Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Navngivning og klassifikation af sygdomme skal imidlertid ikke forstås som noget arbitrært.
Navngivning og klassifikation er formet efter den eksisterende virkelighed (Wulff et al, 1997:
93).
Inden for medicinen klassificeres de fleste sygdomme patogenetisk. Dette skal forstås som en
anden klassifikationsform end en klinisk klassifikation, hvor der kan stilles
symptomdiagnoser på baggrund af kliniske fund, eller en ætiologisk klassifikation, som
angiver årsagen til sygdommen. Den patogenetiske klassifikation grupperer sygdomme efter
sygdomsenheder, eller sagt på en anden måde – hvad det er, der er galt i kroppen. Eksempler
kan være hjerte/kar sygdomme, sygdomme i bevægeapparatet osv.
Infektionssygdomme er på en og samme tid både ætiologisk og patogenetisk definerede. Men
mange andre sygdomme er ikke særlig eksplicit og præcist definerede. Læger lærer at
genkende sygdomme på mere eller mindre løse beskrivelser under deres kliniske uddannelse
og i deres kliniske praksis.
Der er ofte hos lægfolk en stor forventning til at få lægevidenskabelige årsagsforklaringer,
selvom der kun i visse tilfælde er baggrund for at forvente sådanne.
Læger – og lægfolk – tænker og taler til daglig ikke i den ovennævnte nominalistiske
tankegang. Sygdomme italesættes, som om de var en ting, der havde en uafhængig eksistens,
essens. Som eksempler kan nævnes den forestilling, at det enkelte sygdomstilfælde er
resultatet af en interaktion mellem en sygdom og en vært, eller et helt dagligdags udsagn som:
”denne sygdom blev først opdaget for nogle år siden”, ”denne patient lider af forhøjet
blodtryk” (Wulff et al, 1997: 98). Denne tankegang nærmer sig i virkeligheden en dæmonisk
sygdomsopfattelse ifølge forfatterne til bogen ”Medicinsk filosofi”. Det er en tankegang, der
opfatter sygdomme er dæmoner, som angriber mennesker og fremkalder lidelse ved at
manifestere sig i de personer, som de har angrebet. Det er udtryk for en essentialisme, som
”ignorerer det faktum, at klassifikationerne også afhænger af vore valg af kriterier, og dette
valg afspejler vore praktiske interesser og udstrækningen af vor viden” (Wulff et al, 1997:
103).
Som det ses af denne beskrivelse af medicinsk videnskabsfilosofi, er der langt fra en
nominalistisk forståelse af sygdomme til et relativt handicapbegreb. Forståelsen af sygdomme
som essens er udbredt, men ifølge filosofien fejlagtig. Jeg vil nu beskrive det handicapbegreb,
der udspringer af den medicinske tænkemåde.
34