Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

sådan lidt….jamen det er også fint nok, for vi gider heller ikke male fanden på væggen, vi ved
jo ikke, hvordan det bliver
I denne italesættelse ligger en vis bagatellisering fra faderens side, som kan tolkes som, at han
lader opfattelsen af barnet blive i den tilsyneladende identitet: ”lad os nu se, hvor slemt, det
bliver”. Det er den eneste italesatte reaktion, der ikke er ubetinget positiv og forstående i
denne familie, selvom denne reaktion heller ikke italesættes som negativ.
Også i denne familie har der således primært været positive reaktioner på barnets
anderledeshed.
Begge familier, hvor barnet har fået applikeret en diagnose, har stort set kun oplevet positive
reaktioner fra den udvidede familie med enkelte undtagelser. De, der ikke italesættes som
decideret positive, italesættes som bagatelliserende i forhold til barnets anderledeshed. Begge
familier anvender materiale om sygdommen fra handicapforeningen til at forklare de andre
om tilstanden.
Det ser ud til, at den viden, der ligger i at have en diagnose og kunne udlevere materiale om
handicappet, er med til at fastslå den faktiske identitet over for den udvidede familie og
dermed bidrage til at mindske stigmatiseringen af barnet.
Familierne, hvor barnet ikke har fået applikeret en diagnose
I de to familier, hvor barnet ikke har fået applikeret en diagnose, ser det ud til, at der er langt
større problemer i deres samhandlen med familiemedlemmer i den udvidede familie.
Som jeg vil vise, havde Ulriks familie svært ved at se og/eller acceptere, at der var noget galt
med barnet. Her var ingen diagnose, og der bliver diskuteret og forhandlet, og relationerne
kommer i spil. Der er tale om en ængstende og uforankret interaktion, og at der af de normale
bliver anvendt kategoriseringer, der ikke passer i situationer, hvor en person har et stigma. Og
da det er den, der har stigmaet, der får flest erfaringer med at håndtere sit stigma, er det
ham/hende, der bliver bedre til at styre disse (Goffman, 1975: 33).
Et eksempel på en sådan interaktion er følgende italesættelse:
med familien har det jo været sådan, jamen, altså jeg kender jo også en, som når han
snakkede heller ikke, da han var tre år, vel. Tag det nu roligt, ikke, og lad nu være med og
skrue øh det hele op, og jeg ved ikke hvad, øh, ja, de har virkelig tag det nu roligt, tag det nu
roligt, ikke
Her anvendes direkte tale – med familiens stemme. Der er overwording i den direkte tale i
form af gentagelsen af ”tag det nu roligt”. Der italesættes med denne overwording en
bagatellisering og benægtelse af, at der er noget galt med barnet og en indirekte antydning af,
62