Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Kliniske og videnskabelige beslutninger træder ind i stedet for kontroversielle politiske
beslutninger (Stone, 1984: 107)
Mekanismer til at mindske adgangen til handicapkategorien
De tidligere beskrevne tre dimensioner, der gør sig gældende som kriterier for at modtage
sociale ydelser, er imidlertid så brede, at de åbner mulighed for udvidelse af ordningerne
(Stone, 1984:174). Der bliver efterhånden ikke bare tale om fysiske handicap, men også om
sociale, emotionelle og intellektuelle handicap (Stone, 1984:179). Det kan i sidste ende
diskuteres, hvem der så ikke er handicappet (Stone, 1984:177). Der er i den vestlige verden
altid et højere antal mennesker, der selv mener, at de er handicappede, end det antal, der
modtager sociale ydelser (Stone, 1984:141). Dette fund har Socialforskningsinstituttet ved
flere lejligheder gjort her i Danmark også (Bengtsson, 1997). Presset på grænserne til de
sociale ydelser skyldes altså forskellen på en folkelig og en programmatisk definition og ikke
nødvendigvis, at alle gerne vil snyde systemet (Stone, 1984:148). Formålet med det kliniske
koncept er at sætte tætte grænser omkring distributionen af de sociale ydelser. (Stone,
1984:140). Der er dog konstant kamp om grænserne, presset kommer fra brugerne selv, fra
”gatekeepers” og fra politikere (Stone, 1984:140).
Der er – som jeg tidligere har beskrevet – mange måder at forstå et socialt fænomen som
handicap på, og der kan aldrig blive en perfekt korrespondance mellem en måling og det
underliggende fænomen, det forsøger at måle.
Introduktion til analysen af diagnosers betydning for tildeling
af sociale ydelser
Jeg har nu indledningsvis gennemgået en måde at se på handicap som distributivt kriterium
med særlig vægt på de kliniske aspekter. Jeg vil undervejs referere til dette syn på handicap.
Jeg vil nu kort introducere den analyse, jeg vil foretage af diagnosers betydning for tildeling
af sociale ydelser. Analysen bygger på to interviews af socialrådgivere fra to forskellige
kommuner samt de fire interviews med forældre til handicappede børn, som jeg tidligere har
trukket på.
Familier med handicappede børn har som regel været i tæt kontakt med sygehuset i
forbindelse med undersøgelser, diagnosticering og behandling af deres barn. Dermed har de
været i kontakt med den medicinske diskurs. Med relationen til socialforvaltningen bliver de
klienter i et socialt system, som i en eller anden grad er styret af de handicappolitiske
principper, jeg beskrev i kapitel tre. Jeg vil sætte lup på mødet mellem forældrene og det
84