Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Virkeligheden har bekræftet forældrene i, hvad lægen har sagt – der sker en fremgang i
barnets udvikling. Ideationelt lægges der vægt på ”fremgang”, ”aldrig været gået i stå”,
”fulgte med op”. Det vil sige, at familien er blevet bekræftet i, at behandlingen går den rigtige
vej. Udsagnet med at acceptere det har modalitet ”nok”; der er altså ikke fuld affinitet til
udsagnet, accepten er ikke ubetinget.
Det ser her ud til, at det at få en forklaring er godt nok – en diagnose er ikke nødvendig.
Delkonklusion – diagnosers rolle for konstruktionen af identitet
Hos begge familier, hvor barnet ikke har nogen diagnose, italesættes et dilemma og en
ambivalens i forhold til ønsket om at få stillet en diagnose. På den ene side er der et stort
ønske om at få at vide, hvad årsagen er, eller i hvert fald at få en forklaring på barnets
anderledeshed, på den anden side er der en erkendelse af, at det nok i virkeligheden ikke ville
ændre så meget med en diagnose, og at det er væsentligt at acceptere barnet, som det er. Den
ene informant italesætter, at hospitalets undersøgelser af barnet for at finde en diagnose har
været oplevet som stærkt overdrevne. Den anden familie har fået en forklaring af lægen –
inkluderende alt det som lægen ikke ved, og det har de været nogenlunde tilfredse med.
Omvendt kan forklaringer om diagnosen virke objektiverende og være svære at identificere
med barnet, således at diagnosen som stempel gør, at det må genovervejes, om forældrene kan
holde af barnet.
Det fremgår af ovennævnte italesættelser, at diagnosen kan give en forståelse af barnets
syndrom, hvor barnet kan holdes op imod andre med det samme syndrom, og hvor barnet
forstås i lyset af diagnosens klassifikationer af adfærd mv.
Inden for stemplingsperspektivet fremgår det, at hvis en person behandles som om han er
generelt afvigende, er der risiko for at producere en selvopfyldende profeti, dvs. han begynder
at opføre sig som det generelle billede, andre har af ham. (Becker, 1963: 34). Der trækkes her
på disse klassifikationer af børn med xx syndrom i common sense form, hvilket bestyrker
risikoen for, at barnet bliver stemplet ind i en bestemt form, som er forudsagt af diagnosen. At
afvigelsen så at sige forstærkes af den måde, som barnet behandles på, og der ikke bliver
plads til en mere individualiseret opfattelse af barnet. I den ene italesættelse tages der dog
eksplicit afstand fra objektiverende stereotypier i beskrivelsen af diagnosens implikationer.
Jeg har således ikke belæg for at sige, at der sker en stempling, kun at pege på risikoen i disse
italesættelser og dermed problematisere vægtlægningen af diagnoser i forhold til barnets
identitet og adfærd.
Omvendt kan diagnosen være med til at forstå barnet – at adfærden er beskrevet gør måske, at
den ikke forekommer så fremmedartet, så længe diagnosen blot forbliver en referenceramme,
56