Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Det er i dette tilfælde ikke til at sige, om det ville være nogen forskel, hvis der var applikeret
en diagnose på drengen.
Goffman bruger termen ”blandede kontakter”, når der er kontakt mellem stigmatiserede og
normale. Den stigmatiserede kan reagere på flere måder på disse blandede kontakter – især
når han er betegnet som miskrediteret, snarere end potentielt miskrediteret (Goffman, 1975:
30), dvs. når det er synligt eller kendt af alle, at der er tale om stigmata. Den stigmatiserede
kan krybe sammen eller også reagere med fjendtlighed, hvorved almindelige sociale kontakter
kan løbe af sporet og skabe svære sociale situationer for alle involverede parter (Goffman,
1975: 32). I dette tilfælde italesættes det således implicit, at situationen er løbet af sporet hos
de voksne.
Moderen fortæller om Ullas relation til andre børn uden handicap:
men altså vi kan jo mærke, at jo ældre Ulla bliver, jo sværere bliver det for hende at komme
ud og lege med de andre børn, for hun får sværere og sværere ved at følge med…og hun
bliver jo selv mere og mere bevidst om at hun er lidt anderledes….det kan man godt mærke,
der føler hun sig lidt uden for nogen gange. Hun kan ikke sætte ord på det, man kan godt
mærke på hende, at jo, hun sidder der og vil egentlig gerne være med, men hun kan ikke rigtig
få lov….også fordi de andre børn har svært ved at forstå, at hvorfor hun ikke kan svare dem,
når de spørger hende om noget…..og hun har også i lang tid kunnet finde på at gå hen og
tage legetøjet ud af hånden på dem, for hun kunne ikke fortælle dem, at hun gerne ville have
det.….øm så hendes måde at gøre det på er bare at gå hen og tage det, og så bliver de andre
jo sure….
Her italesættes barnets subjektposition som et menneske, der er ved at blive bevidst om, at
hun er anderledes end de andre, og at hun er ved at blive ekskluderet af børnegruppen.
Relationelt italesættes der en ulighed i forhold til de andre børn, idet hun ikke kan tale.
Goffman taler om stigmatiseredes ”moralske karriere”, som finder sted i forskellige mønstre.
Han siger, at ”familiens ( ) evne til at danne ligesom en beskyttende kapsel kan et fra fødselen
stigmatiseret barn skånes i sin opvækst ved hjælp af omsorgsfuld informationskontrol”
(Goffman, 1975: 49). Dette får det indkapslede barn til at betragte sig selv som et fuldt
normalt udrustet menneske med en normal identitet. Det bliver så der, hvor familiekredsen
ikke mere kan beskytte barnet, at barnet selv oplever sin stigmatisering. I denne italesættelse
er det forældrene, der tolker, at barnet oplever sig stigmatiseret, og at de kan ikke beskytte
barnet imod dette.
Dette understreges af næste udsagn fra faderen:
68