Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

ittesmå mekanismer, som transformeres til mere generelle mekanismer og
beherskelsesformer (Heede, 2002: 39).
Magt producerer viden. Magt og viden medfører hinanden direkte. Der er ikke magtrelationer
uden en konstituering af et vidensområde, der er ikke viden, som ikke forudsætter og
konstituerer magtrelationer (Foucault, 2002: 42).
Med denne forståelse af viden og magt kunne man sige, at den viden, som ligger i diagnosen
og de dertil hørende symptom- og prognoseforklaringer (i den udstrækning, de findes), giver
en relativ magtposition for de familier, der har en sådan. De besidder en viden, og det
medfører en vis magt hos den enkelte. I og med at de kan forklare andre, hvad barnets
anderledeshed handler om, konstituerer de et vidensområde – og denne viden konstituerer
magtrelationer. De andre, familien, vennerne og arbejdspladsen, ved sandsynligvis ikke så
meget om handicappet. At det så er en viden, der er konstitueret af lægevidenskaben, gør den
ikke mindre magtfuld i forholdet til andre. Dette kan uddybe, hvorfor det italesættes som langt
nemmere for familier med en diagnose at forklare deres omverden, hvad barnets
anderledeshed handler om. Denne viden er med til at normalisere det anderledes og få andre
til at acceptere dette.
Ifølge Foucault er det nonkonformes ubestemte område strafbart med det formål at
normalisere, og denne disciplineringstendens er indlejret i det enkelte subjekt (Foucault, 2002:
199, 219).
Det ikke at have en diagnose kan ses som noget nonkonformt, som er langt sværere at inddele
og kategorisere og dermed redegøre for og i sidste ende normalisere – og det forklarer,
hvorfor forældrene, hvor barnet ikke har en diagnose, skal udføre langt mere arbejde for at
forankre interaktionen.
I børnegrupperne, hvor der er en blanding af afvigende og ikke afvigende børn, ses der en
hierarkisering, hvor det handicappede barn bliver ladt i stikken. Det kan ses som en
sanktionering, hvor børnene sammenligner – og udelukker.
Samtidig foretager familierne selv en inddeling og hierarkisering i deres sammenligning af
deres barns handicap med andres handicap, som er værre end deres eget. Hermed kommer de
selv til at fremstå som højre i hierarkiet.
Kommunikativ handlen
Livsverdenen opretholdes og fornys ifølge Habermas af den kommunikative handlen.
Kommunikativ handlen betegner en type af interaktioner, som kan koordineres ved hjælp af
talehandlinger. Kommunikativ handlen forholder sig til tre verdener, den objektive, den
sociale og den subjektive og er refleksiv, idet rationalitetsproblematikken befinder sig både i
74