Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

og i forståelsen af handicap som distributivt kriterium, hvor legitimiteten ligger i den
kliniske, objektive måling, som der trækkes på institutionelt.
Der er stor forskel på, hvad handicapforståelser skal bruges til – om de skal anvendes
administrativt som distributivt kriterium i velfærdsstaten, eller de skal anvendes i
livsverdenen til forståelse af afvigelse.
Der kan være problemer for mennesker med handicap forbundet med at identificere sig med
det relative handicapbegreb i dets radikale udformning, fordi definitionen overser de
personlige oplevelser og erfaringer. Hvis handicap kun opfattes som en relation og al
individuel essens fornægtes eller omfortolkes, positionerer man sig meget langt væk fra de
mennesker, det handler om. Det samme problem er der i forhold til at anvende det relative
handicapbegreb i sin radikale form som distributivt kriterium, som jeg tidligere har beskrevet.
Administrativt er der behov for at beskæftige sig med individer. Det relative handicapbegreb
er således problematisk både i livsverdenen og administrativt, og i praksis bliver det derfor det
medicinske handicapbegreb, der bliver det, der anvendes.
Det bliver således den medicinske forståelse af handicap, der byder sig til både i forhold til
livsverdenen og som distributivt kriterium, og det har konsekvenser.
”Systemet” i Habermas’ forstand handler om økonomi og administration, som reguleres af
styringsmedierne penge og magt. Systemet træffer afgørelser ud fra økonomiske og
bureaukratiske hensyn og vi har set, at den medicinske diagnostiske forståelse af handicap
anvendes som adgangsbillet til sociale ydelser. Men netop ved at anvende diagnoser gribes
der ind i livsverdenen. Diagnosen bliver trukket frem som noget væsentligt. Politisk og
moralsk-praktisk er det ligestilling af handicappede, som ligger bag lovgivningen. Samfundet
ønsker, at det er ligestilling som ideal, der skal ligge bag den måde, handicappede i det hele
taget behandles på. Det, som vi har set, at der administrativt lægges så stor vægt på diagnoser
og diagnostiske beskrivelser kan tolkes som, at systemet i denne forbindelse koloniserer
livsverdenen og derved bidrager til at rationalisere denne.
Der er jo netop, som jeg har vist, problemer i livsverdenen i forhold til forståelse og
integration af handicappede. Der er ikke en lang kulturel forforståelse af handicap at trække
på i livsverdenen, der er ikke noget stort vidensforråd til umiddelbar rådighed i forhold til
handicap, der kan trækkes på. Vi har set, at der foregår en forhandling om betydninger i
livsverdenen. Vi har set, at denne forhandling er særligt vanskelig for de familier, hvor barnet
ikke har en diagnose. De familier, hvor barnet har en diagnose, kan relatere deres ytringer om
barnet og dets tilstand til den objektive verden, hvorimod familierne, hvor barnet ikke har en
119