Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Der lægges vægt på ”helhedssyn” i samarbejdet med familierne, som er interdiskursivt med
Serviceloven. Dette helhedssyn indebærer, at socialrådgiveren skal oplyse om alle relevante
tilbud. Der kan ydes ydelser ”ikke kun for at barnet” men ”at hele familien kan fungere bedst
muligt”. Det er en kontekstualisering af det relative handicapbegreb. Der er fuld agency i
dette udsagn, hvorfor det tolkes som, at informanten står fuldt ud bag udsagnet.
Der italesættes af begge socialrådgivere, at tillid og en individualiseret vurdering i forhold til
den enkelte familie er væsentlige forudsætninger for at opstille de relevante problemkriterier,
der matches med problemløsningskriterierne.
Jeg vil nu kort gennemgå socialrådgivernes konsumption af Lov om Social Service og
Vejledningen for at se efter deres italesættelser af de centrale handicappolitiske begreber:
handicapbegreber, kompensationsprincippet og oplysningspligten.
Derefter vil jeg konkludere på socialrådgivernes italesættelse af diagnosens betydning for
tildeling af sociale ydelser. Så vil jeg vende billedet og se det hele fra klienternes side.
Hvordan oplever de mødet med og samarbejdet med socialforvaltningen og diagnosers
betydning for bevilling af sociale ydelser?
Socialrådgivernes tekstkonsumption af Lov om Social Service og
Vejledningen
I den empiri, som jeg har haft adgang til her, dvs. mine egne semistrukturerede interviews af
to socialrådgivere, har jeg forsøgt at få informanterne til at fortabe sig i deres egen diskurs.
Jeg har på ingen måde haft til hensigt eller forsøgt at ”afhøre” dem i deres kunnen inden for
Serviceloven. Det, som jeg er interesseret i denne analyse af deres tekstkonsumption af
lovgivningen og vejledningen, vil være diskursanalytiske elementer, nemlig interdiskursivitet
og kontekstualiseringer af begreber fra loven. Jeg vil især se efter begreber, som er centrale
for handicappolitikken og lighed/ulighedsdiskursen, der ligger bag Lov om Social Service,
nemlig hvilke handicapbegreber, der trækkes på, kompensationsprincippet og
oplysningspligten.
Interdiskursivt trækkes der på en del af målgruppebeskrivelsen, nemlig ”kronisk langvarig
lidelse”. I lovgivningen er der to beskrivelser af målgruppen: ”børn med betydelig og varig
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse”
(Socialministeriet, 1998). Den ene socialrådgiver trækker udelukkende på begrebet ”lidelse”
og ikke på begrebet funktionsevne. Den anden trækker kun på begrebet funktionsevne som
følge af den rigtigt stillede diagnose, dvs. som en kausalkæde: Det er ”sandt”, at der er nedsat
funktionsevne i lovens forstand, når der en rigtigt stillet diagnose.
94