Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

det drejer sig om. Jeg har valgt at afgrænse mit fokus i specialet til at handle om handicappede
børn. Forældre til handicappede børn italesætter generelt set en stor optagethed af diagnoser.
Der er mange forskellige måder at forstå et fænomen som handicap på. Mit teoretiske
udgangspunkt for forståelse af handicap er dels socialkonstruktivistisk, dels symbolsk
interaktionistisk. Disse måder at anskue handicap på, mener jeg, er særligt frugtbare for at
forstå fænomenet. Handicap er et fænomen, som i særlig grad kan forstås relationelt og som
en socialt konstrueret kategori.
Handicapidentitet og den handicappedes relationer konstrueres igennem diskurser. I forhold
til distribution af velfærdsydelser konstrueres diskursivt en problemidentitet, der matcher
velfærdsinstitutionens problemløsningskategorier. Det, der interesserer mig her, er, hvorledes
diagnoser medvirker til at konstruere handicapkategorien – både i forhold til konstruktionen
af identitet og relationer og i forhold til konstruktionen af problemidentiteten i mødet med
velfærdsinstitutionen. Jeg vil derfor i det følgende anvende udtrykket ”applikation af en
medicinsk diagnose” for at understrege det socialt konstruerede aspekt i dette.
I forhold til relationelle forhold kan det være frugtbart at tilføje et symbolsk interaktionistisk
perspektiv på forståelsen af handicap – et perspektiv som kort sagt går ud på at håndtere af
miskrediterende information i forhold til den sociale identitet – at opretholde selvet (Goffman,
1975). Jeg vil vende tilbage til dette perspektiv senere og uddybe beskrivelsen af det.
Medicinske diagnoser og sociale ydelser
At diagnoser spiller en stor rolle i forhold til tildeling af sociale ydelser understøttes af et
dansk forskningsprojekt, som undersøger samarbejdet mellem forældre til handicappede børn
og socialforvaltningen. I undersøgelsen: ”Der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad
man har krav på” udarbejdet af Socialforskningsinstituttet (Bengtsson et al, 2001) vises det, at
socialforvaltningerne lægger stor vægt på diagnosen, når de skal tildele sociale ydelser. Der
konkluderes, at ”et barn med en diagnose lettere kan blive ”en sag i systemet” end et barn
uden – en diagnose er således med til at konstruere den bureaukratiske identitet” (Bengtsson
et al, 2001: 104). Bengtsson påpeger, at diagnoser ikke er altafgørende for at få hjælp, men at
de spiller en stor rolle alligevel, fordi der med dem kan åbnes nogle døre hurtigere.
Det er altså klart, at medicinske diagnoser spiller en rolle som administrativ kategori på det
institutionelle plan i forhold til tildeling af sociale ydelser.
Medicinske diagnoser, identitet og relationer
Spørgsmålet er så, hvilken rolle en medicinsk diagnose spiller på det personlige plan, den
store optagethed af diagnoser taget i betragtning. Tøssebro og Lundeby, som har udarbejdet
5