Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

I familierne, hvor barnet har fået applikeret en diagnose italesættes således, at der ingen
problemer har været i forhold til venner og bekendte. I de to familier, hvor barnet ikke har fået
applikeret en diagnose, italesættes problemer med venner. I den ene familie italesættes, at
venner med børn har et særligt ansvar for at forklare deres børn om barnets anderledeshed,
således at barnet ikke bliver ekskluderet i børnegruppen.
Andre børn
Jeg har nu gennemgået relationerne til den udvidede familie, venner og bekendte. Jeg vil nu
gå over til at se, hvorledes det handicappede barn fungerer i forhold til andre børn, som ikke
er handicappede. Jeg vil se på hvilke problemer, der kan opstå i en sådan samhandlen mellem
børn, og hvorledes en applikeret diagnose kan spille ind i interaktionen.
I det følgende citat beskrives, hvordan det går for Ulrik, når han leger med et andet barn, der
ikke er handicappet:
de var meget gode ungerne sammen, men men jo jo ældre de lige som blev, så blev det til
at…den ene knaldede Ulrik i hovedet med en skovl, og Ulrik han er jo den der med han kan
ikke sige lad være eller gå væk eller noget og så øh knalder han tilbage. Ulrik er utroligt
robust barn, han tuder altså ikke fordi han vælter, han tuder ikke fordi han får en skovl i
hovedet, men det var bare altid ham, det gik ud over, ikke, fordi det var den anden, der
hylede…
Her fortælles om barnets samvær med et barn af et af forældreparrets vennepar. Her bevirker
barnets handicap – i dette tilfælde det, at han ikke kan tale – og hans særkende: det at han er
sej og ikke tuder for et godt ord, at han konstant bliver den, det går ud over, når børnene slås.
Relationelt bliver han offer for det andet barn, og selvom det udadtil ser ud til, at han er
streng, er det faktisk på grund af dels hans handicap og dels hans sejhed, at han bliver ”offer”.
I ovennævnte citat italesættes en stigmatisering, hvor drengen tillægges egenskaber, der
skiller ham ud fra andre børn, og at disse egenskaber implicit betegnes som mindre ønskelige,
nemlig at han er voldelig.
I det tilfælde, der italesættes her, hvor drengens handicap må forudsættes bekendt blandt de
voksne, reageres der implicit som om, der ikke var noget galt med drengen, hvorved drengen
bliver yderligere stigmatiseret, idet han bliver betegnet som voldelig. Det, at drengen ikke kan
tale, er i sagens natur ikke ”synligt” – og det er jo det, der er handicappet. Derved bliver han
moralsk miskrediteret.
67