to cases demonstrerer længerevarende 

stress-belastninger og udvikling af subkroniske eller 

kroniske stresstilstande. Der er fællestræk og 

forskelligheder i stresspåvirkningerne. Fælles er 

en øget arbejdsmængde via omlægning af produktionen, 

ændringer der er indført uden at de 

involverede har været taget med på råd. Slagtermesteren, 

der kan karakteriseres som en type Apersonlighed, 

reagerer med en stresstilstand præget 

af stressrelateret somatisk sygdom (hyperten- 

Slagtermester på svineslagteri 

En 50-årig mand med 30 år i slagteribranchen, de sidste 20 år som afdelingsleder, var ansvarlig for slagtekæden 

fra grisene blev slagtet til grisekroppene blev frosset ned. Der var 80 mand på kæden. Han har altid tidligere 

været glad for sit arbejde. Ved overflytning til et nyt slagteri i samme koncern fik han besked på en intensivering 

fra 240 til 400 svin i timen. Han havde efterfølgende mange diskussioner med produktionslederen, da han mente, 

at intensiveringen var for høj i forhold til anlæggets og personalets dimensionering. Vandt ikke gehør for sine synspunkter. 

Der blev antydet afskedigelse. 

Han fik dog planlagt og iværksat produktionsforøgelsen. Der opstod en del utilfredshed blandt medarbejderne, 

da de skulle arbejde hurtigere, selv om der blev sat flere mand på kæden. Sygefraværet steg i den følgende periode 

fra 9 til 20%. Der var stigende problemer med at skaffe medarbejdere. Han brugte flere timer efter arbejdstids 

ophør på at skaffe nye medarbejdere. Han følte efterhånden, at han hang i en klokkestreng og kunne ikke 

slappe af. Hvis slagtekæden stoppede på grund af fejl, begyndte han at hidse sig op over for reparatørerne. Han 

blev herudover pålagt stadig flere opgaver, fx et program til bekæmpelse af salmonella og en handlingsplan mod 

ensidig, gentaget arbejde. Følte ikke, at han havde tid til at deltage i disse møder. Der indkom klager til direktøren 

fra tillidsmænd, BST mv. Direktøren pålagde ham at gå mere positivt ind i arbejdet. Han oplevede efterhånden at 

miste overblikket over produktionen; det gav ham en følelse af afmagt. Fik på dette tidspunkt konstateret forhøjet 

blodtryk og blev sygemeldt. Beskriver sig selv som en meget pligtopfyldende person, der skal have orden i tingene. 

Har altid arbejdet i et højt tempo samt haft tendens til at forcere arbejdstempoet, når der opstod problemer. 

Angiver, at han let bliver vred, hvis tingene ikke fungerer efter hans hoved. Har tidligere været rask, men har inden 

for de senere år haft tendens til stressreaktioner med hyperventilation, hjertebanken, anspændthed, uoverkommelighedsfølelse 

og tendens til træthed. Har haft vedvarende søvnforstyrrelser med hyppige opvågninger og mareridt 

om produktionsstop. Det sidste år inden sygemeldingen havde han det udtalt dårligt hver morgen, når han 

skulle starte på arbejde. Blev i forbindelse med sygemeldingen henvist til psykiater og medicineret med Fontex. 

Der var ingen effekt af behandlingen. Sagen blev anmeldt som arbejdsbetinget lidelse. 

Efter sygemelding i et halvt år, forsøg på tilbagevenden til job. Fik opblussen af stresssymptomer, på ny sygemeldt, 

søger nu omplacering til mindre krævende lederfunktion. 

21


354 


Sygeplejerske 

En 45-årig hjemmesygeplejerske, der har arbejdet 10 år i hjemmeplejen. Var for 2 år siden involveret i at udarbejde 

en plan for integreret pleje, hvor plejehjem og hjemmepleje skal fungere som et fælles arbejdsområde. Ved 

omstruktureringen ansatte socialudvalget et konsulentfirma, som pegede på, at der kunne spares 2 hjemmesygeplejersker. 

Forslaget blev effektueret. Den sygeplejefaglige leder var uenig i den endelige omstrukturering og 

valgte at sige op. Den nye leder ændrede en række arbejdsgange; man ophørte med at skrive journaler, og der 

blev ikke længere afholdt koordinerende møder. Alt arbejde blev direkte relateret til sygeplejen. I forbindelse med 

omstillingen oplevede undersøgte et intensivt arbejdspres, og hun følte, at hun var nødt til at gå på akkord med 

den faglige kvalitet i arbejdet. Hun begyndte at blive selvbebrejdende og tvivle på egne sygeplejefaglige evner. 

Den nye leder ændrede i de enkelte hjemmesygeplejerskers opgaver uden at rådføre sig med dem. Undersøgte 

oplevede flere gange, at hun blev fjernet fra bestemte borgere uden forklaring. Oplevede, at hun mistede kontrol 

og indflydelse. Undersøgte opsøgte lederen, der afviste at diskutere en anden arbejdstilrettelæggelse og henviste 

til, at hun havde ledelsesansvaret, På mødet opstod der en åben konflikt. Undersøgte lod sig vælge ind i sikkerhedsorganisationen 

for ad den vej at forsøge at finde en løsning på arbejdsbelastningerne. Det mislykkedes, og 

hun valgte sammen med to af sine kolleger at henvende sig til embedslægen for at få afklaret, hvordan ansvarsplaceringen 

var, da de efterhånden oplevede, at de på grund af arbejdspres ikke kunne tage ansvar for det sygeplejefaglige 

niveau. Efterfølgende blev hun indkaldt til møde med lederen, fik en advarsel og fik at vide, at hvis hun 

ikke ændrede signaler, ville hun blive fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder. 

Undersøgte følte sig i tiltagende grad psykisk presset, og hun oplevede manglende lyst til at tage på arbejde. 

Begyndte at få spændinger i nakke og skuldre og kronisk hovedpine. Oplevede urolig nattesøvn med hyppige opvågninger 

og tankemylder, hvor hun spekulerede over de mange arbejdsopgaver, hun ikke nåede i dagens løb. 

Valgte flere gange at tage ud til særligt syge borgere efter arbejdstid, da hun var usikker på, om de fik den nødvendige 

pleje. Udviklede efterfølgende en form for hjælpeløshed, hvor hun havde svært ved at overskue tingene, 

glemte aftaler og beskeder, blev udtalt trætbar og orkede efterhånden ikke at gennemføre en hel dags arbejde. 

Begyndte at distancere sig fra borgerne, forsøgte at udføre arbejdet så hurtigt som muligt for at undgå at blive 

involveret. Blev på dette tidspunkt opmærksom, på, at hun ikke længere kunne klare arbejdet og lod sig sygemelde. 

Følte sig personlighedsændret og præget af tristhed. Blev fyret på grund af for mange sygedage. Blev efterfølgende 

behandlet med psykoterapi og tog et år senere arbejde i et vikarbureau. Sagen blev anmeldt som arbejdsbetinget 

stress. Der blev ikke rejst erstatningssag. 

sion) og en generel uoverkommelighedsfølelse, 

kombineret med anspændthed og irritabilitet. Sygeplejersken 

forsøger i starten en problemfokuseret 

copingstrategi (opsøger lederen, lader sig vælge 

som sikkerhedsrepræsentant). Det mislykkes, og 

hun skifter til en mere emotionsfokuseret coping 

(undgår at involvere sig i borgernes problemer), 

og får efterhånden symptomer på udbrændthed, 

præget af selvbebrejdelse, træthed, tristhed, hukommelses- 

og koncentrationsbesvær, kombineret 

med hovedpine samt spændinger i nakke- og 

skuldre. Måske spiller en kønsforskel i copingstrategi 

og stressreaktion også en rolle. 

Det skal understreges, at specifikke psykosociale 

belastninger ikke giver specifikke stress-reaktio- 

ner og sygdom. Pointen er, at forløbet fra stressorer 

til helbredsudfald modificeres af en række betydende 

faktorer, som personlighed, coping og social 

støtte. Den her skitserede opdeling i 2 typer 

psykiske stresstilstande må ikke opfattes som 

skarpt adskilte sygdomsentiteter, men snarere 

som en klinisk karakteristik med en del muligt 

overlappende symptomer. Særlig udbrændthed 

kan være svær at adskille fra fx depression, kronisk 

belastningssyndrom og kronisk træthedssyndrom. 

For disse noget diffuse tilstande er der ikke 

international og næppe heller national enighed 

om diagnostiske kriterier. De her beskrevne længerevarende/kroniske 

stresstilstande rubriceres 

almindeligvis under ICD-10-diagnosen »psykisk

elastningsreaktion«, en tilstand der er bredt deskriptivt 

karakteriseret uden egentlig diagnosekriterier. 

Forløb og prognose for disse lidelser er afhængig 

af psykisk konstitution, coping og social støtte, 

og derfor stærkt individuelt. 

Posttraumatisk stress 

Posttraumatisk stresstilstand (Post Traumatic 

Stress Disorder, PTSD) er psykiske reaktioner, der 

kan opstå i efterforløbet af en krisereaktion, når 

individet udsættes for pludselige stressfaktorer af 

en karakter, som ville fremkalde betydelige symptomer 

på ubehag og psykiske reaktioner hos næsten 

alle. Der kan være tale om krig, katastrofe- eller 

ulykkessituationer. 

Begivenheder, der er traumatiske for et individ, 

behøver ikke at være det for et andet, som følge af 

forskelle i egostyrken (personligheden). Dette betyder, 

at begivenheden ikke nødvendigvis er universelt 

traumatiserende, men at det er tolkningen 

af denne, som er den udløsende faktor for en 

eventuel længerevarende krisereaktion. 

Krisereaktionen kan opdeles i 3 faser: 

Akutfasen opstår i det øjeblik katastrofen eller 

ulykken rammer individet. Ved en katastrofe kan 

man forvente at se følgende psykiske reaktioner: 

omkring 10-30% af de involverede virker tilsyneladende 

rolige og velafbalancerede; de holder sig i 

aktivitet og hjælper andre, de vurderer situationen 

realistisk, handler rationelt og fremstår som 

spontane ledere. De, som klarer sig bedst i selve 

ulykkessituationen, klarer sig ligeledes bedst i den 

efterfølgende periode. 50-75% reagerer med apati 

og er præget af nogen rådvildhed. Denne hjælpeløshed 

må nærmest betegnes som en normalreaktion, 

og de har sjældent behov for psykologisk 

hjælp. 10-25% får så stærke psykiske reaktioner, 

at de kan have behov for kriseintervention. 1-3% 

mister fuldstændig kontrollen og får symptomer 


355 

på alvorlige sammenbrud i form af akut psykose 

eller panikreaktion. 

Mellemfasen opdeles i reaktionsperioden og reparationsperioden 

eller i den tidlige og sene mellemfase. 

Perioden begynder, når faren er overstået, og 

individet kender katastrofens omfang og konsekvenser. 

Stressreaktionernes intensitet og hyppighed 

reduceres betydeligt i reaktionsperioden. 

Overgangen til reparationsfasen er flydende, men 

starter efter ca. 4-6 uger, hvor katastrofen bearbejdes. 

Senfasen begynder efter ca. ½ år og kaldes for nyorienteringsfasen. 

Enten er traumet bearbejdet, 

og den psykiske ligevægt genoprettet med en god 

sundhedstilstand til følge, eller der er udviklet en 

kronisk posttraumatisk stressreaktion. 

Det kliniske billede på posttraumatisk stress har 

været kendt siden midten af det 19. århundrede. 

Tilstanden blev oprindelig beskrevet hos soldater, 

der havde kæmpet i den amerikanske borgerkrig. 

Deres symptomer var overvejende angst. I senere 

historiske perioder er tilstanden kendt under betegnelser 

som granatchok, krigssejlersyndrom og 

krigsneurose. Der er siden blevet beskrevet mange 

stresssyndromer efter naturkatastrofer og menneskeskabte 

katastrofer. Eksempler på disse er kzsyndromet 

og voldtægtssyndromet. Samlet er disse 

tilstande først blevet kategoriseret og beskrevet 

i anerkendte diagnoselister i 1980. Definitionen 

på denne psykiske reaktion er, at det er en væsentlig 

eller ualmindelig belastning, der forårsager 

overvældende frygt hos en normal person. Typisk 

ses tilbagevendende episoder med genoplevelse af 

traumet i form af påtrængende erindringer (flashbacks), 

drømme eller mareridt. Herudover trækker 

personen sig fra andre og har en nedsat reaktivitet 

over for omgivelserne. Tilstanden indebærer 

ofte forstemthed og forsøg på at undgå aktiviteter 

og situationer, som kan minde om traumet. 

21


356 


A. Tidligere udsættelse for exceptionel svær belastning. 

B. 1. Tilbagevendende genoplevelse af traumet i 

»flash-backs«, påtrængende erindringer eller 

mareridt. 

eller 

2. Stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, 

der minder om traumet. 

C. Undgåelse af alt, der minder om traumet. 

D. 1. Delvis, eventuel fuld amnesi for den traumatiske 

oplevelse. 

eller 

2. Vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed 

eller øget alarmberedskab, med to 

eller flere af følgende symptomer: 

a. Ind- og gennemsovningsbesvær 

b. Irritabilitet eller vredesudbrud 

c. Koncentrationsbesvær 

d. Hypervigilitet 

e. Tilbøjelighed til sammenfaren 

E. Optræder inden for 6 måneder efter den traumatiske 

oplevelse. 

Figur 21.8 Diagnostiske kriterier for PTSD (ICD-10). 

Det er sædvanligvis en tilstand af autonom irritabilitet, 

alarmberedskab og tilbøjelighed til at fare 

sammen (startle response). Siden den første klassificering 

af PTSD i 1980 er beskrivelsen af diagnosen 

blevet revideret, og der foreligger nu en WHO 

klassifikation af PTSD i ICD-10 diagnoselisten 

(fig. 21.8), hvor diagnosen forudsætter opfyldelse 

af kriterierne A-E. 

I en stor interviewbaseret undersøgelse beregnede 

man livstidsprævalensen af PTSD i en amerikansk 

bybefolkning og nåede frem til, at 0,5% af 

mændene og 1,3% af kvinder udviklede et klinisk 

billede, svarende til PTSD, i relation til vold, voldtægt 

og forskellige typer ulykker. En dansk undersøgelse 

af en årgang personer, der havde været ude 

for en alvorlig arbejdsulykke, har vist, at 4,3% af 

de skadelidte havde vedvarende symptomer på 

PTSD 6 måneder efter ulykken. 

I dag er PTSD i relation til vold og røveriske 

overfald en kendt og velbeskrevet reaktion, og der 

tilbydes ofte kriseintervention i forbindelse med 

Maskinulykke 

En 50-årig kartonnage-arbejder var beskæftiget som 

maskinfører på limmaskine. Ved et driftsstop forsøgte 

han at ordne maskinen. Under reparationen placerede 

han venstre hånd på et transportbånd. Maskinen 

gik pludselig i gang, og han fik venstre hånd ind 

mellem valse og transportbånd. Han stod fastspændt 

ca. 20 minutter, mens kolleger fik maskinen 

skilt ad. Han kom på skadestuen, og var samlet indlagt 

i 4 dage. Fik amputeret lillefingeren og fik konstateret 

knusning af yderleddene i 2. og 3. finger. 

Var sygemeldt i 6 måneder. Der var et varigt mén 

med nedsat følesans i 2. og 3. finger, hypersensitiv 

lillefingerstump samt fantomsmerter. 

Angiver, at han siden ulykken har haft mareridt, 

der handler om at komme i klemme i maskiner. Har 

stort set disse mareridt hver eneste nat. Gennem nu 

1 år i sygemeldings-perioden har skadelidte haft hyppige 

flash-backs i relation til ulykken. Han skal bruge 

megen tid på at aflede sine tanker. Oplever tilbøjelighed 

til at fare sammen ved pludselig lyde; i sådanne 

situationer har han en fornemmelse af at være fastklemt. 

Har siden ulykken haft tendens til irritabilitet, 

hidser sig ofte op over bagateller. Skadelidte har ikke 

længere lyst til at deltage i fester og sammenkomster, 

forsøger ofte at undgå sådanne arrangementer. 

Da han genoptog arbejdet, havde han en oplevelse 

af, at han havde fået ulykken på afstand. Fik 

dog flash-back i relation til ulykken, da han igen skulle 

betjene limmaskine og oplevede hjertebanken. 

Blev derfor flyttet til en arbejdsfunktion, der ikke involverede 

maskinbetjening. 

Arbejdsskadesagen resulterede i en mén-erstatning 

på 15% for fingerlæsionerne og 6% for PTSD. 

udsættelse for disse traumatiserende oplevelser. I 

en del af disse sager vil det ligeledes være muligt at 

få tilkendt arbejdsskadeserstatning, hvis den skadelidte 

lider af kronisk PTSD. Kriseintervention 

til personer med PTSD er dog ikke evidensbaseret. 

De fleste kontrollerede interventionsstudier viser, 

at der er negativ eller ingen effekt af debriefing og 

andre former for psykologhjælp til patienter med 

PTSD-lignende symptomer. I det følgende beskrives 

cases, hvor personer har udviklet PTSD efter 

arbejdsulykker.


Gentagne voldsepisoder 

En 34-årig mandlig socialpædagog har været ansat 10 år på en behandlingsinstitution for adfærdsforstyrrede unge. 

Har i løbet af årene været udsat for mange trusler og voldelige overgreb, men reagerede ikke psykisk på 

disse episoder. I 1993 blev han sammen med 3 andre medarbejdere ufrivilligt indespærret på et loftsværelse. 

Eleverne barrikaderede døren og kastede efterfølgende brosten gennem vinduet. De ansatte var i denne situation 

bange for deres liv og førlighed. 

Værelset var udstyret med telefon, og fra denne ringede skadelidte efter hjælp. Da politiet ankom, tog de flere 

af eleverne med til afhøring på politistationen. I forbindelse med denne episode opstod der uoverensstemmelser 

mellem medarbejderne og forstanderen, der var af den opfattelse at medarbejderne selv skulle have løst situationen 

uden politiets indblanding. 

Året efter blev skadelidte overfaldet af en af eleverne, som var karate-ekspert. I forbindelse med overfaldet 

brækkede han en finger på højre hånd samt fik beskadiget næsen. Da voldsepisoden opstod, var der 6 andre elever 

til stede. Den unge mand opfordrede provokerende skadelidte flere gange til at slås, og da han afviste dette, begyndte 

den unge mand at sparke og slå med knytnæver. Skadelidte var klar over, at han var nødt til at agere passiv, 

da han var bange for, at de øvrige 6 elever ligeledes kunne finde på at overfalde ham. Skadelidte dækkede sit hoved 

med hænderne, han fik mange spark på kroppen og flere slag i hovedet. Skadelidte oplevede intens angst i forbindelse 

med episoden og oplevede, at han bogstavelig talt havde ryggen mod muren. Han var ude af stand til at 

kontrollere situationen. Blev sygemeldt i 3 uger. Da han kom tilbage til arbejdet, oplevede han, at have mistet gejsten. 

Følte han gik ved siden af sig selv og var ude af stand til at overskue arbejdsopgaverne. Oplevede de efterfølgende 

dage udtalt tendens til flash-back, hvis han kom i situationer, der kunne udvikle sig truende. I disse situationer 

oplevede han akut angst kombineret med svedeture og hjertebanken. Valgte efterfølgende at sige stillingen op, da 

han ikke længere følte, han magtede opgaverne eller trivedes med de arbejdsmæssige belastninger. Skadelidte 

var ligeledes nervøs for, at nogle af eleverne ville opsøge hans familie og forulempe dem. Havde i efterforløbet 

forstyrret nattesøvn med hyppige mareridt i relation til voldsepisoden. Forsøgte at undgå andre mennesker, var 

specielt bange for situationer, hvor der var fest og ballade, da han i disse situationer havde tendens til at genopleve 

voldsepisoden. Havde svært ved at engagere sig i sit familieliv. Oplevede herudover udtalte koncentrationsvanskeligheder, 

havde fx svært ved at samle sig om læsning og var ude af stand til at huske det læste. Følte sig generelt 

set trist til mode og præget af håbløshed. Efter 1 års sygemelding fik undersøgte jobtilbud i en ungdomsinstitution, 

men fandt dog hurtigt ud af, at han reagerede uhensigtsmæssigt, når han var sammen med de unge; var nervøs 

og irritabel og trak sig fra enhver konfliktsituation. Efter ca. 14 dage opgav han arbejdsprøvningen. Han valgte i 

stedet at starte på en ny uddannelse. Skadelidte fik tilkendt ménerstatning på 8% for PTSD. 

En voldsepisode er en alvorlig trussel mod ens 

personlige integritet og kan føre til forskellige former 

for depersonalisering. I case nr. 2 har socialpædagogen 

udviklet PTSD. Hver gang han udsættes 

for en social konflikt, udløses flash-back med 

erindring om overfaldet. Han er blevet nervøs og 

kan ikke længere cope med det uforudsigelige i arbejdet. 

Han blev arbejdsprøvet i en ungdomsinstitution, 

men selv om belastningerne her var minimale, 

reagerede han uhensigtsmæssigt i konfliktsituationer 

og kunne således ikke klare de pædagogiske 

opgaver. Hvis en person stadig lider af 

357 

PTSD, er det ikke hensigtsmæssigt at afprøve vedkommende 

i arbejdsfunktioner, der minder om 

dem, der udløste traumet. I efterforløbet kan selv 

banale episoder udløse stress-reaktioner. 

Anmeldelse og erstatning 

Sygdomstilfælde som følge af udsættelse for psykosociale 

arbejdsmiljøfaktorer kan dels skyldes 

pludseligt indsættende påvirkning som ved en 

ulykke eller påvirkning gennem længere tid. Begge 

tilstande er anmeldepligtige. 

21


358 


Anerkendelse 

I arbejdsskadeforsikringssystemet skelnes der dels 

mellem påvirkninger opstået ganske pludseligt og 

akut, hvilket er at sammenligne med et ulykkestilfælde, 

og med påvirkninger af længere tids varighed. 

Arbejdsskadestyrelsen har alene anerkendt 

psykiske følger af psykosociale påvirkninger på arbejdspladsen. 

Således har man ikke anerkendt tilfælde 

af hjertesygdom, mavesår eller andre tilstande, 

der kan have medvirkende årsagsfaktorer 

i det psykiske arbejdsmiljø. 

De tilstande, der anerkendes, drejer sig dels 

om akutte belastningsreaktioner og posttraumatisk 

belastningssyndrom samt personlighedsændringer 

efter katastrofeoplevelser, alle under 

diagnosen PTSD. Kronisk psykisk belastningsreaktion 

eller stress anerkendes ikke i arbejdsskadesager 

Ved ulykkestilfældene vil der ofte være tale om 

en akut belastningsreaktion, men andre psykiske 

følgetilstande anerkendes, da der oftest er en klar 

tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkning og 

effekt ved ulykker. Når det drejer sig om posttraumatisk 

belastningssyndrom, lægger man vægt på, 

at der er tidsmæssig sammenhæng mellem den 

påvirkning, skadelidte er udsat for og de symptomer, 

der er opstået. Man lægger endvidere vægt 

på, at der ikke forekommer psykisk lidelse forud 

eller kan påvises andre årsager til den pågældendes 

psykiske tilstand. 

Typiske ulykkeslignende tilfælde er voldsomme 

begivenheder, som fx når en lokomotivfører 

udsættes for en selvmorder, der kaster sig ud foran 

toget, trusler og vold, fx ved bankrøverier eller 

ved involvering af alvorlige færdselsuheld. Det har 

været praksis i Arbejdsskadestyrelsens, at situationer, 

der normalt forekommer i den pågældendes 

erhverv, fx verbale trusler fra klienter i en socialforvaltning, 

ikke kan anerkendes. Derimod har 

der fundet anerkendelse af ansatte indenfor politiet 

sted, hvor de belastninger, en politimand har 

været udsat for, er blevet vurderet til at ligge ud 

over, hvad der er normalt forekommende i politiarbejde. 

Forebyggelse 

Forebyggelse af helbredsskader og stressreaktioner 

fra dårligt psykosocialt arbejdsmiljø er i praksis 

ofte svært på grund af vanskeligheder med at 

afgrænse og beskrive påvirkningsfaktorerne. Det 

kræver samarbejde og forståelse mellem arbejdstagere 

og arbejdsgivere at finde hensigtsmæssige 

løsninger på disse problemer. Indenfor de senere 

år er problemfeltet sat på organisationernes dagsorden 

via arbejdsmiljøregnskaber og etiske regnskaber, 

hvilket på sigt gør det lettere at forebygge 

i dette felt. Overordnet kan der peges på to forebyggelsesstrategier 

– henholdsvis automatisering 

af belastende arbejdsfunktioner eller ændret arbejdsorganisering. 

I forbindelse med vurderingen 

af en given arbejdsorganisering foreslår den amerikanske 

organisationsforsker Herzberg, at man 

skal vurdere de motiverende faktorer i forhold til 

arbejdet. Ud fra undersøgelser har han kunnet 

identificere to sæt af faktorer, der kan karakterisere 

arbejdssituationen. Disse er henholdsvis »hygiejnefaktorer«, 

der betegner de overvejende arbejdsmiljømæssige 

forhold, der har betydning i 

forhold til medarbejdernes utilfredshed (bl.a. fysiske 

arbejdsbetingelser samt løn og ansættelsesvilkår), 

og »motivationsfaktorer« som relateres til 

forhold, der influerer på de ansattes tilfredshed og 

produktivitet (fx et ansvarsfuldt arbejde, muligheden 

for at fuldføre det påbegyndte arbejde og 

opnå anerkendelse herfor samt mulighed for 

avancement). Ifølge teorien, vil et arbejde udelukkende 

kunne øge motivationen hos de ansatte, 

hvis der indbygges motivationelle faktorer i arbejdsorganiseringen. 

Derimod vil en forbedring 

af hygiejnefaktorerne ikke nødvendigvis føre til 

øget jobtilfredshed. Rådet til virksomheders ledel-

ser er således at motivere de ansatte ved at selve 

omstruktureringen følges af en berigelse af arbejdet. 

Hermed tilgodeses behovet for selvaktualisering, 

som er en vigtig trivselsfaktor for ethvert arbejdende 

mennesker. 

En måde at modvirke følgevirkningerne af monotont 

og ensidigt, gentaget arbejde er at indføre 

jobrotation. Ved at rotere i løbet af arbejdsdagen 

modvirker man kedsomhed og ensidige muskelbelastninger. 

Ved jobrotation skifter den enkelte 

medarbejder mellem forskellige og varierende arbejdsfunktioner. 

Det er vigtigt, at den enkelte 

medarbejder behersker de forskellige arbejdsfunktioner 

fuldt ud, i modsat fald vil hun opleve 

rotationen som stressende og vil ligeledes have 

vanskeligt ved at opretholde produktiviteten. 

En anden mulighed er, at arbejde med jobudvidelse. 

Her indarbejdes flere funktioner i den enkeltes 

arbejde. En tredje mulighed er at arbejde 

med jobberigelse. Herigennem vil medarbejderne 

få øget indflydelse på planlægning og kontrol af 

arbejdsprocessen. Det indebærer, at medarbejderne 

overtager dele af de arbejdsopgaver, som mellemlederne 

har udført. Enhver jobberigelse kræver 

efteruddannelse, så den enkelte medarbejder 

er kvalificeret til de opgaver, hun sættes til. En 

fjerde mulighed er indførelse af selvstyrende grupper 

eller teambaseret produktion, der repræsenterer 

jobberigelse på gruppeplanet. Gruppen er ansvarlig 

for planlægning og udførelse af produktionen. 

Den bestemmer selv over tempo, pauser og 

er ansvarlig for produktivitet og kvalitet. 

Vidensarbejdere er hastigt ved at blive den 

største del af arbejdsstyrken. Virksomhedernes 

krav til viden øges stadig, og på den baggrund er 

læring blevet sat på dagsordenen i mange virksomheder. 

For at understøtte læring er det vigtigt 

at udvikle det psykosociale arbejdsmiljø og have 

fokus på de uformelle praksisfællesskaber i organisationen. 

Den viden virksomheden repræsente- 


359 

rer, finder man ikke i databaser, men hos de medarbejdere 

der arbejder med problemstillingerne i 

det daglige. Det kræver nye og uforudsete ting af 

den enkelte vidensarbejder. Selvadministration 

og samarbejde repræsenterer de nye krav til arbejdstagerne. 

I videnssamfundet forventer vi alle 

at blive en »succes«. Men det er indlysende umuligt. 

For mange medarbejdere vil der i bedste fald 

blive tale om fravær af fiasko. For hvor der er succes, 

må der også findes fiasko. Her er det bydende 

nødvendigt for den enkelte og for organisationen, 

at der findes områder, hvor den enkelte kan bidrage, 

gøre en forskel og regnes for noget. Det betyder, 

at der i en del tilfælde skal satses på parallelkarrierer 

eller sociale projekter i organisationen, 

som kan give alternative muligheder for at blive 

respekteret og være en succes. 

Arbejdspladsen 

Arbejdsgiveren 

Det er arbejdsgiverens ansvar, at medarbejdernes 

arbejde tilrettelægges og udføres sikkerheds- og 

sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Derfor er det 

først og fremmest ledelsens ansvar, at eventuelle 

problemer med det psykiske arbejdsmiljø bliver 

løst. Ledelsen har således det overordnede ansvar 

for, at de krav, der stilles til medarbejderne, står i 

rimeligt forhold til medarbejdernes ressourcer. 

Det betyder, at medarbejderne i det daglige bør 

have den nødvendige ledelsesmæssige opbakning, 

støtte og hjælp. Desuden skal personale- og uddannelsespolitikken 

på arbejdspladsen understøtte 

et godt og udviklende psykisk arbejdsmiljø, 

uden risiko for varige belastninger. Dette opnås 

bl.a. ved, at de lokale aftaler, der indgås, også skal 

handle om sociale aktiviteter, fleksible arbejdstider, 

skiftearbejde, efteruddannelse og orlovsmuligheder, 

medarbejderindflydelse og lønsystemer. 

21


360 


Samarbejdsudvalget 

Dette udvalg bør tage emner op, der har betydning 

for det psykiske arbejdsmiljø såsom: 

– samarbejdsproblemer 

– retningslinier for arbejds- og personaleforhold 

– retningslinier for information til de ansatte 

– ansvars- og kompetencefordeling 

– jobbeskrivelse 

– udviklingssamtaler 

– uddannelsestilbud 

– investeringer i ny teknologi 

– gennemførelse af større omlægninger 

Tillidsrepræsentanten 

Denne skal som repræsentant for sine faglige kolleger 

formidle synspunkter og information mellem 

ledelse og medarbejdere. Han eller hun har en 

central rolle ved afklaring af spørgsmål om: 

– konflikter mellem ledelse og medarbejdere 

– ledelsesinformation til medarbejdere om de 

forhold, der kan få betydning for deres arbejde 

– aftaler om arbejdstid og opkvalificering, velfærdsforhold 

mm. 

Sikkerhedsorganisationen 

Sikkerhedsorganisationen skal overvåge og kontrollere, 

at den forebyggende indsats på arbejdsmiljøområdet, 

herunder det psykiske arbejdsmiljø, 

fungerer. Sikkerhedsorganisationen skal tage 

sig af forhold vedrørende arbejdsmængde, arbejdets 

sværhedsgrad, tempo, medarbejdernes ressourcer 

og øvrige psykosociale risikofaktorer. 

De faglige organisationer 

De overenskomster, der indgås på arbejdsmarkedet, 

har stor betydning for det psykiske arbejdsmiljø. 

Akkordens størrelse, det forhold om man 

har akkord eller timeløn, om man arbejder alene, 

og hvordan skifteholdstilrettelæggelsen er, samt 

tryghedsaftaler er alle forhold, der reguleres ved 

aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Der kan 

være en modstrid mellem hensynet til den enkelte 

ansattes indtjening og hensynet til de psykosociale 

faktorer på arbejdspladsen. Eksempelvis vil en 

øget akkord give mere i lønningsposen, men tilsvarende 

mere stress. 

De faglige organisationer deltager aktivt i Arbejdsmiljørådets 

arbejde med at udstikke retningslinier 

for Arbejdstilsynets arbejde indenfor 

det psykiske arbejdsmiljø. 

Arbejdstilsynet 

Arbejdstilsynet er den myndighed, der har til opgave 

at overvåge, om arbejdsmiljølovens intentioner 

overholdes på danske arbejdspladser. Indtil 

for få år siden havde man ikke fra Arbejdstilsynet 

nogen systematisk arbejdsmetode i forbindelse 

med overvågning af det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet 

har dog hjemmel i bekendtgørelsen 

om arbejdets udførelse til at påse, at: 

– ensidigt belastende arbejde, der medfører psykisk 

eller fysisk helbredsforringelse, undgås eller 

begrænses 

– at arbejdstempoet afpasses, så det ikke medfører 

psykiske eller fysiske helbredsforringelser 

– at psykisk helbredsforringelse, isoleret arbejde 

undgås eller begrænses 

I samme bekendtgørelse anføres det, at der ikke 

må arbejdes alene, hvis arbejdet indebærer en 

særlig fare, fx risiko for vold. Endvidere skal der 

tages hensyn til den ansattes alder, indsigt, arbejdsevner 

og øvrige forudsætninger. Arbejdstilsynet 

kan påbyde, at et konsulentfirma foretager 

undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø.

Funktionspåbud 

Når Arbejdstilsynet giver påbud om det psykiske 

arbejdsmiljø, sker det ofte ved et såkaldt funktionspåbud, 

der påbyder, at virksomheden træffer 

foranstaltninger, som mindsker de psykiske belastninger 

i arbejdet. Funktionspåbuddet angiver 

imidlertid ikke, hvorledes dette skal ske, men følges 

af en række løsningsforslag. 

De områder, arbejdstilsynet især kan give påbud 

om, er følgende: 

– arbejdsstedets indretning og temperatur 

– ensidigt, gentaget arbejde 

– voldsrisiko 

– alene-arbejde 

– skiftearbejde 

– stor arbejdsmængde, hvor denne har mere end 

ren midlertidig karakter 

– arbejde med mennesker under særlige vilkår 

Med hensyn til mobning og chikane findes specielle 

regler. 

Drejer det sig imidlertid om psykosociale arbejdsforhold 

af nedenstående karakter, henviser 

Arbejdstilsynet til, at disse skal løses af virksomhedens 

ledelse og ansatte i organisationerne eller ved 

hjælp af bistand fra Bedriftssundhedstjenesten: 


361 

– ledelsens overordnede beslutninger 

– løn- og pensionsforhold samt avancement- og 

uddannelsesforhold 

– graden af medindflydelse på ledelsens beslutninger 

– jobusikkerhed 

Litteratur 

Dewe P, Giter M, Cox T. Coping, Health and Organizations. 

New York: Taylor and Francis, 2000 

Fink G. ed. Encyclopedia of Stress. San Diego: Academic 

Press, 2000 

Håndbog om psykisk arbejdsmiljø. København: Arbejdstilsynet, 

1998 

Karasek R, Theorell T. Healthy Work. Stress, Productivity 

and the Reconstruction of Working Life. New York: 

Basic Books, 1990 

Netterstrøm B: Klar besked om stress. København: 

Aschehaug, 1997 

Schabraco JM, Winnust JAM, Cooper CL. Handbook of 

Work and Health Psychology. New York: John Wiley, 

1996 

21

21 Psykosociale arbejdsmiljøfaktorer og stress

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?