Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

udsagnet ”der er jo det der med diagnoser, ikke”. IQ italesættes som et redskab, der kan
erstatte diagnoser, og kan det samme, nemlig give præcise rammer for optaget i centret. Her
udtrykkes der elementer af en ”diagnostisk kultur” (Løchen, 1976) i socialforvaltningen, hvor
en social kategorisering af målgruppen af forvaltningen tolkes gennem et
medicinsk/pædagogisk/psykologisk tolkningsskema i mangel af egentlige diagnoser.
En kritik af brugen af diagnoser og af en diagnostisk kultur kommer fra Løchen (1976), der
beskriver kulturen på et psykiatrisk sygehus, og finder et særligt træk, som han kalder ”den
diagnostiske kultur” Denne kultur fremmer – ifølge Løchen - en social kategorisering, som
behandler alle problemer, som måtte opstå, gennem et medicinsk tolkningsskema. Løchen
beskriver den diagnostiske kultur således: ”Den typiske diagnostiske forklaring er ikke
uvitenskapelig. Den forklarer handlinger ved at lete etter deres årsak. Men den er begrenset,
fordi den alltid plasserer årsakene til adferd i individet og ofte enda snevrere innen individets
personlighet. Alt avhenger av individet” (Løchen, 1976: 212).
En sådan individualiseret tolkning ligger meget langt fra den forståelse af handicap, der ligger
i det relative handicapbegreb.
En diagnostiske kultur, hvor symptommålinger erstatter diagnoser, kan ses som et udtryk for,
at det organisatoriske filter består i den administrative brug af noget, der opfattes som
videnskabelige og professionelle forklaringer.
Som tidligere beskrevet er der flere mennesker, der opfatter sig selv som handicappede, end
det antal, der modtager sociale ydelser. Dette giver i en vis forstand pres på de sociale ydelser.
Det væsentlige i denne forbindelse er, at det er tydeligt, at det netop er diagnoser og en
diagnostisk kultur - og dermed den medicinske tænkemåde - der er den mekanisme, der
inkluderer og ekskluderer klienterne i systemet i de to kommuner, jeg har undersøgt.
Samarbejde med familierne om problem- og problemløsningskategorier
I modsætning til ovenstående beskrivelser af diagnoser og diagnoselignende forhold som
adgangsbillet til socialforvaltningernes problemløsningskategorier, italesættes der også på den
anden side et tæt samarbejde med familierne om definitionen af problemkategorier og
løsninger, når de først er kommet ”inden for” i organisationen og er accepteret som tilhørende
målgruppen for sociale ydelser. Jeg vil i det følgende give nogle eksempler på sådanne
italesættelser.
Socialrådgiveren fra den store kommune fortæller om sit samarbejde med familierne:
92