Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

At acceptere barnet, som det er
Moderen siger: øm…..og det tog da noget tid for os, sådan og …ligesom…forstå det og
acceptere, at sådan var hun….men altså da vi så ligesom var færdig med undersøgelserne og
fik at vide, at jamen hun har noget arvæv…og det er ligesom det, der er problemet, så var det
ligesom, så begyndte vi sådan at acceptere, jamen okay…du var jo god til så at sige, jamen
sådan er Ulla, lad os komme videre herfra – griner
Der er nogen pauser, som kan tolkes som implicit modalitet i udsagnet om at forstå og
acceptere. Forståelsen og accepten følges ad med undersøgelserne på hospitalet. Der er
kategorisk modalitet i udsagnet om, hvad der er galt: ”hun har noget arvæv .. og det ligesom
det, der er problemet”. Dermed italesættes en stærk affinitet til udsagnet. Moderen henviser
til, at faderen var god til at acceptere pigen, som hun er. Også her bruges kategorisk modalitet:
”jamen sådan er Ulla”, hvorved barnet italesættes som accepteret og ikke stemplet.
Faderen uddyber baggrunden for sin accept:
det var lidt på baggrund af børneafdelingen ovre på (sygehuset), ikke, …som jeg synes hele
vejen igennem har vi fået en …..øh..en meget utrolig god… jeg vil ikke sige støtte men
forklaring på nogen ting, når vi har spurgt, vi har fået en forklaring, ikke, og vi har også fået
en forklaring på at…de ikke ved så meget om hjernen, altså de har ligesom erkendt ret tidligt,
at at at…de sådan set ikke kunne hjælpe os så forfærdeligt meget, sådan at vi kunne ikke gå
ind i hjernen og skære hende op og sige og reparere, det var bare et spørgsmål om og pace
hende
Faderen beskriver, at lægen har været god til at forklare, hvad de vidste og ikke mindst, hvad
de ikke vidste noget om. Dette leder underforstået til, at så er der ikke andet at gøre end at
acceptere Ulla som hun er. Forklaring er et nøgleord her, i betydningen at lægge kortene på
bordet også om alt, de ikke ved og dermed heller ikke kan hjælpe så meget. Der er næsten
overwording i, hvor god forklaringen har været ”meget utrolig god” som tegn på optagethed
af dette fænomen. Samtidig har budskabet været at ”pace hende”.
Med det menes, forklarer moderen:
det de lagde meget vægt på, det var den fysiske træning, at børn indtil syvårsalderen kan
gendanne noget hjernevæv, så det syntes de var meget vigtigt, at vi ligesom arbejdede med det
Og det har virket, siger faderen:
og det kunne vi jo tydeligt se, at der skete, der skete en fremgang….så man kan sige, hun har
aldrig været gået i stå. Vi har hele tiden kunnet se hun.. fulgte med op. Ikke helt op til
målstregen, men hun var hele tiden sådan en postgang efter, ikke,… men vi har nok
sådan……..vi har nok ret tidligt accepteret det begge to
55