Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Her trækkes på en common sense diskurs i forhold til at have lægelig dokumentation: ”helt
klart, så skal vi jo have”. At der skal lægelig dokumentation til tolker jeg derfor som en af
stereotypierne i denne organisation, som ikke er til diskussion.
Den lægelige dokumentation kan - ud fra en organisationsteoretisk synsvinkel - anskues som
en såkaldt bufferstrategi i forhold til de tekniske omgivelser (Mejlby et al, 2002), dvs. et filter
til at begrænse tilgangen af ”de forkerte” klienter, som vil være ”upassende elementer” som
forstyrrer organisationens rationelle produktion.
Der kan også være tale om, at den lægelige dokumentation bruges som en
begrænsning/bekræftelse i forhold til lovhjemmelen for bevilling – for at sikre sig, at der er
hjemmel til bevillingen. Ifølge Høilund (2000:142-143) kan en lovhjemmel dog være en
problematisk størrelse, da ”loven” ikke er nogen entydig størrelse, og der overlades et
betydeligt skøn til socialrådgiveren. Da det ikke står i Serviceloven, at der skal foreligge
lægelig dokumentation, kan det ses som udtryk for socialrådgiverens skøn, at der er behov for
denne dokumentation. Dvs. hun overlader straks skønnet til lægen. Denne sidste tolkning
falder i tråd med Stones perspektiv, nemlig at den dimension af handicapbegrebet, som giver
legitimitet som distributivt kriterium, er den kliniske bestemmelse.
Det betragtes altså som naturgivent, at der skal lægelig dokumentation til i nye sager i denne
kommune. Dette kan ses organisatorisk som et filter, der sorterer upassende elementer fra
eller som en klinisk sikkerhed for lovhjemmel.
I det følgende citat italesættes det, hvor besværligt det kan være for forvaltningen, hvis ikke
problemkategoriseringen er på plads:
Men i den her sag, der ..ligger så meget dokumentation nu, fordi der har været så meget tvivl,
hvad handler det om, man kan også komme i tvivl om, jamen er det en handicapsag. Det
kommer man jo, det kan man jo heller ikke lade være at tænke, er det er det noget psykisk,
altså…..
Her trækkes der på en common sense diskurs: ”det kommer man jo” underforstået i tvivl om.
Her skiftes fra jeg til ”man” – dvs. der bliver generaliseret. Dette ”man” kan også tænke: ”er
det noget psykisk” , dvs. ikke hørende ind under Servicelovens kategori ”langvarigt fysisk og
psykisk handicappet”, men trængende til andre typer af – eksempelvis psykologisk -
behandling, end der er til rådighed på handicapområdet, eller også italesættes simpelthen en,
der opfattes som hysterisk.
I dette udsagn fremgår det, at mængden af dokumentationen i sagen åbenbart vokser
proportionalt i takt med tvivlen. Det italesættes således, at der bliver mere arbejde. Det kan
89