Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

identitet”, som citeret fra Bengtsson ovenfor. I denne sammenhæng vil jeg se efter, hvilken
rolle diagnosen spiller i problemkategoriseringen, og hvorvidt og i hvilken grad det er
diagnosen som systemsprog, som brugerne skal passes ind i.
Jeg vil se efter hvorledes socialforvaltningens problem- og problemløsningskategorier
matches med klienterne – og her vil jeg især se efter diagnosens betydning eller sagt på en
anden måde:
hvorledes klienten bliver konstrueret ved at klientens og andres oplysninger holdes op mod de
problem- og problemløsningskategorier, der findes i institutionen – herunder især diagnosen
som problemkategori. Jeg vil belyse dette både set fra socialrådgivernes og fra klienternes
perspektiv. Hos socialrådgiverne vil jeg endvidere se efter, hvilken handicapforståelse, der
anvendes, og se om og hvorledes det relative handicapbegreb og kompensationsprincippet
kontekstualiseres. Endelig vil jeg se efter italesættelsen af oplysningspligten.
Jeg vil særskilt analysere tekstkonsumptionen af Lov om Social Service hos socialrådgiverne.
Jeg vil her igen især se efter de tre centrale handicappolitiske begreber, nemlig
handicapbegrebet, kompensationsprincippet og oplysningspligten.
Problem- og problemløsningskategorier
Jeg vil starte med at se efter de to socialrådgiveres italesættelse af problem- og
problemløsningskategorier i forhold til det sociale arbejde med forældre til handicappede
børn.
Socialrådgiveren fra en mellemstor kommune fortæller om en familie, hvor barnet ikke har
nogen medicinsk diagnose:
Den her familie…følte ikke.. at jeg gav dem noget. .æh.. fordi jeg havde så svært ved at give
dem en konkret råd og vejledning, fordi jeg vidste ikke, hvad handlede det her om, det var så
diffust, jamen, der er hovedpine, der er mavepine, der er opkastninger, hvad kan jeg gøre. Jeg
kunne godt se, der er en lidelse, der er en kronisk langvarig lidelse, som den jo skal
være….men vi snakkede forbi hinanden. De følte, at at at jeg ikke kom med nogen konkret
hjælp, og det havde de også ret i, for det kunne jeg ikke, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle give
dem råd og vejledning fra, jeg ville ikke kunne henvise dem til en forening, øh, jeg ville ikke
kunne sige, jamen øh hun skal i specialinstitution, hvor den bedste pleje og omsorg er, fordi
der ikke var nogen diagnose på.
Den tilstand, der beskrives hos barnet: ”hovedpine”, ”mavepine”, ”opkastninger” –
klassificeres som diffus. Der skiftes til nutid i beskrivelsen af disse symptomer og i forhold
til, at der er en ”kronisk langvarig lidelse” – dvs. der er tale om kategorisk modalitet.
86