Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Normalitet/afvigelsesdiskursen
Per Solvang identificerer normalitets/afvigelsesdiskursen som værende afledt af den
normaliseringspolitik, som blev udmøntet i Danmark og Skandinavien i 1960-erne, og som
jeg har omtalt flere gange. Normaliseringspolitikken var et brud med den segregering, der
fandt sted i særforsorgen. En almindelig repræsentation for denne diskurs, som vi også har set
ovenfor, er udtrykket ”en tilværelse så nær det normale som muligt”. Herved bliver der:
”….the interest in the normal. They define the present social understanding of normality as
the main issue when developing a policy for the disabled” (Solvang, 2000: 5). Derved
placerer diskussionerne om normalisering og integration af handicappede sig midt i denne
diskurs. Ifølge Solvang bliver handicappede i denne diskurs kategoriserede ved hjælp af
videnskabelige medicinske, psykologiske og sociale begreber om normalitet.
Afinstitutionalisering og normalisering er relateret til normalitet/afvigelsesdiskursen -
sammen med afvigerfokuserede medicinske perspektiver (Solvang, 2000: 6). På den måde
bliver den medicinske diskurs en del af afvigerdiskursen. Der ses, som jeg har vist ovenfor,
rester af netop dette afvigerfokuserede medicinske perspektiv i den kontekstualiserede
årsag/virkningstænkning i forhold til diagnoser og behandling i Serviceloven og FN’s
standardregler.
Standpunktet om normalisering som en del af denne diskurs er dog ikke teoretisk
uproblematisk, da normaliserings- og integrationsreformer ofte ses som et opgør med den
medicinske måde at se på anderledeshed, som Solvang peger på (2000: 6), og som vi har set i
beskrivelsen af de tidligere diskursive kampe både i Lov om Social Service og FN’s
standardregler. I den forstand kommer normalisering/afvigelsesdiskursen til at ligne os/dem
diskursen meget, idet normaliseringsperspektivet afviser, at der ikke skulle være mulighed
for, at handicappede kan have adgang til et almindeligt liv. Solvang giver som eksempel:
”…the reforms in caring for intellectually disabled people. The normalization perspective
here abolishes the medical way of thinking about intellectually disabled people as patients and
reduced humans who do not have access to a sex life and experience other restrictions on how
they can live their lives.”
Denne diskurs rummer altså både elementer, der tager klar afstand til den medicinske måde at
se på afvigelse, samtidig med at den rummer den medicinske model som forståelsesramme - i
hver sin ende af dette binære modsætningspar.
Jeg vil nu supplere beskrivelsen af normalitets/afvigelsesdiskursen med nogle teoretiske
positioner om normalitet og afvigelse. Jeg vil starte med at beskrive normalitetsbegrebet i
43