Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Det fremstilles som common sense, at det var i den bedste mening. Det svære var at skulle
understrege, at barnet ikke er som de fleste. Det vil sige at skulle blive ved med at holde fast i
det anderledes hos barnet. I begge citater er der tøven, når moderen italesætter, at barnet er
anderledes. Det kan tolkes som, at det er svært at sætte ord på netop stigmataet.
At kunne rumme det anderledes har tilsyneladende været sværere for bedstefædrene end for
bedstemødrene:
Moderen siger: altså vores forældre har jo så accepteret det i dag, ikke, nu er der jo slet ingen
problemer med det…..ah din far og min far kan godt engang imellem….
Der fremhæves et lille forbehold i forhold til accepten hos bedstefædrene, som faderen ikke
deler: ah, det synes jeg ikke mere
Moderen medgiver: det er ikke så slemt mere
Faderen konkluderer: nej, det synes jeg ikke, der har ikke været noget i det sidste års tid, det
er lige som om, nu er det faldet på plads, det er faldet i hak, det er en bevidsthed, sådan er
livet og må det være
Ideationelt trækkes der her på en underliggende forestilling om at kunne rumme og acceptere
anderledesheden ”det er en bevidsthed, sådan er livet”. Der er ingen agency, hvorved det
bliver et generaliserende udsagn, og det bliver tydeligere, at det drejer sig om en almen
forestilling om at acceptere livet, som det er, og anderledesheden, som den nu engang
manifesterer sig.
I de følgende udsagn udtrykkes den grundlæggende accept, som de sympatisk indstillede
”kloge” er i besiddelse af.
Faderen siger: altså din mor har nok været den, der har været mest……accepterende og
forstående, hvad skal jeg kalde det
Her kommer en forklaring på, hvad der ønskes af bedsteforældrene: at de skal være
accepterende og forstående – underforstået over for det anderledes – formentlig i stedet for
bagatelliserende. Der er tøven og der udtrykkes eksplicit en diskursiv tvivl her: ”hvad skal jeg
kalde det”, som kan være udtryk for, at det er svært at vide nøjagtigt, hvad der ønskes.
I begge familier, hvor barnet ikke har fået applikeret en diagnose, ses bagatellisering og
benægtelse således som reaktion hos den udvidede familie. Jeg tolker dette som udtryk for
uforankret samhandlen, hvor især bedsteforældrene – uanset intentionerne – kommer til at
blive oplevet som ubetænksomme, og forældrene skal igen og igen forklare, hvad det handler
om. I sidste ende bliver bedsteforældrene dog inkluderet i gruppen af ”kloge”. Bagatellisering
65