Handicappet uden diagnose - Elisabeth Kampmann

Jeg har ikke fundet nogen tilfælde, hvor forældrene trækker på en symbolsk interaktionistisk
diskurs. Når forældrene bliver klienter i det social system, trækker de desuden på
lighed/ulighedsdiskursen, som vi skal se i det følgende.
Diagnosers betydning for tildeling af sociale ydelser
På det institutionelle plan, i socialforvaltningen, har diagnosen en større betydning, end man
skulle forvente i forhold til lovgivningens manglende vægtlægning af diagnoser. Diagnosen
fungerer som administrativ kategori, idet der forekommer store problemer for familierne, hvor
barnet ikke har en diagnose i forhold til målgruppedefinitionen – dvs. i grænselandet i forhold
til at komme ind i socialforvaltningen og blive betragtet som tilhørende målgruppen for
sociale ydelser. På trods af, at Serviceloven foreskriver det relative handicapbegreb som
vurderingskriterium, så bliver de lægelige oplysninger og diagnostiske kategorier alligevel
den vigtigste og helt afgørende adgangsbillet. Der ses da også tydelige forskelle mellem de
familier, hvor der er applikeret en diagnose på barnet, og dem hvor der ingen er, forskelle i
forhold til, hvor let det er at opnå sociale ydelser. Diagnosen spiller således en væsentlig rolle
i forhold til at matche forvaltningernes problemkategorisering med dens problemløsninger og
dermed for at få tildelt sociale ydelser. Diagnosen giver ikke alene adgang til materielle
ydelser som fx de handicapkompenserende ydelser merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste,
men også til immaterielle ydelser som hjælp til bearbejdning af sorg og krise i forbindelse
med at have fået et handicappet barn. Forældrene oplever samarbejdet med socialrådgiveren
som bedre, jo mere rådgiveren lever op til oplysningspligten.
Jeg fandt organisatoriske forklaringer på dette fænomen, idet jeg påpegede, at diagnoser og
lægelige oplysninger bliver anvendt som filter i socialforvaltningerne. Dette fænomen
argumenterede jeg for skulle ses som et udtryk for processoral konformitet, hvor
forvaltningerne som følge af pres vælger at gøre tingene på samme måde som alle andre
forvaltninger – at efterligne andre. Der trækkes her på institutionaliserede myter om, at
lægelige oplysninger og dokumentation giver en sikkerhed.
At det så netop er lægelige oplysninger, der anvendes, forklarede jeg med, at den
lægevidenskabelige viden bliver konstitueret til at være en magtinstans, og at denne viden
anvendes af socialforvaltningerne til at inddele ansøgerne analytisk, således at ingen uværdigt
trængende kommer ind. Den lægevidenskabelige viden transformeres til beherskelsesformer i
forvaltningen. Det partikulære, der fremhæves i forvaltningen bliver dermed det medicinske.
Lægevidenskabens indflydelses rolle som positiv videnskab og som model for andre
videnskaber, forklarer den stærke indflydelse, som denne videnskab har.
115