Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

sociale system, og se efter, hvad der foregår i mødet, hvorledes de overordnede
handicappolitiske principper udmøntes i dette samarbejde og på hvilken måde diagnoser
spiller en rolle i forhold til selve tildelingen af sociale ydelser.
Som jeg skrev i indledningen, er det en erfaring fra min egen praksis, at der i
sagsbehandlingsprocessen lægges meget vægt på en medicinsk diagnose, således at brugerne
oplever, at det er lettere at opnå en social ydelse, når der er stillet en diagnose, end det var før
diagnosen blev stillet. Som jeg også skrev i indledningen, konkluderer
Socialforskningsinstituttets undersøgelse af forældre til handicappede børns møde med det
sociale system (Bengtsson et al, 2001), at ”et barn med en diagnose lettere kan blive ”en sag i
systemet” end et barn uden – en diagnose er således med til at konstruere den bureaukratiske
identitet” (Bengtsson et al, 2001: 104). Bengtsson påpeger, at diagnoser ikke er altafgørende
for at få hjælp, men at de spiller en stor rolle alligevel, fordi der med dem kan åbnes nogle
døre hurtigere.
De to norske forskere Tøssebro og Lundeby har udarbejdet en stor både kvalitativ og
kvantitativ undersøgelse: ”Å vokse opp med funksjonshemning” (Tøssebro et al, 2002). De
har fundet, at de fleste forældre oplever, at diagnosen har gjort det lettere at få adgang til
praktisk/økonomisk hjælp fra kommunerne. Omvendt er der ikke nogen signifikant forskel i
de ydelser, som forældrene rent faktisk har fået (Tøssebro et al, 2002: 65). Denne konklusion
modificeres dog af, at alle de forældre, der deltager i undersøgelsen er godkendt som
tilhørende, det der hedder habiliteringsteams i Norge i deres respektive kommuner. Dvs. at
barnets funktionsnedsættelse er fundet hørende til målgruppen for sociale ydelser.
Det vil sige, at forskere både i Danmark og Norge har fundet, at en medicinsk diagnose spiller
en vis rolle for tildeling af sociale ydelser. Jeg vil i det følgende forsøge at uddybe og
nuancere disse fund.
Jeg vil i min analyse i dette kapitel lade mig inspirere af perspektivet fra antologien ”At skabe
en klient” (Järvinen et al, 2003), hvor en række forfattere arbejder med fænomenet
klientgørelse – ikke set ud fra et individuelt klientperspektiv - men ud fra selve mødet mellem
individet og en velfærdsinstitution, dvs. et symbolsk interaktionisktisk perspektiv. Det er ikke
så meget selve klientgørelsesperspektivet, der interesserer mig her, men mere det næste
fænomen, nemlig at i dette møde – påstår forfatterne - omsættes menneskelige problemer til
”systemsprog” og klienter får tildelt problemidentiteter, der passer til velfærdsinstitutionens
fastlagte forståelsesrammer (Järvinen et al, 2003: 10). Det kan fx være ”den bureaukratiske
85