Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

diagnose, oplever at barnets handicap bliver bagatelliseret. De har sværere ved at komme med
udsagn, der relaterer entydigt til den objektive verden. Der bliver store problemer med
situationsdefinitionerne i livsverdenen, som vi har set. Det sociale arbejde, der foregår i
socialforvaltningerne, er således med til at bureaukratisere kerneområder i livsverdenen ved
deres stærke vægtlægning af diagnoser. Det drejer sig om kerneområder, som i livsverdenens
kommunikativt baserede fællesskaber i forvejen er under pres. Det er jo ikke bare det sociale
arbejde, som lægger så stor vægt på diagnoser. Også det pædagogiske arbejde er præget af en
diagnostisk tænkning, som jeg tidligere kort har beskrevet. Det vil sige, at alle disse
professionelle, som forældre til handicappede børn møder, alle vil være meget optagede af
diagnoser, i forhold til deres professionelle arbejde. Dette kan medføre en sammenblanding af
handicapforståelser og give den medicinske forståelse en førsterang, som ikke hjælper i
livsverdenens situationsdefinitioner. Det er dette, som sætter livsverdenens
situationsdefinitioner under pres, og det er dette, som jeg ser som et udtryk for systemets
kolonisering af livsverdenen.
”Videnskabelig neutralitet”
Den udbredte anvendelse af diagnoser som forståelsesramme for handicappede kan ses som
en instrumentel reduktion af opfattelsen af mennesker med handicap. Denne reduktion sker
både fra socialrådgivere, pædagoger, nærtstående og fra dem selv. Hverken den personlige
selvforståelse eller generelle holdninger i samfundet i forhold til handicappede kan erstattes af
lægevidenskabens reduktionistiske syn. Dette reduktionistiske syn indebærer, at i en vis
udstrækning bliver det en positivistisk videnskabsopfattelse, der kommer til at dominere
opfattelsen af handicappede.
Habermas kritik af positivismen går på, at den posivitistiske videnskabsopfattelse kommer til
at udtrykke en slags ”halveret rationalisme”, som i praksis bliver til en form for ideologi ”ved
at legitimere instrumentelle tænkemåder og teknisk-rationel styring under dække af
videnskabelig neutralitet. På den måde blev spørgsmål om kollektive mål og moral
klassificeret som et rent subjektivt og irrationelt område, der ikke kunne debatteres rationelt”
(Andersen et al, 2000: 367).
Habermas kritiserer, at politiske problemer bliver gjort til tekniske styringsproblemer – også
de spørgsmål, der har med moralske forhold at gøre som magt, demokrati, lighed og
retfærdighed. Habermas siger, at dermed bliver scientismen til en ideologi (Andersen et al,
2000: 367).
Man kunne med denne kritik sige, at denne positivistiske videnskabsopfattelse ikke blot
udvider, men erstatter personlig selvforståelse. Udlægningen af mennesker som ren natur
120