Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

ekendte. Det, at deres børn er anderledes, italesættes i en række tilfælde som en mere eller
mindre uforankret samhandlen med andre mennesker, som skaber besværlige situationer.
Reaktionerne på barnets handicap kan i være svære at skelne fra reaktionerne på familien som
helhed, og i Goffmans forståelse af stigma kan hele familien blive stigmatiseret af det
handicappede barn. Derfor anvender jeg det analytiske perspektiv således, at jeg ser på hele
familien som stigmatiseret.
I min undersøgelse har jeg fundet, at reaktionerne fra andre spænder fra benægtelse og
bagatellisering til fuld accept, og at relationerne ændrer sig over tid.
Begge familier, hvor barnet har en diagnose, italesætter, at de har glæde af at kunne forklare,
hvad anderledesheden hos barnet handler om. De anvender begge trykt materiale fra
handicapforeningen til at dele ud, og dermed forklare andre – både familie, venner og
arbejdsplads - hvad anderledesheden går ud på. Denne italesættelse kan tolkes som en strategi,
hvor den faktiske identitet beskrives, hvorved diskrepansen mellem den tilsyneladende og den
faktiske identitet bliver mindre. Dermed fungerer viden om diagnosen som
informationskontrol og stigmatiseringen mindskes.
I familierne, hvor barnet ikke har en diagnose, italesættes en del problemer med den udvidede
familien, som over tid er løst. Der italesættes uforankret samhandlen i familien, hvor især
bedsteforældrene har bagatelliseret og benægtet barnets problemer, og ikke villet anerkende
barnets faktiske identitet. Bagatellisering og benægtelse italesættes ligeledes – dog i mindre
grad – i familierne, hvor barnet har fået applikeret en diagnose. Det kan tolkes som, at netop
bagatellisering og benægtelse relationelt er en udbredt måde at håndtere handicap hos børn.
På et tidspunkt er bedsteforældrene dog alle blevet inkluderet i gruppen af ”kloge”, som er
dem, der i særlig grad er gode til at omgås de stigmatiserede.
I familierne, hvor barnet har fået applikeret en diagnose, italesættes at der ingen problemer
har været i forhold til venner og bekendte, hvorimod familierne uden diagnose italesætter en
række tilfælde af uforankret samhandlen med venner – især venner med børn i samme alder.
Det har noget at gøre med den uforankrede interaktion i børnegrupperne. De handicappede
børn bliver miskrediterede, og situationerne løber af sporet, når de leger med andre børn –
både blandt børnene og deres forældre. Forældrene forsøger at udøve informationskontrol i
forhold til det handicappede barn ved at få forældrene til de andre børn til at fortælle deres
børn om anderledesheden hos det handicappede barn. Her er der ingen forskel at spore
mellem børnene der har/ikke har fået applikeret en diagnose, idet diagnosen formentlig ikke
betyder noget for forklaringer over for børn.
72