Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

jeg tror hun er meget velfungerende af et xx syndrom barn at være.
Og italesætter i common sense:
Og så mødes de og leger, så hun får noget nogen sociale relationer. Det er jo et af
problemerne også med xx syndrom børn
Også her trækkes der på denne viden om syndromet som common sense viden.
Det ses her, at diagnoser, hvor der er tale om symptomer, der kan aflæses i adfærden, kan
anvendes til at klassificere børnene ind i en bestemt identitetsopfattelse. Dette kan let blive til
en stempling – ifølge diagnosen er der nogle bestemte adfærdssymptomer – dette bliver læst
ind i barnet og bekræfter dermed diagnosen. Der er en risiko for at barnet bliver socialiseret
ind i en afvigerrolle. Når der som her trækkes på denne viden som common sense, kan der
være en tendens til at opfatte barnet mere stereotypt, og ikke se barnet som et unikt individ.
Dilemmaet
Hos de familier, hvor barnet ikke kan få applikeret en diagnose, kan der opstå et dilemma,
som italesættes som værende mellem at få noget at vide om barnets fremtidsudsigter – overfor
at acceptere barnet som det er.
Der italesættes således et dilemma i forhold til at få en diagnose eller ej hos moderen til Ulrik:
de tager scanninger og blodprøver og de fotograferer og hold da op, hvad vores unger ikke
har været igennem, ikke. Og så kan man jo sige, at det er lidt skræmmende, men læger har det
sådan, de siger jo ikke…at de ikke kan finde det….de bliver ved og bliver ved og bliver ved
indtil forældrene siger nul, nu slutter festen, ikke. Nu er han/hun som hun er, og så er det det,
ikke,
Her er flere tilfælde af overwording i omtalen af, hvor meget de undersøger på hospitalet.
Både eksemplerne på undersøgelser og i gentagelsen af ”bliver ved”. Det kan tolkes som en
ideologisk optagethed af dette fænomen som noget overdrevet i den sociale praksis. Der er
flere italesættelser med overwording i forhold til sygehusets undersøgelser i interviewet.
Der trækkes på en common sense klassifikation i omtalen af, at læger ikke fortæller, at de
ikke kan finde ud af årsagen til sygdomme, som tager informanten for givet, at dette fænomen
er naturgivent. Dette kontrasteres med et udsagn – sagt med forældrenes stemme: ”nu er
han/hun som hun er”, et statement af kategorisk modalitet og om at acceptere barnet, som det
er.
På spørgsmålet om, hvorvidt det er dem selv, der har sat en stopper for undersøgelserne og
bestræbelserne på at finde en diagnose, svarer hun:
52