Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Stones påstand er, at forbindelsen mellem handicap som et distributivt kriterium og dets
definition som et medicinsk fænomen opstår på grund af problemerne i forhold til socialt
bedrageri i velfærdsstaterne. De to andre hovedmålgrupper for sociale ydelser i de moderne
velfærdsstater er børn og gamle, og disse er jo af gode grunde ikke så svære at identificere -
børn og gamle defineres ud fra deres kronologiske alder, som er let at bestemme, hvorimod
handicap er en mere specifik tilstand, hvor der er flere muligheder for at snyde og ”lade som
om”. Derved blev definitionen af handicap og måden at bestemme handicappet på kædet
kritisk sammen (Stone, 1984: 28).
Staten har behov for at sætter rammer og grænser op omkring de sociale ydelser, og der skulle
findes en måde at løse dette problem på. Det regnede planlæggerne af velfærdsstaterne at have
fundet i ”the notion of medical determination”, dvs. i den medicinske bestemmelse af
handicappet (Stone, 1984: 87). Stone finder, at der sker en teknificering af et politisk problem.
Hun mener, at politikerne har en blind tiltro til videnskaben: ”Policymakers belief in the
capabilities of clinical medicine had a nearly religious quality; it was a faith which could not
be shaken by empirical evidence” (Stone, 1984: 87).
Stone beskriver, hvorledes denne tro på medicinen har dybe kulturelle rødder, som er opstået
op igennem 18-hundredetallet, hvor en række store medicinske opdagelser blev gjort. Denne
udvikling vil jeg nu gå i dybden med igennem Foucaults optik.
Klinikkens fødsel
Jeg har beskrevet Stones bud på, hvordan handicapbegrebet er opstået. Jeg vil nu gå bag om
dette bud og se på, hvorfor netop lægerne skulle være særligt velegnede til at vurdere
egnethed til at modtage sociale ydelser, og hvorfor netop den lægevidenskabelige
undersøgelse tillægges politisk neutrale værdier, kort sagt hvorfor tiltroen til lægevidenskaben
blev så stor.
I ”Klinikkens fødsel” (2000) fremanalyserer Foucault ved hjælp af diskursanalyse, hvorledes
den lægevidenskab, som vi kender i dag, er opstået.
Foucault beskriver, hvorledes en række institutionelle forhold og oplysningstidens afgørende
samfundsmæssige forandringer gjorde det muligt at se sygdomme på en anden måde end
tidligere. Denne ændring skete i løbet af få år i begyndelsen af det 19. århundrede. Opfattelsen
af sygdom ændrede sig radikalt. Sygdomme blev nu opfattet som en tilstand, der blev
legemliggjort i individernes levende kroppe, og dermed blev sygdommene frigjort fra
”ondskabens metafysik” (Foucault, 2000: 259). Det vil altså sige, at sygdomsopfattelsen
bliver nominalistisk, ligesom den er i dag, som jeg tidligere har beskrevet i kapitel tre i
afsnittet om lægevidenskabens normalitetsbegreb.
82