Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Der er ligeledes enkelte eksempler på, at socialrådgiverne trækker på en os/dem diskurs i en
meget modereret udgave, ligesom vi så hos forældrene.
Socialrådgiverne trækker således på alle tre diskurser i diskursordenen, men reproducerer den
ikke, idet de primært trækker på normalitet/afvigelsesdiskursen. De trækker på
lighedsdiskursen, den medicinske diskurs, normalitetsdiskursen, den symbolsk
interaktionistiske diskurs og på os/dem diskursen. Der er således hovedvægt på en slags
tidsmæssigt regressiv forståelse, som går tilbage til tiden, hvor de diskursive kampe mellem
en medicinsk diskurs og lighedsdiskursen var mere udfoldede, og hvor er blev trukket mere på
en normalitetsdiskurs.
Der er tale om et interdiskursivt mix hos socialrådgiverne, som tegn på en underliggende
ideologisk kamp, mellem lighed/uligheddiskursen og en medicinsk diskurs.
Afsluttende kan jeg så konkludere, at medicinske diagnoser og den medicinske diskurs har en
stor betydning for forståelse af afvigelse i livsverdenen og for konstruktionen af handicap hos
forældrene. Der er tilsyneladende ikke i livsverdenen umiddelbart andre klare forståelser til
rådighed at trække på. Den diskurs, der byder sig til for forståelse af identitet - nemlig os/dem
diskursen - trækkes der kun på i nogle forståelser af, at handicap kan være en berigelse.
Medicinsk tænkning og forståelse bliver således en dominant diskurs i livsverdenens
forståelser af handicap.
Socialrådgiverne trækker ligeledes meget på den medicinske diskurs i deres konstruktion af
handicap. De tilføjer til denne forståelse en ligeledes lidt vag os/dem diskurs og en
normaliseringsdiskurs, som er optaget af det normale i social forstand. Dermed bidrager
socialrådgiverne ikke med andre forståelser.
På det institutionelle niveau er opgøret med den medicinske tænkning og den diskursive kamp
mellem lighedsdiskursen og den medicinske diskurs langt fra overstået. Forståelsen af
handicapbegrebet som relativt og orienteret mod tilgængelighed til samfundet er således ikke
slået igennem i den sociale praksis. Den sociale praksis fremstår stadig som værende midt i
den diskursive kamp, der blev beskrevet i FN’s standardregler og Serviceloven, hvor handicap
blev forstået som et individualiseret problem og som en medicinsk defineret afvigelse. Der er
derfor tale om en regressiv reproduktion af diskursordenen. Handicappede bliver stadig i høj
grad set som medicinsk forståede afvigere, og lighedsdiskursen er ikke slået igennem.
Dermed er magtrelationerne mere undertrykkende for handicappede i den sociale praksis, jeg
har undersøgt, end diskursordenen i første omgang kunne forlede til at tro.
117