Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Håndtering af afvigelse
Jeg har redegjort for, at der sker en instrumentel reduktion – ikke alene fra systemets side,
men også i livsverdenen – i forståelsen af handicap, når diagnosen, og dermed en positivistisk
videnskabsopfattelse, anvendes som primær forståelsesramme for handicap. Det er ikke kun
til administrativt brug, at der sker denne reduktion. Jeg har også konkluderet, at de
mennesker, der har problemerne tættest inde på livet, deres familie og venner, selv i en vis
udstrækning er med til at foretage en reduktion af forståelsen af handicap.
Som jeg tidligere har beskrevet, foregår overvågning, disciplinering og normalisering af
handicappede ved hjælp af de magtteknikker, som Foucault benævner som pestmodellen.
Pestmodellen går ud på, at inddele afvigelser binært og analytisk med det formål at visitere til
de rigtige institutioner, der kan måle, kontrollere og korrigere det unormale (Foucault, 2002:
216).
Handicappede bliver først stemplet som ”unormale” – og dette foregår med lægers hjælp.
Netop bipolariteten mellem det normale og det patologiske stammer fra lægevidenskaben og
har vundet stor udbredelse, da lægevidenskaben som positiv videnskab har stået model for
både humaniora og samfundsvidenskaberne. Vi har set, at afvigelse i meget stor udstrækning
forstås i forhold til en medicinsk tænkning, at denne tænkning tilsyneladende er den
dominerende måde at opfatte afvigelse på. Det er måske ikke så underligt, hvis både
humanistiske og samfundsvidenskabelige tænkemåder er dybt præget af denne tænkning.
Denne partikularistiske måde at opfatte kategorien handicap på med hovedvægten på det
patologiske, på den ”syge” essens, bidrager til at hierarkisere og udelukke handicappede fra
samfundslivet, og er stik imod handicappolitikkens intentioner.
Denne inddeling er en vigtig magtteknik. Vi har set, at det skaber problemer, hvis der ikke
kan sættes et lægevidenskabeligt stempel på tilstanden, idet det nonkonformes ubestemte
område er strafbart (Foucault, 2002: 195). Det er svært at sammenligne, hierarkisere og
dermed normalisere, når der ikke er noget lægevidenskabeligt navn på og tilstanden ikke kan
klassificeres. Det kan være svært at finde de rigtige institutionelle rammer for korrektion af
det unormale. Dermed kan tilstanden ikke så let måles, det bliver sværere at kontrollere og
korrigere afvigelsen.
Jeg startede i dette afsnit med at konstatere, at også de mennesker, der har problemerne tæt på
kroppen, nemlig den handicappede selv eller den nærmeste familie, selv er med til at foretage
den instrumentelle reduktion i form af diagnosen som primær forståelsesramme. At de
mennesker selv bidrager hertil kan forklares med panoptismebegrebet (Foucault, 2002: 219-
222). Panoptisme afindividualiserer magten, og magten går over i subjektet og lader den virke
122