Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Fordi det er jo så merudgifter i forbindelse med handicap, jeg sidder og rådgiver om, ikke, og
så det er meget baseret på tillid og meget baseret på, hvad det er forældrene fortæller, men
også meget hvordan oplever familien deres hverdag og og jeg har en stor forståelse for, at en
forældre til et handicappet barn ofte kan være meget stressede og meget hængt op, hvis de
skal prøve at have en nogenlunde normal tilværelse.
Her beskrives relationelt en situation, hvor bevillingen er afhængig af et tillidsforhold.
Bevillingen af merudgifter er afhængig af, hvad forældrene fortæller om deres hverdag, om
hvordan de oplever deres hverdag. Og socialrådgiveren giver udtryk for indlevelse i
situationen hos familier til handicappede børn: ”jeg har stor forståelse for…”. Her ser det
således ud til, at det ikke så meget er systemet, men tillidsforholdet i relationen, der er
bestemmende for bevilling.
men, hvis man ligesom gør det rigtigt, vi siger nå men sådan en eksemplarisk familie, så så er
det noget med så øh så taler man med familien og det bedste er at gå på hjemmebesøg, for der
får man noget samtidig med at man får noget indtryk af, hvordan familien bor og har det og
sådan noget.
Ideationelt er det bedst at tage på hjemmebesøg – idet socialrådgiveren her får et bredere og
mere individualiseret billede af familien: ”noget indtryk af, hvordan familien bor og har det”.
Det understreger billedet af, at den tillidsfulde relation giver mulighed for indlevelse og
empati og dermed betyder noget for bevillingen. I disse to italesættelser trækkes der på det
relative handicapbegreb i en kontekstualiseret form, idet der tages hensyn til omgivelserne i
form familiens hverdag og betingelser. Der er således en sammenhæng mellem tillid og
empati og udmøntning af det relative handicapbegreb i praksis, idet tilliden bl.a. er nødvendig
for at få alle de relevante oplysninger.
Ligeledes italesættes det relative handicapbegreb i denne italesættelse fra socialrådgiveren i
den mellemstore kommune:
altså det kan godt være, at vi siger, jamen det her barn har behov for en praktisk hjælper for
at familien fungerer, det er ikke kun for at barnet, hvis barnet ikke har et særlig stort netværk,
at vi så siger, fint, jamen så finder vi en person, som kan gå ind og hjælpe barnet med at tage
forskellige steder rundt, det er for barnet selv, men det er også for, at hele familien kan
fungere bedst muligt, så øh så vil jeg sige, så er det vores helhedssyn, synes jeg, kommer ind,
fordi vi så kommer ind og siger, jamen hvordan kan vi hjælpe den her familie bedst muligt, og
ikke kun for barnets tarv, men for det hele………………
93