Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

ikke være med”, hvorved det bliver gjort klart, at barnet ikke kan følge med i legen med andre
børn.
Det beskrives således, at barnet bliver stigmatiseret i forholdet til andre børn.
I disse italesættelser fremgår det, at samhandlen både mellem børnene i børnegruppen og
mellem voksne i forældregruppen kompliceres af, at der er et barn, der er anderledes. Der ses
eksempler på, at børnene bliver stigmatiserede af de voksne på grund af uforankret
samhandlen. Det at børnene mangler sprog ender med at miskreditere dem moralsk, idet de
bliver stigmatiserede som voldelige. Der ses en italesættelser af, at ”blandede kontakter” –
kontakter mellem stigmatiserede og normale - løber af sporet i uforankret samhandlen.
Der ses forsøg på at ”indkapsle” og bevare ”informationskontrol” i forhold til det anderledes
barn, således at det ikke skal føle sig miskrediteret.
Børnene, der har fået applikeret en diagnose, og deres relationer italesættes med de
underliggende klassifikationer, som vi så tidligere i afsnittet om identitet, men også her er der
tale om uforankret samhandlen med andre børn.
Der er tilsyneladende ingen forskel mellem den uforankrede samhandlen mellem børnene med
og uden diagnose. Overfor børn betyder diagnosen tilsyneladende ikke noget i forhold til
informationskontrollen.
Andre har det værre
Den stigmatiserede kan få hjælp til at optræde mere normalt – uden dog at skjule sit stigma –
ved at blive kontrasteret til andre, der har det værre. Dette fænomen kalder Goffman for
normafikation (Goffman, 1975:47), og det ses der flere eksempler på i mine interviews.
Moderen til Ulla siger: vi begyndte også ret hurtigt ligesom at lægge mærke til andre
handicappede og fandt ud af, jamen Ullas er jo slet ikke så slemt i forhold til så mange andre,
når vi så børn i kørestole
Her bliver barnets handicap kontrasteret til andres, som er meget værre.
Det kan også tolkes som, at forældrene stempler andre som afvigere ”i kørestole”, hvorved
deres barn kommer til at fremstår som mindre afvigende.
Faderen supplerer: multihandicappede i fjernsynet, hvor er vi dog heldigt sluppet, ikke, fordi,
så sætter det virkelig tingene i relief, ikke, og så er det ikke så galt, så er det ikke så slemt
Her trækkes på nogle underliggende forestillingssystemer om at ”slippe heldigt”, ”så galt”,
”så slemt” – noget meget slemt, er de sluppet for – som f.eks. multihandicappede – det er det
modbillede, der sætter deres egen situation i kontrast og måske er med til at acceptere
situationen.
70