Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Det relative handicapbegreb kontekstualiseres i udsagn som ”hvilken påvirkning har det på
hverdagen for barnet” og i udsagn, der drejer sig om hele familiens situation. Det er ingen
steder fuldt udfoldet, og anvendes ikke eksplicit. Det anvendes i italesættelser af det gode
samarbejde med klienterne. Begrebet ”helhedssyn”, som i vejledningen står for
socialrådgiverens pligt til at oplyse om alle relevante tilbud, bruges her med en anden
betydning til at beskrive, at det er hele familien, der tages med i vurderingerne.
Oplysningspligten - dvs. pligten til at informere om mulige ydelser italesættes ikke.
Derudover trækkes der enkelte gange interdiskursivt på lovgivnings benævnelse af sociale
ydelser som ”merudgifter” og på handicappolitiske begreber som ”kompensationsprincippet”
og ”sektoransvarlighed”. Kompensationsprincippet kontekstualiseres enkelte gange
indholdsmæssigt, dvs. det idémæssige indhold i princippet italesættes, uden at
kompensationsprincippet nævnes eksplicit.
Konkluderende kan det siges, at der delvist trækkes på det relative handicapbegreb, og den
forståelse af handicap, som det indebærer. Der trækkes dog i langt højere grad på en
individuel forståelse af handicap, som ligger i det medicinske handicapbegreb og som svarer
til Stones bestemmelse af handicap som distributivt kriterium.
Delkonklusion – socialrådgivernes italesættelse af diagnosers betydning for
tildeling af sociale ydelser
Det ser ud til, at adgangen til socialforvaltningen og dens ydelser er beskyttet af ”filtre”, som i
begge kommuner primært består af lægelige oplysninger og dokumentation. I den ene
kommune er dette filter institutionaliseret til et egentligt visitationsudvalg med tilhørende
målgruppekatalog, som supplerer og præciserer Servicelovens målgruppebeskrivelse. Det ser
ud til, at de lægelige oplysninger – herunder diagnoser og diagnoselignende beskrivelser –
spiller en meget væsentlig rolle i problemkategoriseringen og dermed for adgangen til
socialforvaltningens sociale ydelser. Det ser ud til at være vigtigt, at kunne definere klientens
problemkategori ved hjælp af en diagnose eller en diagnostisk kategorisering. Dette kan enten
forstås som en organisatorisk beskyttelse af organisationens producerende kerne og/eller som
en garanti af lovhjemmel – altså at socialrådgiveren føler sig sikker på at have hjemmel til at
bevilge, når der foreligger lægelige oplysninger i sagen. Man kan også se tilstedeværelsen af
en diagnose som en reduktion af kompleksitet – at det bliver nemmere at håndtere sagen, når
der foreligger en diagnose.
Når der ingen diagnose er, italesættes problemkonstruktionen som vanskeligere, og der
tilføjes diagnoselignende kriterier, såsom måling af IQ mv. Der lægges stor vægt på udtalelser
fra læger som faggruppe – andre faggruppers ekspertise nævnes ikke eksplicit - og det ser ud
95