Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

at informanten er under mistanke for at være lettere hysterisk: ”lad nu være med og skrue det
hele op”.
Goffman siger om den problematiske oplevelse normale kan have i forhold til den
stigmatiserede:
”Vi kan let komme til at synes, at den stigmatiserede enten er for aggressiv eller for forknyt,
og i begge tilfælde finder vi, at han er altfor tilbøjelig til at tillægge vore handlinger et
utilsigtet indhold. Måske føler vi selv, at vi ved direkte at vise vor bekymring og medfølelse
med hans tilstand let kan komme til at overspille vor rolle; på den anden side, hvis vi rent
faktisk glemmer, at han har den pågældende defekt, kan vi også let komme til at stille
urimelige krav til ham, eller til at ringeagte hans lidelsesfæller af ren og skær
ubetænksomhed” (Goffman, 1975: 32)
Dette kan forklare benægtelsen og bagatelliseringen fra familiemedlemmerne af
anderledesheden.
Det er, da bedstemoderen møder professionelle på et ”tegn til tale”-kursus, at der sker et ryk i
anerkendelsen hos hende af, at der er noget galt ("tegn til tale" anvendes som i dette tilfælde
til børn, der har svært ved at lære at tale og forstå verbalt sprog):
min mors vedkommende var det først, da hun kom på tegn til tale kursus, og jeg sagde til
hende nu tager du på tegn til tale kursus, og de fortalte om, jamen, hvorfor tror du han lærer
tegn, han er jo ikke døv, vel, nej, men prøv at høre her, jamen nu skulle jeg holde op, og hun
kunne slet ikke forstå det, indtil hun kom derud, og de begyndte at fortælle om baggrunden,
og hvorfor og, så blev hun jo altså lidt, hold da op, ikke,…så nu har.. selvfølgelig fordi skellet
bliver større og større – det er ligesom om, da han var lille var det ikke så slemt, nu bliver det
sådan ligesom om at det bliver mere og mere, ikke.
Her italesættes at ”de” - nogle fagpersoner formentlig – fortalte om baggrunden for at
anvende ”tegn til tale”, og så det at ”skellet” bliver større, som kan opfattes som en rewording
for forskellen mellem den normale udvikling og barnets reelle udvikling bliver større og
større, overbeviser moderen om ”hold da op”, at der er noget galt med drengen.
Omtalen af ”skellet” mellem drengen og andre børn er en nominalisering. Forskelle i
udviklingsprocesserne hos børn bliver hermed gjort til noget meget abstrakt. Her anvendes
ordet ”slemt” om forskellen mellem drengens udvikling og de andre børns. Det ordvalg har en
udpræget negativ betydning. Det gradbøjes dog ikke til, at det bliver værre og værre, men
større og større og mere og mere. Det anderledes her italesættes således som forskellen i
udvikling i forhold til andre børn – at være mere eller mindre bagud. Det kan tolkes som en
italesættelse af den faktiske identitet over for den tilsyneladende identitet.
63