Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

udfordrer forståelsen af mennesket som mere end gener og knogler. Ifølge Habermas bliver vi
nødt til at tro mere på fornuften.
Kritik af det sociale arbejde
Jeg fandt, at diagnoser fungerer administrativt som et filter i grænselandet som en
bufferskabende strategi, og at der tilsyneladende er tale om isomorfi mellem de forskellige
socialforvaltninger, hvor organisationerne efterligne hinanden, idet den administrative
anvendelse af diagnoser som filter ses i mange socialforvaltninger. Jeg fandt samtidig, at det
netop er de kliniske målinger, der ligger i diagnosen og den lægelige dokumentation, der
skaber legitimitet for handicapbegrebet som distributivt kriterium.
På baggrund af denne kritik af brugen af diagnoser og den instrumentelle reduktion af
opfattelsen af mennesker med handicap kunne man rette en kritik af det sociale arbejde, som
bidrager til denne reduktionisme. I stedet for at arbejde målrettet sammen med forældrene
med det relative handicapbegreb og kompensationsprincippet som værktøjer, som det er
foreskrevet i lovgivningen, lægges vægten på administrative logikker og rationaler, som har
nogle uheldige konsekvenser for den sociale integration af handicappede.
Søren Juul og Peter Høilund (2003) retter den samme slags kritik mod det sociale arbejde og
kommer samtidig med et normativt bud på, hvorledes det sociale arbejde bør være. De mener
generelt i forhold til socialt arbejde, at der er sket en kolonisering af etik og ret til fordel for
mere instrumentelle former for socialt arbejde. "Som modmagt mod denne kolonisering
opstiller vi et ideal, der søger at generobre et socialt rum for etisk og retlig autonomi i det
institutionelle sociale arbejde” (Juul et al, 2003: 20). Dette ideal bygger især på
anerkendelsesteorier, som er udviklet af Honneth (2003). Han skelner mellem tre former for
anerkendelse. Den første anerkendelsessfære er kærlighed, den anden form er den retlige, der
fordrer anerkendelse som juridisk person og den tredje form er social værdsættelse (Honneth,
2003: 15 – 17). Den kritiske, normative teori, som Juul og Høilund vil arbejde på at udvikle,
bygger på et dobbeltperspektiv, nemlig at anerkendelseskampen både angår anerkendelse i
mødet mellem socialarbejder og borger og anerkendelseskampe i forhold til indholdet i den
institutionelle dømmekraft. En sådan teori for socialt arbejde ville efter min mening kunne
dæmme op for nogen af de uheldige konsekvenser, jeg har påvist, i forhold til den
instrumentelle reduktion af opfattelsen af mennesker med handicap. Netop
dobbeltperspektivet vil medvirke til at gøre op med den isomorfi, jeg har påvist på det
institutionelle niveau, nemlig at socialforvaltningerne ligner hinanden i den konforme
anvendelse af en reduktionistisk medicinsk forståelse som filter.
121