Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Det ser ud til, på baggrund af disse italesættelser, at der er behov for at udføre langt mere
arbejde hos de forældre, hvis barn ikke har nogen diagnose, for at få forankret interaktionen i
familien og blandt venner.
Materialet fra handicapforeningen får en vigtig funktion hos forældrene, hvor barnet har en
diagnose. Og diagnosen med de beskrevne implikationer i handicapforeningens materiale ser
ud til at være velegnet til at beskrive den faktiske identitet.
Det er altså langt lettere at forklare afvigelse i livsverdenen med en medicinsk
forklaringsmodel.
Der ses hos alle informanter en bestemt måde at mindske stigmaet på, nemlig normafikation,
som består i en sammenligning med andre handicappede børn, som har det værre.
Jeg vil nu forsøge at fortolke ovennævnte fund - vedr. familier med handicappede børns
relationer til andre - ved hjælp af teorier om viden og magt og kommunikativ handlen.
Derefter vil jeg sætte fundene i perspektiv i forhold til en større undersøgelse om danskernes
holdninger til handicappede.
Viden og magt
Som jeg har vist i dette og forrige afsnit, er der vanskeligheder forbundet med at håndtere
menneskelige afvigelser i livsverdenen. Vi ser, at benægtelse er en almindelig og udbredt
første reaktion i den udvidede familie. Efterhånden som tiden går og benægtelsen ophæves,
må der andre strategier til for at forstå afvigelsen, og vi ser, at der foregår sammenligninger,
opdelinger og kategoriseringer. Vi har set det i forhold til klassifikationer af børnene med en
bestemt diagnose, og vi har set det i forhold til alle de forklaringer, som forældrene til børn
uden diagnose tilsyneladende skal give igen og igen.
Jeg vil forsøge at fortolke disse fænomener ud fra et Foucaultsk syn på magt. Han mener ikke,
at magt udelukker, undertrykker, maskerer eller bekæmper. Magten er produktiv (Foucault,
2002: 210). Hans magtbegreb er antiessentialistisk. Magten er i sidste ende et nominalistisk
begreb, en afledt effekt af et givet områdes styrkeforhold. Magten determineres ikke af
enkeltpersoner eller generalstaber, og den kan heller ikke føres tilbage til Kapitalen eller
andre store determinanter (Heede, 2002: 39). ”Magten skabes som produkt af en række uhyre
komplekse, differentierede styrkeforhold, en alles kamp mod alle ofte helt nede på
mikroplanet – fx relationer mellem forældre og børn, lærere og elever, læger og patienter,
psykiatere og sindssyge, socialarbejdere og bistandsklienter, dommere og kriminelle, mænd
og kvinder. Disse styrkerelationer er på en gang intentionale og ikke-subjektive, de har ingen
”bagmænd”, men altid en række mål og retninger” (Heede, 2002:39). Magten ses i de
73