Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Lighedsdiskursen, som var stort set hegemonisk i diskursordenen, er således meget langt fra
hegemonisk i den diskursive praksis, jeg har undersøgt.
Lighedsdiskursen reproduceres i min undersøgelse i italesættelsen hos de socialrådgivere,
som jeg har interviewet, interdiskursivt med vigtige handicappolitiske principper som fx det
relative handicapbegreb og kompensationsprincippet. Kompensationsprincippet reproduceres
i kontekstualiseret form i forhold til samarbejdet med klienterne om bevilling af sociale
ydelser. Det relative handicapbegreb reproduceres ligeledes kontekstualiseret i
italesættelserne af ”det gode samarbejde” med klienterne, hvor der er tale om et tillidsforhold.
Dette gode samarbejde ses, når familierne har passeret filteret i grænselandet, og så er der
eksempler på et ligeværdigt samarbejde mellem familier og socialforvaltning – uagtet
diagnose eller ej.
Hos forældrene reproduceres lighed/ulighedsdiskursen i mødet med socialforvaltningen. Det
giver sig udslag i en stærk optagethed af rettighederne til de sociale ydelser, herunder om
socialforvaltningen opfylder oplysningspligten. Det er altså den version af
lighed/ulighedsdiskursen, Solvang kalder ”klientrollen i velfærdsstaten” (Solvang, 2000: 6),
der er tale om her. Det er en kontekstualiseret diskursiv praksis. Der er kun ganske enkelte
interdiskursive reproduktioner af lighedsdiskursen hos forældrene, men det sker nogle enkelte
gang ved brug af ordet ”rettigheder”.
Jeg beskrev to andre versioner af lighed/ulighedsdiskursen, som jeg ikke har fundet
eksempler på, at der bliver trukket på i den diskursive praksis i mit undersøgelsesmateriale.
Den ene var den filosofiske optagethed af retfærdighed, og den anden var ”den sociale
model”, som handler om politisk undertrykkelse.
Socialrådgiverne trækker i større udstrækning på en medicinsk diskurs i form af optagethed af
diagnoser, diagnostiske definitioner og lægelig dokumentation som adgangskriterier for
sociale ydelser.
Men de trækker også – dog i meget mindre grad – på den normalitetsdiskurs, som er afledt af
normaliseringspolitikken fra 60-erne, hvor der er en interesse for normalitet i social forstand.
Disse italesættelser har jeg fundet i interviewene, når jeg har spurgt til socialrådgivernes
forestilling om et godt liv for mennesker med handicap. Et eksempel på denne italesættelse er
følgende: ”Få så normalt et liv som muligt”. Et sådant udsagn er udtryk for en direkte
diskursrepræsentation af normalitetsdiskursen – udsagn af denne art var nærmest slogans i 60-
erne og 70-erne i forhold til handicap.
Der er et enkelt eksempel på en direkte diskursrepræsentation af en symbolsk interaktionistisk
diskurs hos den ene socialrådgiver, hvor hun direkte anvender begrebet ”stempling”:
116