Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Social praksis
Det er i det ovenstående beskrevet, hvorledes teksterne kan analyseres som tekst og som
diskursiv praksis. Teksterne skal endvidere analyseres som den sociale praksis, de er en del af,
og som de er med til at konstituere og som de konstitueres af. Det, som Fairclough benævner
”diskursens sociale matrix” skal bestemmes. Diskursens sociale matrix består af de sociale og
hegemoniske relationer og strukturer, som konstituerer de bestemte tilfælde af social og
diskursiv praksis, som jeg undersøger (Fairclough, 1992, 237). Jeg har beskrevet, hvordan jeg
vil undersøge handicapområdets diskursorden. Jeg vil derefter undersøge de konkrete tilfælde
af diskursiv praksis, som består af mine interviews - som jeg analyserer som tekster - og se
på, hvorledes disse tekster forholder sig i forhold til de sociale og hegemoniske relationer og
strukturer, som jeg fandt i diskursordenen. Der vil jeg se efter, om teksterne er konventionelle
og reproducerer diskursordenen eller om de er kreative og oppositionelle og dermed bidrager
til at forny diskursordenen.
Det er her i analysen af den diskursive praksis i forhold til diskursordenen, at jeg kan nærme
mig konklusionerne på min problemstilling. Det er her, de ideologiske og hegemoniske
effekter i forhold til videnssystemer, sociale relationer og sociale identiteter kan findes.
(Fairclough, 1992, 238). Til den analyse supplerer jeg med anvendelse af social teori, som jeg
omtaler senere i dette kapitel.
Problemer med metoden
Det er dog ikke en helt uproblematisk metode, der her er tale om. De største problemer ligger
i skellet mellem det diskursive og det ikke diskursive (Jørgensen et al, 1999: 101), og der er
Fairclough ikke til megen hjælp. Han skriver, at relationen er kompleks og dialektisk og
ændrer sig over tid. Desuden skriver han, at der kan anvendes social teori til at bestemme den
sociale praksis, men han angiver ikke, hvordan og hvor meget. Der er således ikke nogen lette
løsninger på dette problem. Jeg har valgt at håndtere dette problem på flere forskellige måder,
og forsøgt at argumentere undervejs for, hvornår jeg ser noget som en del af det ikke
diskursive og dermed den sociale praksis.
Jeg forsøger således at fremanalysere og argumentere for, hvad der tilhører det ikke
diskursive. Det gør jeg bl.a. ved hjælp af de sproglige analyser, hvor jeg fx tolker udsagn med
fuld agency som afspejlinger af den sociale praksis. Hvor det er muligt underbygger jeg dette
med andres undersøgelser, der har fundet samme fænomener i den sociale praksis. Dernæst
bruger jeg teori til at underbygge mine fund og argumentere for, hvor jeg finder at teorien er
med at støtte antagelsen af, at disse fund er en del af den sociale praksis.
16