Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

eller tjatte til dem, når hun vil i kontakt med dem, ikke, det er også en helt klassisk situation
for hende, for den type børn, det er….
Her trækkes lige lidt på en underliggende klassifikation ”for den type børn”.
Faderen fortsætter: hun slår eller hun tager kvælertag, fordi hun vil kilde, ikke, så gør hun det
lidt voldsomt, ikke, så er der
Moderen: så siger de andre børn, åh Ulla er så voldsom
Faderen: hun tager kvælertag, ikke
Moderen: hun vil bare kilde og i kontakt med dem
Der går kuk i kommunikationen med de andre børn – hvor hun vil kilde og i kontakt, oplever
de andre børn, at hun er voldsom. Det er med til at stigmatisere hende, ligesom vi så med
Ulrik ovenfor, der blev tolket som voldelig, fordi han ikke kunne tale.
Som vi tidligere har set, italesættes det som vigtigt for denne familie, at deres venner og
familie fortæller deres børn om Ullas handicap, således at hun får mulighed for at blive
inkluderet i børnegruppen.
Faderen siger: det er nok meget generelt, at det er svært at forklare, at, det er også svært at
forklare over for børn, at der er et andet barn, der falder lidt udenfor ..normen
Det kan tolkes som et forsøg på at holde fast i informationskontrollen, således at Ulla stadig
forbliver indkapslet og dermed beskyttet over for stigmatisering.
Italesættelsen af de to børn med en applikeret diagnose og deres relationer til andre børn
bærer præg af de klassifikationer, som ligger i fortolkningen af implikationerne af diagnosen,
som jeg tidligere har omtalt i forrige afsnit om diagnoser og identitet.
Mettes relationer til andre børn beskrives således:
det eneste hun ikke leger med, det er jo børn, og det er jo den sociale kontakt, hun mangler,
og det er jo den hun så skal have et skub til af pædagogerne for og komme ind i legen, for
børn er så uforudsigelige og springer fra det ene til det andet, og det kan de ikke, det kan de
ikke, der kan hun slet ikke være med……..
Det fremstilles som common sense, at hun ikke leger med andre børn og mangler social
kontakt. Her kontrasteres børn uden handicap med barnet. Det kan se ud, som om der –
ligesom vi så i afsnittet om identitet - trækkes på en underliggende klassifikation af viden om
xx syndrom i udsagnet ”det kan de ikke, det kan de ikke”. Her er ingen agency, hvorfor jeg
tolker ”de” som xx syndrom børn. Den manglende agency understreger, at det er en
klassifikation, der trækkes på. Der kommer agency i den sidste sætning: ”der kan hun slet
69