Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Diagnoser og en diagnostisk kultur
Diagnosen italesættes som væsentlig for visitationen:
altså hvis et barn, som har en diagnose, hvor der står i papirerne det er autisme, hvis det er
de rigtige mennesker, der kan diagnosticere, der har skrevet det, øh det så kan man sige det
er nedsat funktionsevne eller ej, det er jo sådan set .. en måde at komme ind i centret på, kan
man sige, fordi autisme tilhører centrets målgruppe.
Her er ingen agency. Det tolker jeg som tegn på, at det er en italesættelse af tænkningen i
centret, som der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Her nævnes ”de rigtige mennesker” – som er
dem, der er i stand til at diagnosticere. Disse mennesker italesættes med en magtfuld position,
som passer til den socialkonstruktivistiske definition af en diagnose: ”en socialt konstrueret
mening fremsat af den dominerende professionelle kultur” (Gergen citeret fra Tøssebro, 2002:
53) . Her italesættes således, at informanten kan føles sig sikker på, at der er nedsat
funktionsevne – et udtryk som er interdiskursivt med Serviceloven – når der er diagnosticeret
på den rigtige måde af de rigtige mennesker.
Men hvad gør man så, når der ikke kan sættes en diagnose på? Her fremdrages
målgruppekataloget, som vi tidligere har hørt om i forbindelse med visitationen.
Men hvis man vurderer, at barnet er udviklingshæmmet, så er det en diagnose i sig selv, altså.
Fordi målgruppekataloget der dels er der udviklingshæmning, der er også retarderet i
forskellig grad.
Udviklingshæmning og retardering i forskellig grad italesættes således som diagnoser. Der er
igen ingen agency - det tolker jeg, som at det er en del af tænkningen i centret i forbindelse
med visitationen. Her tolkes begrebet diagnoser som symptomdiagnoser, dvs. diagnoser stillet
på baggrund af kliniske fund, idet udviklingshæmning og retardering inden for en
lægevidenskabelig tænkning er upræcise begreber, som ikke er navne på sygdomme, men
betegner symptomer, og i øvrigt betyder de to begreber det samme – de tilhører bare
forskellige diskurser af ”politisk korrekthed”.
På et spørgsmålet om, hvorvidt visitationen ser på diagnoser, svarer informanten:
Det skal jo gå på funktionsnedsættelser. Det skal det jo ifølge lovgivningen, men der er jo det
der med diagnoser, ikke, og man er endda gået så vidt som til at sætte IQ på ret skarpt til
under 70, det står der. Fordi det har været svært at definere, hvor går grænsen henne, ikke,
og så har man ligesom brugt som et eller andet redskab til at definere det.
Her italesætter informanten, at hun er bevidst om, at lovgivningen siger funktionsnedsættelser
og ikke diagnoser som adgangsbillet til sociale ydelser. Spørgsmålet er, hvad der skal lægges i
91