Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Habermas er dels kritisk teoretiker, dels hermeneutisk orienteret. Han har både en aktør- og en
strukturtilgang og er desuden normativ. Jeg vil – udover ovenstående anvendelse - anvende
hans koloniseringstese og positivsimekritik som normative referencepunkter til at sætte mine
fund fra analysen ind i en samfundsmæssig sammenhæng.
Til at analysere organisatoriske og institutionelle forhold i socialforvaltningen vil jeg bruge
visse begreber fra nyinstitutionel teori.
Videnskabsteoretiske overvejelser
Min tilgang til forståelsen af kategorien handicap er – som tidligere beskrevet – dels
socialkonstruktivistisk, dels symbolsk interaktionistisk, hvilket afspejler sig i mit valg af teori
og metode. Jeg mener, at diskursanalyse og symbolsk interaktionistisk teori tilsammen giver
nogle gode og frugtbare muligheder for at studere kategorien handicap på et nuanceret plan.
Valget af diskursanalyse som teori og metode implikerer en række ontologiske og
epistemologiske præmisser i forhold til sprogets rolle i den sociale konstruktion af verden
(Jørgensen et al, 1999: 12). Der er en række videnskabsteoretiske antagelser, der ligger til
grund for Foucaults, Faircloughs og andre diskursanalytikeres metode og teoribygning,
nemlig følgende: der er en kritisk indstilling over for selvfølgelig viden – det betyder, at
verden kun kan forstås gennem vores kategorier, at verden ikke er tilgængelig for os som et
spejlbillede. Der er tale om kontingens i vores måde at forstå og repræsentere verden, der er
ikke tale om en statisk forståelse. Dette betyder dog ikke, at alting forandrer sig hele tiden.
Det sociale felt er regelbundet, selvom det i princippet er kontingent. Denne forståelse
repræsenterer et antiessentialistisk syn på verden. Der er sammenhæng mellem viden og
sociale processer og mellem viden og social handling. Viden bliver skabt i social interaktion,
og forskellig forståelse af verden fører til forskellige handlinger, hvorved konstruktionen af
viden får konkrete konsekvenser. (Jørgensen et al, 1999: 13-14).
Disse antagelser peger på, at det sociale skabes gennem en konstruktionsproces og dermed
adskiller sig fra teorier, der anskuer opbygningen af det sociale som en ubevidst, løbende,
evolutionær og kausal udviklingsproces (Wenneberg, 2002: 89), og det er netop i denne
konstruktionsproces, at jeg ser, at en facetteret og nuanceret forståelse af kategorien handicap
fanges ind. Jeg kan ikke se handicap som en essens hos den enkelte eller noget kausalt, der
udspringer af en sygdom, men mener i høj grad, at der er tale om en konstruktionsproces i
varierende forståelser af , hvad handicap er for et fænomen. En symbolsk interaktionistisk
forståelse af handicap tilføjer den konstruktivistiske forståelse nogle nuancer i forhold til
forståelsen af de relationelle fænomener, der er knyttet til kategorien handicap.
18