Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Hermed bliver bedstemoderen en af de ”kloge”, som er sympatisk indstillet over for den
stigmatiserede, idet hun under indflydelse af ”kloge” professionelle, selv danner sig en
opfattelse af drengen. Det er svært at afgøre, om italesættelsen af drengen her er moderens
(informantens) eller bedstemoderen, men den minder dog mere om en professionel ”klogs”
italesættelse end et familiemedlems. Ifølge Goffman er det ofte professionelle, der kommer
med retningslinier og gode råd overfor den stigmatiserede om, hvordan man bedst kan leve
med stigmaet (Goffman, 1975: 140)
Vi ser her, at bagatellisering og benægtelse af, at der er noget galt med barnet, kan være
udtryk for uforankret samhandlen. At usikkerheden over for at forholde sig til det anderledes
kan give sig udtryk i netop bagatellisering, som til gengæld kan opleves som ubetænksomhed
fra de stigmatiseredes side. Vi ser endvidere et eksempel på, at professionelle bidrager til at
gøre familiemedlemmer til ”kloge” – dvs. som tilhørende den kategori, der er sympatisk
indstillet og forstår at omgås den miskrediterede.
Også i den anden familie, hvor der ikke er nogen diagnose, er der elementer af bagatellisering
af barnets problemer i reaktionen fra især bedsteforældrene:
det der så indimellem kunne være lidt svært, det var at vores forældre havde svært ved at
acceptere det, svært ved at forstå….at hun var forsinket, de blev ved med ligesom at sige,
jamen hun er bare lidt længere om det, og det skal nok komme, der er ikke noget i vejen med
hende….hvor vi ligesom var nødt til hele tiden at blive ved at forklare dem, jo, der er altså
noget med Ulla, der ikke er, som …altså de er ikke som alle andre børn.
Denne bagatellisering italesættes med direkte tale, som var det med bedsteforældrenes
stemme. Der er overwording i ”hele tiden at blive ved”. Dette kan tolkes som, at det skulle
gentages rigtig mange gange, at barnet var anderledes , og det underbygger det, som blev sagt
i citatet oven for, nemlig at det bliver den, der selv har stigmaet, som får flest erfaringer med
at håndtere det i de vanskelige sociale situationer, hvorfor det er dem, der skal gøre arbejdet.
Den umiddelbare accept og forståelse fra bedsteforældrene har manglet.
Bagatelliseringen bliver udlagt som havende været i den bedste mening - som en forsøg på at
trøste:
Faderen siger: trøste os lidt på den måde, eller hvad ved jeg, selvfølgelig har de jo nok
Og moderen supplerer: vi var jo nok klar over, at det var i deres bedste mening, men det
gjorde det lidt svært nogen gange, når vi skulle forklare og ligesom understrege for dem,
jamen nej, Ulla er ikke…….som de fleste
64