Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

klogere end jeg ellers ville have været, ikke, og det vil jeg egentlig ikke bytte, fordi hun har
det jo godt, altså hun,
Her trækkes der kontekstualiseret på en os/dem diskurs i en modereret udgave – hvor barnets
anderledeshed er blevet til en læreproces.
I starten var moderen således bange for miskreditering af barnet, men hun ender med at
opfatte barnets anderledeshed som en berigelse – uanset diagnosen. Diagnosen blev opfattet
som noget objektiverende, og blev ikke knyttet til barnets identitet.
Alle disse udsagn er med fuld agency og dermed affinitet, hvorfor de tolkes som værende en
afspejling af den sociale praksis.
Diagnosen som klassifikation
En medicinsk diagnose sige noget om sygdommens symptomer. I det følgende udsagn
trækker Mettes mor på en klassifikation vedr. adfærd hos børn med denne xx syndrom
diagnose, hvor bestemte adfærdsmønstre ses som symptomer på sygdommen:
nogen xx syndrom børn er jo meget udadreagerende, nogen af dem kan være det, men langt
de fleste af dem, de siger jo ikke så meget… de er stille, selvfølgelig kan de få et flip, men slet
ikke som Dampbørn, slet ikke, det er meget få, der er.
Der trækkes på denne viden om børn med xx syndrom som common sense viden. At der er
tale om common sense ses her i brugen af ordet ”jo”. Det kan tolkes som, at der ikke er tale
om en personlig tolkning af børnenes adfærd, men en mere stereotyp opfattelse som følger
overordnede beskrivelser af adfærdssymptomer ved syndromet.
jeg har altid godt vidst, at de der xx syndrom børn havde søvnproblemer….
Her trækkes igen på denne klassifikation. Der ligger en distance i at omtale børnene i tredje
person flertal, som understreger klassifikationsaspektet i det. Dette stiltræk kommer igen:
Men hun har jo altid sovet til middag, og det gør de fleste af de der xx syndrom børn, de sover
til middag op til 10, 11, 12, 13 år
Til klassifikationen føjes en underliggende ”skala”, underforstået i forhold til begavelse, og
underforstået, at med xx syndrom følger udviklingshæmning.
altså Mette er faktisk i den kvikke ende, kan man sige af skalaen, ikke,
Der trækkes således meget på en klassifikation om xx syndrom børn. Der trækkes på
klassifikationen med common sense, hvorved der ikke sættes spørgsmålstegn ved den
individuelle gyldighed. Herved bliver klassifikationen vigtig for forståelsen af barnet og
dermed for barnets identitet.
Også Maries mor trækker på den samme underliggende klassifikation:
51