Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Ja, både og, ikke altså, jeg tror da nok, at havde jeg haft indstillingen af, jamen jeg vil vide,
hvad det er, så var de også blevet ved, jamen så tager vi denne her prøve for det og det og så
altså hvor mange gange, hvor mange syndromer, han ikke er blevet testet for, ikke, hvor man
var ved at blive sindssyg af det, ikke, og ventetiden, hvor man lidt sådan, ikke, får en følelse af
til sidst, men det tror jeg sådan er meget kendetegnende, det er når vi kommer i skolealderen,
når man har fået dem skoleplaceret, så begynder forældrene at sige, nu slutter festen, nu vil vi
ikke være med til det mere, vi har ikke fundet ud af, hvad det er, og så holder vi en pause.
Her italesættes en ambivalens: ”både og” og ”man var ved at blive sindssyg af det” samtidig
med ”jamen jeg vil vide, hvad det er”. Samtidig italesættes, at hospitalsvæsenet ville være
blevet ved, hvis ikke informanten havde sagt stop.
Der skal holdes en ”pause” i den søgen efter diagnose, som har været så magtpåliggende. Det
vil implicit sige, at det ikke er helt slut med det. Skoleplacering italesættes som et vendepunkt
i forhold til den problematik.
Der er stadig et ønske om at få en afklaring, men der kan også ske noget andet:
Og så kan det godt være, at følelsen kommer igen, men jeg tror sådan meget den dersen, nå
men nu er han lige det her sted eller hun er det her sted, så … så vil man ikke mere. Og der er
selvfølgelig nogen, der bliver ved og vil have det……..det er jo så…jeg tror bare, jeg har haft
det sådan, til sidst har jeg fået det sådan, jamen hvad betyder det, selvfølgelig er det dejligt….
Og ville også være sådan wauw, så ved jeg da, hvad det er, og måske ved jeg, hvordan han
ser ud om tyve år og livet kommer til at fungere for ham…men lige nu i nuet, så forandrer han
sig jo ikke……….så på en eller anden måde, så… jamen det er jo nok, jeg tror man lever lidt
mere i nuet……i forhold til det i hvert fald…..
Det fremstilles som common sense, at det ville være dejligt at vide, hvordan det vil gå barnet i
fremtiden. Det italesættes som i et livsverdensperspektiv, og ikke i form af en
diagnose/prognose, og det er ikke helt klart, om det forventes, at diagnosen ville give denne
afklaring. Man kunne få en fornemmelse af, at det er det, der er i spil.
Der skiftes mellem en generaliseret og individuel stemme – dvs. både andre og informanten
selv.
Der er en del pauser og skift i udsagnet, som kan tolkes som modalitet eller en underliggende
ideologisk kamp, som handler om ambivalens overfor – hvad er det bedste – at få diagnosen
eller lade være? At vide, hvordan drengen vil have det i fremtiden? Det italesættes i hvert fald
som et dilemma.
53