Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

den handlendes og lytterens eget perspektiv. I sprogbrugen kan vi frit forholde os til både til
den objektive, den sociale og den subjektive verden og foretage både konstative, regulative og
ekspressive talehandlinger. Til de tre verdener svarer tre forskellige rationalitetstyper, nemlig
en kognitiv – instrumentel, en moralsk-praktisk samt en æstetisk-ekspressiv.
Gyldighedskravene i disse rationalitetsformer er sandhed, rigtighed og sandfærdighed, og
sprogets funktion i de tre forskellige typer af talehandlinger er hhv. fremstilling af
sagsforhold, opretholdelse af relationer mellem mennesker og udtryk for oplevelser.
Habermas beskriver – udover den kommunikative handlen - tre andre former for handlen,
herunder den teleologiske handlen, som forholder sig til én verden, nemlig den objektive, og
hvor relationerne er rationelle, dvs. tilgængelige for objektiv vurdering. Gyldighedskravet er
sandhed, og denne handlingsform er ikke refleksiv. (Habermas, 1997: 74-111)
Ser vi på forhandlingerne om forståelsen af, at have fået et handicappet barn ud fra den
kommunikative handlingsmodel, er det ikke helt enkelt at analysere. Vi har kun en
retrospektiv fremstilling af forhandlingsprocesserne, og kun fra den ene part. Jeg vil alligevel
forsøge at foretage en overordnet analyse af forhandlingerne ud fra teorien om den
kommunikative handlen med de forbehold, jeg her har nævnt.
Ifølge Habermas finder enhver indbyrdes forståelsesproces sted på baggrund af kulturelle
forforståelser. Den del af vidensforrådet fra livsverdenen, der bliver sat på en prøve via
forhandlingerne, står samtidig til disposition for enhver ny situationsdefinition.
Jeg vil nu se på de fire familiers italesættelse af, hvordan deres udvidede familie har reageret i
forhold til, at der kom et handicappet barn ind i familien, og se på det som en indbyrdes
forståelsesproces i Habermas’ forstand.
De to familier, hvor barnet har en diagnose, kan relatere deres ytringer om barnet og dets
tilstand til den objektive verden, hvorom sande udsagn i et eller andet omfang er mulige ved
hjælp af diagnosen, som ligger inden for den medicinske diskurs. De kan samtidig ved hjælp
af materiale fra handicapforeningen komme med en række mere eller mindre sande udsagn,
som i hvert fald er nedfældet af en handicaporganisation på papir.
På den anden side oplever familierne, hvor barnet ikke har en diagnose, at barnets handicap
bliver bagatelliseret. De har sværere ved at komme med udsagn, der relaterer entydigt til den
objektive verden, idet de ikke har nogen diagnose. De har store problemer med
situationsdefinitionerne. Ifølge Habermas er en situationsdefinition en ordning, hvor
kommunikationsdeltagerne føjer de forskellige elementer i situationen til en af de tre verdener
og inkorporerer den aktuelle situation i deres forudfortolkede livsverden (Habermas, 1997:
143). Der er forskellige situationsfortolkninger i spil her: forældrene fortæller, at deres barn er
75