Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

for de handicappede. ”Et liv så nær på det normale som muligt” var et hovedslogan på den tid.
Administrativt blev reformprocessen kaldt udlægning af særforsorgen.
Denne bevægelse hen imod ”normalisering” startede her i Skandinavien sent i 50-erne.
Tankerne blev grebet i USA og senere England og blev i disse lande omformet til en mere
radikal bevægelse for rettigheder og ligestilling. Dette skete i løbet af 80-erne (Payne, 1997:
270-271). Tankerne om handicappedes rettigheder og ligestilling øvede stærk indflydelse i det
arbejde vedr. handicappedes forhold, der blev taget op i FN i handicaptiåret 1980-90. Der blev
udarbejdet nogle såkaldte standardregler om ”Lige muligheder for handicappede” (De
forenede Nationer, 1994), og her blev tænkningen om ligestilling det dominerende aspekt i
reglerne. Der blev i standardreglerne eksplicit taget afstand fra den medicinske tænkning, som
der tilsyneladende ikke var gjort helt op med forinden. Den medicinske dominans blev set
som individualiserende og fastholdende den enkelte handicappede i en sygerolle – hvilket af
handicaporganisationerne blev set som undertrykkende i forhold til en rolle som ligeværdig
medborger (De forenede Nationer, 1994: 10).
Denne nye holdning til handicappede blev som nævnt adopteret i Danmark op gennem 90-
erne. Folketinget traf en principbeslutning om ligestilling af handicappede i 1993 (Wiederholt
et al, 2002: 63). Den nye lov om Social Service, som blev vedtaget i 1997, afspejlede bl.a.
denne holdning i sin beskrivelse af handicapbegrebet. Der blev i vejledningen til lovgivningen
eksplicit taget afstand fra et medicinsk syn på handicap, og grundlaget for sociale ydelser til
handicappede skulle nu være vurdering af funktionsnedsættelsen og ikke en lægelig diagnose.
Samtidig skulle der lægges vægt på en individuel vurdering af behov set i forhold til de
særlige livsomstændigheder og omgivelser for den enkelte (Socialministeriet, 1998).
Mit udgangspunkt for dette speciale er en undren fra min egen praksis på handicapområdet.
Jeg undrer mig over, hvor vigtig en rolle medicinske diagnoser stadig spiller i dag – på trods
af disse handicappolitiske opgør, som har haft gennemslagskraft nok til blive officiel
handicappolitik og har influeret på lovgivningen mv. Velfærdsstaten, som oven for nævnt,
yder i princippet tilbud til handicappede uanset diagnose – netop på grund af
handicappolitikkens udformning. Hverken tilbud om sociale ydelser eller eksempelvis
specialpædagogisk bistand er betinget af en lægeligt defineret diagnose. Men alligevel er det
en erfaring fra praksis, at diagnoser spiller en stor rolle for tildeling af sociale ydelser på trods
af lovens eksplicitte formulering om, at ydelserne alene skal tildeles på baggrund af en
funktionsnedsættelse. Samtidig italesættes generelt en stor optagethed af diagnoser af dem,
4