Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

på subjektet selv. Panoptismen er en internaliseret overvågning med disciplinære funktioner.
Der er tale om en politisk teknologi. Dermed sker der det, at den enkelte normaliserer det
anderledes og selv er med til at reducere opfattelsen af handicap og stemple det afvigende.
Samtidig har jeg fundet, at tilstedeværelsen af en medicinsk diagnose gør det meget lettere at
forklare andre, hvad det hele handler om, dvs. inddele. Det lægevidenskabelige stempel har en
magt i sig selv, og den viden der ligger i diagnosen giver en magtposition over for andre – ved
at vide noget, som andre ikke ved. Diagnosen bliver dermed en beherskelsesform. Den viden,
der ligger i en diagnose, giver magt. Tilstedeværelsen af en diagnose konstituerer således en
magtrelation.
Jeg har fundet et sted, hvor denne magtrelation ikke er virksom; det er i forhold til
børnegrupper. Børns hierakisering er ikke underlagt magten fra diagnoser – den viden ændrer
ikke noget hos børn – der har viden ikke betydning i den kontekst.
Emancipatoriske potentialer
Habermas argumenterer for, at den kendsgerning, at klassekonflikten, som prægede de
kapitalistiske samfund i deres opkomstfase, er blevet institutionaliseret og dermed bragt til
tavshed, ikke betyder, at der ikke findes protestpotentiale i det moderne samfund i det hele
taget. Men potentialet opstår nu langs andre konfliktlinier - nemlig om forsvaret for og
restitueringen af truede livsområder. At leve med et handicap kan siges at være et truet
livsområde. Det er ikke så længe siden, at handicappede har været endog meget undertrykte.
Det er altså ifølge Habermas ikke mere fordelingsproblemer, men spørgsmålet om livsformer
og kultur, som ligger i protesten. Det er problemer vedrørende livskvalitet, ligeberettigelse,
individuel selvrealisering, deltagelse og menneskerettigheder. Det er konflikter inden for den
kulturelle reproduktion, den sociale integration og socialisationens områder (Habermas, 1981:
501).
Vi så hos De Samvirkende Invalideorganisationer – og også hos familierne i min
undersøgelse - en optagethed af fordelingsproblemer. Også ligestilling generelt optager De
Samvirkende Invalideorganisationer.
Habermas skelner mellem frigørende potentialer og modstands- og regressionspotentialer i
protesten. I modstands- og regressionsbevægelserne ses en mere defensiv karakter: de er
orienteret imod koloniseringen af områder til fordel for kommunikativt strukturerede – og
ikke imod erobningen af nye territorier (Habermas, 1997: 504).
Blandt modstands- og regressionsbevægelserne ser han to typer, der kan skilles ud fra
hinanden:
123